Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værkssted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www. hesselholt.com.
Læste forleden Hannah Arendts “Vi flygtninge.” Et par citater og reflektioner i den retning:
Citater fra Hannah Arendts ”Vi flygtninge” fra 1943 – citaterne er taget fra Mikkels Flohrs oversættelse fra 2017, forlaget Slagmark. Citaterne følges af mine kommentarer.
I Danmark (og i hele Europa) forsøger man nu at skelne mellem immigranter og reelle flygtninge. Immigranter er dem, der kommer til os for at genopbygge et håbløst liv (ramt af fattigdom, sult og tørke). De kommer med et håb om et værdigt liv. Og det vil/kan vi ikke give dem, for de er for mange. ”Rigtige” flygtninge er dem, krigen og terroren har fordrevet. Dem har vi pligt til at hjælpe. Jøderne har alle dage været ”rigtige” flygtninge i den betydning, men de var for stolte til at leve med flugtens skamplet, og derfor erklærede de sig som indvandrere.
Citat fra Ahrendts bog – side 11) : ”Vi erklærede, at vi var rejst af egen fri vilje til lande, vi selv havde valgt og nægtede, at vores situation havde noget med ”såkaldt jødiske problemer ” at gøre. Ja, vi var ”immigranter” eller nytilkomne, der havde forladt vores land, fordi det en skønne dag ikke længere passede os at bliver der eller af rent økonomiske årsager. Vi ønskede at genopbygge vore liv, det var alt. For at genopbygge sit liv er man nødt til at være stærk og optimistisk. Så vi er meget optimistiske.”
Dagens flygtninge har mistet alt akkurat som de jødiske flygtninge i og før Anden Verdenskrig. Men medfølelsen med dem overskygges af angsten for, at de skal tage vores tryghed og velfærd fra os.  Jeg samlede penge ind for nogle år siden til Dansk Flygtningehjælp, og jeg mærkede (som mange andre) uvenligheden og mistroen.  Og jeg tænkte: sådan bliver man altså, når man er bange: en frygtning. Vi er Ikke flygtninge, men frygtninge.
(Ahrendt side 12) … Vi mistede vores hjem og dermed hverdagens genkendelighed. Vi mistede vores profession og dermed troen på, at vi kan udrette noget i denne verden. Vi mistede vores sprog og dermed de naturlige reaktioner, gestikulationernes lethed, det uhindrede følelsesmæssige udtryk. Vi efterlod vores slægtninge i de polske ghettoer, og vores bedste venner blev dræbt i koncentrationslejrene og dermed brød vores privatliv sammen.
(Kommentar) Det mest utrolige var nu alligevel franskmændenes reaktion på flygtningestrømmen fra vest dengang i 30’erne: man internerede jøderne, fordi de var tyskere ( og altså fjender) – og da Frankrig senere blev besat af Tyskland, forblev jøderne i lejrene, og nu var de der så, fordi de var jøder. Internaterne konverteredes til fængsler, og de internerede blev til fanger. Hannah Ahrendt selv sad i ”le camp de Gurs” i Sydfrankrig. Det lykkedes hende at flygte.
(Ahrendt side 23): — Vi blev udvist af Tyskland, fordi vi var jøder. Men vi havde knap krydset den franske grænse, før vi blev til boches ( tyskere). … Over syv år spillede vi den latterlige rolle, hvor vi prøvede at være franskmænd – eller i hvert fald fremtidige medborgere: men i starten af krigen blev vi alligevel alle sammen interneret som boches. I mellemtiden var de fleste af os blevet så loyale franskmænd, at vi ikke engang kunne kritisere den franske regerings ordrer; så vi erklærede, at det var okay at blive interneret. Vi var historiens første prisonniers volontaires.
(Kommentar) Vi behandler asylsøgende flygtninge/immigranter med mere nænsomhed i vores land. Tror jeg. Er dog ikke helt sikker. Derimod er jeg helt sikker på, at de mennesker, der sidder i asylcentrene og venter, undertiden i årevis, lever i et helvede. De humanistiske idealer, vi engang havde, har spillet fallit. Luther har vundet over Erasmus af Rotterdam og Montaigne. Ja, men det gjorde han jo for længe siden. Alligevel lykkedes det os at værne om humanismen. Længe. Men nu?
Nu er ordet humanisme blevet et skældsord. På niveau med ordet marxisme. Hvad tror danskerne så på? På Gud? Er de (vi) kristne? Jeg tvivler.
Hørte i dag Bagklog på P1 med Esben Kjær – han havde Suzanne Brøgger i studiet og de talte bl.a. om blasfemiparagraffen – om den skulle afskaffes eller ej. Og jeg hørte S.B. sige, at danskerne ikke bare ikke var kristne, men at de aldrig havde været det. Det tror jeg, hun har ret i. Selv om jeg aldrig har hørt nogen sige det før.
 
 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Senere kommer et indlæg om fejringen af Anna Hansens 100 årsdag.
Et par hurtige billeder fra for lidt siden:



Min kæreste på ølbænken
Aften sol i Tranestederne
 
 
 

 
Det er det samme spørgsmål, der bliver ved med at dukke op:
Kan vi fortsat og uanfægtet glæde os af hjertet over himlen og solen og livet, når vi nu godt ved, at verden brænder omkring os?
Jeg deltog i Ordets Dag i Randers i går – desværre glemte jeg at tage billeder, så I kunne se lidt med.
Men altså: højdepunktet var Steffen Jensens foredrag om sit virke som krigskorrespondent i et af de uroligste hjørner af verden:  Mellemøsten. Han forstod at fortælle, så vi blev revet med.
Og jeg spørger mig selv: Kan vi blive ved med at synge med digteren: “Hvor kan I dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå! Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå.”
Aakjær og hans syngende rug og trilrende lærker!
Nå ja, men det er jo for resten også Aakjær, der skriver: “Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.
Og han SER jo dog, at verden brænder. Det kunne han vel heller ikke undgå: skrev jo sangen under Første Verdenskrig.
Og så alligevel er det, som om han blot ønsker, at vi skal lukke øjnene og sætte vor lid til den dræende rug og den ringlende havre. Høsten og Danmark.
Suk.
Resten af Aakjærs vers lyder:
Endnu en stund, så drær den danske rug,
mens lærken trilrer og grågøge kukke.
Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge,
mod dig vort håb og manddomsdrømmen går,
når landsbyklokken signer dine strande,
når aftenrøden højt i skyen står
og sænker fredens korstegn på din pande.
Fredens korstegn? Tja … men er korset nu også fredens tegn?  Korstogene! – det var næppe fredsmarcher, der dengang sendte unge mænd mod den arabiske verden … og  er det ikke som om korstogene er i fuld genstart?
Jeg har endnu Remarques “først leve siden dø” i frisk erindring og husker et kapitel, hvor han skildrer den bombede by, der danner romanens kulisse. Det er hen under aften, og solen er ved at gå ned over de rygende ruiner. Og så pludselig sker der det mirakuløse, at solens røde lys og de unges glæde over hinanden og deres kærligheden får lov at overstråle elendigheden. Den forsvinder jo ikke, men der er noget, som er større og stærkere.
Og ja, vi kan godt juble af glæde i stedet for at gruble og græde.
Her er et par billeder fra aftensolens lys i Fussingø Skov:






 
 

La vita è bella. Livet er smukt. Sådan lyder titlen på en italiensk film af Roberto Benigni. Og det er ellers ikke just et smukt liv, der fremstilles i filmen, som nemlig foregår i en koncentrationslejr i Tyskland under 2. Verdenskrig. Nej, det er en hæslig verden. Men kærligheden findes og den formår at forvandle dette helvede, så det bliver smukt. Det er noget, man må tro på. Det kan være svært, men filmen virker overbevisende.
Jeg er netop blevet færdig med at læse Erich Maria Remarques bog: Først elske siden dø”. Også den foregår under krigen – her i en udbombet by i Tyskland i krigens sidste tid, og på fronten i Rusland, og som alle realistiske krigsberetninger er der en stank af de værste rædsler – menneskene lever der, hvor man næsten synes, at det er umuligt – akkurat som det foregår i vore dagens krigszoner. Det er det samme som altid. Og midt i det hele finder to mennesker hinanden. Kærligheden bryder igennem. Og verden bliver til at ånde og leve i. Ja, det er noget, man må tro på, men bogen virker overbevisende.
Der er ingen krig i Ålum. Ikke lige nu da. Heller ikke i omegnen, og vi behøver ikke tro på andet end det, vi ser, for at erfare, at vores verden er ufattelig smuk. I dag cyklede jeg en tur i skoven, der er så fortryllende som nogensinde lige nu. Vejret var lidt diset og der var ingen sol, men så står farverne sartere og finere, synes jeg.
Her er et par billeder fra cykelturen:






Ja, det var lidt diset og ligesom sløret, men pludselig brød solen igennem. Det var sidst på eftermiddagen, og solen hang lavt på himlen, men stadig strålende, og se nu, hvordan landskabet ændrer sig – det er ikke samme sted, men dog ganske få kilometer fra de første steder:


 
 
 
 

Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægger jeg tekster, som endnu er i deres vorden. I den nærmeste tid vil jeg dog ikke lægge fiktion på bloggen, men kun reflektion og andet, der falder mig ind, mens bladene falder omkring os og efteråret går ind i sin smukkeste fase. Se f.eks. her et par billeder af haven lige nu:


Sjælehylsteret
”Det er jo lidt trist, at jeg ikke mere kan spille violin, men efter en blodprop vil den ene hånd ikke makke ret. Ærgerligt, for jeg har stadig en vældig lyst til at spille, og jeg er jo ganske ung indeni.” Sådan omtrent kom ordene ud i æteren, da jeg for nogen tid siden åbnede for radioen. Ung? hm … mon dog? stemmen lød da gammel. Jeg lyttede.
Det viste sig, at det var Svend Asmussen, der talte, og det fremgik ret hurtigt, at han kan fejre sin 100 års fødselsdag til februar. Det undrede mig virkelig at høre, for det er ikke mere end 10 år siden, jeg overværede en af hans violinkoncerter i Århus Musikhus, og jeg kan stadig se ham for mig, sådan som han kom springende ind på scenen den aften og tryllebandt os med sin livfulde musik i mindst et par timer.  Han må jo have været nær de 90 år dengang.
Nu er det allerede nogle år siden, at jeg selv trådte et trin op af aldersstigen og pludselig befandt mig i den såkaldte 3. alder. Og måske får jeg lov at træde endnu et trin op til den 4. eller måske endda til den 5. alder, for den omtalte stige synes i vore dage uden ende, som var det selveste Jakobsstigen, hvorpå englene let og yndefuldt vandrede længere og længere opad, indtil de forsvandt i det uendelige himmelrum.
Da jeg var ung eksisterede alderdommen ikke, og da jeg blev ældre, virkede den skræmmende, men nu, hvor jeg befinder mig i den, forekommer den mig på flere måder at være et udmærket sted at opholde sig.  Og for at forklare det, vil jeg vende tilbage til overskriften: sjælehylsteret.
I ovennævnte radioudsendelse, som faktisk handlede om alderdom, blev en ekspert i gerontologi (aldersforskning) spurgt om, hvordan det kunne gå til, at Svend Asmussen og mange andre meget gamle, som kæmpede med alverdens fysiske skavanker, kunne være så livsglade. Og forskeren sagde, at det spørgsmål havde den gamle musiker jo netop svaret på: ”jeg er ung indeni”, havde han sagt.
I den gamles sjæl lever stadig den lille dreng, den unge mand og den modne mand. Og det gamle menneske husker og genoplever alle sine aldre. Det er derfor, hukommelsen måske er den største af alle gaver. Det er også derfor, den gamle er klogere end den unge. Det vidste man alt om i tidligere tider, hvor man med rette betragtede de gamle ikke bare som ældre, men også som visere end de unge.
Hukommelsen. Her kan vi hente alle de kære, men selvfølgelig også alle de smertefulde erindringer frem og måske længes tilbage til lykkeligere tider, men måske også bare glæde os over, at vi fik lov at opleve de tider og stadig er i stand til at sanse dem og glæde os over de erfaringer, vi gjorde.
Jeg er ikke ekspert i alderdom, men jeg har efterhånden fået et godt kendskab til demenssygdommen Alzheimers, og jeg kan allerede høre nogen sige: men de demente da, de har jo glemt det meste. Og det er rigtigt, at deres hukommelse er svækket, men det er mest det, der hændte for kort tid siden, der forsvinder i sygdommens tåger. Og selv i den dementes bevidsthed lever den lille dreng og den lille pige som regel i bedste velgående. Det er derfor, gamle billeder betyder så meget. Og det er også derfor, den syges verden stadig er værd at leve i.
”Det er ikke let at være gammel.” Den sætning hører vi tit, og den er jo også rigtig, for det er de færreste gamle, der som Asmussen kan springe ind på en scene som 90årig. Mange sidder i kørestol, mange kan ikke se eller høre. Og jeg vil bestemt ikke påstå, at alderdommen er den letteste af alle aldre, men jeg vil gentage, at den på flere måder ikke er så ringe endda. Her kommer endnu et par bud på hvorfor:
Ganske vist er nogle af sanserne nedsatte: vi hører, og vi ser dårligere. Men fordi sjæleevnerne er skærpede, og fordi vi giver os tid, så bruger vi sanserne bedre: vi hører musikken mere intenst end tidligere, vi ser farverne mere opmærksomt end før, et glas vin smager bedre, og vi lever i nuet på en helt anden måde end da vi var unge. Vi har fået tid, og vi vælger langsomheden i stedet for jaget. Vandreturen i stedet for løbeturen.
Mens de unge ofte farer derudad med tunnelsyn og uden at sanse naturens farver og lyde, for det drejer sig kun om at komme fremad i en fart og helst før alle de andre, så giver vi os tid til refleksion og samtale. I stedet for løbepsykose og præstationsangst har vi fået åndelighed og indsigt. Ikke så sært, at vi ind i mellem er glade.