Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Selvbiografisk stof er sært euforiserende. Det synes jeg i al fald. Og det er det sikkert for de fleste, der forsøger sig i genren, og rigtig mange holder da også den slags skriverier for sig selv: i dagbøger, i skuffer, i notesbøger sågar.
Jeg læser i øjeblikket Peer Hultbergs ”Selvbiografi”, og han skriver heri forarget og vredt om sin mor og far. Mest om moren. F.eks. om hvordan hun opbevarer sine dagbogsnotater om sin lille søns udvikling i en notesbog, hvori hun også fører sit husholdningsregnskab. Det er næsten blasfemi, synes den voksne Hultberg. Sådan at sidestille sin lille søns første spæde livsytringer med lister over mel og gryn og ost og mælk.
Ja, Hultberg er MEGET vred på sine forældre og har vel haft grund til det, men netop den opsparede vrede og den voksende selvmedlidenhed, der ind imellem får ham på grådens rand ( skriver han)  er sikkert årsagen til, at han ALDRIG udgav disse selvbiografiske udgydelser.
Det syntes han åbenbart ikke, at andre skulle forlyste sig med. Men … men … men der er andre af hans fiktive bøger, som i høj grad tærer på Hovedstolen. Byen og Verden f.eks. Og det er jo fin camouflage – og desuden måske det mest moralske. Eller hvad?
I al fald er det ikke Hultbergs skyld, at vi i dag kan sidde og ynkes over den lille formobbede dreng, der sendes i skole som 5 årig iført ”pige”strømper og svimlende angst og af forældre, der er så revnende ligeglade med hans følelser, eller måske rettere, er så totalt blottede for empati, at de slet ikke orker det der med følelser. Men da Hultberg døde, fandt man manuskriptet, som han altså ikke udgav – og man udgav det. Sammen med et brev, som han skrev til sin mor efter hendes død. Han gav forældrene et forfærdeligt eftermæle, og de har sikkert ikke været bedre, end han skriver, men måske har han villet holde det for sig selv. Måske. Jeg ved det ikke. Ganske vist skriver forlaget på omslaget, at manus skulle udgives ved forfatterens død. Jeg tror ikke rigtig på det ( uden at have foretaget research) – også fordi stilen er så langt fra den vanlige sikre, som vi kender fra Hultbergs værker.
Her et lille uddrag:
Jeg havde ingen kontakt med mine skolekammerater, jeg havde ikke een eneste ven. Eller veninde. Jeg var fuldstændig alene. Overladt til mig selv. Jeg legede en smule med min søster måske, men ellers var der intet. Mille, vi var venner et halvt års tid, men hun var jo en tre år ældre end jeg. Min mor kunne ikke følge mig rent åndeligt. Og for resten heller ikke hvad praktiske ting angik, jeg var fingernem, det var hun bestemt ikke. Vores piger kunne heller ikke, udover måske en enkelt, Elin, som kunne tegne så smukt. Min far havde ingen interesse i mig. Jeg var helt henvist til mig selv. Det var en ensomhed der var uudsigelig. Jeg læste rejsebeskrivelser, fremfor alt om sydhavsøerne, som de dengang hed. Jeg ville væk. Du keder dig vel ikke, spurgte min mor ængsteligt, men jeg beroligede hende og hun lod sig straks berolige  ( side 46).
Et par løsrevne sætninger fra bogen:
Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom (47)
Hvor var han dog et ækelt individ. Det er et udtryk der igen og igen kommer tilbage til mig. (52)
Min far kørte på første klasse i toget når han skulle til København. Min mor på tredie.(53)
Min far var altid kålhøgen og som regel på en ubegavet måde. (60)
Skammen over min far var værre end skammen over min mor. Min mor var bare lidt dum, men hun var sød og kærlig, min far var bare dum og brovtende. (61)
Og sådan kan man blive ved. Det er næsten for meget. Faren var dommerfuldmægtig og moren hjemmegående.
Tænke sig, jeg har intet godt overhovedet at sige om min far. (52)
Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom.
 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
ORD DER HUSKES
Der er ordvekslinger, man husker mange år efter, at de fandt sted. Næsten ordret ligger de på lageret i hjernekisten og er ikke til at flytte. Nogle af dem bliver endda hængende livet igennem. Som regel er det kun nogle sætninger – måske kun en enkelt sætning – somme tider er det hele samtaler. Og så husker man også det sted, hvor ordene faldt. Der følger billeder med.
Et eksempel fra 1958 eller 59: jeg er 15 år står i køkkenet sammen med min mor. Eller ikke sammen med hende, for hun brød sig ikke om min køkkenhjælp, og jeg var vist heller ikke hjælpsom på den front. Ville meget hellere arbejde på havnen med at stable fiskekasser eller ro hyttefade for fiskerne. Sammen med min bror, som i øvrigt hellere ville stå i køkkenet og lave mad.
Men lige den dag var jeg nu alligevel havnet i køkkenet, og min mor stod og rørte i en gryde, og hun så ikke op fra den, da hun lod ordene falde. De dumpede lige ned i sovsen, hvor de landede uden så meget som et plask, men jeg syntes alligevel, jeg kunne smage dem hele aftenen: ”Du skal på kostskole. Det har far og mig bestemt.”
Jeg sagde først ingenting. Var tungnemt blevet stående midt på gulvet. Det havde jeg ikke set komme! Men så kan jeg huske, at jeg forsøgte at lade, som om jeg syntes, at det var en god ide. Måske ville jeg ikke gøre hende ked af det. Eller også ville jeg bare være kæk. Men jeg ville ikke væk. Og jeg var faktisk chokeret. Det var jo ikke noget, vi havde snakket om. Og jeg blev ikke spurgt. Og hvorfor skulle jeg nu sendes på kostskole? Ville de af med mig?
Senere har jeg jo forstået, at de ville mig det bedste. At det sikkert var det bedste. For mig. Og for dem. Jeg var jo ordblind og ville utvivlsomt blive betegnet ”ikke egnet”, hvis jeg søgte optagelse på det kommunale gymnasium i Frederikshavn.
En anden dialog, som stadig findes på kranielageret, stammer fra Paris, og nu er vi altså sprunget 3 år længere frem i tiden. Det er efterår, november tror jeg, og jeg har boet i Byernes By siden først på sommeren. Da kom jeg som nybagt studine, og min søster havde skaffet mig en grydeklar stilling som aupairpige i det fineste kvarter i Paris, meget tæt på Boulogneskoven. Her skulle jeg passe en lille dreng på 4 år. Men den historie kan vente.
Lige nu ( i dialogøjeblikket og flere måneder senere) sidder jeg altså på gulvet i min søsters soveværelse. Og jeg græder. Jeg er rendt af pladsen. Eller jeg overvejer at gøre det. Jeg gider simpelthen ikke være underklasse i overklassen længere. I min barndoms by, Strandby, var der ikke klasseforskelle – og selv på kostskolen forekommer det mig den dag i dag, at vi blev behandlet ens, hvad enten vi nu var døtre af det højeste aristokrati eller børn fra arbejderhjem ( dem havde vi også nogle stykker af, for rektor var socialdemokrat og havde sociale og demokratiske idealer) – men i det miljø, hvor jeg nu var havnet, var der en himmelråbende forskel på folk.
Men det er dialogen, jeg vil frem til. Og fortællingen om opholdet i overklassen må vente til senere. Hvis jeg da skal fortælle om det.
Men jeg sad altså på gulvet i søster Hannes lejlighed og havde lige drukket min første whisky-on-the rocks, og ville knusende gerne have en til. Og jeg tudede og fik sagt, at jeg ikke ville være der en dag mere. I den modbydelige snobbeklassefamilie.
Og så blev min søster pludselig skrækindjagende meget STORESØSTEREN. Hun satte sig ned på gulvet ved siden af mig og holdt en lang dundertale til en plat umulig lillesøster. Og der er nogle af de ord, jeg husker tydeligt. De trængte ind.
Men først skal jeg lige føje til, at jeg netop havde forelsket mig i en franskmand, hvis familie var flygtet fra Francos Spanien. Han hed Michel og var en glødende og aktiv kommunist. Og han ville gifte sig med mig. Og det ville jeg også med ham. Og jeg ville hjertens gerne bo i en ussel lejlighed i Paris og var ligeglad med alt andet. Hans forældre var arbejdere, og han var selv teknisk tegner og vist nok en slags mønsterbryder, og han havde et udmærket job og kunne sagtens forsørge mig. Sagde han. Franske kommunister er småborgerlige ( eller var ) – jeg kom til at kende mange. Og kønsrollerne var ikke til diskussion.
Jeg var ikke rigtig klog, sagde søster. Jeg fik sandelig læst og påtalt.
”Du kan gøre, hvad du vil med den der fyr. Men du kan ikke gifte dig med ham, og du vil blive smadder ulykkelig, hvis du gør. Og du kan heller ikke være det bekendt over for far.”
”Over for far?”
”Ja, synes du måske ikke, du skylder ham respekt.”
Jeg elskede min far, og jeg nikkede vist nok, men jeg forstod hende ikke. Hvad kom det far ved?
”Far har sendt dig til en af de dyreste og fineste kostskoler i Danmark. Og så skylder du ham i det mindste, at du bruger din eksamen til noget. Og at du får en uddannelse.”
Jeg husker ikke resten af samtalen, men jeg syntes sært nok pludselig, at hun havde ret, og jeg lovede at tage hjem og at få en uddannelse. Jeg holdt første del af aftalen. Men jeg fjumrede alligevel videre: tog vikarjobs på en skole i København, boede gratis hos min tante og sparede penge op, og da det blev forår rejste jeg selvfølgelig til Paris. Men nu var det for egen regning og risiko, og jeg husker den første tid i Paris som totalt berusende. Jeg havde ikke følt mig så fri i mange år. Set retrospektivt er det jo ikke spor sært: jeg havde været spærret inde de seneste år. På kostskolen var man det i bogstavelig forstand. Hos familien i Boulogneskoven var man det også, selv om jeg der havde en ugentlig fridag + retten til at tage undervisning på Alliance Francaise i Paris en gang om ugen. Alligevel: en dag blev jeg kaldt ind til Monsieur, og han fortalte mig, at en privatdetektiv havde fulgt mig hele dagen for at se, hvad jeg foretog mig. Og jeg havde talt med en mørklødet mand, kunne detektiven berette. Og nu måtte jeg forklare mig!! Man var bange for kidnappere, og det var før hændt, at et barn var blevet bortført med au-pair pigens hjælp. Jeg tror nu, jeg kunne berolige ham. Kort efter blev jeg dog sendt til et gods ved navn Tabaseau i Normandiet, hvor jeg skulle bo sammen med drengen i nogen tid hos en russisk greve. Men det skal det ikke handle om nu.
Det særeste var alligevel, at forholdet til den mand, som jeg et halvt års tid tidligere havde villet gifte mig med, kølnedes stille og roligt. Forelskelsen forsvandt ganske enkelt. Jeg syntes, han var bornert og uden viden om ret meget andet end politik og samfund. Men her lærte jeg jo til gengæld meget af ham. Han tog mig f.eks. en dag med til en zigøjnerlejr, for at jeg skulle se, hvordan Frankrig behandlede sine romaer. Det var en øjenåbner, og dem var der mange af. Og vi blev ved at være venner, lidt fordi jeg syntes, det var synd for ham bare at droppe ham – når jeg nu osv. …
Men det var friheden, der berusede mig. Og vennerne på den nye skole. Vi var studerende i alle aldersklasser og samfundslag, og nogle typer var helt nye for mig: en rigtig livsglad sømand, der sejlede det halve år og studerede et sted i verden det andet halve. Og to gamle husmødre ( gamle? tja de var måske 50 år!!) Og jeg kom til at dele værelse med en pige, som senere blev Simon Spies’ elskerinde ( dem havde han mange af) Hun hed Annie, og var utrolig sød. Skolen, vi gik på, ejedes af Simon Spies og var i øvrigt meget seriøs. Vi havde dygtige lærere til sprog og litteratur. Vi boede uhyre spartansk, og mad havde vi dårligt råd til. Kunne dog spise en varm ret på en restaurant hver dag. Men resten måtte vi klare selv. Og jeg havde i al fald næsten ingen penge til de tre måneder. Men så prøvede jeg at være fattig, og det var jo kun sjovt, når jeg vidste, at det ville høre op igen. Storesøster boede jo i Paris, men hun var i Pyrenæerne i hele universitetsferien, boede hos sin svigerfamilie. Jeg husker sommerdagene på små fortovsrestauranter i Montparnassekvarteret, hvor jeg sad i timevis på en fortovscafé og læste Verlaine eller Baudelaire. Ny og svimlende læsning. Og for en cola kunne man sidde i fred i flere timer og bare se livet strømme forbi. Og læse. Bøger havde jeg råd til, franske billigbøger kostede ikke meget, og flutes med café au lait kunne holde sulten stangen. Kaffe kunne vi købe uhyre billigt på vores billige hotel.
Her er et uddrag af et brev, som min bedstemor skrev til sin niece i 1962 og det viser lidt om, hvor ”passet på” jeg også blev i Paris ( i den første periode!):


 
Ja, det er bedstemors brev til Sigrid, og hun skriver jo, at jeg må forlade huset sammen med en ung mand, som læser til læge. Philippe, søster Hannes forlovede, var blevet præsenteret for familien, og når han kom i sin lille 2CV og hentede mig på fridagene, kunne jeg forlade “fængslet”. Hmm … ja, men han satte mig af i Paris, så jeg kunne nyde min fridag uden vagthund. Og desuden: hele sommeren var han i Pyrenæerne. Men det vidste bedstemor ikke. Og der var jo nok nogen derhjemme, der kunne bede for mig. Det tror jeg, de gjorde. Selv var jeg holdt op med at bede på det tidspunkt. Men det er en anden historie.
Bedstemor:

Ja ja bedstemor, nu kom du til at fylde rigeligt. Jeg minimerer billedet senere. Men du fyldte jo meget i mit liv.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Erindringer – minder. Det er noget sært uhåndgribeligt, jo navnlig fordi begivenhederne er borte, nogle af dem for længe siden, andre for nylig. Men de hører alle fortiden til.
Du husker, du erindrer, du mindes. Men hukommelsen er en svindler. For det, som du så og hørte og som du nu husker – det så, hørte og husker hende, der stod lige ved siden af, da det skete, ganske anderledes. ”Sådan husker jeg det ikke,” siger hun.
Nej, for hukommelsen er måske alligevel ingen svindler, men den er selektiv, og de stærke indtryk, som oplevelsen gjorde i dit sind, satte ingen mærker i dit sidemands. I så det samme, men husker forskelliget.
Sådan er vi alle forskellige i det, vi husker.
Johanne Louise Heiberg skrev for mere end 150 år siden sine erindringer og kaldte dem: “Et Liv genoplevet i Erindringen“. Senere tider har ironisk kaldt dem: “Et liv genopløjet i erindringen.” Denne usmagelige ændring af titlen skyldes vel sagtens, at Johanne L. Heiberg skriver det, sådan som hun husker det og ikke sådan, som arkiverne beretter det.
Og der er MANGE ting, som vi helst vil glemme. J.L. Heiberg var et udsat barn, og der er oplevelser, som hun helst glemmer og som ALDRIG må finde vej til papiret og til andres ufølsomme og nyfigne øren.
Og sådan skal det også være, og glemslen er ingen ulykke. De ulykkelige oplevelser, som vi gerne vil glemme, men ikke kan, de sætter de værste ”gnav- eller ”skav”mærker” i sindet. De er stenen i skoen, og det hjælper ikke at tage fodtøjet af og ryste det. De er uafrystelige.
Jeg har ikke mange af den slags oplevelser. Kun en enkelt. Og den kommer ikke længere end til skoen.
Der er så mange andre tildragelser, som livet gavmildt har kastet ind på mit spor og som har gjort mit liv til en forunderlig rejse, som jeg er taknemmelig for. Og alt det hæger jeg om og tager det gerne frem. Og det vil jeg gerne dele med hvem, der kunne tænke sig en lille bid deraf.
At der så ind i mellem ryger lidt skrammel med, at uundgåeligt. Det må vi sluge, som man sluger kamelen.
Jeg læste Bent Halles erindringsbog forleden. Den hedder: Det man husker. Og burde måske hedde: Det man husker og det, man digter til. Og sådan er det med mange forfattere. De digter til. De kan ligesom ikke lade være med at lade professionen ( digteren) stikke hovedet op gennem bogstaverne og give sit besyv med. Således forsyner Haller den smukke hvide strand mellem Frederikshavn og Strandby med sten. Der har aldrig været sten på den strækning. Men i hans erindring kan man ikke gå der for sten. Og han anbringer et hotel i Strandby, som heller aldrig har været der og lader det endda bestyre af sin egen bedstemor – og han lader Drachmann spille en rolle i hotellets historie ( som i øvrigt får navnet Drachmanns Hotel (!)). Der har kun ligget et sømandshjem i Strandby i de tider – jeg spillede bordtennis der, og vi havde somme tider gæster liggende der, men vi holdt aldrig gilder på det hotel, for der udskænkedes ikke alkoholiske drikke. Strandby var dengang delt ligeligt mellem metodister og missionsfolk, og spiritus havde Fanden skabt.
Haller skaber også. Han husker ikke blot. Og det er hans ret, for han er en stor digter og kan slet ikke lade være.
Jeg er ikke en skaber af Hallers kaliber, så de begivenheder, der skildres i mine erindringer er – ligesom stederne og menneskene – autentiske.
 
 
 
 
 
 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
AFSNIT 3
I BAKSPEJLET
Suzanne Brøgger skriver et sted i Crème Fraiche, at hun lærte arbejdsdisciplin på kostskolen. Jeg har ikke tænkt på det før, men det var uden tvivl en sikker sidegevinst for os, der måtte underkaste os en meget struktureret hverdag, hvor ordet frihed var en by i Rusland.
Min barndom var ustruktureret. Jeg havde næsten total frihed. Fra vi kunne gå, kunne vi gå hvorhen vi ville. Og det gjorde vi. Mor fortalte mig, at hun var blevet forfærdet en dag, hvor hun gik tur i Strandby og pludselig så en lille, rød flyverdragt højt oppe i toppen af et stort træ. Det var mig. Jeg husker det ikke, men har fået historien fortalt: der skulle hjælp til at få ungen ned. Op kunne jeg komme. Helt til tops. Men ikke ned.
I min barndom flød alt ubesværet i tidens strøm, og mine forældre kunne ikke interessere sig mindre for vores gøren og laden – vi skulle opføre os ordentligt, men ellers havde vi frie tøjler. Og havnen var vores legeplads, fra vi var små.
Frihed om dagen. Men den hørte op, når det blev aften. Her trådte sørgelige regler i kraft. Vi skulle altid tidligt i seng. Da vi var små var tidligt efter aftenmåltidet, som indtoges kl.18.00 præcis ( inden far skulle til sidste auktion kl.19.00) – så blev vi vasket, fik en godnathistorie inde i stuen. Mor læste de gamle klassikere højt. Jeg husker Oliver Twist, Børnene i Nyskoven, Kaptajn Grants Børn, men også  ”kvindebøger” som f.eks. Det skete ved Kisum Bakke ( Karen Aabye ). Vi hørte også bøger af Aakjær og J. V. Jensen. Bagefter var det lige i seng. Her snød vi ganske vist, men det kommer jeg tilbage til.
Jeg husker sommeraftner, hvor fuglene sang og fiskerbørnene legede udenfor – og deres stemmer trak så voldsomt, at jeg overvejede at stikke af ud gennem vinduet og lege videre i den lune sommeraften. Kl. var måske  20.00, og det var helt lyst, og søvnen en by i Rusland.
I et lille børneværelse i husets ene gavl sov min lillesøster Dorte og jeg. De tre store havde fået indrettet værelser på loftet. Da jeg var helt lille havde vi også en ung pige boende, men på et tidspunkt begyndte mor at rekruttere piger fra byen, og så fik min bror Anders hendes værelse. Eller værelse er nu så meget sagt. Det var nærmest et skab. Det var så lillebitte, at man akkurat kunne vende sig i det, men ikke tage skridt i nogen retning. Besøg hos ham foregik i sengen. Der var også rart. Når jeg ikke kunne sove, listede jeg forsigtigt op ad trappen – det var forbudt af en eller anden grund, sært nok,  når så meget andet var tilladt – og så kravlede jeg ned under dynen til Anders og faldt i søvn. Det var så trygt.
Havde vi da ikke en tryg barndom? Det er jeg faktisk overbevist om, at vi havde. Jeg tror i al fald, at vore forældre gjorde det bedste, de kunne, for at vi skulle have det. Men jeg var et underligt barn, og jeg havde mange skrækfantasier, som holdt mig vågen om natten. Så var der heldigvis jeg Anders. Og så Bedstemor naturligvis.
Hun havde to stuer ovenpå. Og her regerede hun som en mild suveræn. I det ene værelse sov hun i en mægtig dobbeltseng, og her var jo ligelig plads til et barn, og jeg er sikker på, at hun ikke tog det fortrydeligt op, når jeg kom dabbende i nattens mulm og mørke og krøb ned til hende. Men vi måtte ikke forstyrre Bedstemor. Og jeg måtte jo slet ikke forstyrre mor og far. Mor havde brug for sin søvn.

Bedstemor med salmebogen

Anders og Bedstemor påtog sig det hverv at give plads og trøst til en lille urolig unge (mig)  – måske næsten hver nat. Jeg husker ikke mere, hvor ofte. At jeg var på forbudte veje, når jeg sneg mig op til Bedstemor, vidste jeg jo godt, men dels var det ret ufarligt, og dels var jeg ret ligeglad med forbud. Ja, og en nat blev jeg faktisk grebet på fersk gerning – mor havde ferniseret køkkengulvet om aftenen, og jeg hang uhjælpeligt fast i fernissen og var altså nødt til at hyle mig til assistance.
Utrygheden, hvor kom den fra? For den var jo årsagen til, at jeg lå vågen og var så bange. Jeg var vel bare et frygtsomt barn, vil jeg tro. På nogle områder i al fald, for på andre turde jeg jo alt – jeg var også et modigt barn – og ikke ret gammel, da jeg alene roede ud på havet i en fladbundet pram. Men det vil jeg skrive om senere. Den lykkeligste tid i min barndom knytter sig til havet. Også derfor var Silkeborg en forvisning, det var som at miste sin elskede.
Men lige nu befinder jeg mig på et ferniseret køkkengulv, og jeg belæres venligt, men bestemt, af min far om, at jeg skal blive liggende i min lille, rare seng, og at Guds engle holder vagt, jeg tror endda han mente, at der stod en ved hvert af sengens 4 hjørner. Så ærlig talt, lille barn.
Men jeg foretrækker Bedstemor frem for englene og fortsætter med at hjemsøge hende om natten. I lang tid var jeg bange for spøgelser – på en både hyggelig og uhyggelig måde. Min bror Anders var mester i at fortælle historier, der fik hovedhårene til at rejse sig, og de ville ikke altid lægge sig igen, når lyset blev slukket og forældrene havde sagt godnat. Så kom de listende, de der hæslige spøgelser.Navnlig dem fra Borley Præstegård i England har jeg aldrig glemt.
Men værre var dog døden i sig selv – den, der stod og lurede på en alle vegne. Vi var i 40’ernes og 50’ernes Danmark, og epidemiernes tid var ikke forbi. Børnelammelsen sneg sig ind i mange børnekamre, og jeg frygtede længe for min og mine søskendes liv og førlighed. Så var der spedalskheden. Ja, den var jo ikke spektakulært til stede i Strandby, og så alligevel, for Søndagsskolen viste os film fra Afrika, hvor vi så menneskevrag uden arme og ben trille rundt i sølet suttende på ulækre madrester. Og de smittede, og jeg var ikke tvivl om, at smitten kunne bevæge sig hen over landegrænser og nå min lille seng. Længe rystede jeg af skræk for at blive spedalsk. Og så var der stivkrampen. Vores lærer fortalte levende og grusomt om de frygtelige bakterier, der gemte sig overalt i jorden og som vi såre nemt kunne få i blodet, hvorefter vi ville falde om i smertefulde dødskramper. Og pølseforgiftning ikke at forglemme, som sagtens kunne ramme små, uskyldige børn, og hvis brutale virkninger på menneskekroppen var ubeskrivelige, men som vores lærer beskrev så glimrende, at utallige nætter flåedes fra hinanden og blev til rædselstimer.
Så hændte det alligevel, at jeg vækkede far.  Især når jeg troede, at døden stod lige for døren. For jeg kunne ikke gå til min Bedstemor med så skrækkelige billeder i hovedet. Hun ville bare folde sine og mine hænder og bede bønner til Gud, der slet ikke bekymrede sig om den slags. Det vidste jeg. For det havde jeg prøvet. Far bekymrede sig. Så meget, at han puttede mig på sofaen i kontoret og lagde et tæppe over mig og blev siddende hos mig, indtil jeg sov. Men ham i hånden kunne jeg sove.
Far var en klippe af tryghed. Alligevel vækkede jeg ham kun, når angsten var helt ubærlig, og der ikke var andre udveje. I dag ved jeg, at far bekymrede sig langt mere end jeg anede dengang. At han også var bange. Hans 2 år ældre bror Karl var kun en lille dreng, da han begyndte at få angstanfald og hallucinationer. Han var skizofren. Jeg tror, at min farfar Janus har siddet ved Karls seng og beroliget ham, som min far nu beroligede mig.
Jeg var ikke syg. Men det kunne far ikke vide. Jeg var (over)følsom og ville helt sikkert i dag havde fået en diagnose og en masse medicin. Nu fik jeg i stedet frihed og kærlighed. Det levede jeg højt på, og det virkede helende på sindet, det er jeg ikke i tvivl om.
Min mor skrev et par sider i mit første fotoalbum. Jeg citerer ordret.:
Ja, lille Marianne, nu er du bleven 10 Maaneder inden Mor har syntes, der var noget at skrive. Du har tilbragt din Spædbørnstid saa roligt og stille, du var en kær lille en, der har sovet og spist og taget paa i Vægt, saa at du nu vejer 20 Pund. Udover lidt Forkølelse med lidt Feber har du endnu ingen Børnesygdomme haft. Men nu er du jo ved at blive en stor Pige, der begynder at vise, du ogsaa har en Mening og Vilje. I dag har du for første Gang været ude at rejse med Toget. Du har været i Hulsig til Vibekes 5 Aars Fødselsdag og skønt Toget var saa overfyldt, at vi maatte staa op med dig paa Armen hele Vejen, befandt du dig udmærket og var saa sulten, da vi kom op til Tante Kirsten, at du spiste 2 Portioner Kartoffelmos, inden du var mæt.
Du begynder ogsaa at forstaa hvad vi siger til dig; naar vi skal ovenpaa til Bedstemor jubler du, du er nemlig meget forkælet hos Bedstemor, og Mor haaber, du vil belønne hendes Godhed mod dig, naar du bliver stor.
Hanna og Annalise er ogsaa saa glade for den lille Søster, de er flinke til at køre Tur med dig. Anders er jo endnu for lille til at tage sig videre af dig.
Du er flink til at sove om Aftenen og om Natten, men den sidste Tid har du funden paa at vaagne kl. 6 om Morgenen, og det synes Mor er slemt tidlig, saa er du slet ikke tilfreds, inden du faar din Havregrød kl. 7, du har nemlig en god Appetit, du har spist nyt Mad længe, din Flaske har du ikke faaet, siden du var 4-5 Maaneder. Narresut har du aldrig haft.
7/9 I Dag er det din Fødselsdag. Du bliver fejret i Stilhed, vi har Skarlagensfeber. I dag skal Hanne paa Sygehuset. Annalise kom derned for 8 Dage siden; nu haaber vi, du slipper fri, du har siden Mor skrev sidst haft daarlig Hals og Mellemøreb. men i Dag er du helt kvik, du maa komme ud i Dag, men det er bleven Regnvejr, saa maa vi vente.
18/10 I Dag maatte du paa Sygehuset, lille Pige. I morgen paa Mors fødselsdag skal du opereres for Mellemørebetændelse, der var ikke andet at gøre, dit Øre blev ved med at være daarligt, og vi har været hos Specialist Dr. Hald med dig i dag, og han indlagde dig med det samme, det var hverken du eller Mor glade for, nu haaber vi, det gaar godt i morgen.
19/10 – I Dag har Far og Mor været paa Sygehuset, og du har det godt, men Far og Mor maatte ikke komme ind til dig, da Sygeplejersken var bange, du ville græde, men vi kiggede ind til dig, og du laa saa stille.
21/10 – I dag har Mor været inde hos dig med lidt Legetøj, nu har du det nemlig meget godt.
22/10 I dag er det Søndag og baade Far og Mor har besøgt dig, og du var saa stor en Pige, at du slet ikke græd, da Far og Mor gik.
9/11 I dag er du kommen hjem, nu er vi alle glade og haaber, du maa være helt rask.
24/11 – Du har det stadig godt, og nu venter vi paa, du snart skal begynde at gaa alene, du kan staa alene, men du tør ikke gaa endnu.
5/12 I dag har du taget dine første Skridt alene, altsaa 15 Maaneder. Du var lidt stolt deraf og det var Mor ogsaa.
24/12 – I Aften er det Juleaften, og du har danset om Juletræ og faaet Julegaver og moret baade dig selv og os andre, nu er kl. halv 11, og du er samme med co. kommet i Seng.
24/12 1945 – Ja, lille Pige, nu det et helt Aar siden Mor skrev sidst og i den lange Tid har du vel nok udviklet dig meget; du har faaet lært mange, mange Ting, du taler fuldstændig rigtigt og leger Dagen lang med Hanna, Annalise og Anders, og i Aften Juleaften har du rigtig været i Humør, du har faaet saa mange Julegaver, som du rigtig morer dig med. Du har i det forløbne Aar ikke været syg. Kun har du haft dit Kraveben brækket, og det var en Søndag i September, du var med Hanne i Søndagsskole; da faldt du ned fra Bænken og saa var det sket. Du sagde ogsaa: “Nu vil Janne ikke i Søndagsskole mere,” men det har du nu glemt og været med Hanna siden. Du er saa fuld af Morskab og selvfølgelig meget forkælet, du har en lille Dukke, der hedder “Sidsel”, og den elsker du, den sover hos dig, og du er en sød lille Mor for den.”
 
Her slutter mors optegnelser. Jeg undrer mig lidt over to ting: at jeg fik sutteflaske fra spæd vidste jeg godt, men at jeg blev vænnet fra at sutte 4 måneder gammel, vidste jeg ikke. Og mor havde lært barnepleje på husholdningsskolen i Silkeborg! Og det andet sære er, at hun overlod mig og barnevognen til mine to “store” søstre. De fik altså lov at køre ture med mig, og de var 4 og 6 år. Hmmm … det var dog tidligt. Anders var 2 år og altså for lille til at passe mig. Dog.
Her et par billeder fra Lilletiden – de er desværre teknisk ringe, men det kan jeg ikke gøre noget ved:

Annalise, Anders, Marianne, Hanna ( mor skriver både Hanna og Annalise – vi har aldrig været gode stavere i familien, og jeg har nu altid skrevet Annelise og Hanne)

Den her lille opvisning husker jeg tydeligt. Prüz var min bedste ven, og han lavede dette nummer, hvor han dansede rundt i gården med mig på hånden, så længe han kunne bære mig på den måde. Det hed en prüssetur. Vi var venner hele min barndom. Prüz var vognmand og kørte for min far. Senere fik jeg lov til at køre rundt i Vendsyssel sammen med ham i hans lastbil. Utroligt egentlig. Men han var så glad for mig, havde selv voksne sønner, men ingen børnebørn, og jeg blev totalt adopteret. Engang spjækkede jeg fra skole, det har vel været i 1. klasse og tog med Prüz til Ålborg. Vi var bl.a. på besøg hos en kunstner, som han kendte, og som lavede sære Kristusfigurer, han hed, så vidt jeg husker Laier. Ja, nu husker jeg: pastor Laier.
Efter min lillesøster Dortes fødsel, blev mor meget syg, og lå vist nok flere måneder på sygehuset, og de store børn kom med far ind til hende. Men jeg måtte ikke. Var for lille – det forstår jeg ikke, men det er den forklaring, jeg har fået. Selvfølgelig savnede jeg min mor, og jeg gik hen til Prüz og græd vel så hjerteskærende, at han reagerede på stedet. Han kørte mig ind til mor. Jeg husker det kun ganske svagt, og i min erindring sidder jeg på stangen af hans cykel. Men nu kan jeg ikke forstå, at han virkelig cyklede mig derind. Han var jo for pokker vognmand. Jeg var 3 år dengang, og det var om vinteren, Dorte blev født, men det var om foråret, han kørte mig til sygehuset. Det er helt sikkert. Og jeg synes nu at huske, at han cyklede mig derind.
Prüz omkom ved en ulykke. Han kørte ind i Skagenstoget. Overså blinket. 
På nedenstående billede ses jeg med min første ( og eneste) barnekæreste. Vi var uadskillelige og havde aftalt ægteskab, når vi blev store. Det gik anderledes.
 


‘Han hedder Jens Bjørn Hansen og var søn af læreren på Strandby skole. Senere blev han kendt som en af De gyldne Løver – men her er han en lille dreng. Og han svigtede mig slemt. Året efter, at det her billede blev taget, og vi er 6 år, flyttede familien til Frederikshavn, og jeg besøgte Jens en søndag. Han tog mig med ned i et mørkt beskyttelsesrum fra krigens tid, og herinde i det buldrende mørke fortalte han mig, at han havde fået en ny veninde, og at det altså var slut med os to. Jeg husker, at mit lille hjerte gik i tusind stykker.