Det er sket.

Han er så træt hver morgen nu, at det næsten er umuligt at få ham op. Helst vil han blive liggende i sengen hele natten og hele dagen. Det er der, han vil være. Ikke fordi han er så syg, at han ikke kan være oppe. Han kan sagtens være oppe, og han er ikke gangbesværet. Men det er blevet en plage for ham at være det mindste foretagsom. At gå omkring – at få ham til at spille bordtennis kræver lang tids overtalelse. I dag lykkedes det ikke. Og jeg fik igen igen igen følelsen af, at han betragter mig som en hemule. Jeg ER en hemule i hans øjne.

Jeg VIL, at han skal bevæge sig i al fald lidt hver dag og ikke bare holde sengen og sidde passivt i stolen.

Men det bliver sværere og sværere, og jeg har for længst opgivet at lade ham sove middagssøvn i sin seng, for så får jeg et hyr med at få ham til at forlade den igen.

Nu sover han i stolen efter frokost. Han kan jo sove hvor som helst og når som helst.

Måske skal jeg være glad for det – andre demente farer uroligt omkring og bliver borte for sig selv og andre.

Han bliver ikke borte.

Han bliver hvor han er.

Sengen er det bedste sted i verden.

Det er ikke til at holde ud.

Men det er jo mig, der ikke kan holde det ud. Han kan jo godt. Det er mig, der skal finde ud af at leve med det – han er i det på en hel anden og roligere måde end mig. Jeg skulle skamme mig over at klage – jeg har jo alt det, han mangler. Og det ved han godt, og jeg kan mærke, at jeg skal passe på.

Han må ikke miste sin værdighed.

Og når jeg vil hjælpe ham med lavpraktiske ting som almindelig hygiejne og han protesterer og fejer mig til side med et vris, så skal jeg gå til side og ikke insisterer.

Så vigtigt er det jo heller ikke med alt den renlighed.

Men somme tider mister jeg modet.

I dag jamrede jeg til hjemmehjælpen. Hvorfor gjorde jeg det? Hun kan jo ikke hjælpe. Der er ingen hjælp nogen steder.

Som Mette F sagde: jeg må lære et leve med det. ( mæde)