Om flygtninge, der krydser vort spor – om en verden, der bliver en anden


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægger jeg tekster, som endnu er i deres spæde vorden. For mig selv er den både blog og blok: notesblok nemlig, men altså også den blok, hvorpå jeg vover at lægge min hals.
Jeg har det i forbindelse med min tro på Skaberen og hele Skaberværket akkurat som salmedigteren Brorson, der var forankret i 1700-tallets inderlige gudstro, pietismen, men jo også et barn af oplysningen ( pietisme er også oplysning – selv om de fleste tror, at det er mørkelægning). Sådan her omtrent siger Brorson et sted, hvor talen er om det mystiske og ubegribelige i kristendommen:  “Det jeg ikke begriber, det lader jeg ligge.”
“Det lader jeg ligge” – det udtryk holder jeg meget af. Og meget lader jeg ligge. Eller rettere: jeg overlader det til Gud. Og håber så, at han ikke lader det ligge.
Men nu til flygtningene, som vi kom fra. Jeg skrev en kronik om emnet for nogen tid siden.
Medfølelse og modfølelse
For nogle år siden sad jeg over for en far, som lige havde mistet sin datter. Hun havde været deprimeret i længere tid, og en nat brød hun sammen, tog familiens bil og kørte hjemmefra i desperation. På motorvejen mistede hun kontrollen over vognen, der væltede ud over en skrænt, og hun omkom.
Jeg kendte ikke faren særlig godt. Vi var medlemmer af samme citroënklub, og nu mødtes vi for at arrangere en udflugt. Og så var det, at han fortalte om ulykken.  ”Jeg forstår godt, hvordan du har det,” sagde jeg og forsøgte at lyde medfølende. Men han rystede på hovedet og sagde: ”Nej det gør du ikke. Det kan du slet ikke forstå.”
Jeg syntes jo, at jeg forstod ham, tænkte, at det kunne have været et af mine børn, der var kørt galt. Men inderst inde vidste jeg alligevel, at han havde ret. Mine børn levede jo, de var raske og glade, og vist kunne jeg ikke sætte mig i hans sted.
Vi kan heller ikke sætte os i krigsflygtningenes sted. Deres virkelighed er så langt fra vores, at vi slet ikke følelsesmæssigt kommer i nærheden af deres fortvivlelse og desperation. Pressen serverer billeder og reportager, der styrer vore med- og modfølelser, og vi kan røres over billederne af døde og rædselsslagne børn, og vi kan ængstes over de råbende mænd, der forsøger for enhver pris at trænge ind i vores trygge verden. Og måske forstyrre den. Dem er vi ærlig talt bange for.
Vi kan ikke med vores fattige fantasi forestille os, hvordan det er at leve, som de har gjort i årevis, i en verden af daglig vold: bomber, der falder i flæng, skydning i gaderne, tortur og voldtægt af kvinder og børn. Selv om vi ved, at det er det, de flygter fra, så kan vi ikke fatte det.
Og flugtens vilkår kan vi heller ikke begribe. Vi, som går i bad og skifter undertøj hver dag, har svært ved at forestille os, hvordan det må være i dage, uger og måneder at gå rundt i det samme stinkende tøj og være nødt til at lugte af snavs og urenhed. Vi, som får varieret og rigelig mad hver dag og til faste tider og som kan stille tørsten, når vi vil, kan umuligt forestille os, hvordan det er at være sulten og tørstig og ikke at vide, hvor det næste måltid skal komme fra. Eller om det kommer.
Krigens ekstreme voldsbilleder er ikke nye. De er lige så gamle som menneskehedens egen historie. Det er aldrig lykkedes at afskaffe krig, og det vil vel heller aldrig ske. Ondskaben findes. Den er en drift i os, og vi får aldrig bugt med den. Men det er nyt, at voldsramte og forpinte mennesker i et omfang, som det er tilfældet nu, står og banker på vores dør og vil ind. Og hvad skal vi gøre? Og hvad kan vi gøre? Og skal vi overhovedet gøre noget?
Først af alt vil jeg vove den påstand, at vi ikke har noget valg.  Vi skal hjælpe.  Kan vi ikke gøre det af medfølelse, så må vi gøre det af pligt. Og vi må strække os så langt, som vi magter. Og vi må gøre det i fællesskab, for det er fint nok, at der er nogen, der spontant stiller op og forsøger at gøre en individuel indsats. Fint, men slet ikke effektivt nok. Der er så mange nødstedte, der lige nu krydser vores vej, og derfor må vi hjælpe i forening. Vi må bruge de organisationer, der har erfaring og effektivitet til at kanalisere hjælpen ud til dem, der behøver, hvad enten det er i flygtningelejre eller i vores eget land.
Hvorfor skal vi hjælpe? Jo, det skal vi som sagt, fordi det er vores pligt. Vi taler meget om, at vi er et kristent land, og jeg har på de sociale medier læst hadefulde indlæg fra rigtig mange, som foragter og afskyr flygtningene, fordi de er muslimer. Jamen, for pokker, så lad os da vise dem, at vi er kristne og at vi står ved de kristne værdier om næstekærlighed og barmhjertighed.
Kristne værdier. Ja, og ældgamle danske værdier om medmenneskelighed. Følgende ord er skrevet for mere end 350 år siden af en af vore største digtere, Thomas Kingo, og mange efter ham har været med til at forme den danske kultur, vi er så stolte af. Lad os få lov fortsat at bevare stoltheden over, at vi ikke er ligeglade med næsten, men elsker ham som os selv
Thi hvo, som siger, at han ret
Kan elske Gud af hjerte
Og har sin broder dog forgæt ( =glemt)
I armod, nød og smerte,
Han lyver slemt
Og har forglemt
At Gud han elskes ikke,
Hvor arme må utrøstet gå
Og deres tårer drikke.
Kristendommen er så meget, og bibelcitater gør det ikke, dansk kultur er også så meget – rocker( eller brokker)kulturen er f.eks. også dansk. Men i deres essens er både vores tro og vores kultur klare i mælet: vi skal bære vore brødres byrde, og jo flere, der stiller op, jo lettere bliver byrden.
Jeg er stolt af at være dansker, og jeg er stolt af at være kristen, men jeg er ikke stolt af at være mig. For jeg er ligesom alle andre bange og usikker og kan ikke løse de hæslige krige, der plager landene mod syd og øst. Og jeg er ikke et hak bedre end alle andre til at løfte næstens byrder. Jeg lukker f.eks. ikke mit hjem op for flygtninge. Jeg nøjes med at hjælpe i den lille, fattige målestok, jeg formår. Det er der ikke noget heroisk eller flot over det, og jeg har ingen glorie at pudse.
Men vi kan alle give lidt af vores overflod, bl.a. ved at støtte de organisationer, der arbejder målrettet og effektivt på at lindre verdens nød. Gud velsigne de mennesker, der bruger deres tid og kræfter her. Dem kan vi for alvor være stolte af.
—————-
Det er Grundtvig, der siger, at – “Da har i rigdom vi drevet det vidt/ når få har for meget og færre for lidt.” – Sådan tror jeg, drømmen var og at den blev nogenlunde opfyldt i virkeligheden. De fleste har det, de behøver i Danmark.
Men sådan er det ikke ude i verden, og der er ingen tvivl om, at det, der sker nu, er den udvikling i selve globaliseringsprocessen, som vi holder mindst af: at vi må til at dele med verden.
Det lyder ikke så rart, for der bor så utrolig mange fattige derude i de U-lande, der aldrig for alvor blev til de udviklingslande, vi troede engang, men blev ved med at være underudviklede lande. Sådan kaldte man dem, da jeg var barn, men mens jeg voksede op, lærte vi, at det var en uværdig betegnelse, de skulle hedde udviklingslande. Der er bare det ved det, at de ikke udviklede sig i positiv retning, men sank dybere og dybere ned i fattigdom og diktatur.
Og hvad sker der nu? Verden bliver en anden. Men jeg ved ikke, på hvilken måde. Det jeg frygter er ikke så meget, at vi skal blive fattigere materielt, men at vi skal blive fattigere åndeligt. At der vil ske en forråelse. Ja, den er vel allerede indtruffet.
Jeg kan også blive bange for, at det darwinistiske menneskesyn ( hvis det da er Darwins) skal vinde over det kristne menneskesyn ( og jeg taler ikke kreationisme her). Jeg tænker på “survival of the fittest” tanken. Men så ved jeg jo nok, at Darwin ikke mente, at vi skulle gå ud og slå alle handicappede og syge og skæve ihjel. Men det var alligevel den konsekvens f.eks. nazismen drog af hans teorier.
Det, jeg er bange for, er, at vi i stadig højere grad betragter mennesket som et væsen, der ikke har værdi i sig selv, men som kun er noget værd, hvis det kan leve op til en vis standard for “værdighed” ( og det er uværdigt at sidde stum og lam i en kørestol f.eks.). Det skal være samfundsnyttigt =  bidrage til samfundets vækst: = flere og flere materielle ting og flere og flere penge i folks lommer og i statens kasser.
Det er også lidt slående, at vi hele tiden får at vide af “gode” mennesker, at vi skal se flygtningene som “ressourcer” – altså det er de højtuddannede og dem vi kan sætte direkte ind i produktionsapparatet, der er værdifulde for os. Så kan de hjælpe os med at få det hele til at vokse ad helvedet til, indtil indlandsisen smelter og forureningen kvæler os.
Men hvad med alle de syge og gamle – alle de små og ynkelige og uproduktive? De er i en kristen ( humanistisk) tænkemåde lige så meget værd, som de stærke og produktive. Men i et samfund, der som vores mere og mere baserer sig på markedsøkonomiske værdier er disse mennesker det rene “skod”.
Og jeg er bange for, at det ikke kun er nynazisterne, der tænker og føler sådan, men desværre større og større dele af den almindelige jævne dansker.
Suk.
Jeg tager vel fejl.
Jeg håber.
———————–
I aftes læste jeg et essay af Søren Ulrik Thomsen,  – “We are open in a while ago” – Han skrev det for 25 år siden – i 1990 – Men hør hvor aktuelt: Her kommer et lille uddrag.:
“På sin lange march bort fra religionen og henimod en lumpen hjemstavnsfilosofi tilsidesætter den ikke særlig ydmyge Krapup, at forholdet mellem mennesket og Gud er et mysterium og ikke en èn-til-én-relation, hvoraf vor mand på prædikestolen kan aflede en dagsorden for timeligheden. Takket være denne teo-politiske spekulations uskønne bomøvelse er det senest lykkedes Krarup, hvad Kristus ikke formåede, nemlig at præcisere, hvem “næsten” er. Det viser sig til vores store lettelse at være konen derhjemme og et par stykker til fra sognet, men  ikke  dem, der står syd for grænsen og banker på for at bede om en hjælpende hånd af dette lille hovedrige og selvtilfredse land, hvor turen går til Nøddebo, hjem til pastor Blicher, og sulten er en by i Rusland.” ( Citat slut)
….. Og her en lille tilføjelse:
…et eller andet sted, som det hedder på uklart nydansk, så forstår jeg godt Krarup: vi SKAL jo nemlig sørge for de nærmeste, fordi vi så let kan række ud til dem og nå dem. Vi skal f.eks. hjælpe i “nærområdet” = vores egen område – og der er meget man kan her: se til om naboen har det godt, når han er syg – gå en gang i mellem på det lokale plejehjem, der er mange, der sjældent får besøg lige der.
selvfølgelig skal vi alt det …
Det er vel heller ikke så pokkers svært at hjælpe og sørge for de nærmeste: vi elsker dem jo.
… det har bare ikke noget med den aktuelle flygtningesiduation at gøre
… tro endelig ikke det. Et smil til konen og en kop kaffe på plejehjemmet er OK, men det gør det ikke.
… er det for meget med kravet om at hjælpe i en større sammenhæng? Ja, det er i al fald meget. Men hvem har sagt, at det skulle være lidt.
eller at lidt er godt nok. Men husk alligevel: lidt er trods alt bedre end ingenting.
Og nu skriver jeg det igen, og det vil jeg sikkert gøre igen og igen Halfdan Rasmussens digt og vores sløve ligegladhed:
Ikke bødlen gør mig bange
ikke hadet og torturen
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren
ikke nætterne når smertens sidste stjerne styrter ned
men den nådeløse verdens blinde ligegyldighed
I samme essay af Søren Ulrik Thomsen står følgende refleksion over samme emne – og husk lige, at det er skrevet i 1990:
“… hvordan kan det være, at vi ifølge al økonomisk visdom ikke har råd til at hjælpe folk i nød, ikke har penge til at modtage flygtninge og ikke overskud til at holde vores eget social-og sundheds- og uddannelsesvæsen på et ordentligt niveau, når vi tydeligvis har råd til uoverskuelige mængder af walkmen, auberginefarvede lokumstønder, servostyrede Toyota Corollaer, krøllejern og drypfrie termokander, og når alt dette oven i købet skal skiftes ud hvert halve år for ikke at gøre et pinagtigt altmodisch indtryk på næsten? når vi kort sagt har råd til alt det, der ikke er brug for, men ikke til det, der er alarmerende påkrævet. Når vi, med et slag på tasken, kunne undvære 80 % af alt dette, og frigøre al den rigdom og energi, der er bundet i braset, til anstændige formål, uden overhovedet at nærme os en mangelsitualtion.” ( Citat slut)
Ja, det kan man tænke over. Og vi har jo glemt 1990’erne, ikke sandt? Men overfloden af bras er vel ikke blevet mindre.
VI HAR MARKEDSØKONOMI I DANMARK. Men en markedsøkonomi betyder bl. a., at vi producerer det, der kan sælges. At udbud og efterspørgsel hænger sammen. Og verden vil købe krøllejern og køleskabe og biler og dukkehuse og ikke hjælpeprogrammer og mad til de sultne ( for de kan ikke betale) eller tøj og kaminer til de frysende ( for de kan ikke betale) OSV:
Og hvis vi producerer mindre af det bras, vi laver på vores virksomheder, så lukker virksomhederne, folk fyres, skatterne udebliver, velfærdsstaten kollapser. Det er i al fald sådan skrækscenariet ser ud. Kan vi lave om på det? eller sidder vi i saksen? Hvor er de store visioner?
Kan du se en vej?  Et står sikkert i min opfattelse:  VI ER SAT I VERDEN SOM HINANDENS MEDMENNESKER IKKE HINANDENS MODMENNESKER.
 
 
 

 

Påske


Grundtvig: “Påskeblomst hvad vil du her?/ bondeblomst i landsbyhave/ uden duft og pragt og skær/ hvem est du velkommen gave?/ hvem mon tænker du, har lyst/ dig at trykke ømt til bryst? mener du, en fugl tør vove/ sang om dig i Danmarks skove.
I Grundtvigs salme er al bitterhed og sødme forenet i billedet af påskeliljen.
Her et par ord fra mit tastatur:
Apropos Påske
Så er påskedagene her igen med deres løfte om forår og
altings begyndelse, selv om dagene endnu ligger halvt indkapslede i
vinterkulde. Hvor ofte er vi ikke vågnet op til sne og frost og har måttet se
de spæde blomsterknopper krumme sig sammen og dø. Og så sker det alligevel den
selv samme dag, at vi rammes af en solstråle, der virkelig har fået magt og formår
at bryde igennem. Mørket dominerer endnu derude på hede og i skov – sort og
halvvisent og dødt ser det ud, men over det varmer solen, og fuglene synger om
kap.
Det er påskens budskab, der møder os i denne blanding af isnende
kulde og varme solstrejf, af ond fortræd og varsomme kærtegn. Om naturen ved vi
helt sikkert, at solen vinder og frosten forsvinder. Sådan er det hvert år.
Heldigvis.
Og vi er aldrig i tvivl.
I Kristendommen er der et lignende budskab. Også her
fortælles den samme historie år efter år.
Min far sagde engang, at påsken burde censureres for børn under en vis
alder. Påskefortællingen er jo en grusom historie om en mand, der bliver pint
til døde, og den er ikke til at bære. Men vi kan ikke fri nogen, ikke engang
børn fra den historie. Det onde findes, også selv om vi beder os fritaget for
det i vor daglige bøn: ”fri os fra det onde!”
Så er der det gode budskab, som slutter påskedagene: at Døden
ikke får det sidste ord. At der findes en opstandelse fra de døde. Det er så til
gengæld ikke til at begribe. Og vanskeligt at tro. Så er det så meget lettere
at forstå ondskaben, at tro kulden. Men Kristendommen siger altså ikke desto
mindre, at Livet er stærkere end Døden.
Jeg vil slutte med to små historier fra børnenes verden – børn
har så meget lettere adgang til troen end vi andre. En af mine venner mistede
sin mand og var utrøstelig, men så sagde hendes lille barnebarn: ”Mormor, du
skal ikke græde, morfar var jo så syg, at det her var den eneste måde, han
kunne blive rask på.” – Det andet eksempel var en lille pige, som ikke forstod,
hvorfor bedstemor skulle være død og ligge livløs i sin kiste, og så sagde hun:
”når mormor er færdig med at være død, så ser vi hende igen.”
Vi andre, vi der er voksne og VED så meget, vi har så svært
ved at TRO. Vi er altid i tvivl.

Lidt nødvendig snak om Gud og vi andre

Jeg har en god veninde. Mere end en. Og det er godt. Veninder ( og venner for den sags skyld) kan man snakke med om andet og mere end dagen og vejen, skønt den snak sandelig også er vigtig og må tages op gang på gang, for at dagen skal gå godt, og vejen være til at holde ud trods alle ujævnhederne.
Farbarhed fremmes af samtale. Jeg kommer til at tænke på Det gamle Skagen. Det gør jeg jo let, for i denne tid er jeg der hver dag – i det gamle Skagen – og her levedes livet benhårdt hver eneste dag livet rundt, men så var der Svallerbakken ( Steen Steensen Blicher kalder den sladrebakken, og rammer jo helt ved siden af, men hvor skulle han vide det fra).
På Svallerbakken mødtes konerne, når der skulle snakkes. Og det skulle der. Og det blev der, og jeg er overbevist om, at den snak er en af de aller vigtigste årsager til, at Skagen ikke blev forladt i de onde år, men trods de umenneskelige levevilkår, som navnlig i 1700 og 1800 tallet bødes befolkningen, overlevede og rejste sig og fortsatte år ud og år ind. De overlevede, fordi de havde hinanden og kunne “svalre” ( og det betyder ikke sladre) – og i deres svalren støttede og løftede de hinanden. Mændene mødtes hos købmanden, og her drak de jo rigeligt, men de fik også svalret. Og tingenes tilstand blev vendt og drejet som skråen i munden, men de fik måske skik på nogle spørgsmål, og i al fald gav det dem en tryghed at vide, at de andre var der og talte samme sprog.
Men det var snak om vejr og vind og dagligdag, og jeg ved ikke, om de gamle Skagboere gik længere ud ad en eller anden tangent og snakkede om tilværelsen og meningen med det hele. De snakkede ikke meget religion. Den var der bare. Og hørte til hos præsten. Og i kirken. Og ikke på Svallerbakken eller kroen. Og den var ikke noget at diskutere, ligeså lidt som man diskuterede det uldne undertøj. Senere kom Indre Mission og piben fik en anden lyd.
Men den anden snak. Den om det, der ikke handler om dagen og vejen. Her er det godt at have gode venner, som kan og vil gå lidt længere ud end den slagne landevej. Som godt tør tage omveje og stikveje og snakke om religion og kærlighed og ondskab og godhed og alle de andre abstrakte ting, der tegner livet omkring os.
