Joseph Roth – en jøde


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Hermed en henvisning til indlægget fra 31/1 om Amos OZ’ seneste roman: Judas. Denne fremragende fortælling om en moderne (og evig) jøde, bragte mig på sporet af Joseph Roths bøger. Han skrev ikke ret mange. Var først og fremmest journalist, og han var ikke en genial kunstner på niveau med Oz.
Men hans liv var hårdt, lige fra opvæksten i en lille østeuropæisk by (det nuværende Ukraine) og til han døde som 44-årig i Vesteuropa (1894-39), underkastet de hårde vilkår alle jøder levede under på den tid.
Hans hovedværk er bogen “Job”, om en jøde, der vokser op samme sted som forfatteren og er på en måde en del af hans egen familiefortælling. Og samtidig er hovedpersonen en parallel til den bibelske Job.
Den vise, gamle mand i OZ’ roman Judas forklarer sit syn på (og afsky for) ideen om en verden delt op i nationer, der bekriger hinanden. Se indlægget fra 31/1 om A.Oz.
Og i et lille skrift af Joseph Roth “Jøder på Flugt” skriver han om samme emne, som behandles i Judas, følgende:
For det kan da aldrig være meningen med verden, at den skal bestå af “nationer” og fædrelande, og ønsket om at bevare kulturel særegenhed kan da aldrig begrunde, at man ofrer så meget som blot et enkelt menneskeliv. Fædrelande og nationer vil imidlertid både mere og mindre end det: nemlig ofre liv for materielle interesser. De skaber “fronter” for at bevare baglande. Og i de jammerlige tusinde af år, jøderne har overlevet, har de kun haft én trøst: nemlig den, at de IKKE ejer et fædreland. Hvis der overhovedet findes en historisk retfærdighed, så vil jøderne blive belønnet for at have bevaret deres sunde fornuft, for ikke at have haft noget “fædreland” på en tid, hvor hele verden hengav sig til det patriotiske vanvid.”
Ja. Det skriver Roth i 1927 – og det er jo før oprettelsen af staten Israel, og det er i den tro, at netop jøden af alle er pacifist og foragter nationalismen med dens indbyggede krigsbegejstring.
Roth taler om “jøden” men i sit lille skrift omtaler han selvfølgelig også den assimilerede jøde, som gladeligt kæmper for sit engelske eller franske eller tyske “fædreland”. Og han omtaler zionismen, som en stor fare for jøden og han ser den styret af “ikke-jødiske” interesser.
Virkeligheden skulle blive helt anderledes, end Roth forestillede sig. Og ingen steder er nationalismen vel stærkere end i det moderne Israel. Men Roth oplevede det ikke. Han lukkede sine øjne i1939. Godt for ham.
Hvis emnet interesserer dig, så kan jeg anbefale endnu et værk, nemlig Hanne Arendts “Vi Flygtninge.” Som jeg i øvrigt også har et indlæg om et sted på bloggen. Herom senere.