65. Bent Haller – Digterpjalten

Udgivet den af
Svar


Endnu engang må vi gå vejen om ad Bent Haller – en smuk vej at gå, for han har skrevet en lang række perler – og mange af hans romaner udspiller sig her i det nordlige Jylland – se tidligere indlæg, og nu gælder det så Digterpjalten.
Digterpjalten handler om en ukendt digter Andersen, der var samtidig med den store og verdenskendte digter Andersen – fælles for dem var en opvækst i fattigdom, men de fulgte ikke den samme vej. H. C. Andersen kæmpede sig til en plads på toppen og nåede både som digter og som turist ud i den store vide verden, mens C. Andersen ikke rokkede sig af stedet og hans digte blev læst af meget få og værdsat af endnu færre. Han blev født i Raabjerg Sogn, og her døde han. Se mit indlæg om Skagen og Andersen: indlæg nr. 24.
Carl Andersen er ikke en opdigtet person, og de fleste andre personer i romanen er også mennesker, der virkelig har levet – men om Carl Andersen virkelig var et uægte barn af Andreas Peter Gaardboes mor fra før ægteskabet med A. P. G.’s mor, ved jeg ikke. Haller har muligvis fundet det i sin reseach og har jo desuden sin digteriske frihed, men tanken er besnærende: den lærde bonde som bror til den fattige digter. Om Gaarboe ved vi, at han arvede sin fars gård og drev den dygtigt, han var en af egnens mest respekterede bønder og fik de tillidshverv, der hørte en sådan bonde til. Men derudover var han jo altså videnskabsmand og forsker på et forbavsende højt plan.
Men romanen handler først og fremmest om Carl Andersen. Carl er et uægte barn og derfor dømt til et liv i skyggen. Han vokser op hos bedsteforældrene.
Vi følger ham fra fødselen og til han bliver en gammel mand. Særlig skildringen af barnet Carl er rørende uden at være rørstrømsk. Jeg vil citere et lille afsnit, hvor vi møder drengen “på arbejde” – han havde sit faste job på gården, og her blev han udsat for ikke så lidt:
( side 54) “Carl skulle stå ved havelågen, så dyrene ikke løb ind og trampede i urterne, og han var altid bange, når de kom løbende. De løb lige mod ham og så skulle han råbe højt og svinge vildt med armene.
Når de kom løbende med gyngende yvere, som om de ville tromle ham ned, skreg han sig blå i hovedet og var flere gange ved at græde. Hvis en af køerne standsede foran ham og sænkede hovedet råbte han:
Den stanger, den stanger.
En ko stanger ikke, skældte bedstefar, opfør dig nu som et karlfolk.
Han var for svag til at køre trillebøren så han måtte slæbe møg til møddingen i to spande der hang i hver sin ende af et åg. De spande var så tunge at han fik krampe i sine skuldre. Åget gnavede ham et sår i nakken og flere gange knækkede benene under ham fordi karlen havde fyldt spandene helt op til randen. Det var ikke så slemt at feje skiderenderne, selv om kolorten var så tung at han måtte skubbe det foran sig i små portioner, det var værre at gøre rent hos grisene. Somme tider blev grisene ondskabsfulde og nappede efter ham, især havde den gamle so set sig gal på ham.
Før han klatrede over i hendes bås gav han hende et ordentligt slag med kosten, for det havde karlen sagt han skulle.
-Du skal sætte dig i respekt, sagde karlen – du må ikke vise at du er bange.
Soen fór et par gange rundt i båsen, med patterne slæbende hen over jorden. Han jog hende over i det ene hjørne så han kunne komme til at skovle møget op i spanden. Fast trampet grisemøg var tungt og svært at skrabe fri af gulvet, han måtte bruge alle sine kræfter, og samtidig skulle han passe på at soen ikke gik til angreb. Den stod med sænket hoved og gloede på ham med små ildøjne. Den havde flere gange væltet ham omkuld så han svinede sine klæder. Den ventede bare på at han skulle vende ryggen til – Du må passe på at du ikke kommer ned og ligge, advarede karlen – for så æder den dig.” … ( side 56): Carl svingede de fyldte møgspande op på kanten af båsen og skottede tilbage over skulderen. For at løfte en spand måtte han bruge begge hænder, og så var han nødt til at stille kosten fra sig.
Idet han løftede spanden kom han til at skubbe til kosten så den faldt til den ene side, væk fra ham. Samtidig vraltede soen fremad, og så gik der panik i Carl. Han sprang hurtigt op på rækværket, men spanden fik han ikke med sig, den faldt tilbage i båsen.
Soen fór frem og gik til angreb på møgspanden. Den fik fat i hanken, løftede spanden, og hamrede den ned i gulvet, igen og igen. Den bed i kosten og svingede den rundt så det lavede et frygteligt spektakel. Den gik helt amok og Carl begyndte i sin fortvivlelse at græde.
karlen kom til og han begyndte at grine da han fandt ud af hvad der var sket.
-Hvad er du så snottet for? råbte han
– Jeg tabte jo spanden, græd Carl.
– Jo såmænd gjorde du det, nu må du hente den igen.
– Jeg tør ikke.
– Du er et pyldrehoved, din horeunge, ind efter spanden inden din bedstefar får det at vide.
– Jeg tør ikke.
– Så skal jeg hjælpe dig, sagde karlen og greb Carl i nakken, løftede ham i vejret, og smed ham sprællende ind over båsen.
Carl sprang op med et sæt, hvid i hovedet. Soen tumlede rundt og kurede et stykke før den ramlede ind i truget så vallen skvulpede over. Carl forsøgte at få fat i møgspanden, men så nappede soen ham i det ene ben.
Karlen lo.
Carl sparkede og ramte soen over trynen. Han fik held til at komme over i en anden bås, hvor der var en del smågrise, og selv om han normalt ikke var så bange for dem, så løb det ham koldt ned ad ryggen da de begyndte at flintre rundt mellem benene på ham.
Han sprang over gelænderet og faldt så lang han var i møgrenden. Karlen lo og lo.”
Da Andersen ikke mødte Andersen: En af de mest hjertegribende kapitler i bogen og jo også forvirkeligheden, for begivenheden, som aldrig indtraf, var sand nok, er der hvor han har besluttet at mødes med H. C. Andersen, der er på vej til Skagen og skal gøre ophold i Aalbæk. Hertil begiver Carl sig iført søndagstøj og med sine digte i lommen. Jeg vil citere fra bogen:
( citat side 227 ) “Carl gik lidt frem og tilbage foran kroen, hundrede skridt den ene vej, hundrede skridt den anden. Han fandt et rødt lommetørklæde frem og bøjede sig for at børste støvlesnuderne af. Solen var begyndt at bage og strømperne kradsede.
Han tog den høje hat af og tørrede panden og det tynde hår med kluden, så satte han hatten på igen og talte endnu hundrede skridt den ene vej, og hundrede den anden.
Endelig kom postvognen til syne. Postillionen, der var iført en iøjenfaldende rød kappe, og sort kasket med blank skygge, blæste i hornet, tre flotte trut med krøller og vellyd, så krokarlene kunne komme og tage sig af de svedige heste. Der var kun én passager med vognen. Han stak hovedet frem i døren og så lidt fortumlet ud. Postillonene spreng ned fra bukken for at åbne døren. Han tog kasketten af og bukkede mens han holdet det snoede hort ind mod højre lår.
Det første der kom til syne var et langt tyndt ben, ligesom famlende og løst i leddelen, så kom endnu et ben, to usandlynligt lange og tynde ben, så en mager hånd der holdt fast i den sortlakerede dørkarm, en lang hånd i en tynd sort handske.
Det var underligt for Carl at se, at manden bar handsker, det havde han aldrig set før, og så i den hede. Nu bukkede manden sig for ikke at slå hovedet ind i karmen.
Pludselig så det ud som om det var en kæmpe der masede sig ud, eller som om postvognen krympede. Det knagede i fjedrene og endelig stod digteren udenfor og kunne rette sig i vejret.
Han var høj og lidt krum. Han nikkede venligt til postillonen, og de to karle der kom for at tage sig af hestene. De stod og måbede og digteren nød sin entrè. han gik et par tøvende skridt mens han holdt fast i jakkens lange skøder. Derefter holdt han begge arme ud fra kroppen og tog en dyb knæbøjning. Han pustede lidt, men det bekom ham vel, det var tydeligt. Hans ansigt var ikke længere så anspændt.
Hvor var han dog høj. Hans arme hang lidt slappe ned og han så pludselig over på Carl og smilede med store hvide tænder. Det var nok et gebis?
Carl trådte frem, nu skulle de hilse på hinanden. Papirerne lå klar i lommen, fat mod. Hans Christian Andersen så så stolt ud,  men det behøvede ikke betyde at han ikke kunne snakke med en ganske almindelig mand.
– Det er jo herligt, sagde Hans Christian Andersen. Hans stemme var svag, som en kvindes, lidt pibende, lidt knirkende, stemmen passede ligesom ikke til staturen – ja tak, hvis du ville tage min frakke, der er sandelig blevet lummert.
Carl havde rakt en hånd frem, men i stedet for at hilse lagde digteren sin tunge overfrakke, og den høje hat, over Carls arm.
Der stod han så, rød i hovedet. Han kunne ikke gøre andet end at gå efter digteren der med lange skridt nærmede sig kroen.
Nu kom kromanden ud på trappen sammen med en tjener der forsovet var ved at knappe sin vest. Kromanden rynkede overrasket brynene da han fik øje på Carl. Han bukkede samtidig dybt for digteren og sagde nogle få velvalgte ord, og så blev Hans Christian Anersen vist ind i den fine stue. Han var sulten og ville gerne have stegt rødspætte med kartofler og persille, hvis det ikke var alt for bekosteligt. Digteren beklagede sig i høje vendinger over at han ikke havde så mange penge. Om han måske kunne betale med et digt, mindst tre vers, om Aalbæk kro?
Det forslag hørte kormanden ikke.
Carl stod og vidste simpelthen ikke hvad han skulle gøre med digterens hat og overfrakke, selv om det selvfølgelig var en slægs ære. Han blev stående i døren indtil kromanden kom tilbage.
– Jeg synes nok det var dig, sagde kromanden vredt og tog overtøjet – hvad skal du her?
– Jeg skal tale med digteren.
– Så så det tror du.
– Ja jeg har nogle digte som han skal læse.
– Den herre vil ikke forstyrres nu, sagde kromanden – og tror du så ikke, du skulle gå hjem og passe dit arbejde, i stedet for at du gør os allesammen til grin.
– Må jeg tale med ham, Car var stædig – bare et øjeblik.
– Nej, der er gæster i stuen, vi kan ikke have sådan nogen som dig rendende her.
– Jamen.
– Ud med dig Carl, eller jeg kalder på Jacob. Kromanden puffede ham med vommen – Jeg ved ikke hvad der går af dig, stille her i kirkeklæder, du skulle holde op med at opføre dig så torskedumt.
Ordene væltede ud af kromandens tyklæbede mund og da Jacob kom slingrende på usikre ben, så Carl ingen anden udvej end at gå sin vej.
Han rettede ryggen udenfor på vejen og så sig ikke tilbage. Så begyndte han at gå hjemefter mens han hele tiden tænkte på at hans digte ikke var blevet ringere af den grund. Det var heller ikke Andersens skyld, han vidste intet. Det der var sket med ham var ikke sket med hans digte, der var slet ikke sket noget, og han havde da set digteren, hilst på ham så at sige, hjulpet ham med tøjet, det kunne han fortælle Maren Sofie når han kom hjem, hvis hun ellers var interesseret. “
( citat slut)
Carl Andersen levede derude i Raabjerg Sogn på en tid, hvor levevilkårene var barske, og han skrev sine digte iden sparsomme fritid, og sandt er det også, at han virkelig forsøgte at kontakte H. C. Andersen uden at det lykkedes for ham.
Om hans liv var tragisk?
Tja … vi har jo kun Hallers skildring af dette liv, og i hans beskrivelse forekommer det sådan, men på samme måde som så umådelig mange menneskers liv var præget af tidens mørke og barske vilkår. Enkelte skilte sig ud og enkelte klarede sig trods alle odds. H. C. Andersen kom jo faktisk fra mindst ligeså fattíge og usle kår som Carl.
Hvorfor klarede han sig så flot? Og gjorde han egentlig det? Han skabte stor kunst, og han blev anerkendt, men hans liv var alligevel en lang smertevandring. Og Carl? Ja, han havde den samme glæde over sine digte som den store digter.
Vi vil inden vi forlader Digterpjalten følge med Carl hjem til konen Anne Sofie. ( citat side 230) “Hvorfor? tænkte han, hvorfor skal alting være så grimt omkring mig? Hvorfor er jeg selv så grim som in i helvede, og hvorfor er mine vers knudrede, når Andersens digte er som let musik, som sommerfugle over mosen, som hvide dansende skyer på en blå himmel, som fletværk af sol og sølv over havet? Volapyk og sniksnak.
_ Hvad sagde digteren så? spurgte Maren Sofi, da hun havde gået rundt i stuen.
_ Ja, hvad sagde han, mumlede Calr.
– Noget sagde han vel?
– Nej han sagde nærmest ikke noget.
– Snakkede du med ham da?
– Jeg hilste på ham.
– Men sagde han noget om dine vers?
– Det snakkede vi ikke om?
– Hvad snakkede I så om?
– Vi hilste bare på hinanden, og så er der ikke mere at snakke om Maren Sofie, sagde Carl og slog med en hånd ned i bordet.”

5. I begyndelsen var opdragelsen

Udgivet den af
Svar


 
Dette er det femte indlæg om børn.
Herunder vil jeg give en lille smagsprøve på en bog, som jeg kan anbefale enhver, der vil vide mere om mennesker og deres væsen og uvæsen.
Bogen “I begyndelsen var Opdragelsen” er skrevet af den schweiziske psykoanalytiker Alice Miller. Den udkom i Danmark i 1992 – ti år tidligere udkom bogen “Det selvudslettende Barn.” A. Miller har gennem hele sit forfatterskab beskæftiget sig med “Barndommen” og navnlig redegjort for de skader, opdragelsen gør på barnets og senere det voksne menneskes psyke. Det er ikke i sig selv banebrydende tanker – og de klassiske psykoanalytikere påviste jo også, at de fleste skader på sjælen ( psyken) kan føres tilbage til oplevelser i barndommen.
Det nye er Millers radikale syn på opdragelsens funktion som lemlæstende for psykens naturlige og frie udvikling. Via en analyse af 1900 tallets opdragelsesmetoder i Tyskland løser hun gåden om, hvordan så mange almindelige og oplyste tyskere uden at tøve kunne godtage Hitlers massemorderiske udskejelser. Hvordan kunne det gå til, at mennesker med levende hjerter og menneskelige følelser stiltiende kunne acceptere, at små børn blev gasset ihjel og uskyldige mænd og kvinder mishandlede til døde? Hvordan kunne et helt folk hylde en sådan ærkeforbryder som Hitler?
Jo, det kunne de, fordi de netop ikke havde levende hjerter og følelser – det kunne de, fordi de var sjæleligt døde. Det havde opdragelsen sørget for.
Hitler hævnede sig på sine opdrageres daglige vold mod det lille barn, han engang var, ved at dræbe og pine f.eks. jøder og forføre et helt folk, der også tørstede efter at hævne barndommens ubeskrivelige og forbudte smerte. Her fandt de objekter, der lod sig pine.
Miller skriver ( side 234 iReitzels udgave): “antallet af disponible objekter, man kan vælge imellem, når man vil tage hævn over sin egen barndoms lidelser, er næsten ubegrænset, men ens egne børn er jo de nærmeste ( Hitler fik ingen børn) – Næsten i alle gamle bøger om opdragelse drøfter man i første række, hvordan man kan bekæmpe spædbarnets egenrådighed og tyranni, og hvordan man må straffe det lille barns “halsstarrighed” med de skrappeste midler. Forældre, der først én gang er blevet tyranniseret af disse råd, har naturligvis travlt med så hurtigt som muligt at finde afløb hos et erstatningsobjekt og oplever i deres barns vrede deres egen tyranniske far, som de nu endelig kan gøre med, hvad de vil.”
Det er denne ring, der må brydes for at et menneskeligt samfund kan dannes.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt. For mig er de eksempler, som Miller bruger i sin bog, og som er eksempler hun kender til fra sin virksomhed som analytiker, så himmelråbende forfærdelige, at det er svært at tro, at de ikke er enkeltstående fænomener. Det er de ikke ifølge forfatteren – det er netop sådan, man i almindelighed opdrager børn: ved at knække deres vilje og få små lydige proselytter ud af dem.
Bogen er barsk læsning. Og skildringen af det, som Miller kalder “sort pædagogik” er skræmmende. Og fremmed i al fald for mig. Det er Millers overbevisning, at den sorte pædagogik ikke hører fortiden til, men er ( var) anvendt overalt i Europa i 1900 tallet, hvad da også utallige afsløringer af børnemishandling på børnehjem og andre institutioner for børn har påvist.
Der er stadig mennesker i vor oplyste tid som kæmper for retten til at mishandle børn (= deres egne). Ja, revselsesretten har stadig mange tilhængere – det er kun få år siden, at Dansk Folkeparti forsøgte at generobre forældres ret til at slå deres børn.
Miller beskriver tre menneskers barndom: Christiane F.´s, Adolf Hitlers og Jürgen Bartschs ( kendt massemorder) – gennem grundige beskrivelser viser hun, hvordan den  voldelige opvækst, som disse børn har været udsat for, har skabt dem om til de uhyrer, som de endte med at blive.
Christiane F. var narkoman og vendte destruktionen indad mod sig selv, hun blev reddet, fordi hun mødte nogle mennesker, der kærligt og forstandigt tog sig af hende.  Hitler mødte ingen kærlighed – han var fortabt, og når man læser om den daglige vold han var udsat for, forstår man meget – en gang forsøgte den 11 årige Hitler at flygte fra faderens vold og blev derfor næsten banket ihjel.
Miller skriver side 142: “Barnet Adolf kunne være vis på, at mishandlingerne ville blive ved. Lige meget hvad han havde gjort, så fik det ingen indflydelse på den daglige omgang prygl. Han havde ikke anden udvej end at fornægte smerterne, altså at fornægte sig selv og identificere sig med angriberen. Ingen kunne hjælpe ham, ikke engang hans mor, det ville være farligt for hende, da hun også blev mishandlet.”
Det vil føre for vidt her at redegøre for bogens komplicerede teorier uden at forenkle dem, men jeg synes selv, at jeg er blevet klogere med hensyn til at forstå voldens og det ondes arnested – hvordan opdragelsen kan forvandle levende mennesker til kolde maskiner uden følelser.
 
Jeg vil slutte af med at citere fra et af mine tidligere indlæg, nemlig om baroktidens brutalitet. Vi er nu i 1600 tallet. Sammenhængen mellem samfund og opdragelse fremgår faktisk også af den lille artikel. Se selv:

I dag bliver vold i stort set alle sammenhænge set som noget ondt. Men dengang blev korporlig og åndelig mishandling betragtet som et gode, eller i bedste fald som et nødvendigt onde. At afskaffe vold var det samme som at afskaffe det kristne menneske. Vejen til karakterdannelsen gik kun én vej: gennem voldens smerteunivers.
Vi kan finde eksempler overalt i tidens litteratur. Her er et udpluk fra en prædiken, som Thomas Kingo holdt over Jakob Birkerod: “Ved TILSYN og god OPTUGTELSE beskikkes Børn til Gud. BØRNE-TUGT er nødvendigere end Klædetvet, denne tager vel Skarn og Smitte fra Legemet, men hin Vanske og Vanheld fra Sindet”. Og senere i samme prædiken: “Vist er det, at Børn fødes ikke Mænd; Men det er og vist nok, at Mænd deris Liivs Tiid tiit blive Børn, fordi de manglede Tugt.”
Det var således ikke blot tilladt, men ligefrem anbefalelsesværdigt at slide flittigt på pisk, stok, ris, ferle, og hvad man ellers besad af torturredskaber. Og der var ikke nogen rar nabo eller social myndighed, der greb ind, når et barn var udsat for korporlig afstraffelse.
Voksne mishandledes og mishandlede også hinanden livet igennem. Fra historiebøgerne ved vi, at tidens danskere led under fattigdom og sult, der var aldrig særlig langt til livet på landevejen, i 1660 strejfede 10% af alle danskere om og ernærede sig ved tiggeri. Og dertil kom de mange krige og pestepidemier. Det må have været ganske uhyggeligt at leve i den tid.
Erik A. Nielsen skriver herom i sin Kingobog: “Hjerteløse prygl og afstraffelser hørte til dagens (u)orden. Den patriarkalske familie spejler i en miniatureskikkelse enevældens patriarkalske samfundsorden. I det private som i det offentlige hersker den umenneskelige jurisdiktion og de grove straffe. Børneopdragelse foretages ofte med ris, der har ligget i saltlage og modsvarer nådesløsheden i opdragelsen af det religiøse sind. ( Side 36 ).”

Her synes jeg, at et sidespring er nødvendigt, inden vi helt afskriver barokken som et voldeligt intermezzo i vor folks historie. Den barske og hårde børneopdragelse forsvandt nemlig langt fra med barokkens forsvinden. Jeppe Aakjær fortæller i sine erindringer om glæden ved barndomshjemmet, men han fortæller også et sted, hvordan han ofte fulgte med sin mor, når hun skulle skære ris, og de to snakkede så godt sammen, og i al den fryd og glæde kunne den lille dreng næsten glemme, hvad risene skulle bruges til. Først når de kom hjem, og mor lagde risene i saltlage (!) blev den lille dreng beklemt. Men Aakjær bebrejder ikke sin mor de hårde afstraffelser, de nævnes blot som en uvæsentlig, ja nærmest lidt humoristisk biting, og det er modbilledet af den fromme og gode moder, der bliver stående i erindringen.
Først med Knut Beckers lange fortælling om drengen Kai ( i romanen: Det daglige Brød) bliver børnemishandlingens grusomhed genstand for en iskold og nøgtern og samtidig hjertegribende fremstilling, så at også læseren må tage afstand.

Og lige til slut: Der findes stadig mennesker, også i Danmark, der af et godt hjerte mener, at forældre har ret til at tæve deres børn. Prygl er nok forbudt på papiret og i det offentlige rum  ligesom rygning. Men i hjemmene?  Tja …
Selvfølgelig er der et modbillede til tidens ( barokkens ) megen elendighed. Det vil jeg vende tilbage til, men jeg vil også MEGET gerne høre jeres kommentarer til ovenstående.
Dette er fra indlægget om Thomas Kingo fra forrige år – se oversigten.

 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar


A. P. Gaardboes grav på Raabjerg Kirkegård
 
Der er i øjeblikket stilstand på bloggen. Skal der være bevægelse i denne tid, må bølgerne komme fra dig, og har du lyst til at føje noget til, at lad det frit rulle ind på bloggen. Det ville være rart med lidt vind fra alle retninger.
Skagenprojektet vokser dog troligt i forfatterens forvirrede hoved, men ikke for tiden andre steder.
Jeg er ikke færdig med A. P. Gaardboe – ham vender jeg tilbage til, så snart jeg atter får ro omkring mig. Og det med forvirringen skal du ikke lade dig forvirre af: tingene lægger sig smukt tilrette i en dertil indrettet box på min indre harddisk.
Lidt om den nærmeste tid på bloggen – hvis vi altså ser bort fra dit indlæg. Det bliver igen Bent Haller og denne gang med hans “Digterpjalten”, en roman hvori for øvrigt A.P Gaardboe spiller en ikke uvæsentlig rolle.
Engang i juli vil jeg lade Ellen Åmands lille tekst om vejen Tranevej poppe op på bloggen – en dejlig tekst.
 

64. Andreas Peter Gaardboe: Fortidsminder fra Vendsyssel

Udgivet den af
Svar


I 1893, 2 år før sin død udgav Gaardboe bogen om fortidsminderne, idet han her samlede et udvalg af de artikler, han havde skrevet om det nordlige Vendsyssel. De fleste af artiklerne var tidligere udgivet i historisk tidsskrifter; der har jeg læst dem og også omtalt nogle af dem på min blog ( se under kategorien hjemstavnsroman nr. 44!).
Her vil komme et resumé af bogen, hvori Gaardboe som sagt samler det væsentlige – nedenstående vil altså blive et sammendrag af et sammendrag, og hvis du finder den slags tekster kedelige, så spring det over!
Som jeg har nævnt tidligere, så er stoffet på min blog spredt fægtning, men dog med den bestemte hensigt at belyse mit forfatterskab fra forskellige sider, og med hensyn til dette indlæg og alt andet under betegnelsen “Hjemstavnsroman” så skal det pege frem mod den bog, jeg har planer om at skrive om mennesker og steder i Skagen Landsogn.
Vil du derimod gerne vide en smule om livet i begyndelsen af 1800-tallet i denne del af landet, så spring på og læs! Vil du vide rigtig meget, så køb eller lån bogen: Fortidsminder fra Vendsyssel, nyudgivet i 2011 med noter og ordforklaring, og er du rigtig entusiast eller bare rigtig Skagennørd, så kast dig over de gamle historiske skrifter, som man vil kunne finde frem til via min bogliste over den Skagenlitteratur, som jeg selv har anvendt ( det er nr. 13 i kategorien Hjemstavnsroman) , eller i Hans Nielsens bibliografi over litteratur om Skagen.
Her nu lidt om Gaardboes bog:
Gaardboe indleder med en beskrivelse af Raabjerg Sogn. Det er der, han selv er født og opvokset, og det kan have vores interesse, fordi Raabjerg grænser op til Skagen Landsogn og mange af de karakteristika, der gælder her også gælder der.
I 1801 var der 805 personer i sognet
1 1822 var der 821
I 1840 var der 932
I 1860 var der 1036
I 1870 var der 1062
1 1890 var der 1166
Der er altså en svag tilvækst viser disse folketællinger, og familiernes antal er vokset fra 158 familier i 1822 til 223 familier i 1870.
I Skagen Landsogn ses den samme udvikling. Det har jeg tidligere behandlet under Skagentekster ( Hjemstavnsroman nr. 44 ).
A. Topografi:
Skagen Odde: Raabjerg – Elling – Tversted – Skagen Landsogn – Skagen.
Det højeste punkt er Gaardboe Rimme, bevokset med egekrat 500 alen øst for Nørre Gaardboe, sammen med bakkerne nord for Jennet danner de en del af den højderyg, der strækker sig over hele sognet.
Teori: Da Den engelske Kanal brød igennem for flere tusinde år siden, ændredes strømforholdene, og det har muligvis været medvirkende årsag til sandflugten på Jyllands vestkyst.
I oldtiden var sognet delt i to af en vældig sø, som lidt efter lidt blev fyldt op af flyvesand.
Af tingbogen fra 1663 ses, at størstedelen af Gaardbogaards marker blev ødelagte af sandstorm allerede i 1660.
For ca. 500 årsiden har Gaardbogaard været en herregård.
Ved sandflugten dannedes Jennet Klit og søen udtørredes delvist.
Gaardbogaard Sø udtørres definitivt i 1881.
På Tingbakken blev der indtil 1688 holdt ting under åben himmel.
Gårdene ”Høgenhav” Hovkjær” ”Skjødelund” lå oprindelig 2000 alen vest for Starholm, de blev jaget herfra af sandflugten og flyttet til nuværekde Kandestederne.
Omkring år 1531 var der ingen ( eller ringe) agerdyrkning i Raabjerg Sogn. Der var kvægdrift og fiskeri.
Indtil midt i 1800 tallet lå ved Studelimilens nordside flere huspladser. Nu ses kun levningerne. Denne lille by blev dækket af sandmilerne.
Gaardboe skriver følgende om sandflugten: ( citat side 22):
“At Sognets umaadelige Klitter, af hvilke nogle strække sig fra Vesterhavet til Kattegat, i Fortiden have anrettet voldsomme Ødelæggelser og helt omdannet denne oprindelig vilde, men romantiske Egn med Skove og flere større og mindre Søer, er desværre bekjendt nok, men naar Sandflugten er begyndt, er umuligt at sige, dog er saameget vist, at Klitterne ikke for 2 à 3000 Aar siden have været der, hvor de nu ere, da Stenalderens Folk, som dengang utvivlsomt have boet her i Sognet, hvor mange af deres Redskaber og Vaaben ere fundne, og dette Folk, hvis Hovednæring var Jagt og Fiskeri, kunde umuligt have ernæret sig i en øde og ufrugtbar Klitegn, men at de primære Klitter dengang kunde have existeret eller begyndt at danne sig paa Sognets Vestkyst er meget sandsynligt.
Han nævner de åbne miler, der ligner snedynger – f.eks. milen ved Kandestederne. Om de øvrige klitter skriver han, at de nu har fået ”Tag over Hovedet.”
Gaardboe skriver, at der har været betydelige skove, som nu er borte.
Der er mange spor efter stenalderfolk, men ingen fund fra jernalderen, hvilket tyder på, at sandflugten allerede da har raseret og gjort bosættelse vanskelig.

B. Agerdyrkning og huslige Næringsveje:
”Det er endnu ( 1890) ikke ualmindeligt at tage Faarene ind i Stuen, saa snart de har læmmet … og et ”lamfaar” holdes saaledes paa Stuen over 8 Dage, ligesom ogsaa Gjæs og Høns, naar de have Unger, i nogen Tid holdes paa Stuen.” ( citat side 26).
I 1830 fik en voksen karl 16 – 18 kr. i årlig løn. En pige fik 10 – 12 kr. Men vadmel kostede også kun 33 øre alen, og en alen lærred 16 øre. Mændene brugte skindklæder.

C. Kulturtilstande –Sæder og Skikke:
”Raabjergerne ere meget vindskibelige … og forstaa … at leve af lidet.” ( s.28)
Gaardboe mener ikke, at der findes en sundere befolkning i noget landsogn i Danmark.
Til frokost ( = Dovver) spises fisk og brød + hos de velhavende smør. Desuden kogt mælk og grød ( fra dagen før) Middag ( = Uien) kartofler el. brød og fiske med ”dippels” = en slags vælling med salt og løg + eftermad: grød og mælk, vælling, kål eller kold mælk med brød. Kaal – ærtevælling ( = ”Rejels”)
Aften: ( = ”Natter”) varm vandgrød + mælk.
”Paa flere Steder er det endnu Brug at bringe Madgryden ind i Stuen …. Maden øses op i store Fade, og 4 – 5 Personer spiser af samme Fad.” ( Citat side. 28).
En populær ret: ”Kroppehoveder” = hoveder af ferske kuller afskæres og renses og fyldes med sammenæltet grød af byggryn og leveren fra fisken.
Der drikkes for meget brændevin.
Fæstensgilde bliver holdt indtil ca. 1810. ”Fæisel” – her blev de forlovede højtideligt trolovet af præsten, gerne 2 juledag. Om efteråret blev de så gift.
Klædedragten til mænd: vadmel – senere klædestof til rejsebrug.
I 1700 tallet brugtes til mænds kirkegang hvide, vide bukser til knæene, ”Vidbuxer” + en blå vadmelstrøje og bredstribet vest, hvide strømper og sko med sølvspænder.
Kvinderne var til hverdag tarveligt klædt: hvergarnskjole + uldent hjemmelavet forklæde. Man vasker og kæmmer sig kun om søndagen. Hvis de unge gør det til hverdag, lyder det straks fra de ældre: ”dæj stuehied ka’ gåt uiværes!” = en sådan flothed kan undværes.
I dag er de fleste stuehuse ( = rollinger) murede eller endda grundmurede – det var de ikke i de tider.
Den lange dagligstue var også sovekammer – 3 – 4 alkover i det såkaldte ”udskud” – Udskuddet skiltes fra stuen ved en fjælvæg ( = skod).
Hos de velhavende ( f.eks. strandfogeder) er der vindovn og sofa. Desuden to gæsteværelser med gode senge. Der er ingen lagner og olmerdugs dynevåret var ikke aftageligt og blev aldrig vasket. G. har en morsom forklaring: ”Raabjergerne, der, som foran bemærket, er et ualmindeligt arbejdsomt og vindskibeligt Folkefærd, sove ikke meget, og heri ligger rimeligvis Grunden til deres Ligegyldighed med Sengeklæder.” ( citat side 31)
G. mener, at befolkningen er dybt præget af den isolation, den p.g.a. beliggenhed og klima er tvunget til.
Der var indtil 1865 ingen skoler – kun omgangsskolehold rundt om i hjemmene.
Præsterne var ikke venlig stemt for tanken om, at sognebørnene skulle kunne læse og skrive. G. fortæller, hvordan hans bedstefars generation måtte lære at skrive i smug, uden præstens vidende.
Først i 1868 bestemtes, at der skulle opføres skoler i Rannerød, Bunken, Hvidemose og Uggerhal.
I Raabjerg Sogns skoleplan af 1. dec. 1816 beklages det, at undervisningen er så ringe – omgangslærerne er søfolk og gamle landarbejdere – og det ville klæde egnen med mere kultur, står der.
Om Indre Mission skriver Gaardboe: ”En del ældre Kvindfolk … ere i de sidste 3 à 4 Aar af Firserne mere eller mindre paavirkede af den saakaldte Indre Mission.” ( s. 32)
Disse folk er efter G’s mening skinhellige.
Bordbøn og oplæsning af postil er gået af mode.
Overtroen har gode kår.
G. skriver flg. om overtro: ”En ældre Mand i Kandestederne har fortalt Forfatteren ( = Gaardboe), at da han omtrent i Midten af dette Aarhundrede en mørk Aften kjørte over Nordstranden fra Gammel Skagen til sit Hjem, bleve Hestene, efter at han var kørt Halvvejen, paa engang saa trætte, at han ikke kunde piske dem af Stedet … hvad seer han? En stor, sort Tingest sad ganske rigtigt paa Vognskrinet.” ( s.34)
Manden angriber tingesten og støder en kniv i ham, mens han remser en trylleformular op. Skikkelsen forsvinder, og bonden kører trøstigt hjem. ”Ved næste Morgen at undersøge Vognskrinet, saa han paa Laaget af samme, foruden det dybe Spor af Knvistikket, tillige 3 Bloddraaber. ( Citat si. 34)
G. nævner en række eksempler på overnaturlige oplevelser, som folk på egnen kan berette om. Se mere om dette på bloggens nr. 50 under hjemstavnsroman, hvor Klitgaard behandler samme emne. )
Her et par eks.:

  1. barnet m. engelsk syge, som er forgjort af en løsagtig mand eller kvinde
  2. heksen, der forgør mælken.
  3. ellefolk, der forbytter børn.
  4. nisser der forlader skibe, så disse forliser.
  5. varsler
  6. overtro hos fiskerne.

G. opremser og karakteriserer præsterne gennem tiden v. Raabjerg Kirke:
Især Hr. Wind ( 1790 – 1810 ) er en omtale værd. Denne gik ligesom andre præstekandidater i ”den sorte skole” ( ? – en slags Harry Potter forgænger????) og det fortælles, at da han skulle løbe omkap med de andre efter endt eksamen, så blev han den sidste p.g.a. sin svaghed og skulle derfor tilhøre Fanden; ”men da denne vilde sætte sig i Besiddelse af Wind, løste han i Hast sit venstre Strømpebaand, som han tilkastede Fanden, der tilstod ham Frihed, indtil han havde anskaffet sig et andet Strømpebaand, hvilket han imidlertid aldrig gjorde.” ( citat side 40)
Hr. Wind elskede dyr og de måtte aldrig aflives. Konen brød han sig ikke om. Hun rejste tilbage til København hvor hun tog sit eget liv.
Han giftede sig med husholdersken, der fødte ham flere børn.
Jens Faber Lihme ( 1810-20) Han drev høkerhandel ved siden af embedet.
Matthias Matthiassen ( 1820-1847) han var pengegrisk – forbjerger ved forlos og han blev fed og rig af det job.
D: Oldsager:
Fund viser beboelse i Stenalderen.
Der er også fund fra Bronzealderen –
Raabjerg – Troldbjerg – navnene tyder på, at de lå højt. Var i Stenalderen sikkert oer.
1643 – Svenskerne nåede også Raabjerg – det ses bl.a. af kirkeregnskabet.
Kongen solgte kirken og jus vocandi d.5 jubi 1758 for 681 Rdlr. Til ejeren af Bøgsted, som igen soldgte til sin forhenværende godsforvalter Christen Jacobsen af Slynge, og 1835 overtog dennes svigersønner, de to brødre Peder jensen Gaardboe af Slynge og Mads Jensen Gaarboe af Søndergaardboe ( Forfatterens far) kirken.
Man så oftest gennem fingre med strandtyveri ( som alle bedrev) ( s.46)
Fiskeri var hovednæringsvej for Raabjergerne indtil ind i 1800 tallet, hvor der var nedgang i fiskeriet. G. mener, at det skyldes ”de mere end 100 større Kuttere i Skagerak og Kattegat” ( s.49) Der gives dog arbejde ved anlæg af de store plantager v. Bunken 1889 – 800 tønder land og i Aalbæk 1892.
Skagen Landsogn ( s.64)
Jeg har tidligere gennemgået denne artikel på bloggen. Her blot et lille rids:
Der var beboet i Bronzealderen – fund – dengang var sandflugten altså ikke begyndt.
Da den første bebyggelse af Skagen fandt sted var der ikke sandflugt ved Vestkysten af sognet.
15 steder i 1874 – i 1784 var der 10 steder.
1299 tilbyder kongen Jens Grand i godtgørelse bl.a. Skagen
Kongen overdrager Thorkild Skarpæ hele Skagen tillæggende mark til græsning af hans vilde stod.
Hyrden for de vilde stod: Thron
Se mere under Hjemstavnsroman nr.

Om et bondebryllup i Raabjerg Sogn for 30 år siden  ( side 80 )
”Vendsyssels nordligste Egn, hvis Beboere, som Følge af Egnens golde Natur, isolerede Beliggenhed og daarlige Kommunikationsmidler langt fra med hensyn til Udvikling i materiel Henseende kunne holde Skridt med Landets bedre Egne” ( citat side 80)
Bryllupper holdtes altid i slutningen af oktober eller beg. Af november.
Brudgom måtte skaffe sig ny blå vadmels frakke.
”Hos velhavende Folk var det ikke saa sjelden, at det ældgamle Lergulv i Storstuen blev udskiftet med et af Fjæl til Bekvemmelighed for de dansende Gæster. ( citat side 80)
Gæsterne ankom mellem 8 – 9 om morgenen og fik smørrebrød og øl – derefter til kirke – så let traktement igen med brød og øl – derefter selve middagen: fisk m. sennep, sødsuppe med svesker – hønse-og lammesteg, derefter dessert: søsterkage og vafler. Retterne blev ”spillet” på bordet af spillemanden.
Efter middagen flyttedes bordene ud og der blev danset et par timer – så gik man til nabogårdene og skiftede tøj – herefter dansede man til næste morgen. Der serveredes kaffe ud på aftenene. Sidst på natten fik man stuvet kål og flæsk. Herefter fortsattes dansen til middag næste dag, hvor man spise fisk og grød. Så gaves der brudeskænk: karlene ofrede et beløb til bruden – det kunne være op til 20 – 30 rigtsdalere – brudeskænk er nu ( = 1890) gået af mode. Så blev der ofret til spillemand og kogekone.
Sommetiden forsatte dansen til henimod aften, hvor gæsterne begyndte at tage afsked. Spillemanden stod nu ude i gården og spillede gæsterne ad gårde.

Gaardboe Sø
For 1000 år siden var Vendsyssel rig på søer, men efterhånden som landet hævede sig, forsvandt mange af søerne. De blev til moser. Gaardboe Sø var dybere end de fleste og blev bevaret som sø.
Langt inde i landet har man fundet rester af skibe – det store vandbækken der var der, hvor der nu er eng og mose, var sejlbart.
I 1852 var Gaardboe Sø endnu på 1400 tønder land – 2 mil i omkreds – og er en levning af det store vandbækken ( større sø eller fjord) –
“Gaardboegaardene i Raabjerg Sogn – 4 i tallet – ligge 640 Alen øst for Søen. Søen har Afløb ved Knasborg Aa.” ( citat side 89)
Knasborg Å blev opgravet og uddybet og herefter halveredes søen. Nu er engene omkring søen så udtørrede, at man frygter for sandflugt ( s.89)
Afløbet til Vesterhavet sandede til for flere hundrede år siden.
“Søens Bund bestaaer af Strandsand overalt mod Landsiderne i flere hundrede Alens Bredde, at regne fra dens i 1852 havte Bredder, hvorimod Bunden i Midten bestaaer af et tilsyneladende bundløst, vællingagtigt, fint Dynd.” ( side 91).
G. mener dog ikke, at en udtørring af søen er realistisk. Det er for dyrt. Han nævner som eksempel udtørringen af SjørringSø i Thy, som kostede 170.000 Rdlr.
Forsvundne skove:
G. er i sin research til sine topografiske optegnelser stødt på oplysninger om fortidsskove, især i Horns Herred og Vennebjerg Herred. Desuden har han søgt i godsarkiver rundt om og i tingbøger.
En af de ældste fyrreskove var på Læsø – saltudvindningen ødelagde skoven.
I Øvrigt skyldes skovenes ødelæggelse bebyggelser – græssende dyrehold ( navnlig geder ) og svin på olden.
Nogle forsvandt naturligt ved landets hævelse.
Man byggede for 3-400 år siden alle huse af træ – bulhuse – desuden ildebrændsel.
i 1554 bliver det forbudt at bygge bulhuse – men da er skaden sket. Forbuddet blev i øvrigt ikke overholdt, og i 1577 kommer der en lov om, at de, der byggede huse, skulle “mure mellem Stænger eller slaa med Ler.”
1. februar 1592 bliver magister Peder Høgh anklaget for at have “forhugget” en skov og derved at have bidraget til sandflugt.
De kongelige skove er fredede.
Der var i mange skove vilde stod af heste, som åd træernes knopper og unge skud.
Sidste halvdel af det 18. århundrede tager skovhugsten fart – store skove lægges øde.
Først i 1805 forbydes al græsning i skovene.
G. opremser og gennemgår alle de mange steder, hvor der tidligere var skov, men nu opdyrket jord eller hede.
St. Hans Aften i det nordlige Vendsyssel:


Billedet herover er taget i aftes ( 23 juni 2012) på stranden i Tråen. Så det er altså ikke fra Gaardboes tid.

G. mener, at St. Hansbålet er en levning af stedfundne offerbål i anledning af Balders Død ( s.105)
G. mener, at det er et spørgsmål om tid, før oplysningen får magt over overtroen og bålbrændingen vil da afskaffes.
Men folk følger endnu skikken med at lukke alle husets åbninger med porsekviste, så hekseriet ikke kan trænge ind, og bålene skal skræmme heksene.
Hellige kilder skulle kunne helbrede ekstra godt denne aften, så folk valfarter til dem St. Hans aften.
Hos katolikker fejres Johannes ( = Johannes Døberen) og ikke heksene.
Kulturhistoriske efterretninger fra det nordlige Vendsyssel.
G. mener, at sæderne har bedret sig betydeligt, og at fortidens råhed ( f.eks. fra hans egen barndom) er på retur.
Kulturtilstanden i det 17. årh:
G. indleder med at berette om et drab i Jerup i 1600 tallet.
Han skriver: “I hine Tider var jo Slagsmaal meget almindelige, og har Jerup By heller ikke det bedste Skudsmaal fra den Tid.”
Stærk øl er skyld i mange ulykker, men i Jerupsagen nævnes dog brændevin.
i 1700 tallets begyndelse bliver brændevin mere almindeligt brugt, men nydes på en ske og i meget små doser. I 1600 tallet er brændevin sjælden i Jylland.
G.’s tese er, at moraliteten var rå og ringe, men er blevet bedre, en udvikling, som han mener skyldes oplysningen, og som kun kan fortsætte –
Historiske efterretninger om Handelsforholdene i det nordlige Vendsyssel for 2 til 3 hundrede Aar siden.
I 1600 tallet bestod Faldstrand ( Frederikshavn) af 12 huse – hørte under Knivholt – 1770 var der 70 større og mindre huse – og 8 – 10 købmænd.
3 brigger – 1 galiot – 1 galease – 1 kreiert – 3 jagter
i 1600 tallet solgtes fisk til Lübeck, Rostock og Varberg – saltede kuller og torsk – De solgte også fisk ved Jyllands byer, f.eks. til Randers. Tør og saltet fisk.
1580 søgte Skagboerne at få nedlagt Aalbæk by, som netop da blev grundlagt. Skagen havde købstadsrettigheder, som de henførte til.
“I Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede vare der endnu flere velhavende Skudehandlere i Skagen, som drev Handel paa Norge, Lübeck og Kjøbenhavn.”
Smed Jens
En usædvanlig bonde. Gaardboe har selv kendt til denne bonde, og faktisk er der jo en sammenlignelighed mellem de to, for også G. var jo en bonde, der udmærkede sig i denne tid.
Født i Lodskovad i Raabjerg Sogn
Jens var uægte barn. Blev senere adopteret af faderen, fæster Christen Pedersen.
Præsten modarbejdede arbejdet med at lære almuens børn at læse og skrive. Drengen lærte sig selv at læse.

Omgangslærerne var enten gamle aftægtsmænd eller helt unge på 16-18 år. De kunne ikke selv ret meget.
Smed Jens skrev journal om bondens liv: “Journal eller Dagbog over adskilligt Arbejde i Bonde og Haandværkstanden. ( s. 123)
Var en dygtig landmand og læste meget om agerdyrkning, ligesom han også skrev om det.
Huset, som han arvede efter faderen blev flyttet 3 gange p.g. af sandflugt. ( s.124)
1793 fik han præmie for en savmølle, han opfandt.
Byggede i 1826 en hollandsk vindmølle + 3 savmøller.
Byggede også huse og både og støbte messingtøj – istandsatte havarerede skibe –
Drev også kattuntrykkeri: farvede og trykkede en mængde tørklæder, forklæder og kjoler til egnens koner.
1802 oprettede han et skolebibliotek.
Om brændevin skriver Jens i sin dagbog: “Reglen er: Den flittige behøver ei Brændelin, den Dovne fortjener den ei, den Syge taaler den ei.”
Svenskerne som Fjender i Vendsyssel i 1657-58
Under den overskrift har G. samlet materiale til belysning af svenskekrigenes hærgen i det nordlige, man kan orientere sig om stoffet i bogen fra side 130 – 153.
Julefesten på Landet i det nordlige Vensyssel for 50 Aar siden.
Travlhed. Skrædderpigerne arbejdede dag og nat med at færdiggøre stadstøjet: 12 øre for en kjole og 12 øre for et par bukser ( s.153)
“De gamle, lange Stuer i de lave, smalle “Rollinger” af hvilke de fleste nu ere afløste af større og for det meste grundmurede Huse, bestode udelukkende af Fjællevægge, som skulle vaskes ( toes aa) til Julen. Ogsaa Loftet blev vasket. Det var sort fra Tranlamperne “Kolrøg”.
Ugen før jul gik de fattige omkring og bad om “lidt te juel” –
Juleaftensdag blev man tidligt færdig, og “man vaskede og pyntede og kæmmede sig og spiste Mellemmad kl.4 – 5 – bordet pyntedes med en hvid Dug, og et med Papir + Silkebaand smykket Julelys blev tændt midt paa Bordet ( s.154)
Herefter blev der spillet kort om pebernødder …
Husfaderen sag “overæi aa Skyven” – han læste bordbønner – Nu opremser G. en lang række lege/spil med pebernødder
Pebernødderne var lavet af bygmel, mjød eller sirup og peber og allehånde
Efter julefrokosten  =”Melder” fik alle samme antal p.nødder uddelt af moderen
mellem 8 – 9 serveredes “Natteri” ( = aftensmad) -fisk m. sennep, grød, stuvede kål og flæsk + snaps og mjød. Grøden var af byggryn – kun de velhavende fik risengrød.
vafler og æbleskiver til dessert
der blev sunget julesalmer – gerne fra Kingos Salmebog
Tidligt julemorgen blev der fodret – man spiste – pyntede sig og gjorde offerpengene parate til degn og præst og kørte så til kirke. Man bar kisteklæderne den dag. Efter hjemkomst skiftedes til søndagsklæder, og kisteklæderne blev igen lagt i kisten. Så spiste man levninger. Og gjorde julebesøg hos naboer.
2. juledag tidligt op – andagt – salmesang. Til frokost spiste man “St. Steffensost” – en sødmælksost. Søsterkage og varmt øl med sirup.
For de unge blev der holdt “Legestue” – der dansedes hele natten.
“I Begyndelsen af dette Aarhundrede droge flere fattige Folk – undertiden Mand og Kone – omkring umiddelbart efter Helligtrekongers Dag med en saakaldet Morgenstjerne, sammensat af brogede og lidt forgyldte Papirstrimler. Under Afsyngelsen af 2 – 3 Salmer blev Stjernen, som var anbragt på et Træstativ, langsomt drejet rundt. Hos Smaafolk, som gjerne hørte og saae denne Andagt, kom disse vandrende Sangere ind i Stuen og bleve, som det hed, “skænkede og bænkede”, hvorimod de paa de større Gaarde sang ved Døren, og fik saa et Par Skilling ( s.159)
Det næste kapitel i bogen har jeg behandlet under Hjemstavnsroman nr.48 – fra den oprindelige artikel i det historiske skrift, hvori den ligesom de øvrige artikler oprindelig udkom.
Fra Livet mellem Klitterne og ved Stranden i gamle Dage.
I denne lille artikel fortæller Gaarboe om en gammel fisker Søren Hop og bruger ham som typisk for typerne før i tiden ( fra slutningen af 1700 tallet og begyndelsen af 1800 tallet ) – han beskriver detaljeret Søren Hops bolig, der også er karakteristisk for tidens fiskerhjem: to stuer – i det første “Stegers” var både arnested og lokum: en krog til aske og fiskeaffald og tissested og i dårligt vejr også til almindelig besørgelse –  der må have lugtet ganske stramt i den slags hjem. I den anden stue er opholdssted dvs. også tørrested for fiskegarn og desuden sovested i det såkaldte “udskud” – her var sengen, der også var bolig for mus og nu og da for en ilder – den var Søren godt tilfreds med, for den holdt musene nede. I den ene ende af sengen boede Sørens høns, så det var umuligt at holde sengen ren. Lagner var der ingen af, og lærredsbetrækket havde for længst mistet alle farver og var desuden stivt af tran og smuds.  Stuens vægge var sorte af sod og sort støv ( kohlrøg) fra tranlampen. Også det var Søren glad for, for det konserverede træværket, så det ikke rådnede.
Der var et bord i stuen, hvorover brødet hang ( så kunne musene ikke spise det).
Søren hørte til den gamle garvede fiskertype, som var stærk og kunne holde til hvad som helst – når han var ved østkysten og fiske ål, men ikke fik en god fangst, tog han garnene på nakken og gik til vestkysten og fortsatte med at fiske indtil der var en ordentlig fangst af ål.

63 – Camillo Bruun fortsat …

Udgivet den af
Svar

Der gik kuk i forrige indlæg, og jeg kunne ikke fortsætte det. Derfor dette nye indlæg, hvor jeg ganske kort vil fortælle om bogen: “Rejseindtryk og Optegnelser” fra 1865, altså nogle år efter, at H.C.Andersen første gang besøgte Skagen.
Den lille bog er ganske morsom – forfatteren beskriver rejsen som noget af en odyssé og ikke bare et smut fra Hjørring til Skagen. Nå, man kunne ikke “smutte” dengang i det Nordjyske – det var hverken veje eller klima til, og det er da også en lang og besværlig og næsten farefuld rejse, vi skal ud på, hvis vi følger Bruun. Og det gør vi.
Da han har forladt Uggerby – lutter sandklitter – kommer han til Tværsted, som også bekrives levende. Her har man anlagt en have ( Danmarks nordligste !) ved herregården Nørre Elkær. På Tværsted Kro gøres hvil for heste og folk. Der tankes op, og man kører videre på stranden.
Citat fra side 7: “Hører du Vestervovvov? Det kalder os.” Og senere omtales stranden som “Skagen brede Landevei.” Og han skriver: “Vi maae ud lige i Strandkanten, saaledes at idet mindste det ene Hjul gaaer i Havet, først her bæres vi oppe af Sandet.” ( Side 8)
Fra Tværsted til Skagen tæller Bruun hele 17 skibsvrag i brændingen.
De passerer Vesterklit – en lille samling hytter bag klitten. Her har sandflugten ødelagt al agerdyrkning, men skriver Bruun: “Tyder de hyggelige Huse paa Nød og Armod? Nej, det rige Hav ligger udenfor, det dækker Fattigmands Bord og “den blaa Ko malker godt,” siger Kystboen, naar Aaret er rigt paa Strandinger.”
Bruun citerer fra Brick-Seidelins økonomiske beskrivelse af Hjørring amt følgende: “Ikke en eneste Hytte, ikke en eneste Plovfure vidner om, at Mennesker boe i disse egne. Ak nei! Døden har trykt sit Stempel paa mangen stakkels Sømand, medens hans Hustru og Venner hjemme talte Dagene til hans Hjemkomst, thi Vrag ligger ved Vrag ad den øde Kyst og kun skrigende Maager kredse sig om de sorte Stavne, som halvt ere nedborede i Sandet.” ( side 18)
Om sider ankommer Bruun til Højen, og han skriver: ( citat side 60) “Her i Høien er intet Andet at iagttage end endeel i Flæng spredte smaa sortladne Træhuse, der ligge paa Sandforhøjninger og søge Læ mod Storm og Sandflugt bag lave, tjærede Plankeværker.”
Nu kører han ind i Skagen: “… forbi Klitter og Hede, men ogsaa ret frodige Marker, komme vi da omsider til Skagens Vesterby.”
Den nybyggede kirke i Skagen synes han ikke om. Han skriver: ” … ligner denne, seet fra Siden, halvdelen af en høi enetages Bygning, hvis røde Tag paa den ene Ende …. ere forsynet med en hvid, uhyre klodset Skorsteen, der ikke desmindre skal gælde for et Slags Taarn …”
På nordstrand oplever han kystfiskeri og skriver: “Hist er man ifærd med at trække Baad iland, det maa vi tage i Øiesyn; Garnet begynder allerede at komme tilsyne derude; Een, to, tre, hiv op! Nu ligger det paa Land; riig Fangst maa det være, saaledes som det sprælder og rumsterer i “Kalven”. Indholdet tømmes paa Stranden og Parthaverne ere alt i færd med at sortere og tælle: 10 Haar, 4 Skader, 6 Rokker, en mængde Rødspætter, nogle Torsk og Hornfisk samt enkelte Makrel.”
Bruun fortæller, at man som oftest så igennem fingre med, at skavboerne stjal fra strandinger. Der var intet arresthus i Skagen, for der var ingen kriminelle. ( Side 73).
Efter forordning af 28. jan. 1682 fik Skagen lov at beholde 1 borgmester og 2 rådmænd, mens f.eks. Hjørring indskrænkedes til 1 byfoged.
Om sandflugten skriver Bruun, at den største ødelægelse fandt sted bededag 1775 – her blev St. Laurentii Kirke tilspærret. ( side 79)
Der er to kapeller – et i Østerby og et i Højen – om dem skriver Olavius i 1787, at de er faldefærdige og sundhedsfarlige.
1717 oversvømmedes Skagen af højvande, og kvinder og børn måtte redde sig bort i både.
Bruun fortæller også om gården Lundholm, der lå tæt ved Laurentii Kirke og som blev ødelagt af sandflugten. I 1663 var den stadig ladegård. På den tid (1667) blev den sammen med Klaa-Rump tilskødet borgmester Fædder Hansen.
Nu går Bruun over til at fortælle om den navnkundige byfoged og kancelliråd Lund – der skabte plantagen i Skagen. Nåletræer kunne ikke gro, men fint el, birk, bøg, eg, lid og popler.
i 1859 gøres forsøg med nåletræer – det mislykkes.
Forsøg med haveanlæg i byen præmieredes, små haver opstod, men efterhånden som træerne voksede til havnede de i ovnen, og Bruun skriver, at alle haver nu kun er levninger “… og selv disse forsvinde Aar for Aar.” ( side 100)
Det er også Bruun, der som den første fortæller om negerslaven Jan, der var en gave til byfogden fra en amerikaner, som forliste på Skagen og plejedes hos Lund. Det er en morsom historie, som Bruun nu brygger videre på. Det har andre gjort siden, bl.a. Henrik Wenzel i Dødemandsbjerget, hvor Jan spiller en hovedrolle. Se Skagen nr. 43! Her et billede af de to berømte skagboeres gravstene, kancelliråden og hans slave.

