Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Erindringer – minder. Det er noget sært uhåndgribeligt, jo navnlig fordi begivenhederne er borte, nogle af dem for længe siden, andre for nylig. Men de hører alle fortiden til.
Du husker, du erindrer, du mindes. Men hukommelsen er en svindler. For det, som du så og hørte og som du nu husker – det så, hørte og husker hende, der stod lige ved siden af, da det skete, ganske anderledes. ”Sådan husker jeg det ikke,” siger hun.
Nej, for hukommelsen er måske alligevel ingen svindler, men den er selektiv, og de stærke indtryk, som oplevelsen gjorde i dit sind, satte ingen mærker i dit sidemands. I så det samme, men husker forskelliget.
Sådan er vi alle forskellige i det, vi husker.
Johanne Louise Heiberg skrev for mere end 150 år siden sine erindringer og kaldte dem: “Et Liv genoplevet i Erindringen“. Senere tider har ironisk kaldt dem: “Et liv genopløjet i erindringen.” Denne usmagelige ændring af titlen skyldes vel sagtens, at Johanne L. Heiberg skriver det, sådan som hun husker det og ikke sådan, som arkiverne beretter det.
Og der er MANGE ting, som vi helst vil glemme. J.L. Heiberg var et udsat barn, og der er oplevelser, som hun helst glemmer og som ALDRIG må finde vej til papiret og til andres ufølsomme og nyfigne øren.
Og sådan skal det også være, og glemslen er ingen ulykke. De ulykkelige oplevelser, som vi gerne vil glemme, men ikke kan, de sætter de værste ”gnav- eller ”skav”mærker” i sindet. De er stenen i skoen, og det hjælper ikke at tage fodtøjet af og ryste det. De er uafrystelige.
Jeg har ikke mange af den slags oplevelser. Kun en enkelt. Og den kommer ikke længere end til skoen.
Der er så mange andre tildragelser, som livet gavmildt har kastet ind på mit spor og som har gjort mit liv til en forunderlig rejse, som jeg er taknemmelig for. Og alt det hæger jeg om og tager det gerne frem. Og det vil jeg gerne dele med hvem, der kunne tænke sig en lille bid deraf.
At der så ind i mellem ryger lidt skrammel med, at uundgåeligt. Det må vi sluge, som man sluger kamelen.
Jeg læste Bent Halles erindringsbog forleden. Den hedder: Det man husker. Og burde måske hedde: Det man husker og det, man digter til. Og sådan er det med mange forfattere. De digter til. De kan ligesom ikke lade være med at lade professionen ( digteren) stikke hovedet op gennem bogstaverne og give sit besyv med. Således forsyner Haller den smukke hvide strand mellem Frederikshavn og Strandby med sten. Der har aldrig været sten på den strækning. Men i hans erindring kan man ikke gå der for sten. Og han anbringer et hotel i Strandby, som heller aldrig har været der og lader det endda bestyre af sin egen bedstemor – og han lader Drachmann spille en rolle i hotellets historie ( som i øvrigt får navnet Drachmanns Hotel (!)). Der har kun ligget et sømandshjem i Strandby i de tider – jeg spillede bordtennis der, og vi havde somme tider gæster liggende der, men vi holdt aldrig gilder på det hotel, for der udskænkedes ikke alkoholiske drikke. Strandby var dengang delt ligeligt mellem metodister og missionsfolk, og spiritus havde Fanden skabt.
Haller skaber også. Han husker ikke blot. Og det er hans ret, for han er en stor digter og kan slet ikke lade være.
Jeg er ikke en skaber af Hallers kaliber, så de begivenheder, der skildres i mine erindringer er – ligesom stederne og menneskene – autentiske.