Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Dette lille mellemspil for at gøre opmærksom på, at jeg stadig gerne vil ud med mine foredrag.
“Ud vil jeg ud! o, så langt langt langt / over de høje fjelde”.
Men nej, ikke så farligt langt mere og slet ikke over fjeldene. Himmelbjerget er grænsen for mine rejser nu – og Århus mod syd og Ålborg mod nord. Og nå ja, Vendsyssel kan gå an. Men ikke mere de herlige ture til de danske øer, (Undtaget Vendsyssel altså), og de rejser har jeg ellers nydt i fulde drag tidligere. Og jeg har været på rigtig mange øer i årenes løb – Sjælland er den største og Agersø den mindste.
Også foredragslisten er beskåret. Jeg kan henvise til min hjemmeside www.hesselholt.com, som er opdateret hvad det angår. Men, som man kan se, tager jeg gerne ud med et af de tidligere foredrag – det gælder både Argentina og salmedigterne –
Jeg optræder altid på bloggen uden filter – det er et valg – og det er måske synd (både for mig og mine læsere) , men så må vi leve med det. Synd er et religiøst begreb – et anagram for snyd – og det sidste ville det være, hvis jeg ikke lod filteret falde.
Boris Vian har i romanen “l*ecume des jours” et gennemgående tema, som på fransk ville hedde noget i retning af retrécissement. På dansk noget så klumpet som skrump – eller skrumpning. Jeg holder mest af det franske udtryk. I romanens univers indsnævres personernes verden gradvis. Sådan som det jo i virkeligheden sker i verden. Og vi kan lige så godt lade være med at kæmpe imod. Og samtidig, så er jeg ret overbevist om, at jeg i al fald af al magt vil finde veje ud – finde muligheder for at udvide verden – den indre verden – i takt med at den ydre snævres ind.
Jeg kommer i tanke om hovedpersonen Chen i André Malraux’ “la condition humaine” – det er i dødsscenen, at han siger ordene: il n’existe que moi qui meure.” Kan ikke huske om han siger “est” eller “existe” – det slår jeg op i morgen. Men det betyder jo: “der er kun mig som er i færd med at dø.” Altså for at skære det ud i pap: gradvist er verden forsvundet – tilbage er kun “jeg”et – og det dør.
Jeg blev dybt grebet af den roman, men jeg har ikke læst den i mere end 50 år – nu vil jeg læse den igen.
Jeg tror ikke (som Chen), at der til sidst kun er selvet tilbage – og ingenting om lidt.
Der er gået et døgn siden jeg skrev citatet fra Malraux’ roman, og jeg har arbejdet på at finde stedet og se, om jeg nu også havde citeret korrekt. Og det har jeg så ikke. Chen dør ganske vist hen mod slutningen, men det er ikke ham, der siger ovennævnte ord. Og jeg kan ikke finde dem.
Og det er sært, for det har jeg nu troet i mere end 50 år – altså at det var Chens dødsreplik..
Desværre er min professor (Nykrog) død i mellemtiden, men det står helt tydeligt for mig, at han læste de ovennævnte ord og tolkede dem præcis, som jeg har gjort ovenfor.
Ville undersøge, om citatet var fra “l*écume des jours” – og Åh jeg store idiot: jeg har foræret hele mit franske bibliotek bort for flere år siden. Kun beholdt de bøger, jeg holder mest af. Forstår ikke, hvordan Boris Vian kunne ryge med ud i farten. Det er SÅ farligt at rydde op.
Gør det aldrig = ryd aldrig op!!!!!
Og hvad fortæller det os så? Noget om erindringen. At vi tror at huske ord og begivenheder, som altså ikke passer til den virkelighed, vi husker tilbage på. At erindringen ofte er uvederhæftig.
Men måske er citatet fra en anden af Malraux’s romaner. Vi læste 4 bøger af ham det semester, og hver eneste af dem var en kæmpe oplevelse for mig. Nu forstår jeg det ikke helt. Har læst en del af “la condition humaine” i dag og synes mest af alt, at den er underlig. Er jo en slags forsvar for terrorisme. Men det lå måske ikke så fjernt for os unge dengang i 60’erne? Helten i romanen er i al fald terrorist. Lidt uhyggeligt at tænke på at man kunne identificere sig med ham.
Og nu kommer jeg i tanker om Camus bog “les mains sales”, som vi også læste dengang. På dansk: urene hænder. Hvor hovedpersonerne (heltene) også er terrorister. Men det er jo mere end 50 år siden, jeg læste Camus, så jeg vil vare mig for en gang til at (fejl)citere fra hans værker.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Drømte mig en drøm i nat
Dette drømmebillede er ikke fra min drøm. Men det har alle ingredienserne i en drøm: det surrealistiske sug især. Billedet her er kreeret af min datter Mette Hesselholt H. Hansen
Det er så kedelig at høre andres drømme. Gab gab … Og jeg ved godt hvorfor: drømme består af stemninger og handlinger, men det er det første, der udgør fascinationen, og det er det andet, man fortæller om.
Stemningen kan man aldrig videregive. Jeg skriver nu denne her alligevel, for jeg tror, at jeg kan give dig en fornemmelse af stemningen også, selv om jeg ikke kan gengive den. Den er som den, du oplever, når du læser Ida Jessens noveller. Dem læser jeg for tiden. Genlæser bogen: ”En mand kom til byen” . Lå netop og læste i den bog, da jeg faldt i søvn.
I det hele taget tror jeg, at drømme fødes af de tanker og følelser i hvis favn, man befinder sig, lige inden man falder i søvn. De skaber stemningen for drømmen. Handlingen er ofte mere mystisk, og den rækker i al fald længere, ofte langt tilbage. Måske er den underbevidsthedens forsøg at bearbejde hændelser af betydning. Hændelser, man har glemt, fordi man ikke vil huske dem. Måske.
Men jeg tror ikke, sådan som man gjorde på gammel-testamentlig tid, at drømmen er en spådom: at den varsler om kommende begivenheder. Jeg er ret sikker på, at de gamle Faraoer blev snydt, når de betalte drømmetyderen for at udlægge en drøm, og han straks kunne se alverdens fremtidige hændelser i den. Drømmetyderne kunne dog utvivlsomt føre faraoerne nærmere deres eget indre væsen, så måske var pengene alligevel givet godt ud: de kunne nemlig fortælle dem, hvad det, der pinte dem, og som de derfor skulle undgå, var. De kunne se tilbage. De kunne se dybt ind i sindet. Men de kunne ikke se frem.
Når underbevidstheden kommer på arbejde, mens vi sover, og danner billeder, må den tage fra det, den kender og ved noget om, ikke ukendt stof fra en ukendt fremtid.
Fremtiden findes ikke.
Men drømmen fortæller os altid noget om os selv. Om vor frygt mest – den er meget freudiansk i sit væsen, længere er den ikke nået: den fortæller os om det, vi skjuler for os selv – som vi skubber til side, fordi vi ikke vil vide af det.
Jeg drømte om at miste i nat. Det var en lang drøm, og begyndelsen er allerede blot svage skygger. Jeg ved ikke mere helt, hvad den begyndte med. Men det var om at miste et menneske, jeg havde mødt, og som jeg kunne snakke med, eller rettere: samtale med.
Det kniber for tiden med ”rigtige” samtaler i det daglige. Min mand er dement, og vi omgås kærligt og fint, og vi behøver ikke mange ord for at forstå hinanden. Men samtalerne er det slut med. De vigtige ”samtaler” er non-verbale. Et smil, et kys, et lys i øjnene, eller et mørke i øjnene og en trøst af en hånd etc. Når vi bruger ord, så er talemåder fine nok. Pludselig får de valeur.
Men nu havde jeg i min drøm truffet en pige, som jeg kunne snakke med uden at føle, at det var en præstation at bevæge sig ind i livets store spørgsmål. Det var helt naturligt.
Så døde hun.
Jeg var på hospitalet i begyndelsen af drømmen, og en stor del af den foregik i et underligt rum, hvor jeg opholdt mig efter at have mistet. Og det var virkelig et tab, der smertede, så jeg sørgede. Og der var læger. Men jeg tror ikke, vi havde kontakt.
Jeg ved heller ikke nu, hvem det var, jeg havde mistet, men
vi var i familie, og vi havde kun kendt hinanden i kort tid, men som sagt: vi var
blevet venner.
Og nu var jeg så i det her værelse, og jeg havde mistet ikke bare hende, men også noget andet, som jeg nu har glemt, hvad var, men som gjorde det meget flovt at være i rummet, hvor der mest var mænd. Var det mit tøj? Havde jeg mistet mit tøj? Jeg havde to store tasker med: en rygsæk (den har jeg altid med) og en anden stor (sports?)taske, og i dem var der meget vigtige ting, som jeg skulle passe på, og de blev hele tiden borte for mig.
En af lægerne opdagede min fortvivlelse, og det var rigtig fint, men han kunne ikke nå over til min side og opgav og gik ud, og jeg var til sidst helt borte i forvirret sorg og hjælpeløshed. Nok så meget det sidste.
Jeg ville telefonere hjem efter hjælp – herregud, jeg var jo kun i Randers. Hvor svært kunne det være? Men det var umuligt. Jeg havde ingen telefon. Og rummets telefon var i uorden, og de mennesker, der var i rummet, kunne (ville?) ikke hjælpe.
Så lykkedes det mig at slippe ud på gaden, og jeg blev klar over, at jeg måtte hjem. Men jeg måtte gå hjem, og mine sko var elendige. Og desuden, der er jo langt at gå fra Randers og til Ålum. Jeg tænkte, at jeg kunne købe noget bedre fodtøj på vejen hjem.
Men der var ingen forretninger, kun fortovsrestauranter, og på en af dem, og jeg var netop gået over på den side af gaden, for den ene side var helt uden fortov, sad en af Oles gamle kolleger, Hanne hedder hun, smuk og ung og lyshåret, og et par stykker af mine kolleger sad der også. Jeg husker ikke hvem. Og de spise alle sammen fisk. Hanne fik de lækreste røde laks. Og de genkendte mig straks og smilede venligt og indbød mig til at spise med.
Men jeg var jo i dyb sorg. Og jeg kunne ikke se fortovet. Der var vist ikke noget fortov på den side heller. Og bordene stod alt for tæt. Og jeg var derfor nødt til at gå oppe på bordene for at komme videre.
Jeg gik altså på bordene, heldigvis behøvede jeg ikke træde på maden, for der var små paptallerkener til brødet, og de passede perfekt til mine fødder, og jeg trådte fra paptallerken til paptallerken og var meget flov, for kunne man lægge brød i dem, når jeg havde sat mit snavsede fodspor på hver eneste af dem? Heldigvis blev ingen af kollegerne vrede. Højst lidt forbavsede, men inden jeg var nået hen over alle bordene, var de forsvundet i samtale med hinanden og havde glemt mig.
Så kom jeg til en plads. Her sad en lille gruppe mænd og kvinder og drak. De var snavsede og talte underligt, og der lå noget mærkeligt i en bunke imellem dem. Pludselig sad jeg i gruppen, som om jeg var en del af den. Og så opdagede jeg, at de var ved at samle noget: ikke et puslespil, men en meget indviklet konstruktion – en slags legetøj var det vist. Jeg greb ivrigt ind og viste dem, hvordan man samlede tingene, og de spurgte mig medfølende om, hvem jeg havde mistet, og jeg fortalte det og sagde, at jeg skulle hjem, men nok kom til at gå hele vejen, og så kom der en af lægerne forbi, som godt ville køre mig, sagde han, men da jeg rejste mig, var han væk, og jeg fortsatte med at samle.
Den sære fyr, der ledede det fortabte team, virkede med ét truende, og jeg tror nok, han tvang mig til at samle videre, selv om jeg ville gå og skulle hjem, og han spurgte drillende, om jeg da ikke var en, der forsøgte at samle alting? Havde jeg ikke huset fuld af unyttige samlinger? Var jeg ikke en sygelig samler? Og jeg bed tænderne sammen og samlede stykke for stykke, mens jeg græd.
De andre så gråden, og vi kom til at tale om tabet, og de sagde, at så måtte jeg jo skynde mig hjem. Nu var det hele samlet, og der stod et stort dukkehus – mandshøjt, og jeg kunne umuligt have det i tasken. Men jeg skulle have mit arbejde med hjem, sagde de, så de proppede noget, jeg husker ikke, hvad det var, ned i tasken, og den var forfærdelig tung, da jeg gik videre.
Men nu havde gaden igen forandret sig, og jeg gik ikke mere i Randers, men i Rom. Og så ville jeg jo aldrig nå frem til Ålum. Og hvem skulle hente mig? Og i Rom? De fleste af mine var jo døde. Det kan jeg huske, at jeg tænkte. Mon Anders kunne køre? Mine børn? De havde bestemt ikke tid. De var måske ikke engang i Ålum. Og Anders? Boede han i Ålum? Jeg kom frygtelig i tvivl om alting. Pludselig slog det mig med vanvittig rædsel, at jeg aldrig ville komme hjem.
Så vågnede jeg. Klokken var 8.30. – Så længe havde jeg ikke sovet i flere måneder. Men jeg var ikke udhvilet, men så træt og udkørt af min drøm, som om jeg virkelig havde været på vej fra Rom til Ålum. Til fods. I for små sko.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Jeg har desværre ikke kunnet finde billeder fra oplæsningen i Forfatterforeningen. Ovenstående er fra en oplæsning på Sorø Akademi. Her med kongelig velsignelse. På Strandgadebillederne er det Abraham, der sender sin milde ånd ned over oplæseren.
For mange år siden blev jeg inviteret til København for at læse op i Forfatterforeningen i anledning af indvielsen af de nye lokaler i Strandgade. Jeg læste den aften fra min dengang nye bog: ”Det tabte Paradis”, og da oplæsningen var slut, blev der serveret mad ved bordene, og man konverserede hyggeligt. Jeg havde den fornøjelse at sidde ved bord med Jytte Hilden og Niels Jørgen Kappelørn. Begge kendte folk, som jeg nok aldrig ville møde i mit landlige jyske miljø, så jeg nød hvert sekund, og det var gode samtaler. På et tidspunkt rejste Kappelørn ( en af Danmarks kendteste forskere i Søren Kierkegaard) sig og sagde, at nu kunne han ikke holde fri længere. Der var et arbejde, der skulle gøres.
Fri? Tænkte jeg. Arbejde? Nu? Men sådan er det med folk, som virkelig forsker, hvad enten det er naturvidenskabeligt eller humanistisk stof, de arbejder med. De arbejder hele tiden. Forskningen fylder deres liv. Nogle af dem, som K.E. Løgstrup og P.G. Lindhardt, for nu at nævne et par teologer, der ligger på forskerskalaens toptiliste, så var de så gudsbenådede, at de havde en kvinde installeret i hjemmet til at sørge for, at alt det private kørte på skinner. Den slags kvinder findes vist ikke mere. Og vi, der er født med det besværlige hunkønsstempel, kan kun yderst sjældent gafle os en mage, der mageligt vil udfylde den funktion, der er nødvendig for, at en dagligdag med familie etc. kan køre parallelt med forskningen.
Sådan er det med folk, der forsker. De lever (for) deres forskning, og alt andet er (nødvendigt?) fyld. Og lige den aften fyldte vi lidt for meget for forskeren. Der var vigtigere sager, der skulle passes.
Al den snak blot for at understrege, at jeg har levet et ganske andet liv end forskernes, og når jeg kaster mig over litteraturen med mine slørede litteratbriller og gør mig klog på de dele, så er det ikke et rigtigt forskerblik, der rammer stoffet, men glade amatørøjne, der suger til sig og lader tastaturet videregive de indtryk, som det har afsat i min litteraturglade hovedskal. Selv om jeg hader tanken om mig selv som amatør – føj! det er næsten ligeså grimt som at blive kaldt kulturkristen.
Jeg er altså også professionel og har ikke bare studeret litteratur, men også i det stille forsket ( nej … ikke fusket) med de skønne tekster.
Jeg vil forsøge at udpege nogle tendenser i det, der skrives nu for tiden. Og jeg vil tage udgangspunkt i de bøger, jeg har nået at læse. Så er der andre, jeg ikke får fat i, men dem kan du jo selv supplere med. Si tu veux…
Den selvbiografiske roman. Fakta eller fiktion. (=
Fup eller fakta?)
For nogle år siden faldt hele den litterære verden i svime over Knausgaards selvbiografiske flodroman ”Min Kamp”. Det var forfriskende nyt sådan at blande fakta med fiktion. Tænk, at nogen fandt på at bruge selvoplevet virkelighed så åbenlyst i et fiktivt værk.
Og efter den tid og navnlig efter Knausgårds succeshistorie, blev den slags bøger højeste mode. Nu udkom i en lind strøm af selvbiografiske romaner, og det var rigtignok vanskeligt for læseren at se, hvad der var fiktion og hvad der var fakta, og der blev gisnet og gættet, og de utrolig mange forfattere, hvis bøger blev bestsellers, rejste land og rige rundt og forklarede et nyfigent publikum, hvordan deres eget private liv snoede sig ud og ind i romanen. Og der blev endda sat procenter på, ja, det lyder som en vits, men det er ganske vist.
Den slags ligegyldigheder brugte man megen spalteplads og mange foredragstimer på. Og det skønt enhver, der beskæftiger sig seriøst med litteratur, ved, at det er noget pjat, og at værkets kvaliteter ikke afhænger af, hvor mange procent levet liv, der findes eller ikke findes i romanen.
Det er helt andre kriterier, der gælder, når man
skal afgøre et værks kvaliteter.
Karl Ove Knausgård gav startskuddet. Et ordentligt brag. Et kæmpe kanonslag på hele seks voluminøse bind, hvor det ene ilsomt afløste det andet osv. Det var imponerende. Og det var efter min mening endda fine romaner.
Men selve det at knytte fakta og fiktion sammen til et uigennemskueligt væv er en gammel teknik. En teknik, som Knausgårds nok gav nyt liv, men som har flere hundrede år på bagen. Nu nævner jeg et eksempel, som er fra romantikkens Frankrig: Chateuabriands ”Memoires d’outre-tombe” = ”erindringer fra hinsides graven.”
Ja, selve genren ”selvbiografi” har og har altid haft samme teknik. Forfatteren selekterer erindringer fra sit liv og iscenesætter dem for læseren. Det har aldrig været ”facts”, man læste i dem. Nu kommer jeg lige i tanker om Johanne Louise Heiberg, et godt eksempel. Hun skrev i samme århundrede som Chateaubriand. ”Et Liv genoplevet i Erindringen”, hedder hendes selvbiografi. Tidens læsere kunne dog uden stort besvær se, at det med sine udvalgte scenarier og mange fortielser og subjektive tolkninger langt fra fortalte ”virkeligheden”, og værket fik da også en forvrænget titel, der lød sådan her: ”Et liv genopløjet i erindringen.”
Men det er en hamrende god bog, og som læser kan man ikke lægge den fra sig – sådan en læser var jeg i al fald. Og jeg er/ var fuldstændig flintrende ligeglad med, om det var sandt eller fiktion. Al fiktion er vel løgn= opdigtet. Men hvis det gør den ringere, så kan vi straks starte en ”autodafé” = bålbrænding. Hele skønlitteraturen må så gå den vej. På bålet med det! Men så vil jeg med på det bål, for der er ingenting, jeg holder mere af end opdigtede historier.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Mit skrivebord med en usædvanlig orden. Ja ja — sådan skal det være.
Hermed et lille blik ind i mit læsekabinet. En liste. Det er det, jeg har nået siden foråret. De øverste bøger på listen er dem, der læses lige nu. Så bevæger man sig ned gennem månederne.
I en André-Gide-biografi læste jeg engang i 1960’erne
(i min studietid) , at Gides ungdomslæsning var ”décousue” = usammenhængende.
Og allerede dengang tænkte jeg: ja, ja, men sådan er min læsning også. Styret
af impulser. Det har ikke ændret sig. Her er nu mine seneste læsehistoriske
data (taget fra e-reolen):
Læst fra april 2020 til november 2021 – et halvt års
tid – listen er sådan skruet sammen, at de øverste er de bøger, jeg læser lige
nu, så går vi tilbage i tiden og ender i april.
I begyndelsen af 2020 troede jeg, at jeg skulle skrive en middelalderroman om Sct. Kjeld af Ålum – derfor er de tre første måneders læsning i høj grad sammenhængende. Det er bøger om vikingetiden og middelalderen. Vil man se, hvad jeg ”havde gange i” dengang, kan man gå hen til blogindlæg fra den periode. Det var en frugtbar tid for mig, skønt den ikke satte blomster (heller ingen ukrudt skød op) – det fusede alt sammen lidt ud. Og der skal de være en tid.
Her kan du (jeg) se, hvad jeg læste derefter. Jeg
vil kort notere lidt om hver bog og bagefter samle op på det:
Turgenjev: Forårsbølger . Om den blot dette: en fremragende roman, som alle de store russiske romaner er. Når jeg er træt af at læse nutidslitteratur, er det ofte dem, jeg tyer til. På uni læste jeg “Fædre og Sønner” på russisk – det forsøgte jeg igen, men åh nej, det går for langsomt.
Astrid Saalbach: Månens ansigt: virkelig smuk novellesamling. Hun er helt på niveau med de store.
Marianne Frederiksson: Blindgang – jeg holder meget af M. F.’s bøger. Denne her er lidt for underlig for mig – jeg er faktisk ikke blevet helt færdig med den. Bruger den som nattelæsning. Det egner den sig til: mystik og trolddom – parapsykologiske fænomener og lignende. Men den er som alle F’s bøger rørende – lidt for rørende måske
Agnete Friis: Sommeren med Ellen: efter min mening for meget krimi og for lit litterær kvalitet.
Jens Vilstrup: Opland,: Den vil jeg komme tilbage til. Det er en god bog, synes jeg, men en fremstilling af Danmark, som er meget skræmmende. Det er en bog om mennesker i håbløs elendighed – midt i “velfærdstaten”
Anne-Cathrine Riebnitsky: Tro i hverdagen – nå ja – indgår i en serie om danskernes holdning til kristendom. Har lige købt Jens Christian Grøndahls : min svage tro, som er i samme familie. Om den senere. Jeg slås ikke (mere) med min tro. Men det er interessant at høre om andres små kampe i den boldgade. Jeg synes, A.C.R. skriver flot. Og hun er aldrig uinteressant at læse.
E.T. Hoffmann Det fremmede Barn – fik lyst til et lille kik ind i romantikken. Et fint lille eventyr. Ren afslapning. Og lidt “gåen i barndom.” Men som når jeg læser mumitroldene, så er det jo en barneverden med stor dybde.
Niels Barfoed: Benedicte – en Skæbne – så filmen Pagten om Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig, og huskede på ovennævnte bog, som handlede om de samme mennesker – læste den, da den udkom. Fik lyst til at læse den igen og blev ikke skuffet.
Thorkild Bjørnvig: Pagten – men Bjørnvigs bog er jo “the real thing” – den læste jeg med stor fornøjelse.
Ivan Turgenjev: Fædre og sønner – denne gang læste jeg den på dansk. Udmærket oversættelse. Ærgerligt, men jeg kan ikke lige læse den på russisk – ikke mere. Hvor bliver denne hårdt tilkæmpede viden af? Borte med blæsten.
Kate Atkinson: En god gerning: bryder mig ikke om krimier. Men Atkinsom er undtagelsen. Hendes bøger er fængslende. Kommer efter min mening på niveau med Margaret Atwood.
Peder Frederik Jensen: Det Danmark du kender – roman om Underdanmark – et Danmark, jeg ikke kender. Og det beskriver han troværdigt og med en voldsom understrøm af håbløshed og smerte. Minder om ovennævnte Vilstrup-roman.
Jacob Kokkedal: Som det ligger : her er vi i samme boldgade, men jeg må indrømme, at jeg kørte kold efter nogle kapitler , så ikke et ord mere om den.
Franz Kafka: Fortællinger : frysende forfærdelige og fantastiske noveller. Dem skal jeg læse igen.
Selma Lagerlöf: Antikrist – som alt hvad Selma L. skriver er det jo utrolig godt. Jeg syntes, romanen var lovlig lang.
Lise Penter Madsen: Få det bedste ud af livet med demens: forskellige artikler om demens. Dem fik jeg ikke noget ud af. Derimod får jeg meget ud af livet med demens.
Kate Atkinson: En god gerning: Som nævnt er jeg lidt vild med hende.
Selma Lagerlöf: Tøsen fra Stormyrhuset – og jeg er vild med hende også. Det er trods alt det bedste gods, man kan opdrive indenfor litteratur. Ikke noget junk der.
Kate Atkinson: Liv efter Liv – Det er ingen krimi, nærmest en slags sciencefiction – mærkelig, men efter min mening fantastisk.
Kate Atkinson: En gud i ruiner – samme
Selma Lagerlöf: Fortællinger, legender, essays og taler: En fed bog på alle måder. I et essay fortæller hun, at uden Georg Brandes’ velvilje var Gösta Berlings Saga aldrig blevet solgt. I Sverrige var den udskældt, en fiasko – i DK. ikke læst. Først da hun “friede” til den store mester og direkte bad om hans hjælp, slog hun igennem som forfatter. Og hvad fortæller det så? Jo, det er den gamle historie om, at det er tilfældighederne og heldet, der afgør en forfatters skæbne.
Charles Dickens: Oliver Twist – fik ganske enkelt lyst til at læse noget Dickens. Det fortrød jeg lidt, fordi den udgave, jeg fik fat i, var en beskåret udgave for børn. Nå, jeg læste den alligevel, nu den var havnet i min læseboks.. Gabte lidt. Og nu må jeg tage mig sammen næste gang, og måske skal jeg ligefrem finde en engelsk udgave frem.
Arthus Koestler: Mørke midt på dagen :kan ikke huske, hvorfor jeg valgte at læse Koestler og så oven i købet låne en bog, der står på min egen reol. Men jeg (gen) læste den med glæde og gru. Tror, at jeg i den tid var i en tilstand af erindring om vor rejse til Sovjet. Det må jeg kunne se på de gamle blogindlæg. Her lægger jeg jo gerne hovedet på bloggen.
Karl Ove Knausgård: Så megen længsel på så lille en flade : fine og tænksomme artikler om bla. malerkunst, hvad et billede kan vække i en … K.O.K. skriver altid godt, men undertiden irriterende. Egocentreret.
Dostojevskij: Kærligmennesket : Fandt den nødvendig at læse, fordi et af mine børnebørn var i gang med den. Og meget optaget af den. Det må vi snakke om, tænkte jeg og (gen)læste den sære og helt igennem forfærdelige roman om den indsyltede nihilist.
Karl Ove Knausgård: Om efteråret Læste sidste år “Min Kamp” – alle bind og fandt dem underholdende om end ind imellem frastødende. Men aldrig kedelige. Så når jeg er i læsenød og vil underholdes, kan jeg gribe til Knausgård og ikke blive skuffet.
Ali Smith: Sommer: En skotsk forfatter, som skriver meget specielt, utraditionelt uden at det virker spor kunstigt: ikke tillært på forfatterskolen. Hun skildrer det moderne europæiske samfund og samtidig er der “historier”, der fænger i den grad. I mig i al fald. Hun var årets opdagelse for mig.
Anaïs Nin: Henry og June – da jeg havde genlæst De små Fugle fik jeg lyst til at kende lidt mere til forfatteren.
Anaïs Ninn: De små fugle : læste jeg af lyst til at nyde virkelig smuk erotisk litteratur. Så milevidt fra pornografi og så tæt på alverdens erotiske fantasier af fineste karat.
Karl Ove Knausgård: ude af verden: hyggelig at gå og luge til. Lytte og luge. Lydbøger er en fantastisk oplevelse. Uden kunne man ikke konsumere litteratur i store mængder. Jeg kunne ikke. Lugningen flyver fra hakkejernet op i et højere luftlag, hvor man kan ånde frit. Gud være lovet for litteraturen!
Bent Haller : Så mange rum: Holder meget af Haller. Den her var dog ret ligegyldig. For mig.
Ali Smith: Forår: skriver en roman til hver årstid. Nogle personer går igen – andre er nye.
Ali Smith: Sommer: samme
Ali Smith: efterår: Samme
Monika Fagerholm: hvem slog Bambi ihjel?: Velskrevet, men væmmelig roman. Når alle personerne er lige afskyelige, har jeg svært ved at være i romanen. Jeg måtte ud – nåede ikke til slutningen.
Karen Syberg: Stederne, : Sagde mig ikke rigtig noget – som littaraturanmelder er hun utrolig dygtig, og jeg har også læst mange gode artikler af K. S. – og hendes havebog er fantastisk inspirerende. Var det for mig. Købte den ligefrem.
Gretelise Holm: På tryk gennem et halvt århundrede: G.H. er igen en undtagelse: hendes krimier kan jeg læse med glæde. Men den bedste bog, hun har skrevet er den selvbiografiske skildring,: Jesus pengene og livet.
Tove Jansson: Troldvinter: Når jeg er trist læser jeg Mumitroldene. Her får tristheden ansigter. Og sært nok vises man videre i sit liv af de små væsner.
Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det: Jeg har tidligere skrevet om hans bøger – eller rettere om den første: Hvis der skulle komme et menneske forbi. Den var SÅ god. Men de to næste er ikke ligeså fængslende, synes jeg. Man bliver træt af det drog til Tue. Lægger sig tæt op ad bøger af Jepsen, P.F. Jensen, Vilstrup, Kokkedal og M.Pape: underklassens stemmer – men sært usympatiske. Hvorfor?
Ida Jessen: Foxy lady – I – V Min yndlingsforfatter – helt sikkert. Kunne sagtens fortjene nobelprisen. Her er det dog ikke en typisk Ida Jessen. Det er andet på spil.
Stefan Zweig: Eros: Denne samling noveller er af fornemste karat. Som Kafkas og Ida Jessens for at nævne nogle af ovenstående. De kan, de folk, så det synger i sjælen.
, Stefan Zweig: Liv og digt: Ham har jeg elsket hele mit liv. Og han kan kun skrive stort. Hans bog: “Verden af i går” hører til i min top-ti liste over verdens bedste bøger.
Jesper Stein Larsen: Rampen,: Finn Stein Larsen var en af min ungdoms guruer. Han lærte os, hvad god litteratur var. Jeg læste mest sønnens bog af banal nysgerrighed. Det er jo en skrækkelig fortælling. Som Peter Øvig Knudsens: Min mor var besat, som jeg for øvrigt læste næsten samtidig. Den er ikke nævnt her, for jeg købte den som fysisk bog. God litteratur. Det gælder begge bøger.
Karin Michaëlis: Den farlige alder: Jeg fik i 2015 den fine Karen Michaëlis pris og burde prise hende i høje toner. Men hun har skrevet både skidt og kanel. Og lige den roman er dog rædderlig. Der er andre bøger af K. M. (mange), der er gode og som gør, at hun fortjener den verdensberømmelse, hun fik. F.eks. Pigen med Glasskårene.
Henning Mortensen: Raketter – fik lyst til at genopleve glæden ved den lange fortælling om Ib. Jeg læste dem alle igen (hørte dog de fleste) . De er ikke alle nævnt her. Jeg har dem stående på reolen og lånte kun nogle af dem hjem i e-format og som lydbøger. De skuffer ikke selv efter den mange år.
Henning mortensen: manden fra Havet
Henning Mortensen: Belleville
Henning Mortensen: Tolderens sidste dage
Henning Mortensen; Tvillingerne
Henning Mortensen: Sneen og døden
Anton Tjechov: Tre søstre: et lille russisk pust ind i hverdagen er altid skønt. Her i en lydbogsudgave.
Henning Mortesen: Hebræisk himmel
Henning Mortensen: Ulveørken
Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen: Må indrømme, at jeg havde ventet noget mere. Bogen forekom mig alt for kedelig ind imellem. Mig fængede den ikke for. Gik ellers og hørte den i VesterVelling Bakker. Smukkere kulisse findes ikke.
Agota Kristof: Det store stilehæfte, beviset, den tredje løgn: Havde kun læst det store stilhæfte “le grand cahier” – med mine elever i sin tid – og var meget betaget af både fortællestil og indhold, og nu hørte jeg et uddrag af fortsættelsen i Skønlitteratur på P1 og tænkte, at jeg ville læse de to fortsættelser. Læste alle tre og ville næsten ønske, at jeg aldrig havde gjort det. De smadrede den sympati og beundring, som 1. delen vakte for fortællerne “vi” – som 2. og 3. del afslører så grusomt som falsk og upålidelig – løgnagtig..
Anne Lise Martrand Jørgensen: Margrete l Jeg købte bogen og læste den med stor overvindelse, for jeg syntes, at den var kedelig. Sært. For jeg holder meget af ALLE A.L.M.J’s andre bøger og har læst dem alle med stor indlevelse og udbytte. Margrethe gav ikke noget. Både Hildegard og Dronningen af Saba var dog også fjerne personer – levede i en anden tid, men de blev skildret så nærværende, at de kom en ganske nær, og man kunne forstå dem. Jeg forstod ikke Margrethe. Sikkert min fejl. Culpa mia.
Martin Petersen: På djævelens tilskyndelse : ja, den her bog var research til den bog om vikinge-middelalder, som jeg aldrig skrev.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Nu har jeg kaldt det tendenser. Og det er nok misvisende – for jeg vil blot i al beskedenhed skrive lidt om de pejlemærker, jeg selv har læst efter i de seneste måneder.
Min hverdag er så travl, synes jeg, at læsningen for mig er blevet reduceret til et skalkeskjul fra pligterne – eller en læskærm for stormen. Eller måske bare en god undskyldning for at forsvinde væk fra virkelighedens hverdagsgrå og ind i ind fiktionens søndagsblå.
Jeg vil forsøge at få lidt samling på de tekster, der i efter sommer-og efterårstiden har hobet sig op i mit hoved. Hænger de sammen? Nej. Vist ikke. Men der er alligevel veje imellem dem. Små kringlede stier. Dem vil jeg forsøge at rede ud for mig selv.
Og måske kan du bruge det til noget.
Det er ikke videnskabeligt – jeg er pensionist, og jeg sidder ikke og fumler med eller gumler på planer om at skrive en afhandling om litteratur.
Men måske kan en og anden litterat samle en af mine tråde op og spinde en afhandling på nogle af de ideer, jeg har vævet sammen.
Nu tygger jeg på tanken, og så kommer der et indlæg med et slet ikke færdigt forslag til et fornuftigt litterært arbejde.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Så langt er jeg nået i mit liv. Så mange årtier indtil nu. Jeg lever i den smule, der er tilbage.
60’erne tør jeg skrive om, selv om det var turbulente år, hvor jeg handlede ubesindigt, som man gør i de år. Og hvor fortrydelsen lå nær.
Jeg blev i de år uventet svag. Men holdt fast alligevel. Gudskelov holdt jeg fast.
Årtiet begyndte vel med, at jeg vågnede. Tornerosetiden
udløb.
På tide, når man tænker efter. Jeg havde sovet i SÅ lang tid. Og så vågnede jeg med tømmermænd. Ikke at jeg var blevet drikfældig i de grå 50’ere, tværtimod, men fordi jeg havde mistet appetitten og alt for længe havde levet af ingenting.
Nej, det er heller ikke sandt.
Men det er den følelse, jeg får, når 50’erne toner frem i erindringsfeltet. Og jeg blev meget bleg og tynd og svag. Men jeg skal ikke fortælle om 50’erne. Der er jeg ikke endnu. Og måske springer jeg lige det årti over. I erindringen lister jeg altid udenom. Og det er måske det bedste. Sådan har jeg tænkt.
40’erne elsker jeg at huske på. De bedste år i mit liv. Fulde af vildskab. Og kærlighed. Og venskab. Men det var også her, jeg første gang oplevede døden. Og svigtet. I barnehøjde og uden, at det efterlod andet end indsigt. Også et lille barn bliver hele tiden klogere. Nej, et lille barn er klogt. ”Alderdom er Visdom” hedder et af mine foredrag. Jeg kunne havde et andet på mit program. Et, der hed: ”Barndom er Klogskab.”
Et par billeder:
På det første er jeg på vej væk. Væk fra 50’erne og væk fra far og mor. Begge dele var smertelige. Det udtrykker billedet klart nok. Jeg ligner en, der er på vej til skafottet. Men jeg er på vej til Th. Langs Kostskole. Det andet billede er fra sommeren efter. Min første sommer i det nye årti – i mig nye liv. Og jeg havde fået nyt liv. Min bror Anders og jeg kørte Danmark rundt på scooter.
på
I den nærmeste tid vil jeg nærme mig 60’erne: langsomt … lidt tøvende … hvordan var det, det var dengang?
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Vi blev gift midt i ungdomsoprøret. Og nej, vi var ikke oprørere. Det var der ikke tid til. Eller tid?. Egentlig havde begrebet tid slet ingen mening dengang. Og det er jo sært, når man prøver at rekonstruere 1970’erne – vor ungdomstid .
Vi læste meget. Jeg læste hele tiden.
Det er ingen bedrift at læse.
For nogen er det en last.
For mig er det et must.
Jeg tænker somme tider tilbage på dengang, jeg læste litteratur på universitetet og samtidig med det underviste håbefulde randrusianske piger og drenge i fransk. Delingsartiklen og verbers bøjning og andre finurligheder, som de skulle have ind i deres stakkels hoveder. Og mine tanker, der flagrede fra dem til mine børn, der var så små og sarte, og til de mange bøger, som jeg skulle læse og analysere om lidt – i aften i nat. En ny bog hver uge, sommetider var det en om dagen, for nu at overdrive en smule. Og også dengang havde døgnet kun 24 timer.
Samtidig var det en tid, hvor alt svævede i den klare luft
og alt syntes muligt, og mellem blevask og madlavning og gulvvask og sure
sokker og fransk grammatik og universitetsopgaver og 1000 andre gøremål, var
der alligevel tid til at ånde dybt ind og føle sig i live. Så meget i live.
Hvad var det, der bar oppe, selv om tyngden af opgaver var
så massiv og så helt uflyttelig. Jeg tror, det var, fordi verden åbnede sig og
tog imod. Og gav så meget igen.
Et digt. En fugl. En bølge. En himmel. En mand. Et barn. Et
kys. Et smil. Og den varme, der var. Og skønheden.
Ja, nu ser jeg det jo på lang afstand og måske husker jeg forkert. Men det gør ingenting. Det er fint sådan.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Min seneste bog. Er det virkelig min sidste bog?
Jeg læste et interview med Hans Edvard Nørgaard-Nielsen for et par år siden. Han har skrevet mange bøger – og er en dygtig forfatter. Langt bedre til at skrive end de fleste. Og nu var han altså syg og træt, og jeg husker den her sætning, som jeg her citerer efter hukommelsen: “hvis jeg ikke skriver, så er jeg ingenting.”
Jeg tænkte dengang, at sådan ville jeg aldrig sige. Og det var helt sikkert heller ikke sandt for ham dengang. Han var så meget andet. Også dengang. Men følelsen var sand. Og nu forstår jeg alligevel lidt mere, hvad han mente.
At skrive er for en forfatter SÅ meget det, man er = en der skriver.
Lige nu er Peter Øvig Knudsens seneste (bestemt ikke sidste) bog udkommet, og den hedder: “Jeg er det, jeg husker.” Heller ikke den sætning er sand. For vi er alle sammen meget mere end det, vi husker. Men følelsen er sand.
Det tror jeg. Kan mærke på Ole, at han føler, at han mister så meget ved at miste hukommelsen. Men jeg kan ikke tro, at han er det, han husker. Han er SÅ meget mere end det.
Vores identitet er et flydende begreb. Vi er en ting i dag og en anden i morgen og helt andre ting om 14 dage og en hel anden om ti år. Men kernen er den samme. Og for resten: vi er aldrig en “ting” – og vi kan aldrig blive “ingenting.”
Vist er det efterår. Vi går mod vinteren. Men se engang haven nu! som den sender sit flammehjul lige i øjet på os. Grundtvig synger så trist om efteråret: “Nu falmer skoven …” Men ingenting falmer om efteråret. Og også vinteren giver plads for liv. Jeg så til mine rhododendronplanter i dag – de står med store grønne knopper. Hvor er de dristige! Det skal vi også være! Vær lidt modig, min ven! spring ud!
