Her kommer i ganske frisk form og aldeles uredigeret et nyt kapitel. Det kan ændre sig meget inden udgivelsen af bogen. Tag det med et gran salt. Vi er nået til første verdenskrig, som altså ikke går ganske hen over hovedet på Hulsigboerne. Ganske vist holder Danmark sig neutral i krigen, men man vil på en gang gerne holde sig gode venner med de allierede og med naboerne ( Kejsertyskland,) og da Tyskland beordrer danskerne at lægge miner ud i danske farvande, så adlyder de. Til skade for englænderne naturligvis og til forplumring af det hele krigsscenarium. Her kommer kapitlet:
Kapitel 19
Rannerød og Hulsig 1916
Krig og fred
”Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle den tids regnebøger ud. Hvad han lavede til 14 års alderen, ved jeg intet om. Han var landbrugselev ( vist Ladelund) og senere på højskole. De almindelige skolefag var han for længst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op på gården. Han talte ret flydende med dem, og vi blev inviteret til at besøge dem ombord på krydseren Lion.”
Lars Hesselholt: Hulsigminder
”Er det sandt?”
Det var blæst op, og vinden fejede kulde gennem byen og holdt folk hjemme fra marker og hav. I brugsen havde der efterhånden samlet sig en hel lille flok, og som formiddagen skred frem, voksede den, til der næsten var trængsel i den lille butik.
Det forlød, at der lå fjendtlige krigsskibe ankret op ude i bugten, og at en hel flok officerer var gået i land. Var det mon tyskere? Og det rygte svirrede også, at de var marcheret til Hulsig. Men ingen havde set dem. Kun August Trane, som var ved stranden for at kigge til sin båd. Han så dem, da de roede mod land, hvor de trak jollen op på stranden. Bagefter tog de vejen mod Hulsig. Hvad mon de havde i sinde? Næppe noget godt. Var krigen kommet til Hulsig? Det gøs i folk.
”Ja, vel er det sandt. Så sandt som at jeg står bag min disk.” Og uddeleren stod jo rigtignok bag sin disk. Og sikkert var det, at han vidste alting før alle andre, måske med undtagelse af høker Westergaard, for hans Juliane var en avis, der flagrede om mellem gårdene og samlede ind og gav ud, når der var gode eller onde tidender, hun skelnede ikke så skarpt. Bare der var kød på historien. Hun var så ulig uddelerens kone, Magdalene, der aldrig lukkede op for sin viden om folk, var den end nok så stikkende. Uddelerkonen var i det hele taget noget indesluttet, syntes folk, og hun viste sig ikke gerne udenfor butikken. Der var dem, der mente, at hun var storagtig, fordi hun kom fra en større gård end nogen af dem i Hulsig.
I det samme kom Karredfolkene ind, og de boede jo så havnært, at de måtte have set et og andet. Havde de det? spurgtes det, mens alle blikke rettedes mod Anders Christian Thomsen og sønnen Carl Henning.
Jo, kanske nok. De stod og nød rampelyset uden at sige mere. Men kunne de få en dram til at skylle halsen, sagde Carl Henning, så skulle de berette, hvad de vidste. Og det var ikke småting. Men så skulle den også være stor.
”En dram? Men se, vi har jo ikke hjemmel til at skænke ud i butikken.”
”Nå, men så går vi til høkeren,” sagde Anders Christian og greb fat i sønnens arm.
”Nej, tøv lidt. En dram, siger I. Jo, det kan vel ikke skade for en gangs skyld.” Anders Andersen bøjede sig og trak en flaske frem. Han stod lidt og fingererede ved den og så forlegen ud, mens han skottede til døren bag sig, men den forblev lukket, og pludselig trak han med en rask bevægelse proppen af og rakte flasken til Anders Christian.
”Ja, glas har jeg ingen af. Det er jo ikke nogen beværtning.”
”Vi klarer os,” sagde bonden og drak en slurk, så rakte han flasken til sønnen, der forsynede sig og sendte den videre. Lidt efter havde den været raden rundt, hvorefter den endte sin vandring hos uddeleren, der hastigt lod den forsvinde under disken.
”De er på vej til krigen, og de er spækkede med kanoner, og der står Lion på et af skibene, og det betyder løve på engelsk, så det er altså ikke den tyske Kejsers skibe.”
Der var stille en tid, mens hver enkelt tyggede på nyheden, så sagde Martin Kristensen fra Klarup, at han havde læst i Vendsyssels Tidende, at tyskerne havde tvunget danskerne til at lægge miner ud for at forhindre de engelskes indtrængen i danske farvande.
Det var da vel løgn?
”Jeg siger jo, det har stået i avisen!!”
Jo, sandt nok. Men var de engelske så fjender eller venner?
”Ingen af delene. Vi er neutrale,” sagde uddeleren.
”Er du sikker på det?”
”Ja.”
”Så er der vel ingen fare?”
”Nej, med mindre …”
”Med mindre …”
Men nu tav Anders Andersen. For hvad vidste man? At der var dyrtid og varemangel, det var det eneste, der var helt sikkert.
Han sagde henvendt til Karredfolkene:
”Gik I virkelig på havet i det vejr?”
”Vi er ikke kællinger ude hos os i Karred, vel Carl Henning?” smilede den gamle og daskede sin søn på skulderen. Han lo, som om der aldrig havde været nogen krig, og latteren smittede. Pludselig havde alle noget at more sig over, og lystigheden voksede til et sådant spektakel, at døren gik op og Magdalene trådte over tærsklen.
”Forretningen går nok stygende i dag,” sagde hun, men lød ikke just munter.
”Ja, lille mor, her handles.”
”Og spildes.”
Folk begyndte lidt forlegne at rode i lommerne, som ville de sikre sig, at der var mønter. Magdelene henvendte sig høfligt til den nærmeste.
”Hvad skulle det være?”
Christian Peter Larsen fra Krøggården halede en mønt frem og klaskede den ned i disken med et lille smæld.
”Et fjerdingspund rosiner, men så skal jeg også have et smil med i købet.”
Magdalene så på ham. Gravalvorlig, men hvis hun havde besluttet at holde smilet i ave, så mislykkedes det. Christian Peters kønne ansigt med et så glad smil på læben kunne selv ikke hun modstå. En antydning af mildhed gled over hendes ansigt.
I det samme gik yderdøren op og den kolde vind fra pladsen udenfor fejede ind i lokalet sammen med en ung mand, der lidt forpustet masede sig frem til disken.
Der blev helt stille i butikken, da de så, hvem det var. Karl fra Hesselholt. Men det var jo som at trække selve sensationen indendørs. Han stod lidt og virrede med hovedet, som om han kunne finde på at stange, og man trak sig en anelse væk fra ham. Fyren var tovlig i hovedet, det vidste enhver, men landsbytosser skulle der også være plads til. Nu gjorde de plads.
Karl så sig forbavset om, så vendte han sig mod uddeleren og sagde, at hans far havde sendt ham, fordi de havde fået gæster på Hesselholt og var løbet tør for cigarer.
”Cigarer, nej virkelig? Men ved din far ikke, at der er krig og rationering. Cigarer har vi ingen af.”
”Jamen, så undskyld. Far mente, at uddeleren havde lagt lidt til side fra før krigen.”
”Nå, mente han det. Men hør, Karl, disse soldater, er de virkelig engelske?”
”Ja.”
”Men så kan I jo ikke tale med dem,” sagde uddeleren.
”Jo.”
”Hvordan? med fingersprog?”
”Nej, med ord.”
”Ord?”
”Ja. Min far taler engelsk.”
Det var en nyhed, og der blev en mumlen rundt om.
”Det er sgu’ da rigtigt,” sagde August, ”han har selv lært sig det.”
Tosserier, mente folk. Men dem fra Hesselholt, de var nu jævnt hen noget sære. Dygtige, men sære.
”Ja, for vi ville nemlig til Amerika engang,” sagde August og så pludselig trist ud.
Da den unge karl var gået igen, vedblev der en tid at være stille i butikken. Enhver tænkte sit. Også Anders Andersen. Han var en af de få tilflyttere i sognet, men vidste jo som enhver anden, at den sølle dreng var rent forrykt og slet ikke kunne styre sig, når galskaben tog ham. Stakkels knægt. Og så meget han måtte have at bære på af skyld og skam. Der gik det rygte, at det var ham, der havde fabrikeret den knaldhætte, der skød øjet ud på hans bror Lars, så han måtte opgive sine planer om at blive dyrlæge. Han var jo så blevet lærer i stedet, det kunne selv en enøjet blive, ja, det var vel i grunden en fordel at være en smule enøjet, når man daglig skulle drages med barnerumper. Sørgeligt var det nu alligevel. Godt, at de selv havde fået et sundt barn. Men havde de nu også det? Lille Vera var så alvorlig altid og så gammelklog, og hun kunne sidde i timevis alene med sin dukke. Det var da ikke normalt. Eller var det? Men hvor skulle hun også få munterheden fra? Magdalene var ikke just en humørbombe, og selv plagedes han ofte af tungsind. Men det var godt, at barnet snart skulle begynde skolen, så fik hun vel andre venner end dukkerne.
*
Hun skulle gå helt alene i dag. Den første gang gik mor med. Det var i går. Nu var det anden gang, og hun var en stor pige, og Rannerød var jo ikke pokker i vold, havde far sagt, og hun kunne sagtens gå det lille stykke alene, bare hun passede på hestevognene og de løse hunde.
Godt, at hun ikke skulle gå til Pokker i Vold, som hun ikke engang vidste, hvem var eller hvor boede, men som lød til at være rigtig fæl. Lærer Vilhelmsen kendte hun fra i går. Og han var ikke fæl. Han havde læst historier for dem og lært dem at se lige ud og ranke ryggen. Og i aftes, da de sad omkring det lille bord i køkkenet, havde far pludselig set så sært på hende og sagt: ”Hvordan er det dog, du sidder, barn?” og hun var lige ved at falde tilbage igen, men så sagde mor: ”Det har de lært i skolen, Anders.”
”Ja, du er en dygtig pige,” havde far så sagt, og mor havde nikket og været enig med ham. Godt, de havde hende, så havde de da noget at være enige om.
Hun hoppede, fordi det var for kedeligt at gå helt almindeligt, og måske kunne hun hoppe hele vejen til skolen, hvis hun gjorde sig umage, men hun nåede ikke ret langt, før en eller anden busede ind i hende bagfra, selv om hun havde sin fineste kjole på og var lige ved at falde. Hun blev ked af det og bange og begyndte at løbe, men fyren løb efter hende, det kunne hun høre, og nu overhalede han hende og standsede op lige foran hende og det så brat, at hun busede ind i ham. Han var vel nok fæl, han hed sikkert Pokker og boede i Vold, og hun var lige ved at græde, men så kom hun til at se rigtigt på ham, og det var jo bare mejeristens Hans Holger, som slet ikke var spor slem, og nu sagde han, at han bare havde villet følges med hende.
”Så behøvede du jo ikke at skubbe til mig,” sagde hun.
”Nej, men du gik så sjovt.”
”Jeg gik ikke. Jeg hoppede. Var det sjovt?”
”Ja.”
”Vi kan hoppe sammen.”
”Jeg vil hellere holde dig i hånden,” sagde han og så ned, som om han alligevel ikke mente det.
”Det må du godt. Hvis du slipper igen.”
Han nikkede og tog hendes hånd. Først gik de så langsomt, de kunne, men det sidste stykke løb de, og han slap hende, inden de nåede skolegården.
Uden for skolen havde der allerede samlet sig mange børn, og det var godt, hun ikke var hoppet hele vejen herhen, så ville hun nok kun være nået halvvejs. Hans Holger så ikke til hendes side, han sluttede sig til de andre drenge og begyndte at løbe om sammen med dem.
Så stod hun helt alene. Og nu savnede hun mor. Mon ikke, hun skulle løbe hjem? Så fik hun øje på en anden pige, der også stod alene, og som nu kom hen og stillede sig ved siden af hende og kiggede på de andre børn, ligesom Vera gjorde. Sådan stod de længe, som var de tilskuere til det årlige dilettantstykke og helt ligeglade med hinanden.
”Du er uddelerens Vera,” sagde pigen pludselig.
”Det ved jeg da godt,” sagde Vera.
”Men du ved ikke, hvem jeg er,” sagde pigen.
”Så kan du jo bare sige det,” sagde Vera.
”Jeg hedder Sigrid og bor i det der hus.” Hun pegede på et lille, hvidkalket hus uden lade og stald.
”Hvorfor har I ingen lade? Det har alle andre undtagen lige læreren og høkeren og far.”
”Det er løgn. Der er også Emanuel skrædder og tømrer Madsen og banevogteren og klokkeren og min far. De har heller ingen lader.”
”Så er de fattige, for det kommer nemlig an på hartkorn, det siger min far selv, ja hartkorn nemlig,” sagde Vera.
”Far har ikke brug for korn. Han bruger orm. Han er fisker. Nemlig.”
”Nå.”
”Men derfor kan vi godt lege,” sagde Sigrid. ”Vi kan gå over til mig, når vi får fri.”
”Så skal jeg hjem,” sagde Vera.
”Må jeg gå med?”
*
”Du må ud og fodre dine små høns, de kagler slemt derude i skolegården.”
”Du kan selv være en høne, lille Emma. En hønemor er du i al fald.”
Jens Peter betragtede det fine, lille genrebillede, der foldede sig ud for hans øjne. Emma, der sad i sofaen og ammede lille Hjørdis, mens Ragnhild og Karen, der fra hver sin side trykkede sig ind til hende. Han følte sig med et så rig, trods alle de armodsbekymringer, der daglig lå og gnavede som en lænke om hans hals. Lærerlønnen strakte sandelig ikke langt til en familie med et sådant vokseværk som hans.
”Kom lille Bjørn, så går vi to mandfolk i skole, så kan mor og pigerne have det så godt.”
”Jeg vil også have det så godt,” surmulede den lille purk.
”Du er en filur er du, min lille gut, men kom nu pænt og artigt med far.”
I dag skulle han have Lilleklassen og med alle de små nye hoveder kunne det blive morsomt.
”Tror du ikke, Bjørn, at det bliver morsomt,” sagde han og trykkede drengens hånd.
”Jeg vil hellere blive hjemme ved mor,” sagde drengen, og Jens Peter forklarede ham tålmodigt, at man måtte ud i verden for at blive en stor og stærk og tapper karl.
”Ja,” mumlede drengen og sparkede lidt til gruset, som Jens Peter så omhyggeligt havde lagt i havegangen. Han så ud over urtehaven. Sikke et rod! Når han i morgen skulle have de store børn i skole, tænkte han, så måtte han have dem i gang med lugning og rivning. Urtehaven trængte slemt. Og de havde jo kun godt af fysisk arbejde, prøvede han at overbevise sig selv om, med det lykkedes kun halvvejs, for han vidste jo udmærket, at børnene stort set ikke havde andet derhjemme end fysisk arbejde i en målestok, der langt overgik det rimelige. Flere af knægtene var allerede krumbøjede af slid, tænkte han. Men det var jo mere Emma end ungerne, det drejede sig om, hun kunne ikke overkomme så meget med alle de småfolk, hun havde at se til. Og dem var han jo delvis skyld i, så det var vel rimeligt nok, at han sørgede for hjælp til det tunge arbejde. Og både små og store elskede jo Emma og ville gå gennem ild og vand for hende, en smule lugearbejde kunne de sagtens klare og hun stod jo altid parat med et kernesundt traktement, når de havde knoklet nogle timer i haven.
Jens Peter fløjtede. Han var ikke utilfreds med sit kald i Rannerød. Og at det var et kald tvivlede han ikke på, og han ville forvalte det samvittighedsfuldt. Kendte sin opgave: at forvandle børnene til raske og stærke unge, sunde på krop og sjæl og med klare tanker. Det var hans mål, hans ideal. Og idealer måtte man værne om og give videre til børnene, så en ny og stærkere slægt kunne vokse op. Der skulle være grøde, ikke blot på markerne, men i folket.
Men nu måtte han se at få børnene ind. De havde ventet alt for længe. Han begyndte at genne dem til dørs, som var de virkelig en kyllingeflok, han skulle jage ind for natten og alle dens lurende farer.
Sundhed, tænkte han, da han lidt efter var kommet til rette på sin stol, og de små poder var færdige med de øvelser, han altid begyndte skoledagen med. ”Ret ryggen! Bøj og stræk! Bøj og stræk!”
Nu skulle børnene hvile en stund, og de måtte gerne snakke, han lyttede til de små pip og den glade kvidren og glædede sig over deres frimodighed. Om lidt ville han tale til dem, for små øren lyttede bedre end store, den erfaringen var han vist ikke ene om at gøre.
Han kom pludselig i tanker om et af digtene af Johannes V. Jensen, som han i aftes havde læst højt for Emma. Hun havde ikke forstået det, og pludselig slog det ham, at Jensens digte vel i grunden slet ikke egnede sig for kvinder og børn. Disse stærke ord, der gnistrede af ubændig manddomskraft og af vilje til handling.
Han rejste sig og kiggede ned i de små barneansigter, så sagde han højt: ”Jeg vil bekræfte de raske i retten til riget.”
Børnene glanede forskrækket, som havde han skændt på dem, og han skyndte sig at fiske sit mest fredelige smil frem og sende det rundt.
”Ja, kære børn, sådanne ord forstår I ikke, men en dag vil I forstå.”
Og han tænkte, at det var hans kald at sørge for, at disse klarøjede og kloge bønderbørn kunne vokse op og blive sunde og stærke. Så de kunne erobre retten til riget.