Som jeg husker 1962 (igen)

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvis du synes, at min blog er en smule (eller særdeles) rodet for tiden – ganske uden hoved og hale, så skulle du bare se ind i mit indre styresystem lige nu. Der ser det værre ud. Men det må være sådan. Lige nu lader jeg blot billeder og ord komme dumpende i den rækkefølge, de melder sig, og det er ikke min skyld, at de er så rasende ligeglade med kronologi og andre kriterier for god orden. Så følg med, hvis du lyster eller fald fra, hvis du synes, at karussellen løber løbsk. Der er dog ikke tale vilde heste, vel? Ingen er i fare for ligefrem at falde af eller på anden måde komme til skade. Og jeg lover, at de flagrende ender vil blive knyttet sammen til sidst.

Eller lover jeg nu for meget?

Dengang i 60’erne

40’erne – 50’erne – 60’erne – 70’erne – 80’erne – 90-erne 00’erne 10’erne – 20’erne

Så langt er jeg nået i mit liv. Så mange årtier indtil nu. Jeg lever i den smule, der er tilbage.

60’erne tør jeg vel skrive om, selv om det var turbulente år, hvor jeg handlede ubesindigt, som man gør i de unge år. Sindighed hører alderdommen til.  

Årtiet begyndte vel med, at jeg vågnede. Tornerosetiden udløb.

På tide, når man tænker efter. Jeg havde sovet i SÅ lang tid. Og så vågnede jeg med tømmermænd. Ikke at jeg var blevet drikfældig i de blege år, som afsluttede årtiet. Men fordi jeg havde mistet appetitten og alt for længe havde levet af ingenting. Og pludselig opdagede en sult.

Måske var det ikke helt sådan, men det er den følelse, jeg får i dag, når 50’erne toner frem i erindringsfeltet. Og jeg blev bleg og tynd i de år. Men jeg skal ikke fortælle om 50’erne. Ikke endnu. Og måske springer jeg det årti over. I erindringen lister jeg altid udenom.

40’erne elsker jeg at huske. En tid fuld af vildskab. Og kærlighed. Og venskab. Men det var også i 40’erne, jeg første gang oplevede døden. Og svigtet. I barnehøjde og uden, at det efterlod andet end indsigt. Også et lille barn bliver hele tiden klogere. Nej, et lille barn er klogt. ”Alderdom er Visdom” hedder et af mine foredrag. Jeg kunne have et andet på mit program. Et, der hed: ”Barndom er Klogskab.”

I den nærmeste tid vil jeg cirkle om i 60’erne: hvordan var det nu, min verden så ud i det årti? Frankrigstiden har jeg været inde på. Men ikke vendepunktet.

Og nu må jeg tale om Michel. Mit liv har været velsignet med mennesker, som har givet mig af deres liv og som jeg skylder stor tak. Og alt for få, som jeg fik givet det igen, som jeg skyldte.

Michel svigtede jeg.

Han kom dumpende ind i mit liv den dag, hvor livlysten (igen) havde fået et knæk. Et lille smerteløst et. Sikkert lignende så mange andre småvoksnes. Jeg sad i Tuillerihaven og krøb sammen på en bænk. Surmulede måske ligefrem. Helt stille var der ikke i haven. Måske var der nogle børn, som legede i nærheden, måske skinnede solen. Inde i mig var der helt stille, som om alle organer, inklusive hjerte og vener var sat på stand by og alle sanser skåret fra. Gråt og trist. Og ingen sol ville kunne tø den is op, som havde lagt sige om mit hjerte.

Nej, Stop!!! nu bliver jeg patetisk.

Men sådan her var det: Jeg havde forladt mit job som au-pair. Sagt op uden forklaring.

“Jamen, er vi da ikke flinke mod dig?”

“Jo.”

“Jamen, hvorfor vil du så rejse? Loïc er glad for dig.”

”Ja. Men …jeg rejser.”

Og det gjorde jeg.

Tog ind til min søster, som boede på Montparnasse. Hun blev ikke glad.

”Hvad har du tænkt dig?”

”Det ved jeg ikke.”

”Så find ud af det!!!”

”Jo … jeg … jeg vil gerne være her.”

”Her!!!?”

”Ja, altså i Paris … gå i skole … læse … lære noget.”

”Ja, du har altid været forkælet,” sagde hun og mente det. ”Vi andre har måttet klare os selv. Du har gået på den dyreste kostskole og … er du klar over, hvad du har kostet vores far?”

”Øhh …kostet?” mumlede jeg. De tanker var aldrig faldet mig ind. At jeg skulle være en udgift.

”Så nu må du tage dig sammen og vise, at du er det værd.”

At jeg var det værd! Men hvad var jeg værd? Ingenting. Og det havde jeg vist bevist. I al fald i min søsters øjne. Og nu sad jeg så her i den smukke Tuillerihave, hvis skønhed ikke sagde mig det mindste. Verden (HELE VERDEN) var trist og grå og ulidelig og meningsløs. Og jeg var en fiasko.    

Så dukkede du op Michel.

Du er et af de venligste mennesker, jeg har mødt. Du satte dig ved siden af mig på bænken.

Måske er det din skyld, at jeg senere kom til at tro på engle. Dem Herren sender os, når lyset går ud.

Du er ked af det, sagde du.

Jeg nikkede.

Jeg kan faktisk ikke huske ret meget af samtalen. Men har ikke glemt, at du fortalte, at du for nylig var kommet hjem fra krigen i Algeriet, og at du hadede den krig og at du hadede De Gaulle og den franske nationalisme.

