Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Hvis du har læst mine tidligere indlæg, vil du genkende billedet af min mand Ole Hansens onkler og tante. Det var dem, der i 1920 udvandrede til Argentina og hvis historie jeg gerne ville fortælle, og som jeg nu omsider har indset, at jeg sikkert kun kan fortælle ganske små brudstykker af. Det bliver så det, jeg gør, mens jeg samtidig håber på, at den historie vil få lov at folde sig ud til en helstøbt bog, når Miriam Nielsens store samling af materiale kommer i spil. Foreløbig må I nøjes med min sparsomme viden om sagen:

På billedet ovenfor ses de fire søskende på et tidspunkt, hvor de allerede var ældre folk – jeg ved ikke, hvornår billedet er taget, det vil jeg sikkert kunne få oplyst og kan skrive det senere – jeg gætter på sidst i 60’erne – Pedros far dør i 1968. Personerne er ( fra venstre:) Jens, Hans og Jes. Foran dem sidder Mette.
Men det begyndte jo længe før. På billedet herunder ses hele den børneflok, de fire kom fra, og det billede må være taget ca. 1911 – for den lille dreng ved sin fars knæ er Marius ( Oles far), og han er født i 1908.
Forældrene hedder Johanne og Ole, og de fik i alt 12 børn. 9 af dem levede.

Selv om de to ældste ser ud til at være konfirmerede og altså voksne i samtidens øjne, så er det dog endnu en BØRNEflok, og det er tvivlsomt, om de allerede på det her tidspunkt drømte om at udvandre – det skulle først ske ca. 10 år senere. Den største af drengene ( øverst i midten ) er Alfred – til venstre for ham Hans og til højre Jens. Ved Alfreds venstre skulder er det Jes. Den øverste af pigerne er Mette og under hende sidder fra venstre Sofie, Christian og Berthe. Ved sin far står Marius.
Jeg fik for nogle år tilbage en lille samling kopier af breve, som forældre og søskende i Danmark havde skrevet til Jes – den af brødrene, der står i midterste række ved siden af søsteren . Oles kusine Minna har medbragt dem med fra en rejse i Argentina. Alle brevene var til Jes – de andre søskende har åbenbart ikke gemt deres breve.
Jeg vil gerne citere fra brevene – de giver et lille indblik i tiden og de menneskers liv, som der her er tale om. Desværre er nogle af brevene vanskelige at læse, så jeg vil afskrive dem i stedet for at scanne dem.
Jes har ikke blot bevaret breve, men også en lille beretning om sin ankomst til Argentina – desværre er han enten hurtigt holdt op igen med at skrive, eller der er kun fundet begyndelse til hans skildring. Den vil jeg citere i sin helhed, men dog med enkelte korrektioner for læselighedens skyld, nemlig hvor der mangler et ord eller den næsten konsekvente mangel på tegnsætning forvirrer for meget. Stavningen lader jeg passere som den forekommer.
Fortællingen lyder:
“Dampfløjten tuder, Farten sættes ned paa halv Kraft og den store Damper glider ind i Havnen.
Buenos Aires er naaet og dermed Argentina min Rejses Maal.
Alle staar og stirrer forventningsfulde frem mod Byen, som for alle her omkring mig er ukendt, nu faar vi jo se hvordan Modtagelsen den giver os bliver, saadan tænkte jeg og jeg antager hele den brogede Mængde omkring mig gjorde det samme.
Ikke ret mange forstod hinanden. Der var vel nok representeret omkring omkring 15 Nationer og Sprog ombord. Nu skal vi snart fra borde og skal saa til at tage fat i det Ny Land.
Der var ikke noget hjertelig velkommen. Det lød bare “vil du arbejde”. Det forstod jeg nu ikke den gang, men har forstaaet det siden. Landgangen var meget prosaisk med Puf og Stød og Raaben og skælden til alle Sider, men det var jo ikke andet end hvad man kunde vente sig, hvor der er saa mange Mennesker samlet for hvem det kun gjaldt om hver især at komme først og som kun tænkte paa sig selv.
Men nu var Papirerne efterset og fundet i behørig orden og vi var sluppet ned paa Kajen. Der var kun tilbage at slippe igennem Tolden hurtigst mulig. Der fik de Latinske Folk Fortrinnet fordi de kunde tale med Eftersynet. Vi som ikke forstod et Muk deraf kunde ikke rigtig komme frem og da der jo var mange Hundrede ja Tusinde som skulde efterses kunde det jo tage lang Tid. Men nu lagde jeg mærke til noget, hvad man i øvrigt ikke kunde blive fri for hvis man har Øjnene med sig, og det var at man kunde hjælpe sig hurtig frem ved Hjælp af Drikkepenge, jeg vil ikke bruge et andet Udtryk, da det ikke lyder godt.
Jeg må prøve, jeg fik fat i en af Funktionærerne, som meget lidt lignede hvad man forstaar ved en Tolder hjemme, og viste ham et Par krøllede Pengesedler ( meget diskret, aabenlyst lader det sig ikke gøre) og blinkede til ham, andet Sprog kunde vi ikke tale, men det viste sig ogsaa at være tilstrækkelig for os begge. Vi forstod hinanden udmærket. Han snakkede saa en hel Bunke hvortil en Rejsekammerat bemærkede: “Ja, do ka godt læ vær o læ æ Mond saan løv, faa vi fatter aller en Døjt aa et”. Han halede saa afsted med os hen til vore Kufferter, som vi i række slæbte gennem hele Bundtet hen til Disken til eftersyn, hvor han lige laaste op og uden noget Roderi i dem atter smækket dem i og vi var igennem Tolden foran mange Hundrede hvorfor den flinke Mand skulde have den meget rimelige Betaling af to Peso, hvad der var billigt med Hensyn til de Timer, vi ellers kunde være kommen til at vente.
Nu skulde vi saa se at faa fat i Billetten ud i Campen. Som Imigranter kunde vi nemlig faa den gratis til en hvilken som helst Plads i Argentina vi vilde. Det viste sig ikke at være saa let, vi forhørte os flere Steder paa Emigranthotellet, et vældigt kompleks med Spise og Soveplads til flere Tusind og som er gratis for Imigranter, hvad vi nu ikke vilde benytte, men bo paa et Hotel ude i Byen, men blev afvist med, at det ikke kunde lade sig føre paa Grund af, at det var Lørdag. Nu havde vi imidlertid faaet at vide at vi kunde vente samme Besked i Morgen og maaske i overmorgen igen.
Vi vilde nu helst i Campen samme Dag, om det kunde lade sig gøre. Vi henvendte os saa til en af dem vi før havde været ved og spurgte en arrig gammel Knark som kunde lidt Tysk. Han var først som en Bidehund, men da vi forklarede ham at vi vilde vise ham en Erkentlighed i Form af knitrende Mønt, alle Penge i Cirkulation er nemlig Papir, saa tøede han op og var Forekommenheden selv imod os og lovede at ordne Sagen omgaaende mod Betaling af 2 Peso pr. Billet, nu gik det glat.
Nu var vi saa endelig i Argentina og havde allerede set 2 gode Prøver paa “senor Pesos” Magt. Guldnøglen aabner for alle i Argentina.
Om Aftenen kunde vi saa køre ud i Campen. Vi kørte hele Natten, men kunde for Mørket endnu ikke se noget af det Land, som jo skulde være Arbejdsfelt i Fremtiden, men da Solen stod op saa vi et Skue, som jeg i det mindste aldrig vil glemme. Den lyste fra en fuldstændig Skyfri Himmel ud over en umaadelig Slette, som strakte sig til begge sider af Banelinen saa langt Øjet rakte og saa flad og fri for Ujævnheder som en Glasplade.
Nogle enkelte lave Huse kørte vi forbi, men der var meget langt imellem dem, de laa omtrent som hvis man tænker sig kun et Hus i hver Kommune hjemme.
Det var de store Argentinske “Haciendas” det er Kvægbrug med kun græsgange.
Der saaes kun mægtige Flokke af Kreaturer, Faar og Heste, og hist og her større eller mindre Strudseflokke, som dog er vilde, hvad for øvrigt Kreaturer ogsaa er, da de saa sjældent ser Mennesker, kun nu og da en saakaldt “Puestro” som rider rundt og tæller Dyrene.
Faarene samles af og til for at faa et Bad for Skab, hvilket foregaar paa den maade at de plumpes i en lang Beholder som de saa maa svømme igennem alt medens en Mand staar med en lang stav og dykker dem helt under i den desinfiserende Væske efterhaanden som de svømmer frem. I Beholderen bliver de kastet, som det bedst kan falde for, paa Hovedet og paa Ryggen som det træffer sig bedst, selvfølgelig kan der jo ogsaa være en enkelt en der drukner ved at komme under de andre men hvad er en mellem Tusinder og man har travlt. Kreaturer og Heste samles kun en gang om Aaret for at Mærkes og skille Kalvene fra Køerne eller naar det fede Kvæg skal skilles fra og ind paa Markedet.
Naa vi rasler jo videre og kommer længere ind i Landet til mere bakket Terræn og dyrket Jord.
Vi nærmede os Tandil, som jo er den By hvoromkring den første danske Koloni samlede sig. Hvorfra den Argentinske Kornavl vistnok stammer eller tog sin Begyndelse, men hvor “Tombores” eller Malkekvæg nu for en stor del har afløst Kornavlen paa Grund af Rovdriften, som fuldstændig havde udpint Jorden og ogsaa fordi der inde melllem Bjergene findes mange gode Græsgange og fede Lucernemarker.
Efter at Tandilbjergene var passeret kom vi til de Korndyrkede Egne og nu var det ogsaa mere tæt bebygget.
Ejendommene er nu ikke længere saa store, ja mange er nok lige store men skiftet i større og mindre stykker og saa lejet ud som regel for en Aarrække paa 5 Aar af gangen.
Og nu saas kun Kornmark ved Kornmark afvekslende Hvede og Havre og nogle Majsmarker, men mest det første.
Det er et smukt Syn at se den uendelige Slette, når den staar, saa langt Øjet rækker, i en eneste bølgende Kornmark, det vil fryde enhver Landmands Sind. Det er jo af og til afbrudt med et Stykke der ligger ud med Græs for at hvile et Aars Tid, ( det ) er saa fuldt besat med Kreaturer for at faa det gødet, det er nu Metoden og der er jo Gevinst paa to Maader, Landmanden kan vente stor Høst paa saadan et Stykke Aaret efter og faar en Del Kreaturer fedede samtidig. Græsset er som regel Havre, som med det milde Klima her gror hele Aaret og kan give meget Græs.
Men nu er Campen igen flad som en Pandekage kun ganske lidt bølget, og man ser at Landmandens Geschæft er kun Kornavl og delvis Kvæg. Selvfølgelig er der ogsaa imellem mindre Omraader hvor Kvægavl og Faar spiller størst Rolle, det er paa lavere liggende Camp, men efterhaanden som vi nærmer os Tres Arroyos bliver Korn (Hvede) den overvejende Part og bliver dermed næsten til Bahia Blanca!
Naa, i Tres Arroyos blev vi, Hans, min Søster og mig modtaget af Anders Poulsen, der var kørt ind for at hente os i sin Bil og tog os med ud paa hans Estancia d. e. Ejendomsjord (Korndyrket) hvor vi skulde arbejde. Vi blev vel modtaget, hvad forøvrigt alle Nyankomne gør her ovre mellem Landsmænd, naar de ser det er nogle som vil og kan arbejde, og her paa disse Egne er det jo at de fleste Danskere findes, ja her er saa mange at mange forøvrigt ikke lærer at tale spansk, fordi der er Landsmænd nok at arbejde for og tale med. Og naar saa man kommer her over og vil tage fat paa, hvad der falder for, kan man sagtens klare sig, men det nytter ikke man kommer og stiller Krav for saa bliver man bare udlet. Det er nemlig der saadan, at hvis man er utilfreds et Sted, kan man bare gaa hen et andet Sted, da det staar en frit for at tage afsted til hvilken som helst Tid og Time man finder for godt og selvfølgelig staar Arbejdsgiveren lige saa frit. Forøvrigt faar man de fleste Steder en meget human Behandling og Folk er som Regel hjælpsomme, kommer der en uden en Øre paa Lommen til de nødvendige Ting man skal have med sig i Kampen, saasom Tæpper og Seng og Arbejdstøj, her holder nemlig enhver sin egen Seng, hvis han vil have en, han kan som Regel faa Penge til at købe det for hos den Mand, hvor han faar Arbejde; siden er der som sagt ikke andet for end at tage fat med Humør og god Vilje paa hvad man bliver sat til og det kan jo være meget alsidigt. Høsten er den strængeste Tid for den Nyankomne, tildels fordi man jo da har det strængeste Arbejde og ogsaa for Varmens Skyld som godt kan gaa op til 35 Grader og mere, men det vænner man sig ret hurtigt til. Det tager jo en Del Sved ud, især hvis man er med til at køre Kornsække, men med lidt god Vilje kan det nok tages. Strængt er det, da alle jo arbejder under haardeste Pres, thi det gælder om at udnytte alle de gode Dages Tørvejr, det er jo ogsaa om at faa Kornet bjerget godt tørt og travlt har Landmanden med det. Der staar ogsaa mange mange tusinder paa spil for hver enkelt. Høstarbejde er der jo mange Slags af, der er at køre Kornet Tørskeværket, som er meget store, kan godt korntærkse 8-900 Tdr om Dagen, kære Kord i Galpon ( det er Oplag) og paa Stationen det, som er solgt. En meget stræng og febrilsk Tid er Høsten som regnes at vare 2 Mdr.
Derefter kommer igen den rolige Tid med at pløje og saa, der som Regel vare fra i Februar til omkring September. I den Tid gaar den ene Dag som den anden i en lang Række. Man staar op om Morgenen, arbejdstiden er fra Sol – Sol, fanger sine Heste, som regel 8 – 10, spænder for, kører i Campen til arbejde, hjem til Middag og over Middag ligedan. Saadan er den almindelig Peons – d. e. Karls arbejde i Kampen. Det er jo ikke meget nervepirrende lige fraregnet 2 Mdr, som kaldes Fluetiden, da er her nemlig som et lille H grundet paa en Flue som stikker Heste og alle Dyr være end de værste Bremser hjemme. I den Tid er det tit, der indtræffer de Tilfælde, at Hestene ikke kan nære sig for Fluer og kaster sig imellem hnanden i en Bunke hvor man hverken kan hitte Hoved eller Hale. I et saadant Øjeblik vil jeg godt indrømme, at der føres meget lidt kristelig Tale over de arme Dyr.
Her slutter Jes’ beretning om sit indtog i Argentina og de vilkår, han kom til at leve under. Vi ved, at han ikke stræbte efter at få “sit eget” – han var tilfreds med at arbejde for andre, og det lyder også, som om han finder det i orden, at man ikke stiller krav, men indordner sig.
Beretningen har helt sikkert været længere, men er altså ikke bevaret. Jeg ved ikke hvem Anders Poulsen er – men det er jo åbenbart Jes’ første arbejdsgiver, ligesom han også havde arbejde til søster Mette og bror Hans. Den tredje bror, Jens, hører vi ikke om. Måske er han rejst til en anden gård?
Jeg vil i det følgende citere fra nogle af de breve Jes modtager hjemmefra. Heller ikke her vil jeg rette stavefejl eller ændre på tegnsætningen, der ofte er helt fraværende.
Et af de første breve er dateret 11/10 1925 og det er fra storebror Alfred, der mest skriver om, at han nu har få fod under eget bord. Der er krisetider i landet, og arbejdet er slidsomt, og det har ikke været let at købe et sted, men han er fuld af optimisme: nu har de købt 4 køer og han regner med, at besætningen skal vokse med årene. Han skriver næsten kun om sit arbejde, men så tager hans unge kone pennen, og hun skriver om helt andre ting. Først giver hun Alfred ret i det med sliddet: ”
“”Vi har det ellers udmærket, vi slider jo i det og har knusende travlt, men det gør jo ikke noget bare man er rask og kan hjælpe hinanden det er jo Hovedsagen så skidt med om man skal bestille noget for resten lider jeg helt godt at være gift du skulle gå hen og gør ligeså, men kom endelig herhjem til det så vi kan komme med.” …… Hun slutter sit brev med følgende, der viser, at to af de fire havde planer om en tur til Danmark ( eller til at vende tilbage?) – der står: “nu venter vi jo at se Jens og Mette til Sommer.” Så vidt jeg ved, kom de dog ikke. Måske mødte Mette Ankjær Sjelborg? eller noget andet hændte.
Det næste brev i Jes’ bunke er fra moderen. Og hun skriver først om arbejdet på gården, som vel er et husmandssted, men slidsomt, og de er jo ikke unge. Hun skriver bl.a.: “at blive ved at slide som vi har gjort i Sommer det tror jeg ikke vi kan. Hvis der saa i det samme skulde komme en Kjøber saa sælger vi det vel nok vi kunde jo have det meget bedre. Det giver jo ikke andet end Føden og Skatterne for al vor Slid og der er jo ikke nogen Udsigt til at en af i Børn kan overtage det efter os og efter min Mening vilde det ogsaa være en Dumhed af os at hænge en af jer ved det. Nu er Alfred jo Gift og har eget Hjem jeg tror nok de er godt tilfredse med det men de vil komme til at slide og spare men blot de kan have Held og Lykke gaar det nok.”
Hun nævner også bror Christian og skriver, at han skal ind som soldat, så han kan ikke komme “ind til jer foreløbig” – dermed må hun jo mene, at han også ville emigrere. Det gjorde han ikke – han mødte Kinna og blev gift og blev i Danmark.
Det næste brev, jeg har, er fra 29 april 1932 – altså er spring på flere år. Denne gang er det faderen, Ole, der skriver, og han indleder med at kommentere et brev, som han modtog fra 16. februar. Han skriver: “Vi ser jeres Landbrug har gaaet nogenlunde vi haaber i har lejet igen og har alle sammen noget at bestille og tjener noget.”
Han må hentyde til Mette og Ankjers ejendom, som de åbenbart har lejet – senere i brevet spørger han nemlig til den lille Karen, deres førstfødte. Om hun er blevet døbt? Ellers beskriver han situationen i Danmark. Der er krise, og han nævner hvor ramt de er. Åbenbart har de solgt gården, og det er ikke lykkedes ham at finde arbejde. Moderen har fundet lidt at lave, og han skriver:”Moder har gamle An Konstner at pleje og tjener 35 kr. pr. M. hun er den af os, der tjener mest, men det er godt hun kan.” Dernæst går han over til at skrive om priserne på dyr: “Heste er der snart ingen priser paa. Gode Kælvekvier kan købes for 150 til 175 kr. pr. stk. do Kvier 60 til 110 kr. pr. stk. og fine Slagtekvæg for 15 øre pr. pund, nyfødte Kalve som ofte sælges til Svineslagterierne fra 1 Kr. pr. til 4 Kr. pr. stk. Lam er temlig Dyre da indførsel er standset paa grund af Valutaforholdene. Prisen paa Smør nu er 1,58 kr. pr. Kg. Det er priser som i 1880’erne og halvfemserne. Svin kan for Øjeblikket slet ikke leveres paa grund af Strejke og Lokout, det ser meget truende ud, saa for Landbruget her ser det ikke lovende ud.”
I det næste brev, som er dateret 24 april 1932, er det mor Johanne, der skriver. Og her synes jeg, man mærker hendes længsel efter sine børn. Det er som om, det endelig er gået op for hende, at hun ikke skal se dem mere: hun skriver bl.a.:”Det er jo mange Aar siden du rejste, da tænkte ingen af os paa at vi ikke skulde se hnanden i saa mange Aar og der kan maaske gaa lang tid endnu inden vi ses; hvis vi ses her paa Jorden mere, men blot vi maa mødes engang paa den anden Side saa er det godt for Livet her er jo kuns kort mod Evigheden. Jeg vil nu herved ønske Dig tillykke paa Fødselsdagen og ønske alt godt for Dig i det nye Aar ja Du er jo nu i Mandoms Aarene og bliver ikke mere voksen men derfor kan Du jo godt blive meget mere erfaren endnu, ja, der gaar ikke en Dag uden jeg tænker paa eder alle derovre.” Hun slutter brevet således: ” Familien i Danmark til hele Familien og Bekendte i Argentina, vi ønsker alt godt og Guds Velsignelse for Eder alle. Eders Moder Johanne Hansen.
Det næste brev til Jes er fra 28 september og fra faderen. Han gør rede for deres skrantende helbred og for landets spændte situation: der oprustes i omegnen – der holdes militærøvelser hver dag – både artelleriet og flyvevåbnet holder øvelser, og der er endda en kæmpeballon i spil. Han beder Jes læse sine søskendes ( Mettes og Jens’) breve – hvis de læser hinandens breve, så kan man slippe for at fortælle det samme to gange. Han slutter brevet med at bede Jes ruske i Hans, så han skriver hjem: “Kan du ikke formaa Hans til at skrive vi længes efter at høre fra ham. Du bedes hilse Ingo fra os. Er du og Ingo halvt om Jorden i dyrker? Skriv snart.
22 april 1936 skriver forældrene et fælles brev til Jes og beder dem om at skrive hjem lidt oftere. “ Vi længes efter at høre fra jer, du og Akkjers hørte vi fra til Jul, men Jens og Hans har vi ikke hørt fra i meget lange tider.” Han skriver om familien i Danmark og klager over de dårlige tider, der er ligeså ringe som i krigsårene.
Det følgende brev til Jes er fra 26 april 1936, og det er faderen, der skriver. – Igen synes han ikke, sønnerne er flinke til at skrive hjem. Han skriver sådan her: “Jens har vi havt Brev fra der oppe i nord, hvordan mon det skal gaa ham? Vi har ogsaa skreven til Ham igjen, jeg tror nok det er længe siden vi har hørt fra Hans, han er jo meget længe om at lade høre fra sig, mon han er kommen op til Jens.” Han slutter sit brev sådan: “Os selv er der ikke ret meget at skrive om. Moder passer stadig An Konstner og vores Have, til at grave den havde vi en Daglejer, det gaar jo lige saa stille ned af bakke, Alderen gør sig gældende for os hver især. Jeg gaar ikke ret meget ud at arbejde, hjælper Peter paa Værkstedet naar der er noget, arbejder lidt i Rav og læser meget. Du bedes hilse Ingo fra os. Vi venter efter Brev fra den ene eller den anden og vil gerne vide hvordan det gaar.”
I november d.28 1937 skriver faderen et brev, hvoraf her kommer et uddrag: “Vi haaber Du skriver nok lidt om hvordan Høsten har været og om du er hos Ingo endnu og hvordan I klarer jer. Tiderne er vel noget bedre hos jer. Her er det en del bedre, men i de daarlige Aar paadragede en mængde (sig) Gæld som de nu maa slaas med, men Skatter og Fødevare er dyr. Der var Brev fra Ingo for nogle Dage siden, men der var ikke et Ord om dig.” Og brevet slutter med ordene: “I er jo vist ved at glemme Folkene her hjemme, men vi vilde jo nødig i glemte os. I skal have tak for hvert et Brev vi faar fra jer.”
I Oktober 1938 skriver forældrene et brev til Jes, hvoraf det fremgår, at de nu (eller en af dem) er blevet 70 år. I al fald ved vi, at det er det år, Johanne blev 70. Han fortæller om de enkelte børns liv og levned – f.eks. at Marius arbejder oppe ved Hjørring hos en “rar” plantør. Og han slutter brevet: “Nu ved jeg snart ikke, hvad jeg skal skrive mere, vores Nyheder intereserer jo ikke jer der ovre da i jo nok glemmer mange af Befolkningen. Os selv er der ikke meget at skrive om, Moder passer jo Huset og Vask med mere og det kniber tit for hende, men vi er glade som vi er.”
Fra 17 juli 1939 er der brev til alle fire. “Kære Børn” begynder det. Resten af brevet fortæller om de forskellige børn og deres liv. Det er moder Johanne, der fører pennen, for faderen har fået sukkersyge og har det skidt. Hun skriver, at de ikke kommer meget ud, for de skal leje bil, hvis de skal nogen steder – fader kan ikke mere gå ret langt. Hun slutter brevet med flg. ord: “Alfreds er rask og slider jo i det, godt at Børnene vokser til nu har de jo stor Hjælp af dem iaar har de ingen fremmed Hjælp. Tillykke med lille Sven Ankers Fødselsdag det er vel 2 Aar han fylder? Jeg kan snart ikke holde rede paa Fødselsdagene og Alderen længere for de bliver jo saa mange. Marius og Anna venter jo efter at han skal faa en fast Plads saa vil de giftes, men de ved ikke noget bestemt endnu. Jeg har ikke godt ved at skrive da mine Hænder ryster nu haaber jeg Fader skriver det næste Brev. Tillykke lille Karen Johanne med din Fødselsdag er det 8 Aar du bliver i September? Vi faar vel ikke skrevet til den tid og tak Tove og Søster for Eders smaa Breve og Tegninger jeg ser ofte paa dem og tænker paa jer. Nu de kærligste Hilsner til Drengene hvis i taler med nogen af dem eller skriver, vi skrev da til Jess Fødselsdag og skrev ogsaa nu til Jenss men dit kommer bagefter. Kærlig hilsen til eder alle baade store og smaa fra hele Familien i Danmark. Men mest fra Far og Mor. Levvel!
Selv om Jes har gemt ovenstående brev, ser det ud, som om det er stilet til Mette og hendes familie.