I går skrev min veninde et brev og fortalte, at hun havde været til et højskolemøde. Hun har ligesom jeg hele sit liv været gymnasielærer, og vi har ikke haft ret mange fødder indenfor i højskoleverdenen – nu lister vi indenfor, når der er foredrag. Og sådan et møde havde hun været til, og højskoleforstanderen var også foredragsholder, og han talte om det at være dansk. Hun blev lidt rystet – dels over hans overfladiske behandling af emnet og dels, fordi han luftede en buket af fordomme, så ildelugtende, at luften føltes trang at indånde. Han talte om, at vore danske værdier er truede af alle disse indvandrere, der kommer med deres fremmede og farlige kultur. Islam især. Om nogle år er vi alle muslimer, sagde han endda. Så var det hun fik lyst til at spørge den talstærke tilhørerskare: “Hvor mange af jer har været udsat for, at muslimer kom til jer og ville “omvende” jer?” Og bagefter: “Hvor mange af jer har været udsat for, at kristne kom til jer og ville “omvende” jer?” Hun ville ikke have set en hånd i første spørgsmål, men derimod et hav af hænder i næste spørgsmål.
Det må være hæsligt at være en fremmed i Danmark.
Somme tider synes jeg endda, at det er “træls” at være dansker i Danmark – alle de mange landsmænd, der sidder naglet til de  intetsigende og fordummende popprogrammer, der vælter ud af medierne, og som for rigtig mange mennesker fungerer som deres religion. Det er en religion, der efter min mening er mere skadelig end Islam, fordi den sløver hjernen og lammer fantasien.
Jo, så er jeg ikke ubetinget stolt af at være dansk. Den folkereligion, vi har annekteret i Danmark, og som hedder dum underholdning og tankeløst overforbrug er ikke noget, vi kan være stolte af. Dannebrog eller ej. Konfirmation eller ej. Højskolesangbøger eller ej.
Og så er der Kristendommen. Nu skynder jeg mig at bekende, at jeg er kristen. Det kan ikke være anderledes, jeg er døbt og konfirmeret, og jeg går i kirke og beder til Gud. Vi har det ikke altid godt med hinanden, men jeg prøver så godt jeg kan.
Men Kristendommen! Somme tider tænker jeg: “Gud fri os for den!” Og mener jo noget andet. Som når en muslim får kvalme af sharia og siger: “Allah fri os for Islam.”
Der er al mulig grund til at frygte ekstreme islamister, for de udspreder rædsel i hele verden, og der skal nok være havnet et par stykker af dem hos os også. Fri os for dem! Men Islam har jo ikke hele æren for rædsel og vold. Kristendommen følger pænt med, hvad det angår. I går læste jeg om en bog, der netop er udgivet af en mand, der som ung blev indfanget af scientology og i 20 år levede i en psykisk spændetrøje. Og der er rigtig mange unge, der fanges ind af rabiate “kristne” samfund og lammes totalt – uden for rækkevidde af samfund og familie.
Ekstreme kristne er ved Gud også voldelige. Og de har magt. Se blot i USA -her hører nogle af dem til den øverste magtelite. Der er mange, der undrer sig over, at USA ikke vil arbejde for et bedre miljø. Det er slet ikke underligt, synes jeg, for det ligger i deres måde at være kristne på. Ja såmænd. Jeg har hørt amerikanske toppolitikere udtale i fuld alvor, at vi ikke skal bekæmpe forureningen af kloden, for den er et led i HERRENS plan. Det er hans plan, at jorden skal gå under og en ny opstå ( Læs selv Johannes Åbenbaring – og amerikanerne er bibelfundamentalismer, de har nemlig aldrig opdaget, at Guds Ord er Jesus Kristus, nej, de bliver ved med at tro, at Guds Ord er nogle bogstaver i en bog!!!
Altså, lyder det, vi skal ikke arbejde for et renere miljø, for når vi sviner og lader stå til, så hjælper vi GUD med at fuldbyrde hans plan! Dommedagsprofetierne må vi ikke modarbejde – det er ukristeligt – siger nogle af de mest magtfulde politikere i USA!!!!! –
Og vi er bange for muslimerne!!!!!!!