Påske


Grundtvig: “Påskeblomst hvad vil du her?/ bondeblomst i landsbyhave/ uden duft og pragt og skær/ hvem est du velkommen gave?/ hvem mon tænker du, har lyst/ dig at trykke ømt til bryst? mener du, en fugl tør vove/ sang om dig i Danmarks skove.
I Grundtvigs salme er al bitterhed og sødme forenet i billedet af påskeliljen.
Her et par ord fra mit tastatur:
Apropos Påske
Så er påskedagene her igen med deres løfte om forår og
altings begyndelse, selv om dagene endnu ligger halvt indkapslede i
vinterkulde. Hvor ofte er vi ikke vågnet op til sne og frost og har måttet se
de spæde blomsterknopper krumme sig sammen og dø. Og så sker det alligevel den
selv samme dag, at vi rammes af en solstråle, der virkelig har fået magt og formår
at bryde igennem. Mørket dominerer endnu derude på hede og i skov – sort og
halvvisent og dødt ser det ud, men over det varmer solen, og fuglene synger om
kap.
Det er påskens budskab, der møder os i denne blanding af isnende
kulde og varme solstrejf, af ond fortræd og varsomme kærtegn. Om naturen ved vi
helt sikkert, at solen vinder og frosten forsvinder. Sådan er det hvert år.
Heldigvis.
Og vi er aldrig i tvivl.
I Kristendommen er der et lignende budskab. Også her
fortælles den samme historie år efter år.
Min far sagde engang, at påsken burde censureres for børn under en vis
alder. Påskefortællingen er jo en grusom historie om en mand, der bliver pint
til døde, og den er ikke til at bære. Men vi kan ikke fri nogen, ikke engang
børn fra den historie. Det onde findes, også selv om vi beder os fritaget for
det i vor daglige bøn: ”fri os fra det onde!”
Så er der det gode budskab, som slutter påskedagene: at Døden
ikke får det sidste ord. At der findes en opstandelse fra de døde. Det er så til
gengæld ikke til at begribe. Og vanskeligt at tro. Så er det så meget lettere
at forstå ondskaben, at tro kulden. Men Kristendommen siger altså ikke desto
mindre, at Livet er stærkere end Døden.
Jeg vil slutte med to små historier fra børnenes verden – børn
har så meget lettere adgang til troen end vi andre. En af mine venner mistede
sin mand og var utrøstelig, men så sagde hendes lille barnebarn: ”Mormor, du
skal ikke græde, morfar var jo så syg, at det her var den eneste måde, han
kunne blive rask på.” – Det andet eksempel var en lille pige, som ikke forstod,
hvorfor bedstemor skulle være død og ligge livløs i sin kiste, og så sagde hun:
”når mormor er færdig med at være død, så ser vi hende igen.”
Vi andre, vi der er voksne og VED så meget, vi har så svært
ved at TRO. Vi er altid i tvivl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *