Pietismen som kvindebevægelse 1

Lidt om pietismens feminine ansigt:
I bogen “Lucie” handler et kapitel om den unge piges verbale oprør mod (opgør med ) tidens mandsdominerede samfunds fastlåste kønsroller, og da bogen udkom, var en af kritikerne straks ude med den kradse pen og påstod, at forfatterindens røde strømper havde farvet hele kapitlet.
Nej, slet ikke. Men anmeldere er jo langt hen ret uvidende, og fyren her havde ikke læst Lucies dagbog, for havde han gjort det, så ville han have vidst, at romanpigens ord var en genklang af Lucies egne ord. Der skulle så lidt digtning til fra min side. Lucie havde skrevet det hele i sin dagbog, der udkom under titlen: “Til min Bernhard”.
Kvindebevægelsen er jo ikke af ny dato. Og når jeg siger, at pietismen var en sådan bevægelse, så er det ikke grebet ud af den blå luft. Men måske nok inspireret af andre og meget klogere hoveder end mit. Skønt selv uden dem, ville man kunne se det af litteraturhistorien: tænk på de stærke kvinder omkring Enevold Ewald, digteren Johannes Ewalds far og en af de første og mest lidenskabelige pietister i Danmark. Og i herrnhutismen, en pietistisk bevægelse, er der ligestilling mellem  mænd og kvinder i de små religiøse samfund, som den etablerer sig i.
Men lige nu handler det jo om Brorson her på min blog. En tid endnu i al fald. Og med gentagne tilbagefald naturligvis, da den gerne skulle kunne læses som en slags baggrund for og diskussion af mit forfatterskab. Og skønt bogen “Brorsons Billeder” forlængst er skrevet og kastet for ulvene, så bliver jeg jo ved at kredse om digteren, så længe jeg lever.
Jeg kommer imidlertid til at springe langt væk fra Brorson om få dage og blive der i nogen tid, da jeg skal i gang med et nyt projekt omkring Skagen og de historier, der knytter sig til byen, og derfor vil være at finde på Jyllands Top i en længere periode fra nu af. Her vil jeg strejfe om ved hav og i klit  som et forsultet genfærd, på jagt efter de fortællinger, som sandet og havet gemmer. Og jeg skal nok finde dem.
Derfor må Brorson og kvinderne hvile en stund. Men jeg vender tilbage til emnet, for det er langt fra udtømt, og jeg vil også gerne have kloge kommentarer fra mine læsere. Det ville varme på hele siden!
Her vil jeg i første omgang nøjes med at pege på en artiken af Erik A. Nielsen om emnet. Den morede mig dengang, den udkom og gør det stadig. Den er fra Hymnologiske Meddelelser 1980 nr. 3, side 188 – 207, og titlen er: Pietismen og Kønsrollerne, eksemplificeret ved “mit hierte alitd vanker”.
Denne henvisning er til de mange af mine læsere, der ikke kan vente, men nu brænder efter at sætte tænderne i dette kødfulde og dog samtidig så åndfulde emne. Ja, det var et slemt sammenstød af inkongruente størrelser ( som det vist nok hedder i matematikken), jeg der fik nedfældet!
Men rolig! det er ikke det eneste tilsyneladende paradoks, man vil møde, når man dykker dybt i pietismens herlige hulrum.
Nielsen bruger som sagt salmen: Mit Hjerte altid vanker. Og som optakt dette indledningsvers af salmen, fra den danske salmebog.
Mit hjerte altid vanker,
I Jesu føderum
Did samles mine tanker
I deres hovedsum;
Der er min længsel hjemme,
Der har min tro sin skat,
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du søde julenat!
Her kan man så smukt høre melodien:
http://www.youtube.com/watch?v=KIN8pPkKp7I&feature=player_detailpage
Herunder indledningen af E.A. Nielsens artikel: “Pietismen og kønsrollerne” – eksemplificeret ved Brorsons: MIT HJERTE ALTID VANKER.
“Når litteraturhistorikere og hymnologer skriver om Brorson, hører det til de faste ritualer, at de forholder sig mandigt afvisende over for den såkaldte brude-mystik, der findes i adskillige af hans salmer. Argumentationen lyder på, at det er naturstridigt for personer af utvivlsomt mandkøn at skulle påtage sig at sige de kærlige ord til den søde Frelser. Derfor får den side af Brorsons digtning som regel en stedfaderlig behandling, idet man slipper ud af kniben ved et argument, der lyder omtrent således: en del af den pietistiske billedverden er uacceptabel for nutiden og må nærmest henregnes under de stiltræk, tiden er løbet fra. – Dermed har man blokeret muligheden for at sætte sig nærmere ind i det inderste og mest grundlæggende i den brorsonske salme.
Argumentationen, der fører til brudemystikkens afvisning er bemærkelsesværdig. For den er udpræget en mandlig argumentation. Kønsfordelingen i dette pietistiske rollespil mellem Jesus og sjælen skulle jo ikke byde religiøst oplevende kvinder på særlige vanskeligheder. Det er lidt komisk, men yderst konsekvent, at når de mandlige litteraturforskere for en enkelt gangs skyld pålægges at leve sig ind i en elskende kvinde, bliver de bestyrtede på deres virilitets vegne, mens kvinder modsat i århundreder har affundet sig med at måtte opleve litteraturens verden ved hjælp af overvejende mandlige hovedpersoners erotiske og heroiske meriter.
Først på et ret sent tidspunkt er en kvindelig kritik af dette forhold slået igennem for alvor. Men kvinders kønslige identitet har jo også (måske især af mændene) været holdt på en sikker plads igennem århundreder, så at det har været mændene, der besværgende måtte fastslå deres virilitet ved alle lejligheder, hvor den kunne bringes i tvivl.
Hvis man imidlertid fastholder, at brudemystikken ikke er noget overfladisk stiltræk ved Brorsons salmer, og at det ikke skyldes en lidt klodset rollefordeling, at menigheden er anbragt i den kvindelige rolle, så kan man uddybe sin forundring over den formelagtige afvisning af den mandlige indlevelses muligheder. Det kunne være en overvejelse værd, i hvor høj grad kvinderne var de toneangivende og fremaddrivende i det pietistiske formhedsliv. De var måske ligefrem en art religiøse læremesterinder for deres mænd. I så fald kunne der ligge en tilsigtet religiøs effekt, en art pietistisk pædagogik i, at menighedens mandlige medlemmer får tildelt kvindelige erfaringsformer i salmernes rollefordeling.
Kvindernes store andel i det pitistiske fromhedsliv kræver en religionssociologisk undersøgelse, som jeg her vil afstå fra at gå i lag med; men i forbindelse med synspunktet, at brudemystikken kunne rumme en kunstnereisk og forkyndelsesmæssigt tilsigtet effekt, er der følgende at bemærke:
Der tales mig bekendt i den danske folkekirke meget om evangeliets forargelse og prædikes udholdende om, at forkyndelsen overstiger alt, hvad vores menneskeforstand kan rumme. Alligevel skal der ikke i et bibelsk udtryk eller en salmeformulering være ret megen udfordring til den daglige fornuft, før en snu kommentator øjner en fejl ved teksten eller en mangel på konsekvens. Dette hænger for mig at se sammen med, at man ikke i tilstrækkelig grad har overvejet sammenhængen mellem den kristne forkyndelses væsen og den særlige art af pædagogisk og kunstnerisk billedskabelse, der hører til inden for den kristne tradition. Når kristendommen undsiger sit øverste paradoks:at den korsfæstede og nedbrudte mand på korset  er  verdens hersker og konge, så godtager man dette som kerygmaets uudgrundelige gåde. Men når det derefter skal indrømmes, at kristendommen i mangfoldige andre henseender undsiger og billiggør dette uudgrundelige, så genopstår den daglige fornuft i en skikkelse, som om den aldrig først havde vedkendt sig kerygmaet i dets paradoksalitet. Hvis det er rigtigt, at kristendommen har vendt op og ned på verden i forhold til, hvad vi kan forstå med hverdagens sanser og fornuftslutninger, så må deraf følge, at den billedskabende aktivitet, der finder sted i forkyndelsesarbejdets forskellige discipliner, i mangfoldige henseender må gentage den paradoksale forvending.” 
 
Dette er indledningen af artiklen, som senere omhyggeligt redegør for det synspunkt, at salmen er en tekst om kvindeuniverset. Men lån den på biblioteket eller henvend dig til mig, så sender jeg den:
min mail: marianne@hesselholt.com

Sommeren – Hans Adolph Brorson

Ja, Brorson længtes. Og det var efter en forløsning, som livet ikke kunne give ham. Derfor er vinterbilleder så nærliggende, når man tænker på den gamle salmedigter. I min roman “Brorsons Billeder” møder vi ham da også bogen igennem i en frysende kold vinternat. Denne nat danner rammen om fortællingen: den gamle biskop sidder søvnløs i natten og mindes det forgangne.
Men der er en rig buket af sommerbilleder i hans liv. Hans forelskelser f.eks. de var ikke alle rettede mod Jesus, hans hjerte kunne også banke varmt for en jordisk kvinde af kød og blod. En af de første litterære arbejder fra hans hånd er et digt, han skrev til den nylig afdøde svigerinde Anna Christina, og den unge mands kærlighed til hende skinner klart igennem. Her et lille udpluk:
“Her er en Rose lagt trotz  Edens Rosmariner / Af Christi Roser af de rareste Christiner, / En Rose Himmel-Sød imens vi hende saae,/ hvis Længsels Minde vi til Døden bære maae. / At og den Jord og Sted, hvor Hun sig lod begrave, / er os et Blomster-Bed og yndig Rosen– Have, / Sov sødt, Du yndigste udi i din Rosen– Dal! / I Ævighedens Vaar Du ævig blomstre skal.
Når man læser Brorsons salmer støder man gang på gang på sanselige billeder, der næsten kan få tænderne til at løbe i vand: der er masser af honning og sukker og sylte og sager til glad aktivering af smagsansen, og det er vel klart, at han bruger billeder af det, han selv holder af: den gode mad, den gode vin, den søde og sure smag … ja, jeg tror, kokkene i TV ville nikke genkendende til Brorsons kendersmag udi det kulinariske.
Og sådan er det også med følesansen – erotikken blomstrer i hans digte, og det er ikke tilfældigt, at han tager sine billeder fra Højsangen i Det gamle Testamente. Her er elskovsbilleder i skønneste flor. Og selv om man nok ved, at det drejer sig om åndelig kærlighed, at det handler om sjælens og Jesu sammensmeltning, så er de billeder, der bruges jo slet ikke åndelige, men i høj grad kødelige. “Kødelige lyster” er “dødelige lyster,” det hører vi ofte hos pietisterne – og det er sandt også for Brorson. Men det gælder kun, når lysterne har mistet den guddommelige kraft ved at vende sig bort fra den skabende Gud og kun søge sit eget.
Ja såmænd, det kunne jeg væve rundt i længe, men det vil jeg ikke. Kun slutte det af med at referere fra en samtale, jeg engang havde med den tidligere rektor på præstehøjskolen i Løgumkloster, Niels Thomsen.
Vi talte om disse “kropsbilleder,” som Brorson ekselerer i, og jeg tilstod, at jeg syntes, at de ind i mellem blev vamle. “Men det var de jo ikke i tiden,” sagde rektoren, “dengang var de helt naturlige, og man havde ikke denne afstand til det kropslige. I mellemtiden har der været en dronning Viktoria, som har ændret vort syn på det naturlige.” “Jo,” sagde jeg, “men når Brorson f.eks. bruger en ammesituation som et billede på Guds kærlighed … helt ærligt! Jesus som ammende moder!” “Ja, men det er da et smukt billede, og Brorson havde det jo for øje dagen lang, hans kone sad altid med et barn ved brystet.”
I skal lige have det omtalte Brorsonvers: “Jeg ligger ved Jesu hans bryster saa tæt / og bliver af  kierlighed drukken og mæt / med honning og sukker / for sielen han klukker / og gjør mig mit hierte så lystigt og let.”
Jesus= en ammende moder. Billedet med diende børn er i øvrigt almindeligt forekommende i pietistisk sprogbrug – her er et lille eksempel, taget fra Geistreiches Gesang-Buch, Halle, hvor der på titelkobberet står: “Aus Munde der jungen Kinder und Säuglingen hast du ein Lob zugericht.” Og ovennærvte digt er en omdigtning af et tysk digt.
Pietismen var en kvindebevægelse længe før kvindebevægelsen, men det vil jeg skrive om næste gang. Tænk blot et sekund over det her fænomen: i den pietisktisk retorik er billedet af Jesus som brudgom og det kristne menneske som Jesu brud uhyre almindeligt.
Mon ret mange mænd kan sætte sig i den situation: føle sig som en ung giftefærdig pige med de hedeste længsler rettet mod verdens dejligste mand??? – Mon ikke han har følt sin virilitet en smule sat til side, altså med mindre han er bøsse – og det er der ikke tale om her. Det har derimod sikkert været let for kvinderne.