Kategoriarkiv: forfatteren

LECTURES DECOUSUES og LIDT MARTIN A. HANSEN

Udgivet den af
Svar

Lidt spredt snak om min læsning.

I de seneste par år, har jeg ikke læst sammenhængende, ikke hele forfatterskaber, ikke specielle epoker, ikke visse temaer, ikke bestemte genrer, men tværtimod har jeg kastet mig over litteraturen og slugt den i spredt forvirring og i lige linje. Læst derudaf. Truffet mine valg intuitivt, og som regel har jeg valgt rigtigt forstået på den måde, at jeg har været glædeligt underholdt næsten hver gang og undertiden endog behageligt overrasket.

Jeg kaster et blik på min liste af lånte biblioteksbøger fra det seneste halve år og ser jo straks, hvor spraglede trådene er. Ikke antydning af nogen rød tråd, og faktisk synes jeg, det er forfriskende på den måde. Noget i retning af at variere kosten og på den måde få flere vitaminer til hjernen end en mere ensidig læsning ville kunne befordre.

En overgang lovede jeg mig selv, at jeg ville “sætte mig ind” den nyeste litteratur, men forsættet varede ikke ret længe, for der skrives alt for meget nyt for det første, og for det andet er der alt for meget andet, der pirrer mine læsegener, så jeg også må tilgodese “de gamle” eller “det gamle” – Jeg kaster igen et blik på de seneste lån og ser jo, at jeg har bevæget mig over de unge til de lidt ældre, og nu skriver jeg nogle af dem op her: fra de moderne som Eduard Louis og Ocean Vuong og Glen Bech og Morten Pape og Stine Askov og Anna Juul og Stine Pilgaard … og til de lidt ældre som Rachel Cusk og Geir Gulliksen og Anne Lise Marstrand og Niels Frederik Dahl og Margaret Atwood. Jeg har også været en tur omkring Martin A Hansen (Løgneren) og Dostojevskij (Dobbeltgængeren). Som navnene viser: ingen som helst sammenhæng.

Jeg blev glædelig overrasket ved læsningen af “Løgneren” og bestemte, at jeg ville græsse lidt i mine reoler og finde noget mere af Martin A. Hansen. Jeg har en række af hans romaner og noveller og enkelte endda i første udgaven. Men nu valgte jeg en essaysamling, “Tanker i en Skorsten” (1948) – hvis indhold jeg havde glemt, men titlen er jo herlig, selv om Ole påstår, at man umuligt kan tænke i en skorsten. Vist kan man det. Martin A. Hansen kunne.

Særlig glad blev jeg for det sidste essay:

Eumeniderne kalder han kapitlet. Mørkets gudinder.

Her tages vi med på en fin lille rejse i lyrikkens verden i efterkrigstiden.

Han vil tale om de yngste af 40´digterne, og ikke om dem, der allerede var modne digtere, da krigen brød ud som f.eks. Nis Petersen, Paul la Cour, Johannes Wlff, Hulda Lütken, Otto Gelsted, Jens August Schade og Poul Sørensen.

Fælles for de yngste, siger han, er at de opfatter, at:

“Verden er faldet, dens Struktur er brudt sammen.

Og i modsætning til de foregående er der ikke noget:

“ideologisk eller primitivistisk religiøst Bodemiddel…”

“Deres Ironi er skærende, og den skærer indad. I deres Lune finder man Glasskaar skjult. De er blege, selv de stærkeste af dem, som efter et Blodtab.”

Det er karakteristisk, at verden opfattes som kaotisk, men at dette kaos bliver skildret i en nedarvet fast og ordenspræget form: versemålet tøjler med sin strenghed det utøjlede indhold: skaber struktur i kaos. Thorkild Bjørnvig nævnes som en mester i kunsten at bruge streng metrisk form uden rim.

Han nævner Tove Ditlevsen og Lise Sørensen som digtere, der kender mørket, men forstår at tænde sindet, så det lyser.

Eks. er dette digt af Lise Sørensen:

“Jeg tror paa, at intet i Verden er afgjort,/ at alting fra Starten er skabt til at skabe,/ at de der tar Ansvaret op bliver stærke/ og ejer det hele – og aldrig kan tabe.

Jeg tror paa de svage som langsomt blir stærke/ fordi de tar Skylden for alle Tings Væren/ og intet fornægter og aldrig vil flygte,/ kun deres er Riget og Magten og Æren.”

Martin A Hansen nævner og citerer vers fra en lang række af digtere, som nu skriver lyrik og har det fællestræk, at de er på en gang følsomme og stærke. De skriver på bevidstheden om det mørke, krigen har sænket over verden, nogen af dem afskriver troen på en gud, som f.eks. Orla Bundgaard, der skriver:

““Der er ingen Gud for os. / Vi dræbte ham en Nat i Trods”

Mange af de digtere, han omtaler, er glemte i dag, men andre er stadig læste, f.eks. Morten Nielsen, der døde ung, skønt han skriver:

“Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø./ Du er endnu for ringe til at dø”

Han døde, men Halfdan Rasmussen levede, og han blev gammel. Som ung i efterkrigstiden skrev han om mørket som ingen anden. Martin A. Hansen skriver om ham:

“Digteren stred atter for Livet, greb efter den enkle, livsvarme Virkelighed, for at trodse Mørket i sig, for ikke at forraade de dødes levende Haab. I “Korte Skygger” staar denne Kamp, og der er vel ingen danske Digte, hvor Sangen til de døde har lydt saa mørk og stridig og dog saa forløsende som her.

“Hjertet skal finde fred,/ banke sin lyse rytme/ ind bag hver dags fortræd,/ Mennesket skal igen/ drage sit spyd af livets/ unge smertende lænd”

Ivan Malinovski og Erik Knudsen er nævnt, og her omtales den etos, der præger dem. De vil engageret kæmpe for livet – og de har begge et socialt engagement. Her et digt af Knudsen fra samlingen “Til en ukendt Gud”:

“Jeg synger mig ren, jeg taler mig fri,/ ved at erkende gør jeg mig sund./ Der er fortrøstning bag al min tvivl,/ og der er glæde på smertens bund.”

Hansen gør opmærksom på, at Knudsen i sine digte gør op med ideologier:

“Hvem gider kommentere alle disse/ kvaksalvere,/ der udsteder recepter,/ før de har stillet diagnosen -“

Ole Sarvig finder han mærkelig, men talentfuld – “Jeghuset” synes ham gådefuld – Sarvig formår at finde et livsfrø i kaos, siger han, og få det til at spire, så det bliver

“en organisk struktur, der gør Kaos til Kosmos og Eksistensen meningsfuld.”

Han slutter med Ole Wivel, som han senere opretter tidsskriftet Heretika sammen med. Han nævner den nye digtsamling “I Fiskens Tegn,” som kom efter en lang pause. Hansen skriver ikke noget om, hvorfor Wivel var tavs i lang tid, men for ikke så mange år siden blev det almindeligt kendt og udbasuneret i pressen, at han i sin pure ungdom var medlem af den nazistiske forening “Ringen”. Han var jo ikke den eneste danske digter, der nærede en slags beundring for Hitler – og senere fortrød – Kaj Munk abonnerede også en overgang på noget i den retning. Og Hansen antyder det så alligevel på denne her nænsomme måde:

“Derefter har Wivel længe været tavs. Men dybt foruroligende Oplevelser i Besættelsestiden vækkede nye og større Kræfter. Her skete der noget, man til sine Dages Ende er bundet til. Ansvar og Etos drev ham til ny Søgen, hans Kunst bevæges voldsommere, af smertelig Indsigt.”

Martin A. Hansen slutter sit essay om den unge lyrik og dens erkendelseskamp med dette digt fra “I Fiskens Tegn”

Vi maa forvandle os -/ vi maa forødes i vor form/ som bladene der hvirvles hen/ i høstens tunge storm.

Som løv af høje gamle træer/ maa vi til jorden ned,/ forraadne, synke bort som muld/ med læ og frugtbarhed.

Vi maa berede os – / vi gaar nu vinterfrost imod,/ og der maa samles forraad/ af det som gror paa slægtens rod.

Nu har det hast for den som ved/ at eng og dyrket jord/ snart ligger dybt i sne kun rørt/ af lette fuglespor.

JEG ANERKENDER IKKE MERE JERES KLYNK

Udgivet den af
Svar

Vist gør jeg da det. Anerkender jer. Og at I klynker. Jeg tænker på alle I unge forfattere, som lige nu skriver om ”Underdanmark” ud fra egne erfaringer, og som synes, at I må gøre det, fordi I mener, at det ikke er gjort før. I al fald ikke fra dem, der selv har levet deres barndom i ”Underdanmark” – .

Det er så ikke helt rigtigt, for f.eks. Hans Kirk og Martin Andersen Nexø skrev på livet løs om netop den del af samfundet. Og tidligere endnu skrev f.eks. Aakjær og Johan Skjoldborg om det fattige landproletariat, og i al fald de to sidstnævnte havde selv trådt deres tyndslidte træsko i det miljø, de beskrev. De vidste, hvad de skrev om.

Så kom velfærdssamfundet, og i min opvækst fik vi lært, at klasseforskelle var noget, der fandtes i England, og fattigdom var noget, der kun hærgede i de såkaldte underudviklede lande. Og det troede vi så. Vi var lige, alle vi andre. Mente vi. Og jeg voksede op i den tro, at vi var ligestillede, for det var jo en grundlovsfæstet ret, men hvad vi ikke lærte var, at vi ikke var lige stillede.

Det er en af de mest markante litterære trends nu. At vise det. At vi ikke er lige stillede. At nogen vokser op og får det hele forærende, mens andre er børn af familier, hver forældrene drikker, hvor vold er dagligdag, og hver fattigdommen er synlig for enhver.

Det vidste vi ikke så meget om. Vi tænkte, at hvis arbejderbørn var begavede, så kom de frem i skolesystemet, der var gearet til alle (folkets skole),  og de kunne bryde mønsteret uden hjælp af andet end deres egen drift og evne. Nå ja, det var så allerede en begrænsning.

Men nu skriver Thomas Korsgaard og Glenn Bech og Edouard Louis fortællinger om en opvækst, som vi ikke anede, eller måske netop blot anede, eksisterede. Og de klynker godt nok, synes jeg. Jamrer over ikke at være blevet set, elsket og taget hånd om. De er alle tre nærmest mirakuløst undsluppet voldens og fattigdommens spiral.

Når jeg har den kontroversielle overskrift på mit indlæg, så er det ikke, fordi jeg ikke synes, at det er fint, at de brøler fra dybet, de unge forsømte, og det er godt, at vi hører dem, eller rettere, at dem, der (stadig) er den litterære magtelite hører dem og hjælper dem til at publicere og til at promovere og til at proklamere og kort sagt til at komme videre.

Nu snakker vi litteratur. Og der er det vigtigste af alt  TALENTET – kan man ikke skrive, så det fænger, så kan man ikke skrive, og så er det ikke på den bane, man skal løbe sine sejre hjem.

Men de tre kan alle skrive.

De har noget at skrive om, og de kan skrive. Altså held og lykke til dem!

Men jeg synes, det ville klæde dem, hvis de klynkede mindre. Og nu vil jeg så skrive lidt om mig selv.

Min far var ordblind. For ham var skolen tærsk, for han var jo dum. Han blev født på en hedegård syd for Skagen, og han lærte aldrig at læse. Havde en overgang en lille hedelod, som han opdyrkede, så slog han sig ned som købmand i den lille by Hulsig, hvor der boede ganske få mennesker og i forvejen var en brugsforening.

Han giftede sig med brugsuddelerens datter. De flyttede til den lille fiskerby Strandby. Her voksede vi ( en børneflok på fem op) – Mor havde gået 7 år i skole, far sammenlagt 4 år, og han kunne knap nok læse, men klarede sig ved sin robusthed, sit gode humør, sin ukuelige vilje og sin gode forstand.

Det er mit bagland. Og jeg arvede min fars ordblindhed og havde det svært med skolen i de første mange år, men jeg havde også fået hans livsvilje, og jeg lærte, at jeg aldrig skulle klynke, men tro på, at jeg kunne det, jeg af alle kræfter ønskede. Jeg ønskede at gå i skole. Jeg ville så gerne lære læsningens kunst. Det gik godt nok på privatskolen, selv om jeg en overgang var ved at blive hældt ud og sendte til Ørnevejens ”hjælpeklasse” – far gik i brechen for mig og forsøgte ( til alt held) at overbevise rektor om, at hans datter ikke var dum  – jeg VILLE læse, og da jeg takket være en fremsynet pædagog fik flere års ordblindeundervisning, knækkede jeg koden og blev storlæser. Det var det, jeg ville. Læse.

Jeg kunne ikke komme på det kommunale gymnasium i Frederikshavn – for lavt gennemsnit – mine skriftlige karakterer var MEGET lave. Så fik far mig ind på TH Langs Gymnasium i Silkeborg. En dyr betalingsskole.

Det var frygteligt for mig at komme hjemmefra, men det var fantastisk klogt af far at sende mig hjemmefra. Her skete der så meget. En udvikling. Jeg fik efterhånden mere og mere styr på min læsning, og ja, kort sagt: jeg kan sige med Glenn Bech, at jeg fumlede mig frem, for jeg kendte ikke koderne. Men jeg kendte efterhånden bøgerne. Litteraturen blev min verden. Og den er jo åben for enhver, der kan læse. Og det kunne jeg efterhånden.

Mit liv blev læsning.

Men jeg tror aldrig, at jeg klynkede.

Jeg klynker heller ikke i dag, hvor jeg er 82 år og lever i en lille landsby sammen med min mand, som er den samme, jeg har delt seng og bord og børn med nu i snart 60 år. Hvorfor skulle jeg klynke? Jeg er omgivet af gode mennesker og en dejlig stor familie. Jeg er omgivet af kærlighed. Det har jeg været hele mit liv.

Så jeg vil med Møllehave skrotte ak ak ak to sige tak tak tak.

RUDOLF STEINER OG MIG

Udgivet den af
Svar

Rudolf Steiner og mig

Nedenstående billede er ikke fra en Rudolf Steinerskole, men fra den slags skoler, han ville afskaffe

Det er længe siden, jeg har haft skoledrømme. Det plejer at være ubehageligt og at forløbe sådan her: trods min høje alder har jeg fået et lærerjob, og nu skal jeg bare finde min klasse. Men den er væk. Mine bøger er væk. Mit skema er væk. Jeg er selv væk og meget bange.

 I nat drømte jeg så igen om skole. Men det var ikke den sædvanlige drøm. Nogen ville overtale mig til at blive lærer på en bestemt skole, og jeg undslog mig. Husker ikke hvorfor. Var jeg bange for ikke at slå til?  

Jeg kan se skolen for mig, og det er ikke en af dem, jeg har kendt. Hverken kostskolen, eller handelsskolen eller gymnasiet eller nogen af de andre skoler, hvor jeg har haft min gang, og som jeg nu af og til i mine drømme vandrer hvileløs rundt i.

Herunder en time i Den blå Sal på Th. Langs Kostskole. Det er fra venstre Marianne, Vini og Helle Vibeke

Jeg ser den tydeligt – skolen i min drøm. Det er en stor bygning, men indvendigt ligner den en romersk ruin. Hensmuldrende vægge, store defekte trapper. Vældige rum med himlen som tag.  Må trods alt have ladet mig overtale til at se på sagen, for jeg møder jo op og går rundt i bygningen. Fuld af skepsis. Drømmens atmosfære, som er helt speciel, indeholder en blanding af forløsning og rædsel, men jeg kan ikke beskrive den.

Og jeg må derfor slutte min drøm med denne utilfredsstillende konstatering: den gled fra mig, netop, som jeg syntes at have fat om den.  

En ting ved jeg dog: Det var en Rudolf Steiner skole. Og hvad er der så med ham denne Steiner og mig? Ingenting. Kun det stof drømme er gjort af.

På min sengehylde ligger altid en lille stak bøger, som jeg har tænkt at læse. Og hver gang jeg når gennem stakken, sker det samme: der ligger en tilbage. Det er Rudolf Steiners bog ”Teosofi”. Den har ligget der i årevis, og når det sker med bøger, at jeg ikke får dem læst indenfor nogle måneder, så vandrer de uden protest den lange vej til Kirkens Korshær og bliver indlemmet i deres antikvariat og finder sikkert dedikerede læsere der.

Men den her er blevet liggende. Måske er det derfor, jeg drømte om den skole i nat. Ikke at drømmen endte lykkeligt. Jeg vågnede uden at have givet mig en tomme. Der ville jeg ikke undervise.

Vil jeg heller ikke læse bogen? Hvorfor? Og er det derfor, Steiner sniger sig ind i mine drømme?

Jeg tager bogen frem og læser undertitlen: ”Indføring i oversanselig erkendelse af verden og i menneskets bestemmelse.”

Nå for søren! Det var da ellers ikke så lidt. Menneskets bestemmelse? …

Bogen er skrevet i begyndelsen af det 20 århundrede – endnu er Europa ikke kastet ind i de blodige verdenskrige, der kommer til at præge hele århundredet.

Jeg skal sandelig have læst bogen, tænker jeg og går i gang med forordet. Og standser igen. Nej, det orker jeg vist alligevel ikke.

Jeg tror ikke på dens præmisser: at man kan tænke sig til ”menneskets bestemmelse.”

Og så er der den ”advarsel”, som Rudolf Steiner selv giver i sit forord til bogen, hvor han skriver: ( citat fra side 14 i Antroposofisk Forlags udgave 2002):

”Bogen kan ikke læses på den måde man plejer at læse bøger på i vore dage. I en vis forstand må læseren arbejde sig igennem bogen side for side, ja mange steder sætning for sætning. Det er helt bevidst, at bogen er forsøgt skrevet sådan. For kun sådan kan bogen blive det for læseren som den skal. Læser man den bare igennem, har man slet ikke læst den. Sandhederne i den må opleves. Kun på den måde har åndsvidenskaben en værdi.”

Nej tak! Det orker jeg ikke. Og det tror jeg ikke en døjt på.

Her er en pige, som for allerførste gang går i skole. Hun ser betænkelig ud. Det forstår sig.


JORDEN OG MIG

Udgivet den af
Svar

Det sker undertiden, at folk, der møder op til mine foredrag, holder mig tilbage, efter at jeg for længst har afsluttet og næsten er på vej ud. For der var lige noget, de gerne ville snakke med mig om, og det er så svært at gøre det i store forsamlinger – og heller ikke let i små. Men under fire øjne går det an. Og har jeg ikke lidt tid? Jo da!

Og så kommer det: man vil jo i grunden gerne efterlade sig spor, nu hvor man er blevet så gammel, at man er begyndt at tænke på, at man en dag er borte. Et spor. Ja, for hvem var man? Og hvor kom man fra? Og ikke mindst for ens efterkommeres skyld, så ville man jo gerne efterlade sig lidt mere end bare en bankkonto og et navn. Og måske kunne jeg endda hjælpe? For selv kan man ikke skrive.

Til det sidste svarer jeg altid blankt nej. Jeg kan ikke skrive for andre. Men de kan godt selv. Alle kan skrive. Det lærer vi trods alt alle i skolen. Det behøver ikke at være stor litteratur. Det er stort for børnene og for børnebørnene, og er man barnløs, så er det stort for efterslægten.

Skriv skriv skriv! Ikke for at blive forfatter, ikke for at blive kendt og læst af mange, men for at få rede ens eget liv og for at glæde dem, der kommer efter …

Det er det, jeg plejer at sige. Og måske har det fået en og anden til at gribe pennen. Jeg håber det, for det kan der kun komme noget godt ud af.

I dag har jeg glædet mig over regnen. Det er der ikke så mange, der har, for det har regnet i ugevis – i månedsvis – og alle drømmer om sol og varme. Det gør jeg også. Men jeg har plantet mine kartofler ud i haven dag. Og de skal have regn.

Og så har jeg tænkt, og det tænker jeg hvert år på denne tid, at jeg nok mærker, at jeg kommer fra en slægt af bønder. Gode danske bønder. Ja, det gør de fleste af os jo. Og i mig vokser der stadig en længsel efter at dyrke jorden. En lille rest af det, der engang var livsvigtigt og nu kun er tilbage som en hobby. At så frø og se dem spire og vokse frem. Drivhuset er fuldt af små planter nu. Til sommer eksploderer hele haven i et væld af farver. Hvor jeg dog glæder mig. Men det er nok alligevel ikke bondens længsel. Mon? Men det er en længsel efter at være tæt på det, der spirer frem alle vegne. Al den livskraft!

Thomas Bredsdorff og mig

Udgivet den af
Svar

Har netop læst Bredsdorffs bog: Lykkeligt nær – en oldings optegnelser. God bog. Som alle hans bøger er det. Denne her måske lidt sørgmodig alligevel, for det er jo en slags status over forfaldet, og den bilder ikke sig selv og sin læser noget ind. Det er en ærlig bog. Men det er også en bog, der holder sit emne i strakt arm. Distancen ( som måske alligevel ikke er ret stor) opstår ved, at Bredsdorff bruger 3. person. Akkurat som B. S. Ingemann gjorde det i sin Levnetsbog.

Nu er Bredsdorff et par år ældre end mig, men jeg kan alligevel følge ham i det meste, også i det forhold, at lykken kan melde sig og lyse klart. Jeg citerer lidt fra bogen:

(Citat side 26) Lykke. Fra han stod op denne tirsdag, mærkede han at bedre end i dag kunne livet ikke blive, aldrig nogensinde kunne det komme nærmere lykken.

Og det, der gør ham lykkelig er smertefrihed, barnebarnet og glæden ved at skrive stadigvæk, ved at kunne arbejde som litterat og med succes.

Det oplever han. Og det gør ham lykkelig. Jeg kan også ind i mellem finde den der forbistrede lykke komme trissende ind i mit revir – åh nej, se nu! allerede, når jeg skal skrive om det, så snubler jeg. Sikke et ordvalg: lykken trisser ikke.

Så helt med er jeg vist ikke.

Nå, men jeg er også glad for at kunne arbejde stadigvæk, selv om mit arbejde aldrig har været velsignet med nogen særlig form for anerkendelse eller succes. En forfatter, der har levet i det skjulte, det er mig. Og jeg har haft det OK med det. Jeg ved, at de bøger, jeg har skrevet, er i orden – det var de bøger, der SKULLE skrives. Og jeg fik lov til at gøre det. Og fik endda læsere. En hel del endda, for mine bøger, og jeg har skrevet i 40 år, findes stadig på bibliotekerne.

Så altså, selv om de aldrig blev bestsellers, så blev de mine bedste venner i perioder.

Og så er der alle de andre venner.

Og så er der familien.

Det er nok at være glad for.

Men i dag har jeg alligevel taget et skridt i en uvant retning: oprydning af det megen studiemateriale, som har ligget i mit lange liv på hylder og i skabe. I dag er det Brorson og Kingo, der har stået for skud. Her et lille udpluk at de papirer, som nu vandrer al kødets gang.

DERFOR SKRIVER JEG

Udgivet den af
Svar

Derfor skriver jeg

En massemorder bliver spurgt: ”hvorfor dræber du?”

Han svarer: ”fordi jeg kan.”

Vi gyser – han er kynisk og uden for rækkevidde.

En forfatter bliver spurgt: ”hvorfor skriver du?”

Han svarer: ”fordi jeg kan.”

Vi undrer os.

Han undrer sig ikke – det er sådan det er.

Nu stilles de samme spørgsmål, men denne gang er svarerne andre:

Morderen: ”Fordi jeg ikke kan lade være.”

Vi får ondt af ham. Han må hjælpes.

Forfatterens svar er igen et ekko af morderens:

”Fordi jeg ikke kan lade være.”

Skal han hjælpes? Skal vi have ondt af ham? Eller bare lade ham skrive?

Flittigt skrivende dovent drivende

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Sådan var mit valgsprog i årevis. Nu har jeg ændret det til “dovent skrivende, flittigt drivende.”

Der vil dryppe ord.

Men de vil ikke fosse.

Ikke fordi de ikke er et sted og venter på udgang. Men … ja, der er flere årsager.

OK: de er spærret inde lige nu, men ikke for livstid – midlertidig udgang er sikret.

Suk hjerte

Udgivet den af
2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At skrive er at lide
At leve det er smerte
Hvis man da ikke ejer
Et veldresseret hjerte


Hulda Lütken skrev det lille vers for snart 100 år siden.

Det er ikke alle hjerter, der frivilligt underkaster sig dressur.

Hun blev ikke regnet for en stor digter i samtiden og er glemt i dag, og digtet her er jo ikke stor poesi. At rime hjerte på smerte!

Men selv dårlige vers kan bruges. Og for resten var Hulda Lütken ingen dårlig forfatter, hun skrev fine ting, som stadig kan læses. Og så er hun for resten født i Elling sogn. Vi er sognebørn.

Erindringer – B. S. Ingemann

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1789 til 1862

Ingemann tegnet af Marstrand

Ingemann var rendyrket romantiker, så på sin vis kan vi godt kalde ham Danmarks svar på Chateaubriand. Han er vores egen nationale romantiker.

Men selv om de to lever samtidigt og begge skriver romantiske tekster og altså ligner hinanden i det indre (litterære) univers,, så er de i det ydre modpoler. Ingemann lever i Sorø hele sit voksenliv – han foretager den obligatoriske dannelsesrejse som ung, men fra og med sit ægteskab med Lucie Mandix bliver han i Sorø. Somme tider går han en lille tur i parken – så er han i naturen. Chateaubriand søger den vildeste natur i Amerika blandt indianere, og han kaster sig hovedkulds ud i livets voldsomste hændelser, færdes globalt, har intetsteds hjemme. Han oplever alt på sin egen krop: rejseliv, revolutioner, krige, landflygtighed, sult, savn og sorg.

Ingemann bliver hjemme. Og tænker sig til resten. Så dansk.

Ligesom H. C. Andersen og Chateaubriand skrev Ingemann i mange år på sine erindringer, men i modsætning til de to førstnævnte fik ham kun trykt den ene: “Levnetsbog” (når man ser bort fra en udgivelse: “Tilbageblik – udkast til en bog om hans voksenliv).

Levnetsbog fuldførte han i sin livsaften, og den blev udgivet i 1862 kort efter hans død. Han kunne altså godt som Chateaubriand hævde, at det var en røst fra hinsides graven, der her talte. I det første kapitel skriver han (side 5 i Jens Kelds udgave fra 1998):

Efter en Forfatterperiode af 50 Aar, maa han nu (1861) vel snart ansee sin Virksomhed paa denne Planet for afsluttet. Hans hvide Barnehår blev i hans Ungdom brunligt; hvad han i sit 72de Aar har af det tilbage er næsten blevet hvidt igjen. Han sidder nu i Løvfaldstiden i sin stille Havestue ved Sorø Sø og har atter fremtaget til mulig Udførelse det første Udkast til denne sin Levnetsbog. Det er et Foretagende, han ofte har tænkt og begyndt paa, men altid lagt til side for andre og kjærere Arbeider. Det har syntes ham profant at giøre den store vedslige Proteus, man kalder Publicum, til sin Skriftefader. At tiltroe sin egen Personlighed med et stille Privatlivs ydre Smaa Begivenheder Interesse for hin store idelig omvexlende Personlighed med de talløse Hoveder og Hjerter, har ogsaa syntes ham en anmassende Indbildning. …

Ingemann leverer med sin bog en af de efter min mening smukkeste barneskildringer i dansk litteratur. Fint og forsigtigt og fuld af kærlighed fremstiller han sine første år og sin ungdom i Torkildstrup Præstegård.

Torkildstrup Præstegård – Foto: Ole Henne Hansen

Ingemann tøvede meget længe, faktisk næsten til sin død, med at skrive erindringsbogen, og for at skabe endnu en distance ud over årene, der gik, så brugte han konsekvnt 3. person. Han betragter drengen, der aldrig bliver til et “jeg”, men konsekvent er en “han” – den anden – ham, man kan studere og studse over og glædes med, men ikke komme helt tæt på.

Distancen forekommer stærkt i skildringen af første skoledag, hvor den lille sarte dreng overlades til flokken af utøjlede og bøllede drenge, der mobber ham voldsomt. Men den gamle Ingemann ser på drengenes “løjer” med et glimt i øjet og et smil på læben og synes helt at have glemt den lille drengs rædsel. Eller han har vel ikke glemt den, men han holder den ud i strakt arm. Den skal ikke for tæt på. Her et citat:

(citat side 200) Prygleriet standsede dog et Øieblik ved den nye forbløffede Drengs Indstyrtning med et Rygpuf over Tærsklen og man flokkedes om ham, som Bræmserne om et fremmed Insect, der kastes ind i deres Rede. Under Huien og Skrigen, Latter og Spot over den lille “Jomfrudreng”, som han strax kaldtes, og over hans Landsbydragt, blev han paa engang overvældet med tusinde Spørgsmaal om Navn og Alder om Familie og hele Fortid, og ethvert Svar, han gav, blev fordreiet og gjort latterligt …