Det er det samme spørgsmål, der bliver ved med at dukke op:
Kan vi fortsat og uanfægtet glæde os af hjertet over himlen og solen og livet, når vi nu godt ved, at verden brænder omkring os?
Jeg deltog i Ordets Dag i Randers i går – desværre glemte jeg at tage billeder, så I kunne se lidt med.
Men altså: højdepunktet var Steffen Jensens foredrag om sit virke som krigskorrespondent i et af de uroligste hjørner af verden:  Mellemøsten. Han forstod at fortælle, så vi blev revet med.
Og jeg spørger mig selv: Kan vi blive ved med at synge med digteren: “Hvor kan I dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå! Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå.”
Aakjær og hans syngende rug og trilrende lærker!
Nå ja, men det er jo for resten også Aakjær, der skriver: “Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.
Og han SER jo dog, at verden brænder. Det kunne han vel heller ikke undgå: skrev jo sangen under Første Verdenskrig.
Og så alligevel er det, som om han blot ønsker, at vi skal lukke øjnene og sætte vor lid til den dræende rug og den ringlende havre. Høsten og Danmark.
Suk.
Resten af Aakjærs vers lyder:
Endnu en stund, så drær den danske rug,
mens lærken trilrer og grågøge kukke.
Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge,
mod dig vort håb og manddomsdrømmen går,
når landsbyklokken signer dine strande,
når aftenrøden højt i skyen står
og sænker fredens korstegn på din pande.
Fredens korstegn? Tja … men er korset nu også fredens tegn?  Korstogene! – det var næppe fredsmarcher, der dengang sendte unge mænd mod den arabiske verden … og  er det ikke som om korstogene er i fuld genstart?
Jeg har endnu Remarques “først leve siden dø” i frisk erindring og husker et kapitel, hvor han skildrer den bombede by, der danner romanens kulisse. Det er hen under aften, og solen er ved at gå ned over de rygende ruiner. Og så pludselig sker der det mirakuløse, at solens røde lys og de unges glæde over hinanden og deres kærligheden får lov at overstråle elendigheden. Den forsvinder jo ikke, men der er noget, som er større og stærkere.
Og ja, vi kan godt juble af glæde i stedet for at gruble og græde.
Her er et par billeder fra aftensolens lys i Fussingø Skov: