Kategoriarkiv: forfatteren

SOM JEG HUSKER DET 11

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
 
 
UDENFOR OG INDENFOR I BARNDOMMENS BY
Havnen
De år, jeg boede i den lille fiskerby.
Fisk. Det er klart. Og vi spiste fisk hver dag, sådan husker jeg det i al fald. Søndagen undtaget naturligvis. Alle spiste fisk hver dag. Fisk var billig mad – det var gratis mad, og ens mor fik husholdningspenge, og de skulle holde måneden ud, og det gjorde de ikke, hvis man ikke for det meste spiste fisk.
Indtog jeg mine måltider andre steder end hjemme? Det var vist yderst sjældent, og jeg husker kun et enkelt tilfælde på fremmed mad. Tydeligt står synet af en stegepande med sprukne pølser. Et lille smæld, hver gang en af dem sprak. Det lød skønt – som et løfte om velsmag. Og de var røde. Eller rettere sorte, for de blev brankede i fedtet, og det sydede så hyggeligt fra panden, mens de langsomt forvandledes. Og smagen. Fin og fremmedartet. Brankede, røde pølser, det fik vi godt nok aldrig hjemme.
Det var Jens’ mor, der tilberedte det livssalige måltid, Fru Bjørn Hansen kaldte vi hende, men vi sagde ikke ”De” til hende som vi f.eks. gjorde til Fru Benzen. Hun hed vist nok Inger, og jeg tænker, at hun var præcis så interesseret i madlavning som min egen mor, der heller aldrig fandt ind til de kulinariske hemmeligheder, der skjulte sig i råvarerne. Hun stod dog pligtskyldigt og kæmpede med pander og gryder hver dag, og der kom mad ud af det. Tørrede kogte issinger, det var nu ikke så ringe.
Hun havde ganske vist gået på husholdningsskole og lært at lave sovs og passe børn – borgerskabets døtre gik den vej for at uddanne sig til ægteskabet – og hun holdt ung pige, som hun skulle oplære, og konehjælp til rengøring, og kunne vel sagtens have helliget sig madlavningens kunst, hvis det havde interesseret hende det mindste. Det gjorde det ikke. Det var der ingen kunst i.
Jo, min mor bagte selvfølgelig brød og syltede agurker og den slags, som vist nok alle husmødre gjorde. Men det var ingen passion involveret i det foretagende. Alt det huslige var ren pligtarbejde, det var noget, som skulle overstås.
Desuden var hun sart og måtte ikke overanstrenges. Det blev hun vist heller ikke. Far bar hende på hænder, sådan husker jeg det i al fald – gav hende morgenmad på sengen. Og han stod tidligt op og tog sig af børnene – måske ikke, da vi var helt små, det husker jeg ikke, men efterhånden som vi blev større og der skulle smøres madpakker og sendes børn med toget til realskolen I Frederikshavn. Her begyndte jeg som niårig. Det var for tidligt, men det er en anden historie, som jeg skal vende tilbage til.
Lige nu er vi i Strandby, og vi er små børn.
Mor ville gerne læse, sy og strikke og høre radio. Jeg kan ikke huske, at hun legede med sine børn – vi kunne selv. Og vi havde hele byen og havnen og alle engene og stranden og endda en lille lund til legeplads.
Når jeg tænker på byen, havner jeg altid ved havnen. Legeplads og arbejdsplads. For her kunne man også tjene penge. Man kunne nemlig hjælpe fiskerne med at ro deres fangst, der blev opbevaret i store hyttefade, ud i det ydre havnebassin. Her blev de tøjrede til nogle pæle. Det var min brors faste job, og jeg hjalp ham hellere end gerne. Så stod jeg på den yderste kant af hyttefadene, mens Anders roede dem ud af inderhavnen. Og det var sikkert livsfarligt, for de lå lavt i vandet, og når man stod på dem, sank de yderligere, og havvandet nåede en til anklerne.
Men pyt, man var jo barfodet og ligeglad med en smule vand. Eller rettere: man var glad for det. Det gav et gys af spænding at vide sig så nær det bundløse dyb – at se ned i det sorte, hvor bunden ikke mere kunne anes. Vi gik i søndagsskole og fik læst af Bibelen og vidste en del om himmel og helvede. Her mødtes de to områder og man stod med en fod i hver. Var engel og djævel.
I søndagsskolen sang vi så: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare.” Og nå ja, og den tilhørte vi jo hver og en. I al fald alle os børn i Strandby.

Børneværelset

Marianne med lillesøster Dorte

Børneværelset. Mine søskende. Og legene. Jeg tror aldrig børn har leget, som vi gjorde.
Fantasien. Ikke skabt af kolde hjerner, ikke spundet ind i regler og strategier. Den var en indre rigdom, som vi sikkert var født med, og den frigjorde følelser og åbnede os for oplevelser, og på dens vinger fløj vi ind i et ukendt land, som var uden grænser, og hvor kunne vi forsvinde og blive os selv og alligevel blive nogle helt andre. Dengang var vi være lykkelige. Vi kunne flyve.
Og vi legede, så alt andet forsvandt, og verden åbnede sig og vi gik ud i den. Uledsagede. Ja, her var vi virkelig uledsagede børn. Frie børn. Men selvfølgelig: vi befandt os samtidig i en kokon af tryghed. Og ordene ”uledsagede børn” får det til at gyse i mig. Jeg ser uvilkårligt flygtningebørn for mig og deres form for voksenfravær. Deres udsathed. I den verden er der ingen plads til leg.
Vi var aldrig udsatte, vore forældre var altid tæt på, også selv om vi glemte dem og de heller aldrig fulgte med os ind i legens mysterium. Det kunne de jo ikke. Lykkeligvis. Legen havde vi for os selv. Den var vores frirum.
Jeg husker en dag, hvor vi lå på ryggen, min bror og jeg, vi lå side om side. Og vi havde begge fået øje på et lille hul på det hvidkalkede loft. Først så han det, så pegede han det ud for mig. Et stykke puds var faldet af, og nu kunne man kigge ind i en lille sprække af mørke. Så var det, han begyndte at fortælle, hvad han så. Nu har jeg glemt ordene, men jeg husker tydeligt fryden ved forvandlingen. Hvad der skete. Det døde blev levende, og det piblede frem af mørket og blev til billeder og hele fortællinger.
Tiden stod stille. Når legen fanger sindet, går tiden i stå.
 
 

178 – igen et par billeder fra Hulsig Hede og deromkring

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Hændelser fra Hulsig er ude af min verden på den måde, at jeg jo ikke mere skriver på bogen, men egnen forsvinder hverken fra mit hjerte, min hjerne, mit syn eller mine øvrige sanser, og nu har jeg netop været der i nogle dage og i det koldeste forår nogensinde ( så vidt jeg husker) – og alligevel var der så smukt som altid, så jeg tog et par billeder, som jo hverken gengiver lyde eller lugte eller den vide horisont eller den fantastiske nathimmel, når månen spejler sig i havet.
De kommer alligevel her:


 




 
 

– 30 års jubilæum

Udgivet den af
Svar

Info:  marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com

Dette forår er 30 år siden, jeg underskrev min første forlagskontrakt. Det var i foråret 1985. Jeg har siden skrevet mange kontrakter under og udgivet mange bøger, sådan ca. en om året. Jeg har aldrig skrevet af kommercielle grunde – så ville jeg have valgt helt andre genrer. Jeg har skrevet de bøger, jeg godt selv gad læse, hvis en anden havde skrevet dem.

Men den første tekst var en lille komedie, “Ballade i Brugsen”,  og den solgte jeg ved at underskrive mit livs første kontrakt – for 30 år siden – og da var jeg jo lidt benovet over at nogen gad købe det lille håndarbejde, jeg havde nørklet sammen, og jeg skrev glad under på nedenstående  tilbud. Og med skam at melde havde jeg ikke tænkt mig om. Stykket blev en stor succes. Det blev spillet overalt i landets forsamlingshuse og på de små amatørteatre. Og jeg havde jo givet afkald på forfatterhonoraret, som normalt er 10-15 % af indtægterne.

Og lad det så være dig en lære, kære forfatterspire! Se dig godt for og tænk dig godt om, inden du skriver under på en kontrakt! Jeg ved, at det her stykke spillede langt over 100.000 kr. ind allerede i de første år ( og det har spillet lige siden og spilles stadig). Senere stykker blev slet ikke den samme succes.

Jeg holdt op med at skrive skuespil, da vi nedlagde vores hjemlige scene i forsamlingshuset. Det har mange af os savnet, og måske genopliver vi det.

Det er en fornøjelig beskæftigelse af skrive de små spil for amatørteatre, og jeg begyndte jo at skrive, fordi jeg fandt de stykker, der egnede sig til den lille scene enten for dumme eller for vanskelige. Og jeg havde skrevet hovedopgave på universitetet om slægtskabet mellem Molière og Holberg. Det var let at dramatisere hverdagens små intriger.

Hændelser i Hulsig er min sidste store bog. Måske skriver jeg nogle meget små bøger og udgiver dem i hemmelighed. Det kan vist gå an. Men det store hurlumhej med udgivelser orker jeg ikke mere.

Så derfor vil jeg bruge resten af min tid på denne velsignede jammerdal af en jord med ikke at skrive bøger. I stedet vil jeg gruble over,hvorfor vi er her, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Ja, de tre spørgsmål finder jeg ikke svaret på, for det er der ingen, der har gjort og heller ingen, der nogen sinde vil gøre. Men der er mange, der har forsøgt, og jeg vil så længe jeg kan, traske i deres fodspor. Eller løbe. Eller springe. Eller danse.

Den 30. marts er der reception på Skagen Bibliotek – billetter a 50 kr. skal bestilles i god tid. Den 8 april er der præsentation på Randers Bibliotek af Hændelser  – og her er det gratis. Efter præsentationen er alle interesserede velkomne til vin og lidt mad på Sct. Kjeldsvej 2 i Ålum.

Intermezzo – en litteraturpris så sandelig.

Udgivet den af
Svar


Da jeg kom hjem fra et foredrag i Odense i lørdags fik jeg en fin overraskelse. Jeg havde modtaget Karin Michaelis pris. Vidste jo nok, at jeg var nomineret, men det var der andre flittige skribenter, der var. Så … jeg fik den altså. Her står min søn og svigerdatter: Svend og Katie og modtager mig på Randers Banegård.
Her er fra Randers Amtsavis en artikel  – hvis du vil læse artiklen, så dobbeltklik på den og den bliver dobbelt så stor.


 
 

101 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I morges kom jeg et hanefjed nærmere min roman – hjemstavnsromanen, den bog, jeg har fablet og stablet om i årevis. Nu tegnede der sig et mønster, men kun ganske svagt, og hvordan vejen ind i det bliver, kan jeg ikke vide. Måske lige så sandet og stenet som hidtil – og kedsommelig for jer, der vandrer med – mine trofaste læsere ( igen vover jeg at sætte ordet i flertal).

Helst ville jeg rigtignok løbe lige ud ad den omtalte vej og ende i sidste kapitel med et lykkeligt slutsuk.

Jeg har før oplevet, at en uoverstigelig barriere, som blokerede min forfattervej, pludselig var borte. Sådan var det f.eks. da jeg skulle skildre mødet mellem de to grever, Scheel von Plessen og Lütichau, i det gamle egnsspil fra Fussingø. Jeg var blokeret og kunne ikke se dem for mig og slet ikke høre dem. Så kom de begge og bankede på midt i en drøm. Og jeg både så og hørte dem, og næste dag skrev jeg scenen uden besvær. Og vidste, at den var sand.

Sådan har det også været med Thomas Kingo. Da han var mig fjernest, kom han ganske tæt på, og også det skete i en drøm. Og jeg ikke blot skuede, men gennemskuede ham, den gamle digter – som jeg havde sat på en piedestal, hvorfra han nedstirrede mig og hele verden. I drømmen blev han MENNESKE.

Sådan har jeg ikke oplevet det nu. Med romanen, mener jeg. Desværre. Jeg drømte ikke engang om den. Men da jeg vågnede, så jeg alligevel et mønster. Og et tidsbillede. Og nu ved jeg nogenlunde, hvor jeg skal begynde og muligvis endda, hvor jeg skal ende.

Det varer måske ikke længe, før jeg kan begynde at skrive små skitser. Og jeg vil lægge dem på bloggen, selv om jeg nok vil føle det, som om jeg lagde hovedet på blokken. Mit eget forstås.

Et hoved, som engang for længe siden slet ikke lignede det, jeg løber om med nu om stunder, men så ret lyst og lykkeligt ud – som var livet en appetitvækkende hovedret, lige til at slubre i sig:

Og hør nu! Da jeg tog det her gamle billede ud af rammen, så faldt der et snit af et postkort ud: og afsenderen er den Gordon, jeg skrev om forleden på min blog, og som jeg er så glad for at have (gen)fundet – dels fordi jeg husker ham som min barndoms fjerne helt, og dels fordi han er den sidste direkte efterkommer af den store Krøghske børneflok, som helt sikkert får hovedroller i mit Hulsigdrama. I et brev til mig har han fortalt, hvad han husker fra Hulsig i gamle dage – og noget af det var nyt for mig.

Her under kan I se det lille afsnit af det gamle postkort til hans moster og min bedstemor:

Ja, og så ved i al fald Gorden, hvornår det kort er afsendt, for det er året før sit bryllup med Anne Marie, som jeg også godt husker fra besøg hos bedstemor.

NB: Egentlig er et intermezzo i sig selv et Notabene – men her alligevel sådan et: Der er en tilføjelse til indlæg 100 “med livet som indsats.” Lidt om navne. Måske kunne det interessere dig?

– En havfrue fryder sig

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Flere af mine mailvenner har undret sig over, at et indlæg forsvandt få dage efter, at det var skrevet. Det forsvandt, fordi jeg ikke syntes, det rigtigt hørte hjemme på bloggen. Men på den anden side: bloggen er jo ikke tænkt som et sagligt, supervidenskabeligt og knastørt fænomen, selv om jeg vil hæge lidt om det med saglighed og til en vis grad også om alvoren – eller i al fald tage det, jeg skriver alvorligt.
Nu ryger på opfordring fra flere læsere den lille klumme ind igen –  denne gang dog betragtelig forbedret af den dygtige tegner “NEX” fra Randers Amtsavis – der altid illustrerer mine klummeskriverier så morsomt og undertiden lidt respektløst. Det kan jeg lide. Mon ikke også I kan?

Sensommerglæder
Jo vist savner jeg da Ålum. Min gode lille landsby dernede søndenfjords tæt på de skyggefulde, venlige skove, de bløde bakkedrag og åen, der snor sig så lystigt i de grønne enge. Men lige nu og her kan savnet ligge på en lillefingernegl, for i dag har jeg kappet jordforbindelsen og ligget underdrejet ude i det himmelblå hav akkurat som skibene, man skimter langt derude, hvor himmel og hav mødes. Her har jeg svømmet i tidløsheden med den store blå himmel for oven og det solglitrende vandspejl i øjenhøjde.
Faktisk tror jeg mere og mere, at jeg må have været fisk engang, måske i et tidligere liv, så herlig en fornemmelse som det er at færdes i bølgerne midt blandt de andre vandglade skabninger: fuglene og fiskene. Fuglene kan man komme tæt på, når de ligger og vugger i vandet. De tror helt sikkert, man er en fjern og ufarlig slægtning.
For lidt siden, mens jeg svømmede længere og længere ud i diamanthavet, blev jeg grebet af en sær solidaritetsfølelse med H. C. Andersens lille havfrue. I ved, hende med den store længsel. For sådan er det jo: når livet tegner sig overjordisk dejligt, vækker det en længsel efter en forløsning, som man synes at ane et sted derude, men alligevel er så afskåret fra i al sin korporlige jordiskhed. Ja, men her vægtløs og lykkelig i de blå bølger er det lige før, man tror på eventyret.
Nu er jeg gået på land. Er blevet landkrabbe igen og sidder solidt plantet ved mit arbejdsbord, og jeg er jo ikke nogen fiskehalehavfrue trods alt, men en almindelig kone med ben i næsen og et par gode stolper til solid gang på jorden. Og ham, der lige nu bakser ihærdigt med at sætte et nyt køleskab op i vores lille sommerhuskøkken er heller ikke for alvor nogen prins.
Nej, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke savner Ålum heroppe nordenfjords – ikke engang, når det regner, og hvor har det dog regnet i år! eller når det hagler. Det gjorde det forleden, og jeg både så og mærkede det i allerhøjeste grad, for netop den morgen cyklede jeg til Skagen Lokalarkiv for at arbejde fra morgenstunden, og inden jeg nåede byen, var jorden dækket af dynger af is, og senere hørte vi, at folk fik ødelagt både drivhuse og tage.
Men sådan er det med klimaet på toppen af Danmark. Den ene dag venligt og mildt som i et rigtigt eventyr og den næste dag barskt og råt som selveste naturen, der er formet af de sandstorme, der hærgede og ødelagde menneskenes levevilkår i en ikke så fjern fortid. Det er den fortid, jeg skriver om for tiden, og så er jeg jo på det rigtige sted.
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Jeg vil slutte indlæggene om børn med denne tegning tilegnet B og B ( bedstemor og bedstefar) – det er Ole og mig, og Alexander har måske syntes, at et skelet passede bedst til vores aldersklasse ( skønt vi endnu har masser ( rigeligt) sul på kroppen) . Her er det i al fald i al sin skønne gru.

 
Som jeg har skrevet så tit og nu gentager, så er bloggen bl.a. et vindue til mit arbejdsværelse – eller sagt på en anden måde: det er på bloggen, jeg informerer om mit forfatterskab,( og holder mig selv i ørerne) – det sidste i parantes, for det er jeg ikke sikker på er rigtigt.
Og da det ( forfatterskabet) er en spredt affære, vil bloggen også altid være det – vi vil flyve fra engle til børn ( ikke englebørn) og til demente og gamle og til salmedigtere og kunstnere.
En af mine venner fortalte mig forleden ved et selskab, at nu ville han gå hjem og læse om Skagen på min blog – senere ringede han til mig og brokkede sig. Der stod ikke noget om Skagen, men en masse om børn – hvad var nu det for noget rod?????
Jo, der står også om Skagen, men man må søge lidt. Og der vil komme til at stå mere og mere og navnlig om Skagen Landsogn, der skal danne den ydre ramme om handlingen i næste bog.
Og du kan finde teksterne i kategorien Hjemstavnsroman. En lidt fjollet benævnelse, men den forekom mig OK, da jeg begyndte bloggen, og nu hænger jeg på den, synes jeg. Men altså: vil du læse om Skagen, så kan du bladre i den skuffe, der hedder Hjemstavnsroman.
Hver tekst har et nr. ,og der er også et sted en indholdsfortegnelse, hvor du kan orientere dig om, hvilke tekster, jeg har udgivet om emnet. Denne fortegnelse vil løbende blive fulgt op.
Vi forlader nu børnene for en tid – ikke fordi alt er sagt, men vi skal atter vende pennen mod Skagen. Jeg læser i øjeblikket to tekster: Andreas Peter Gaardboes artikler om Vendsyssel, der netop er genudgivet, førsteudgaven kom i 1895 – og Camillo Bruuns rejsebeskrivelse fra 1865 – han rejser fra Hjørring til Skagen, og det er en tur, der tager to dage med overnatning halvvejs. Rigtig morsom, og jeg vil dele min læseoplevelse med dig næste gang, jeg skriver.

Foredrag i min barndoms kirke – metodistkirken i Strandby

Udgivet den af
Svar

Ja, det er det jo ikke, min altså. Min barndoms kirke er for længst forvandlet til diskotek eller burgerbar eller noget andet, jeg har glemt hvad.  Allerede for adskillige decenier siden byggede man en ny metodistkirke i Strandby, og det var jo den, jeg var inviteret til d. 28 april for at fortælle om Ingemann og hustru. Desværre var jeg for sløv til at tage et billede af den smukke nye kirke – det kommer på næste gang, jeg har været i Strandby. Jeg var inviteret af

Som sagt kirkebygningen er ny, men ånden den samme. Nogle af de smukkeste barndomsminder, jeg har, knytter sig til den kirke og det liv, der udfoldede sig inden for  dens rammer.
Jeg var der for at fortælle om Lucie Ingemann, og på billedet her er jeg i færd med at signere et eks. af Digteren og Malerinden, der handler om det egendommelige kunstnerpars liv.

Herunder et billede af min kære “gamle” kirke:

Et klima- og naturspring

Udgivet den af
Svar

Så mangen en sommer har vi gået her og stønnet i den ålumske varme og så pludselig taget springet til Jyllands nordspids – deroppe, hvor solen nok skinner flere timer end her i Østjylland, men hvor vinden altid har en skarphed i sig, og hvor vinterens mørke, fastholdt i den sorte lyng, møder det skærende forårslys i grelle modsætninger – så meget lys og så meget mørke, – ja, så er det som at skifte til et helt andet land på en anden breddegrad.
Det skift oplevede vi forleden, hvor vi tog hjem efter nogen tid deroppe ved strand og hede.
Her er et par billeder taget d. 3 maj i Ådalen:



Da vi i sin tid slog kludene og meget andet sammen og således dannede par og familie, skulle vi finde et sted at bo, det er klart. Jeg syntes, det var lige meget hvor vi boede, dog satte jeg en betingelse: der skulle være hav og sand og klitter og store vidder. Det var for resten en skrap betingelse og min kære nye ægtemage, svarede at han da også var ligeglad. Dog satte han en betingelse: der skulle være frodigt. Når man stak en pind i jorden skulle den slå rod og blive til et træ.
Så vi kunne jo sådan set ikke leve sammen.
Det har vi alligevel gjort i snart 45 år – og vi valgte altså den frodige egn. Og se blot, hvor den tager sig ud iklædt forårsdragt og solskin.
Prøv at sammenligne med billederne i forrige indlæg1 Der er kun få dage imellem billederne
 
 
 
 

Intermezzo

Udgivet den af
1

Til mine Hulsiglæsere!
Jeg holder ferie for tiden – og skriver altså ikke på bloggen – ferier har jeg aldrig været god til – plejede at sige: “Så fik vi has på den ferie!”
Men jeg er blevet MEGET bedre til at stå sent op, læse aviser i l a a n g tid, gå ture uden at tænke på, hvordan man formidler bølgernes skvulpen verbalt og i en sådan kvalitet, at det bliver litteratur og dog stadig forbliver naturen tro i den forstand, at læseren oplever bølgebruset og ser havet for sig …
Skulle i dag tale med Hans Nielsen, som bestyrer Skagen Lokalsamling – og tror i ham at have fundet en åndsfælle i al fald med hensyn til ovennævnte feriesnak. Han skrev nemlig til mig forleden, at han ikke kunne møde mig i dag, fordi han lige nu “afsoner” ferie.
Har dog ikke undladt at fotografere en del, og i morgen vil jeg forsyne en side her på bloggen med sorte aprilsbilleder. Sorte, fordi naturen stadig knuges i vinterfavnen. Vejret er lusket og koldt og Hulsig Hede brun og barsk – men … som Ibsen skriver i Terje Vigen: “men med vilde blomster iblandt”.  Helt nede i det grå mos titter små røde øjne frem. Snart myldrer det med farver.
April er forventning – maj er opfyldelse.