Som mine læsere kan se, så har min webmaster bestemt, at min ellers vellidte (af mig selv) indledning sløjfes. Så nu kommer mine indlæg til at tage sig anderledes ud. Jeg vil i det følgende skrive lidt om kapitalismen og revolutionen, og inspirationen til det fik jeg, da jeg forleden fandt ovenstående bog af Hans Sølvhøj på min reol og tænkte, at den ville være velegnet som oplæsningsbog her i huset. Jeg har altså læst den højt for Ole, og da jeg kom til slutningen, fik jeg ideen. Ideen til en lidt løs snak samfundet set fra Ålum.

I Rødt og Hvidt taler en gammel inkarneret socialdemokrat om kapitalismen som den mindst ringe ordning for handelslivet ( og dermed for ikke så lidt af livet i almindelighed.) Og så læste jeg samtidig, ikke for Ole, men for mig selv, Asta Olivia Nordenhofs: Djævlebogen, hvis facit, hvis jeg har forstået det rigtigt, er revolutionens nødvendighed.

REVOLUTIONEN. Ja. Engang var vi mange, som flirtede med den tanke. De røde faners blafren i vinden. Men det var jo ren romantik.

Sølvhøjs bog vakte mange minder hos mig, for jeg fik den som gave fra en af mine afgangsklasser. Det må have været 1989. Det var et af de sidste år, jeg underviste, og mine elever kendte nok lidt til min røde farve, som jeg naturligvis skjulte i min undervisning, men som vel skinnede igennem nu og da, og jeg tænker, at bogen af den Kongelige Hofmarchal lidt var ment som kærligt drilleri. Og indrømmet: den røg i reolen ulæst. Nu har jeg læst den. Og nydt den hele vejen. Sammen med Ole. En rigtig fin bog.

Og jeg har netop endt Nordenhofs seneste bog “Djævlebogen”, og jeg har nydt den hele vejen. En rigtigt fin bog.

Nordenhof er med i en ny litterær trend, som jeg følger spændt, fordi det, der skrives, er god litteratur. Den slags forfattere kan man ikke få for mange af. 

Men det er nu ikke dem, jeg vil skrive om i dette indlæg, det har jeg gjort i et tidligere indlæg, men her vil jeg bruge en af dem (Nordenhof) til at koble et af deres temaer: REVOLUTIONEN til den del af virkeligheden, der er min: den, jeg kan overskue fra mit beskedne landsbyperspektiv, fra mine aviser, der på det sidste er skrumpet ind til Kristelig Dagblad og Infomation ( som jeg læser nu og da) og HUS FORBI , som jeg altid læser –  og mine venner, som jeg efterhånden har mistet for mange af.  

De unge, som skriver på den nye trend, er folk, der kommer fra UNDERKLASSEN – og at den findes vidste jeg godt i forvejen, for jeg læser som sagt HUS FORBI, og jeg kender den også fra Kristelig Dagblad, der trods sin borgerlighed, spænder vidt.

Jeg vil kun nævne et par stykker af disse unge skribenter, men vende tilbage til dem senere. Dem, jeg kender, fordi jeg har læst dem, er flg.:  

Thomas Korsgaard, Glen Bech, Kristian Bang Foss, Frederik Jensen, Edouard Louis og Asta Olivia Nordenhof.

De skriver om en undertrykt og smadret del af befolkningen, som de kender indefra, for de er vokset op der. Et sted, hvorfra man dog, hvis man er heldig, kan rejse sig og blive til noget, som de jo selv har gjort. De er alle blevet veletablerede forfattere.

Og der tales igen i al fald hos nogle af dem om revolutionen. Den, som selv de mest rabiate venstreorienterede politikere ellers for længst har afblæst. For der er jo ingen klasseskel mere af betydning, vel? ARBEJDEREN er jo velnæret og velsitueret med eget hus og bil og sejlbåd og ferierejser to gange om året. Så hvad snakker vi om? Revolution? Hvor vil du hen?

Men det snakkes der om. Og det kan der snakkes om. For der er jo de gule veste (i Frankrig, men de findes overalt i Europas byer, her murrer utilfredsheden) . Og så er der de mange mennesker på overførselsindkomster, som nu af politikerne (og mange andre) udskammes. Der er de mange psykisk syge. Der er de mange, som ikke formår at leve op til arbejderklassens levestandard. Der er alle dem, der ikke klarer tørnen som slagteriarbejdere med en indkomst på mere end en halv million pr. husstand. Alle dem, der falder igennem.

Det er ikke ARBEJDERKLASSEN, vi taler om, men UNDERKLASSEN. Den findes.

Nordenhofs bog er ikke let forståelig, og er man ikke åben for lyrikkens sprog og en smule skolet i det, så kløjs man sikkert i digtene. Alligevel vil jeg citere fra et af dem, og så får du måske lyst til at læse mere. Bogen er ikke ren lyrik, der er også prosadele, og de er lettere at forstå. Eller forstå og forstå, hvis man ikke selv har været der, forstår man næppe fuldt ud. Men man kan forsøge at forstå. Jeg har haft stor glæde af det forsøg. Prøv selv!:

“det jeg siger er / arbejd for revolutionen/ gør bare/ det du kan/ vi skal have/ vores børn med/ og vores/ syge venner/ jeg kommer/ som et åbent sår/ det har i bare/ at acceptere.

arbejd for/ revolutionen/ og sig nej/ til mandehørm/ vi gider ikke/ høre om jeres/ rensende blodbad/ det vi vil/ opnås ikke først/ og fremmest/ med kniven/ vore slagter gav os/ på den smukke dag/ vil vi vende os/ og se på slagteren/ uden at genkende ham

det jeg siger er/ arbejd for revolutionen/ på den måde/ du kan/ gør det hver dag/ på den måde/ du kan/ der er nogen/ der gerne vil skyde/ der er brug for jer også/ men jeg vil made børnene/ både nu/ og senere”

( citat side 111, 112)

Bogen er nr. 2 i en serie om Scandinavian Star – og den vil undersøge, om kærligheden kan (over)leve i et kapitalistisk samfund. Den første bog “Penge på Lommen” er barsk læsning. Og det er efterfølgeren også.

Og nu til noget helt andet og mere fredeligt. Den bog, som mine kære elever forærede mig den sommer i 1989, da de sprang ud – og som jeg nu har læst. Og lært af. Hans Sølvhøjs “Rødt og Hvidt.”

Jeg husker selvfølgelig ungdomsoprøret. Jeg var midt i det – tidmæssigt, for det var det jo i min ungdom, det fandt sted.

I 1969 var jeg studerende ved et af de røde universiteter: Århus Universitet. Men jeg var også nybagt mor, og min dag så sådan her ud:

Efter en nat med næsten ingen søvn, hurtigt morgenmad, aflevere søn, ind på skolen og undervise gymnasieelever, så ud til bilen og i susende fart til Århus, deltage i nogle timer der med henblik på embedseksamen, hjem i susende fart, hjemme lidt ro med en lille, dejlig dreng i armene, lidt leg med ham, så lave aftensmad, lege lidt igen, nusle og pusle og putte den lille, forberede næste dags undervisning, rette opgaver, løse universitetsopgaver, ved midnatstid tumle i seng, blive vækket af barnegråd, trøste, amme, falde i søvn, vågne, skynde sig op, aflevere barn til naboen, og så det hele om igen.

Og havde jeg ikke hjælp af en ægtefælle og far? Nej ikke synderligt. Han var der, og det var selvfølgelig rart. Men han lavede ikke mad, passede ikke barn, vaskede ikke op, gjorde ikke rent, vaskede ikke tøj. Han passede bilen og sine timer på skolen og sit virke som medlem af alle mulige bestyrelser. Sådan var rollefordelingen, og sådan forløb hverdagen, og var jeg så midt i ungdomsoprøret? Nej, men jeg var ung. Gjorde jeg da slet ikke oprør? Nej, jeg tog mig selv i kraven og udfyldte den rolle, jeg havde fået tildelt. Og den var ikke til diskussion.

Nu er det så mange år siden, og meget er forandret. Jeg var dengang både lærer på gymnasiet og på handelsskolen. Begge steder oplevede vi elever, der sad og hang og var vanskelige at undervise, fordi de var dopede af hash, og enkelte droppede ud af den grund. Drenge og piger så ens ud: lige langhårede, og de gik i ens tøj. Kønsforskellene skulle ophæves, mente man, og det smittede af på os alle: jeg gik i skole i cowboytøj, lange ponchoer og træsko. Men længere nåede mit oprør ikke.

Men det var Rødt og Hvidt jeg ville skrive om. Det gør jeg ved at citere fra bogen. Og her er Sølvhøjs kommentar til ungdomsoprøret ( og revolutionen – og ideologitænkning):

( Citat side 164 ) Det 19. århundredes ædle og indholdsrige ideer , som de kom til udtryk i menneskerettighedserklæringerne og hos filosoffer som Rousseau og Voltaire, tog almindeligvis skade af at blive presset ind i læresystemer. Menneskelig originalitet og råstyrke tabte ved at blive bøjet under dogmer og paragraffer. Måske var disse ideologier i virkeligheden en fortættet lovsang til menneskelige idealer, men mangen gang har de tjent til indsnævring af tankens frihed. Dette at frigøre sig for en ideologi har imidlertid i vide kredse, hvor politisk ideologi er vel indarbejdet, kaldt på mistanke om holdningsløshed eller det, der er værre.

Bertolt Brechts ængstelse for, at der skulle gå råd i socialismens tankeskat, hvis man fornægtede ideologien, blev delt af de rettroende. Også her i Danmark har denne frygt haft mange tilhængere, og i 1960’erne og derefter har man set hede debatter, hvor især nymarxister af 1968-katagorien har holdt fast i ideologien med begge hænder. De unge oldinge passede hele tiden på ikke at komme til at tænke for meget selv.

Jo ældre, jeg bliver, jo mere forstår jeg Sølvhøj og hans syn på samfund og politik og handel. Han var også ret ung i 1968 og han tog til Tyskland for at studere fænomenet, og her er et par betragtninger

(citat side 165)

Jeg tog dem på ordet og traf nogle af studenteroprørets ledere, pæne unge mænd fra overklasse- eller middelklassehjem, jakke og slips, forekommende manerer og dødssikre på, at alt hvad de sagde, var uvisnelig sandhed. Deres lidt trættende, overbærende elskværdighed lod jeg mig ikke irritere af. Det var en stil, jeg selv havde anlæg for. De anså mig tydeligvis for en politisk slapsvans, der dårligt nok havde læst Das Kapital, og som derfor måtte have en belæring om, hvad der nu forestod. De tog med mig ud til en stor hal i Berlin, hvor 4000 studenter med oprakte knyttede hænder råbte eller snarere skreg: “Kapitalismen fører til fascisme. Kapitalismen må væk!” Jeg hørte Lefevre, en af Rudi Dutschkes nærmeste meningsfæller, forkynde evangeliet om systemets umiddelbart nærtstående sammenbrud. Stemningen var kogende. Ræsonnementer og argumenter veg for slagord af primitiv art. Jeg kom til at tænke på Grundtvigs “nu kom han patriarkers håb – med flammeord og himmeldåb”. Nøgleordet var NU”

(citat 165) De kloge studenter med den lyse tro tog mig med til endnu en demonstration. På vejen så jeg dem forsøge på at få arbejderne med i toget. De gik ind i værtshusene, hvor arbejdere fredsommeligt drak øl og snakkede om, hvad for en vogn, man skulle købe næste gang. … Arbejdere med flødeskum i mundvigene …. blev kaldt ud på Kurfürstendamm af studenter, der med svingende arme og lynende øjne fortalte dem, at hvis de ikke hurtigt fik tørret sig om munden og sluttede sig til toget, risikerede de at komme for sent til revolutionen.

(citat s.167) I virkeligheden kan man ærgre sig. Hvis bevægelsen havde været bedre disciplineret og bedre underbygget af demokratisk tankevirksomhed, kunne reformvirksomheden være nået længere frem. Der lå rige følelsesværdier gemt hos mange af oprørerne, en fornemmelse af, at det samfund, den midaldrende generation var ved at aflevere til dem, var præget af kulde. Men når noget løber løbsk, i politik, forfejler det sit sigte, og et af ungdomsoprørets varige resultater, var det højresving, der blandt andet markeredes af Fremskridtpartiet.

Den unge generation af forfattere, som jeg har nævnt, og som i dag skriver om revolution, er ikke en bevægelse, det er ikke et oprør, de er først og fremmest ikke i stand til at ændre ret meget, selv om de forsøger at tage kapitalismen ved vingebenet og taler om revolution.

. Men måske tager jeg fejl. Der er i al fald litterær slagkraft i det, de skriver. Så jeg ved ikke.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I mit forfatterskab har jeg flere gange hentet stof fra Mellemøsten. “Det tabte Paradis” om den allerførste konflikt: Kain der dræber sin bror Abel. Og i “Tobias og Englen” – en fortælling fra de apokryfe skrifter, som udspiller sig for et par tusinde år siden, men konflikten er lige så blodig som altid i den del af verden. Og i mine noveller: “Mellemlandet” – en række noveller, der har emnet: at blive voksen. Her lader jeg en af novellerne udspille sig i den palæstinensiske Vestbredden. Handlingen kan forekomme usandsynlig og opdigtet, og det er jo også fiktion, men jeg har fået fortalt historien af en nødhjælpsarbejder, som virkede på Vestbredden og som oplevede, at en jødisk familie reddede en arabisk dreng under en konflikt. Den handler jo først og fremmest om det, som jeg tror på: at der findes en drift mod fred, som er stærkere end driften mod krig. Og som kan overvinde hadet. Men det er en tro, som i disse dage udfordres af den blodige konflikt, der nu igen er blusset op.

Jeg vil dog ikke slippe håbet om, at medmenneskelighed kan overvinde grusomhed i den her verden.

Jeg genoptrykker herunder novellen fra samlingen: Mellemlandet, fordi den igen er aktuel, men også fordi den åbner en sprække af håb. Og som sagt: fortællingen er sand.

Stilhed i Ramallah

Der er stille i Ramallah. Torve og gader ligger øde hen, og de hvide mure står flimrende i sollyset. Der blæste rødt sand ind fra ørkenen sidste nat, og det ligger nu som et riflet slør bredt ud over gadens sten.

Ramallah ligner en død by.

Alt liv er for en tid stillet på vågeblus, og ingen vover at trodse forbuddet og bevæge sig uden for murene, for skønt de er usynlige, så ved enhver, at de er der, de kolde øjne, der fra fjerne udkigstårne spejder ind over de tavse, mennesketomme gader.

Der er alt for stille i Ramallah.

Hassan er den første, der vågner. Han er 14 år og ikke mere et barn. Sidste uge blev hans storebror dræbt i den krig, der har varet så længe, Hassan kan huske og længe før, og som stadig mere grådigt høster lig. Nu er han den ældste søn.

”Nu er det din tur,” sagde mor til ham forleden, mens hun holdt ham i sine arme og kyssede og krammede ham, som var hun allerede i færd med at sende ham i krig.

Men far trak ham fri af hendes favntag og holdt ham ud for sig i strakte arme og så kærligt på ham. Han rystede på hovedet.

”Nej,” sagde han.

Hassan kunne høre mor græde og far skælde ud og råbe til langt ind i natten.

Mor behøver ikke græde, og far behøver ikke råbe. Hassan ved, hvad han skal. Han synes ikke, han har noget valg.

Selv om det er strengt forbudt og han risikerer at blive skudt, lister han ud på altanen for at kigge ned over byen.

Stilheden sniger sig som en slange ind i hans ører og sender frygtens bølger gennem ham. Men han må ikke være bange. Modig. Hadefuld. Vred. Vild af raseri. Det må han være. Men ikke bange.

Han lader øjnene glide hen over de røde hustage. I det fjerne skimtes den grå betonmur, der strækker sig milevidt. De klodsede vagttårne. Og der ligger hans kuede by, forsvarsløs og omringet af fjender. Og han er ikke i tvivl. Det er ham, der skal hævne dens skændsel.

Et andet sted på Vestbredden vågner en anden dreng. Også han er 14 år, og han bor i en by, der ikke er nogen rigtig by, men en samling smukke, nye huse, opført side om side langt inde på Vestbredden. En bosættelse. Sådan hedder det, og den lever de i. Omgivet af fjender lever de. Det ved han alt om. Han hører det gentaget i synagogen hver uge og i skolen hver dag. Han ser soldaterne, der skærmer ham og hans. Men nu er man i færd med at forære hans land bort. Man vil give jorden til dem, der ønsker alle jøder dræbt. Sådan som mennesker siden tidernes morgen har forfulgt og fordrevet og dræbt hans folk. Sådan som det åbenbart vil fortsætte med at ske. Og Det forjættede Land, Israel, som Gud Herren gav dem tilbage, efter at de havde levet i eksil og undertrykkelse århundrede efter århundrede, det skal nu ødelægges af fjenden. Langsomt bid for bid. Kan det passe?

Isak går udenfor og ser hen over det solsvedne landskab. Hans familie skal tvangsflyttes og deres hus jævnes med jorden. Han knytter næverne og ved, at han vil kæmpe for sit folk, for det er Guds udvalgte, og skønt Herren aldrig har ophørt med at prøve det og hans hårde dom har ramt det endnu en gang, så er det vel ikke hans mening, at det ganske skal udslettes? Kastes i havet, som fjenderne siger?

”Vi giver ikke op,” siger hans far. ”Os kan de ikke fordrive. Vi bliver. Indtil hver eneste fjende er død.”

Isak fryser pludselig. Frygten jager sin dolk gennem ham, og han krummer sig sammen i smerte. Så retter han sig op og knytter igen næverne.

Han må ikke være bange. Modig, hadefuld og vred. Ja rasende. Det må han være. Men ikke bange. Det er ham, der skal hævne sit folks skændsel.

Det var gået som en løbeild fra hus til hus. Alle drenge. Og samtidig. De skulle møde op på byens store torv. Og løbe ud i gaderne og storme frem mod soldaterne og dynge dem til med sten. Ja, stene dem, det var det, de skulle. Som man stener skøger.

Først kom de løbende i spredt fægtning. Men nu har de samlet sig i én stor gruppe, og tætpakkede bevæger de sig fremad mod de væbnede mænd, der har forladt tjekpunktet for at spærre vejen for de uregerlige knægte og genne dem tilbage til husene. Og hjem til familierne.

Soldaterne glor. Hvad bilder de satans hvalpe sig ind? Har de rent glemt, hvor farligt det er at trodse udgangsforbuddet.

Så ser de, at det ikke mere er drenge, men en levende mur, der vælter frem. En kæmpekolos af kød og blod. En enkelt dreng kan sagtens plaffes ned, og spredte flokke kan spredes og mejes til jorden. Men denne mur, der støt buldrer frem, forekommer usårlig. Hver eneste dreng er sluttet inde i en ring af andre drenge, og deres hæse råb flyder sammen til ét fælles skrig, deres bevægelser afstemmes i samme rytme, og deres blod dunker i samme takt. De er et monster, ingen kan stille noget op imod.

Det føler de selv, og i deres ansigter lyner vreden. Soldaterne kan bare komme an.

Den lille flok soldater danner kæde. Deres skarpladte geværer rettes mod drengene, der hele tiden nærmer sig. Rykvis som et stykke mekanisk legetøj. Ser de, at det er børn? Måske ser de ingenting. Måske lytter de blot. Lytter efter den ordre, der skal befri dem for ansvar.

Hvorfor kommer den ikke?

De standser op. Nu er drengene allerede for langt fremme. Så hæver de geværerne og sigter hen over hovederne på den sammenpakkede flok.

Og de skyder.

Pludselig skifter scenariet. Gaden forvandles til et inferno af vildskab. Betændt og blodigt. Skud og skrig flænger luften. En byge af store skarpe sten slynges af drengearme, og de flyver gennem luften som ulykkesfugle og brager ind i soldaternes skjolde og hjælme. Nu sænkes geværerne, og en salve sendes af sted.

Ramallah bløder lig.

Hassan mærker smertens skarpe rids i huden, da kuglen rammer, og han segner til jorden. Lydløst. Gruppen af drenge spredes hurtigt, og der bliver luft omkring ham. Nogle vender om og spæner tilbage til torvet, andre siver gesvindt ned ad sidegader og smøger og forsvinder i sprækker og smuthuller, som kun de kender. Han kan høre nogen jamre et sted i nærheden. Selv bider han smerten i sig. Han vil ikke græde.

Lidt efter forsøger han at rejse sig, men benene nægter at lystre, det bløder fra et sår i tindingen, og han kan ingenting se. Er han blevet blind? Han krabber sidelæns, ormer sig det sidste stykke hen til det, der må være en husmur. Må finde en dør. Nogen må forbarme sig og lukke ham ind.

Men hvad er det? Han mærker noget varmt og blødt mod håndfladen. Glødende gummi? Og nu stål? En bil? Holder der en bil i gaden? Den så han ikke før. Er den en fælde eller et værn? Soldaterne må have trukket sig tilbage. Der er så stille. De kommer igen. Og de må ikke se ham.

Han kan ikke tænke klart, indspundet som han er i et net af rødt blod og sort smerte. Han hager sig fast i noget, der må være et håndtag, får mirakuløst halet kroppen op fra brostenene, åbner døren og skubber sig ind. Døren falder i, og han når at tænke, at det her er rivende galt. Her må han ikke være. Så giver han slip og synker ned i et dulmende mørke.

Isak spejder ind mod Ramallah. Da skuddene lød for lidt siden, følte han det, som nogen sigtede på ham, og hvert skud ramte ham i hjertet.

Broren er derinde. Aron blev nylig udkommanderet sammen med sin deling. Nu er der igen ballade med de satans palæstinenserknægte, sagde far. Bare de nu får en lektion denne gang, de kan lære af!

Og i dag blev der skudt, og det var nok ikke med løst krudt. Isak fnyser af foragt. De folk vil styre deres egen stat! Ha! De kan ikke engang styre deres egne børn.

Aron må ikke dø.

Men sådan har man ikke lov at tænke, siger far. Israel er værd at dø for, og alle bør være beredte.

Nu kan han se en røgsky, og snart øjner han den lange række af biler. De snor sig opad mod kasernen, og Aron vil som sædvanlig svinge fra og køre den korte vej til huset for at tilbringe nogle minutter sammen med dem. Og de vil være stille og omfavne hinanden. Så vil han hurtigt forlade dem, og hver gang føles det, som var det for evigt.

Nu svinger en bil ud fra kolonnen og tager retning mod bosættelsen. Isak løber ud ad indkørslen og styrter broderen i møde. Lige ud for ham standser bilen med et ryk, og Aron flår døren op og tumler ud på den støvede vej.

Isak stivner ved synet af ham. Han er bleg som et lagen, og han ryster. Aron, der er blevet så cool, at det somme tider ligefrem gør ondt at se. Som var hans ansigt mejslet i sten. Nu er der sære trækninger ved øjnene, og sveddråber pibler frem på hans magre kinder.

Hvad er der sket?

Så ser han det. I bunden af bilen. En død dreng.

Og Aron, der bliver ved med at stå der og ryste.

Isak rusker hans arm.

”Hvad fanden går der af dig, Aron? Det er jo en palæstinenser for helvede. Smid ham ud! Lad hundene flå ham!”

Stemmen knitrer af ophidselse. Og han mærker vreden skylle gennem sig. Forundret ser han broren ryste på hovedet, så river han sig løs og springer igen ind bilen. Isak hører døren smække og dækkenes hyl i det hårde grus. Bilen kører larmende det sidste stykke op til huset.

Isak halser bagefter.

Allerede på afstand kan han høre sin mors skingre stemme. Hun står og råber og gestikulerer vildt med begge arme, mens hun stirrer ind i bilen.

Aron lægger en hånd på hendes arm, men hun ryster sig fri af hans greb og råber endnu højere.

Nu kommer far til syne bag hende, han strækker hals og siger noget, som Isak ikke kan høre. Og pludselig bliver mor stille og vender sig mod ham.

Da Isak når op til huset, står far bøjet over drengen, og nu siger han ligesom forundret.

”Han lever.”

Og mor: ”Så dræb ham!”

Men far tager et lommetørklæde frem og tørrer forsigtigt den såredes pande, så beder han roligt de andre hjælpe ham med at bære drengen ind.

”I kan jo se, at han må forbindes med det samme. Han har tabt for meget blod.”

Et sekund står de alle fire som stivnede og ser på hinanden.  Så nikker Aron.

”Ja,” siger han.

Og sammen med far løfter han varsomt den sårede dreng ud af bilen og bærer ham op mod huset.

Mor siger ingenting. Men det hårde er gledet af hendes ansigt. Isak tøver, ved ikke, hvad han skal tænke.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Maskintænkning på overophedning

Livet. I den seneste tid er den gamle debat om aktiv dødshjælp igen blusset op. Selvfølgelig er den det, for Mette Frederiksens udtalelse om, at hun støtter retten til at få hjælp til selvmord, gav den nyt liv. Og hun vil støtte en lov, der handler om den ”hjælp”. Hjælpen skal så gives af læger. De skal kort sagt slå den syge/svage/hjælpeløse ihjel. Det handler altså om drab.   

Det er ikke det, læger er sat i verden for. De har afgivet løfte om at give livshjælp til lidende, ikke at slå den lidende ihjel.

I en artikel i Kristelig Dagblad ( 8. okt.) skriver Iben Krogsdal om vores angst for at blive gamle, syge, svage, hjælpeløse og at angsten bunder i, at vi alle mere eller mindre betragter svage mennesker som uværdige. I vores samfund er værdighed noget med styrke – altså det modsatte af svaghed.

Det værste vi kan forestille os er, at vi ikke skulle kunne klare os selv (godt nok) –

Og måske er det, fordi vi i stadig højere grad dyrker STYRKEN  – helt ud i det groteske. Vi kan ikke engang mere sige, at vi ikke støtter krig, for det gør vi jo i dag … det lyser ud af mediernes behandling af f.eks. våben: der er julelys i øjnene, når politikerne sammen med ansatte i forsvaret jubler over de dræbermaskiner, som vi har foræret til soldater i krig. At vi kan tro, at våben kan være en løsning. I min hjemegn genopstarter man den krudtfabrik, som blomstrede i min barndoms angst for den kolde krigs atombombetrusler. Som om krudt og kugler kan standse en bombe.  

Men det er jo sådan et agressionsværdi-system, vi lever efter i dag: vi priser elite, topscoring, vækst, accumulation, acceleration, præstation, optimering og opgradering osv. Vi skal hele tiden blive hurtigere, bedre og stærkere til alt. Det er, hvad jeg kalder maskintænkning. Vi bliver som maskiner og som maskiner, der kører nonstop i højeste gear, så overophedes vores mentale system og trues af sammenbrud.  

Og det er jo ved at ske: i naturen, som et af agressivitetens første ofre, i barnelivet, alt for mange børn og unge lider af angst og diverse former for vægring (skolevægring, spisevægring). Det er i deres verden virkelig et spørgsmål om ”survivel of the fittest” og de mange, der falder udenfor, de falder hårdt.

Vi har forslåede børn og unge, men så får de bare en diagnose og en psykolog, og så kører vi blindt videre.

Nej, vi må bremse op. Sidder jeg her og skriver med mine gamle hænder, der dog ikke ryster, når de skriver det, for det kommer fra den gamle hjerne, der synes, at det er ved at være for galt, at vi ikke vender om og fokuserer på de modsatte værdier, dem, der ikke findes målbare parametre for. Som kærlighed, venskab, gensidig sympati, tillid og åbenhed overfor hinanden.

Men det er let nok at skrive.

Og det var dødshjælp, jeg ville tale om. Og det har så måske alligevel noget med ovenstående at gøre. Og vores statsminister kan sagtens ind i mellem være sentimental som under pandemien, hvor hun lige pludselig så ethvert gammelt menneskes død som en tragedie.

Hmmm … vi gamle dør. Det er ikke tragisk.

Men vi vil gerne leve.

Også selv om vi er til besvær og ikke mere kan give så meget. Vi vil gerne leve i værdighed som modtagere af et menneskevenligt samfunds omsorg for os. Omsorg for medmennesket.

Jeg vil slutte med at citere det sidste afsnit af Iben Krogsdals artikel:

”Der findes et andet løfte, der går hverdagsstille og sagtmodigt fra menneske til menneske og lover: ”Frygt ikke! Hvis du bliver uhelbredeligt syg og ikke længere synes, at du er værdig nok til at leve, så er vi nogle, der ikke giver dig ret. Vi vil holde dig værdig, vi vil holde dig ud, og det lover vi dig. Uanset hvor hæslig og savlende og uformående, du bliver: vi vil gøre alt for, at du kan forblive smuk til det allersidste” Af alt, hvad vi kan give videre til vores børn og unge, er dét løfte det ubetinget vigtigste.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Noget om værdier

Til hverdag spørger vi ikke os selv om, hvad der har værdi og hvad der ikke har. Det er noget, vi tager for givet. Og sådan er det vel også: vi har fået det alt sammen givet.  

Nu er jeg blevet 80 år, og jeg tænker mere end nogensinde på, hvordan det, der er os mest dyrebart, også er det mest skrøbelige. Og at vi mister det. At vi ikke kan fastholde.

Tabstallet vokser.  

Sådan er det med de mennesker, vi holder af, og sådan er det med de steder, vi føler os knyttet til. Vores gamle hus, som rummer et helt livs minder. Nu er det rigeligt stort til os to. Alle de trapper. Alle de rum. Men vi hænger ved hver eneste af de gamle sten. Og middelalderkirken uden for vinduet, og engdragene og himlen, der lyser ind gennem alle vinduer.

Jeg tænkte på det i dag, da jeg cyklede ned i dalen fra Vestervellingbakkerne. Dernede lå landsbyen og lignede sig selv. Nede på engen det hus, vi boede i, da vi kom hertil i 1967 – og ikke mange meter derfra det hus, vi har boet i siden 1971. Tænk, at vi er så stationære! Samme by, samme hus, samme alting. At vi ikke har flyttet os en tomme!

Men vore børn. Sønnerne har fjernet sig så langt fra den lille landsby, som man kan. Og fra os. De bor på den anden side af kloden, i andre verdensdele. Og i storbyer. Og deres verden er en anden. Og sådan tænker jeg, at det må være, fordi det er der, deres lyst og lidenskab bedst og smukkest folder sig ud.

De må vel synes, at vores verden er lillebitte. At vi befinder os i et miniatureunivers, hvor alt står stille, mens de selv færdes i den store vide verden, hvor tingene sker. Men jeg sidder her og tænker, at vore verdner er lige store. At det ikke er et spørgsmål om geografi, men om noget helt andet. Vi er i naturen, og den er uendelig. Vi er stjernestøv som alt værende, og så er det lige meget, om man befinder sig i New Zealand eller i Ålum. Og så er der den indre verden, bevidsthedens uendelige univers, som ikke kan fattes af nogen videnskab, men som åbner verden efter verden i det indre, hvor man kan bevæge sig uendeligt langt uden at være nødt til at tage et fly eller en måneraket, for at komme derhen.

Men jeg ville skrive om steder.

Ålum. Her bliver jeg.

Tråen. Det andet sted.

De to steder, der bor i mit hjerte. Det gik først forleden op for mig, at jeg har den plet i Tranestederne deroppe ved Skagen så kær. Og det var måske en indsigt, som jeg havde fortrængt, fordi jeg har været afskåret fra at opholde mig der i så lang tid og en smule følte, at jeg måtte frigøre mig fra det. Kaste det bort, for var det først væk, kunne ingen tage det fra mig: evigt ejes kun det tabte.

Jeg var altså nær ved at tabe det af skræk for ikke mere at eje det. Jeg ejer stedet sammen med min svoger, og det var ham, der ligesom vækkede min person til live fra tornerosedøsen. Tak for det! Nu vækkede han de følelser, jeg havde forsøgt at fortrænge af skræk for at miste. Han tilbød mig at overtage min part i stedet. Da han sagde det, gik det op for mig, at jeg elsker den plet på jorden, akkurat som jeg elsker den plet, jeg ejer her.

Jeg var i 1961 sammen med mine søskende og min far og mor med til at jævne klitten der, hvor huset skulle ligge. Og det blev bygget. Og det blev rammen om de lykkeligste timer i familien. Og for mig er det et sted og et hus så fuld af minder, at far og mor og Dorte og Anders og Hanne er mig nærmere der end alle andre steder.

Det vil jeg aldrig miste.

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg vender tilbage til Rusland. Havde jo tidligere annonceret, at der ville komme et indlæg om totalitarismens ansigt. Det bliver ikke med det første, for det kræver mere dybtgående studier end tiden tillader p.t. Men senere.

Dette her bliver altså ikke en analyse af fænomenet totalitarisme, men et lille kig ind i “den russiske folkesjæl” – et fænomen som selvfølgelig kan diskuteres – kan man tale om en “folkesjæl” – ja, Grundtvig mente det, og Dostojevskij mente det, og jeg er en lille smule i tvivl, men når jeg læser de store, både nulevende og afdøde, russiske forfattere, så fornemmer jeg, at der er noget om snakken.

Jeg kan i den forbindelse lige nævne de to, som jeg har læst bøger af for nylig: Svetlana Aleksijevitj og Jevgenija Ginzburg.

Sidstnævnte var offer for stalintidens terror og tilbragte 18 år som fange i Gulag-lejrene, som vi kender fra Solsjenitsyns bøger ( “Gulag Ø-havet,” “En dag i Ivan Denisovitj’s Liv”). Hun har beskrevet sin lidelseshistorie i det store erindringsværk: “Min tunge Vandring.”

Ginzburg blev født i 1904 og døde i 1977 og det følgende vil være en lang række af citater fra værket om hendes liv. Hun var kommunist hele sit liv og satte ikke Sovjetstaten til diskussion. Kun Stalin. Og stalinismen. Og det er underligt. Men patriotismen ( en ægte sovjetborger = en ægte russer) er en integreret del af hendes liv og anfægtes ikke af forfølgelserne og torturen. Aldrig giver hun systemet skylden. Og det samme gælder for hendes medfanger.

Det er tankevækkende. Men det er vel den samme blinde patriotisme, der får unge drenge og mænd til at gå i krig for Rusland i dag. Og selvfølgelig er det ikke et nedarvet DNA – det er en lang – flere århundreder lang – socialiseringsproces. En russer bliver opdraget som patriot. Det kan vi læse i alle store russiske bøger – selv i Krig og Fred – hvor Tolstoj skildrer krigens absurditet, aner man en stor kærlighed til et åndeligt fællesskab – med folket – med Rusland. Det samme hos Dostojevskij. Det vil jeg påstå, men kan ikke her og nu bevise det.

Ginzburg blev som utallige andre arresteret under Stalins forfølgelse af intellektuelle i 1937 og levede i 18 år i forskellige fangelejre i Sibirien. Et af hendes hovedværker er bogen: “Min tunge vandring.” Her skildrer hun tiden i fangelejrene. Hun var kommunist og mistede så vidt jeg ved aldrig sin tro på regimet. Det er altså ikke et oprørsk skrift, vi skal høre om. Og dog. En afsløring af Stalintidens umenneskelighed bliver det jo.

Jeg har valgt her blot at skrive en række citater fra bogen, som giver en fornemmelse af russernes sindelag og væsen, hvori der afspejles en forbløffende sindsro og evne til at tåle og udholde (og næsten acceptere) de uhyrligste overgreb.

Citaterne fra “Min tunge Vandring,” er fra Gyldendals e-bogsudgave 2022. Jeg vil kommentere nogle af dem, men de taler i øvrigt for sig selv, synes jeg.

Fra det meget berygtede Ljubjankafængsel, hvor J. G. sad i den første tid: (s.220):

“Jeg har ofte tænkt på de menneskers tragedie, under hvis hænder akterne i 1937 blev til. Hvor må det have været frygteligt for dem. De må alle sammen have været sadister. Kun enkelte havde mod til at begå selvmord. Ved stadig at udføre nye direktiver, der afløste andre, steg de skridt for skridt ned ad trinene fra menneske til dyr.”

Fra fangetiden i Sibirien. Her i en kreaturvogn under ulidelige forhold. Og man får en af forklaringerne på fangernes overlevelsesstrategi: Kunsten

(side 959) “Men poesien forener alle. I Jaroslavl mente jeg ofte, at jeg var den eneste, der søgte og fandt trøst i poesien. Det var kun mig Aleksander Blok besøgte. Jeg var den eneste, der under gårdturen i takt til mine skridt gentog: en gift vil jeg altid drikke – digte, intet uden digte – det var altså en stor vildfarelse, tænkte jeg nu, mens jeg lyttede til denne strøm af digte. Egne og andres. Velskrevne og naive. Lyriske og sarkastiske.” A. Blok er en russisk lyriker)

Her fortæller G., at en af fangerne i lejren ikke blot skriver digte, men skriver dem til selveste Stalin. Og efter at hun har siddet i isolationsfængsel i Jaroslavl:

( s.962)”Stalin, min gyldne sol!/ selv om døden skulle være mig vis,/ ønsker jeg blot/ lig en blomst i støvet/ at dø på mit fædrelands vej.”

Her er vi i en af arbejdslejrene blandt fanger, og Rusland er netop gået ind i verdenskrigen:

(s.1510) “Nej, vi er ikke længere skovarbejdere, kuske fra hestebasen, plejepersonale fra børnekombinatet. Med usædvanlig klarhed husker vi pludselig “hvem der er hvem”. Vi diskuterer, til vi er hæse. Prøver at forstå fremtidsperspektiverne. Ikke vore egne, men de fælles. Vi, der har været ydmyget og pint af lidelser gennem fire år, opfatter pludselig os selv som vort lands borgere. Det er for vort fædreland, at vi, dets forstødte børn, nu skælver.”

Fædrelandskærlighed. Ja, og det har altid været et fællestræk. I et senere afsnit hører vi om, at disse forpinte fanger anmoder om at blive sendt til frontens farligste afsnit.

Her er Ginzburg på vej til en ny fangelejr. Og hun skal gå hele vejen – 76 kilometer over tajgaen i hullede sko og med fødder, der bløder fra åbne sår. Hun er på vej til et arbejde i kalkgruberne – det værste sted, man kan arbejde, hvor alle, der arbejder der mere end nogle måneder, dør. Og så fortæller hun følgende:

(side 1817)) “I denne gangart kan man endda fremsige vers for sig selv. Og det gør jeg. … Engang i 60’erne spurgte en forfatter mig skeptisk, om det virkelig kunne passe, at fangerne under sådanne betingelser var i stand til at fremsige vers og finde psykisk lindring i poesien? Han var godt klar over, at jeg ikke var ene om at bevidne det, men han troede alligevel, at der her var tale om en efterrationalisering. Denne forfatter havde i det store hele haft en udmærket tilværelse, havde uden problemer kunnet udsende bøger og havde deltaget i paneldiskussioner. Men selv om han kun var fire år yngre end jeg, havde han alligevel dårligt begreb om vores generation. Vi var produkter af vor tid. Vi rykkede ikke frem mod kommunismen “ad skakternes, seglenes og forkenes vej” Nej, vi styrtede os ud i kommunismen fra digtningens højder. I virkeligheden var vi rendyrkede idealister trods al vor ungdommelige hang til den dialektiske materialismes kolde konstruktioner. Under de umenneskehedens slag, der haglede ned over os, blegnede mange af de “sandheder”, der var lært udenad i ungdommen. Men ingen snestorme kunne slukke det flakkende lys i vinden, den åndelige dimension hos russiske intellektuelle, som min generation havde modtaget som en hemmelig gave fra de af os selv så heftigt kritiserede tænkere og digtere i begyndelsen af århundredet …

På et tidspunkt bliver Ginzburg “forfremmet” til lærer for fangernes børn. Her skriver hun om den pædagogik, der hersker:

(s.2230) Min begejstring i anledning af den høje udnævnelse svandt kraftigt ind, efter at jeg havde stiftet bekendtskab med børnehavernes pædagogiske program … jeg måtte således læse og repetere det temmelig omfattende program for opdragelsen af landets små borgere. … pædagogen skulle ikke blot fremelske en kærlighed til fædrelandet men også en følelse af had mod dets fjender. For at udvikle talefærdigheden skulle børnene lære digtet: “Jeg er en lille pige/ som leger og som ler/ jeg elsker fader Stalin/ om end jeg ej ham ser.”

Fra et foredrag af Sjilnikova hører hun fortælle, hvad børnene har råbt:

(2234) “Vi elsker kammerat Stalin højere end far og mor. Gid kammerat Stalin må leve i 100 år, ne j i 200 år! I 300 år. En lille knægt, Vovar, viste sig så politisk udviklet, at han råbte: “Gid kammerat Stalin må leve evigt!!”

Og videre:

“På dette sted gjorde Sjilnikova en pause og så triumferende og samtidig rørt ud over auditoriet. Lærerinderne skrev lydigt og tålmodigt alt, hvad hun sagde i pæne kladdehefter. Den slags uforudsete sider bød arbejdet med børnene på, det arbejde, jeg havde stræbt for at få. I løbet af mit tiårige fravær fra det normale hverdagsliv havde visse ting taget et voldsomt opsving: både tilbedelsen af Folkeslagenes udødelige Fader og Hans indtrængen i hver eneste sprække, hvor det levende liv endnu tittede frem. Det var først og fremmest meddelagtigheden i hans store gerninger, der blev et uoverskueligt problem for mig. Selv i noget så uskyldigt som opdragelsen af små børn. Hvad skulle jeg gøre? I de første dage i mit nye arbejde var jeg ofte helt opgivende.”

Og så videre …

Jeg har ikke flere citater fra værket, men konklusionen er, at selv om Ginzburg og hendes medfanger lider utroligt i så mange år, så mister hun ikke et øjeblik troen på Rusland og kærligheden til sit land.

Først under Krustjovs rehabilitering af Gulag-fangerne frigives hun – og lever som en tro sovjetborger resten af sit liv. Ja, det er ubegribeligt – for mig i al fald. Hun synes ikke at fatte, at et totalitært styre altid vil kunne give spillerum for tyranner som Stalin.

Nu hedder han Putin. Og styret er stadig totalitært – oligarki er ikke en form for demokrati.