Det gør jeg også. Altså hader krigen og nationalismen.

Og så kiggede vi på hinanden, og jeg så, at han var så pæn og rar, og alle parader faldt ,og jeg lyttede og lyttede.

Og du snakkede.

Er din far også arbejder? spurgte du på et tidspunkt, og jeg kan huske, at jeg undrede mig over lige det spørgsmål.

Nej, sagde jeg. Han er arbejdsgiver. (Patron)

Du rynkede brynene og sagde, at du var kommunist.

Kommunist? For første gang mødte jeg en næsten jævnaldrende, som var kommunist.

Din far var arbejdsmand, sagde du, og du var den første i familien, som havde taget studentereksamen og fået en uddannelse.

Der stod vi lige.

Jeg var også den første i min familie.

Og så spurgte han, om jeg holdt af digte.

Jeg nikkede. Ja da, jeg læste både Rimbaud og Verlaine og Baudelaire.

Nå dem! Men hvad syntes jeg om Jacques Prévert?

Ham kendte jeg ikke. Du gjorde, og du reciterede et af hans digte.

Men jeg skal rejse hjem til Danmark i morgen.

Du må ikke rejse, sagde han, jeg har jo lige mødt dig.

Ja, sagde jeg. Og så fortalte jeg, at min søster ville holde en afskedsfest for mig, og at han kunne da bare komme med. Og jeg gav ham søster Hannes adresse.

Jeg husker ikke mere, hvem der var med til festen. Hanne havde sammen med en veninde lejet en skøn lejlighed på Rue Desnouettes i 15. arrondissement. Den havde en stor terrasse, det er mest den, jeg husker. Gæsterne var vist nok venner af Philippe, min søsters kæreste.

Hele den aften står for mit indre i et surrealistisk skær. Min søster havde lige mødt Philippe, der læste medicin. Min kommende svoger kom fra La grande Bourgeoisie, fransk overklasse, og gæsterne var vist nok hans venner. Og så var der mig og den unge kommunist.

Da jeg fortalte min søster, at jeg havde inviteret en fyr, blev hun nervøs. “Hvad har du rodet dig ind i?” spurgte hun. “Det ved jeg ikke,” sagde jeg. Men jeg tror, hun tog pænt imod ham, hun var et venligt og åbent menneske, og hun vidste jo heller ikke, hvem det var, jeg havde inviteret. Det vidste jeg knap nok selv. Kun, at han absolut skulle komme. Og han kom.

Senere på aftenen trak han mig ud til den mørkeste krog af terrassen og hviskede til mig: “Hvad er det, du har rodet mig ind i?”

“Hvad mener du?”

“Ja, her er folk, som ville stikke mig en dolk i ryggen, hvis de vidste, hvem jeg var. En af din søsters venner er en “pied noir”

– det vidste jeg heller ikke, hvad var.

“De er da flinke,” foreslog jeg spagt.

“Hvor er du naiv. Og sød.”

Og han kyssede mig. Og det var ikke ubehageligt.

Han var bange, da jeg fulgte ham til metroen. For hvad? Jeg forstod det ikke.

“Du burde ikke gå her sammen med mig,” sagde han og holdt fastere om mig. “Du er så naiv.”

“Ja, det siger du jo, men jeg vil ikke gå andre steder end her. Sammen med dig.”

“Men du rejser jo.”

“Ja.”

“Bliv!”

“Det kan jeg ikke.”

Jeg rejste et par dage efter til Danmark. Lovede at komme igen. Skulle lige hjem og tjene nogle penge, så jeg kunne få råd til at gå på en skole i Paris. Fik job som lærervikar på en skole i Lyngby. Der var akut lærermangel, så lønningerne var høje. Her underviste jeg i alt fra fysik i 7. klasse til dansk i første, og en overgang havde jeg “hjælpeklassen”. Der var rasende svært, og jeg lagde hele min energi i arbejdet. Der var et lys forude. Ham. Jeg boede hos Tante Nete i Lyndby, blev forkælet og havde det fint med hende og min fætter Holger, som jeg i forvejen holdt meget af. Ja, jeg holdt af dem begge. Trods længslen var det en god tid. En modningens tid. En eftertænkningens tid. En tid til at læse, gå i teater og i biografen.

I de måneder, vi var adskilte, skrev vi til hinanden, som jeg husker næsten daglig. Dengang kom breve hurtigt frem. Og jeg levede i en verden af drøm og forventning. Og stor ængstelse.

Så fandt jeg en sprogskole i Paris, som var billig. En dengang ukendt forretningsmand, Simon Spies, havde oprettet sprogskoler i Madrid, London og Paris. Den i Paris havde jeg råd til at frekventere i tre måneder – det blev marts, april og maj 1963.

Jeg vil skrive om 1963 senere.

Som jeg husker – 40'erne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Husker jeg 40’erne? Ja, det gør jeg. Jeg husker det som en lykkelig tid. Min radius var nabogården, nabohuset, skolen og stranden. Og et par strejftog ud i det ukendte. Men nærheden husker jeg især. Det hele skete lige om hjørnet. Og drengene. Der var tre. Og jeg elskede dem med samme heftighed, som jeg elskede mine søskende. Måske lidt mere, for de var jo drenge. Slej og Jens og Kjartan. Dem ville jeg være sammen med altid. Dag og nat.

Mine lege var drengelege – først langt senere blev det strengelege. Vi klatrede i træer, vi sejlede på mergelgraven, vi løb langt ud på havisen, vi sloges, vi rapsede fløde fra mælkejunger, vi neglede Bentsens hønsetrug og sejlede på ajlesøen. Jeg kom tit hjem snavset og ildelugtende og blev sendt i seng ved højlys dag. Og skulle skamme mig, og det gjorde jeg.

Men jeg var lykkelig. Hver dag var en fest. Sådan husker jeg det.

En bestemt dag – et bestemt øjeblik – er blevet stående i min erindring. Og senere, når jeg er vendt tilbage til det sted og den tid, så har jeg tænkt, at lige der oplevede jeg TIDENS FYLDE. Et moment af fuldendt fryd. Stedet: Venøs gård. Tiden: tidlig morgen. Jeg ved ikke, hvad der udløste glæden, for der skete ingenting. Jeg stod blot helt stille i morgensolen og vidste, at lige nu var alt så fint, som det kunne blive. Jeg havde fået min brors stribede bluse på (arvet den?) og hans shorts. Og nye sko. Men det var ikke tøjet eller skoene. Det var snarere en fornemmelse af frihed og af at være havnet det rigtige sted i verden. Ingemann ville kalde det en “stemning” – og ja, det var det vel.

Slej forsvandt ud af min verden, inden vi nåede skolealderen. Hans forældre, Venøs, flyttede til Skagen. Faren var fisker, og han havde sikkert fået arbejde på en kutter der. Jeg ved ikke meget om familien, kun at Slej var en god legekammerat, at han var så pæn, desværre har jeg ingen billeder, men for mit indre ser jeg en dreng, der er brun og fin i huden og med skønne mørkeblonde krøller. Hans mor var ( i modsætning til min) ligeglad med ro og orden, så vi tumlede frit rundt i huset, hvor der i forvejen var lidt af alt overalt – jeg husker f.eks., at der var mad, som ikke var spist, men heller aldrig ryddet af vejen. Det var ret eksotisk. Og Slej lugtede så godt. Han blev vist aldrig vasket. I det hele taget var vask og rengøring ikke noget, man tog så nøje i 40’erne. Selv i vores meget renlige hjem blev børnene kun for alvor udsat for vand og sæbe om lørdagen. Den dag fik vi også rent undertøj, en sådan renlighed var vist ikke mange børn udsat for dengang. Sæbe var dyrt. Og vandet skulle varmes op.

Men Slej har jeg ingen billeder af, kun glansbilledet i mit hoved. Da jeg som teenager var på telttur med far og mor, læste far i en avis, at Slej Venø var omkommet ved en ulykke. Han havde været med om bord på Skoleskibet Danmark. Det gjorde mig ked af det.

Med Jens var det anderledes alvor. Vi svor hinanden evig troskab allerede som 7 årige. Når vi blev store nok, skulle vi giftes. Det havde vi på det rene og vi øvede os jævnligt på livet som ægtefæller. Jeg har et enkelt billede fra denne florissante forlovelsestid.

Men ak. Skæbnen ville det anderledes. Også Jens blev brat revet ud ikke bare af min fremtidskalender, men af mit liv. Hans far, der var lærer i Strandby, fik stilling i Frederikshavn.

Jeg savnede ham som kun små børn kan savne. Og en dag forbarmede min far sig og kørte mig til Frederikshavn for at jeg kunne gense Jens og lege med ham en hel søndag.

Men Jens blev ikke spor glad, da jeg troppede op ved hoveddøren. Og mens min far aftalte hentetid med hans far, trak Jens mig med ud på fortovet.

Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, sagde han.

Ja.

Men jeg kan ikke sige det her.

Hvorfor ikke?

Det kan jeg bare ikke.

Jamen?

Lyset, sagde han.

Så halvt skubbede og halvt trak han mig med til en underlig grøn forhøjning, der lå for enden af vejen.

Dernede skjulte folk sig under krigen. Det er et beskyttelsesrum, sagde han og trak mig med hen til en slags indgang. Den førte ind til en mørk snæver gang. Han skubbede mig ind i gangen. Sæt dig, kommanderede han, og jeg faldt sammen som en kludedukke. Han satte sig ved siden af mig og jeg tror, at han holdt armen om mig, som om han var bange for, at hans ord skulle blæse mig væk.

Og der i det sorteste sorte hviskede han, at han havde fået en ny kæreste, og at jeg godt kunne blive i Strandby.

Du skal ikke komme her, sagde han, og jeg kan ikke lege med dig nu.

Jeg græd hele vejen tilbage til huset og fik hakkende og stammende overtalt Jens’ far til at ringe hjem til min far og sige, at han skulle komme og hente mig.

Det var min første kærestesorg.

Som jeg husker – 1964

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det var filosoffen Wittgenstein, der sagde noget om, at ens verden er præcis så stor, som ens sprog rækker. Der, hvor dit sprog hører op, der er din verdens grænser. Grundtvig sagde, at ordet skaber det, det nævner. Nu har jeg citeret to tænksomme mænds kloge ord, men efter hukommelsen, og det er sikkert ikke helt ordret, hvad de sagde. Meningen holder dog.  

Man er sit sprog. Sprog er mange ting, ikke kun ord, men ordet er det vigtigste. Det er selve livsnerven. Og hvis det ikke får næring, så forstener det, og man forstener med det. Tænk at ende som sten. Det er vi somme tider i fare for at gøre.

 Da jeg begyndte mine studier på Århus Universitet i 1964, havde jeg meget vage forestillinger om, hvad jeg ville studere. Havde netop forladt et studium på Handelshøjskolen i Ålborg. Handelsskolen og så mig, det hang dårligt sammen. Alligevel var der en mening med galskaben: jeg ville tilegne mig en hurtig og i hele Europa anvendelig erhvervsuddannelse, så jeg kunne rejse til Paris og gifte mig med den mand, der gik dernede og ventede og ventede og ventede på den her danske pige, der ikke kunne bestemme sig til at blive hans kæreste og heller ikke (endnu) kunne give ham løbepas. Passet fik jeg i hænde efter et par totalt spildte måneders halvhjertede forsøg på at lære handel og vandel på tre forskellige sprog.

Jeg tror, at det er afgørende, hvem man møder i sit livs krisesituationer. Et par replikker fra en anden kan ændre ens liv. Og en dag hørte jeg lige de ord, ingen andre havde sagt, men som jeg tørstede efter og som jeg tror, ændrede mit liv. Jeg var hjemme i Strandby på besøg. På en tur ved havnen, mødte jeg en af mine fars gode venner, ingeniør Bodelsen, og vi faldt i snak, og han sagde: ”Hvad i alverden laver du på en handelsskole? Jeg kan ikke se dig på et kontor. Kan du selv det? Du er da vist på vej i en helt forkert retning, ikke?”

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Sikkert ikke noget særligt. Smilede nok bare som altid og nikkede og lod en ligegyldig bemærkning falde, men hans ord blev liggende som en irriterende summen. ”Jeg kan ikke se dig på et kontor.”  

Og jeg vidste det godt. Mærkede det hele tiden. Min verden var i færd med at stivne. Jeg læste tre sprog, og jeg læste ingenting. Jeg skrev handelsbreve på fransk og engelsk og tysk: ”sehr geehrter Herr” … og skrev mig for hver dag længere og længere ind i kedsomheden.

Her et lille NB: Wittgenstein sagde ordret: “mit sprogs grænser er min verdens grænser.”

Som jeg husker – 1962 – au pair

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De ser glade ud alle tre. Madame en smule fraværende, men sådan husker jeg hende. Og selv har jeg fået runde kinder og ligner ikke mere den kostskolepige, hvis identitet, jeg netop har aflagt.

Billedet er taget i en hotelhave i Pyrenæerne i en lille by ved navn Ascain.

Jeg husker tiden som au-pair-pige som en ventetid. En sløvhedstid. Det var ikke noget egentligt liv. Familien var rig og boede i udkanten af Boulogneskoven. Det var et ungt par med det ene barn, som jeg skulle passe. Vi havde i huset en lille lejlighed, et stort værelse til mig og et mindre til drengen. I mellem vore to værelser var der et stort badeværelse. Jeg havde drengen fra morgen til aften. Moren legede lidt med ham om morgenen, så kørte hun i sin lille sportsvogn, jeg ved jo ikke, hvorhen. Hun kom hjem til frokost, som pigen havde stillet an i spisestuen. Monsieur kom hjem i sin store Citroën DS – han spiste sammen med os. Om eftermiddagen spadserede jeg i parken med drengen – han legede lidt på legepladsen. Alene. Jeg så ham aldrig kontakte andre børn. Han var en ensom lille fyr. Før mig havde han haft en polsk barnepige. Hun kunne sikkert ikke fransk, og han talte meget lidt med sine forældre. Jeg kunne kun skolefransk, så vore samtaler var enkle og kunne vel ikke udvikle hans verbale formåen. Og jeg lærte ikke meget fransk i de måneder, jeg var der. Drengen hed Loïc. Mig kaldte han: “petite fille.”

Den bedste tid var en måned, som jeg tilbragte alene sammen med drengen på et gods i Normandiet, det hed Tabasso og ejedes af et gammelt ægtepar af russisk oprindelse. Jeg ved ikke, hvordan familieforholdene var – måske var han en onkel til Monsieur eller Madame. Men de var begge flinke mod mig, konverserede venligt ved måltiderne, og der lærte jeg en del fransk. De var velhavende. Havde et stort hold tjenestefolk: et ægtepar, som stod øverst i hierakiet og desuden kok, piger, gartner, chauffør og måske flere endnu. Jeg boede sammen med drengen i et tårnværelse, og fordi han hørte til herskabet, så spiste jeg med ved bordet. Også når der var gæster, men så blev jeg anbragt nederst, og ingen konverserede mig. Når der kom gæster blev jeg præsenteret som “la gouvernante.” Det var vel finere end au-pair. Kokken må have været fremragende, for jeg husker maden som fantastisk. Tog helt sikkert mange kilo på i den måned.

En sommerdag kørte Fruen og drengen og jeg til et nabogods. Her gik jeg tur med gartneren i den smukkeste have, jeg nogensinde havde set – han viste mig rundt, var stolt af sit værk, og da vi sagde farvel til hinanden, friede han til mig. Helt bogstaveligt. Syntes, at “la fille bleue” ville passe så fint til “hans” blomstrende have. Et sekund overvejede jeg det. Tænk at blive gartnerkone på et stort gods i Frankrig! Og kun have blomster og buske og små vandløb at bekymre sig om. Nå, men jeg valgte at studere i stedet. Quelle horreur! Da gik jeg glip af et sorgløst liv.

Jeg vil springe resten af min au-pair-pige tid over. Den var kedelig og jeg følte mig fanget og ensom. Og den stakkels dreng. Her på vej til parken. Med en au-pair pige på slæb, som ikke for alvor kunne engagere sig i hans liv. Knap nok i sit eget.

Erindringsskrivning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

B. S. Ingemann har skrevet en smuk skildring af barnelivet i det, han egentlig havde påbegyndt som en selvbiografi, men som aldrig rigtigt nåede ud over barndommen. Jeg havde i mange år Ingemann tæt inde på livet, fordi jeg skrev en bog (flere bøger) om ham, og ind imellem gik han mig så meget på hjernen og ikke kun til hjertet, at jeg var ved at opgive ham. Syntes, at han var gådefuld og havde ganske enkelt svært ved at forstå ham. Så meget ånd, så lidt krop. Og samtidig var det præcis, hvad der tiltrak mig ved ham: at han var så svævende et bekendtskab. At han var så meget af en gåde.

Han kunne kun skrive om barndommen. Det, der kom efter, var for konfliktfyldt, for uhåndterligt for ham, tror jeg. Der må have været noget, som gjorde så ondt, at han veg udenom. Noget som det Per Olof Enquist kalder ”smertepunkter”. Jeg ved ikke, hvad det var. Det ved ingen.   

Han ville ikke skrive sine erindringer. Men blev presset dertil af venner og bekendte og valgte som gammel at gøre forsøget. Der altså kun blev halvvejs bragt til ende. Der kom ganske vist en slags fortsættelse senere (Tilbageblik), men den var kort og langt fra på højde med ”Levnetsbog.”

Han argumenterer sådan her for projektet at skrive om sit liv:

”Er endog hvert Menneskeliv paa Jorden ham kun det fuldstændige Livs mindste Brudstykke, og forholder dette sig til sit eget og til Alles Heelliv som Draaben til Floden og til Verdensoceanet, har han dog deri ofte seet en Lille-Verden, hvori Stor-Verdenen afspeiler sig – han har seet Solens Billede helt i Dugdraaben saavel som i Havet.”

Ingemann er dog stadig i tvivl, da han omsider beslutter sig til at ”udlevere” sig selv i en biografi, og han beslutter da at lege, at han ikke er Ingemann, men en neutral iagttager, der udefra ser på digteren og beskriver hans liv (=hans barndom) objektivt. Han siger det sådan her:

… (at skrive) ”syntes ham kun muligt, naar han som en Afdød, stod udenfor sit helt afsluttede Jordliv og kunde beskue det rent objectivt, som en Andens, uden alle subjective Selvskuffelser. Den afsondringsskammel, han synes bestandig at maatte savne ligeoverfor Livsbillederne i hans Fortidsspeil, har han endelig tilnærmelsesviis fundet i den simple Form, at sige han istedetfor jeg om sig selv.”

Ingemann skriver altså sine erindringer i 3. person.  

Som jeg husker – 1950

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1950 – 7 år

Jeg er begyndt at læse. Det er svært, men der er ikke noget i hele verden, der er mere tillokkende end det, der sker lige nu. Bogstaverne, der kan samles og danne ord, der bliver til lyde. Inde i hovedet. Uden for hovedet. Ordene dannes og dannes, de vælder ud af piger og drenge. De suser i luften. En storm af lyde. Vi læser. Klassen læser i kor. Det går fint. Jeg læser alene. Det går trægt. Jeg er for dum, eller for lille, og tærsklen, jeg skal over, er for høj. Selv for mig, der er verdensmester i klatring. Intet træ er for højt for mig, og lygtepælene, jeg bestiger dem som et egern. Men det her. Nej, jeg kan ikke.

Og jeg tror, at Fru Fredborg forstår, at jeg er midt i mit livs største kamp, at der er den der tærskel, som jeg ikke kan overskride. Jeg siger ingenting, men der står HJÆLP i mine øjne. De andre behøver ikke hjælp, de glider ubesværet over alle forhindringer og lige ind i ordenes smukke klangverden. Kun Niels Ålstrøm og mig. Vi sidder uhjælpeligt fast. Men han er åndssvag. Er jeg åndssvag?

Fru Fredborg ser min kamp. Men så falder hun i søvn, og jeg kæmper videre alene. Anders er ni år, og han kan læse, men åh så langsomt og så usikkert. Vi er begge svage læsere. Jeg er helt umulig.

Men så en dag vågner Fru Fredborg og går ned til min pult og lægger sin gamle, bløde hånd over min knyttede næve, og med den anden hånd løfter hun mit hoved og ser mig lige ind i øjnene. ”Du skal ikke græde,” siger hun. ”Du skal nok lære det, men nu kan du komme ned til mig i eftermiddag, vil du ikke gerne det?”

Fru Fredborg bor alene i et stort, hvidt hus midt i byen. Hun er en fornem, gammel dame, vist nok den fineste i byen, og måske har hun været gift med en prins, for det er næsten et slot, hun bor i, tænker jeg, da jeg forknyt, men alligevel besluttet, står foran den store dør, og måske banker jeg på, måske trækker jeg i en klokkestreng, det husker jeg ikke. Men jeg kan se den lille pige stå der, og jeg ved, at hun knuger om en buket engblommer, som hun har plukket til Fruen og som er de fineste blomster i hele verden. Selv mor bliver rørt, når hun får en buket engblommer. Og de gror ikke hvor som helst. Men vi kender et sted, Anders og mig.

Så er jeg inde i huset, og måske giver Fru Fredborg mig en kage. Det tror jeg. Men jeg ved, at hun giver mig en støveklud og beder mig tørre støv af de mange klunker, der afslutter alle hendes borde og stole og som er runde og bliver blanke, når jeg har gnedet al støvet af dem og pudset dem så fint, jeg kan. Og Fru Fredborg roser mig. Det er den første skolelærerros, jeg får, og jeg suger den til mig, og husker endnu, hvor glad, jeg bliver, da hun siger: ”Du er ikke et dumt barn, Marianne, du skal nok blive til noget.” Og jeg svarer: ”Så vil jeg være lærerinde.” ”Sludder!” siger hun. ”Du skal blive til noget.”

