Rusland

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg vender tilbage til Rusland. Havde jo tidligere annonceret, at der ville komme et indlæg om totalitarismens ansigt. Det bliver ikke med det første, for det kræver mere dybtgående studier end tiden tillader p.t. Men senere.

Dette her bliver altså ikke en analyse af fænomenet totalitarisme, men et lille kig ind i “den russiske folkesjæl” – et fænomen som selvfølgelig kan diskuteres – kan man tale om en “folkesjæl” – ja, Grundtvig mente det, og Dostojevskij mente det, og jeg er en lille smule i tvivl, men når jeg læser de store, både nulevende og afdøde, russiske forfattere, så fornemmer jeg, at der er noget om snakken.

Jeg kan i den forbindelse lige nævne de to, som jeg har læst bøger af for nylig: Svetlana Aleksijevitj og Jevgenija Ginzburg.

Sidstnævnte var offer for stalintidens terror og tilbragte 18 år som fange i Gulag-lejrene, som vi kender fra Solsjenitsyns bøger ( “Gulag Ø-havet,” “En dag i Ivan Denisovitj’s Liv”). Hun har beskrevet sin lidelseshistorie i det store erindringsværk: “Min tunge Vandring.”

Ginzburg blev født i 1904 og døde i 1977 og det følgende vil være en lang række af citater fra værket om hendes liv. Hun var kommunist hele sit liv og satte ikke Sovjetstaten til diskussion. Kun Stalin. Og stalinismen. Og det er underligt. Men patriotismen ( en ægte sovjetborger = en ægte russer) er en integreret del af hendes liv og anfægtes ikke af forfølgelserne og torturen. Aldrig giver hun systemet skylden. Og det samme gælder for hendes medfanger.

Det er tankevækkende. Men det er vel den samme blinde patriotisme, der får unge drenge og mænd til at gå i krig for Rusland i dag. Og selvfølgelig er det ikke et nedarvet DNA – det er en lang – flere århundreder lang – socialiseringsproces. En russer bliver opdraget som patriot. Det kan vi læse i alle store russiske bøger – selv i Krig og Fred – hvor Tolstoj skildrer krigens absurditet, aner man en stor kærlighed til et åndeligt fællesskab – med folket – med Rusland. Det samme hos Dostojevskij. Det vil jeg påstå, men kan ikke her og nu bevise det.

Ginzburg blev som utallige andre arresteret under Stalins forfølgelse af intellektuelle i 1937 og levede i 18 år i forskellige fangelejre i Sibirien. Et af hendes hovedværker er bogen: “Min tunge vandring.” Her skildrer hun tiden i fangelejrene. Hun var kommunist og mistede så vidt jeg ved aldrig sin tro på regimet. Det er altså ikke et oprørsk skrift, vi skal høre om. Og dog. En afsløring af Stalintidens umenneskelighed bliver det jo.

Jeg har valgt her blot at skrive en række citater fra bogen, som giver en fornemmelse af russernes sindelag og væsen, hvori der afspejles en forbløffende sindsro og evne til at tåle og udholde (og næsten acceptere) de uhyrligste overgreb.

Citaterne fra “Min tunge Vandring,” er fra Gyldendals e-bogsudgave 2022. Jeg vil kommentere nogle af dem, men de taler i øvrigt for sig selv, synes jeg.

Fra det meget berygtede Ljubjankafængsel, hvor J. G. sad i den første tid: (s.220):

“Jeg har ofte tænkt på de menneskers tragedie, under hvis hænder akterne i 1937 blev til. Hvor må det have været frygteligt for dem. De må alle sammen have været sadister. Kun enkelte havde mod til at begå selvmord. Ved stadig at udføre nye direktiver, der afløste andre, steg de skridt for skridt ned ad trinene fra menneske til dyr.”

Fra fangetiden i Sibirien. Her i en kreaturvogn under ulidelige forhold. Og man får en af forklaringerne på fangernes overlevelsesstrategi: Kunsten

(side 959) “Men poesien forener alle. I Jaroslavl mente jeg ofte, at jeg var den eneste, der søgte og fandt trøst i poesien. Det var kun mig Aleksander Blok besøgte. Jeg var den eneste, der under gårdturen i takt til mine skridt gentog: en gift vil jeg altid drikke – digte, intet uden digte – det var altså en stor vildfarelse, tænkte jeg nu, mens jeg lyttede til denne strøm af digte. Egne og andres. Velskrevne og naive. Lyriske og sarkastiske.” A. Blok er en russisk lyriker)

Her fortæller G., at en af fangerne i lejren ikke blot skriver digte, men skriver dem til selveste Stalin. Og efter at hun har siddet i isolationsfængsel i Jaroslavl:

( s.962)”Stalin, min gyldne sol!/ selv om døden skulle være mig vis,/ ønsker jeg blot/ lig en blomst i støvet/ at dø på mit fædrelands vej.”

Her er vi i en af arbejdslejrene blandt fanger, og Rusland er netop gået ind i verdenskrigen:

(s.1510) “Nej, vi er ikke længere skovarbejdere, kuske fra hestebasen, plejepersonale fra børnekombinatet. Med usædvanlig klarhed husker vi pludselig “hvem der er hvem”. Vi diskuterer, til vi er hæse. Prøver at forstå fremtidsperspektiverne. Ikke vore egne, men de fælles. Vi, der har været ydmyget og pint af lidelser gennem fire år, opfatter pludselig os selv som vort lands borgere. Det er for vort fædreland, at vi, dets forstødte børn, nu skælver.”

Fædrelandskærlighed. Ja, og det har altid været et fællestræk. I et senere afsnit hører vi om, at disse forpinte fanger anmoder om at blive sendt til frontens farligste afsnit.

Her er Ginzburg på vej til en ny fangelejr. Og hun skal gå hele vejen – 76 kilometer over tajgaen i hullede sko og med fødder, der bløder fra åbne sår. Hun er på vej til et arbejde i kalkgruberne – det værste sted, man kan arbejde, hvor alle, der arbejder der mere end nogle måneder, dør. Og så fortæller hun følgende:

(side 1817)) “I denne gangart kan man endda fremsige vers for sig selv. Og det gør jeg. … Engang i 60’erne spurgte en forfatter mig skeptisk, om det virkelig kunne passe, at fangerne under sådanne betingelser var i stand til at fremsige vers og finde psykisk lindring i poesien? Han var godt klar over, at jeg ikke var ene om at bevidne det, men han troede alligevel, at der her var tale om en efterrationalisering. Denne forfatter havde i det store hele haft en udmærket tilværelse, havde uden problemer kunnet udsende bøger og havde deltaget i paneldiskussioner. Men selv om han kun var fire år yngre end jeg, havde han alligevel dårligt begreb om vores generation. Vi var produkter af vor tid. Vi rykkede ikke frem mod kommunismen “ad skakternes, seglenes og forkenes vej” Nej, vi styrtede os ud i kommunismen fra digtningens højder. I virkeligheden var vi rendyrkede idealister trods al vor ungdommelige hang til den dialektiske materialismes kolde konstruktioner. Under de umenneskehedens slag, der haglede ned over os, blegnede mange af de “sandheder”, der var lært udenad i ungdommen. Men ingen snestorme kunne slukke det flakkende lys i vinden, den åndelige dimension hos russiske intellektuelle, som min generation havde modtaget som en hemmelig gave fra de af os selv så heftigt kritiserede tænkere og digtere i begyndelsen af århundredet …

På et tidspunkt bliver Ginzburg “forfremmet” til lærer for fangernes børn. Her skriver hun om den pædagogik, der hersker:

(s.2230) Min begejstring i anledning af den høje udnævnelse svandt kraftigt ind, efter at jeg havde stiftet bekendtskab med børnehavernes pædagogiske program … jeg måtte således læse og repetere det temmelig omfattende program for opdragelsen af landets små borgere. … pædagogen skulle ikke blot fremelske en kærlighed til fædrelandet men også en følelse af had mod dets fjender. For at udvikle talefærdigheden skulle børnene lære digtet: “Jeg er en lille pige/ som leger og som ler/ jeg elsker fader Stalin/ om end jeg ej ham ser.”

Fra et foredrag af Sjilnikova hører hun fortælle, hvad børnene har råbt:

(2234) “Vi elsker kammerat Stalin højere end far og mor. Gid kammerat Stalin må leve i 100 år, ne j i 200 år! I 300 år. En lille knægt, Vovar, viste sig så politisk udviklet, at han råbte: “Gid kammerat Stalin må leve evigt!!”

Og videre:

“På dette sted gjorde Sjilnikova en pause og så triumferende og samtidig rørt ud over auditoriet. Lærerinderne skrev lydigt og tålmodigt alt, hvad hun sagde i pæne kladdehefter. Den slags uforudsete sider bød arbejdet med børnene på, det arbejde, jeg havde stræbt for at få. I løbet af mit tiårige fravær fra det normale hverdagsliv havde visse ting taget et voldsomt opsving: både tilbedelsen af Folkeslagenes udødelige Fader og Hans indtrængen i hver eneste sprække, hvor det levende liv endnu tittede frem. Det var først og fremmest meddelagtigheden i hans store gerninger, der blev et uoverskueligt problem for mig. Selv i noget så uskyldigt som opdragelsen af små børn. Hvad skulle jeg gøre? I de første dage i mit nye arbejde var jeg ofte helt opgivende.”

Og så videre …

Jeg har ikke flere citater fra værket, men konklusionen er, at selv om Ginzburg og hendes medfanger lider utroligt i så mange år, så mister hun ikke et øjeblik troen på Rusland og kærligheden til sit land.

Først under Krustjovs rehabilitering af Gulag-fangerne frigives hun – og lever som en tro sovjetborger resten af sit liv. Ja, det er ubegribeligt – for mig i al fald. Hun synes ikke at fatte, at et totalitært styre altid vil kunne give spillerum for tyranner som Stalin.

Nu hedder han Putin. Og styret er stadig totalitært – oligarki er ikke en form for demokrati.

Flittigt skrivende dovent drivende

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Sådan var mit valgsprog i årevis. Nu har jeg ændret det til “dovent skrivende, flittigt drivende.”

Der vil dryppe ord.

Men de vil ikke fosse.

Ikke fordi de ikke er et sted og venter på udgang. Men … ja, der er flere årsager.

OK: de er spærret inde lige nu, men ikke for livstid – midlertidig udgang er sikret.

MENS DET SKER 26

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mens det sker 26

Jeg har i lang tid ikke skrevet indlæg til denne kategori. Og det skyldes flere forhold, men det vigtigste er måske, at jeg ville komme til at gentage mig selv. Mit seneste indlæg er fra august 2022, og vi har nu juli 2023 – der er gået næsten et år, og i den tid er der sket meget. Med ham og med mig. Han er længere inde i sin sygdom, og jeg har selv været syg, og jeg tager f.eks. ikke mere ud med mine foredrag om alzheimers syge, og det er lidt modstræbende, at jeg er holdt op med det, jeg har dog måttet indse, at jeg ikke mere har kræfterne – eller i al fald er jeg bange for, at det skal gå som i foråret, hvor jeg har måttet aflyse. Det kan man ikke være bekendt. Så hellere stoppe. Men det er på godt gammelt jysk træls, for jeg syntes og synes jo stadig, at jeg havde noget at komme med, som er anderledes end det, man altid hører om sygdommen.  

Derfor vil jeg også blive ved med at skrive lidt på bloggen. Og så håbe på, at der er nogle af dem, der har brug for det, som læser det.

Det var en artikel i Kristelig Dagblad d. 27/6, som fik mig til at synes, at jeg nu var nødt til at tage emnet op igen. Den havde som overskrift: ”Min syge mor har ikke længere nogen stemme. Hvis hun havde, havde hun kæmpet for retten til at dø.” Den handlede om retten til at afslutte sit liv. Men altså også om alzheimers. Moren er dement, og det billede, som datteren giver af sin mors liv, er sort, sort, sort. Der er over teksten et billede i sort/hvid, hvor man ser en person lænket til en kørestol på vej ind i mørket. Og alt i artiklen er lige så sort som billedet. Andet får man ikke at vide om sygdommen. Kun det sorte og sørgelige. Og det billede svarer præcist til det billede, som ( næsten) alle bærer rundt på: at en alzheimersdiagnose er lig med en uværdig, smertefuld og kulsort tilværelse. Og det er netop for at nuancere det billede, at jeg gerne igen og igen går ud og fortæller folk, at sådan er det ikke. At sygdommen kan være mild i årevis, at den syge kan have et (næsten) normalt liv i år efter år, og at det at gøre en ende på livet alene på grund af diagnosen er helt vanvittigt.

Men igen: jeg kender ikke alle demente i Danmark, så jeg er ikke ekspert, men efterhånden kender jeg rigtig mange, og de fleste har og får et både værdigt og værdifuldt liv.

Så hold dog op med at sprede angst og fortvivlelse der, hvor der også findes lys og glæde og endda lykke.

Kærlighed og varme. Det er den bedste medicin mod alzheimers. Og ja, man kan sagtens finde glæde og trøst i hinanden, selv om den ene er dement og den anden er ”normal” –

Det her var jeg nødt til at skrive, så ved jeg godt, at der er nogen, som ikke vil tro mig, det kan jeg ikke gøre noget ved.

Nu har jeg ikke sagt, at det er let at være pårørende til en dement. Det er det slet ikke. Jeg siger bare, og det vil jeg gerne gentage: der er så meget andet end det svære og tunge. Der er også glæde og kærlighed.

Glem det nu ikke!

Og lige den her tilføjelse: Ole har nu haft sygdommen i mange år, men vi kan stadig læse de samme bøger: jeg læser lige nu højt for ham af Bent Hallers nyeste roman, og vi morer os sammen over at høre om forfatterens forældres liv under krigen. Herligt. Vi nyder også de samme film om aftenen: i aften så vi filmen om Astrid Lindgren: Unge Astrid , og jeg tror vi begge blev lige fængslede af den smukke fortælling om kærlighed og mørke.

KUNSTEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

KUNSTEN

Jeg har aldrig kunnet fordrage ”l’art pour l’art” teorien – det, at kunsten skulle være til udelukkende for kunstens egen skyld – at kunsten ikke er noget, der behøver at have et budskab ud over det ene: at være kunst. For mig er den i så fald tømt for indhold og stivnet i sit eget døde selvbillede. Lige meget, hvor meget den så lever op til kriterierne for ”kunst”. Den samme fornemmelse af afsky har jeg altid næret for betegnelsen ”kulturkristendom” – og vist nok af samme grund. Hvis indholdet i troen kun skulle være ”kultur” altså det af mennesket formålsskabte, så mister det sit indhold: det, som var, er og bliver før mennesket, kort sagt: det som handler om Gud.

At forvandle kunst til ren form er som at forvandle tro til kultur, kærlighed til sex og natur til agerbrug. Det er at proppe det store, ubegribelige ned i kasser og bore små kighuller i kasserne, så vi kan betragte det og sige: nej se! det der er kunst, se! det der er kristendom, se! det der er kærlighed. Så bliver det fattigt.  

Jeg kan bedst illustrere det med et eksempel fra den del af kunsten, jeg kender bedst: nemlig litteraturen.  Tom Kristensens novelle ”Ulykken”.

T. Kristensen var ekspressionist, og hans digte malede i grelle farver: det skulle smælde mellem linjerne. I et digt skriver han: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død. Jeg har længtes mod brændende Byer og mod Menneskeracer på Flugt.” For i volden er der blod, og blod er rødt, og det smælder som røde faner, det folder sig ud som valmuer  – osv.

Men på et tidspunkt vender Tom Kristensen sig imod sin egen æstetik: denne trang til at forvandle virkeligheden til farver og former og lyde, til døde ting. Det sker i novellen ”Ulykken.”

Jeg har ikke læst novellen, siden jeg engang i forrige årtusinde underviste i den, men jeg husker indholdet: Det handler om en maler (eller måske en digter) som hører, at der er sket en forfærdelig togulykke lige i nærheden, og hans lyst til at beskrive den kunstnerisk vågner straks, og han farer derud, og han får også fat i billederne af blødende mennesker og farverig rædsel, lige til at gå til.

Men om natten vågner han ved, at en fugl ( hans egen kanariefugl) flyver hen og sætter sig på hans hånd, og han mærker varmen fra det lille liv strømme igennem sig, og det er den oplevelse, der med et får ham til at indse, at livet er det ægte og sande.

Kort sagt: han forkaster æstetikken for moralen.

Måske har Søren Kierkegaard samme tema i ”Enten-Eller” – men her er jeg ikke kyndig.

Jeg vil naturligvis genlæse Tom Kristensens novelle og samtidig forsøge at finde forfatteren til novellen: Tingene, for lige den novelle viser det samme: hvordan vores fascination af, ja netop de døde ting fører os i døden. I den novelle dør hovedpersonen faktisk af sin trang til at “tingsliggøre” alt omkring ham. Det bliver spillet ud i sin yderste konsekvens og kommer derfor også til at virke ( ufrivilligt?) komisk, som f.eks. når han forsøger at lægge sine børn smukt til rette på hylderne, så de pynter i stedet for larmer.

Alt det vender jeg tilbage til.

Jeg vil slutte dette indlæg med at annoncere det næste, som vil blive et lille kig ind i en generation af begavede unge forfattere, der kan det hele: skrive, så englene synger, og samtidig få det skrevne til at give mening.

Jeg nævner de to, som jeg vil bruge som eksempler: Eduard Louis og Glenn Bech. En fransk og en dansk, der har det til fælles, at de begge kommer fra og beskriver underklassen ( det kalder jeg den så) og har et sprog, der er sjældent smukt og poetisk. Det er KUNST, når den er bedst.

En lille tilføjelse, inden jeg forføjer mig: litteratur skal være rigtig god, for at jeg gider bruge tid på den. Men jeg kan ikke, og jeg tror ikke, der er nogen, der kan, formulere de præcise kriterier for, hvornår der er tale om god eller dårlig litteratur. Men det høres. Det er som musik. Det kræver gehør.

Jeg kan fint fornemme, om noget er dårlig eller god litteratur, og indholdet kan være nok så supervigtigt, hvis sproget ikke synger med, så er jeg i al fald ikke i stand til at følge med ret længe. Så står jeg af.

Nu tænker jeg spontant på Fifty shades of Grey, som jeg købte i sin tid af nysgerrighed, for den blev markedsført som en fantastisk flot fremstilling af ”husmodersex” og det kunne da nok være tændbart for en gammel en af slagsen, tænkte jeg. Men uha, sproget var kedeligt og triviallitterært som fra en dårlig ugebladsnovelle de første 60 sider (jeg giver altid en bog 60 sider).

Uden saft og kraft i sproget er en såkaldt erotisk bog den rene tortur. Jeg kommer lige til at tænke på Anaïs Ninn. En god sammenligning, for hendes sprog er levende og smukt, og med sproget tilspidset indholdet er hendes erotiske litteratur en fornøjelse at læse.

Og nu, hvor vi er ved det: jeg hørte forleden P. 1’s litterære program ”Skønlitteratur på p1” med Nanna Mogensen. Og det handlede om krimilitteraturen og var et langt helhjertet forsvar for den genres ret til at blive placeret i samme bås som den ”rigtige” skønlitteratur. Jeg har altid været ligeglad med såkaldte plots, så det er ikke en litteratur, jeg er velbevandret i. Men jeg lyttede interesseret, men de lange passager, der blev læst op som bevis på, hvor fin en litteratur, der her var tale om, var så dårligt og ubehjælpsomt skrevet, at de til fulde støttede den ”fordom”, at krimilitteraturen ikke har skyggen af litterær værdi. De oplæste eksempler havde i al fald ikke.

Men det vender jeg tilbage til.

NATUREN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvad er natur?

Min første tanke er, at natur er alt det, vi mennesker ikke har haft fingre i. Alt det vi ikke har lavet om fra natur til kultur.

Tilbage til naturen! Sådan et slogan lancerede filosoffen Rousseau for snart 300 år siden, og det mente han selvfølgelig en masse med, men ikke lige det, vi forstår ved det i dag. Han havde en luftig og romantisk opfattelse af fænomenet natur. Noget åndeligt og overjordisk, som vi havde tabt og skulle ”generobre”. Faktisk endte hans ideer i blodige ugerninger: den franske revolution.  

Men lad Rousseau hvile – hans ideer førte meget med sig og alt var ikke lige godt, men det er en anden historie. Lad os kort kaste et blik på, hvordan vi i dag forstår ”natur”.

Den er vel på sin vis kommet os nærmere, samtidig med at vi er blevet fremmede for den. Lidt selvmodsigende, men dog ikke helt forkert, tror jeg. For samtidig med, at vores menneskeaktivitet truer med at udrydde store dele af naturen, er det vist nok gået op for os, for flere af os i al fald, at vi er en del af den. Den er ikke noget uden for os. Den er noget inden i os. Og vi skal ikke genfinde den, for vi er allerede midt i den. Altid og alle vegne.

For nogen tid siden læste jeg filosoffen Jostein Gaarders nye bog: ”det er os der er her nu” – en lille beretning om livet, stilet til hans børnebørn. Og derfor yderst letforståelig for os alle sammen. Her skriver han om en oplevelse, han havde som dreng. Han var faldet i søvn midt på en lynghede, og da han vågnede, havde han en slags åbenbaring. Jeg citerer fra bogen (side 23):

”Det var der, at jeg pludselig mærkede det i krop og sjæl, at jeg var natur – præcis som disse mikroskopiske kryb i mose og lyng. Snart fulgte en uddybende tanke: jeg var sammensat af de samme molekyler som alt det andet levende omkring mig. Repertoiret var forskelligt, men noderne var præcis de samme. … ..   Der faldt en næsten ubeskrivelig ro over mig, en uanet fred, som ikke havde noget med udhvilethed at gøre, for jeg havde sovet dårligt. Men i løbet af et kort sekund eller to slap jeg ligesom taget i mig selv og overgav mig til noget andet, noget større og varmere.  … jeg var ikke bare i naturen. Jeg var naturen.”

For et par dage siden hørte jeg Svend Brinkmanns båltale, og han tager udgangspunkt i noget af det samme, som drengen drømte: at vi er en del af naturen. Han pointerede f.eks., at vi mennesker deler 60 % af vore gener med bananer og 60 % med træerne osv. ja, og med aberne deler vi 99 %. Kun en sølle % skiller os fra aberne.

Engen lige nu. Dejligt at vide sig i familie med dens vækster.

Og i de to forfatteres syn på os i forhold til naturen omkring os, ser vi efter min mening en ret ny måde at forstå os i forhold til naturen. Selv om vi kunne føle os i samklang med den, så var den udenfor – vi måtte “ud i den”, som Gitte siger i en af Højholts Gittemonologer. Kløften har altid været der, og vi skulle tage springet, når vi ville derud.

I de ældste skrifter (skabelsesberetningen) sætter Gud os til at herske over alle væsner på jorden. Og i de fleste senere tider har naturen været betragtet som en fjendtlig magt, som man skulle knægte, tøjle og værne sig imod. Fjenden var overalt, når man forlod de muromkransede bosteder og borge og begav sig ud i det usikre og farlige, der var der ude i vildskaben: naturen. Når man tog den ind, var det for at beherske den og omforme den, nemlig i haverne – så blev den klippet sønder og sammen i skulpturel ukendelighed og forsynet med snorlige gange og geometriske figurer overalt i det knægtede landskab, som vi kalder haven.

Denne tilbøjelighed til at ave den natur, man ”haver inde” , har vel ikke helt sluppet os. Havefolket har stadig sirlighed og rene linjer som ideal.

Synet på naturen er dog på vej til at ændre sig, også for havefolket: “vild med vilje” f.eks. Men også i bredere forstand. Således undervises børn i dag i biodiversitet, og jeg er sikker på, at også mennesker anvises deres rette plads i diversiteten af arter, så de små hoveder får en anden opfattelse af forholdet mellem menneske og natur.  

Men jeg ved det ikke.

Selv synes jeg, at der er en fantastisk tanke, at vi indgår i en sammenhæng, der er så uendelig stor og ubegribelig, at man må svimle, men også, at der er en tryghed i at vide, at det er sådan, det er bestemt af Skaberen. For det tror jeg, det er. Men her mangler jeg en rationel forklaring. Det handler om tro. Og det er en anden historie.

Bål i Tranestederne

DE SÅRBARE UNGE

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De sårbare unge

Jeg er gammel, men engang var jeg ung. Og som alle på min alder søger jeg nu og da tilbage og forsøger at holde fortiden ud i strakt arm og betragte den så nøgternt som muligt: bort med pastelfarver og al lusken udenom, frem med hele paletten, ja, lad os se alle farverne stråle i bagklogskabens klare lys!

Min ungdom:

En kontrasternes tid: En tid fuld af travlhed, og en tid, hvor man gav sig god tid. En tid, hvor mange aktiviteter kaldte, og en tid, hvor man hengav sig til fordybelse og fornøjelse. Og ind i mellem følte man, at det var (for) hårdt at være i livet, men for det meste følte man, at det var herligt at være i livet.

Mit liv, da jeg var 20 – 21: vikar i folkeskolen – elev på en skole i Paris – studerende på Handelshøjskolen i Aalborg. En fjern kæreste i Paris. Kæresten fyret. Franskstuderende i Aarhus. Ensomhed og tænksomhed.

Mit liv, da jeg var 21- 22: fransk- og russiskstuderende i Aarhus. Flittig. Ensom.

Mit liv, da jeg var 23 – 24: studerende i Aarhus. Forelsket. Forlovet. Forgiftet.

Mit liv, da jeg var 24 – 25: lærer på Handelsgymnasiet i Randers, lærer på Randers Amtsgymnasium, studerende ved Aarhus Universitet. Nybagt mor. Husmor. Træt – træt – træt – ind i mellem usigelig lykkelig.

Det var min ungdom. Da den blomstrede frodigst.

I dag har alt for mange unge det alt for svært og er svært ulykkelige. Det vrimler med psykiske diagnoser, der med gavmild hånd stryges ud over de unge og rammer bredt. Hvorfor er de unge så syge? Hvem har gjort dem fortræd?

Er det, fordi de har brugt det meste af deres barndom bag (foran) en skærm? Er det, fordi forældrene har haft for travlt til at se dem? Eller er det noget helt tredje?  

Og det er jo ikke fordi, de skal stå i køkkenet og føde børn(!) som vi skulle samtidig med, at vi også skulle være presente til alle forelæsninger og slæbe hyren hjem til husleje etc. etc.

Jeg ved ikke, hvad det er, der slår dem ud.

Kan jo læse om det i pressen, og her forklares de unges sårbarhed på mange måder: de skal præstere hele tiden, det skulle vi nu også, men vi skulle ikke præstere på alle parametre, og vi skulle ikke stræbe efter de højeste karakterer, de skal opbygge deres eget værdisystem, det skulle vi ikke, vi fik værdierne i arv, og arven var rig, og der var nok at tage af og tage afstand fra, nu står de unge på bar bund, hvad åndelige værdier angår, de tilbydes kun de materielle: erhvervlivets lyksaligheder.

Skal de endelig udfolde sig på det for dem fremmede felt: det åndelige, ja, så kan de gå til en kunstig intelligens og fodre en chatbot med nogle relevante ord, og frem kommer det alt sammen væltende. De er kort sagt fremmede for alt det, der gav vores liv mening – det spirituelle kan hentes på Nettet. Kultur er noget Chatbotten tager sig af.

I mit forrige indlæg skrev jeg om forbilleder. Sådanne havde vi. Det har de unge måske også, men så er det vel typer som Elon Musk vil jeg tro.

Måske er de unge blevet fremmede for sig selv, fordi algoritmerne har taget over, og de ikke føler, at de ER noget i sig selv, men kun de massive aftryk, de sætter i den virtuelle verden.

FORBILLEDER

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Forbilleder – mine.

Det er længe siden, jeg har skrevet på min blog, og har man en blog, så skal man vedligeholde den, siger man. Men man siger jo så meget. Og min blog er mere min end den er blog. Så derfor. Men nu kommer der alligevel et lille pip. For jeg fik lyst til at kvidre glad forleden, da jeg sad og smålæste et af Montaignes essays – det er ham, der mere eller mindre opfandt genren essay, siger man, men igen: man siger så meget, og jeg synes jo nok, at mange af de klassiske, romerske forfattere : Plinius den yngre og ældre, Tacitus, Cicero, Thykodid og mange flere også kastede sig ud i skriverier, der ejer den knappe og præcise prosaform som kendetegner essayet. Men måske fik så Montaigne æren af at have opfundet genren, fordi han pointerer, at hans skriverier er FORSØG – sandheden og kun sandheden har værdi, siger Montaigne, men man kan kun forsøge sig på den vej. At finde den fulde sandhed er ikke mulig.

Det er for øvrigt også Montaigne, der har sagt følgende sætning, som jeg holder meget af og ofte minder mig selv om: FASTE OVERBEVISNINGER ER DET SIKRESTE BEVIS PÅ DUMHED.

Nå, men Montaigne finpudser i al fald genren – og kalder den forsøg – ligesom han altid finpudser sine sætninger og er så skarp og præcis i sine formuleringer, at man undertiden synes, at teksten godt kunne være skrevet i dag og ikke for mere end 400 år siden. Ja, men sådan er det med de helt store: ingenting kan få dem til at krympe, ikke engang tiden, der ellers slider voldsomt på alting og ofte kun efterlader sig ar af det, der var engang.

Jeg kan godt lide tanken om forbilleder, og jeg har ranet mig et par stykker fra historien, også fra den yngre, Mandela f.eks. og Martin Luther King og Gandhi selvfølgelig. Men af de helt gamle skiller to sig ud: den ene er Erasmus af Rotterdam, samtidig med Luther, med på mange områder hans modsætning, og Montaigne. De to sidste levede begge i det samme århundrede, 1500tallet,  og begge midt i borger- og religionskrige – de var så at sige omgivet af vold i hele deres liv og ganske tæt på, hvor de boede.

Erasmus havde meget på hjertet og var engageret i sin tid, og han skrev sig flittigt ind i tiden, bogtrykkerkunsten var en ret ny opfindelse, og han forstod at udnytte den nye teknologi til fulde, så hans skrifter mangfoldiggjordes og fløj ud i hele Europa på kort tid, og også Montaigne fik spredt sine budskaber takket være den nye epokegørende teknik.

Montaigne er kendt for at sidde i sit elfenbenstårn fjernt fra verden og betragte den lidt fra oven – men sådan var det langt fra i virkeligheden – det er snarere et image, han koketterer med, for selv om det er sandt nok, at han inderligt gerne isolerede sig for at skrive, hvilken forfatter kender ikke den trang, så var han hele sit liv 100 % engageret i sin samtid. Han tog del i det politiske liv, var en overgang borgmester – og han var i en lang periode forhandler mellem kæmpende grupper af katolikker og protestanter, og takket være sit geni som mægler og takket være sit had og afsky for vold, blev det muligt for ham at afværge en del voldelige sammenstød. Han var som Gandhi som Luther King som Mandela som Erasmus en stor tilhænger af fredelige løsninger frem for krigeriske tiltag. Modsat tidens tendenser forfægtede han den tanke, at målet aldrig retfærdiggør midlerne.

Det kunne vi lære noget af i dag. Men mine forbilleder har ingen gang på jorden i dag. De blegner i den almindelig opfattelse, som er, at man snarere skal bekæmpe og sejre end at mægle og neddæmpe og skabe grundlag for fred og kærlighed mellem mennesker. Vi optrapper volden. Det er noget, alle åbenbart er blevet enige om. Vi skal have den satans fjende dræbt, og så må det koste så mange mennesker livet, som det vil. Bare vi vinder. Man ryster ikke på stemmen, når man i TV-Avisen meddeler, at nu (hurra næsten) skænker vi endnu flere dræbermaskiner til en krig, der koster menneskeliv hver eneste dag.

Jamen, hør nu her: jeg ved godt, at Rusland er skurken, ligesom Tyskland var skurken i min barndom.

Russerne er slet ikke mennesker mere: de er orker.

Så det er OK at dræbe dem. Det har jeg hørt.

Det kan jeg bare ikke lære at indse. Det tror jeg ikke på.

I mine øjne er hver eneste russer ligeså meget værd som hver eneste ukrainer.

Og Putin og Zelenski er lige store skurke – ligesom alle andre magtmennesker. For det drejer sig jo ikke om demokratiske idealer, men om magt.

Idealerne får vi serveret, for at vi bedre skal kunne sluge volden. Ellers kunne selv de barskeste af os vel ikke få den ned. Vi må bruge alle midler, for målet er godt og helliger dem. Nej nej nej!

Nu har vi nogle helte, der slås for demokratiet og nogle skurke, der slås for … hvad? Hvad? Hvad slås de for???


Et par anbefalinger fra min boghylde, hvis man skulle få den tanke at kaste sig over mine forbilleder i nogle letlæselige og fængslende bøger:

Desuden fra hylden: Stefan Zweig: Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie

Antoine Compagnon: En sommer med Montaigne

Det essay, jeg læste forleden er fra samlingen af Gougenheim: Trois essais de Montaigne ( den er så kun letlæselig, hvis man læser fransk. Men det er et henrivende fransk.

Regn

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I dag regner det. Og naturen ånder lettet op. Og jeg er præcis så meget natur, at jeg ånder med. Jeg elsker regn. Silende, styrtende, drivende, rislende regn og stille regn og endda skybrud, når det skal være.

Jeg skriver her nogle smukke regnvejrsdigte af Knud Sørensen. Han siger det så enkelt.

Regn 1


Regnen falder på grønne græsplæner
Og sortbrogede kvæg.
Regnen får landskabet til at se ud
Som et billede i en avis.
Man kører forbi det.
Man sætter varme på
For at klare ruden.
Regn smager ikke af noget særligt.
Men regn bliv til mere grønt græs
Mere kvæg, mere mælk, mere smør, mere ost.
Alting afhænger af regn. Huse, mennesker
Menneskelig lykke og frugtbarhed.
Alt stammer fra disse ucharmerende dråber.
Man affinder sig med dem.
Man kører igennem dem. Pludselig
Fuld af forståelse.


Regn 2


At stå ved vinduet
En søndag aften
Og kaffen er drukket
Og det bliver mørkere
Og det er endelig begyndt at regne
Og træerne er sprunget ud
Og jordbærrene blomstrer
Og pludselig husker man
Hvordan det er at gå i regnen
En forårsaften
Og blive våde sammen
Og endnu ikke ha noget sted at gå hen

50erne – havnen – en legeplads

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Havnen er vores legeplads. Og samtidig er havnen det forbudte sted. Det eneste, tror jeg, hvor vi ikke må færdes. Men det er alligevel der, vi mødes med de andre, det er der, vi leger, da vi bliver lidt større end småunger.    

I må ikke lege på havnen. Nej, nej. Men det gør vi. For barndommens drømme folder sig friest ud mellem molerne, der rækker armene ud mod det vilde hav. Og vi springer om på broerne, på molerne, på hyttefadene og i bådene. Og far og mor skulle bare vide.

Navnlig molerne tiltrækker os, for her under kæmpestenene kan man forsvinde helt. Man kan kravle ned mellem de største, og dernede, hvor havet slår ind mod benene, mens fødderne hviler på de flade bundsten, der befinder sig et godt stykke under havets overflade, føles livet farligt og fint.

Og vi sejler. Vi har vores egen fladbundede jolle. Det er vores fars, selvfølgelig, men vi sejler i den. Og uden sejl. Fra vi er ret små, forstår vi den kunst at håndtere et par årer, der er så store, at de får vores arme til at ligne tynde pinde, og som vi tumler med, lige indtil vi kan klare opgaven og ro uden at dejse bagover. Somme tider mister vi en åre – og så består kunsten i at vrikke sig hen til det tabte klenodie med den anden åre og få den hevet indenbords. Også den kunst lærer vi.  

Vi sejler i havnen og uden for havnen. Vi sejler ud på havet. Det er vores havn, det er vores hav, det er vores båd. Vi behersker verden.

Jeg ved ikke, hvor stor havnen er. Hen under aften ligger der båd ved båd langs alle broer. Der er trængsel, for pladsen er knap. Om morgenen virker havnebassinet gabende tomt, det har bådene ud på havet og er en glinsende flade, når vi børn kommer vrimlende for at tage det i besiddelse.

Vi kan høre bådene i den tidlige morgenstund, længe før vi selv vågner, lydene fra de mange både sniger sig ind i vore drømme. Dunk dunk dunk lyder det, og lydene snor sig ud og ind mellem søvnens mange billeder og fylder de sovende børn med en kappe af tryghed og ro. Dunk dunk dunk.  

I løbet af dagen vender bådene tilbage og læsser fangst af i de store hyttefade.

Hvor mange både der er, når alle er i havn, har jeg ikke tal på. Jeg er ikke ret sikker i det med tal, men jeg kan godt lide tanken om, at der er over 100. Ja, det er der mindst, og flåden vokser, mens jeg vokser, og det er far, der sætter gang i vokseværket, ligesom det er mor, der styrer vores vækst. Kalk og levertran. De store børn har endda vokseværk og jamrer, for det gør ondt at blive stor.  

Og havnen har sandelig vokseværk i de år. Og når den truer med at gå i stå, for det koster mange penge at bygge nye moler, så rejser far til København, og her aflægger han visit i Snaptinget, som er mægtigere end Sognerådet og desuden styrtende fuld af penge, som man kan få del i, hvis man arbejder på sagen. Far arbejder på sagen. Og han sidder i timevis i Snapstinget og taler med fiskeriministeren, og sammen finder de en løsning, så havnen kan udvides, selv om fiskerne ikke har penge nok. 

Så bliver der ekstra travlhed. Fremmede både stævner ind og lægger til kaj med de andre. De er lange og sorte har store kraner og ligner ikke noget, vi kender. Det er ganske vist fiskerbåde lige som vores egne, men de fisker døde sten, som de finder på havbunden og som de stabler op i en stadig voksende rundkreds, der lidt efter lidt danner et nyt og større bassin udenfor det gamle.

Sådan vokser havnen. Sådan vokser vores legeplads.

På bådene bor hele familier, og det vrimler med børn i alle aldre, og deres mødre hænger tøj til tørre på dækket, og vi forsøger at lokke børnene med i vore lege. Vi vil gerne høre om deres frie liv på havet og i havnene. Jeg føler et stik af misundelse. Drømmer om at slutte mig til dem og leve på det store brusende hav og ikke i et tavst hus af mursten, der står bumstille.

Undertiden kommer børnene i skole hos os, så er der stenfiskerbørn i skolegården, børn med vildt hår og vilde øjne og ru stemmer og som er farligt gode til at slås. Det har de også brug for. Jeg bliver næsten venner med en dreng, der hedder Briand. Sådan et navn har jeg aldrig hørt før. Det er der ingen Strandbybørn, der hedder.

MAJ

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Kan du høre
Det lyse kor
Hen over majnattens
skumringsjord?


Nattergalen
I grønne grene
Varmt og vidunderligt
Lykkeligt ene


Ingenting
Kan forhindre at
Små struber skælver
En forårsnat.

Nu synger nattergalen i engene – nu er alt lysegrønt og bliver ikke smukkere. Gå ud i dagen. Gå ud i natten. Gå ud. Se. Hør. Mærk. Det gør dig stærk.

Og ingen siger det smukkere end Morten Nielsen i ovenstående digt.

Ovenstående billede er et udsnit af Mols Bjerge