Om Gud og mennesker og genopretning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som jeg har skrevet tidligere, så læser jeg i øjeblikket Egon Clausens bøger højt for min mand. Vi er så meget på bølgelænge: min mand, mig og Egon Clausen.

Og så i slutningen af sin bog “Vestenvind” skriver Clausen nogle ord, der umiddelbart virker provokerende på os mennesker. På vestlige mennesker, på demokratiske mennesker, på frittænkende og fritskrivende og fritlevende mennesker. Kort sagt på os, der, hvis vi beder Fadervor, glad og gerne siger: “som vi forlader vore skyldnere” – uden dog at mene en dyt med det.

Ordene, som Clausen lægger i munden på Sankt Peter, er så fantastiske i al deres kristne logik og viser, at vi ikke tænker som Gud. At vi ikke er Gud. Og at den bøn, han har lært os, den blæser vi på: “forlad os vor skyld som vi forlader vore skyldnere.” Rend og Hop! Hvem vil ikke gerne skyde Putin?

Situationen er den her: Clausen står ved sit elskede Vesterhav og oplever der et uvejr. Det rumler bag skyerne.

I Oldtiden tænkte man, at det var Thor, der hamrede løs. Nu tænker vi, at det er elektriske energier, der støder sammen, men Clausen tænker, at det er Gud, der har travlt i sin himmel, og så får han et syn til Sankt Peter, der er ved at rydde plads i Himlen og følgende samtale udspiller sig:

Citat fra side 207 i Vestenvind:)

Jeg spørger: hvad sker der dog?

Sankt Peter svarer: “Vi udviser rettidig omhu.”

“Javel. I hvilken anledning?”

Peter forklarer: “Vi venter såmænd nye beboere. Dem skal der gøres plads til.”

Jeg nikker og siger: “Det lyder godt. Jeg går ud fra, at gamle regnskaber omsider skal gøres op. Det er sandelig også på tide.”

“Javist,” siger Peter. “Meget skal genopretttes. Gammel gæld skal eftergives.” Skæve balancer gøres lige, så her skal Putin sidde, når hans tid er inde. Han får en plads ved siden af Hitler, Stalin og Pol Pot og alle de andre. Alle dem, der ikke fik kærlighed nok, da de var på jorden. Nu skal de sidde her, helt inde i centrum, så nær ved kærlighedens kilde, som det er muligt. Det trænger de til. Det er den genopretning, vi kan byde på.”

Og Peter bøjer sig ned mod den plagede jord. Hans lange skæg trækkes som slør af byger hen over det regnvåde land, og gennem tordenlarm af lyn hører jeg ham siger:

“Der bliver sikkert også en plads til dig, når din tid kommer.”

Noget om værdier

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Noget om værdier

Til hverdag spørger vi ikke os selv om, hvad der har værdi og hvad der ikke har. Det er noget, vi tager for givet. Og sådan er det vel også: vi har fået det alt sammen givet.  

Nu er jeg blevet 80 år, og jeg tænker mere end nogensinde på, hvordan det, der er os mest dyrebart, også er det mest skrøbelige. Og at vi mister det. At vi ikke kan fastholde.

Tabstallet vokser.  

Sådan er det med de mennesker, vi holder af, og sådan er det med de steder, vi føler os knyttet til. Vores gamle hus, som rummer et helt livs minder. Nu er det rigeligt stort til os to. Alle de trapper. Alle de rum. Men vi hænger ved hver eneste af de gamle sten. Og middelalderkirken uden for vinduet, og engdragene og himlen, der lyser ind gennem alle vinduer.

Jeg tænkte på det i dag, da jeg cyklede ned i dalen fra Vestervellingbakkerne. Dernede lå landsbyen og lignede sig selv. Nede på engen det hus, vi boede i, da vi kom hertil i 1967 – og ikke mange meter derfra det hus, vi har boet i siden 1971. Tænk, at vi er så stationære! Samme by, samme hus, samme alting. At vi ikke har flyttet os en tomme!

Men vore børn. Sønnerne har fjernet sig så langt fra den lille landsby, som man kan. Og fra os. De bor på den anden side af kloden, i andre verdensdele. Og i storbyer. Og deres verden er en anden. Og sådan tænker jeg, at det må være, fordi det er der, deres lyst og lidenskab bedst og smukkest folder sig ud.

De må vel synes, at vores verden er lillebitte. At vi befinder os i et miniatureunivers, hvor alt står stille, mens de selv færdes i den store vide verden, hvor tingene sker. Men jeg sidder her og tænker, at vore verdner er lige store. At det ikke er et spørgsmål om geografi, men om noget helt andet. Vi er i naturen, og den er uendelig. Vi er stjernestøv som alt værende, og så er det lige meget, om man befinder sig i New Zealand eller i Ålum. Og så er der den indre verden, bevidsthedens uendelige univers, som ikke kan fattes af nogen videnskab, men som åbner verden efter verden i det indre, hvor man kan bevæge sig uendeligt langt uden at være nødt til at tage et fly eller en måneraket, for at komme derhen.

Men jeg ville skrive om steder.

Ålum. Her bliver jeg.

Tråen. Det andet sted.

De to steder, der bor i mit hjerte. Det gik først forleden op for mig, at jeg har den plet i Tranestederne deroppe ved Skagen så kær. Og det var måske en indsigt, som jeg havde fortrængt, fordi jeg har været afskåret fra at opholde mig der i så lang tid og en smule følte, at jeg måtte frigøre mig fra det. Kaste det bort, for var det først væk, kunne ingen tage det fra mig: evigt ejes kun det tabte.

Jeg var altså nær ved at tabe det af skræk for ikke mere at eje det. Jeg ejer stedet sammen med min svoger, og det var ham, der ligesom vækkede min person til live fra tornerosedøsen. Tak for det! Nu vækkede han de følelser, jeg havde forsøgt at fortrænge af skræk for at miste. Han tilbød mig at overtage min part i stedet. Da han sagde det, gik det op for mig, at jeg elsker den plet på jorden, akkurat som jeg elsker den plet, jeg ejer her.

Jeg var i 1961 sammen med mine søskende og min far og mor med til at jævne klitten der, hvor huset skulle ligge. Og det blev bygget. Og det blev rammen om de lykkeligste timer i familien. Og for mig er det et sted og et hus så fuld af minder, at far og mor og Dorte og Anders og Hanne er mig nærmere der end alle andre steder.

Det vil jeg aldrig miste.

 

Noget om Egon Clausen og Gud og skriverier

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Om Egon Clausen og lidt om at skrive

Jeg læser hver dag et kapitel eller to for Ole. Som læsere af min blog ved, så har han alzheimers sygdom, og det er derfor ikke de mest moderne og eksperimenterende forfattere, jeg vælger til det formål – ikke noget med Glen Bech eller Asta Olivia Nordenhof, selv om de skriver fantastisk flot, nej, vi læser Hans Lyngby Jepsen og Bent Haller og lige nu er vi i gang med Egon Clausens essays, Vestenvind, Det er en meget fin bog for os begge, og vi kan nikke genkendende til rigtig meget. Clausen er vestjyde som Ole og opdraget i et religiøst miljø som jeg.

Egon Clausen måtte som ung opfinde en fiktiv person, som han kaldte Sophus og hvis identitet han iklædte sig, så han kunne gøre sig fri af den hæmmede og lydige Egon. Med Sophus i sindet kastede han sig hovedkulds(løst) ud i livet og lod stå til og kulsejlede ind imellem, og det endte da også med, at Egon blev fundet frem igen og sat på plads. Ikke den plads, som forældrene og familien havde tiltænkt ham, men alligevel en plads, hvor mange af de værdier, han kastede overbord, blev fisket op og genindsat.

Jo, alt det kender jeg nok.

Men ateist blev jeg aldrig, for en gudløs verden er i min optik alt for kold og hård, til at jeg kan være i den.

Og sådan er det, selv om forstanden siger noget andet og helt og holdent giver videnskaben ret i de beviselige facts, den er nået frem til. Og det er jo langt hen sandheder, der nok på visse punkter kan diskuteres, men som ingen mennesker med forstand for alvor kan bestride rigtigheden af. Heller ikke jeg. Videnskaben er baseret på beviser. For Gud derimod findes der ingen beviser. Teologi er ikke en videnskab, der kan evidensbaseres.  

Men det er umuligt (for mig) at leve uden tro.

Det er, så vidt jeg har forstået også det som Egon Clausen når frem til, og det er den konklusion, jeg selv drager af … nej ikke af argumenter … men af de følelser, jeg render rundt med, og som må være mindst ligeså sande og gyldige som forstandens kloge og videnskabelige teser om verden og dens beskaffenhed.

Verden kan forstås videnskabeligt – det kan bevises, at tingene hænger sådan og sådan sammen, det ved jeg nok.

Men tilværelsen kan ikke forstås videnskabeligt. Der må vi lytte til andre stemmer end forstandens.

Nok om det.

Jeg vil skrive lidt mere om Egon Clausen, fordi jeg føler et åndsfællesskab med ham, og det kommer særlig stærkt frem i den her tid, hvor jeg arbejder på mine barndomserindringer, og selv om de ikke ligner Clausens helt, så er der så meget genkendeligt i hans fortællinger om barndommen, både med hensyn til tiden og stemningerne. Her tænker jeg navnlig på den fine lille bog, som jeg læste, da den i sin tid udkom og netop har genlæst: ”Min far så engang en engel.”

Netop nu, hvor jeg igen – oh, at jeg gider – tænker på at udgive en bog – da finder jeg hos Clausen et af de allerbedste argumenter for at holde mig langt langt langt væk fra alle skriverier.

At være forfatter og udgive bøger er en pinlig proces, det ved jeg efter 30 års erfaring med at skrive og udgive, og jeg har endda fået ikke så få gode anmeldelser, men også nogle, som var helt hen i vejret og som tydeligt viste, at anmelderen havde skøjtelæst værket. Alt det skriver de færreste forfattere om, for det billeder, de gerne vil give af sig selv og deres virke skulle helst være lyst og smukt. At skrive handler jo om succes, ikke sandt?

Men langt de fleste har en anden oplevelse, og nu tænker jeg ikke på de bøger, som er halvgode eller dårlige, men på de velskrevne og flotte bøger. Det er i den grad tilfældigt, hvordan modtagelsen af en bog bliver, og nogle af de bedste går simpelthen under radaren. Gang på gang. Og man må virkelig undre sig. Clausen har sat ord på fænomenet i det essay, der hedder “Min ven overlæreren.” Jeg vil citerer lidt derfra.

Først harcelerer han over den nye mode med at vurdere et kunstværk med stjerner eller hjerter. Fra 1 til 6.

” …. avisernes anmeldere bruger hjerter eller stjerner til at vejlede de abonnenter, der ikke gider læse, men som lader sig nøje med at kunne tælle til seks.

Han skriver endvidere, at det er en hån mod den forfatter, der har brugt år på at skrive en bog at blive anmeldt af en person, der bruger nogle få timer på at læse den og derefter giver karakterer efter en overfladisk seks-trins skala, hvis enkelte trin har en betydning ingen kender.

En forfatter har brugt måneder , måske år på at skrive sit værk. En anmelder bruger nogle timer på at læse det og skrive en anmelselse. Derefter degraderer han både forfatterens arbejde og sin egen indsats ved at give karakterer efter en overfladisk seks-trins skale, hvis enkelte trin har en betydning, som ingen kender, men som ikke desto mindre sætter abonnenten i stand til at dømme værket på ét sekund.

Clausen mener, at miseren udspringer af, at de anmeldere, der er ansat ved de store aviser, er en del af en kulturelite, der støtter og hjælper venner og bekendte etc. Alt det ved jeg ikke ret meget om, men uha hvis det er sandt! Han skriver om anmelderne:

De mødes ved receptioner og bekræfter hinanden i illusionen om deres egen betydning. De samles til konferencer, og lytter andægtigt til hinanden, men hver gang de sætter hjerter og stjerner ved en anmeldelse, degraderer de sig selv til billige agenter i underholdningsindustrien.”

Det hele er omgivet af mere eller mindre tilfældige luner og lyster, vennetjenester og fordækt snobberi. En sjælden gang sker det, at en forfatter vover at protestere, men det ender altid med, at han bliver vist tilbage på sin plads med en uudtalt besked om, at han skulle skamme sig …”

Ja, det med at skamme sig, kender jeg. Ganske vist har jeg aldrig fået 1 eller 2 stjerner, men jeg har fået anmeldelser, der direkte og uden diskussion satte mig og mit værk i skammekrogen.

Mon der er noget andet job i Danmark, hvor man i den grad bliver målt og vejet og skamvurderet, hver gang man har gjort et solidt stykke arbejde færdigt? Jeg tror det ikke.

Jeg er gammel og garvet (gammel i al fald), og jeg holder nok til det endnu en gang, men jeg har virkelig ondt af unge, ambitiøse forfattere, der vover sig ud i den litterære virkeligheds verden. De får tæv, gør de, med mindre de bliver anmelderkæledægger, for den slags findes også. Men det er nu heller ikke altid nogen ønskværdig situation at være i. Den kan koste dyrt. Yahya Hassan kostede den livet.

Rusland

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg vender tilbage til Rusland. Havde jo tidligere annonceret, at der ville komme et indlæg om totalitarismens ansigt. Det bliver ikke med det første, for det kræver mere dybtgående studier end tiden tillader p.t. Men senere.

Dette her bliver altså ikke en analyse af fænomenet totalitarisme, men et lille kig ind i “den russiske folkesjæl” – et fænomen som selvfølgelig kan diskuteres – kan man tale om en “folkesjæl” – ja, Grundtvig mente det, og Dostojevskij mente det, og jeg er en lille smule i tvivl, men når jeg læser de store, både nulevende og afdøde, russiske forfattere, så fornemmer jeg, at der er noget om snakken.

Jeg kan i den forbindelse lige nævne de to, som jeg har læst bøger af for nylig: Svetlana Aleksijevitj og Jevgenija Ginzburg.

Sidstnævnte var offer for stalintidens terror og tilbragte 18 år som fange i Gulag-lejrene, som vi kender fra Solsjenitsyns bøger ( “Gulag Ø-havet,” “En dag i Ivan Denisovitj’s Liv”). Hun har beskrevet sin lidelseshistorie i det store erindringsværk: “Min tunge Vandring.”

Ginzburg blev født i 1904 og døde i 1977 og det følgende vil være en lang række af citater fra værket om hendes liv. Hun var kommunist hele sit liv og satte ikke Sovjetstaten til diskussion. Kun Stalin. Og stalinismen. Og det er underligt. Men patriotismen ( en ægte sovjetborger = en ægte russer) er en integreret del af hendes liv og anfægtes ikke af forfølgelserne og torturen. Aldrig giver hun systemet skylden. Og det samme gælder for hendes medfanger.

Det er tankevækkende. Men det er vel den samme blinde patriotisme, der får unge drenge og mænd til at gå i krig for Rusland i dag. Og selvfølgelig er det ikke et nedarvet DNA – det er en lang – flere århundreder lang – socialiseringsproces. En russer bliver opdraget som patriot. Det kan vi læse i alle store russiske bøger – selv i Krig og Fred – hvor Tolstoj skildrer krigens absurditet, aner man en stor kærlighed til et åndeligt fællesskab – med folket – med Rusland. Det samme hos Dostojevskij. Det vil jeg påstå, men kan ikke her og nu bevise det.

Ginzburg blev som utallige andre arresteret under Stalins forfølgelse af intellektuelle i 1937 og levede i 18 år i forskellige fangelejre i Sibirien. Et af hendes hovedværker er bogen: “Min tunge vandring.” Her skildrer hun tiden i fangelejrene. Hun var kommunist og mistede så vidt jeg ved aldrig sin tro på regimet. Det er altså ikke et oprørsk skrift, vi skal høre om. Og dog. En afsløring af Stalintidens umenneskelighed bliver det jo.

Jeg har valgt her blot at skrive en række citater fra bogen, som giver en fornemmelse af russernes sindelag og væsen, hvori der afspejles en forbløffende sindsro og evne til at tåle og udholde (og næsten acceptere) de uhyrligste overgreb.

Citaterne fra “Min tunge Vandring,” er fra Gyldendals e-bogsudgave 2022. Jeg vil kommentere nogle af dem, men de taler i øvrigt for sig selv, synes jeg.

Fra det meget berygtede Ljubjankafængsel, hvor J. G. sad i den første tid: (s.220):

“Jeg har ofte tænkt på de menneskers tragedie, under hvis hænder akterne i 1937 blev til. Hvor må det have været frygteligt for dem. De må alle sammen have været sadister. Kun enkelte havde mod til at begå selvmord. Ved stadig at udføre nye direktiver, der afløste andre, steg de skridt for skridt ned ad trinene fra menneske til dyr.”

Fra fangetiden i Sibirien. Her i en kreaturvogn under ulidelige forhold. Og man får en af forklaringerne på fangernes overlevelsesstrategi: Kunsten

(side 959) “Men poesien forener alle. I Jaroslavl mente jeg ofte, at jeg var den eneste, der søgte og fandt trøst i poesien. Det var kun mig Aleksander Blok besøgte. Jeg var den eneste, der under gårdturen i takt til mine skridt gentog: en gift vil jeg altid drikke – digte, intet uden digte – det var altså en stor vildfarelse, tænkte jeg nu, mens jeg lyttede til denne strøm af digte. Egne og andres. Velskrevne og naive. Lyriske og sarkastiske.” A. Blok er en russisk lyriker)

Her fortæller G., at en af fangerne i lejren ikke blot skriver digte, men skriver dem til selveste Stalin. Og efter at hun har siddet i isolationsfængsel i Jaroslavl:

( s.962)”Stalin, min gyldne sol!/ selv om døden skulle være mig vis,/ ønsker jeg blot/ lig en blomst i støvet/ at dø på mit fædrelands vej.”

Her er vi i en af arbejdslejrene blandt fanger, og Rusland er netop gået ind i verdenskrigen:

(s.1510) “Nej, vi er ikke længere skovarbejdere, kuske fra hestebasen, plejepersonale fra børnekombinatet. Med usædvanlig klarhed husker vi pludselig “hvem der er hvem”. Vi diskuterer, til vi er hæse. Prøver at forstå fremtidsperspektiverne. Ikke vore egne, men de fælles. Vi, der har været ydmyget og pint af lidelser gennem fire år, opfatter pludselig os selv som vort lands borgere. Det er for vort fædreland, at vi, dets forstødte børn, nu skælver.”

Fædrelandskærlighed. Ja, og det har altid været et fællestræk. I et senere afsnit hører vi om, at disse forpinte fanger anmoder om at blive sendt til frontens farligste afsnit.

Her er Ginzburg på vej til en ny fangelejr. Og hun skal gå hele vejen – 76 kilometer over tajgaen i hullede sko og med fødder, der bløder fra åbne sår. Hun er på vej til et arbejde i kalkgruberne – det værste sted, man kan arbejde, hvor alle, der arbejder der mere end nogle måneder, dør. Og så fortæller hun følgende:

(side 1817)) “I denne gangart kan man endda fremsige vers for sig selv. Og det gør jeg. … Engang i 60’erne spurgte en forfatter mig skeptisk, om det virkelig kunne passe, at fangerne under sådanne betingelser var i stand til at fremsige vers og finde psykisk lindring i poesien? Han var godt klar over, at jeg ikke var ene om at bevidne det, men han troede alligevel, at der her var tale om en efterrationalisering. Denne forfatter havde i det store hele haft en udmærket tilværelse, havde uden problemer kunnet udsende bøger og havde deltaget i paneldiskussioner. Men selv om han kun var fire år yngre end jeg, havde han alligevel dårligt begreb om vores generation. Vi var produkter af vor tid. Vi rykkede ikke frem mod kommunismen “ad skakternes, seglenes og forkenes vej” Nej, vi styrtede os ud i kommunismen fra digtningens højder. I virkeligheden var vi rendyrkede idealister trods al vor ungdommelige hang til den dialektiske materialismes kolde konstruktioner. Under de umenneskehedens slag, der haglede ned over os, blegnede mange af de “sandheder”, der var lært udenad i ungdommen. Men ingen snestorme kunne slukke det flakkende lys i vinden, den åndelige dimension hos russiske intellektuelle, som min generation havde modtaget som en hemmelig gave fra de af os selv så heftigt kritiserede tænkere og digtere i begyndelsen af århundredet …

På et tidspunkt bliver Ginzburg “forfremmet” til lærer for fangernes børn. Her skriver hun om den pædagogik, der hersker:

(s.2230) Min begejstring i anledning af den høje udnævnelse svandt kraftigt ind, efter at jeg havde stiftet bekendtskab med børnehavernes pædagogiske program … jeg måtte således læse og repetere det temmelig omfattende program for opdragelsen af landets små borgere. … pædagogen skulle ikke blot fremelske en kærlighed til fædrelandet men også en følelse af had mod dets fjender. For at udvikle talefærdigheden skulle børnene lære digtet: “Jeg er en lille pige/ som leger og som ler/ jeg elsker fader Stalin/ om end jeg ej ham ser.”

Fra et foredrag af Sjilnikova hører hun fortælle, hvad børnene har råbt:

(2234) “Vi elsker kammerat Stalin højere end far og mor. Gid kammerat Stalin må leve i 100 år, ne j i 200 år! I 300 år. En lille knægt, Vovar, viste sig så politisk udviklet, at han råbte: “Gid kammerat Stalin må leve evigt!!”

Og videre:

“På dette sted gjorde Sjilnikova en pause og så triumferende og samtidig rørt ud over auditoriet. Lærerinderne skrev lydigt og tålmodigt alt, hvad hun sagde i pæne kladdehefter. Den slags uforudsete sider bød arbejdet med børnene på, det arbejde, jeg havde stræbt for at få. I løbet af mit tiårige fravær fra det normale hverdagsliv havde visse ting taget et voldsomt opsving: både tilbedelsen af Folkeslagenes udødelige Fader og Hans indtrængen i hver eneste sprække, hvor det levende liv endnu tittede frem. Det var først og fremmest meddelagtigheden i hans store gerninger, der blev et uoverskueligt problem for mig. Selv i noget så uskyldigt som opdragelsen af små børn. Hvad skulle jeg gøre? I de første dage i mit nye arbejde var jeg ofte helt opgivende.”

Og så videre …

Jeg har ikke flere citater fra værket, men konklusionen er, at selv om Ginzburg og hendes medfanger lider utroligt i så mange år, så mister hun ikke et øjeblik troen på Rusland og kærligheden til sit land.

Først under Krustjovs rehabilitering af Gulag-fangerne frigives hun – og lever som en tro sovjetborger resten af sit liv. Ja, det er ubegribeligt – for mig i al fald. Hun synes ikke at fatte, at et totalitært styre altid vil kunne give spillerum for tyranner som Stalin.

Nu hedder han Putin. Og styret er stadig totalitært – oligarki er ikke en form for demokrati.

Flittigt skrivende dovent drivende

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Sådan var mit valgsprog i årevis. Nu har jeg ændret det til “dovent skrivende, flittigt drivende.”

Der vil dryppe ord.

Men de vil ikke fosse.

Ikke fordi de ikke er et sted og venter på udgang. Men … ja, der er flere årsager.

OK: de er spærret inde lige nu, men ikke for livstid – midlertidig udgang er sikret.

KUNSTEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

KUNSTEN

Jeg har aldrig kunnet fordrage ”l’art pour l’art” teorien – det, at kunsten skulle være til udelukkende for kunstens egen skyld – at kunsten ikke er noget, der behøver at have et budskab ud over det ene: at være kunst. For mig er den i så fald tømt for indhold og stivnet i sit eget døde selvbillede. Lige meget, hvor meget den så lever op til kriterierne for ”kunst”. Den samme fornemmelse af afsky har jeg altid næret for betegnelsen ”kulturkristendom” – og vist nok af samme grund. Hvis indholdet i troen kun skulle være ”kultur” altså det af mennesket formålsskabte, så mister det sit indhold: det, som var, er og bliver før mennesket, kort sagt: det som handler om Gud.

At forvandle kunst til ren form er som at forvandle tro til kultur, kærlighed til sex og natur til agerbrug. Det er at proppe det store, ubegribelige ned i kasser og bore små kighuller i kasserne, så vi kan betragte det og sige: nej se! det der er kunst, se! det der er kristendom, se! det der er kærlighed. Så bliver det fattigt.  

Jeg kan bedst illustrere det med et eksempel fra den del af kunsten, jeg kender bedst: nemlig litteraturen.  Tom Kristensens novelle ”Ulykken”.

T. Kristensen var ekspressionist, og hans digte malede i grelle farver: det skulle smælde mellem linjerne. I et digt skriver han: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død. Jeg har længtes mod brændende Byer og mod Menneskeracer på Flugt.” For i volden er der blod, og blod er rødt, og det smælder som røde faner, det folder sig ud som valmuer  – osv.

Men på et tidspunkt vender Tom Kristensen sig imod sin egen æstetik: denne trang til at forvandle virkeligheden til farver og former og lyde, til døde ting. Det sker i novellen ”Ulykken.”

Jeg har ikke læst novellen, siden jeg engang i forrige årtusinde underviste i den, men jeg husker indholdet: Det handler om en maler (eller måske en digter) som hører, at der er sket en forfærdelig togulykke lige i nærheden, og hans lyst til at beskrive den kunstnerisk vågner straks, og han farer derud, og han får også fat i billederne af blødende mennesker og farverig rædsel, lige til at gå til.

Men om natten vågner han ved, at en fugl ( hans egen kanariefugl) flyver hen og sætter sig på hans hånd, og han mærker varmen fra det lille liv strømme igennem sig, og det er den oplevelse, der med et får ham til at indse, at livet er det ægte og sande.

Kort sagt: han forkaster æstetikken for moralen.

Måske har Søren Kierkegaard samme tema i ”Enten-Eller” – men her er jeg ikke kyndig.

Jeg vil naturligvis genlæse Tom Kristensens novelle og samtidig forsøge at finde forfatteren til novellen: Tingene, for lige den novelle viser det samme: hvordan vores fascination af, ja netop de døde ting fører os i døden. I den novelle dør hovedpersonen faktisk af sin trang til at “tingsliggøre” alt omkring ham. Det bliver spillet ud i sin yderste konsekvens og kommer derfor også til at virke ( ufrivilligt?) komisk, som f.eks. når han forsøger at lægge sine børn smukt til rette på hylderne, så de pynter i stedet for larmer.

Alt det vender jeg tilbage til.

Jeg vil slutte dette indlæg med at annoncere det næste, som vil blive et lille kig ind i en generation af begavede unge forfattere, der kan det hele: skrive, så englene synger, og samtidig få det skrevne til at give mening.

Jeg nævner de to, som jeg vil bruge som eksempler: Eduard Louis og Glenn Bech. En fransk og en dansk, der har det til fælles, at de begge kommer fra og beskriver underklassen ( det kalder jeg den så) og har et sprog, der er sjældent smukt og poetisk. Det er KUNST, når den er bedst.

En lille tilføjelse, inden jeg forføjer mig: litteratur skal være rigtig god, for at jeg gider bruge tid på den. Men jeg kan ikke, og jeg tror ikke, der er nogen, der kan, formulere de præcise kriterier for, hvornår der er tale om god eller dårlig litteratur. Men det høres. Det er som musik. Det kræver gehør.

Jeg kan fint fornemme, om noget er dårlig eller god litteratur, og indholdet kan være nok så supervigtigt, hvis sproget ikke synger med, så er jeg i al fald ikke i stand til at følge med ret længe. Så står jeg af.

Nu tænker jeg spontant på Fifty shades of Grey, som jeg købte i sin tid af nysgerrighed, for den blev markedsført som en fantastisk flot fremstilling af ”husmodersex” og det kunne da nok være tændbart for en gammel en af slagsen, tænkte jeg. Men uha, sproget var kedeligt og triviallitterært som fra en dårlig ugebladsnovelle de første 60 sider (jeg giver altid en bog 60 sider).

Uden saft og kraft i sproget er en såkaldt erotisk bog den rene tortur. Jeg kommer lige til at tænke på Anaïs Ninn. En god sammenligning, for hendes sprog er levende og smukt, og med sproget tilspidset indholdet er hendes erotiske litteratur en fornøjelse at læse.

Og nu, hvor vi er ved det: jeg hørte forleden P. 1’s litterære program ”Skønlitteratur på p1” med Nanna Mogensen. Og det handlede om krimilitteraturen og var et langt helhjertet forsvar for den genres ret til at blive placeret i samme bås som den ”rigtige” skønlitteratur. Jeg har altid været ligeglad med såkaldte plots, så det er ikke en litteratur, jeg er velbevandret i. Men jeg lyttede interesseret, men de lange passager, der blev læst op som bevis på, hvor fin en litteratur, der her var tale om, var så dårligt og ubehjælpsomt skrevet, at de til fulde støttede den ”fordom”, at krimilitteraturen ikke har skyggen af litterær værdi. De oplæste eksempler havde i al fald ikke.

Men det vender jeg tilbage til.

NATUREN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvad er natur?

Min første tanke er, at natur er alt det, vi mennesker ikke har haft fingre i. Alt det vi ikke har lavet om fra natur til kultur.

Tilbage til naturen! Sådan et slogan lancerede filosoffen Rousseau for snart 300 år siden, og det mente han selvfølgelig en masse med, men ikke lige det, vi forstår ved det i dag. Han havde en luftig og romantisk opfattelse af fænomenet natur. Noget åndeligt og overjordisk, som vi havde tabt og skulle ”generobre”. Faktisk endte hans ideer i blodige ugerninger: den franske revolution.  

Men lad Rousseau hvile – hans ideer førte meget med sig og alt var ikke lige godt, men det er en anden historie. Lad os kort kaste et blik på, hvordan vi i dag forstår ”natur”.

Den er vel på sin vis kommet os nærmere, samtidig med at vi er blevet fremmede for den. Lidt selvmodsigende, men dog ikke helt forkert, tror jeg. For samtidig med, at vores menneskeaktivitet truer med at udrydde store dele af naturen, er det vist nok gået op for os, for flere af os i al fald, at vi er en del af den. Den er ikke noget uden for os. Den er noget inden i os. Og vi skal ikke genfinde den, for vi er allerede midt i den. Altid og alle vegne.

For nogen tid siden læste jeg filosoffen Jostein Gaarders nye bog: ”det er os der er her nu” – en lille beretning om livet, stilet til hans børnebørn. Og derfor yderst letforståelig for os alle sammen. Her skriver han om en oplevelse, han havde som dreng. Han var faldet i søvn midt på en lynghede, og da han vågnede, havde han en slags åbenbaring. Jeg citerer fra bogen (side 23):

”Det var der, at jeg pludselig mærkede det i krop og sjæl, at jeg var natur – præcis som disse mikroskopiske kryb i mose og lyng. Snart fulgte en uddybende tanke: jeg var sammensat af de samme molekyler som alt det andet levende omkring mig. Repertoiret var forskelligt, men noderne var præcis de samme. … ..   Der faldt en næsten ubeskrivelig ro over mig, en uanet fred, som ikke havde noget med udhvilethed at gøre, for jeg havde sovet dårligt. Men i løbet af et kort sekund eller to slap jeg ligesom taget i mig selv og overgav mig til noget andet, noget større og varmere.  … jeg var ikke bare i naturen. Jeg var naturen.”

For et par dage siden hørte jeg Svend Brinkmanns båltale, og han tager udgangspunkt i noget af det samme, som drengen drømte: at vi er en del af naturen. Han pointerede f.eks., at vi mennesker deler 60 % af vore gener med bananer og 60 % med træerne osv. ja, og med aberne deler vi 99 %. Kun en sølle % skiller os fra aberne.

Engen lige nu. Dejligt at vide sig i familie med dens vækster.

Og i de to forfatteres syn på os i forhold til naturen omkring os, ser vi efter min mening en ret ny måde at forstå os i forhold til naturen. Selv om vi kunne føle os i samklang med den, så var den udenfor – vi måtte “ud i den”, som Gitte siger i en af Højholts Gittemonologer. Kløften har altid været der, og vi skulle tage springet, når vi ville derud.

I de ældste skrifter (skabelsesberetningen) sætter Gud os til at herske over alle væsner på jorden. Og i de fleste senere tider har naturen været betragtet som en fjendtlig magt, som man skulle knægte, tøjle og værne sig imod. Fjenden var overalt, når man forlod de muromkransede bosteder og borge og begav sig ud i det usikre og farlige, der var der ude i vildskaben: naturen. Når man tog den ind, var det for at beherske den og omforme den, nemlig i haverne – så blev den klippet sønder og sammen i skulpturel ukendelighed og forsynet med snorlige gange og geometriske figurer overalt i det knægtede landskab, som vi kalder haven.

Denne tilbøjelighed til at ave den natur, man ”haver inde” , har vel ikke helt sluppet os. Havefolket har stadig sirlighed og rene linjer som ideal.