Jeg tør ikke spørge hende, hvad det er, jeg skal blive. Kan man blive noget finere end lærerinde?

Ole Bole – ikke mindst billederne var en fryd. Og jeg blev bekræftet i min overbevisning om, at det var sjovest og skønnest at være en dreng. Piger, de var i køkkenet. Drenge, de boltrede sig i det fri.

Ida Jessen – kloge ord

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har glædet mig til at læse dette efterårs mange erindringsbøger. Og der ser du, at jeg ikke er kommet vældig meget længere med min egen. Som måske bliver den bog, jeg aldrig skrev.

Og hurra! sådan en har Ida Jessen netop skrevet: “Endnu en bog, jeg aldrig skrev.” Jeg har glædet mig til at læse den. Det har jeg nu gjort, og den har bestemt ikke skuffet mig. Hun har skrevet så fremragende bøger indtil nu, og denne her er ingen undtagelse. Så det er endnu en (fin) bog, hun faktisk fik skrevet.

Der er også bøger, jeg aldrig skrev. Her et par eksempler: om Kamma Rahbek – om Fru Gyllembourg og om Kresten Kold.

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Men jeg har researchet i årevis for at kunne skrive de bøger. Og nu kiggede jeg så ind i et forfatterværksted, hvor det samme var sket. Årevis af arbejde. Og ikke noget produkt. Men altså alligevel: Ida Jessen skrev den her bog om dette (frugtesløse?) arbejde. Og om forfatterens arbejde i det hele taget. Om hvad det vil sige at være et skrivende menneske.

Jeg vil gerne citere nogle steder fra bogen. Men læs den selv! Her lidt fra side 37 om det at skrive fiktion:

At skrive skønlitteratur er et spind af kombinationer af fantasi, erindring, erfaring, læsning og af ting, man hører og har set. At det kan være til ubehag og modbydelighed for folk, der føler sig ramt, ser vi flere og flere eksempler på. Der har til alle tider været noget grusomt ved fiktion, og forfatterne har svært ved at se det i øjnene, for man kan ikke skrive godt, hvis man skeler til siderne. I det mørke kammer er det ikke hverdagens gældsposter, der føres. For at kunne arbejde må man i enrum et sted, hvor mit og dit ikke findes, og hvor det menneskelige er et fælles anliggende.

Her rører hun ved en af de blokeringer, jeg selv har, når jeg skriver på mine erindringer. At der kan stå noget, der vil såre andre. Ida Jessen skriver om “friheden” til at skrive det, som man synes, er det rigtige lige der, hvor man er. Uanset om det sårer eller ej. Citat fra side 38:

For det meste skal man tilkæmpe sig den (=friheden), og når man kæmper, gør det ofte ondt på andre. Det er næsten ikke til at holde ud. Der er en dobbeltmoral her. Jeg skriver fordi det er nødvendigt for mig, og samtidig træder jeg dig over tæerne, og jeg vil ikke være ved det, jeg kan ikke tåle at indse det, for så kan jeg ikke længere arbejde.”

Ida Jessen er omkring en del forfattere, mest kvindelige, i sin bog – for her at søge viden om det at skrive. Og om det at blive ved med at skrive. For man må vel holde op? Eller? Selv havde jeg besluttet at holde op med at skrive efter den store Hulsigbog. Den sugede så megen kraft af mig, at den efterlod mig drænet. Der var ikke flere kræfter. Og så det slag i ansigtet, som jeg fik, da den udkom. Fik den da dårlige anmeldelser? Nej, det var ikke det, der slog så hårdt og sendte chokbølger gennem sindet. En dårlig kritik klarer jeg uden videre, vi læser forskelligt, og det er fair nok.

Hulsigbogen var en fin bog. Men bibliotekets lektører opdagede det ikke. Ja, jeg er sikker på, at ingen læste den. Åbnede den allerhøjest, kikkede på billederne, lukkede den igen, og beskeden til mig lød, at bogen var for privat, der var for mange fotos, og den kunne derfor kun have interesse for forfatterens egen familie.

Hvorfor? Fordi den handler om forfatterens slægt?

Jeg tror ikke, Hulsigbogen er et litterært mesterværk, men jeg ved, at den har litterære kvaliteter, ellers ville jeg aldrig udgive den. Og vist handler den om min familie. Men i fiktionens form. Og det er et sprog, jeg behersker.

Netop ved at inddrage det private ligner den utallige af de bøger, der er udkommet de seneste år, jeg nævner lige Knausgård og Katrine Marie Guldager.

Hvis jeg udgiver mine memoirer, så vil jeg altså ikke skrive dem for at fortælle mine børn, hvad jeg har oplevet. Eller for at oplyse efterslægten om forfædrenes liv. Så vil jeg skrive den, fordi jeg kan skrive. Og den skal skrives i et litterært sprog, som er smukt nok til at kunne lyse. Ellers er den ikke arbejdet værd.

Ida Jessen slutter sin fine, lille bog med at omtale Kerstin Ekman – og hun er også en af mine yndlingsforfattere, og “Hændelser ved Vand” var for mig som for Ida Jessen en åbenbaring, og måske er det derfor, min Hulsigbog fik titlen: “Hændelser ved Hulsig.” Nå, men det er jo lige meget – for ingen læste den, den kom aldrig på bibliotekernes hylder. Og havde de læst det, ville de sikkert have harceleret over, at jeg “stjal” titlen fra en stor forfatter.

Ida Jessen stiller sig selv spørgsmålet: hvordan kan man blive ved med at skrive? Og det spørgsmål forstår jeg godt. Det er så opslidende at skrive. En slitage for sjælen. Men man skriver alligevel, hvis man er forfatter. Ligesom man trækker vejret, hvis man er i live.

Kerstin Ekman har skrevet i 60 år og udgav forrige år endnu en bog “Löpa varg”. Ida Jessen ville gerne spørge hende om, hvordan hun kan blive ved i så høj en alder. Her kommer endnu et citat. Det er fra sige 232:

Hold galden flydende, sagde Henrik Pontoppidan. Kerstin Ekman har galde, det er helt sikkert. Men galde kan finde afløb på så mange måder, galde er ikke noget særligt. Suzanne Brøgger siger: “Man har et sted, som man bliver ved med at skrive fra hele livet. ” “Hvad hedder det sted?” spørger Keld Zeruneith. Det vil jeg også gerne vide. “Det er et sår,” siger Suzanne.

Det forstår jeg godt. Det er et sår. Og så længe, det ikke er helet, så skriver man.

Læretiden er lang –

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Læretiden er lang.

Som nogen ved, besluttede jeg at vælge nogle væsentlige forfatteres erindringsskrifter fra skiftende litteraturhistoriske perioder for at kloge mig på dem, lure dem tricket af og blive så vis, at jeg selv blev i stand til at levere et lødigt svendestykke i memoiregenren.

Nu har jeg læst og også skrevet lidt om de valgte – det vil du kunne se, hvis du går tilbage i rækken af indlæg om ”erindring” – men så skete der jo det, at jeg blev så fascineret af genren, at jeg ikke helt kunne slippe tanken om at begive mig ud i endnu flere værker – jeg må kort sagt læse mere. Og blive klogere.

Og imens jeg udstår min læretid, vil jeg droppe små bidder af, hvad jeg tænker mig vil komme med i bogen.

Det er altid vanskeligt at finde en god titel til en bog. Lettere med et arbejdstitel, og her havde jeg straks en parat, nemlig ”Fiskerpigens Sang.” Det skal manus hedde – men jeg kan selvfølgelig ikke bruge den titel til bogen, for det første, fordi jeg ikke er fiskerpige, og for det andet, fordi den peger i retning af triviallitteratur, og for det tredje, fordi jeg ikke kan synge.

Fælles for mig og mine 4 søskende er nemlig, at ingen af os er dygtige sangere, min lillesøster Dorte er gift med en sanger, men det er det nærmeste, vi kommer den skønne kunst, men så må jeg dog straks tilføje, at vi alle elsker at synge.

Jeg glemmer aldrig den dag i skolegården på Freys Skole i Frederikshavn. Her stod vi hele børneflokken og sang ”I Østen stiger Solen op”, og det var den første dag efter sommerferien, og min bror Anders og jeg skrålede som sædvanligt så højt og hjerteligt, vi kunne. Da der igen var stille i gården, gik Fru Frey den Ældre på talerstolen og råbte ud over forsamlingen: ”I sang jo ikke med, børn! Hvor lød det sølle! De eneste to, der virkelig sang, var Hesselholterne, OG DE KAN JO IKKE!!” De sidste ord skar sig ind i barnehjertet, og efter den tid dæmpede jeg stemmen, når jeg ikke var ene.

Så titlen bliver en anden.

Men jeg kan lide billedet af fiskerpigen, der synger.

Mens det sker – 25

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvem er vi? Hvem er du? Hvem er jeg?

Et af tidens store temaer er identitet.

Spørgsmålet bliver ikke mindre relevant, når man rammes af Alzheimer. Det er almindeligt at mene, at man er summen af sine erindringer. Og når man mister hukommelsen, hvad er man så? Hvem er man så?

I bogen “Stadig Alice” ( Lise Genova) viser alene titlen, at forfatteren mener, at man forbliver sig selv. : Alice er stadig Alice, selv om Alzheimer har snuppet hukommelsen. Og min Ole er stadig Ole, selv om Alzheimer har snuppet hukommelsen.

En dag vil han måske ikke kunne kende mig. Men jeg vil altid kunne kende ham. Han vil altid være min elskede mand.

Knausgård skriver i “Ulvene fra Evighedsskoven”:

“Den der tænker det, er bygget op af minder der bekræfter, det er det der er ham eller hende.”

Her sætter forfatteren lighedstegn mellem personen og dennes minder.

Og den tidligere, nu afdøde biskop, Jan Lindhardt, siger, da han får diagnosen Alzheimer. “Men hvem er jeg uden min hukommelse?”

Jeg har netop færdiglæst Julie Rubows bog: “Jeg ser dig stadig, en fortælling om livet med Alzheimer.

Jeg så også filmene om familien Rubow og deres liv med en far/ægtefælle, der var ramt af Alzheimer. Og det var en fortælling, som jeg har hørt og læst mange gange før: en syg, som mister grebet om sit liv og som i frustration og afmagt reagerer med voldsom vrede, rettet mod de nærmeste, fordi de er der, og den syge ikke kan forstå, at de er lige så magtesløse over for sygdommen som han selv er.

Sygdommen overtager styret, og den syge mister enhver styring og bliver et ondt redskab i sygdommens ufølsomme hænder.

Enhver alzheimersygdom udvikler sig forskelligt fra person til person. Men det er vigtigt, at den, der er ramt, mødes med venlighed, kærlighed, og aldrig med vrede og heller ikke med medicin.

Men et sådant dagligt, timeligt, evindeligt venligt møde kræver sin mand/kvinde, og det kan være vanskeligt at leve op til.

Jeg synes, Julie Rubow yder umenneskeligt meget i den retning. Hendes mands sygdom er langt ondere og mere aggressivt udviklende end min mands. De to mænd har jo også helt forskellige DNA’er og helt forskellige livsforløb. Julies mand var en stor kanon i erhvervslivet, en RIGTIG mand med magt og indflydelse, og han har levet i det mande-billede: at være stærk. Og så knækkes han. Og skal passes og pylres om. Og det kan han ikke bære. Min mand er en såkaldt “blød” mand – åh jo, han har også levet på gamle mandsidealer, var også en ivrig jæger osv. men det har aldrig været vanskeligt for ham at vise ømhed og kærlighed. Og han er blid af natur. Det hårde var indlært og overflade og det første, der krakkelerede og gled væk, da han blev syg. Så fik kærligheden og trangen til at vise, at han elsker os, overtaget. Nu får jeg at vide mange gange hver dag, at han elsker mig.

Men jeg ved det nok. Vreden ulmer også i ham. Og i korte stunder, som han glemmer med det samme, men som ligger og skærer i mig, tager den over.

Sådan var det i går. Han ville have mig til at fylde vand på varmeanlægget, og jeg forsøgte at fortælle ham, at det ikke var nødvendigt, for solen skinner og der er hver dag 25 grader og vi behøver ikke tænde fyret og at solvarmen forsyner os med varmt vand.

Så skældte han ud. På mig. Jeg ville da heller ikke hjælpe ham. Det varede en tid at berolige ham. Pludselig stod jeg der og ville bremse ham og i al fald ikke hjælpe ham.

Det gjorde ondt.

Da jeg kom hjem fra min cykeltur havde han tændt pillefyret. Jeg gik lige så stille ud og slukkede. Og han havde allerede glemt det. Han havde også glemt sin vrede.

Og det er jo så det gode. Det onde glemmes hurtigt. Desværre bliver det liggende i mig og ulmer. Jeg beundrer Julie for hendes umenneskelige udholdenhed. Det ville jeg aldrig kunne leve op til.

Det tror jeg heller ikke, jeg behøver. Eller det mener jeg at vide, at jeg ikke behøver. Vreden er en naturlig del af sygdommen, og den skal vi nok takle..

Den må nødvendigvis ramme mig. Vi er kun os to.

Og det sker i alle den slags sygdomsforløb, tror jeg. Og det vidste jeg jo godt.

Julie Rubows bog er bestemt værd at læse. Det er barsk læsning, og det er vigtigt, at man ikke forfalder til den tro, at alle demensforløb ligner dette. Det gør de langt fra. De fleste er fredelige – det er en af årsagerne til, at jeg stadig er på banen som foredragsholder. Jeg har heldigvis en anden historie at fortælle. Og den høres alt for lidt, selv om det er den mest almindelige.

Erindringsskrivning – en lærling udtaler sig

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

2022 bliver året med de mange modne kvinders erindringsbøger. De bølger ind over os i en lind strøm, og det kan undre, at det sker lige nu, men det vil jeg ikke undersøge årsagen til. Det er der utvivlsomt andre, der gør, nemlig dem, der har det som deres fag at undersøge, hvorfor visse forfattere skriver hvad hvornår og til hvem. Min opgave er ene og alene at skrive det, der i skrivende stund farer mig i pennen. Det vil altid sige lige nu. Og det er jo mit eget erindringsstof.

De kvinder, hvis erindringsbøger tsunamiagtigt vælter ind over os i den kommende tid, kan jeg sikkert lære noget af. Desuden elsker jeg at læse fiktion om mennesker – det handler ikke alle fiktive bøger om, nogle og efterhånden mange, for det er også en trend, fremstiller forskruede konstruktioner, hvis lige aldrig har haft gang på jorden, og den slags væsner gider jeg ikke spilde min kostbare tid på at følge ind i universer, hvis fremtræden er lige så uigennemskuelig og fremmed som personerne.

Lige her må jeg indskyde, at jeg sandelig holder meget af bøger med uigennemskuelige universer: som Kafkas f.eks. – men de spejler jo virkeligheden på en underfundig måde og i al deres skræmmende fremmedhed, virker de skæmmende velkendte.

Fremmedfølelsen er velkendt for de fleste af os – og livet er nu engang uigennemskueligt, selv om vi hele tiden forsøger at se gennem det.

Men tilbage til erindringsskrivningen. Jeg er, som det nok er fremgået af meget af det, jeg har skrevet på bloggen, for tiden i læremood.  Altså jeg lukker villigt og venligt op for andres måder at takle erindringsskrivningen på, og der finder jeg så vidunderligt og lærerrigt stof, at jeg såmænd nok kan nøjes med at blive hængende i rollen som lærling resten af mit liv – og bare mæske mig med de mest udsøgte litterære retter inden for denne skrivning. Erindringsskrivningen.

Jeg vil vide, hvordan det er bedst at skrive erindringer. Før skriver jeg ikke mine egne.

Men mon ikke jeg kan lære det.

Jeg øver mig.

Det er så sjovt

En lille liste over de bøger, som vil kunne svømme dig under øjne i den nærmeste tid:

Deborah Levy: ”Livets omkostninger”

Ida Jessen: ”Endnu en bog, jeg aldrig skrev”

Linn Ullmann: ”Pige, 1983”

Siri Hustvedt: ”Mødre, fædre og andre.”

Annie Ernaux: ”Årene” ”Hændelsen” og ”Simpel lidenskab.”

Rachel Cusk: ”Efterskælv” – ”Et Livsværk.”

Rikke Viemose: ”Nu taler jeg.”