MENS DET SKER 30

Til sommer er det otte år siden, vi fejrede vores guldbryllup. Vores sølvbryllup – 25 år tidligere. Det var den bedste fest i hele mit liv. Sikkert også i hele Oles. Faktisk kun lige akkurat overgået af vores bryllup, der var præcis så drømmeagtigt og vidunderligt og uforglemmeligt, som et bryllup skal være, og som stadig lyser i sindet, som var det i går, vi dansede brudevals.

Det var virkelig en fest. Lige fra den indsmuglede champagne, som blev drukket på Strandvej 18 sammen med alle gæsterne – og som var så liflig og strømmede i så rigelige mængder, at nogle af gæsterne nænsomt måtte gelejdes hjem efter denne livlige indledning til festen. Åh … men det var vist kun et par gamle fiskere, som ikke kendte til alkohol og dens virkning, og som syntes, at de da aldrig i livet havde smagt skønnere saftevand end den her smukke og sprudlende drik, direkte importeret fra Frankrig af min svoger Philippe.

Men guldbrylluppet ser jeg ligesom i en tåge. Som om jeg ikke rigtig var til stede der. Og når jeg ser billederne, bliver jeg forstemt. Hvorfor? Alle havde gjort sig umage, tror jeg, der var morgensang og glade gæster og god mad og vin ad libitum , og børnene havde sørget for musik.

Måske var det, fordi det var lige der, jeg blev sikker på, at Ole var syg. En sygdom, som sikkert kun jeg kunne se. Eller nej, det kunne han selv endnu bedre end jeg, for efter festen tog han fat i mig og bad mig gå med til lægen. Han ville udredes, sagde han.

Resten er trivielt. Diagnosen alzheimers syge.

Nu er der gået flere år. Og jeg har ind i mellem skrevet om forløbet. Forløbet? Der har ikke været tale om noget løb, men om en langsom vandring, som jeg ikke engang vil betegne som tragisk. Selv om det er det billede, de fleste tegner, når talen er om demens. Og så er det er sikkert rigtigt for dem.

Men ikke for os. Og selv om det lyder som ordene i en dårlig popsang, så vil jeg alligevel udtrykke det sådan: vi er gået hele vejen hånd i hånd. Og det bliver vi ved med.

Jeg har lært sider af Ole, som sikkert har været der hele tiden, men som jeg har været blind for. Nu ser jeg, hvor blid og rar og kærlig han er af væsen. Det så jeg også, da jeg faldt for ham for mere end 60 år siden, men de egenskaber blev ligesom udviskede af den virkelighed, der nu blev min: jeg trådte ind en husmorrolle, der ikke havde rokket sig en tomme fra den, vore mødre levede. Kun var der jo den forskel, at jeg ud over at være fuldtidskone med ansvar for husholdningen, også skulle undervise på to gymnasier og en aftenskole.

Det gjorde mig så utrolig træt og ret så blind.

De første år af vores ægteskab var turbulente. For mig. Ikke for ham. Han var på en måde også blind. Som to blinde tumlede vi derudaf. Vrøvl! Vi så jo meget. Og for os begge var børnene liv og glæde.  

Men jeg fandt overgangen fra ”sorgløs” studerende med appetit på mit fag og med evne til lykkelig fordybelse i det, der fængede mig intellektuelt, og til et liv med sure pligter i hjemmet og forhastede timer i skolen næsten ubærligt.

Studierne var nu kun stjålne timer i afmålte doser og uden mulighed for fordybelse.

Men det var jo ikke hans skyld.

Og det var ikke min skyld.

Men det var sådan det var.

Sådan var han opdraget.

Og jeg var opdraget til at gøre mit bedste. Pligtskyldigt.

Vi blev sammen i de år.

Og det var der, jeg blev blind.

Faktisk tror jeg, at han værdsatte mine bestræbelser på at være en OK kone og mor og husmor, men jeg er bange for ( set i bakspejlet), at jeg ikke værdsatte alt det, som han gjorde og den, som han var. For han prøvede jo også at være OK i sin rolle.  

Han var jo den af os, der kunne få tingene til at virke. Tingene. Ja, netop. Hvis noget gik i stykker, så var det hurtigt repareret, og vore biler var aldrig på værksted, om det så drejede sig om at udskifte motoren, så gjorde han det. Og da vi købte hus, byggede han det totalt om – fjernede overflødige døre, satte andre ind, rev trappen til første sal ned og byggede en vindeltrappe i jern.

Alt det, han gjorde. Det var så flot. Og dygtigt. Og i kælderen sad han time efter time og arbejdede med finmekanik.

Tja … nu er evnen til at reparere de fine små mekanismer væk, men der er så meget, der stadig er til stede, og så meget, der lyser. Og i dag er jeg ikke blind.

SILKEBORG 1962

Finder et billede. Det ligger i en kasse med gamle breve. Hvem har sendt mig det? Hvornår? Jeg genkender stedet. Vi er i en have i Silkeborg. Sikkert i 1962. Det er hos familien Brøndum, og jeg gik i klasse med datteren Kirsten. Det forestiller en lille gruppe unge, og jeg genkender de fem af dem. Fra venstre er det en klassekammerat, hvis efternavn jeg husker Bonde, fornavn måske Jette (?), foran hende en lillesøster til Kirsten Brøndum, og nu husker jeg også dagen. Det er en søndag i sommertiden, og vi var inviteret til at svømme i familien Brøndums sø. Vist var det ikke deres sø, men de havde en stor villa, hvis have førte ned til en af Silkeborgsøerne, og de ejede deres egen private strand med badebro og båd, og vi kom nu og da for at bade hos dem. Bag søsteren sidder Kirsten og bag hende kan man svagt skimte mig – med sorte briller – de to drenge er jeg ikke helt sikker på, hvem er. Jo, den lille er bror til Kirsten, og jeg tror, at den store er Niels Have. Vi havde kun to drenge i klassen – vi var nysproglige, og dengang var næsten alle drengene matematikere. De to drenge sværmede ingen af os for. De var begge lidt sære, tror jeg. Men jeg kunne nu rigtig godt lide dem.

Det er en sjælden situation for mig at være med her. Jeg hørte ikke til inderkredsen af dem, der mødtes hos Kirsten – men alligevel er det et af de private hjem, som jeg husker bedst. Kirstens og Birgits. Birgit Runebøl og Kirsten var rigtig gode veninder, og jeg kom en del sammen med Birgit.

Når jeg tænker tilbage til gymnasietiden, synes jeg, at jeg var meget alene. På biblioteket, i skoven, på mit værelse. Ikke just at jeg var ensom, men jeg var i høj grad introvert. Er det for øvrigt stadig. Har det bedst alene. Hen ad vejen har jeg tillært mig en ekstrovert facade: lært nogle fagter, så jeg kan færdes frit i de fleste sociale sfærer. Men jeg er altid megatræt efter timer med medmenneskelig kontakt af første grad.

Mennesket er et socialt væsen. Og jeg er et menneske. Ergo er jeg social. Det var ikke et bevis, for det startede jo ikke med “alle mennesker er osv. …” Og ligesom Erasmus Montanus’ Lille Mor ikke var en sten, så er jeg heller ikke social. Men bestemt heller ikke asocial. Jeg går ind for fællesskaber. 100 % – det er det sundeste og bedste, men jeg vil gerne være fri for at deltage for meget i for meget fælles.

Så kan vi også bare sige, at jeg er en enspænder, det er sådan et fint gammelt ord, og jeg går ind for gamle ord. En enspænder kan godt gå i spænd med andre, men det spænder rigeligt i sindet, når hun trækker på fælles hammel..

Sådan er det bare.

Her et billede fra en dansktime i “den blå sal”. Jeg sidder i venstre side og derefter Winni og Helle Vibeke.

HER VIL TIES HER VIL BIES

En af mine to læsere henvendte sig for nogle dage siden til mig og spurgte, om jeg ikke mere kunne huske koden til min blog. Eller om der var noget andet i vejen, siden jeg ikke havde skrevet på bloggen i hen ved et par måneder.

Og der kan jo sagtens være så meget i vejen. Hvornår ligger der ikke lige et eller andet og spærrer? Noget, som man skal tage tilløb for at komme (springe) over?

Det er efterår nu. Mørket kommer snigende og tætnes for hver dag, og jeg gribes hvert år på denne tid af et indvendigt mørke, som flyder sammen med det udvendige og gør det svært at være rigtig glad. En slags mørkets konspiration.

I efteråret – i al fald i november – er Brorson min poet. Vi synger i samme tone.

Det var storsnudet skrevet. Brorson er ubestridt Danmarks største lyriker, og jeg er kun en lille digter og kan slet ikke synge.

Men jeg kan nynne sammen med ham, for jeg forstår hvert ord han siger.

Og vist må vi vente.

Kun ved at vente.

Så kan vi hente.

Og selv om dagene længes og vinteren strenges, så varer det kun nogle få uger, så kan vi begyndte at skimte lyset. Så bliver dagene længere, og hvis vi har svært ved at tro på det, så behøver vi blot at vandre en tur i haven. For sandelig om ikke buske og træer allerede er fulde af knopper.

Jovist, forsommers minde er at finde.

Vi skal bare åbne øjnene og se os omkring.

Og blæse mørket et langt stykke.

MENS DET SKER 29

FORANDRINGER

Hele livet forandrer vi os. Vi er i stadig bevægelse. Den, vi var i går, er ikke den, vi er i dag, og den, vi bliver i morgen er en anden end … osv.

Bevægelse er liv – stilstand er død.

Det er trivielt at skrive det. Ikke nogen dybsindig tanke i de ord.

Bevægelse – et smukt ord – musik er bevægelse – poesi er bevægelse – og jeg bliver bevæget, når jeg møder mennesker, jeg holder af, når jeg går i naturen og ser livet omkring mig: jeg ser med mine to øjne, og ved samtidig, at der ude på marken, der oppe på himlen og der inde i skoven, ja alle vegne, er der tusindvis af andre øjne, der ser mig. Alle de hundredevis af levende væsner, der omgiver os.

Alt er liv og bevægelse. Ingenting står stille.

Som sagt – det er ingen nyhed. Den græske filosof Heraklit sagde det jo allerede for mere end 2000 år siden – ”alt flyder …”, sagde han. Alt er i evig bevægelse …

Nu springer jeg. Et langt spring. Hørte i dag en podcast om børn, der brød med deres forældre. Den passede så fint til mit lugearbejde. Jeg har børn – jeg er forældre – og jeg kunne ikke tænke mig en værre hændelse end et brud med et af mine børn.

Og mens jeg trak lange genstridige græsrødder op af mulden og ekspederede dem videre til kompostbunken, hvor de kan gøre gavn, hørte jeg Anne Libak fortælle om bruddet med sin mor. Hun havde brudt med hende, og vi fik vist nok ingen forklaring på hvorfor, men det lå i luften, at moren havde været ret utålelig og desuden, at bruddet var gensidigt. Men så kom det, som fangede min opmærksomhed: Nu hvor moren var blevet gammel, var hun blevet ramt af demens, og datteren var vendt tilbage til hende og tog sig kærligt af hende. Og det gjorde hun, fordi hun var kommet til at huske, at hun engang havde været en lille pige, der elskede sin mor. Og som blev elsket af sin mor.

Demensen havde forandret moren. Hun var blevet mild og kærlig, og hun blev ved med at kunne kende sin datter, selv om hun glemte alle andre. Det er sådan er vigtig historie, synes jeg, og Anne Libak fortalte den nøgternt og uden sentimentalitet. Som en naturlig ting.

Jeg synes, den slags historier er værd at huske på. Når vi snakker demens, er det som regel rædselsberetninger, vi præsenteres for.

Demens er ikke altid en rædsel. Der er så meget andet. Også meget opløftende. Måske ikke lige det ord, men det faldt mig i pennen. Min egen mor blev gladere, friere og mildere, da hun blev ramt af Alzheimers. Jeg synes, det er værd at huske.

Min mand har aldrig været kærligere mod mig end nu, hvor han er mange år henne i sin sygdom. Alzheimers er en ond sygdom, den er en dræber. Den kan dræbe hukommelsen, og det er slemt, men den kan ikke dræbe kærligheden. Det er min erfaring. Og den er jeg ikke ene om.

Kærlighedens kraft er stærkere end sygdommen.

VILD MED VILJE

Det gælder jo haverne. Der er det sagen lige nu at lade alle vækster gro i frihed og uden at luge ud i ukrudtet( hvad er ukrudt i dag?).

Men det kan man ikke. Lade være at luge altså..

“Il faut cultiver son jardin” siger Voltaire i Candide. Og han mener ikke kun det stykke jord, vi har fået givet, men nok så meget det sind, som vi hver især er velsignet med.

Han mener, at vi bør se ind i sjæl og sind og rydde ugræsset op og fjerne det fra den indre flora.

Hmmm … Det lyder forkert. Sjæl og sind og vækst og flora. Ord, der ikke kan sættes sammen – ord fra helt forskellige verdner.

Vild.

Hvad er det for et ord?

Vildskab.

Igennem hele menneskets historie har vi bekæmpet vildskaben og forsøgt at kultivere naturen. At skabe kultur ud af natur.

Den vilde natur var farlig, tænkte man, og i haverne klippede og skar man løs, så væksterne kom til at ligne skulpturer. Vi formede. Og vi deformerede.

Og nu vil vi frisætte naturen.

Jeg tror, at vi skal være forsigtige med at overlade alt til naturens egne kræfter og vildskab, og jeg er ret sikker på, at den gamle viden: at naturen overladt til sig selv er destruktiv for mennesker, ikke er uden et gran eller mere af sandhed..

Tanker, der lyder kætterske. Det synes jeg også. Men jeg tænker dem alligevel.

Når jeg lader alt gro vildt i min have, tager de stærkeste og langt fra de smukkeste planter over. det ser jeg gang på gang. Altså jeg kan ikke lade vildskaben råde.

Nå, det var lige et par ord, som jeg fik lyst til at dele med en eventuel læser, og jeg vil fortsætte senere.

Her et billede af min have i dette tidlige efterår. Blomsterne vælter frem overalt – en mangfoldighed så skøn. Jeg elsker det gamle ord: mangfoldighed. Allerede i Første Mosebog optræder det – selveste Gud Herren opfordrer os til mangfoldighed.

I dag hedder det diversitet, det lyder knap på poetisk. Og når vi snakker natur, så er det biodiversitet.

Min datter Mette har skrevet et langt indlæg som en kommentar til ovenstående – det kan jeg af tekniske årsager ikke bringe (endnu) Mine evner på det digitale/Ittekniske område er yderst begrænsede.

Men jeg vil citere et digt, som hun også skrevet og som også kan læses som en kommentar til mine ord.

Potentilens kors af gule hjerter/ blomstrer ikke for min glædes skyld/ der er intet ekko af min længsel/ i regnspovens skælvende musik/

Men fordi vi mennesker må digte/ og fordi mit hjerte er et spejl/ rækker jeg min længsel frem mod havet/ plukker jeg min glæde i en blomst

Hvis jeg takker verden for dens skønhed/ hvis jeg trøstes af en tranes kald/ er jeg blot taknemmelig for gaven/ uden illusion om empati

Og det er det, et godt digt kan: sige det hele med få ord

MENS DET SKER 29

Læser for tiden Klaus Høecks digte fra samlingen HJEM. De handler om kærlighed og alt hvad der gør godt og ondt på et menneske i kærlighedens favn.

Men jeg snyder lidt, når jeg citerer nedenstående digt.

Undskyld Klaus – men så ved I det kære læsere, og du ved det, kære Klaus:

Jeg tager dit smukke digt, fordi det lige nu rammer ind i min virkelighed af kærlighed og smerte – men jeg skifter pronominerne ud, så de passer på mig. Låner altså digtet og skriver det en smule om.

Det er jo stadig Høecks ord. Og så bare lidt mine.

Du bærer mig på / din drøm der er mere blå / end dine øjne / du bærer mig på / dit ord der er fjernere / end polaris du / bærer mig på dit håb / mens jeg bærer dig på / kærlighedens kors.

Ja, verselinjelængderne er underlige, men det er ikke det væsentlige, selv om det måske engang var med til at gøre digteren så berømt.

LIVET

Det var en bred overskrift. Og egentlig ville jeg bare skrive, at livet altid ALTID er værd at leve. At den tanke kom til mig i dag. Som så ofte før.

Jeg har tilbragt hele dagen i min have. Den var groet til i ukrudt, sol og regn har veklet hele sommeren, og det var første gang, jeg tog mig tid. Og brugte den til at luge. Det føltes som en fest.

Jeg har luget igennem = jeg har festet igennem.

Jeg har luget så flittigt, at jeg er sikker på, at mine drømme i nat vil bestå af lange, meget lange padderok- og senegræsrødder, som jeg haler og hiver og trækker i. Lange seje træk. Fugtige mod huden – den sorte muld i mine hænder..

Det lyder måske som et mareridt, men tro mig, for mig er det en fryd. At forvandle et vildnis.

Jeg holder af vildskab, men det er mig, der skaber det vilde.

Vild med vilje.

HVEM ER JEG – DISCONNECTED

Det er sådan, jeg føler det.

Afkoblet.

Når jeg racer af sted på skovvejene uden at tænke på andet end glæden ved at cykle. Når jeg svømmer i søen uden tanke for andet end glæden ved at svømme, når jeg går i engene uden tanke for andet end naturen omkring mig, når jeg læser en god bog uden andre tanker end dem, der myldrer gennem hovedet ved læsningen, når jeg samler børn og venner og ser min rigdom blomstre for øjnene af mig. Ja, så er jeg med.

Koblet til verden.

Så er jeg koblet på livet.

Men når jeg slås med min håbløse og umulige tilgang til den moderne teknologi: når min PC, især den, men også alle dens til- og fra- koblinger hårdnakket gør modstand mod min nænsomme tilgang, altså når den kort og godt nægter ethvert samarbejde med mig, så føler jeg mig fortabt i verden.

I dens verden. I IT-verdenen. Som jeg er pokkers bundet til.

Denne sommer har den strejket og koblet mig af et utal af gange. Og den er ellers spritny. Min PC altså.

For Hans (vores ældste) har slået sine folder i familiens skød en tid denne sommer, og han har bl.a. revolutioneret min udgang og indgang til min PC og til vores Fjernsyn, som ikke mere lystrer almindelige små kontaktforsøg, men skal kildes igang med op-og ned-pile..

Efter omhyggeligt og eftertrykkeligt at have ajourført sine forældede forældre med hensyn til det nyeste i IT- er han rejst igen, og her sidder jeg.

Og se, om pivtøjet vil lystre mig. Nej.

Jeg er og bliver disconnectet den nye virkelighed.

Så fat det dog!

Til gengæld har jeg nu et armbåndsur, som ikke frivilligt fortæller mig, hvad klokken er, men som siger mig en hel del om min fysiske færden – og hvordan den påvirker hjerte og lunger og ben og blodtryk.

Jeg må se at lære det.

Ja, det er nok den eneste vej.

Læringens.

Men det kan vente.

Lige nu vil jeg glæde mig over, at min mands gamle slidte PC tager venligt imod mig.

Tak gamle jas!

Men også tak til Hans for de nye tilgange, som jeg skal lære at gå på.

Her i færd med at hjælpe Bedstefar med RAV-arbejde.

HVEM ER JEG?

Hvem er jeg?

Når jeg nu omsider har besluttet at skrive mine barndomserindringer og måske endda at vove mig endnu et skridt nærmere nutiden og gribe fat i den unge pige, der viklede sig ud af barnet, så kan jeg ikke bevæge mig helt frit, men må følge det spor, som erindringen har trukket gennem mit liv. Det er dette … eller rettere disse spor, som jeg nu må se på med de øjne, der er blevet gamle og lettere slørede, men som stadig tilhører det samme jeg. For jeg er jo stadig mig. Og hvem er så det?

Hvem er dette ”jeg?”

Substantiverne er empiriske og håndgribelige, og du kan selv gå dem efter i sømmene, og hvis de sprækker, så lyver jeg. Men jeg tror, de er skudsikre.

Jeg er kvinde, vendelbo, 81 år, forfatter, hustru, mor, bedstemor, landsbyboer, veninde, kammerat, nabo,.

Adjektiverne er lettere upålidelige, de tilhører den sfære, der hører følelseslivet til, og den er subjektivt ladet fra først til sidst.

Men lad mig alligevel forsøge: Jeg er følsom (til det nervøse,) livsglad (til det fjollede,) bange (for alt for meget), modig ( når det gælder), forfængelig ( langt ud i det absurde), nærtagende, venlig ( forsøger i al fald altid at være det) sparsommelig (indtil det småborgerlige) troende (udogmatisk kristen)

Nå, skulle det være et menneske? Skulle det være mig? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Jeg er så meget mere end disse få ord, men nu var det dem, der først faldt mig ind, og gad vide, om det ikke er et fingerpeg?

Jeg peger altså fingre af mig selv. Ha ha … undskyld min humor – så ensom og forladt. Og så håber jeg, at der i dette ligger kimen til en sober og rigtig begyndelse på det, der skulle være mit liv kort fortalt. Og sådan, som det viser sig for mig, når jeg skruer tiden tilbage til en septemberdag i 1943.

MENS DET SKER 28

Mens det sker

Der er bøger, man skriver, fordi man har lyst og ikke kan styre udenom. Gang på gang finder fingrene vej til tastaturet og gang på gang skriver de det, som hjernen dikterer, fordi det er et stof, der er ved at flyde over og skriger sin hjemløshed ud. Nu skal det have sit sted. Nu skal det stå der sort på hvidt, alt det, der tumler om i skallen som brikker i et puslespil, man har forsømt at samle. Nu må de samles op og sættes på plads. Det bliver fantastisk at se billedet, tænker man.

Sådan kommer mange bøger til verden.

Men så er der andre bøger, som man må skrive, fordi de mangler. Eller i al fald overskygges af en flodbølge af bøger, der handler om præcis det samme, men som løber i en retning, som i al fald i mine øjne er forkert. De er kort sagt på afveje. Og ender i en blidgyde. Den slags bøger er der nok af. Og det er så sørgeligt, synes jeg.

Der er ganske enkelt noget at rette op på. Og nogen burde gøre det. Jeg bør gøre det. Men jeg har ikke rigtig lyst.

Måske skyldes ulysten den tsunami af bøger om emnet, som oversvømmer markedet med deres tårevæddede beretninger om, hvor forfærdeligt livet med demens er. Og hvor ubærligt, det er at være pårørende til en dement.

Så fik jeg nævnt emnet. Det handler om demens. Og så forstår du sikkert hvor jeg vil hen. Og hvis ikke, så er det altså den her vej, jeg vil gå: Jeg vil fortælle om alt det, der ikke står i flodbølgebøgerne om demens og pårørende. Alt det, der (med vilje?) er udeladt.

Og når jeg ikke har lyst, så er der grunde nok: 1) jeg er en kryster, der er bange for at tale de fleste stemmer midt imod. 2) de andre stemmer er jo ikke falske, kun ensidige 3) der er penge involveret: det gælder om at få så meget som muligt af samfundets fælleskasse sat over på området ”demens” – altså væk med det bærbare ved sygdommen og frem med det ubærlige. Det giver kasse.

Når jeg skriver, at der mangler bøger med en positiv indgang til skildringen af demenssygdommene er det ikke helt sandt. Jeg kender i det mindste tre forfattere, som netop tager den side af sagen op og behandler den kompetent og smukt.

Den ældste er Christine Swane, der vist nok for første gang skrev bøger om demens fra en uvant vinkel. Nuanceret og smukt. Og sandt. Ud fra faglig viden og stor erfaring. Bedst kendt og lettest læst er ”Skyggen af en hverdag,” den kan stærkt anbefales.

Så er der den nyere bog ”Drengen, der blev væk” af Ina Kjøgx Pedersen, der skildrer livet som pårørende til en dement med den barske diagnose: body lewis – hun viser de fine sider af demensen, som skræklitteraturen udelader, og sidst vil jeg nævne den helt igennem rørende og grundige skildring af livet med alzheimers sygdom – sådan som Wendy Michell gør det i sin bog: ”En jeg kendte engang.”

Her er et citat fra bogen: there is “a beginning, a middle and an end to the disease – with so much life to be lived in between”. Der er en begyndelse og en midte og en slutning på sygdommen – med så meget liv at leve imens.

Jeg har nu levet i seks år med en ægtefælle med diagnosen alzheimers syge. Og når jeg siger, at det har været seks gode år, så er det ikke, fordi jeg glemmer gråden og følelsen af forladthed, som følger med, men fordi jeg husker latteren og glæden, som er lige så trofaste følgesvende.

Det er derfor, jeg synes, at jeg bør skrive en bog.