Der kom lige et par flotte illustrationer til artiklen af Klitgaard: Fra Heksenes Tid – om overtro i Nordjylland – gå et par indlæg tilbage for at se dem.

Her ses Holsts Gård – Et gammelt billede- men vi kender udmærket ejeren, nemlig  fra et tidligere indlæg, der handler om hans store indsats med at tilplante egnen syd for Skagen: Skagen Plantage. Se Skagen 42 under kategorien: hjemstavnsroman. Han var da medlem af byrådet.
Herunder et pluk af hans erindringer:
( Citat fra Skagen – en antologi i anledning af Skagens Biblioteks 100-års jubilæum)
L. Holst Erindringer fra 1860’erne:
For dem, der en Sommerdag kommer til Skagen og fra Banegaarden ser det Turistliv, der rører sig paa de makdamiserede Veje mellem velbyggede Huse, der ofte er omgivet af lidt Have, vil det falde vanskeligt at tænke sig, hvorledes Byen saa ud for 50-60 Aar siden.
Der var dengang ikke Spor af ordentlig Vej igjennem Byen; der gik vel en Hovedvej igjennem den, men den var næsten altid daarlig, om Sommeren af Flyvesand, og naar dette i Efteraarsstormene føg bort, stod Vejen under Vand lige fra Byfogedgaarden til Stenrimmen, hvor nu Bager Winther bor. Der foretoges intet for at læmpe Sandflugten i Byen, den blev derimod fremmet ved, at de ved Vejen liggende Beboere om foraaret fyldte Sand i de om Efteraaret og Vinteren opføgne Vandhuller i Vejen. Ved Vestenstorm føg Sandet som tæt Snefog igjennem Byen og lagde en Mile snart hist, snart her. I ældre Tid havde Beboerne derfor i Regelen bygget deres Huse paa Højder for at være sikker paa, at Sandet ikke skulde lægge sig over disse, og hvor man byggede lukkede Gaarde med 3 a 4 Længer, var næsten altid de Huse, der laa mod Øst og Vest, byggede i Vinkelform for at forhindre, at Sandet lagde sig op ad Husene. Sandstormen var saa almindelig og saa tæt, at alle Ruder i de mod Vest vendende Vinduer blev matte, de blev ligefrem “sandblæste”.
Beboelsesforholdene i Skagen var meget ringe, saa godt som alle Huse var opførte af Træ med Fjælbeklædning og tækkede med Straa, 12-14 Alen lange, 8 højst 10 Alen brede, sjældent mere end 3 Alen høje under Bjælken. – De almindelig Fiskere havde i Regelen 2 Stuer, Kjøkken og Bryggers eller Fremmers, som det kaldtes; der opbevaredes den saltede Fisk. Sovekammeret brugtes hos de fattigste til Opholdsrum. Det var forsynet med fast Sengested eller Alkove, med Bilæggerovn, i Regelen Husets eneste, med en Træramme omkring Overpladen for derpaa at kunne tørre strandet, havareret Korn. Der faldt gjærne Kornstrandinger om Efteraaret og Vinteren, og ofte udgjorde det indbjergede Korn den væsentligste Føde for Beboerne, skjøndt det ikke altid var helt ubedærvet. Næsten alle Kornsorter blev brugt til Brød, Hvede, Rug og Havre, ja selv Ærter og Vikker.
Over Bilæggerovnen var endvidere anbragt en Trærække, hvorpaa der om Vinteren, naar det stod med fugtigt Vejr, blev anbragt saltede Rødspætter til Tørring, hvad der just ikke bidrog til at forbedre Luften i de smaa Rum.
Ydervæggene i Stuerne var gjærne opmurede med raa, soltørrede Sten indenfor Fjælbeklædningen og hvidtede. Alle Skillerum, Skorsten og Ovn var af samme Materiale; Ovnene ofte anbragt under Fyrstedet i Kjøkkenet eller i Bryggerset. til Belysning anvendtes sædvanlig Trannen, man fik af Torske-, Kuller. og Rokkelever; en saadan Tranlampe var altid i Kjøkkenet og undertiden ogsaa i Stuen, hvor der da var en Trætragt i Loftet for at fjerne Osen. Lanpen bestod af en aaben oval Jernskaal, der hang i et Jernstativ. Skaalen var spids i den ene Ende, hvori der babragtes afbarket Siv som Væge, nedenunder var der anbragt en mindre Skaal til at opfange Dryppet; den kaldtes en “Tigger”.
Hele dette Belysningsapparat var sodet og ildelugtende, og naar dertil kom, at Fiskernes vaade Tøj om Vinteren blev tørret ved Kakkelovnen, vil man kunne forstaa, at Atmosfæren i et saadant Sovekammer var langt fra Idealet. I de ældre Huse var der blyindfattede Ruder i Vinduerne, der næsten aldrig var til at aabne.
Imidlertid var hverken Vinduer eller Døre, sommetider heller ikke Ydervæggene, tætte; der var jævnlig Tilgang af frisk Luft igjennem de smaa Rum, og dette bødede jo endel paa de hygiejniske Forhold. Klæder, Linned og Sengetøj var der ikke meget af, det var sjældent, der var mere Sengetøj end til det daglige Brug. I Regelen dannede Halm Underlaget i Sengene, til Puder og Overdyner maatte de paa Stranden fangede Maager levere Fyld. Renligheden stod ikke paa noget højt Standpunkt, det var en Sjældenhed, at Mændene badede, Kvinderne aldrig.
Latriner kendtes kun af de mest velstillede, de blev nærmest betragtet som Luxus; Beboerne besørgede gjerne deres Fornødenheder ved Husets østre Gavl, saa det var altid med en vis Varsomhed, man passerede saadanne Steder i Mørke.
 
 
 

 
 
,
 

Et lille afbrud i behandlingen af stof om hjemstavnsprojektet. Der er lige udkommet en ny bog, der behandler den ny tendens til at skrive hjemstavnsdigtning. Ni forskere undersøger undersøger tid, sted og hjemstavn i det moderne samfund. Den hedder: På sporet af den tabte tid – tid, sted og hjemstavn i det moderne samfund.”
Det kunne være interessant at læse – og bogen bliver sikkert koblet til liste over tekster, der skal behandles her på blokken.
Det næste indlæg bliver ikke som annonceret en fortsættelse af overtroen – den kommer følgende, men først et indlæg fra Randers Amtsavis – en klumme, som mit arbejde her inspirerede mig til.

Jens Tønnesen har skrevet en del tekster om Skagen i Gamle dage. En artikel i Vendsyssels Aarbog 1935 handler om overtroen hos fiskerbefolkningen . Han lægger ordene i munden på en gammel fisker Kren Rump 79 år, og ja som navnet siger, stammer familien fra Hulsig. Kren fortæller fra sin barndom ( han er født i Skagen i 1857) følgende:
“Da jeg var Dreng, 12 – 13 Aar gammel, roede jeg paa Havet med Bertel Jørgensen med Torskebakker. Saa fik jeg selvfølgelig ogsaa Lov til at hjælpe til med at bjerge Agn og agne ( æen) Bakkerne. Naar det gik for sig, skulde jeg være lysvaagen, kan du tro, de ældre var jo vokset op med de Tiders Skikke, saa for dem var de selvfølgelige; men jeg jo lige begyndt, og der blev holdt strengt paa de forskellige Formularer og Skikke. Ja, de gamle havde den faste Tro, at det var en absolut Betingelse for at fiske noget.”
Og lidt senere fortæller han:
“Naar Folk var paa Vej til Vaadstranden eller med Garn, som skulde sættes i Havet, var der bestemte Folk, det ikke var rart at møde; det var særlig de gamle Koner; ja, der var enkelte af dem, som havde en saa stor “Indflydelse”, at mødte Folk en af dem, saa vendte de øjeblikkelig om og opgav at komme paa Havet den Gang. Paa den anden Side var der ogsaa enkelte, det var heldigt at møde. Til de første høre bl. a. “Prinse-Kwon” og til de sidste Lars Bødkers Kone.
Saadan er der meget andet, jeg kan huske fra de Tider, men Overtro var det selvfølgelig det hele. Jeg oplevede en Gang noget af det, da jeg  som Dreng var med Jens Fage ved Vaadstranden som Kvindehjælper. Det var saa tidlig paa Dagen, at det endnu var mørkt, da vi fik Vaaddet i Land her lige vesten for Byen; Baaden blev straks sat ud igen og roedes længere vester for at sætte Vaadden ud for Stokrenden. Imens skulde jeg samle alle Dragbaandene sammen, da jeg var paa Vej vester med dem paa Ryggen, saa jeg en hvid Skikkelse komme gaaende op af Vandet og tværs over Stranden foran mig for at forsvinde i Bakkerne. Vejret var godt, og da jeg kom til Stokrenden fortalte jeg Folkene, hvad jeg havde set. Skipperen, Jens Fage, var ude og kaste Vaadden, men saa snart han kom i Land, stillede han hos mig og vilde høre, hvad jeg havde set, nogle af de andre havde selvfølgelig fortalt ham om min Beretning. Da han hørte den igen, sendte han straks 2 Mand hjem med Jollen og gav os andre Ordre til at drage Vaadden ind med det samme, og inden vi havde den i Land, var det en saa stærk Storm af Syd, at det ikke var mere en lige til, at de 2 Mand naaede hjem med Jollen.” ( citat slut).
Ja, Kren Rump tror jo, at det han fortæller er overtro, men samtidig er han ikke i tvivl om, at han virkelig oplevede skikkelsen osv. Og derefter beretter han, om hvordan en mand fra Hulsig, som havde en syg kone, kom til den kloge mand i Skagen for hjælp og der fik besked på at gå hjem til Hulsig langs stranden. Så han en hvid skikkelse stige op af havet, så var det et tegn på, at konen ville blive rask. Han så skikkelsen, og konen blev rigtignok også rask. Så pyt med, om det er overtro. Det virkede i de dage! Det var de gamle i al fald ikke i tvivl om.
I næste indlæg vil jeg fortælle om hekseri. Den slags florede nemlig i de gode gamle dage. Og ja, vist for resten også i dag. Jeg har lige læst i Information, at danske folkemindesamlere er i færd med at indsamle beretninger fra folk, der har oplevet overnaturlige ting. Siden hedder www.overnaturlig.net
“

Cyprianus kan jeg ikke finde, men her er en Tryllebog fra min bedstefars bogreol – den er fra 1858 – og i undertitlen står: Det nyeste i Taskenspillerkonsten og den naturlige magi. For første gang overgivet Offentligheden.
Om A. P. Gaardboe kan man læse i et af de tidligere indlæg. Han var en bondesøn fra Raabjerg, gik aldrig i skole, lærte sig selv at læse, lærte andre det. Blev interesseret i historie og kastede sig ud i historiske studier. Fik fortjenstmedalje for sine historisk-videnskabelige arbejder. Uddrag af hans mange artikler er udkommet som bog for et par år siden. Jeg benytter originalerne fra Jydsk Historiske og Topografiske Samlinger. Denne artikel er fra 1886.
Gaarboe indleder med at glæde sig over, at oplysningen har fjernet megen overtro og bragt viden i stedet. Dog sukker han over, at selv dannede og oplyste folk stadig hænger fast i fortidens “fordomme”, som han kalder det. Han plæderer for mere oplysning som eneste middel til at udrydde de sidste rester af fordums overtro. Han indleder artiklen således: ( citat side 46)
“Da Overtroen jo lidt efter lidt har maattet og fremdeles maa vige for den tiltagende Oplysning, navnlig mere Kjendskab til Naturlovene, maa det i kulturhistorisk Henseende have stor Interesse at samle og til Efterslægten overlevere saa megen Oplysning som muligt om denne Menneskeslægtens lavere Kulturtrin uadskillelige Svaghed.”
Nu bevæger han sig ud i befolkningen og giver en lang række eksempler på de ritualer, der knyttede sig til dagligdagen og som havde til formål at bringe menneskene frelste gennem dagen.
Jeg nævner et par eksempler, men der er utallige. Hvis en ko var forhekset, skulle manden på gården stille sig ved kirkens vestre ende med ansigtet vendt mod øst. Så skulle han tage tre håndfulde jord under sin højre fod og lægge lige så megen jord der, som han tog, men fra marken uden for kirkegården. Kirkejorden + et stykke “flyverøn” skulle bindes på koen, og alt skulle gøres i stilhed. Så var det hekseri forbi.
Troen ikke blot på hekseri, men også på hekse og trolde trivedes i bedste velgående gennem hele 1800tallet – og selv om man ikke mere brændte dem, så var hekse af begge køn suspekte personer, undertiden dog agtede, som vi kan ane det i Lars Hesselholts fortælling om Hans i Rumpen, der havde læst i Cyprianus og kunne standse løbske heste blot med et par ord.
Min bedstemor, der var barn i sidste del af 1800tallet, fortalte mig ofte om sin bedstefar, der når han kørte hjem fra Skagen, hørte troldfolket hviske og pusle i klitterne. Det var muligvis ham, der senere hængte sig på loftet – og så har han jo nok været temmelig fuld, når han kørte hjem fra Skagen. Ja, det var de fleste bønder efter en tur i storbyen Skagen! Onkel Lars fortæller om sådan en hjemvendende bonde, der dog ikke nåede længere end til møddingen på Hesselholt – her faldt han af vognen, og da min farmor havde vasket ham og min farfar sat ham på den rette kurs, stavrede han hjem. Næste dag spurgte min farfar, om han nåede helt hjem –  jo da, svarede han, jeg tog lige den vestre dørstolpe, da jeg skulle ind.
Varsler om strandinger var naturligvis almindelige. Mange endda som Gaardboe kalder “troværdige og oplyste” folk havde set skibe stå på revlerne, men når de kom nærmere, forsvandt skibene – og kort efter skete en stranding lige netop der. Undertiden så de et lys skinne i havet – og det betød altså, at et skib skulle strande der. Det slog aldrig fejl.
Det med lyset har jeg hørt mange gange som barn. Man fortalte os, at der undertiden sås et lys brænde inde mellem træerne i det lille egekrat, der hørte til Hesselholt, og som i øvrigt ligger der endnu. Man mente, at lyset brændte over det sted, hvor de 12 apostle var blevet begravet. Den historie fortaltes igen og igen. Som børn gik vi efter det lys, men det brændte aldrig for os.
Mange varsler knyttede sig selvfølgelig til fiskeriet. Og her var det f.eks. sådan, at hvis en fisker på vej ned til sin båd mødte en gammel kone, en “kjærling”, så vendte han straks om og tog sig en fridag. På havet skulle han i al fald ikke. Da man må formode, at alle kendte alle i den tids Skagen, må det have været en sær skik – enten begav de gamle koner sig ikke ud på den tid af døgnet, eller også var de ude på at obstruere fiskernes frie dræt…
Et eksempel ved sygdom: Hvis et barn led af engelsk syge, en diagnose, man ikke stillede i den tids Skagen ( nu havde man altså heller ingen læger til at stille den) så regnede man med, at barnet var “skøjset”, og det betød, at en skøge havde kastet sine onde øjne på det. Nu skulle man så tage barnet med op på kirkegården – skære tre tørv af en ny grav – stille de to på højkant og den tredje som overligger, så der blev et hul at putte barnet gennem. På vejen hjem skulle man kravle med barnet over kirkediget, og hjemme skulle barnet puttes igennem et åbent vindue. Alt det putteri kurerede så barnet, og hvad skulle man så også med læger!? Gaardboe tilføjer, at man endnu ( i 1880’erne) tror på, at barnet med den engelske syge kan kureres alene ved at lade det sove i skøgens særk. Så et vist fremskridt med hensyn til ritualernes forenkling er der dog sket i Gaardboes tid!
Man kunne remse tusinde eksempler på lignende ritualer op. Et enkelt synes jeg lige skal nævnes: Når et fruentimmer fik nyt tøj, skulle hun, inden hun tog det på, spytte tre gange gennem det ene ærme. Man må da håbe, at det var ærmer af en vis vidde.
Jeg har nævnt heksene og troldkarlene, der kunne forgøre folks dyr og børn og andet tilbehør, men der var en anden form for hekseri, som bedst udførtes af degne eller præster. Og det var at “vise igen.” B. S. Ingemanns far var berømt for den kunst. Han kunne desuden mane, men det er en anden historie.
“At vise igen” betyder ganske enkelt, at den person, som er begavet med evnen, kan få stjålne ting til at vende tilbage til det sted, hvorfra de blev stjålet. Ærgerligt at den evne er gået tabt.
Skulle man ønske at vide sig 100% sikker mod enhver form for trolde-og hekseovergreb, så skulle man sige denne lange remse ( en slags bøn vel nærmest, men ikke optaget i nogen salme- eller bønnebog).
“Nu i Jesu Christi Navn, Du almægtige Abrahams Gud og Isaks Gud og Jacobs Gud, giv mig nu Naade og bevar mig naadeligen og bønhør mig naadeligen paa denne min Beden for Jesu Christi Skyld, som lod sig føde i en Oxestald blandt Kreaturer og Bæster, saa de maatte se ham; men se Du nu naadelig til os i vor Elendighed med vores Kreaturer og Bæster, Føl, Køer, Kalve, Faar, Svin, Gæs og med hvad Navn det nævnes kan, og Jordens Grøde og det naadeligen velsigne fra alle onde Øjne, som komme fra Djævelens og Troldmenneskers og deres Kunster med deres Trolddom; saa bedes Du, almægtige Gud, at Du vil være vor Skjold og Beskjærmelse og velsigne os fra alle de Troldmennesker og fra Djævelens Forgjørelse, som disse Kreaturer kan være paalagt, at de forbistrede Troldmennesker ikke skal have Magt i vore Huse og Gaarde, i hvad Materie det være kan, eller hvad Kulør det have kan; stat os bi med Din Hjælp og beskjærm os fra alle onde Mennesker og fra Djævelens Trolddomskunster, som Kreaturerne kan være paalagt af de forbandede Troldmennesker her i vore Huse og Gaarde, i hvad Maade det er gjort og med hvad Navn det nævnes kan og i hvad Materie det er, i Guld, Sølv, Staal, Kobber, Messing, Tin eller Bly, eller om det er udi Træ eller i nogen  aaben Revne indsat eller nogen Steder udi Husene indsat ude eller inde eller udi Gaarden eller Gaardens Grund eller Ejendom, Ager eller Eng, eller om det er Sten udi Huller indsat, eller om det er udi Jorden nedgravet, eller om det skulde være gjort i Ilden, Vinden eller i Vandet, i Diger eller paa Kirkegaarden, udi døde Menneskers Ben, indsat eller knøt i Knuder inde i Huset eller ude i Gaarden, da skal de selv opløse den Strop, o Herre Jesu Christ, for det Bånds Skyld, som Du selv blev bunden med, det baade Djævelen og Verden kunde frygte for det uskyldige Blod, som flød af dig paa Korset, og for Lammets Blod, som blev udstedt ( ?) imellem Templet og Alteret, og oplod Gud Faders Velsignelse, så fri og frels Dine i Jesu Christi Navn og alt det, som er bunden eller knøt i Husene eller i Gaarden, som kan være begravet eller nedsat til at fordærve Mennesker eller andre Kreaturer eller andre Ting med, som den tilhører, tag det selv Herre Jesu Christ for Din Pine og Døds Skyld, for Din Himmelfarts Skyld, hjælp, kjære Herre Gud, fra alle Troldmennesker og deres Fordærvelse!!!
Jo vist er tiden en anden, og vel beder vi ikke mere den slags bønner, selv om vore bønner er endnu ældre – og Gaardboe har vel ret, når han skriver, at oplysningen også kastede sit lys over den angst som mørket skjulte: det elektriske lys i første omgang, og derefter alle de andre nye fremskridt. Men lyset og fremskridtet jog alligevel ikke al overtro på flugt, og den åbnede jo heller ikke til en mere human verden: masseudryddelserne ved det skarpeste af alle lysene – atombomben over Hiroshima – kunne Gaardboe jo aldrig forestille sig, og han troede vel også, at menneskene ville blive bedre ved at få mere hældt i hovedet. Den store fremskridtstro, der herskerde i slutningen af 1800tallet blev hurtigt til tvivl og håbløshed – det handler de fleste romaner fra 10’erne og 20’erne om.
Og overtroen? – jo, jeg googlede lige hekse. Og aldrig har de floreret mere farverigt end nu – men vi frygter dem ikke mere – de er på alle måder blevet tandløse. Vi har fået andre ting at frygte.
Men her er så lige et lille udpluk fra en side:
Cyprianus – Netværk for Hekse i Danmark
Vær hilset. Vi byder dig velkommen til Cyprianus. En forening krydret med mystik og magi. Et sted for hekse, og andre sjæle i pagt med mystikken og magiens verden. Et sted for alle med naturen i centrum for magien og for livet. – Kort sagt et sted for og om hekse af en hver slags!.

Kom blot ind, og del dine eventyr med os på vores hyggelige side. Alle er velkomne, hvad enten du er heks, hedning eller bare interesseret i at møde og snakke med en heks.

Vores tanker og ideer deler vi også på vores debatforum, som er åbent for alle med respekt for sig selv og sine medmennesker. Må du nyde opholdet. Hvem ved? måske du bliver hængende 🙂 .

Velkommen!

– Bestyrelsen