Derfor skriver jeg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

“Her står jeg og kan ikke andet.” Sådan sagde Luther ifølge legenden, da han blev anklaget for blasfemi (tror jeg nok) – i al fald var der den mening bag ordene, at det ikke var særlig morsomt at stå lige der. Det kunne koste ham livet.

Det kunne det sagtens have gjort, for dengang var det tit farligt at have tiltvunget sig en platform og ytre sig derfra.

Det var livsfarligt.

Det er ikke spor livsfarligt at tale og skrive i vore dage. Vi har ytringsfrihed.

Men det kan føles sådan. Farligt.

Når man har skrevet en bog, kaster gribbene sig over en, og man kan ikke andet end føle sig skyldig, for hvad enten man dømmes mildt eller brutalt, så dømmes man. Og undertiden af folk, der ikke kan læse.

Man skriver for dem, der kan læse, men det er ikke altid dem, der har den dømmende magt.

Som da jeg skrev bogen: Tobias og Englen – en bog, der handler om krig i Mellemøsten – om krig, undertrykkelse og forfølgelse – et meget aktuelt emne – og den er skrevet for og til børn. Og jeg kan godt lide at skrive for børn og jeg tror, at jeg er god til det. Men bibliotekets lektørudvalg læste kun indledningen, hvor der står, at handlingen foregår for over 2000 år siden og er inspireret af en af de kendte apokryfe tekster. Så blev den klassificeret under “litteratur om oldtiden” – og kun for forskere, stod der. Og den dom betød, at bibliotekerne kun købte de par eksemplarer, der nu står der og samler støv på hylderne for oldtidsforskning. Det betyder ikke alverden, at jeg så ingen bøger solgte, selv om det altså er en god børnebog. Men det betyder alverden, at jeg ikke fik sagt det til børn, som den handler om. Den har et budskab, og jeg havde tænkt, at børn kunne blive klogere på sig selv og verden ved at læse den. Og få en god oplevelse også, for det er også en spændingsbog – fuld af handling.

Det er ikke den eneste oplevelse, jeg har haft af den type i mit lange forfatterliv. Og så tænker man: det er nok bedre at lægge det skriveri væk. Fjerne fingrene fra tastaturet en gang for alle.

Og man tager beslutningen og holder den jo ikke.

Hvorfor?

I dag fik jeg to gode svar på det.

Begge kom de fra to af mine yndlingsforfattere. To, som er vidt forskellige, og to som begge skriver lige så smukt og rent som englene sang julenat.

Den ene er Helle Helle – den anden er Jon Kalman Stefánsson.

Først Helle. Og hende vender jeg tilbage til, når jeg har læst BOB.

I et interwiev i Information 10 jan. skriver Helle Helle om, hvorfor hun skriver, og jeg sad og nikkede, mens jeg læste det. Ja, det er derfor. Også og mest derfor. Og hun taler om at have et rum, man kan gå ind i og være helt sig selv – uden masker, uden roller, kun sig selv, og de dybeste tanker og følelser får lys og liv. Det sidste skriver hun ikke. Det er mine ord.Jeg citerer fra interwievet:

“”Lige meget hvad, så holdt jeg fast i at skrive. Og da det for nylig gik op for mig, at det var sådan, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig altid har fået skrevet, uanset hvordan mit liv har været. Er det fordi jeg har haft behov for at bearbejde forskellige ting i mit liv? Tit tænker man jo, at der er noget terapeutisk i det at skrive. Men det gik op for mig, at det ikke er det terapeutiske, det handler om. Det er mere det at lave sig et rum, hvor man går ind og lukker døren, og hvor man så befinder sig i en verden, der er helt ens egen. En verden, der er fuld af liv og nærvær. Det er som at holde fri fra alle ens kvaler.”

Ja hun rammer sømmet!

Og nu vil jeg citere fra den anden af mine mest yndede. Den islandske Stefansson. Og det jeg vil citere er lidt pralende, når jeg mønter det på mig selv. For det handler om, at litteraturen kan redde døde fra glemslen. Og kan ikke kun de ypperste forfattere det? Men jeg forsøger med min lillebitte redningskrans også at frelse fra glemsel, når jeg skriver om de gamle slægter. Her citerer jeg fra Stefansson:

Han skriver om mørket. Det, der omslutter os, fordi vi er i alderdommen, og foråret, sommeren og efteråret er gået. Nu er vi gamle, og vi har kun vinteren tilbage. Og døden. Jeg citerer fra indledningen til Himmel og Helvede:

“Nu om dage er der ikke meget ved os der minder om lys. Vi står meget nærmere mørket, er næsten mørke, det eneste vi har tilbage er minderne og så håbet som dog er svundet, det bliver ved med at svinde og minder snart om en udslukt stjerne, en mørk klippeblok. Men vi ved nu alligevel en smule om livet og en smule om døden, og vi kan fortælle: Vi kommer hele den lange vej for at begejstre dig og for at bevæge skæbnen.

Vi har tænkt os at fortælle om dem der levede på vores tid, eller for mere end hundrede år siden, og som for dig ikke er meget andet end navne på nogle skæve kors og revnede gravsten. Liv og minder der blev udslettet i overensstemmelse med tidens nådesløse lov. Det har vi tænkt os at ændre på. Vores ord er en slags redningshold på konstant udrykning, som skal frelse svundne begivenheder og udslukte liv fra glemslens sorte hul.”(Citat side 6)

Herunder en lille række af billeder fra det store arkiv af afdøde, jeg har skrevet om:

Ovenstående de to bøger, jeg skrev om de gamle familier og de begivenheder, der engang udfoldede sig omkring dem. Neden for nogle billeder af de personer, der er at finde i det store galleri af gamle, nu afdøde.

Vera Hesselholt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *