Intermezzo – hvad vil jeg egentlig med min blog?

Formålet med min blog er dels at bruge den som notesbog – Jeg samler stof til næste bog, og dette stof vil så vandre ind på bloggen i en lind strøm og samle sig smukt og ordentligt i den rette kategorie ( Hjemstavnsroman). Her kan både I og jeg få glæde af det. Håber jeg.
Bliver det da en roman?
Både … Og.
Hvad betyder det?
At jeg i udgangspunktet vil samle ALT, hvad jeg kan finde om området: Skagen Landsogn. I bogen vil stoffet optræde som i en hvilken som helst anden fagbog om et område: her som en historisk/geografisk fremstilling af en egn. Dernæst har jeg tænkt at følge arbejdet op med en fiktionsfortælling – ja, måske en roman, måske en række små fortællinger om nogle af de mennesker, der har beboet området fra sidst i 1700tallet til først i 1900tallet.
Det bliver altså en hybrid?
Det kan man kalde det. Ja.
Er det muligt?
Det vil vise sig.
———————–
Det var det ene formål. Og hvad er det andet?
De andre. For der er flere. Som du ser, så laver jeg lige nu en lille Englenes Historiebog. Det er, fordi jeg også har skrevet bøger om engle. Og måske gør det igen.
Ind imellem vil jeg vende tilbage med nyt stof til gamle emner: engle, salmedigtere, demens, børn og unge – alt det, jeg har skrevet om. På den måde vil man kunne orientere sig i de enkelte bøgers baggrundsstof efter behag og behov.
En fortegnelse over mine bøger står på hjemmesiden: www.hesselholt.com
Det var lidt om formålet med min blog.
Men som trofaste læsere ved, så bliver jeg meget glad for enhver kommentar. Det kan også være en information, som er gået min næse forbi. Kom endelig med den! Rigtig flittige kommentatorer må bestemt være selvskrevne til et frieksemplar af den vordende bog.
Men der skal også være tid og plads til lidt pjank. Det kan jeg ikke lade være med. En Julespøg er sådan en vrøvlehistorie. Håber ikke, at den har (vil) forarge(t) alt for meget. Mine børn blev vist lidt kuldslåede, da de læste den: “har vores mor skrevet det!!!???”
Når det i den kommende tid vil handle om engle, så er der flere årsager til det. Et par af mine læsere af “En Julespøg” efterlyste en mere seriøs tilgang til emnet: jeg var blevet lidt for pjattet! – Dels har englene i al deres ustyrlighed spøgt både i min litteratur og i min bevidsthed i så lang tid, at det måske var passende, at jeg greb ind og greb fat og fik styr på de fyre! – nå, nu er du der igen!!! pas nu på.
Men jeg lover: alt om engle vil flyve ærbart ind på siden, hvis jeg da kan styre indflyvningen. Det kan jeg måske ikke altid. Det får I nok at se.
På mandag skal vi snakke om ÆRKEENGLE – og snak endelig med! Det skulle glæde mig og det ville pynte på siden.
 

Pietismen som kvindebevægelse 1

Lidt om pietismens feminine ansigt:
I bogen “Lucie” handler et kapitel om den unge piges verbale oprør mod (opgør med ) tidens mandsdominerede samfunds fastlåste kønsroller, og da bogen udkom, var en af kritikerne straks ude med den kradse pen og påstod, at forfatterindens røde strømper havde farvet hele kapitlet.
Nej, slet ikke. Men anmeldere er jo langt hen ret uvidende, og fyren her havde ikke læst Lucies dagbog, for havde han gjort det, så ville han have vidst, at romanpigens ord var en genklang af Lucies egne ord. Der skulle så lidt digtning til fra min side. Lucie havde skrevet det hele i sin dagbog, der udkom under titlen: “Til min Bernhard”.
Kvindebevægelsen er jo ikke af ny dato. Og når jeg siger, at pietismen var en sådan bevægelse, så er det ikke grebet ud af den blå luft. Men måske nok inspireret af andre og meget klogere hoveder end mit. Skønt selv uden dem, ville man kunne se det af litteraturhistorien: tænk på de stærke kvinder omkring Enevold Ewald, digteren Johannes Ewalds far og en af de første og mest lidenskabelige pietister i Danmark. Og i herrnhutismen, en pietistisk bevægelse, er der ligestilling mellem  mænd og kvinder i de små religiøse samfund, som den etablerer sig i.
Men lige nu handler det jo om Brorson her på min blog. En tid endnu i al fald. Og med gentagne tilbagefald naturligvis, da den gerne skulle kunne læses som en slags baggrund for og diskussion af mit forfatterskab. Og skønt bogen “Brorsons Billeder” forlængst er skrevet og kastet for ulvene, så bliver jeg jo ved at kredse om digteren, så længe jeg lever.
Jeg kommer imidlertid til at springe langt væk fra Brorson om få dage og blive der i nogen tid, da jeg skal i gang med et nyt projekt omkring Skagen og de historier, der knytter sig til byen, og derfor vil være at finde på Jyllands Top i en længere periode fra nu af. Her vil jeg strejfe om ved hav og i klit  som et forsultet genfærd, på jagt efter de fortællinger, som sandet og havet gemmer. Og jeg skal nok finde dem.
Derfor må Brorson og kvinderne hvile en stund. Men jeg vender tilbage til emnet, for det er langt fra udtømt, og jeg vil også gerne have kloge kommentarer fra mine læsere. Det ville varme på hele siden!
Her vil jeg i første omgang nøjes med at pege på en artiken af Erik A. Nielsen om emnet. Den morede mig dengang, den udkom og gør det stadig. Den er fra Hymnologiske Meddelelser 1980 nr. 3, side 188 – 207, og titlen er: Pietismen og Kønsrollerne, eksemplificeret ved “mit hierte alitd vanker”.
Denne henvisning er til de mange af mine læsere, der ikke kan vente, men nu brænder efter at sætte tænderne i dette kødfulde og dog samtidig så åndfulde emne. Ja, det var et slemt sammenstød af inkongruente størrelser ( som det vist nok hedder i matematikken), jeg der fik nedfældet!
Men rolig! det er ikke det eneste tilsyneladende paradoks, man vil møde, når man dykker dybt i pietismens herlige hulrum.
Nielsen bruger som sagt salmen: Mit Hjerte altid vanker. Og som optakt dette indledningsvers af salmen, fra den danske salmebog.
Mit hjerte altid vanker,
I Jesu føderum
Did samles mine tanker
I deres hovedsum;
Der er min længsel hjemme,
Der har min tro sin skat,
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du søde julenat!
Her kan man så smukt høre melodien:
http://www.youtube.com/watch?v=KIN8pPkKp7I&feature=player_detailpage
Herunder indledningen af E.A. Nielsens artikel: “Pietismen og kønsrollerne” – eksemplificeret ved Brorsons: MIT HJERTE ALTID VANKER.
“Når litteraturhistorikere og hymnologer skriver om Brorson, hører det til de faste ritualer, at de forholder sig mandigt afvisende over for den såkaldte brude-mystik, der findes i adskillige af hans salmer. Argumentationen lyder på, at det er naturstridigt for personer af utvivlsomt mandkøn at skulle påtage sig at sige de kærlige ord til den søde Frelser. Derfor får den side af Brorsons digtning som regel en stedfaderlig behandling, idet man slipper ud af kniben ved et argument, der lyder omtrent således: en del af den pietistiske billedverden er uacceptabel for nutiden og må nærmest henregnes under de stiltræk, tiden er løbet fra. – Dermed har man blokeret muligheden for at sætte sig nærmere ind i det inderste og mest grundlæggende i den brorsonske salme.
Argumentationen, der fører til brudemystikkens afvisning er bemærkelsesværdig. For den er udpræget en mandlig argumentation. Kønsfordelingen i dette pietistiske rollespil mellem Jesus og sjælen skulle jo ikke byde religiøst oplevende kvinder på særlige vanskeligheder. Det er lidt komisk, men yderst konsekvent, at når de mandlige litteraturforskere for en enkelt gangs skyld pålægges at leve sig ind i en elskende kvinde, bliver de bestyrtede på deres virilitets vegne, mens kvinder modsat i århundreder har affundet sig med at måtte opleve litteraturens verden ved hjælp af overvejende mandlige hovedpersoners erotiske og heroiske meriter.
Først på et ret sent tidspunkt er en kvindelig kritik af dette forhold slået igennem for alvor. Men kvinders kønslige identitet har jo også (måske især af mændene) været holdt på en sikker plads igennem århundreder, så at det har været mændene, der besværgende måtte fastslå deres virilitet ved alle lejligheder, hvor den kunne bringes i tvivl.
Hvis man imidlertid fastholder, at brudemystikken ikke er noget overfladisk stiltræk ved Brorsons salmer, og at det ikke skyldes en lidt klodset rollefordeling, at menigheden er anbragt i den kvindelige rolle, så kan man uddybe sin forundring over den formelagtige afvisning af den mandlige indlevelses muligheder. Det kunne være en overvejelse værd, i hvor høj grad kvinderne var de toneangivende og fremaddrivende i det pietistiske formhedsliv. De var måske ligefrem en art religiøse læremesterinder for deres mænd. I så fald kunne der ligge en tilsigtet religiøs effekt, en art pietistisk pædagogik i, at menighedens mandlige medlemmer får tildelt kvindelige erfaringsformer i salmernes rollefordeling.
Kvindernes store andel i det pitistiske fromhedsliv kræver en religionssociologisk undersøgelse, som jeg her vil afstå fra at gå i lag med; men i forbindelse med synspunktet, at brudemystikken kunne rumme en kunstnereisk og forkyndelsesmæssigt tilsigtet effekt, er der følgende at bemærke:
Der tales mig bekendt i den danske folkekirke meget om evangeliets forargelse og prædikes udholdende om, at forkyndelsen overstiger alt, hvad vores menneskeforstand kan rumme. Alligevel skal der ikke i et bibelsk udtryk eller en salmeformulering være ret megen udfordring til den daglige fornuft, før en snu kommentator øjner en fejl ved teksten eller en mangel på konsekvens. Dette hænger for mig at se sammen med, at man ikke i tilstrækkelig grad har overvejet sammenhængen mellem den kristne forkyndelses væsen og den særlige art af pædagogisk og kunstnerisk billedskabelse, der hører til inden for den kristne tradition. Når kristendommen undsiger sit øverste paradoks:at den korsfæstede og nedbrudte mand på korset  er  verdens hersker og konge, så godtager man dette som kerygmaets uudgrundelige gåde. Men når det derefter skal indrømmes, at kristendommen i mangfoldige andre henseender undsiger og billiggør dette uudgrundelige, så genopstår den daglige fornuft i en skikkelse, som om den aldrig først havde vedkendt sig kerygmaet i dets paradoksalitet. Hvis det er rigtigt, at kristendommen har vendt op og ned på verden i forhold til, hvad vi kan forstå med hverdagens sanser og fornuftslutninger, så må deraf følge, at den billedskabende aktivitet, der finder sted i forkyndelsesarbejdets forskellige discipliner, i mangfoldige henseender må gentage den paradoksale forvending.” 
 
Dette er indledningen af artiklen, som senere omhyggeligt redegør for det synspunkt, at salmen er en tekst om kvindeuniverset. Men lån den på biblioteket eller henvend dig til mig, så sender jeg den:
min mail: marianne@hesselholt.com

Fra Kingo til Brorson – springet

Et helt naturligt spring. Ganske vist skriver de to digtere i hvert sit århundrede, og begge er i lige høj grad børn af deres tid.
Kingo skriver i 1600 tallet, der religiøst er præget af ortodoksi og bodskristendom, politisk af enevælde, stilistisk af barok. Men der er huller i ortodoksien, enevælden er faretruende ny, og barokkens knudrede stil og lagpålag betydninger afløses gang på gang af en forbløffende enkelthed og inderlighed.
Brorson skriver i 1700 tallet, religiøst præget af pietisme og omvendelseskristendom, politisk af enevælde og stilistisk af rokokko. Men pietismen har bodskristendommens strenghed i sig, politisk udfordres enevælden gennem hele århundredet, kulminerende med Den franske Revolution, og rokokkoens lethed modsvares ofte af  tungsind og en knugende livsangst, der nok kan ligne det forrige århundredes dødsangt.
Der er mangfoldige andre berøringspunkter mellem de to digtere. Derom senere, her blot et lille morsomt eksempel: Da Brorsons far ligger på sit dødsleje, og han dør fra en uforsørget hustru og tre fremtidstruede sønner, da synger han med opbydelsen af sine sidste kræfter:
“Om mine Børn og Sæd/om jeg vil sørge/om jeg hver time græd/og ville spørge:/hvor skulle de sit Brød og Lykke tage? Gud lever jo endnu!/ Han kommer dem ihu,/ De skal ej klage.” Ordene er andet vers af Kingos “Nu rinder Solen op”.
“Kingos Salmebog” udkom i 1699, og den blev indført i alle landets kirker, altså også i Randerup Kirke, hvor salmedigteren Brorsons far var præst, og den havde sin blomstringstid i den periode.
Et lille sidespring: Brorsons far var ganske vist præst og burde ikke høre til fattigfolket, men det gjorde han, bl.a. fordi han var mentalt syg og ikke altid formåede at røgte sit dobbelte hverv som præst og landmand. Han har altså grund til at være bekymret, da han ligger på sit dødsleje, og her kan kun Kingo trøste ham. Opgørelsen af boet viste for øvrigt, at præstegården var ribbet for værdier, og at den afdøde havde stiftet gæld.