Drømmenes uvejrsskyer

Udgivet den 06/12/2021 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Alle mine drømme for tiden handler om at miste. I drømmen er det, som glider mig af hænde, forfærdelig vigtigt, men når jeg vågner, ved jeg, at det er ganske ligegyldige ting, som har været på vej væk fra mig.

I går havde jeg en drøm/virkelighedsoplevelse, som får mig til at tro på, at der er noget om Freuds teorier. Siger jeg rask væk. Og indrømmer samtidig, at jeg har glemt hans teorier om drømme. Hvad var det nu, han mente, den gamle (forældede?) tænker? Og hvorfor står hans bøger ikke på min reol, så jeg kan slå det op? Åh jo, de jo røg ud med badevandet på et tidspunkt, hvor jeg besluttede mig for at halvere mit bibliotek.

Morale: ryd aldrig op!

Og dog: i rumforskningens navn: forsk i gamle kasser i alle rum! – det giver gode overraskelser.

Tilbage til drømmen: Jeg har glemt handlingsmønstret i min drøm, kun hovedsagen husker jeg. Min lille grønne pung var forsvundet. Og jeg vidste, at den var fuld af penge, og langt ind i sjælen stod det mig klart, hvor pengeglad jeg egentlig er. Rigtig en købmandsdatter, når det kommer dertil. Jeg kan lide at se min pung smækfed af sedler. Og det var den i drømmen, og det er den også i virkeligheden, for jeg har solgt en rundsav forleden. Og fik den godt betalt og går jo rundt med sedlerne, fordi jeg i virkeligheden er revnende ligeglad med penge, og derfor heller ikke passer på dem. Så de har i en rum tid ligget klemt inde i min minimale grønne pung.

Men tilbage til drømmen. Jeg havde altså mistet den. Husker ikke mere, hvordan. Men det var, hvad det jo i virkeligheden aldrig kunne være, smerteligt. Og jeg var meget ulykkelig over min velspækkede pungs forsvinden. Som om jeg havde tabt mit hjerte.

I en af Villy Sørensens fortællinger taber en pige sin pung, og siger til sin kæreste, at hun har tabt sit hjerte. Og så er hun jo i virkeligheden hjerteløs, for hun mener pungen.

Det er jeg ikke, men ind imellem kan jeg godt blive lidt bange for mine varme følelser for kolde ting.

Så drømte jeg ikke mere – kom langsomt ud af drømmen som vanligt – og i lang tid blev også som vanligt panikfølelsen ved at plage. Ja, men det her var kun en drøm!!! Er du sikker, siger en stemme, som ikke er til at overhøre.

Og så gik dagen i går så fint, indtil min pung virkelig forsvandt.

Vi havde besøgt børnene i Ørum og hygget os sammen ved de to lys og endnu mere lys i de fine dekorationer, og Theodor havde bagt fantastiske kager. Så tog vi af sted, og jeg sikrede mig lige inden vi kørte, at jeg havde husket pungen, for vi skulle slutte dagen af i brugsen, hvor vi med vores heldige skrabelod stod til en rabat på alle dagligvarer på 10 %.

Den lille grønne var, hvor den skulle være. I tasken. Og i den lå en alenlang indkøbsseddel. Vi kom ind, sprittede af, jeg tog sedlen ud og jagten rundt i butikken begyndte. Den tog tid – var lang og detaljeret, for 10% er ikke ingenting, og vi ville købe ind til hele ugen. Så vidt så godt.

Da vi langt senere stod ved kassen, fumlede jeg efter pungen, for vi havde jo det skrabelod. Men den var ikke i tasken. Heller ikke i lommerne.

”Jeg har tabt min pung,” sagde jeg og kunne i ånden se den lille bitte, men proppede pung ligge et sted, hvor folk bare trampede hen over den. Det var søndag sidst på dagen, og alle mulige store og små trampede jo rundt overalt, og jeg vred mig en ekstra gang og sagde, at jeg altså havde tabt min pung. Tabt den!

Den unge mand ved kassen smilede bare og fortsatte med at slå ind og så ud som om han tænkte: gamle fjols. Ole så på mig: ”Jamen, så find den!” Helt fortvivlet, selv om det kun var en sølle pung, og vi ikke stod til flere års fængsel, hvis den var blevet stjålet, men højst måtte lægge de flere tusinde varer tilbage igen. Og sige undskyld og liste hjem. Med æren som det største tab.

Men uden gnist af håb gik jeg altså hen til den nærmeste afdeling: frugt og grønt. Og efter fem minutters søgen mellem porrer og salater og radiser og courgetter, fik jeg øje på den lille bitte forædte pung, som er min. Der lå den og lignede sig selv og faldt fantastisk godt i med agurkerne, hvis venlige lange kroppe strakte sig og halvt dækkede den lille fede fyr.

Næsten vantro flåede jeg den til mig og så straks, at den ikke havde tabt sig. Jeg takkede himlen (eller nej mig selv) for, at jeg havde valgt en grøn og ikke en rød eller gul pung i sin tid. Den var så fint camoufleret i sit agurkeskjul, at mange mennesker må have passeret forbi uden at bemærke den. Og jeg er bare SÅ glad for, at hammershøjfolket ikke er ret vilde med agurker.

I nat drømte jeg, at jeg mistede vores bil. Var i København og kunne ikke finde en parkeringsplads. Satte den et sted. Da jeg kom tilbage var den borte. Men den drøm vil jeg ikke fortælle. Den var opslidende og dum fra ende til anden.

Kun vil jeg i den kommende tid passe godt på bilen. Og så vil jeg læse Freuds drømmetydningsteorier. Selv om jeg stadig godt ved, at de er forældede.

Tanker i en kold tid

Udgivet den 04/12/2021 af marianne

Svar

”Vi er landet på en fremmed klode. Vi er sået som frø af en ukendt art” – Ole Sarvig: Vindrosen sommer 1960.

Fremmedfølelsen er et centralt element i Sarvigs digtning – et grundvilkår. Langt senere tages begrebet op af de marxistiske digtere, men nu har det skiftet betydning. Der er nu tale om en menneskeskabt følelse: fremmedfølelse = fremmedgørelse – mennesket er gjort fremmed af den måde, det har indrettet samfundet på = kapitalisme. Det har gjort sig selv fremmed og kan altså også gøre sig selv fri = revolution.

Men for 60’ernes modernisme er det som sagt et grundvilkår. Der er således ikke meget håb om forløsning – vi er og bliver ukendte planter på den her fremmede klode.

Og hvis der alligevel er en forløsning, så ligger den på det metafysiske plan. Og her står Sarvig ikke ene – han var i samklang med de fleste af dem, der kaldte sig heretikere (f.eks. Martin A. Hansen, Poul la Cour ), der i al fald var enige om, at tiden var stivnet i rationalisme og systemtænkning.

Sarvig, som så præcist udtrykker fremmedfølelsen med ovenstående citat, endte med at tage sit eget liv. I den sidste ende af livet skrev han mange salmer. Så han har vel troet på, at der eksisterede en skaber. At den fremmede (for mennesket) klode er Guds skaberværk. Og vel også, at frøet skulle spire og vokse i et hinsides liv.

Det synes jeg ikke helt jeg kan forstå, Nej, selvfølgelig ikke, for det hverken KAN eller SKAL forstås. Væk med forstanden!! Så langt rækker vor fantastiske hjerne ikke.

I dag taler man om evidensbaseret viden: det man har evidens for = har bevist gennem en række metodiske forsøg..

Det vendte man (Sarvig) sig imod og holdt fast i, at vi ikke kan ”erkende” sandheden empirisk, men må acceptere uigennemtrængeligheden og at der er en ”højere sandhed” en trancendent virkelighed, som vi aldrig fanger mere end en flig af. Den kan åbenbares, men ellers ser vi den kun stykkevis. Sådan er vort vilkår.

Ja, det er jo sådan set også det, kristendommen siger. Og så er det jo lige her, at man blander to ting sammen (tro og viden) , når man i et hug udtaler sig om videnskaben og dens love og kristendommen og dens forkyndelse.

Der er jo faktisk så stor forskel på LOV og FORKYNDELSE, at de aldrig kan mødes.

til slut endnu et citat:

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1. Kor. 13,12)

Atter lidt drømmesnak

Udgivet den 28/11/2021 af marianne

Svar

Vågnede meget tidligt i morges. Det gør jeg næsten altid, og jeg kan uden at tænde lyset se, om det virkelig er tidligt eller det bare føles sådan, for det mørke gardin dækker ruden lige indtil det første daggry tegner en lys kant omkring det. Nu var der helt mørkt.

Jeg rullede mig sammen og håbede at kunne rulle ind i søvnen på ny. Den drømmeløse, for sådan en havde jeg netop forladt. Og jeg faldt virkelig i søvn. Men dumpede lige ind i en underlig drøm.

Og igen: nu fortæller jeg den, og du kan springe den over, hvis drømme også for dig er noget så personligt, at de ikke kan genfortælles, men skal opleves. Jeg skriver den altså for mig selv, måske fordi jeg tror, at de gamle faraoere (?) ikke var helt galt afmarcheret, når de mente, at drømme betød noget. At de kunne tydes.

Den her drøm virkede pinligt lang, men efter lyset at dømme gennemspilledes den på ganske kort tid.

Jeg var begyndt at studere på Århus Universitet sammen med Kirsten Klitgård, og det var ikke litteratur, vi havde kastet os over, men en form for hardcore naturvidenskab, alt var formler og tal og algoritmer, og det var noget, som jeg havde svært ved at få hold på (sært nok!) – men alligevel var det mig livet om at gøre at følge med på mit hold. Og så var det næsten umuligt at gøre det. Ikke på grund af stoffet, men alt muligt andet.

Forhindringerne var legio, men jeg husker kun nogle af dem: f.eks. jeg kunne ikke finde mine noter, og de var helt nødvendige – de skulle vises ved indgangen til studielokalet før hver time.

Jeg var ikke alene i huset (som måske var i Ålum?) , og de andre personer, som optog alle borde og stole, var sært nok medstuderende, men jo et par generationer yngre end mig, og selv om jeg bad dem hjælpe, så var jeg nærmest usynlig for dem, og jeg kunne kun vanskeligt opnå kontakt med dem, og når det lykkedes, sukkede de blot og arbejdede videre.

Og så var der også det, at jeg havde lovet at passe Annas dyr (nej, det var ikke en kanin – jeg har aldrig før set sådan et dyr), og det ville jeg også gerne, men så var der pludselig en besked til mig om, at Annas veninde ville komme og overtage dyret. Det måtte ikke ske. Hvorfor ved jeg ikke. Men nu kunne jeg ikke finde dyret og blev ret panisk, for det her lå uden for vores aftale.

Og samtidig kom der flere og flere studerende ind i vores hus, og de arbejdede SERIØST med mit studiefag og ville ikke forstyrres. En af dem foreslog, at jeg gav ham mit telefonnr. Hvis jeg gjorde det, så ville han hjælpe mig. Han rakte mig et stykke papir, men jeg kunne ikke skrive nummeret, for der var ingen blæk i min pen, og selv om jeg skiftede den ud igen og igen, så kom tallene hver gang, jeg skrev, til at stå så uklart, at kun jeg selv kunne læse dem.

Derfor kunne jeg ikke få nogen hjælp. Til sidst begav jeg mig alligevel (uden noter) af sted mod universitetet.

Jeg ved ikke, om jeg nåede dertil, inden det gik op for mig med en slags skuffet lettelse, at jeg da bare kunne droppe ud af studiet og så melde mig igen til næste semesters start og sikkert klare det til den tid. Jeg var jo ikke så gammel som Kirsten, trøstede jeg mig selv, og hun havde ingen problemer med at opfylde alle studiekrav og klarede sig tilsyneladende flot. Så der var vel håb for mig.

Så vågnede jeg med en blandet følelse af frustration og lettelse. Klokken var 7.30. Altså morgen. Lyset kommer sent i november.

Nogle tanker fra bunden

Udgivet den 23/11/2021 af marianne

Svar

Jeg har lært mine børn at lave mad fra bunden. Begynd nede fra, sagde jeg til dem, og gå så langsomt mod toppen. Og til sidst ender I med den fineste ret.

Langsomt skal man bevæge sig op gennem de enkelte led, sagde jeg til dem, det er sådan, man ender med at have det færdige produkt. Det fuldkomne produkt.

Nu skrev jeg produkt.

Og så får jeg det til at ligne en industrifremstillet ting: en gryde, en hårcurle, en sikkerhedsnål en grydeske – hvad som helst, og det var jo ikke den retning, jeg havde tænkt at gå.

Nu er jeg gået galt. Så må jeg begynde forfra.

Altså:

Jeg vil skrive filosofisk og klogt om livet.

Det kan man ikke gøre ved at fortælle om, hvordan man lærte sine børn at lave mad. Og desuden har jeg aldrig lært dem at lave mad. De første linjer i mit indlæg var altså – indrømmet – en tilsnigelse. Jeg syntes, det lød så godt.

Men hør nu: At lave mad og alt muligt andet har de lært sig selv. Og de er dygtige kokke og gode livsforvaltere alle tre. Men jeg var aldrig nogen lærermester.

Men jeg tænkte, at jeg ville skrive noget om bunden. Derfor den klodsede begyndelse:

Jeg gik i skoven i dag. Jeg går tit i skoven. Det er der, stilheden findes. Og der, livet spirer frem, og væksterne vokser. Og det er der, døden iklæder sig skønhedens dragt. Det så jeg i dag.

Jeg så det.

Bladet, som lå der, gyldent i sit sidste suk.

Et blad, som snart vil forsure og forsvinde i jorden. En lille rest af ukueligt liv. Så smukt, at man fik lyst til at græde. Over det havde et egeblad lagt sig til rette, som om det ville beskytte det fra forrådnelse og tilintetgørelse.

Sammen fortalte de mig om livets slutning og om skønheden ved at dø sammen.

I hinandens arme.

Dagenes skum

Udgivet den 03/11/2021 af marianne

Svar

Dagenes skum. Ja, Boris Vians mesterværk. Men som som sagt. Bogen er borte. Så meget forsvinder. Noget bliver tilbage. En rest af sommerens vilde blomsterpragt. Gik mellem de visne blade i dag og sang for mig selv (og naboen måske) sangen om efterår og glemsel.

Jeg synger ikke ligeså godt som Yves Montant, men jeg prøvede:

Oh, je voudais tant que tu te souviennes
Des jours heureux où nous étions amis
En ce temps-là la vie était plus belle
Et le soleil plus brûlant qu’aujourd’hui

Les feuilles mortes se ramassent à la pelle
Tu vois, je n’ai pas oublié

Les feuilles mortes se ramassent à la pelle
Les souvenirs et les regrets aussi

Et le vent du Nord les emporte
Dans la nuit froide de l’oubli
Tu vois, je n’ai pas oublié
La chanson que tu me chantais

C’est une chanson qui nous ressemble
Toi tu m’aimais, et je t’aimais
Nous vivions tous les deux ensemble
Toi qui m’aimais, moi qui t’aimais

Mais la vie sépare ceux qui s’aiment
Tout doucement, sans faire de bruit
Et la mer efface sur le sable
Les pas des amants désunis

Og rundt om mig de døde blade. Men mellem dem var de. De små ukuelige blomster. De holder ud, selv her i november, hvor vi har haft nattefrost.

Så seje I er!

“Lær mig o skov at visne glad/ som sent i høst dit gule blad”

Sådan sang Oehlenschläger for mere end 100 år siden. Men jeg vil hellere lære af blomsterne, der holder ud i kulden og smiler til mit kamera og siger: pyt! os får du ikke bugt med!

Intermezzo

Udgivet den 30/10/2021 af marianne

Svar

Dette lille mellemspil for at gøre opmærksom på, at jeg stadig gerne vil ud med mine foredrag.

“Ud vil jeg ud! o, så langt langt langt / over de høje fjelde”.

Men nej, ikke så farligt langt mere og slet ikke over fjeldene. Himmelbjerget er grænsen for mine rejser nu – og Århus mod syd og Ålborg mod nord. Og nå ja, Vendsyssel kan gå an. Men ikke mere de herlige ture til de danske øer, (Undtaget Vendsyssel altså), og de rejser har jeg ellers nydt i fulde drag tidligere. Og jeg har været på rigtig mange øer i årenes løb – Sjælland er den største og Agersø den mindste.

Også foredragslisten er beskåret. Jeg kan henvise til min hjemmeside www.hesselholt.com, som er opdateret hvad det angår. Men, som man kan se, tager jeg gerne ud med et af de tidligere foredrag – det gælder både Argentina og salmedigterne –

Jeg optræder altid på bloggen uden filter – det er et valg – og det er måske synd (både for mig og mine læsere) , men så må vi leve med det. Synd er et religiøst begreb – et anagram for snyd – og det sidste ville det være, hvis jeg ikke lod filteret falde.

Boris Vian har i romanen “l*ecume des jours” et gennemgående tema, som på fransk ville hedde noget i retning af retrécissement. På dansk noget så klumpet som skrump – eller skrumpning. Jeg holder mest af det franske udtryk. I romanens univers indsnævres personernes verden gradvis. Sådan som det jo i virkeligheden sker i verden. Og vi kan lige så godt lade være med at kæmpe imod. Og samtidig, så er jeg ret overbevist om, at jeg i al fald af al magt vil finde veje ud – finde muligheder for at udvide verden – den indre verden – i takt med at den ydre snævres ind.

Jeg kommer i tanke om hovedpersonen Chen i André Malraux’ “la condition humaine” – det er i dødsscenen, at han siger ordene: il n’existe que moi qui meure.” Kan ikke huske om han siger “est” eller “existe” – det slår jeg op i morgen. Men det betyder jo: “der er kun mig som er i færd med at dø.” Altså for at skære det ud i pap: gradvist er verden forsvundet – tilbage er kun “jeg”et – og det dør.

Jeg blev dybt grebet af den roman, men jeg har ikke læst den i mere end 50 år – nu vil jeg læse den igen.

Jeg tror ikke (som Chen), at der til sidst kun er selvet tilbage – og ingenting om lidt.

Der er gået et døgn siden jeg skrev citatet fra Malraux’ roman, og jeg har arbejdet på at finde stedet og se, om jeg nu også havde citeret korrekt. Og det har jeg så ikke. Chen dør ganske vist hen mod slutningen, men det er ikke ham, der siger ovennævnte ord. Og jeg kan ikke finde dem.

Og det er sært, for det har jeg nu troet i mere end 50 år – altså at det var Chens dødsreplik..

Desværre er min professor (Nykrog) død i mellemtiden, men det står helt tydeligt for mig, at han læste de ovennævnte ord og tolkede dem præcis, som jeg har gjort ovenfor.

Ville undersøge, om citatet var fra “l*écume des jours” – og Åh jeg store idiot: jeg har foræret hele mit franske bibliotek bort for flere år siden. Kun beholdt de bøger, jeg holder mest af. Forstår ikke, hvordan Boris Vian kunne ryge med ud i farten. Det er SÅ farligt at rydde op.

Gør det aldrig = ryd aldrig op!!!!!

Og hvad fortæller det os så? Noget om erindringen. At vi tror at huske ord og begivenheder, som altså ikke passer til den virkelighed, vi husker tilbage på. At erindringen ofte er uvederhæftig.

Men måske er citatet fra en anden af Malraux’s romaner. Vi læste 4 bøger af ham det semester, og hver eneste af dem var en kæmpe oplevelse for mig. Nu forstår jeg det ikke helt. Har læst en del af “la condition humaine” i dag og synes mest af alt, at den er underlig. Er jo en slags forsvar for terrorisme. Men det lå måske ikke så fjernt for os unge dengang i 60’erne? Helten i romanen er i al fald terrorist. Lidt uhyggeligt at tænke på at man kunne identificere sig med ham.

Og nu kommer jeg i tanker om Camus bog “les mains sales”, som vi også læste dengang. På dansk: urene hænder. Hvor hovedpersonerne (heltene) også er terrorister. Men det er jo mere end 50 år siden, jeg læste Camus, så jeg vil vare mig for en gang til at (fejl)citere fra hans værker.

Drømte mig en drøm i nat

Udgivet den 28/10/2021 af marianne

Svar

Drømte mig en drøm i nat

Dette drømmebillede er ikke fra min drøm. Men det har alle ingredienserne i en drøm: det surrealistiske sug især. Billedet her er kreeret af min datter Mette Hesselholt H. Hansen

Det er så kedelig at høre andres drømme. Gab gab … Og jeg ved godt hvorfor: drømme består af stemninger og handlinger, men det er det første, der udgør fascinationen, og det er det andet, man fortæller om.

Stemningen kan man aldrig videregive. Jeg skriver nu denne her alligevel, for jeg tror, at jeg kan give dig en fornemmelse af stemningen også, selv om jeg ikke kan gengive den. Den er som den, du oplever, når du læser Ida Jessens noveller. Dem læser jeg for tiden. Genlæser bogen: ”En mand kom til byen” . Lå netop og læste i den bog, da jeg faldt i søvn.

I det hele taget tror jeg, at drømme fødes af de tanker og følelser i hvis favn, man befinder sig, lige inden man falder i søvn. De skaber stemningen for drømmen. Handlingen er ofte mere mystisk, og den rækker i al fald længere, ofte langt tilbage. Måske er den underbevidsthedens forsøg at bearbejde hændelser af betydning. Hændelser, man har glemt, fordi man ikke vil huske dem. Måske.

Men jeg tror ikke, sådan som man gjorde på gammel-testamentlig tid, at drømmen er en spådom: at den varsler om kommende begivenheder. Jeg er ret sikker på, at de gamle Faraoer blev snydt, når de betalte drømmetyderen for at udlægge en drøm, og han straks kunne se alverdens fremtidige hændelser i den. Drømmetyderne kunne dog utvivlsomt føre faraoerne nærmere deres eget indre væsen, så måske var pengene alligevel givet godt ud: de kunne nemlig fortælle dem, hvad det, der pinte dem, og som de derfor skulle undgå, var. De kunne se tilbage. De kunne se dybt ind i sindet. Men de kunne ikke se frem.

Når underbevidstheden kommer på arbejde, mens vi sover, og danner billeder, må den tage fra det, den kender og ved noget om, ikke ukendt stof fra en ukendt fremtid.

Fremtiden findes ikke.

Men drømmen fortæller os altid noget om os selv. Om vor frygt mest – den er meget freudiansk i sit væsen, længere er den ikke nået: den fortæller os om det, vi skjuler for os selv – som vi skubber til side, fordi vi ikke vil vide af det.

Jeg drømte om at miste i nat. Det var en lang drøm, og begyndelsen er allerede blot svage skygger. Jeg ved ikke mere helt, hvad den begyndte med. Men det var om at miste et menneske, jeg havde mødt, og som jeg kunne snakke med, eller rettere: samtale med.

Det kniber for tiden med ”rigtige” samtaler i det daglige. Min mand er dement, og vi omgås kærligt og fint, og vi behøver ikke mange ord for at forstå hinanden. Men samtalerne er det slut med. De vigtige ”samtaler” er non-verbale. Et smil, et kys, et lys i øjnene, eller et mørke i øjnene og en trøst af en hånd etc. Når vi bruger ord, så er talemåder fine nok. Pludselig får de valeur.

Men nu havde jeg i min drøm truffet en pige, som jeg kunne snakke med uden at føle, at det var en præstation at bevæge sig ind i livets store spørgsmål. Det var helt naturligt.

Så døde hun.

Jeg var på hospitalet i begyndelsen af drømmen, og en stor del af den foregik i et underligt rum, hvor jeg opholdt mig efter at have mistet. Og det var virkelig et tab, der smertede, så jeg sørgede. Og der var læger. Men jeg tror ikke, vi havde kontakt.

Jeg ved heller ikke nu, hvem det var, jeg havde mistet, men vi var i familie, og vi havde kun kendt hinanden i kort tid, men som sagt: vi var blevet venner.

Og nu var jeg så i det her værelse, og jeg havde mistet ikke bare hende, men også noget andet, som jeg nu har glemt, hvad var, men som gjorde det meget flovt at være i rummet, hvor der mest var mænd. Var det mit tøj? Havde jeg mistet mit tøj? Jeg havde to store tasker med: en rygsæk (den har jeg altid med) og en anden stor (sports?)taske, og i dem var der meget vigtige ting, som jeg skulle passe på, og de blev hele tiden borte for mig.

En af lægerne opdagede min fortvivlelse, og det var rigtig fint, men han kunne ikke nå over til min side og opgav og gik ud, og jeg var til sidst helt borte i forvirret sorg og hjælpeløshed. Nok så meget det sidste.

Jeg ville telefonere hjem efter hjælp – herregud, jeg var jo kun i Randers. Hvor svært kunne det være? Men det var umuligt. Jeg havde ingen telefon. Og rummets telefon var i uorden, og de mennesker, der var i rummet, kunne (ville?) ikke hjælpe.

Så lykkedes det mig at slippe ud på gaden, og jeg blev klar over, at jeg måtte hjem. Men jeg måtte gå hjem, og mine sko var elendige. Og desuden, der er jo langt at gå fra Randers og til Ålum. Jeg tænkte, at jeg kunne købe noget bedre fodtøj på vejen hjem.

Men der var ingen forretninger, kun fortovsrestauranter, og på en af dem, og jeg var netop gået over på den side af gaden, for den ene side var helt uden fortov, sad en af Oles gamle kolleger, Hanne hedder hun, smuk og ung og lyshåret, og et par stykker af mine kolleger sad der også. Jeg husker ikke hvem. Og de spise alle sammen fisk. Hanne fik de lækreste røde laks. Og de genkendte mig straks og smilede venligt og indbød mig til at spise med.

Men jeg var jo i dyb sorg. Og jeg kunne ikke se fortovet. Der var vist ikke noget fortov på den side heller. Og bordene stod alt for tæt. Og jeg var derfor nødt til at gå oppe på bordene for at komme videre.

Jeg gik altså på bordene, heldigvis behøvede jeg ikke træde på maden, for der var små paptallerkener til brødet, og de passede perfekt til mine fødder, og jeg trådte fra paptallerken til paptallerken og var meget flov, for kunne man lægge brød i dem, når jeg havde sat mit snavsede fodspor på hver eneste af dem? Heldigvis blev ingen af kollegerne vrede. Højst lidt forbavsede, men inden jeg var nået hen over alle bordene, var de forsvundet i samtale med hinanden og havde glemt mig.

Så kom jeg til en plads. Her sad en lille gruppe mænd og kvinder og drak. De var snavsede og talte underligt, og der lå noget mærkeligt i en bunke imellem dem. Pludselig sad jeg i gruppen, som om jeg var en del af den. Og så opdagede jeg, at de var ved at samle noget: ikke et puslespil, men en meget indviklet konstruktion – en slags legetøj var det vist. Jeg greb ivrigt ind og viste dem, hvordan man samlede tingene, og de spurgte mig medfølende om, hvem jeg havde mistet, og jeg fortalte det og sagde, at jeg skulle hjem, men nok kom til at gå hele vejen, og så kom der en af lægerne forbi, som godt ville køre mig, sagde han, men da jeg rejste mig, var han væk, og jeg fortsatte med at samle.

Den sære fyr, der ledede det fortabte team, virkede med ét truende, og jeg tror nok, han tvang mig til at samle videre, selv om jeg ville gå og skulle hjem, og han spurgte drillende, om jeg da ikke var en, der forsøgte at samle alting? Havde jeg ikke huset fuld af unyttige samlinger? Var jeg ikke en sygelig samler? Og jeg bed tænderne sammen og samlede stykke for stykke, mens jeg græd.

De andre så gråden, og vi kom til at tale om tabet, og de sagde, at så måtte jeg jo skynde mig hjem. Nu var det hele samlet, og der stod et stort dukkehus – mandshøjt, og jeg kunne umuligt have det i tasken. Men jeg skulle have mit arbejde med hjem, sagde de, så de proppede noget, jeg husker ikke, hvad det var, ned i tasken, og den var forfærdelig tung, da jeg gik videre.

Men nu havde gaden igen forandret sig, og jeg gik ikke mere i Randers, men i Rom. Og så ville jeg jo aldrig nå frem til Ålum. Og hvem skulle hente mig? Og i Rom? De fleste af mine var jo døde. Det kan jeg huske, at jeg tænkte. Mon Anders kunne køre? Mine børn? De havde bestemt ikke tid. De var måske ikke engang i Ålum. Og Anders? Boede han i Ålum? Jeg kom frygtelig i tvivl om alting. Pludselig slog det mig med vanvittig rædsel, at jeg aldrig ville komme hjem.

Så vågnede jeg. Klokken var 8.30. – Så længe havde jeg ikke sovet i flere måneder. Men jeg var ikke udhvilet, men så træt og udkørt af min drøm, som om jeg virkelig havde været på vej fra Rom til Ålum. Til fods. I for små sko.

Mia via dolorosa!

Kom an drømmetyder!

Vive la nature

Udgivet den 24/08/2021 af marianne

Svar

Naturen det billige skidt

Længe troede jeg, at det var Dan Turell, der var ophavsmand til ordene om den beskidte natur, for han skrev vidt og bredt om, hvor kedsommeligt, det var at opholde sig ”derude” – ikke et eneste træ med så meget som den mindste lille revne til at putte penge i, så noget kunne gå i gang.

Hvad der hele tiden var i gang, hørte og så han ikke. Han var naturdøv. Men nej, det var ikke ham, men P.H. alias Poul Henningsen, der således ikoniserede den beskidte naturen.

I dag har naturen, for nu at blive i dens egen metaforik, fået en vældig opblomstring. Og det trods klimaforandringer og deraf følgende naturkatastrofer. Eller måske netop på grund af de fænomener, har vi indset, hvor dyrebar den er. Natursynet har ændret sig radikalt.

Selv er jeg lidt af en romantiker med hensyn til mit forhold til naturen. Det er ikke til at komme uden om. Jeg bliver så glad, når jeg færdes i det åbne eller lukkede naturlandskab. Bare glad. Og jeg kan lide at ligge i græsset og kigge op i himlen og betragte de drivende skyer og føle mig som det lille støvgran, jeg er, og som den mægtige skabning, jeg er en del af.

Men i går havde jeg en naturoplevelse, som overgår alt, hvad jeg har oplevet hidtil. Herom senere.

Fra litteraturen, og jeg færdes nok så meget i dens mange rum som i naturens, der finder man personer, som har denne kosmiske følelse = at blive ét med verdensaltet. En slags religiøs oplevelse, som jeg aldrig vil kunne opnå – i al fald kun i et lillebitte glimt. Dertil er jeg alt for jordbunden, jeg kan ikke i den grad slippe ”ånden” løs. Jeg møder heller aldrig Jesus, selv om jeg tror på ham, sådan som der er nogle, der gør og endda har skrevet bøger om det: ”Jeg mødte Jesus.”

Men i litteraturen: I Dostojevskijs roman ”Brødrene Karamassof” falder hovedpersonen Aljoscha pludselig om ude i natten, og mens han ligger således, opstår en stærk følelse af samhørighed med universet: hans person opsluges af det og bliver en del af det – den grænse, vi normalt aldrig kan overskride mellem os og verden, forsvinder. Han bliver ét med altet.

I Camus novellesamling ”L’exil et le Royaume” sker det samme for en af personerne. Jeg har ikke hele fortællingen præsent, men husker, at denne person er ulykkelig over verdens absurditet: at han skal dø, at alt forgår og intet består, at øjeblikkene glider bort etc., men en stjerneklar nat falder han om på jorden og rammes af meningsfuldhed- han er ikke mere skilt fra verden, men en del af den.

Denne oplevelse er jo ikke sjælden at møde i skriften, sjældnere blandt venner, eller de gider ikke snakke om følelser og natur på den måde: det er i al fald i min omgangskreds mere noget matematisk (diversitet osv.) hvor mange arter, man kan få på listen, og hvor meget, man ved om deres ben og øjne og lyde og kløer ovs. Her er videnskaben med dens utallige evidensbaserede facts helt perfekt til at dræbe den naturfølelse, jeg omtalte ovenfor og vil fortælle lidt mere om.

Den amerikanske naturprofet Henry Thoreau skriver et sted i værket ”Walden – Livet i Skovene” følgende: Det er en vidunderlig aften, hvor hele kroppen er blevet til sanser og optager glæden i sig gennem hver eneste pore. Jeg kommer og går med en mærkelig frihed i naturen, jeg er en del af den.” (Citeret af bioetiker Mickey Gjerris.)

Denne samhørighedsfølelse med naturen er blevet et af de store hits for tiden. Der er sågar en tysk forstmand, der glædeligt og helt naturligt konverserer træerne i den skov, hvor han arbejder. Det er lige før, det er hyggeligt. ”Hallo! Gamle eg, hvordan har rødderne det så i dag?”

Et spøg et andet til side, som min gamle lærer Lester plejede at sige, når vi havde fjaset længe nok med ham. Og så gik vi over til alvoren.

Jeg vil kort fortælle om den oplevelse af næsten overnaturlig skønhed, jeg havde i går. Og det selv om det er helt og aldeles ubeskriveligt. Men altså:

Jeg havde svømmet en lang tur i Kattegat. Havet var roligt som et spejl og efter en meget lang svømmetur var jeg meget træt. Jeg vidste, at Ole stod inde på bredden og vågede over mig som en anden Vorherre, og jeg følte mig tryg nok, selv om jeg var ene derude. Undersøgte ikke, hvor langt, jeg var kommet ud: havet var jo roligt – Ole holdt øje med mig – ingen fare. Derfor lagde jeg mig om på ryggen. Jeg lukkede øjnene, for solen brændte over havet, og lige straks syntes jeg, at den fyldte hele himlen og tænkte, at mine dårlige øjne helst måtte være lukkede.

Så lå jeg lidt og vuggede der og følte mig trods Afganistan og tunge problemer alle vegne, lykkelig. Så hørte jeg en lyd og åbnede øjnene på klem og nåede at se en hvid sky fare hen over havfladen. Det var en flok fugle, som fløj meget lavt, næsten i vandskorpen, og den havde måske troet, at jeg var en fisk eller en træbjælke (sikkert det) , der lå og flød, for den ændrede ikke kurs, hævede sig bare en centimeter mere og fløj lige hen over mit duvende korpus. Jeg følte mig ikke, som ovennævnte litterære figurer som ét med naturen – jeg blev faktisk mega-forskrækket og var ved at drukne af rædsel – men næsten samtidig følte jeg en stor, stor glæde, som om jeg havde haft besøg af noget næsten guddommeligt.

Ole havde set det ske og endda halet fotoapparatet frem, men nåede jo ikke at forevige oplevelsen. Den lever i mig, som noget uhyre smukt og unikt. Tænkt at blive strejfet af hundredevis af hvide fjer. Ole sagde, at det var ryler. Jeg nåede kun at se, at de var hvide på undersiden, at de havde hvide fjer. Og ikke var ret store. Og skræmmende lige et øjeblik. Og så bruset. Det kan jeg heller ikke beskrive, men det lyder som en hvisken sat på turbo, når sådan en flok flyver lige hen over en.

La vie est belle! Vive la nature!

At blive gammel og at finde hjem

Udgivet den 14/01/2021 af marianne

Svar

At blive gammel og at finde hjem

Overskriften lyste frem på min indre skærm. Stod og blinkede lidt som overskrifter gør, inden jeg sætter mig til tastaturet og får gang i skriveriet. Men det vil jeg da ikke skrive om, tænkte jeg først. At blive gammel. Og at finde hjem. Jeg ER jo hjemme. Alle i det her land ja i hele den vide verden er jo hjemme for tiden. Vi befinder os midt i en pandemi, og mange føler sig elendigt tilpas, fordi de er dømt hjem. Det gør jeg så ikke. Tværtimod. Er det så fordi jeg er blevet gammel? Og derfor hører hjemme hjemme?. På et alderdomshjem måske ligefrem?

I går gik jeg længe i coronaburet med en uvant følelse af velvære. En slags stille glæde, der randt gennem blodet og truede med at bilde mig ind, at jeg var noget nær lykkelig. Og at det nok skulle gå alt sammen.

Alt! Det er da pokkerme ikke så lidt. Det er jo lige fra urolighederne i USA, krigene rundt om på kloden, sulten og fattigdommen og coronaen og alle dens mutationer. Og vore egne kroniske lidelser, der hver dag skilter med vores skrøbelighed.

Men følelsen af velvære blev siddende, og det endte med, at jeg selv satte mig. Og blev siddende en tid, mens jeg forsøgte at imitere Rodins ”Tænkeren” – det var let nok. Her sad jeg længe og så tænksom ud. Tænker jeg, for jeg kunne jo ikke godt se mig selv. Man kan ikke tage en selfie i den stilling.

Men Rodins Tænkerens dybsindige siddestilling kan jo sagtens være ren attitude. Hvem ved, måske sidder han bare og grubler over, om konen nu også har husket opskriften på den ratatouille, som hans mor gav hende forleden.

Velværet kan jo ikke skyldes, at vi kan tænke. Det kan vi ikke særlig dybt, selv om vi prøver at bilde hinanden og os selv det ind. At vi har indsigt, fordi vi tænker så dybt og er så kloge. Vås.

Jeg rejste mig igen og fortsatte min rastløse vandring i coronaburet, som heldigvis er stort nok til mange benstræk. Jeg endte i køkkenet og gav mig til at rode lidt i rodet. Stakkene af opskrifter. Fandt den franske stak og læste lidt op på ratatouille og tænkte, at med mine kulinariske brist og totale mangel på kogekunst burde jeg falde grædende sammen og indrømme, at jeg ikke har ret meget at have min glæde i: Ragnarok er lige om hjørnet (spørg bare Greta Thunberg), alle slås med hinanden eller sulter – og jeg kan ikke lave mad.

Og så blev glædelyset alligevel ved med at brænde. Det brænder vel ud, tænkte jeg og lod det være tændt, mens jeg gik og puslede med forskelligt. Det endte med at jeg gik en tur ud i sneen. For det sneede for en gang skyld i går. Og på turen voksede glæden. Tænk at man kan gå ud mellem hvide træer og være omgivet af skønhed, ingen kan ødelægge. I al fald ikke her og nu.

Da jeg kom hjem gik jeg i gang med at lede efter Rodins Tænkeren eller Grubleren – men fandt kun en reproduktion af et maleri af Edward Munch (se ovenfor!), der ligesom de fleste andre ikke tvivlede på, at der var dybe tanker på spil her.

Men så fandt jeg et andet billede i mit gamle fotoalbum fra 1963, da jeg boede i Paris og undertiden tilbragte eftermiddagene efter skoletid i det dejlige Rodinmuseum. Det var ikke et billede af Grubleren, men et billede af kærligheden. Den, som aldrig forlader os, heller ikke når tankerne slår klik eller slår fra.

Billedet er taget i min pure ungdom – Rodins skulptur hedder Kysset – og jeg snuppede det, inden jeg selv vidste, hvad det hele handlede om –

Nu ved jeg godt, hvad det handler om. Og jeg tror i det mindste, at jeg ved, hvorfor jeg var glad i går og stadig går omkring med en afglans af glæden. Det har faktisk at gøre med at blive gammel. Der er så megen erfaring inde i en. Og en af de skønneste, er den, at kærligheden varer livet ud. Når først den forsvinder, så er vi her ikke mere. Det er jeg sikker på, selv om jeg tvivler på så meget andet.

Derfor skriver jeg

Udgivet den 10/01/2021 af marianne

Svar

“Her står jeg og kan ikke andet.” Sådan sagde Luther ifølge legenden, da han blev anklaget for blasfemi (tror jeg nok) – i al fald var der den mening bag ordene, at det ikke var særlig morsomt at stå lige der. Det kunne koste ham livet.

Det kunne det sagtens have gjort, for dengang var det tit farligt at have tiltvunget sig en platform og ytre sig derfra.

Det var livsfarligt.

Det er ikke spor livsfarligt at tale og skrive i vore dage. Vi har ytringsfrihed.

Men det kan føles sådan. Farligt.

Når man har skrevet en bog, kaster gribbene sig over en, og man kan ikke andet end føle sig skyldig, for hvad enten man dømmes mildt eller brutalt, så dømmes man. Og undertiden af folk, der ikke kan læse.

Man skriver for dem, der kan læse, men det er ikke altid dem, der har den dømmende magt.

Som da jeg skrev bogen: Tobias og Englen – en bog, der handler om krig i Mellemøsten – om krig, undertrykkelse og forfølgelse – et meget aktuelt emne – og den er skrevet for og til børn. Og jeg kan godt lide at skrive for børn og jeg tror, at jeg er god til det. Men bibliotekets lektørudvalg læste kun indledningen, hvor der står, at handlingen foregår for over 2000 år siden og er inspireret af en af de kendte apokryfe tekster. Så blev den klassificeret under “litteratur om oldtiden” – og kun for forskere, stod der. Og den dom betød, at bibliotekerne kun købte de par eksemplarer, der nu står der og samler støv på hylderne for oldtidsforskning. Det betyder ikke alverden, at jeg så ingen bøger solgte, selv om det altså er en god børnebog. Men det betyder alverden, at jeg ikke fik sagt det til børn, som den handler om. Den har et budskab, og jeg havde tænkt, at børn kunne blive klogere på sig selv og verden ved at læse den. Og få en god oplevelse også, for det er også en spændingsbog – fuld af handling.

Det er ikke den eneste oplevelse, jeg har haft af den type i mit lange forfatterliv. Og så tænker man: det er nok bedre at lægge det skriveri væk. Fjerne fingrene fra tastaturet en gang for alle.

Og man tager beslutningen og holder den jo ikke.

Hvorfor?

I dag fik jeg to gode svar på det.

Begge kom de fra to af mine yndlingsforfattere. To, som er vidt forskellige, og to som begge skriver lige så smukt og rent som englene sang julenat.

Den ene er Helle Helle – den anden er Jon Kalman Stefánsson.

Først Helle. Og hende vender jeg tilbage til, når jeg har læst BOB.

I et interwiev i Information 10 jan. skriver Helle Helle om, hvorfor hun skriver, og jeg sad og nikkede, mens jeg læste det. Ja, det er derfor. Også og mest derfor. Og hun taler om at have et rum, man kan gå ind i og være helt sig selv – uden masker, uden roller, kun sig selv, og de dybeste tanker og følelser får lys og liv. Det sidste skriver hun ikke. Det er mine ord.Jeg citerer fra interwievet:

“”Lige meget hvad, så holdt jeg fast i at skrive. Og da det for nylig gik op for mig, at det var sådan, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig altid har fået skrevet, uanset hvordan mit liv har været. Er det fordi jeg har haft behov for at bearbejde forskellige ting i mit liv? Tit tænker man jo, at der er noget terapeutisk i det at skrive. Men det gik op for mig, at det ikke er det terapeutiske, det handler om. Det er mere det at lave sig et rum, hvor man går ind og lukker døren, og hvor man så befinder sig i en verden, der er helt ens egen. En verden, der er fuld af liv og nærvær. Det er som at holde fri fra alle ens kvaler.”

Ja hun rammer sømmet!

Og nu vil jeg citere fra den anden af mine mest yndede. Den islandske Stefansson. Og det jeg vil citere er lidt pralende, når jeg mønter det på mig selv. For det handler om, at litteraturen kan redde døde fra glemslen. Og kan ikke kun de ypperste forfattere det? Men jeg forsøger med min lillebitte redningskrans også at frelse fra glemsel, når jeg skriver om de gamle slægter. Her citerer jeg fra Stefansson:

Han skriver om mørket. Det, der omslutter os, fordi vi er i alderdommen, og foråret, sommeren og efteråret er gået. Nu er vi gamle, og vi har kun vinteren tilbage. Og døden. Jeg citerer fra indledningen til Himmel og Helvede:

“Nu om dage er der ikke meget ved os der minder om lys. Vi står meget nærmere mørket, er næsten mørke, det eneste vi har tilbage er minderne og så håbet som dog er svundet, det bliver ved med at svinde og minder snart om en udslukt stjerne, en mørk klippeblok. Men vi ved nu alligevel en smule om livet og en smule om døden, og vi kan fortælle: Vi kommer hele den lange vej for at begejstre dig og for at bevæge skæbnen.

Vi har tænkt os at fortælle om dem der levede på vores tid, eller for mere end hundrede år siden, og som for dig ikke er meget andet end navne på nogle skæve kors og revnede gravsten. Liv og minder der blev udslettet i overensstemmelse med tidens nådesløse lov. Det har vi tænkt os at ændre på. Vores ord er en slags redningshold på konstant udrykning, som skal frelse svundne begivenheder og udslukte liv fra glemslens sorte hul.”(Citat side 6)

Herunder en lille række af billeder fra det store arkiv af afdøde, jeg har skrevet om:

Ovenstående de to bøger, jeg skrev om de gamle familier og de begivenheder, der engang udfoldede sig omkring dem. Neden for nogle billeder af de personer, der er at finde i det store galleri af gamle, nu afdøde.

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Kategoriarkiv: stort og småt om lidt forskelligt

Drømmenes uvejrsskyer

Tanker i en kold tid

Atter lidt drømmesnak

Nogle tanker fra bunden

Dagenes skum

Intermezzo

Drømte mig en drøm i nat

Vive la nature

At blive gammel og at finde hjem

Derfor skriver jeg