La vita è bella. Livet er smukt. Sådan lyder titlen på en italiensk film af Roberto Benigni. Og det er ellers ikke just et smukt liv, der fremstilles i filmen, som nemlig foregår i en koncentrationslejr i Tyskland under 2. Verdenskrig. Nej, det er en hæslig verden. Men kærligheden findes og den formår at forvandle dette helvede, så det bliver smukt. Det er noget, man må tro på. Det kan være svært, men filmen virker overbevisende.
Jeg er netop blevet færdig med at læse Erich Maria Remarques bog: Først elske siden dø”. Også den foregår under krigen – her i en udbombet by i Tyskland i krigens sidste tid, og på fronten i Rusland, og som alle realistiske krigsberetninger er der en stank af de værste rædsler – menneskene lever der, hvor man næsten synes, at det er umuligt – akkurat som det foregår i vore dagens krigszoner. Det er det samme som altid. Og midt i det hele finder to mennesker hinanden. Kærligheden bryder igennem. Og verden bliver til at ånde og leve i. Ja, det er noget, man må tro på, men bogen virker overbevisende.
Der er ingen krig i Ålum. Ikke lige nu da. Heller ikke i omegnen, og vi behøver ikke tro på andet end det, vi ser, for at erfare, at vores verden er ufattelig smuk. I dag cyklede jeg en tur i skoven, der er så fortryllende som nogensinde lige nu. Vejret var lidt diset og der var ingen sol, men så står farverne sartere og finere, synes jeg.
Her er et par billeder fra cykelturen:






Ja, det var lidt diset og ligesom sløret, men pludselig brød solen igennem. Det var sidst på eftermiddagen, og solen hang lavt på himlen, men stadig strålende, og se nu, hvordan landskabet ændrer sig – det er ikke samme sted, men dog ganske få kilometer fra de første steder: