AT GÅ I STÅ.

Og blive stående i vadestedet.

Det er ganske velgørende, tro mig!

Prøv det!

Men nej! vent, til du når min alder!

Unge mennesker har ikke godt af at stå og trippe i alt det vand. De må, ja de skal over på den anden side, de skal sørge for at ”få deres på det tørre”, og helst inden fugten begynder at drive op gennem kroppen og tynge den mod jorden. 

Anderledes med os gamle – Vi hører jorden til.

Og vandet er vores element.

Hele mit liv har jeg tænkt: du skal videre, videre, videre …

Ret godt at vide med sig selv og nu også med dig, at vi ikke skal så meget længere. At rejsen snart er slut, og at vi har vadet og vandret og sjosket og sjokket og løbet og travet og redet (?) og svømmet langt nok og længe nok nu.

Mens jeg skriver disse ord og virkelig forsøger at lade dem bundfælde sig, mærker jeg den vilde protest murre dybt nede. Og er der ikke en stemme, som snerrer?

Jeg lytter.

ÅH jo! Nu hører jeg stemmen tydeligt.

Det er godt med dig, siger den og haler et arsenal af udråbstegn frem og strør om sig med dem.

Og der står jeg forsvarsløs og lytter.

Tag lige brillerne på, siger stemmen, og se dig om!!!

Det er OK, at du står og sunder dig lige nu, fortsætter den, men du skal ikke blive stående!!! Du skal videre!!! Ikke i dag og ikke i morgen og måske slet ikke i dette efterår. Men der kommer et forår, og så har du bare at kridte skoene!!! Var der ikke noget med en bog???

Il faut cultiver son jardin!!!!

Det var en lang smøre – men stemmen fortsætter:

Og du taler om STILSTAND!!!!

En tilstand, der er aldeles upassende.

Og husk nu, at vandet er dit element!

Og at du kan svømme!

Så svøm!!!