 
——fortsættelse følger

62 – Camillo Bruun – rejseindtryk og optegnelser

Udgivet den af
Svar

Camillo Bruun var en årrække i 1840’erne og 50’erne redaktør på Hjørring Amtstidende. I 1865 skriver han en lille bog om sin rejse til Skagen. Fra Hjørring til Skagen. Denne lille tekst giver et fint billede af, hvordan Skagen og Skagen Landsogn så ud på den tid. Det er før den store tilstrømning af kunstnere, selv om der dog allerede er enkelte, der har fået øje på den særprægede egn, og som både har besøgt og skrevet om Skagen. En af dem er H.C. Andersen, som Bruun kendte og korresponderede med. Her kan du læse et rimbrev, som Bruun skrev til Andersen efter dennes besøg på Skagen.

Bruuns brev tiDato: 26. december 1859
Fra: Camillo Bruun Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.Du kjære Digter, tag imod min Tak,

Der kun er fattig mod Din rige Gave. –

Hvor Sandet hvirvler vildt ved Skagerak,

Du plukkede Blomster for Din Digterhave;

Du bar dem ved dit Bryst en stakket Stund,

Saa slog de Rod i Digterhjertets Grund.

 

Saa skød de frem med Yppighed og Glands,

Med Duft som Blomster fra et himmelsk Eden,

Og dog det var den lille, simple Krands,

Du samlede i Klitten og paa Heden –

Kun Lyngens Blomst og Sandets vilde Tjørn,

Som fra dit Hjerte skød, liig Englebørn.

 

Saa flagrede de ud, i Verden om

Ved Vintertid, som Sneens hvide Flager,

Og dog med Vaarens Farvepragt de kom,

Med Øiet mildt og Kinden rosenfager;

Fra Dig de kom med Kjærlighedens Bud:

Det var Dit Hjertes Børn, Du sendte ud.

 

Jeg har fornummet deres Englerøst,

Og deres Toner kan jeg ei forglemme;

Her hørte jeg dem, her ved Havets Kyst,

I selve Klitten, hvor de have hjemme,

Her, hvor den vilde Bølge for Dig sang,

Her, hvor Du nylig gik din Digtergang.

 

Hvor Sandet længst har dækket Kirkens Muur,

Og Taarnet rager frem fra Klittens Banker,

Du blev begeistret af en vild Natur,

Et deiligt Syn gik op for dine Tanker;

Da var det, at dit Seerøie saae

Hin Kongesnekke med den gyldne Raa.

 

Da var det, at Du hørte Psalmesang

Og Orgeltoner under Kirkens Bue,

Da var det, at din ædle Digtertrang

Brød frem i Phantasiens høie Lue,

Da var det, Lyngens Blomst og Klittens Tjørn

Skød fra dit Hjerte ud, liig Englebørn.

 

Hjørring , December 1859.

Camillo Bruun.

 

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost

 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Jeg vil slutte indlæggene om børn med denne tegning tilegnet B og B ( bedstemor og bedstefar) – det er Ole og mig, og Alexander har måske syntes, at et skelet passede bedst til vores aldersklasse ( skønt vi endnu har masser ( rigeligt) sul på kroppen) . Her er det i al fald i al sin skønne gru.

 
Som jeg har skrevet så tit og nu gentager, så er bloggen bl.a. et vindue til mit arbejdsværelse – eller sagt på en anden måde: det er på bloggen, jeg informerer om mit forfatterskab,( og holder mig selv i ørerne) – det sidste i parantes, for det er jeg ikke sikker på er rigtigt.
Og da det ( forfatterskabet) er en spredt affære, vil bloggen også altid være det – vi vil flyve fra engle til børn ( ikke englebørn) og til demente og gamle og til salmedigtere og kunstnere.
En af mine venner fortalte mig forleden ved et selskab, at nu ville han gå hjem og læse om Skagen på min blog – senere ringede han til mig og brokkede sig. Der stod ikke noget om Skagen, men en masse om børn – hvad var nu det for noget rod?????
Jo, der står også om Skagen, men man må søge lidt. Og der vil komme til at stå mere og mere og navnlig om Skagen Landsogn, der skal danne den ydre ramme om handlingen i næste bog.
Og du kan finde teksterne i kategorien Hjemstavnsroman. En lidt fjollet benævnelse, men den forekom mig OK, da jeg begyndte bloggen, og nu hænger jeg på den, synes jeg. Men altså: vil du læse om Skagen, så kan du bladre i den skuffe, der hedder Hjemstavnsroman.
Hver tekst har et nr. ,og der er også et sted en indholdsfortegnelse, hvor du kan orientere dig om, hvilke tekster, jeg har udgivet om emnet. Denne fortegnelse vil løbende blive fulgt op.
Vi forlader nu børnene for en tid – ikke fordi alt er sagt, men vi skal atter vende pennen mod Skagen. Jeg læser i øjeblikket to tekster: Andreas Peter Gaardboes artikler om Vendsyssel, der netop er genudgivet, førsteudgaven kom i 1895 – og Camillo Bruuns rejsebeskrivelse fra 1865 – han rejser fra Hjørring til Skagen, og det er en tur, der tager to dage med overnatning halvvejs. Rigtig morsom, og jeg vil dele min læseoplevelse med dig næste gang, jeg skriver.

4. Børn. Børn i en markedskultur

Udgivet den af
Svar

Børn og økonomi.
Liberalismen og marxismen er i al fald enige om én ting: den vigtigste samfundsværdi er materiel velstand/vækst.  Alt andet kommer længere nede på skalaen. Allerede Dostojevskij vendte sig med afsky mod en sådan forsimpling og fornedring af det brogede menneskeliv. Det er ikke sandt, at et par støvler er vigtigere end Shakespeares værker, siger han et sted. Men mødes jo straks af de frysende fødders protest: jo, vi kan ikke læse Shakespeare med iskolde fødder.
Og derfor er økonomi vigtig, men ikke som marxisme og liberalisme vil gøre den til: en blind markedsøkonomi – det handler ikke om vækst, det handler om fordeling. Det er vigtigt, at ingen fryser og at ingen sulter, og det er vigtigt, at alle kan læse Shakespeare. Det er vigtigt, at alle bliver i stand til at leve et liv med de nødvendige materielle behov dækkede.
I de store revolutioners tid, men også i de senere revolutionsromantikeres tid ( tag som eks. Rote Arme og vore egne larmende 60’er marxister) troede man, at der skulle et blodbad til, før tingene faldt så meget på plads, at der blev lighed mellem menneskene, ja, de mest “moralske” skrev i 30’erne og 40’erne digte derom. Erik Knudsens “Blomsten og Sværdet” er et eksempel: her tillades glæden over skabelsens skønhed ikke, før kampen er slut og alle kan dele den.
Men blodsudgydelser skaber ALTID nye undertrykkelser, og inden da i kampens hede en ufattelig gru. Dostojevskij siger et sted, at et enkelt barns lidelser ikke kan undskyldes af nok så mange heroiske bedrifter: det er ganske enkelt forbudt at slå ihjel – også selv om man slår ihjel af idealistiske ( nationale eller andre) grunde.
Drab kan ALDRIG undskyldes med en god sag. Der findes jo heller ikke gode og onde bomber. Det hjælper ikke at trøste et rædselsslagen afgansk barn med, at den bombe, der faldt og dræbte kammeraterne var en “venligsindet” bombe.
Så vejen til lighed kan kun gå den langsomme og besværlige vej: gennem oplysning og fælles vilje til en bedre verden.
Men vi skal tilbage til andedammen. Til Danmark. Lige nu. Hvor børn indgår i det overordnede mål, som hedder at skabe vækst og kapital. Lige nu hedder det f.eks. inklusion på skoleområdet, og det lyder jo smukt, for man tænker straks på modordet: eksklusion – er der noget, der er rigtig væmmeligt, så at er det da at blive ekskluderet = lukket ude. Så derfor sluger man det nye mantra: ind i samme klasse med alle børn!
Begrundelsen er smuk: ingen skal føle sig udenfor. Vi er alle i samme båd. Vi er sammen. Vi er i fællesskabet, og ingen skal lukkes ude.
Det lyder vældig smukt. Men i virkeligheden er der tale om et enormt tilbageskridt for skolen – og det ligger på linje med den almindelige tidens tendens: vi skal spare alle vegne ( nå nej ikke på krigsmaskineriet) … kirke, skoler, hospitaler osv.
Og her kan man spare. At det så vil blive et helvede at være lærer i en klasse med de urolige og “anderledes” børn inkluderet og for de anderledes børn, der vil blive mobbet og holdt ude på en helt anden og mere brutal måde end den tidligere “eksklusion” i specialklasser, det er en sag, der ikke tales om. Ikke af politikere i al fald – de har travlt med at tale udenom. For sagen er jo, at det er en megabesparelse.
De der anderledes børn koster dyrt. Så det må høre op, at de skal særbehandles.
Resultat: mistrivsel af børn og lærere.
Jeg holder meget af Bech Nygaards bøger, ikke fordi det, han skriver, er stor litteratur, det er det ikke, men fordi han skriver om de små og svage og gør det så godt. Og fordi han har hjertet med i det han skriver, og det er i min optik mere værd end selv den største kunst. Og så selvfølgelig fordi han skriver godt – han kan sit håndværk.
 

Han skrev i 60’erne bøgerne om lille Sif, en udviklingshæmmet pige, “Nåleøjet” hedder den første af bøgerne, og en af de ting, man lærer af at læse den, er eksklusionens velsignelser. I romanen hører man om det nye i den tid, nemlig særundervisning til børn med indlæringsproblemer, og den lille pige blomstrer op, da hun bliver taget ud af klassen og undervist sammen med andre “anderledes” børn. Bech Nygaard var selv lærer, han vidste, hvad han skrev om.
I min egen første skoletid gik jeg i klasse med en dreng, der hed Niels Ålstrøm. Han var evnesvag, og jeg kan endnu huske hans skamfuldhed og alle drillerierne, fordi han ikke kunne lære. Ikke engang et sølle salmevers kunne han lære. Lærerne skældte ud og gav øretæver, og vi grinede. Dengang var alle børn indkluderede i klassen og måtte lide hver eneste time for det – for ikke at tale om frikvartererne.
Jeg vil citere fra et kapitel af Bech Nygaards bog om lille Sif.
( Citat side 216) – Sif er begyndt på eksternatskolen:)
Hun læste. Hun regnede. Hun farvede og klippede. Hun gjorde gymnastik, spillede bold, legede, syede med kulørt uldgarn.
Det skete, at hun blev træt. Det skete, at hun ikke kunne huske noget, hun havde lært. Men det gjorde ingenting. Ingen kiggede underligt paa hende af den grund. Tværtimod blev hun hjulpet til at huske igen. Hun fik blot lov at hvile lidt eller give sig til noget andet, som hun kunne. Og saa hjalp frøken Balskev hende til at huske.
Engang imellem lod frøken Balslev hende hjælpe en af de andre, der heller ikke kunne huske, eller som var gaaet i staa i en opgave, Sif kunne. Hun syntes, det var rart at hjælpe. Hun var stolt over at kunne hjælpe. Og den, der blev hjulpet, var glad for at blive hjulpet.
De lo meget, mendens hun hjalp. Somme tider endte det i ene latter, men derfor blev frøken Balslve ikke vred. Hun lo tværtimod med.
Og som det var i hendes klasse, var det ogsaa i de andre klasser. Der var aldrig nogen, der blev vred, aldrig nogen, der skyndede paa, aldrig nogen, der blev utaalmodig eller ikke havde god tid.
…… engang imellem saa hun, at en dreng eller en pige slog armene om halsen paa en lærer eller en lærerinde og kyssede dem. Naar hun saa det, blev hun en smule flov. Hun tænkte, at saadan ville hun ikke gøre, selvom hun ikke ville have noget imod at kysse frøken Balslev, hvis ingen saa det, selv om hun godt kunne have lyst til det. Men saa glemte hun det. Hun huskede blot den lille, glade tryghed, som kom sammen med flovheden. Den blev ved at leve i hende. ( citat slut)
Det er kun et lille uddrag af en god bog. Som jo bl.a. handler om, hvor vigtigt det er, at der bliver taget hånd om de børn, der er anderledes.
Men det koster jo.
Det er billigere at sluse alle ind i samme klasse.
Så lærer de ingenting . Men det er lige meget – bare det er billigt.
Og vi begynder tidligt at spare på børnene. Jeg vil slutte med at citere fra en artikel i ugens Weekendavisen. “Fri leg i et velfærdssamfund” af Henrik Dørge:
( Citat) “Tilbage i 2005 slap den borgerlige regering skumle markedskræfter løs på børnene. Sammen med Dansk Folkeparti gav VK grønt lys for at oprette private daginstitutioner. Forældrene skulle have frit valg, tilskuddet fra det offentlige ville følge med barnet over i de private vuggestuer og børnehaver, og som om det ikke var nok, blev det også lovligt at trække overskud ud af institutionerne.
Et af velfærdssamfundets kerneområder blev med andre ord tilsyneladende pludselig forvandlet til et slaraffenland for driftige forretningsfolk uden de fjerneste traditioner udi pædagogikken. “( citat slut).
For nogle år siden boede min søn med sin familie i England. Deres 2 årige gik i børnehave, og vi hentede hende om eftermiddagen. Og så jo børnehaven, som var privat ejet – pædagogerne var meget unge piger ( de lignede skolepiger ) – der var ingen udenomsfaciliteter, kun en overdækket gård. Og der var mange børn på meget lidt plads. Jeg husker dem sidde som små fugle på en pind, tæt sammen og helt stille, for det fik de lært! – det var virkelig burbørn. – Og så var det dyrt. Og helt sikkert en god forretning for ejerne, der med garanti kunne trækkes mange penge ud af den institution.
Jeg slutter indlægget med et par billeder fra en børnehave i Sorø – her klippes til juletræet og bedstefar er med. Her er (endnu) plads og overskud til liv og glade dage. Lad os håbe, det kan få lov at fortsætte:

 

3. Børn – et mørkt kapitel om børn.

Udgivet den af
Svar

Du kan springe dette kapitel over, hvis du ikke kan lide farven sort. For det er så sort, som det kan blive, og du bliver ikke glad af at læse det. Måske bliver du endda vred. På mig, fordi jeg ikke kan holde mund med den slags uhyrligheder. Men jeg håber, at du bliver vred på andre end mig. Og at du måske vil engagere dig i arbejdet på at skabe menneskevilkår for nogen af de mange børn, der lever i et mørke, vi (heldigvis) ikke fatter.
Undertiden tror jeg slet ikke, at verden er blevet et bedre sted at leve. Bedre siden forrige tiders barbariske samfund med deres rå og afstumpede menneskesyn. Nu har vi haft oplysning og kristendom med indbygget humanisme og næstekærlighed, men alligevel har det ikke ændret verden på en sådan måde, at råheden og ondskaben ikke trives i bedste velgående i de såkaldte civiliserede lande. Og nu som før og rammer det de små og skrøbelige – først og fremmest børnene.
Og måske hjælper det ikke at gøre opmærksom på det. Måske er det slet ikke muligt at trænge gennem panseret af ligegyldighed. I forrige måned var et af de hotteste debatemner revisionen af flagloven. Og samtidig kunne man læse om en lille dreng, der blev tæsket ihjel af sine forældre. Det skabte bare ikke debat. Dog kom der et enkelt indlæg, hvoraf jeg her bringer nogle uddrag: artiklen er skrevet af en overlæge i børne-og ungdomspsykiatri, Jakob Ørnberg ( Kristelig Dagblad 30 maj ): “For få dage siden offentligegjorde man den opfattende tortur, som Tobias, en halvandet år gammel dreng, blev underkastet gennem to måneder af to unge mennesker, givetvis lige så sttakkels og uformående som Tobias. Isolation i en mørk kælder, kolde afvaskninger, benbrud, manglende tænder og gennembankning, til bevidstløsheden indtraf. … Sagen har ikke ansporet til politisk engagement i samme grad som revision af flagloven! …. Jeg antager, at flertallet i Danmark finder sådanne barnemord uhensigtmæssige! Her tænker jeg på visse personer på den politiske højrefløj, som vægter forældres råderet over børn meget højt. Og videre antager jeg, at en mindre del af befolkningen finder dem direkte uacceptable. Jeg går således ud fra, at et flertal af befolkningen faktisk teoretisk bakker op om sociallovgivningen i forhold til beskyttelse af børn. Men hvad med praksis? Ja, her kan man bare kort henvise til de sidste mange tilfælde af svær mishandling af og drab på børn i Danmark. … Gang på gang har jeg og mine kollegaer målløse kunnet opleve kommunale myndighedspersoner med mere eller mindre direkte ansvar for det enkelte barn enten venligt smilende eller med forurettet mine afvise, at de kunne have handlet anderledes, og derfor på ingen måde kan pådrage sig noget ansvar for det skete.” ( citat slut)
Der er vel sket noget, skulle man tro, siden Svend Sabro afslørede den omfattende mishandling, der i 30’erne og 40’erne var daglig kost for børn på danske børnehjem. Knut Becker skriver i romanen om Kaj Gøtsche levende om en lille drengs trængsler på et sådant hjem. Og Bech Nygaard følger det op i “Guds blinde Øje”. Jo, der blev skrevet og gjort meget i den tid. Men det har åbenbart ikke ændret ved det faktum, at børn stadig lider alvorlig omsorgssvigt på de institutioner, hvor man anbringer dem.
Som sagt: måske er det slet ikke muligt at ændre på det faktum, at svage og forsvarsløse børn bliver udnyttede. Her i landet vil vi dog tro på, at der i det mindste på papiret hersker en vis tryghed med hensyn til, hvor barsk vi må og kan behandle de “kasserede” børn.
I Afrika – der mere end nogensinde er det mørke kontinent – er de svage ( og fattige) børns liv endnu mere truede end hos os. Og efter min mening har vi ikke lov at lade som ingenting og sige:”jamen, det er ikke vores børn. Det er ikke vores ansvar.” For vi har ansvar for den verden, vi lever i, og ikke kun i snæver og national forstand. Vi har kun EEN VERDEN, og den er vi fælles om. Og den bliver kun bedre, hvis børnene får det bedre. Og vi kan ikke lukke øjnene. Vi MÅ ikke lukke øjnene.
 
I “Mellemlandet” er der en novelle om den afrikanske barnesoldat, jeg bringer den her, men spring den over, hvis du ikke vil høre om så store rædsler:

INGENTING
Han løber uden at se sig tilbage. Hvis han ikke ser sig tilbage, når han skoven. Hvis han ikke ser sig tilbage, opdager de ham ikke. Hvis han ikke ser sig tilbage, vil det lykkes ham at flygte.
Han ser sig ikke tilbage, de lange ben tager over, og de går som trommestikker under ham.
Bag sig hører han hylene fra de skrækslagne børn og skrigene fra deres forældre
og fra soldaterne, der myrder i flæng, fanget som de er i en berusende fælde af
blod og rædsel. Han hører sit eget brøl, som han forsøger at kvæle. Halvkvalt vælter det ud af hans mund. Hvad nu, hvis soldaterne hører det? De vil sætte efter ham og hugge ham ned med deres macheter, som de nu hugger ned for fode inde i landsbyen. Han er en
forræder nu. Mod sin egne. Og han skulle ikke løbe her. Han skulle svinge sin machete med samme dødsforagt og raseri som de andre. Som han har gjort det før. Som han plejer. Og hvis han ikke var en forræder, så ville han nu befinde sig i en befriende rus af blod og
afsindig vrede, af vild glæde og ubeskrivelig sorg, og hans arme ville gå som møllevinger, og alle kroppens sanser ville samle sig i ét eneste altopslugende begær: At se blod. Se det sprøjte fra sorte halse. Se det springe fra sorte maver og fra skrigende munde. Og han ville selv forvandles til et brølende vilddyr, hvis skrig ville smelte sammen med de landsbyboeres, hvis blod nublander sig med det tørre, røde sand. Og til sidst, når de udsplattede menneskekroppe endelig var blevet tavse og lå helt stille i
blodpytterne, ville han være med til at ransage landsbyen og finde de sidste, dem, der nåede at skjule sig i hytter og under buske, og også han ville trække dem frem, og der ville ikke være flere skrig i nogen af dem. Og tom og fortvivlet ville han sammen med sine kammerater skænde dem til døde og kyle dem fra sig. Og de ville løbe videre. Til næste landsby. Til næste fest. Til næste rædsel. Videre, videre, videre. Det hører aldrig op. Pludselig glider han og falder om på den sølede jord, og der langt inde i bushen, skjult
under et filter af grønne blade, er det, som om alt liv siver ud af kroppen og
forsvinder i jorden under ham. Han bliver liggende længe ubevægelig, og han er ikke mere en dreng på 16 år, der har mistet alt.
Han er en sort skal på den sorte, lerede jord. Han ved ikke, hvor længe han har sovet.
Da han vågner, er der mørkt omkring ham. Han løfter hovedet og lytter. Så stille der er. Ikke en fugl, ikke et dyr er at høre. Som var han helt alene i verden. Han rejser sig og ser, at mørket skyldes de tætte buske, der lukkede sig over ham der, hvor han faldt, og at nattemørket er på flugt nu. Den brændende sol er på vej op. Det er stilhed, før dagen bryder igennem. Han stirrer op mod den vældige himmelbue, der flimrer i rødgyldne farver, som har nogen sat den i brand. Så husker han i går. Og en sitren farer gennem kroppen. Her er han. Alene. Han kan ikke huske, hvornår han sidst har været ene. Prøver at tænke tilbage, men bevidstheden fanges af billeder, han ikke vil se, men de er som høje, solide mure, han ikke kan komme udenom og ikke trænge igennem. Rædslerne står mejslet i det stensind, han har fået. Som de har givet ham. Og nu kan han ikke mere se, hvad der er bag dem. Og isnende af kulde forstår han, at det er, fordi der ingenting er.
Han er 16 år, og han har ingenting.
Det, der var før, er borte for altid. Tilbage er kun træningslejren. De voksne soldater. Deres
hårde kroppe. Deres kejtede kærtegn. Deres dyriske vildskab. Og hans egen bundløse angst. I et smertefuldt glimt husker han de mange forsøg på at slippe væk. De hårde straffe. Hans krops og sjæls langsomme død. Og så ikke mere. Før det? Højt siger han ordene: Far. Mor. Han gentager de to ord og vil, at de skal viske billederne ud.
En dreng begynder at gå. Det ene skridt tager det andet. Han har ikke travlt. Han skal ingen steder. Der er ingen steder at gå hen. Han holder sig til bushens skærmende mørke og lister uden om de øde landsbyer. Hen på eftermiddagen når han til en lysning langt inde i den tætteste tykning. Midt i den grønne åbning glinser en sø. Stor nok til at være samlingssted for vilde dyr, tænker han, skønt han ikke kender det. For her har han aldrig været. Han træder ud af den tætte bush og går ind midt i lysningen og synes med ét, at det er, som om stedet åbner sig og tager imod ham. Det svøber ham i en underlig og uvant
ro, som har det ligget der og ventet på ham i lang tid. Og nu er det, som om
søen blinker til ham.
”Kom, dreng, kom,” hvisker de små bølger.
Helt nede ved bredden lægger han sig fladt på maven og skubber sig halvt ud i vandet. Og drikker. Og han drikker som et dyr, der længe har vandret over tørre sletter. Heftigt og
slubrende. Så sætter han sig på hug og bliver siddende ubevægelig med den blanke vandflade glitrende i øjet. Han trækker vejret tungt, og for første gang i lang tid er det uden angstens hug. Måske er han trods alt nået frem, tænker han undrende.
Kulden vækker ham. Han sætter sig fortumlet op. Hvor er han? Så husker han og skutter sig. Bushen har forandret sig. Den er blevet levende nu, og rundt om i tykningen hører han det pusle. Et fugleskrig skærer igennem og fylder et øjeblik den kølige natteluft med uro. På den modsatte bred når træer og buske helt ud til det sølvglinsende vand, og langt inde i mørket skimter han enkelte urolige dyreøjne. De gnistrer som ildkugler. Livet pusler
omkring ham. Månen er på vej ned, og nu fejer dens sidste svage lysstråler hen over søens vand. Drengen sidder stille meget længe og lader mørke og lys flimre for øjnene. Nu glider månen det sidste stykke og forsvinder bag træerne, og lyset slukkes lidt efter lidt, indtil det er helt borte og søen forvandlet til et sort øje, der ufravendt stirrer på drengen ved bredden. En gysen farer gennem ham. Men det er ikke kun angst, en følelse af liv sitrer igennem, og han bliver siddende ret op, mens han lader mørket fylde sig mere og mere.
Så hører han, at han ikke er ene.
”Er det dig?” kommer det lige ud af den sorte nat.
Han vender sig brat om, men øjet møder ikke andet end den dunkle rand af buske og træer.
”Vil du ikke nok svare?” lyder det, denne gang bedende. Han anspænder sig. Lytter vagtsomt, men kan ikke høre, hvorfra ordene kommer. Det er, som svæver de i luften, båret til ham af nattebrisen.
En pigestemme?
”Hvem er du?” hvisker han og mærker, at han har et hjerte.
”Jeg er ingenting, engang …”
”Jeg er en soldat,” siger han hårdt. Hun skal ikke tro andet.
”Skal jeg så være bange?”
”Nej.”
Stilheden vider sig ud og fylder natten med sin sære musik. Dyrene tier. Kun brisens lette leg med vandfladen høres. Kluk, kluk, kluk, ler det så let og glad.
”Men du er jo ond.”
”Nej.”
”Du har myrdet.”
”Ja.”
Længe siger de ingenting. Og hans ja bliver hængende i stilheden.
”Hvorfor er du her?” hvisker han.
”Du er her jo også.”
”Det er ikke et svar.”
”Svaret kender du.”
”Ja,” tøver han.
”Jeg ville så gerne være danse. Og være glad. Det husker du nok.”
Nu kunne han tydeligt høre, at det var en pige.
”Men så …”
”Åh, det har du vel ikke glemt.” Hun klynker ordene.
”Nej.”
”Men nu er vi her. Sammen. Og du vil ikke mere gøre mig fortræd.”
”Nej.”
”Så kom!”
Han rejser sig langsomt op. Mekanisk begynder han at vade ud i søen. Så lukker det sorte øje sig over ham, og kun en let krusning bliver tilbage.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

2. Børn. Børn i tid

Udgivet den af
Svar

I et par indlæg fra juni forrige år handlede det om Barokken ( se under Kingo eller under juni 2011! i oversigten til højre) – og et af indlæggene hed: “Barokkens brutalitet” – her fortæller jeg f.eks. om børneopdragelsen i den periode. Det ved vi f.eks. noget om fra Kingos beskrivelser både i salmer og digte og i en prædiken, hvor han slår til lyd for solid “børnetugt” – der, som han siger, er vigtigere end klædetvæt, for den renser ikke det ydre, men det indre menneske.
Suk! Ja, men det er jo mange hundrede år siden, og dybt forældet, nu er det ligefrem forbudt at tugte børn. Og så alligevel: vi har netop i denne måned kunnet se overalt i pressen, hvordan børn mishandles på det groveste i dagens Danmark – jeg tænker på afsløringerne af,  hvordan anbragte børn håndteres på visse såkaldte “opholdssteder”, og forleden var der i Dr 1 en udsendelse med titlen: “Min barndom i Helvede” – der handlede om en piges opvækst i en familie, hvor tæv og voldtægt af børn og voksne var daglig kost. Det var ganske rystende og ikke noget, der foregik i en uciviliseret fortid.
Så det har jo alligevel kun ændret sig på overfladen: i de miljøer, hvor de mest udsatte børn lever, der lever også børnemishandlingen præcis som i gamle dage og til alle tider. Men det vil jeg vende tilbage til i et senere anlæg.
I romantikken bliver begrebet “den gode moder” og kærligheden til det lille barn aktuel og fik i det mindste i litteraturen en stor plads – tænk f.eks. på Ingemanns morgen og aftensange.
Før den tid var barnet lig med skarnet. Det skulle kues og knægtes og formes og føres frem mod dannelsen af “mennesket” = den voksne. Selvfølgelig er kærligheden til det lille barn ikke en opfindelse, som 1800 tallet har patent på – det fandt jeg det smukkeste billede på forleden ( se nedenfor!). Forældre har vel altid elsket deres børn – men dels var der i hine fjerne tider et gevaldigt spild af små, de færreste overlevede barndommen, så man måtte vænne sig til, at det der lille kræ ejede man kun en tid, så tilhørte det Gud og Himlen, og det var også meget bedre.
I fine adelskredse blev barnet straks efter fødslen udleveret til fosterfamilien, hvor det voksede op, og de biologiske forældre fik det så tilbage ( hvis det da overlevede) i mere eller mindre god stand. I Frankrig er der talrige retssager i 1700tallet, hvor forældre klager over, at de afleverede et sundt barn, men fik et skrantende uskønt og eksemplaget skravl tilbage.
Og sådan har det ændret sig siden – først i romantikken blev det den biologiske moder, der ammede sit eget barn – det havde man før den tid ammerne til – det var fattige kvinder, der havde født i utide og i stedet for at gå til grunde nu kunne gå til hånde i de fine familier. Hvad der blev af deres eget barn hører man meget lidt om.
Ja, sådan har det ændret sig med tiderne. Herunder et par billeder, der måske giver en lille fornemmelse af tidens syn på barnet.
Det frie barn:

Omslaget til Erik A. Nielsens bog om Kingo forestiller en dreng, der lyser af frihed og glæde. Men det er barnet brugt som symbol. Billedet er af Dujardin og malet i 1663, og det forestiller netop ikke primært et barn i en barnlig situation; det er en allegori, altså en lille fortælling, og drengen blæser sæbebobler, og hele situationen er et billede på forgængeligheden. Så altså, billedet vil ikke sige: se hvilken lykkelig dreng, men: se, hvor livet er kort og brister som bobler. Og se engang rigtigt på ham. Han har nok et barneansigt og et forsigtigt smil, men hans krop er en ynglings ( = en mands).

Forleden besøgte jeg rektor Minke, som bor på Støvringgård, og der i Riddersalen hang det yndigste barokbarn. Ganske vist opstillet, men barnligt og appellerende til vores ømhed. Det er malet med kærlighed. Så vist fandtes den, kærligheden, også i kunsten.
Og nu til det frie, moderne barn. Her tapper jeg løs af familiealbummet:
Først nogle børn ved en strand. Her symboliserer de ikke noget, de er bare børn: