113 – intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som jeg måske har skrevet før, så er det min hensigt at bygge Hulsigbogen op som en egnsrejse frem og tilbage i tid – begyndende med sandstormenes og sluttende med badegæsternes tid.

Og her vil jeg centrere fortællingen omkring udvalgte personers liv, personer, der HAR eksisteret og altså ikke er opfundne af mig og om begivenheder, som HAR fundet sted og altså heller ikke er min opfindelse.

Og så vil det jo alligevel langt fra være historisk sandt, skønt slet ikke historisk løgn. Det er fiktion bygget på faktuelle hændelser. Det er den balancegang, jeg agter at gå og allerede er begyndt på, men den er forbistret vanskelig, og jeg snubler hele tiden over en eller anden forhindring.

Her er et eks: nu fandt jeg allerede forrige sommer på Tinghuset i Skagen en notits om en Christian Jensen Hesselholt, som skulle være faldet i krigen i 1849 i slaget ved Kolding, hvor han også ligger begravet. Haps! mumlede jeg og skrev notitsen ned, ham snupper jeg.

Det kan jeg bare ikke. For i mellemtiden har jeg researchet på fyren og – ØV DA OSSE! han er IKKE fra Hesselholt i Hulsig. Sandsynligvis er han fra Læsø. Står nemlig under faldne fra Hjørring Amt. Jeg fandt ham i Vilhelm Cohens “Krigene 1848-1864 og de faldnes Minde”, Gads Forlag 1865 Bog 1849 siden 95. Han tilhørte 4de Reserve-Bataillon, 1ste. Compagni og havde “navnet” menig nr.189, og han døde altså d. 5. april 1849. Han findes imidlertid ikke hverken i kirkebøgerne fra Skagen Landsogn eller i folketællingerne.

Nu er jeg blevet nysgerrig, så hvis nogle af de mange ihærdige Hesselholt-slægtsforskere ved noget om ham, så skriv venligst til mig!

En af Krøgh-sønnerne. Men han var nu ikke med i nogen krig.

Derimod ved jeg helt sikkert, at min oldefar Ole Houkjær deltog i krigen i 1864 og var med i slaget ved Helgoland. Så ham vil jeg helt sikkert følge i det slag, hvor han var sammen med andre gæve hulsigboere og skawboere.