Synet på naturen er dog på vej til at ændre sig, også for havefolket: “vild med vilje” f.eks. Men også i bredere forstand. Således undervises børn i dag i biodiversitet, og jeg er sikker på, at også mennesker anvises deres rette plads i diversiteten af arter, så de små hoveder får en anden opfattelse af forholdet mellem menneske og natur.  

Men jeg ved det ikke.

Selv synes jeg, at der er en fantastisk tanke, at vi indgår i en sammenhæng, der er så uendelig stor og ubegribelig, at man må svimle, men også, at der er en tryghed i at vide, at det er sådan, det er bestemt af Skaberen. For det tror jeg, det er. Men her mangler jeg en rationel forklaring. Det handler om tro. Og det er en anden historie.

Bål i Tranestederne

DE SÅRBARE UNGE

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De sårbare unge

Jeg er gammel, men engang var jeg ung. Og som alle på min alder søger jeg nu og da tilbage og forsøger at holde fortiden ud i strakt arm og betragte den så nøgternt som muligt: bort med pastelfarver og al lusken udenom, frem med hele paletten, ja, lad os se alle farverne stråle i bagklogskabens klare lys!

Min ungdom:

En kontrasternes tid: En tid fuld af travlhed, og en tid, hvor man gav sig god tid. En tid, hvor mange aktiviteter kaldte, og en tid, hvor man hengav sig til fordybelse og fornøjelse. Og ind i mellem følte man, at det var (for) hårdt at være i livet, men for det meste følte man, at det var herligt at være i livet.

Mit liv, da jeg var 20 – 21: vikar i folkeskolen – elev på en skole i Paris – studerende på Handelshøjskolen i Aalborg. En fjern kæreste i Paris. Kæresten fyret. Franskstuderende i Aarhus. Ensomhed og tænksomhed.

Mit liv, da jeg var 21- 22: fransk- og russiskstuderende i Aarhus. Flittig. Ensom.

Mit liv, da jeg var 23 – 24: studerende i Aarhus. Forelsket. Forlovet. Forgiftet.

Mit liv, da jeg var 24 – 25: lærer på Handelsgymnasiet i Randers, lærer på Randers Amtsgymnasium, studerende ved Aarhus Universitet. Nybagt mor. Husmor. Træt – træt – træt – ind i mellem usigelig lykkelig.

Det var min ungdom. Da den blomstrede frodigst.

I dag har alt for mange unge det alt for svært og er svært ulykkelige. Det vrimler med psykiske diagnoser, der med gavmild hånd stryges ud over de unge og rammer bredt. Hvorfor er de unge så syge? Hvem har gjort dem fortræd?

Er det, fordi de har brugt det meste af deres barndom bag (foran) en skærm? Er det, fordi forældrene har haft for travlt til at se dem? Eller er det noget helt tredje?  

Og det er jo ikke fordi, de skal stå i køkkenet og føde børn(!) som vi skulle samtidig med, at vi også skulle være presente til alle forelæsninger og slæbe hyren hjem til husleje etc. etc.

Jeg ved ikke, hvad det er, der slår dem ud.

Kan jo læse om det i pressen, og her forklares de unges sårbarhed på mange måder: de skal præstere hele tiden, det skulle vi nu også, men vi skulle ikke præstere på alle parametre, og vi skulle ikke stræbe efter de højeste karakterer, de skal opbygge deres eget værdisystem, det skulle vi ikke, vi fik værdierne i arv, og arven var rig, og der var nok at tage af og tage afstand fra, nu står de unge på bar bund, hvad åndelige værdier angår, de tilbydes kun de materielle: erhvervlivets lyksaligheder.

Skal de endelig udfolde sig på det for dem fremmede felt: det åndelige, ja, så kan de gå til en kunstig intelligens og fodre en chatbot med nogle relevante ord, og frem kommer det alt sammen væltende. De er kort sagt fremmede for alt det, der gav vores liv mening – det spirituelle kan hentes på Nettet. Kultur er noget Chatbotten tager sig af.

I mit forrige indlæg skrev jeg om forbilleder. Sådanne havde vi. Det har de unge måske også, men så er det vel typer som Elon Musk vil jeg tro.

Måske er de unge blevet fremmede for sig selv, fordi algoritmerne har taget over, og de ikke føler, at de ER noget i sig selv, men kun de massive aftryk, de sætter i den virtuelle verden.

FORBILLEDER

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Forbilleder – mine.

Det er længe siden, jeg har skrevet på min blog, og har man en blog, så skal man vedligeholde den, siger man. Men man siger jo så meget. Og min blog er mere min end den er blog. Så derfor. Men nu kommer der alligevel et lille pip. For jeg fik lyst til at kvidre glad forleden, da jeg sad og smålæste et af Montaignes essays – det er ham, der mere eller mindre opfandt genren essay, siger man, men igen: man siger så meget, og jeg synes jo nok, at mange af de klassiske, romerske forfattere : Plinius den yngre og ældre, Tacitus, Cicero, Thykodid og mange flere også kastede sig ud i skriverier, der ejer den knappe og præcise prosaform som kendetegner essayet. Men måske fik så Montaigne æren af at have opfundet genren, fordi han pointerer, at hans skriverier er FORSØG – sandheden og kun sandheden har værdi, siger Montaigne, men man kan kun forsøge sig på den vej. At finde den fulde sandhed er ikke mulig.

Det er for øvrigt også Montaigne, der har sagt følgende sætning, som jeg holder meget af og ofte minder mig selv om: FASTE OVERBEVISNINGER ER DET SIKRESTE BEVIS PÅ DUMHED.

Nå, men Montaigne finpudser i al fald genren – og kalder den forsøg – ligesom han altid finpudser sine sætninger og er så skarp og præcis i sine formuleringer, at man undertiden synes, at teksten godt kunne være skrevet i dag og ikke for mere end 400 år siden. Ja, men sådan er det med de helt store: ingenting kan få dem til at krympe, ikke engang tiden, der ellers slider voldsomt på alting og ofte kun efterlader sig ar af det, der var engang.

Jeg kan godt lide tanken om forbilleder, og jeg har ranet mig et par stykker fra historien, også fra den yngre, Mandela f.eks. og Martin Luther King og Gandhi selvfølgelig. Men af de helt gamle skiller to sig ud: den ene er Erasmus af Rotterdam, samtidig med Luther, med på mange områder hans modsætning, og Montaigne. De to sidste levede begge i det samme århundrede, 1500tallet,  og begge midt i borger- og religionskrige – de var så at sige omgivet af vold i hele deres liv og ganske tæt på, hvor de boede.

Erasmus havde meget på hjertet og var engageret i sin tid, og han skrev sig flittigt ind i tiden, bogtrykkerkunsten var en ret ny opfindelse, og han forstod at udnytte den nye teknologi til fulde, så hans skrifter mangfoldiggjordes og fløj ud i hele Europa på kort tid, og også Montaigne fik spredt sine budskaber takket være den nye epokegørende teknik.

Montaigne er kendt for at sidde i sit elfenbenstårn fjernt fra verden og betragte den lidt fra oven – men sådan var det langt fra i virkeligheden – det er snarere et image, han koketterer med, for selv om det er sandt nok, at han inderligt gerne isolerede sig for at skrive, hvilken forfatter kender ikke den trang, så var han hele sit liv 100 % engageret i sin samtid. Han tog del i det politiske liv, var en overgang borgmester – og han var i en lang periode forhandler mellem kæmpende grupper af katolikker og protestanter, og takket være sit geni som mægler og takket være sit had og afsky for vold, blev det muligt for ham at afværge en del voldelige sammenstød. Han var som Gandhi som Luther King som Mandela som Erasmus en stor tilhænger af fredelige løsninger frem for krigeriske tiltag. Modsat tidens tendenser forfægtede han den tanke, at målet aldrig retfærdiggør midlerne.

Det kunne vi lære noget af i dag. Men mine forbilleder har ingen gang på jorden i dag. De blegner i den almindelig opfattelse, som er, at man snarere skal bekæmpe og sejre end at mægle og neddæmpe og skabe grundlag for fred og kærlighed mellem mennesker. Vi optrapper volden. Det er noget, alle åbenbart er blevet enige om. Vi skal have den satans fjende dræbt, og så må det koste så mange mennesker livet, som det vil. Bare vi vinder. Man ryster ikke på stemmen, når man i TV-Avisen meddeler, at nu (hurra næsten) skænker vi endnu flere dræbermaskiner til en krig, der koster menneskeliv hver eneste dag.

Jamen, hør nu her: jeg ved godt, at Rusland er skurken, ligesom Tyskland var skurken i min barndom.

Russerne er slet ikke mennesker mere: de er orker.

Så det er OK at dræbe dem. Det har jeg hørt.

Det kan jeg bare ikke lære at indse. Det tror jeg ikke på.

I mine øjne er hver eneste russer ligeså meget værd som hver eneste ukrainer.

Og Putin og Zelenski er lige store skurke – ligesom alle andre magtmennesker. For det drejer sig jo ikke om demokratiske idealer, men om magt.

Idealerne får vi serveret, for at vi bedre skal kunne sluge volden. Ellers kunne selv de barskeste af os vel ikke få den ned. Vi må bruge alle midler, for målet er godt og helliger dem. Nej nej nej!

Nu har vi nogle helte, der slås for demokratiet og nogle skurke, der slås for … hvad? Hvad? Hvad slås de for???


Et par anbefalinger fra min boghylde, hvis man skulle få den tanke at kaste sig over mine forbilleder i nogle letlæselige og fængslende bøger:

Desuden fra hylden: Stefan Zweig: Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie

Antoine Compagnon: En sommer med Montaigne

Det essay, jeg læste forleden er fra samlingen af Gougenheim: Trois essais de Montaigne ( den er så kun letlæselig, hvis man læser fransk. Men det er et henrivende fransk.

Regn

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I dag regner det. Og naturen ånder lettet op. Og jeg er præcis så meget natur, at jeg ånder med. Jeg elsker regn. Silende, styrtende, drivende, rislende regn og stille regn og endda skybrud, når det skal være.

Jeg skriver her nogle smukke regnvejrsdigte af Knud Sørensen. Han siger det så enkelt.

Regn 1


Regnen falder på grønne græsplæner
Og sortbrogede kvæg.
Regnen får landskabet til at se ud
Som et billede i en avis.
Man kører forbi det.
Man sætter varme på
For at klare ruden.
Regn smager ikke af noget særligt.
Men regn bliv til mere grønt græs
Mere kvæg, mere mælk, mere smør, mere ost.
Alting afhænger af regn. Huse, mennesker
Menneskelig lykke og frugtbarhed.
Alt stammer fra disse ucharmerende dråber.
Man affinder sig med dem.
Man kører igennem dem. Pludselig
Fuld af forståelse.


Regn 2


At stå ved vinduet
En søndag aften
Og kaffen er drukket
Og det bliver mørkere
Og det er endelig begyndt at regne
Og træerne er sprunget ud
Og jordbærrene blomstrer
Og pludselig husker man
Hvordan det er at gå i regnen
En forårsaften
Og blive våde sammen
Og endnu ikke ha noget sted at gå hen