De to sidste breve er fra 1948. Det er to korte breve og hovedindholdet er vel erkendelsen af, at Johanne ikke får sine børn at se mere. I det første, der er dateret 18 februar skriver hun: :”Tak for Julebrevet fra Dig. Du kan tro, jeg blev glad ved det for det ligesom Du slet ingen Forbindelse havde med mig uden igennem de andre Søskende det var ogsaa godt men jeg var nu mere glad ved at høre et Ord fra dig selv. Nu har du jo været lidt ude at rejse men gøre en Rejse til Danmark er vel aldrig at tænke paa. Jeg bliver nu Firsindstyve Aar hvis jeg oplever min fødselsdag til Sommer men nu vil jeg ærlig tilstaa, at jeg har opgivet at se Jer mere som er saa langt borte … ” I det sidste brev skriver hun igen om sin forestående 80 års fødselsdag og siger bl.a. “Naar jeg nu oplever min Fødselsdag bliver jeg 80 Aar saa synes Børnene herhjemme at jeg skal gøre et stort Gilde …. Du indbyder ogsaa herved til at komme den Dag.”
Helt opgav hun ikke håbet om at se børnene i levende live, men det blev dog aldrig tilfældet.
Jeg har ikke mulighed for at kortlægge de fire søskendes arbejds-ogfamilieliv i detaljer – det ville kræve meget mere tid i Argentina end jeg vil kunne få, og desuden er det ikke en opgave, jeg på noget tidspunkt har stillet mig i fuld alvor. Dog vil jeg skitsere videre med de sparsomme oplysninger, jeg har.
Selv skriver Jes jo i sin lille beretning, at de kom til Anders ( eller Andreas ) Poulsen i Tres Arroyos og arbejdede der, men han giver jo også udtryk for, at han var en yderst bevægelig arbejdskraft, der flyttede fra gård til gård og ikke slog sig fast ned nogen steder. Han ville åbenbart leve som “en fri fugl”. Med Jens var det vel omtrent det samme. Vi kan se af forældrenes breve, at han på et tidspunkt flytter nordpå ( til Corrientes?) og at bror Hans flytter med ham. Her arbejder de også hos en dansk godsejer. Det vil jeg vende tilbage til.
Pedro har fortalt mig, at hans far i begyndelsen arbejdede hos Ambrosius, og ham ved jeg faktisk noget om, for der er skrevet om dem i bøger om danskerne i Argentina. Og hos en af dem arbejdede i al fald Hans en tid. Jeg har et billede af hr. og fru Ambrosius:

De arbejdede sig op fra ingenting og endte med at eje mere end en estancia ( herregård ) – Lars Bækhøj fortæller i sin bog: Danskere i Argentina om dem og man får indtryk af nogle seje typer, der arbejdede ret hvileløst. Her kommer et citat fra bogen: “De skulde ingen Hjælpere have. Det fortælles om dem, at de tog Suppegryden med i Marken om Morgenen og satte den ved Enden af Ageren. I Formiddagens Løb stak de under Pløjningen nogle tørrede Kokasser til sig, det kunde de gøre uden at standse, og smed dem hen til Suppegryden ved Agerenden. Naar det blev hen mod Middag, tændte de Ild og satte Suppegryden over. Det gjaldt om, at en af dem kunde passe at komme til Enden af Ageren til den Tid, da Suppen skulde skummes, lykkedes det ikke, maatte man jo finde sig i, at Grumset kogte ned igen. Naar det var Middag, spændte de fra og slap Hestene løs saa nær som een; og mens den ene af Brødrene gjorde Middagsmaden i Stand, red den anden hen i Marken og samlede de Heste, de skulde have for om Eftermiddagen; de blev fanget og bundet ved Ploven; saa spiste man, og naar Maaltidet var til Ende, kunde man tage fat paa Pløjningen igen.
Deres flid og heldet gjorde, at de blev velhavende godsejere, men de hjalp ifølge Lars Bækhøj også de nyankomne danskere med at komme igen med at få deres eget. Det skete ved, at de lod danskere “dyrke paa halvt” sammen med dem. De delte udbyttet af det, som den nyankomne havde dyrket på jorden, og det gjorde det muligt for den nye at spare op til egen jord. Som han så også kunne “dyrke på halvt” med en anden ny. Og så fremdeles. Måske er det sådan, at Mettes mand Ankjer fik sit eget – jeg ved det ikke. Men i al fald blev Jens ikke på egnen – han rejste op til Corrientes i det nordlige, hvor Hans sluttede sig til ham.
Det fremgår af den samtale, jeg havde med Pedro ude i Campen, at Jens og Hans sammen skaffede sig en gård og forsøgte at drive den, men efter tre års slid måtte de opgive den.
Jens rejste måske fra egnen, men Hans blev i Corrientes og fik arbejde som forvalter på et gods ejet af en dansk godsejer. Vi ser her et billede af ham ved arbejdet:

Her var han i lang tid – og det var her han mødte en ung smuk pige ved navn Armandina Silva. Nu fortæller jeg historien, sådan som Hans’ søn Pedro har fortalt mig den engang i 2004, hvor jeg boede på Miriam og Pedros gård i 4 måneder:
Pigen tjente på godset og var så meget yngre end Hans, der efterhånden var midaldrende, og han lagde jo slet ikke mærke til hende. Hun var imidlertid blevet forelsket i ham og forsøgte på forskellig vis at tiltrække sig hans opmærksomhed. Det lykkedes først, da hun gik til yderligheder og væltede en kop kaffe ned over ham. Da hun skulle tørre op efter “uheldet” mødtes deres øjne, og Hans blev forelsket. Sådan skal det gøres! De blev forlovede og gift. Herunder et billede af dem flere år senere – de har her fået børnene Gregorio og Eliza:

Mens Hans arbejdede som forvalter, fik han en del af lønnen i form af køer, og det gik sådan, at han på et tidspunkt kunne købe sin egen gård, og nu fulgte nogle gode år for familien. Gården var på 680 hektar og alt tydede på fremgang. Der kom flere børn til: Carlos, Juan, Ana og Pedro. Men så sker tragedien: da Armandina lægger sig i barselsseng for at føde tvillinger, dør både hun og børnene.
Hans flytter tilbage til Tres Arroyos med sine 6 børn. Han køber jord og starter et gartneri. På grunden bygger han et hus til sig selv og børnene og et hus mere til Jes og Jens, som skal hjælpe ham med gartneriet. Det går ikke godt. Hans er nedbrudt af sorg, og Pedro har fortalt mig, at han døde af sorgen over at have mistet.
Jeg vil ikke fortsætte fortællingen – ved ikke, hvad der blev af Jes og Jens. Børnene bliver der taget hånd om af familien: faster Mette og Ankjer, som har landbrug. Her er børnene Sven og Anita endnu hjemme. Tove er gift med Ramon, og de har deres egen gård. Karen gift med Gunde og også de har gård.
Min lille skitse til en fortælling slutter her. Jeg vil dog føje et par citater til fra en bog, der er skrevet i 1923 og handler om de danske udvandrere i den periode, hvor de fire søskende kom.
Det var som sagt almindeligt, at man som ung og ubemidlet startede hos en veletableret dansk godsejer og ved hans hjælp opnåede selvstændighed. I Einar Mikkelsens bog fra 1923:”Hvor Guldet gror, Liv og Virke i Argentina, Verdens Kornkammer” fortæller han om en Hansen, og det kunne såmænd godt være Hans Hansen – det foregår også oppe i det nordlige.
“Som nu f.Eks. Anders Hansen fra Ølstykke, en Bondekarl, der arbejdede flere Aar ved Tres Arroyos uden dog at komme frem, men som ved et Tilfælde hørte Rygter om Don Frederico og om det herlige Land ( = i det nordlige Argentina)  rejste derop og arbejdede på Estanciaen, blev uklar med Don Frederico og gode Venner med ham igen et Utal af Gange, men lejede Land af ham til Slut, 275 ha. ialt, hver Stump nu tilsaaet med Hvede og Majs.” Mikkelsen følger ham på arbejdet og hjem igen til “huset”, der beskrives således: “Hans Hytte er højst primitiv, kun et enkelt Rum, som han leende viser frem: Se, det er hele Herligheden! Her i dette Hjørne er mit Soveværelse: kun en Dynge Skind. Derhenne ser De min Dagligstue: en værkbruden Gyngestol. Min Spisestue er ogsaa fin: en trebenet Stol og et haltende Bord – og mit Lager findes i Værelsets fjerde Hjørne: Sække og Seletøj, alskens Kram, nødvendigt, men ikke pynteligt! – ikke sandt Landsmand, her bor jeg jo skønt! – Og Kampen for at komme frem er lettere heroppe end længere mod Syd. Her er Plads endnu for en driftig Mand, kun er det lidt varmt og skralt med Selskabeligheden – men hvad, man klarer sig jo ogsaa det foruden. Og se bare, hvad jeg har naaet! mine Maskiner er betalte, jeg er gældfri, og alt hvad Afgrøden giver er mit.”
Man får det indtryk, at her er en, som nok skal blive “en holden mand” – for mange andre gik det ikke sådan. Den eneste vej til velstand var et umenneskeligt slid, og dem, der var af den støbning, at de holdt det ud, klarede sig. Resten gik det ilde.