Tag-arkiv: Hesselholt

56 -Tre billeder fra skuffen – Vera og Magnus' bryllup. Bedstemors forældre – og en lille trold

Udgivet den af
Svar

‘
Billede fra mors ( Vera Andersen) og fars ( Magnus Hesselholt )bryllup. Selv om personerne er utydelige, kan jeg genkende de fleste – længst til venstre morfar ( Anders Andersen)  imellem mor og far ses farmor ( Elisa Hesselholt) imellem hendes og fars hoved ses bedstemor ( Anna Larsen, senere Andersen) ovenfor hende i døråbningen ses tante Nete ( mors kusine fra Ørum) øverst til højre for døråbningen fars bror ( Lars Hesselholt )Hans fire sønner ses nedenfor ham, alle i matrostøj: Janus, Poul, Knud og den fjerde, som jeg aldrig har kendt, jeg tror han døde ung. Mellem de to drenge til venstre ses mormor ( Magdalene Andersen ) Mellem de to øverste drenge til højre ses deres mor Magda Hesselholt. Mellem fars og Magdalenas hoveder ses Marie Larsen ( søster til bedstemor ). Sært nok er min onkel Otto og tante Kirsten ikke med på billedet – eller det er dem, jeg ikke genkender. Billedet er desværre meget utydeligt – jeg vil se, om jeg kan finde et bedre et sted …
 
Neden for ses et billede, som jeg fandt forleden, og som jeg er MEGET glad for. Mor har skrevet bagpå, at det forestiller bestemors forældre. Det er altså Hr. og Fru Larsen fra Krøghgården eller Krøggården – de er forældre til Marie og Anna Larsen:

herefter endnu et billede – det er Vera – her ikke som brud, men som baby:

30 – Mere om Hesselholt

Udgivet den af
Svar

Ja, så var der igen gevinst. Jeg gravede i familiekulen og fandt et gammelt regnskab for Hesselholt, som min farfar lavede i de år, han drev den – altså indtil 1919. Nu har han været så rar også at skrive lidt om gårdens historie, som man kan se af nedenstående. Herligt, for så ophører alle spekulationer om, hvor den har ligget tidligere og hvorfra den flyttedes. Regnskabet må vente til senere, dog trykker jeg en siden derfra for at vise, hvordan han greb sagen an og også lidt om, hvor stor gården og hans virke på den var.


Jeg vil herunder oversætte beskrivelsen af gårdens historie, men det er ikke let, for min farfar havde sikkert mange kvaliteter, men hans skrift er temmelig ulæselig – siger en gammel stileretter! Dog jeg prøver, idet jeg vil beholde hans stavemåde hele vejen.
Kortfattet Skildring af Gaarden Hesselholt
Jeg har ment, at det muligt senere kunde interessere saavel mig som kommende Ejere af Hesselholt, at kjende lidt til Gaardens Fortid for derved lettere at kunne danne sig en rigtig Mening om dens Udvikling og de Forandringer, som ere foregaaede dermed og derved faa et klarere Begreb om Aarsagerne til samme; thi det gjælder altid om at finde Aarsagerne til en Tings Fremskridt eller Tilbagegang for ret at kunne blive Herre derover og for Fremtiden at kunne lede det ind i det Spor, som man helst ønsker; og for at være klog paa Fremtiden maa man kjende Fortiden. Jeg har derfor ment, at burde give, ikke alene en Beskrivelse af Gaarden som den var, da jeg modtog den, men ogsaa gaa lidt længere tilbage i Tiden. Den bedste Skildring af en Landejendoms Betydning, som ens Ejendom, er et nøjagtigt Regnskab over dens Indtægter og Udgifter, og med Hensyn dertil har jeg ment, at en saadan Skildring vilde være paa sin Plads foran i Hovedbogen.
Hesselholt har ligesom de øvrige Steder i Skagens Landsogn været Fæstested til daværende Ferslev Gaard i Skagen. I Følge Skjøde af 11 Juni 1798 blev Hesselholt, som da havde 5 Skp. Hartkorn Ager og Eng, efter skede ( ? ) Moderation i sin Tid formedels Sandflugt, solgt af Cathrine Holm, Enke efter afgangne Byfoged Hans Christoffer Ferslev i Skagen for 190 Rdl. til Mads Pedersen, som havde Stedet i Fæste. Omtrent Aar 1804 flyttede Mads Pedersen Stedet, som da laa ca. 250 Favne Nordvest fra, hvor det nu ligger, for Sandflugten.
Sognefoged Mads Pedersen solgte Hesselholt til sin Søn Jens Madsen for 1000 Rdl. ved Skjøde af 13 Januar 1813. Ejendommen var da skyldsat for Hartkorn 5 Skp., der holdtes ved Stedet, som bestod af Vaaningshus = 8 Fag og 1 Sidehus, benyttet til Lade Lo og Stald, 9 Fag, 4 Bæster. Ved   (?)  Contract af 25 Maj 1817 har Sognefoged Jens Madsen givet sine Forældre Mads Pedersen og Maren Pedersdatter Aftægt, som er ansat til en Værdi af 1000 Rdl. N.V. Jens Madsen var ingen dygtig Mand men sad dog og slog sig igjennem; i de sidste Aar han havde Gaarden, trak han lidt Gjæld paa sig. Medens Sognefoged Jens Madsen ejede Gaarden blev Klitterne, som før havde været til fælles Afbenyttelse for hele Sognets Beboere, udskiftet, saa hvert Sted fik sine egne Lodder. Udskiftningen blev fuldført af Justitsraad Birk i 1853. Udskiftningen mellem Mand og Mand blev udført efter en Overenskomst, som blev truffet paa et Møde paa Sognefoged Jens Madsens Bopæl den 18 Maj 1852 og hvorefter Delingen skulde foregaa efter det ( nye?) Hartkorn dog med den Undtagelse, at dem, som havde under 1 Skp. Hartkorn, skulde have efter 1 Skp. Hartkorn. Ejerlavsskjellet mellem Skagen Kjøbstad og Landsognets Jorder var blevet afsat lit tidligere, muligt i Slutningen af Fyrrerne. I Følge Skrivelse af 2 Marts 1842 fra Byfoged og Sandflugtskommisair v. Bergen i Skagen til (Konsaijraad?) Biel til Bangsbostrand, vidstes den Gang intet Skjel. v. Bergen skriver blandt andet: “At bestemme Grændseskjellet vil formentlig møde store Hindringer, thi ethvert af Sognene vil, imod den almindelige Orden, gjøre Paastand paa saalidt som muligt af det store mellemliggende Rum, der indbefatter en Snes nøgne Sandmiler.”
I Følge Skjøde af 11 Dec. 1855 solgte Sognefoged Jens Madsen Gaarden Hesselholt til Lars Jensen for 800 Rdl. og 1 Aftægt Kapitaliseret for 5 Aar til 300 Rdl. Gaarden bestod da af  Pudemarken Matr. no.3 Hartkorn 1 Td.1 Skp. 2.Tdr. og 2 Klit og en Hedelod Matr. nr. 14d Hartkorn 1 Skp. 3/4 Tdr.
I Jens Madsens Tid hørte desuden til Gaarden 1 Eng, som han beholt. Lars Jensen modtog Gaarden med Besætning af 2 Heste 4-5 Kør og 1 Kvie, ialt ca. 6 Kreaturer og ca. 15 Faar, og da han døde havde Gaarden en Besætning af 2 Heste ca. 10 Kør og 8 Unghøvder ialt ca. 18 Fækreaturer og ca. 18 Faar. Lars Jensen ejede Gaarden til sin Død 12 April 1872.
Fra 1872 til 1887 havde Lars Jensens Enke Kirsten Madsdatter Gaarden, og i denne Tid blev den ikke synderlig forbedret. Kreaturbesætningen ved Gaarden vedblev vel at være lige mange til Tal, men var mindre og gjennemgaaende daarligere end i Lars Jensens Tid, hvilket for største Delen havde sin Grund i at Kalvene altid blev for daarligt opfødte i det første halve Aar. Kirsten Madsdatters store Tilbøjelighed til at sælge de bedste Kreaturer bort af Besætningen, hvilket lykkedes hende alt for godt, lokket af de i Forhold til Kreaturernes Beskaffenhed meget høje Priser, som hun altid fik dem betalt med. Lars Jensen og hans Enke klarede sig godt ved Gaarden. Lars Jensen byggede en ny Lade i Aarene 1862 og 1865, og Lars Jensens Enke resten af Laden i Aarene 1872 og 1879.
Ved Skjøde af 23. December 1887 overdrog Lars Jensens Enke Gaarden Hesselholt til sin Søn Janus Jensen Hesselholt for den Sum 5050 Kr., hvilket var en Udbetaling til min Broder Mads Larsen Hesselholt af 4000 Kr. og en Aftægt til Moder ansat til 5 Aar til 1000 Kr. og Begravelsesomkostninger 50 Kr. = Aftægt 1050 Kr. Til Gaarden hørte den Gang foruden Pudemarken 2 Klit- og 1 Hedelod, der tilsammen havde en Størrelse af 10.452,740 Kvadrat Alen eller 747 Td. Land foruden Pudemarken. Hedelodden har en Størrelse af 272,640 Kvadrat Alen eller 19 1/2 Td. Land. Vestre Klitlod 2,348,630 Kv. Alen eller 168 Td. Land, Østre Klitlod 7,831,470 Kv. Alen eller 559 1/2 Td. Land
Det samlede hartkorn var 1. Td. 2 Skp. 3/4 Al, Gammelskat 8 Kr.54 Øre.
Da jeg overtog Gaarden havde den en Besætning af 2 gamle Heste, 8 Kør og 8 Ungkvæg, ialt 16, som vare meget smaa og daarlige, den bedste Ko kunde jeg blive budt 70 Kr. for, desuden var her 16 Faar. Avlredskaberne var middel gode, Vogne, Plove og Harver vare dog dårlige. Bygningerne vare, Rollingen gammel og lille og daarlig, Laden god og middelstærk. Desuden hørte til Gaarden 1 lille gammelt Hus asureret en Gang for 400 Rdl. Asurancesummen for de øvrige Bygninger vare Laden 1950 Kr., Rollingen 900 Kr.. Tilsammen 3650 Kr. I 1890 er bygget 1 Mølle paa Laden, forsikret for 600 Kr.

3 – Olavius 2

Udgivet den af
Svar

Her fortsætter notaterne fra Olaviæ bog om Skagen før 1787, og som man vil se er Hesselholt nævnt:
Sandflugten:
“Det stærke Jordmon er opslidt, ligesom at Skaberen have sat en slags Prøve paa, hvorvidt det menneskelige Kiøns Omsorg gik, for at befordre dets eget Vel, og i at bøde paa Naturens Mangler. Man har Syn for Sagen paa Stedet med Henseende til begge Dele, nemlig: at Sandflugten fast har ødelagt alle Marker samt de omkring liggende kostbare Eiendomme, og at Folk har været ligesaa ubekymrede for at overkomme Ødelæggelsen, som Sandflugten villig til at ødelægge, …” (s.38)
Pator Lodberg mistede sin agerjord + eng ved en voldsom storm fra nordvest i 1775, bededag. – den trængte også ind i kirken som ellers hidtil var gået fri.
Husene omkring Capellet blev kaldt Capelborg – de blev oversvømmede i 1717, så folk måtte evacueres.
Maren Ammes Mark + Vestermark ødelagt af sand.
“… Ind i Byerne har Sandflugten saaledes trængt sig, at Sandet paa mange Steder er begyndt at gaae op paa Taget af Husene, hvilket forvolder, at man neppe kan komme frem med Hest og Vogn eller til Fods paa sine Steder i Gaderne, og allermest, naar det har regnet stærkt eller sneet, da Vandet bliver staaende mellem de heslige Sanddynger. … “(s.42)
Mellem Kirken og Vesterby var der en stor ferskvandssø med mange Fisk ( 5 – 6- Favne dyb) – den blev ødelagt af sandet, i 1780, da Olavius kom til Skagen var der kun 2 små huller tilbage af søen. Olavius fanger et par skaller heri, og de er udsultede og byldebefængte – ( s.42)
Olavius omtaler Kirkemilen ( Sandmilen?), som ligger ved siden af “dette Vand” (= den gamle sø)  og nævner, at der findes mange andre miler ( =”en meget stor Sandhøi”).
Om gårde, der har taget skade af sandflugten skriver han følgende:
“Tvende Bøndergaarde, beliggende ved Tranen, en Egn …., som formodentlig har faaet sit Navn af Tranefuglens Forsamling sammesteds i forrige Tider …. eller, som andre mene, Stedets første Beboer Trane, hvis Marker upaatvivlelig have været meget frugtbare, inden de iVester og Nord beliggende Sandmiile oversvømmede Eiendommen.” (s.44)
Nu kan der på begge gårde kun avles 1,5 tønde byg og 2-3 tønder havre.
Olavius lærte af tolder Guldberg ( sin forgænger) at avle vikker og heraf høstes en del – det samme lærte han videre til bønderne i Tranen.
En af de små gårde der hed “BAKKEN” eller “KARREDSBEK”.
“KARRED” eller STORE KARRED har været flyttet 4 gange. LILLE KARRED flyttes til Tranen 30 år tidligere. Er nu også delvis ødelagt af sand.
Der høstes Erica Rubra – (fårelyng) til at farve gult og grønt.
Chriesten Madsens hus ved “Becken” ( bækken)
“Paa alle disse Gaarde har jeg ellers set Grønkaal at voxe til en vis ikke ringe Størrelse” ( s.45)
I de vestlige grænser af sognet lå LILLE LUNDHOLD og STORE LUNDHOLM.
STORE LUNDHOLM nedlægges på grund af sand og bliver til Tolder-eller Ladegård. – LILLE LUNDHOLM flyttes et stykke mod øst.
HULSIG GAARD flyttes to gange en 1/4 mil til Øst. “Beboerne ( skal) endnu, i Følge eget Forgivende, kunde saa paa Stedet 1 – 2 Tønder Byg – 2-3 Tønder Havre.”
“HEISELHOLT”, formodentlig saaledes kaldet i Anledning af de der omkring fordum voxende Hasseltræer. Denne Gaard staar efter Beretning, paa samme Sted, som den først blev bygget, formedelst at Sandflugten for den største Deel hidindtil har skaanet det dertil hørende Agerland, endskiønt at Engbunden dog derhos har liidt nogen Skade. Sandmiilerne nærme sig ogsaa dette Sted Aar efter andet, hvorfor Beboerne ere udsatte for Frygt og Fare og tabe ligesaa meget som deres Naboer.” ( s.48)
“KLAAE-RUMPE, KLARUP, eller som Gaarden nu kaldes, RUMPEN, er fast det eneste Sted eller beboelig Gaard i Schagen Sogn tilbage, fordi Sandflugten der hverken har giort synderlig Skade paa Ager og Eng, men vel ødelagt Overdrevel paa den vestlige Side af Gaarden, og der opkastet nogle fæle Sandmiile, som er noksom befrygtelige i Fremtiden.” (s.48)
Som det fremgår af ovenstående citater, så lå Hesselholtgården i Tranestederne ( = Tranen). Men hvor? Det vil jeg godt vide, og måske kan nogen hjælpe mig – selv vil jeg søge i diverse arkiver.
Højens markjord elendig
AALBÆK:  Sandflugten har angrebet “Nørre Elkiærs Herregaards Eiendomme” – grænser op til Ellinggard og Lerbeck
Folk opfordres til at holde op med at bruge gråris og marehalm til brændsel. Resultat: de fryser.
“Stude, Køer og Heste, der tillades at gaae løse i Klitten baade Sommer og Vinter, … ere virksomme Midler til at befordre de sandstillende Urters Undergang.” (s.49)
Olavius forsøger at lære bønderne mere effektivt landbrug og fiskerne noget om forbedring af redskaber og fangstmetoder, men han kommer til kort “udi alt dette kom jeg ingen Vei.”
Olavius klager over, at Skavboerne er sjuskede og uordentlige og selv med til at ødelægge de få tiloversblevne marker ved at lade får og gæs osv. græsse frit ( s.53)
Byens Vedtægter (= Schagens Grannebrev): Vedtægterne beskriver nøje, hvordan der skal ageres i marken – de er underskrevet 16.august 1700 og blev oplæst hvert år ved Skagen Byting indtil 1747
“Ordre til at alle Toldere i Riget, at de nøie skulde passe paa, at ingen Mansk Mynt blev udført af Landet” ( s.142) – dette mener Olavius dog er umuligt, om han så havde 1000 øjne.
De høje kornpriser dæmper drikfældighed, da det er dyrt at fremstille brændevin.
kun få i Skagen “have lagt sig efter at binde Strømper.” (144)
OM STRANDINGS – TILFÆLDE:
“Om Gudsdyder – Sæderneog overtroiske Lævninger”
O skriver, at Skavboerne er fromme ( ingen værts- og dansehuse) – de er andægtige i kirken – der er ingen slagsmål – O. har aldrig hørt om optøjer i byen.
Ved strandinger er der dog vagt over det inddrevne fra vraget.
Folk er nøjsomme m.h.t. fornøjelser, men:
“Angaaende Bryllupper og Barselsgilder, da var man i saa Henseende her temmelig overdaadig, førend Forordningen af 20. januar 1783 udkom, da man dog endog ved simple Folks Bryllupper kunde have 10 – 12 Rætter Mad” …
“Schagens Beboere roses ellers for at være redelige Betalere, naar de have noget at betale med, og har jeg, som Oppebørselsbetjent paa Stedet ikke andet fornummet.”
Når små børn har ondt i maven så giver moderen dem et omslag af varm malurt+vand, hvori der har ligget rustne søm.

1 – Skagen i tankerne

Udgivet den af
Svar

 
For flere år siden foreslog en af mine søstre, at jeg skulle skrive familiehistorien, fortællingen om den gamle, smukke gård, Hesselholt, der havde tilhørt slægten i mange generationer, og hvor min far voksede op, og som for os børn dannede rammen om så mange lykkelige feriedage. Fortælle om, hvordan den i sin tid lå i en frodig og grøn egn, hvor alt groede og lykkedes, og om, hvordan sandstormene opstod og tog til og til sidst tog gård efter gård og gjorde familie efter familie hjemløs. Den gamle gård havde sin egen helt unikke historie: den blev sten for sten flyttet til Hulsig, og det var derfor, vi kunne komme der.
Det var en fristelse. Men jeg vidste med mig selv, at det ville blive en vanskelig opgave, for der vil altid være et fæstningsværk, en uendelig række af barrikader og barrierer og andre blokeringer, der rejser sig omkring det mest private. Kan de forceres og skal de det? Giver det mening?
Og samtidig er erindringsromanen paradoksalt nok en genre, der er og altid har været så uhyre populær. Men vel egentlig også en genre, der lyser af utroværdighed, for selv ikke i dokumentarromaner og erindringsbøger er det sandheden, der fortælles. I al fald en anden slags sandhed. Et litterært værk, måske endda et hvilket som helst kunstværk følger jo sine egne veje og love, det kan ikke tage hensyn til andet end det, der passer sig for værket og hører til der, det bærer sin egen sandhed, der måske endda ligger langt fra den historiske. Johanne Louise Heiberg skrev sin selvbiografi under titlen: “Et Liv genoplevet i Erindringen”, og eftertiden har moret sig med at omdøbe den til “et Liv genopløjet i Erindringen.” Og det er jo fremragende bog.
Og i dag er det højeste mode at skildre sit liv i romanform – et par eksempler grebet i skrivende flæng: Knud Romer: “den der blinker, er bange for døden” – Suzanne Brøgger: “Jadekatten,” – Henning Mortensen: alle de mange bind om personen Ib, begyndende med “Havsidesommer” – Erling Jepsen: “Kunsten at græde i kor,” Smærup Sørensen: “Mærkedage” og Kanusgårds “Min Kamp”.
De gør det dog på vidt forskellige måder. F.eks. har den lange serie om Ib måske endda kun perifere berøringspunkter med Henning Mortensens eget liv, mens Knausgårds “Min Kamp”, hvoraf jeg bekender kun at have læst det første bind, efter sigende skulle komme helt tæt på forfatterens eget liv – en slags postuleret autenticitet.
Der er dog en anden markant forskel på lige de to forfatteres selvbiografiske romaner, nemlig den, at mens Mortensen er en sprogets mester og skriver, så man kan høre englene synge omtrent så smukt som i Guds Himmel, så skriver Knausgård efter min mening pænt nok, men uden den kunstneriske glød, der tænder en( = mig ).
Alle ovennævnte forfattere tager udgangspunkt i deres eget miljø ( barndom) og kun få af dem træder varsomt. Nogen af dem går så vidt som til næsten at flå familiemedlemmer, venner og bekendte. Alligevel er det fremragende romaner, der holder læseren fanget fra første til sidste bogstav.
Nå, men så suverænt godt som de forfattere skriver jeg for det første ikke, og for det andet kunne jeg aldrig udlevere min familie på den måde. Og her hjælper det ikke, at jeg påberåber mig min ret til kunstnerisk frihed. Smerten over at blive ramt er jo lige stor for det.
Jeg husker en episode fra min tid som gymnasielærer på Amtsgymnasiet i Randers. En af mine kolleger hed Gunnar Christensen. I 1970’erne 80’erne var vi kolleger, men i 60’erne havde han været min lærer på Th. Langs Skole i Silkeborg. Her gik også Suzanne Brøgger, og hun skrev i erindringsbogen “Crème fraiche” temmelig stygge ting om Gunnars sex-liv – hun kaldte ham i bogen “Røde Gunnar”, men det kaldte vi ham nu alle sammen, og det havde ikke noget med hans politiske tilhørsforhold at gøre. Da han hørte, at jeg havde købt bogen, ( nu var vi i 80’erne) bad han om at låne den. Det gjorde jeg, men noget tøvende, for jeg vidste, at han ville blive såret, når han læste den. Det blev han også, men da han gav mig bogen tilbage, sagde han meget stille: “Ja, men hun har jo sin digteriske frihed.”
Der ligger gode fortællinger i enhver familie, også i min. Barske fortællinger ind imellem – eks. : en af mine onkler ( Karl) blev skåret af familietræet og forvist til glemsel. Han var sindssyg ( ungdomssløvsind kaldte man det vist), og det var en stor skam, og fra han var 20 år og til han døde som gammel mand, levede han på et sindssygehospital. Min far besøgte ham hvert år på hans fødselsdag, om han så andre i familien, ved jeg ikke, men vi hørte ALDRIG om ham, og far var tavs i flere dage efter besøget.
Og i går fik jeg repeteret en familiehistorie, som jeg kendte i forvejen, men ikke i den version. Den stod i en notits i Københavns Amtsavis 27. juni 1926, og i artiklen fortælles det, at Janus Hesselholt ( min farfar) i et anfald af sindssyge havde brændt alle sparekassebøgerne fra Ålbæk Sparekasse ( som han var direktør for) på et bål ved stranden, hvor man senere fandt ham flakke grædende om. Sådan står der i avisen. Men det kan ikke være sandt, for farfar døde i 1919. Min version af historien vil jeg ikke røbe,  for her er personen endnu tættere på, og jeg ved jo heller ikke, om den er sand – fik den fortalt af min bror for mange år siden, men han er syg nu med hukommelsestab. Så … hvordan finder man sandheden? Og hvorfor skulle jeg? I første omgang af ren og skær nysgerrighed, tror jeg.
Men hør, der er også meget smukke familiehistorier, som jeg heldigvis også har fået fortalt og husker: Poul Reumert boede i min fars ungdom i Kandestederne, og han havde en smuk kokkepige, som hed Kirsten, og hende sværmede egnens unge karle for, men det blev min onkel Otto, der løb af med hende – den historie gnistrer af skønhed.
En anden familiehistorie handler om samme skuespiller. Min far kørte taxa i 20’erne, og engang kørte han Reumert hjem til hotellet i Kandestederne og blev budt indenfor. Og her blev han ganske stum ved synet af så mange bøger på ét sted, og han spurgte, om Reumert virkelig havde læst dem alle. “Læst!” råbte skuespilleren. “Jeg har ikke læst dem. Jeg kan dem udenad.” Det troede far ikke på, og Reumert bad ham tage en af dem ud og slå op et tilfældigt sted og læse en linje. Far læste – han var ordblind, så det gik langsomt – så rejste skuespilleren sig op, så på min far og reciterede hele Terje Vigen. Far var målløs. Tænk, at nogen kunne gøre det? Han rakte bogen frem, men Reumert sagde: “De kan beholde den. Men på en betingelse. De skal lære den udenad!” Det gjorde min far så godt han kunne, og i al fald læste han den så tit for os børn, at vi snart kunne den udenad.
Da jeg skrev bøgerne om de store salmedigtere, var jeg mig bevidst, at jeg skrev om mennesker, der virkelig havde levet her på jorden, og jeg gjorde jeg det i taknemmelighed og respekt. Jeg vil gerne gå ind i det her projekt på nogenlunde samme måde.
Forleden sad jeg og bladede i en bog, min onkel, Lars Hesselholt, har skrevet: “Hulsig-minder” hedder den, og jeg fandt den ene uudfoldede fortælling efter den anden, fortalt med humor og indlevelse, men altså: Det var historier i svøb.
Jeg har derfor tænkt mig i den nærmeste tid ( de næste mange år måske!!! – alligevel) at grave i de historier der ligger og venter, at finde kernen i dem, og måske kan jeg vikle dem ud af glemslen. Hvis jeg synes, at det giver mening.
Det skal jeg i gang med nu. Og måske kommer der en bog, og måske ikke. I første omgang forestår et stort og interessant arbejde med at finde ikke bare mine egne rødder, men rødderne af de mange, der voksede op i den karrige sandjord og havde den og det barske vejr som vilkår livet igennem.