Intermezzo

Til mine Hulsiglæsere!

Jeg holder ferie for tiden – og skriver altså ikke på bloggen – ferier har jeg aldrig været god til – plejede at sige: “Så fik vi has på den ferie!”

Men jeg er blevet MEGET bedre til at stå sent op, læse aviser i l a a n g tid, gå ture uden at tænke på, hvordan man formidler bølgernes skvulpen verbalt og i en sådan kvalitet, at det bliver litteratur og dog stadig forbliver naturen tro i den forstand, at læseren oplever bølgebruset og ser havet for sig …

Skulle i dag tale med Hans Nielsen, som bestyrer Skagen Lokalsamling – og tror i ham at have fundet en åndsfælle i al fald med hensyn til ovennævnte feriesnak. Han skrev nemlig til mig forleden, at han ikke kunne møde mig i dag, fordi han lige nu “afsoner” ferie.

Har dog ikke undladt at fotografere en del, og i morgen vil jeg forsyne en side her på bloggen med sorte aprilsbilleder. Sorte, fordi naturen stadig knuges i vinterfavnen. Vejret er lusket og koldt og Hulsig Hede brun og barsk – men … som Ibsen skriver i Terje Vigen: “men med vilde blomster iblandt”.  Helt nede i det grå mos titter små røde øjne frem. Snart myldrer det med farver.

April er forventning – maj er opfyldelse.

 

57. Hulsigdamer?

Hjælp mig!

 

I min bedstemors gemmer fandt jeg disse damer, som er umulige ( for mig) at navngive. Kender nogen dem? Hvis du ved, hvem de er, så vær så venlig at skrive det til mig.  Min bedstemor, i hvis gemmer billederne på er Anna Andersen, født Anna Larsen ( Krøgh ), hun blev gift med min bedstefar, uddeler Andersen i Hulsig.

NB: du forstørrer billederne ved at klikke på dem – ny dimension for hvert klik.

Intermezzo

Nu vi er ved engle og djævle – så vil jeg dele et fund fra skuffen med jer – håber ikke, at nogen ( jeg siger ikke hvem ) synes, at jeg går over stregen. Somme tider er det ikke til at lade være.

I 80′erne var Ole meget aktiv i det kommunalpolitiske liv, og måske syntes hans børn, at han var for fraværende ind i mellem, eller måske tværtimod for formynderisk, grænsende til det enevældige, og det var jo just i den tid, hvor det begyndte at blive moderne at lytte til børnene og indføre et forsigtigt familiedemokrati.

Et af mine børn, og jeg siger ikke hvem, har i al fald haft en særlig ejendommelig måde at føre valgkamp på – og det har sikkert været i forbindelse med et kommunalvalg at vedkommende barn, jeg siger stadig ikke hvem af dem, har syntes at denne valgplakat af far var lige i øjet -

13. Engle i hverdagen – skytsengle

Skytsengelen er den mest populære af alle engle. Det er ikke så sært, det er jo den der passer på de små og store menneskebørn. Vi kender den mest fra ret glansbilledagtige fremstillinger.

Sådan en engel vil vi gerne tro vogter over de små børn. Og de store. Kingo skriver i “Nu rinder solen op” : Han har i denne nat / med engleskare / mit hus og hjem omsat / at ingen fare / har mig og mine ramt i nogen måde / men jeg er frelst og fri / fra dødens mørke sti / og sjælevåde.

Som sagt overgår denne engel alle andre engle, og som I måske ved, findes der et utal af engle – nogle angelologer har endda opstillet endeløse og sindrige englehierakier.

Men den mest populære er altså skytsenglen. Det kan man f.eks. konstatere ved at google tre forskellige typer.

Den mindst populære er Ansigtsenglen, skønt den forekommer flere steder i Bibelen, så scorer den kun 7 sites på Google – den næststørste gruppe er Ærkeenglen, som hitter med hele 9.000 sites, men Skytsenglen vinder over dem alle med hele 122.000 hits. Så den bliver man ikke færdig med at læse om sådan lige med det samme.

Man kan google sig til utrolig mange fortællinger om folk, der har oplevet engle gribe beskyttende ind i deres liv og endda reddet dem fra store ulykker. Og nogle af dem har virkelig set lysende væsner og andre overjordiske fænomener træde frem.

Sådanne tildragelser har jeg kun læst fremmede fortælle om. Men der er andre engleberetninger, som jeg har hørt fra venners mund eller rettere pen, for de to oplevelser, jeg kort vil fortælle om, har jeg fået på skrift. Men det er fra personer, jeg kender, og som jeg ved fortæller lige præcis, hvad de har oplevet og sådan som det skete. Og begge tolker oplevelsen som en himmelsk indgriben i deres liv.

Den første fortælling har jeg fra en beboer i min lille landsby Ålum, der ikke er større end at vi kender hinanden. Han hedder Erik Søndergaard og er en herre i 80′erne, og en dag cyklede han tur i Ålum Skov, der har mange stier og veje, hvoraf nogle er mindre befærdede end andre, og den her dag var han cyklet ud i en del af skoven, hvor der sjældent kommer folk. Nu skete der det, at han var uheldig og væltede med cyklen, og der lå han på skovvejen og kunne ikke rejse sig. Han havde også store smerter og troede nok, at han havde brækket benet. Der er ingen mobilnetdækning i skoven, og han kunne ikke råbe nogen op. Kort tid efter kom der en bil kørende ad den lille skovvej. Det var en kvinde fra en nærliggende landsby, som havde et dagligt ærinde i skoven, men som aldrig valgte denne her vej. Nu var det imidlertid sådan, fortalte hun Erik, at “noget” havde sagt hende, at i dag skulle hun vælge den. Det gjorde hun så. Og fandt Erik. Og han er i al fald ikke i tvivl om, at Gud sendte ham en engel.

Lars Busk Sørensen har skrevet en salme, der handler om, at vi er hinandens engle, at Gud handler gennem os. Jeg vil citere et par af versene:

Menneske, din egen magt / gør dig svimmel og forsagt / du skal selv på denne klode / skelne ondskab fra det gode / dybt ansvarlig for din jord.

Du skal bringe verden fred, / dagligt brød og kærlighed / Livets Gud har dine hænder, / derfor er det dig, han sender, / når din næste lider nød. ( Salmebogen nr. 370)

Den anden beretning har jeg fra en af mine bekendte. Hun hedder Ellen Åmand og har sommerhus i Tranestederne ikke langt fra vores hus. Den pågældende dag var hun gået en tur ud i Hulsig Hede, som er vidstrakt og øde, og lige i den del af heden kommer der næsten aldrig mennesker. Ellen er ligesom Erik over 80 år, og hun er ikke mere så let til bens, alligevel gik hun den dag langt ind i det øde klitlandskab, og nu skete der det, at hun faldt og ikke kunne rejse sig. Der er ikke nogen mennesker at råbe op på det sted, og hun følte sig  virkelig nødstedt. Da bad hun Gud sende en engel til hjælp, og kort tid efter dukkede to unge mennesker op, og de hjalp hende. Også hun er sikker på, at Gud sendte hende engle til hjælp i nøden. Og hvad andet kan man tro?

Nu vi er ved anbefalelsesværdige bøger om engle, så er der en, jeg særlig vil anbefale, for den er grundig og har næsten alt med ( alt om engle kan ikke stå i én bog), og så er den baseret ikke på følelser og tro, men på dokumenteret viden. Det kan jeg godt lide. Det er Jørgen Hansens “Englene og al deres væsen.”

Dette sidste gælder ikke Malcokm Godwins “Engle en truet Art”. Denne bog er rigtig flot, og også baseret på dokumentation og viden, men den er noget rodet efter min mening og spreder sig for meget. Så er til gengæld illustrationerne meget flotte og flottere end i Hansens englebog.

Jo, det kan være uhyre medrivende at læse bøger om engle, som er baseret på følelser og tro – og af dem findes der en uendelig række bøger. Men jeg er nu engang lidt af en hund efter viden. Og det finder man ikke noget af.

Og tro. Ja. Jo. Jeg VIL tro, men det er ikke altid evnerne strækker så langt, og jeg får i al fald aldrig bugt med tvivlen. Men så igen: tro og tvivl hører sammen.

Det er for resten det, jeg har prøvet at sige med min gendigtning af den gamle apokryfe tekst om Tobias og Fisken. Den kan læses i Engle nr. 5, 6 og 7.

56 -Tre billeder fra skuffen – Vera og Magnus’ bryllup. Bedstemors forældre – og en lille trold

Billede fra mors ( Vera Andersen) og fars ( Magnus Hesselholt )bryllup. Selv om personerne er utydelige, kan jeg genkende de fleste – længst til venstre morfar ( Anders Andersen)  imellem mor og far ses farmor ( Elisa Hesselholt) imellem hendes og fars hoved ses bedstemor ( Anna Larsen, senere Andersen) ovenfor hende i døråbningen ses tante Nete ( mors kusine fra Ørum) øverst til højre for døråbningen fars bror ( Lars Hesselholt )Hans fire sønner ses nedenfor ham, alle i matrostøj: Janus, Poul, Knud og den fjerde, som jeg aldrig har kendt, jeg tror han døde ung. Mellem de to drenge til venstre ses mormor ( Magdalene Andersen ) Mellem de to øverste drenge til højre ses deres mor Magda Hesselholt. Mellem fars og Magdalenas hoveder ses Marie Larsen ( søster til bedstemor ). Sært nok er min onkel Otto og tante Kirsten ikke med på billedet – eller det er dem, jeg ikke genkender. Billedet er desværre meget utydeligt – jeg vil se, om jeg kan finde et bedre et sted …

 

Neden for ses et billede, som jeg fandt forleden, og som jeg er MEGET glad for. Mor har skrevet bagpå, at det forestiller bestemors forældre. Det er altså Hr. og Fru Larsen fra Krøghgården eller Krøggården – de er forældre til Marie og Anna Larsen:

herefter endnu et billede – det er Vera – her ikke som brud, men som baby:

Påske

Grundtvig: “Påskeblomst hvad vil du her?/ bondeblomst i landsbyhave/ uden duft og pragt og skær/ hvem est du velkommen gave?/ hvem mon tænker du, har lyst/ dig at trykke ømt til bryst? mener du, en fugl tør vove/ sang om dig i Danmarks skove.

I Grundtvigs salme er al bitterhed og sødme forenet i billedet af påskeliljen.

Her et par ord fra mit tastatur:

Apropos Påske

Så er påskedagene her igen med deres løfte om forår og
altings begyndelse, selv om dagene endnu ligger halvt indkapslede i
vinterkulde. Hvor ofte er vi ikke vågnet op til sne og frost og har måttet se
de spæde blomsterknopper krumme sig sammen og dø. Og så sker det alligevel den
selv samme dag, at vi rammes af en solstråle, der virkelig har fået magt og formår
at bryde igennem. Mørket dominerer endnu derude på hede og i skov – sort og
halvvisent og dødt ser det ud, men over det varmer solen, og fuglene synger om
kap.

Det er påskens budskab, der møder os i denne blanding af isnende
kulde og varme solstrejf, af ond fortræd og varsomme kærtegn. Om naturen ved vi
helt sikkert, at solen vinder og frosten forsvinder. Sådan er det hvert år.
Heldigvis.

Og vi er aldrig i tvivl.

I Kristendommen er der et lignende budskab. Også her
fortælles den samme historie år efter år.
Min far sagde engang, at påsken burde censureres for børn under en vis
alder. Påskefortællingen er jo en grusom historie om en mand, der bliver pint
til døde, og den er ikke til at bære. Men vi kan ikke fri nogen, ikke engang
børn fra den historie. Det onde findes, også selv om vi beder os fritaget for
det i vor daglige bøn: ”fri os fra det onde!”

Så er der det gode budskab, som slutter påskedagene: at Døden
ikke får det sidste ord. At der findes en opstandelse fra de døde. Det er så til
gengæld ikke til at begribe. Og vanskeligt at tro. Så er det så meget lettere
at forstå ondskaben, at tro kulden. Men Kristendommen siger altså ikke desto
mindre, at Livet er stærkere end Døden.

Jeg vil slutte med to små historier fra børnenes verden – børn
har så meget lettere adgang til troen end vi andre. En af mine venner mistede
sin mand og var utrøstelig, men så sagde hendes lille barnebarn: ”Mormor, du
skal ikke græde, morfar var jo så syg, at det her var den eneste måde, han
kunne blive rask på.” – Det andet eksempel var en lille pige, som ikke forstod,
hvorfor bedstemor skulle være død og ligge livløs i sin kiste, og så sagde hun:
”når mormor er færdig med at være død, så ser vi hende igen.”

Vi andre, vi der er voksne og VED så meget, vi har så svært
ved at TRO. Vi er altid i tvivl.

55. Et par værker: “Den yderste nat” og “lyset over Skagen”

Egentlig var det planen ikke at inddrage skagensmalerne og det, der er skrevet om dem i indsamlingen og behandlingen af materiale om Skagen og omegn. Det er altsammen så grundigt beskrevet, at det vil virke mere end overfladisk, hvis jeg forsøger mig i den retning.

Og så er det alligevel umuligt helt at undgå. Dertil fylder det for meget, og det ville være som at forsyne gennemgangen af Skagensmateriale med en stor mørk plet, der bredte sig mere og mere, efterhånden som indsamlingen voksede. Det ville simpelthen mangle. Men det bliver med venstre hånd og af nød.

Jeg vil slet ikke behandle malerierne, men blot omtale og kort gennemgå nogle de værker om malernes liv på Skagen, som jeg falder over.

Jeg har netop afsluttet læsningen af ovennævnte to værker, der omhandler det samme tema: Kærlighedsdramaet i trekanten: Søren Krøyer – Maria Krøyer - Hugo Alven.

Emnet er højaktuelt, idet Bille August netop i denne tid er i færd med at filmatisere dramaet om de tre elskende.

Jeg ved endnu ikke meget om filmen, men titlen “Lyset over Skagen” optræder to steder: dels er det titlen på et filmmanuskript, som Jens Smærup Sørensen skrev i 1985, men som aldrig blev til en film. Eller som bliver det nu?? Det andet sted er i musicalen “Lyset over Skagen” fra 2007, der blev spillet i Skagen samme år og senere i København.

Nej, filmen af Bille August er ikke lavet over Smærups manuskript men over Anastassia Arndts bog om Marie Krøyer: “Balladen om Marie.”

Vivian Nielsen skrev sit skuespil: Den yderste Nat i 2003 – det er et bestillingsarbejde for Vendsyssel Teater.

Det samme stof er grundigt behandlet i Anastasia Arndts “Balladen om Marie” en biografi om Marie Krøyer. Den har jeg endnu ikke læst, men vil gøre det snart og skal melde tilbage til bloggen senere.

“Lyset over Skagen” er en skildring af udviklingen af følelserne mellem Marie og Hugo fra den spæde begyndelse til det fuldbyrdede forhold. I Den yderste nat er spillet koncentreret i en sen nattetime juleaften.

Fælles for begge de fiktive tekster er kompleksiteten i skildringen de tre personers følelsesliv, navnlig når det gælder Marie og Søren – med hensyn til Hugo synes det klart i begge tekster, at han er en Don Juan type, der nyder sin forførerrolle. I Smærups tekst indføres til illustrering af dette et par badenymfer, som han ikke helt kan holde sig fra, og man ser ham også flirte med Holger Drachmanns unge kone.

Marie er skildret som en kvinde, der ( for første gang?) oplever sin egen seksualitet i fuldt flor. Et fænomen, som Hugo er ond nok til at slynge i hovedet på Søren: ( citat fra Den yderste Nat s.38): Hugo ( til Søren) : du har aldrig tilfredsstillet hende. Men jeg siger dig: i øjeblikke, du sku’ se hende, høre hende, lugte hende – sikke udtryk, når den kvinde overgiver sig”" – og Krøyer: “Jeg tror ikke der er meget du kan lære mig om Marie, jeg ikke ved – husk på, hvem der har oplært hende” Og Hugo: – “Så fortæl mig, hvorfor hun skreg, da jeg forløste hende for første gang? Hun troede, hun skulle dø! Hun vidste ikke, hvad det var!”

Og stakkels Krøyer er slet ikke med og svarer med at sige, at Marie altid har følt kropslig anspændelse ubehagelig ( sic!) – han ved meget om malerier og ingenting om sex.

Så banalt er det selvfølgelig ikke. Men læs selv de to tekster. De er god underholdning.

 

Det vil blive interessant at se, hvordan Bille August vil behandle stoffet om den berømte trekant i Skagen.