Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Asadoren i arbejde – til Oles fødselsdag.
Og til beroligelse fra enkelte oprørte læsere: der tilberedes ikke grillet mormor, men oksekød.
Denne gang blev det mest en ferierejse. Men ikke kun. I al fald ikke kun tænkt sådan i mit hoved. Faktisk rejste jeg med en ide om at samle materiale til en historie om de fire Hansen-søskendes udvandring til landet i 1922. Noget som måske skulle blive en bog.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg ikke havde tid og kræfter eller lejlighed til at udføre den del af rejseprojektet på en blot nogenlunde tilfredsstillinde måde, så det svandt lidt efter lidt ind til noget langt mere magert, nemlig den lille fortælling, som jeg vil skrive i et af mine næste indlæg.
Der var flere grunde til, at det måtte gå sådan. For det første drog vi jo af sted for at fejre Oles 70 års fødselsdag – altså et helt andet fokus – og for det andet og som en følge af det første, så fulgte alle vore børn og børnebørn og nogle søskende med os på det meste af turen. Så vi var næsten hele tiden MANGE sammen. Det gav tid til meget, men ikke til eftertanke og fagligt arbejde.
Vi tilbragte dog nogle få dage på Pedro og Miriams gård alene ( kun søster Annelise var med der) ,og her fik jeg stof til den smule, som jeg vil skrive i et senere indlæg. Det var imidlertid også her, jeg først rigtigt forstod, at jeg slet ingen bog skulle skrive, for den opgave er nemlig ikke min.
Bare rolig: opgaven er i gode hænder, bare ikke i mine, og bogen bliver helt sikkert skrevet, for Miriam har nemlig samlet en hel kiste fuld af stof til den og det igennem flere år. Her har hun indsamlet og nedfældet, hvad hun gennem flittigt arbejde har kunnet finde om familiens ( sin egens og Pedros) udvandring til og videre liv i Argentina.
Hun mangler tid, siger hun, til at samle det store stof til en bog, og jeg lovede vist at hjælpe, når hun når så vidt. Det vil jeg selvfølgelig gøre, hvis jeg kan. Men tiden er altså hendes største problem, og det kan jeg ikke hjælpe hende med. Der er altid opgaver på gården, og nu er den også åben for bondegårdsferie, dvs. at der ind i mellem kommer turister, og som jeg har forstået det, så henter Pedro dem i lufthavnen i Buenos Aires og kører dem den lange vej til Necochea, hvor de så bor på gården og bliver beværtet i et antal dage. Det er anstrengede og tidkrævende.
At skrive en bog er noget man gør ene med sig selv og helst uden forstyrrelser, og her er hun ilde stedt med de levevilkår hun har. Mens vi var på gården så vi ikke så meget til Miriam, for en barnløs faster var blevet syg og indlagt på hospitalet i Necochea, og her får patienter sikkert udmærket lægebehandling, og der er også sygeplejersker til at sørge for medicin og den slags, men den personlige omsorg og pleje er familiens sag. Så der skal kort sagt være familie til stede HELE TIDEN. Og her var Miriram altså den nærmeste. Hun og en søster passede faster.
Tid er en luksus. Her som der, men ikke mindst der.
For mit eget vedkommende er det den eneste luksus, jeg bryder mig om. Men jeg har så kæmpet lidt for den. Og hager mig nu fast af alle kræfter. Tid VIL jeg have. Og nok. Egoistisk. Jo sikkert. Men min lange løbetur i alle retninger har allerede varet længe: og nu går jeg over til langsomt trav.
Travlt får jeg alligevel ind imellem – men dejligt travlt.
I indlægget herunder vil jeg tage jer med til fødselsdagen i Necochea d. 22. januar. Takket være vores ven Alan Ahrendt og Miriam fik vi en dejlig fest. Tak begge to. Også tak til alle I andre der deltog også med herlige spiser.
På en dejlig plads ved floden festede vi. Her manglede der ikke noget: der var dejligt mad, fin betjening og de smukkeste omgivelser, hvor børnene kunne lege, og vi andre vandre snakkende om i sommernatten.
Den argentinske del af familien kom med kager og tilbehør til maden, vi skulle blot sørge for kød og vin. Tak.
På billederne et lille udsnit af de argentinske og danske gæster – der mangler en del, men det kan jeg måske udbedre ved at låne fra Oles samling:
Uden for festsalen. Miriam, Hans og Juan:
Og børnene kunne lege, trods varmen:
Pedro i snak med kusine Toves svigerdøtre Lili og Patricia:
Oles bror Hans, den argentinske fætter Pedro og kusine Eliza:
Fætter Goryo og fætter Svend:
Karin, Hans og Cecilia:
Alan og Elsa – uden dem, ingen fest:
Gloria og Dani:
Henrik og Astrid:
Miriam, Pedro og Gloria tager sig en snak:
Dorte, Karin, Martin, Ole og Rene:
Mette, Martin og Svend:
Mette, Svend og Katie:
Og lille Anna nøjes med gulvplads:
Maja, Annelise, Dorte og Evald:
Lili og Eliza:
Miriam og Patricia:
Anita, Ole, Rene og Tove:
Efter festen blev alle vi danske en tid i Necochea for at slappe af. Herunder et par strandbilleder. Stranden er i højsæsonen fyldt til sidste sandkorn – så man sad, lå og svømmede ganske tæt. Og der var HØJ musik. Ikke lige noget Tråen der. Men sjovt nok.
Danskerne gør deres indtog:
Og indretter sig:
Nogen mere mageligt end andre:
Efter Necochea gik turen til Bariloche – selv om familien synes, vi er fantasiforladte, når vi vælger det samme sted som altid og endda det samme sommerhus i bjergene. Men har man en gang boet her, så længes man altid tilbage. Og nu kunne vi faktisk komme tilbage:
Haven foran huset:
Og huset:
Aftenstemning ved søen:
Udsigten ned over “vores” strand:
