Billedet forestiller min mor 

ELLENS OPTEGNELSER:

 
Nedenstående indlæg er skrevet af Ellen Åmand, der i ca. 50 år ejede sommerhuset “Lærkereden” – Ellen solgte huset i 2011. Hun har boet hele sit voksne liv i Sverige, var gift med Knud Åmand, der døde for nogle år siden, og sammen har de børnene Ulla, Marianne og Lasse.
Herunder nedstående artikels forfatter Ellen Åmand

I de mange år, familien boede i Tranestederne i sommerperioden, brugte de, som man kan se af indlægget, ikke kun tiden til feriesysler som badning og traveture, men knyttede gode kontakter til beboerne i nærheden, og Ellen fortæller herunder om de mange kendte og ukendte naboer, som de lærte at kende gennem årene.
Det er ikke lykkedes mig at sætte billederne ind endnu, men jeg arbejder på sagen, og indlægget vil blive forsynet med billeder fra Ellens kamara + enkelte fra mit eget.
Ellens indlæg er samlet i et lille hefte, der har titlen Gårdene på Tranevej. Det kan muligvis bestilles hos Ellen. Herom senere.
HISTORIER OM GÅRDE OG HUSE VED TRANEVEJ FOR-TALT AF ELLEN ÅMAND
A la recherche du temps perdu!(Marcel Proust)
På spaning efter den tid som flytt!
På sporet af den tabte tid!
Langs hele Tranevejen lå der böndergårde, da vi kom til Tranestederne.
Prästen Christian Houkjär skrev i sin bog : ”Fra Flyvesandets egne”
I 1878 husede Skagen landsogn kun 15 familier i lokaliteterne Hesselholt, Lundholm, Klarup, Hulsig, Karred og Tranestederne. En filialkirke til Skagens kirke blev opfört i 1894, og den fik i lighed med jernbanestationen, der var ble-vet etableret 4 år inden, navnet Hulsig, og på den måde fik den hyggelige lille landsby så det navn.
GAARDLUNDS GÅRD
Nede i selve Hulsig lå storbonden Gaardlunds gård, hvoraf en stor del nu er ble-vet solgt fra til hotel Skagen Strand. Gårdlund og hans 2 sönner dyrkede et stort areal med kar-tofler. Hulsigkartoflerne fra den gode sandjord var meget läkre. Han solgte dem i sin svinestald, som var temmelig ny men ikke havde väret i drift så länge. Han havde også et stort stykke med jordbärplanter til selvpluk, som vi benyttede mange somre. Han indrettede efterhånden värelser til udlejning og et cafeteria i svinestalden. Nu var det turisterne, som var en del af indtägten.
Hotel Skagen Strand er blevet meget populärt. Det er et stort areal med lave hu-se og gode muligheder til motion bl a en svömmehal. Mange af vore gäster har boet der, og min bror holdt sit guldbryllup med stor fest og lejede huse til hele familien.
LILLE LOUISE
Längere nordpå lidt nede ad Karredvejen lå gården Lille Louise. Henning Thomsen fortäller, at hans far köbte den og drev den som landbrug, så det var hans barndomshjem efter at familien var flyttet fra Karredgården.. Den blev se-nere indrettet til at leje ud til turister, og det var der Folke og Dagny, vore sven-ske venner, boede til leje sommeren 1962. da vi besögte dem og var så heldige at komme i forbindelse med Laurits og köbe en sommerhusgrund af ham.
Lidt längere mod nord lå ERIKSLUND, Laurits og Kristas gård.

Laurits og Krista var de første, vi kendte i Hulsig, da det jo var fra deres gård sommerhus-grundene var udstykket. – Vi vilde gerne plante noget til at lä, så Laurits skaffede planter fra Hedeselskabet. Vi tog derover om efteråret 1962 og lånte et andet sommerhus ved Tranevej, som tilhörte en familie Hylander fra Skagen og plantede fyr og gran efter Laurits rådgivning.
Pileskud fik vi af Laurits fra hans egne träer, de drak meget vand, og grunden var jo fugtig.
Det var meget hyggeligt at besöge dem på gården, hvor vi köbte äg af Krista. Kökkenet var indrettet med faste bänke langs väggen og solide möbler lavet af godt egetöm-mer fra et skib, som var strandet ved Kandestederne. Det var fra Finland og i god stand, da det blev drevet ind på stranden af en heftig vestenstorm. De som var med i red-ningsväsenet som, Laurits var, havde reddet söfolkene, og de fik lov til at dele strandingsgodset og tömmeret, da skibet blev hugget op. Alt kunde jo genbruges rundtom i husene, tömmer var en mangelvare.
Laurits mor var död af tuberkulose, da han kun var 10 år. Faderen, gamle Erik havde väret sömand i sine unge år, inden han giftede sig og blev bonde. Han gik med en guldring i öret fra den tid. Agnethe, husholdersken fra Tranegården, som havde kendt ham, fortalte, at han var håndsnild og viste os nogle ting, han havde lavet til Ulla Poulsen. Han er omtalt i skuespilleren Thorkild Roses fortälling om en St. Hans aften på Tranegården på Johannes Poulsens tid fra ”Bogen om Jo-hannes skrevet af hans venner”.
Laurits fortalte, at hans forfädre var kommet til Nordjylland, da Köbenhavn blev bombet af Engländerne i 1809,og mange var blevet hjemlöse. De fik tilbudt et stykke jord i öde egne i Danmark, hvor de med stort slid kunne opbygge en bon-degård at leve af.
Da vi kom, havde Laurits og Krista köer, grise, får og höns og dyrkede mange kartofler, rug og hvede og höstede hö til vinterfoder. Helt inde blandt klitterne havde Laurits nogle jordstykker med gräs. Han viste os på et kort, at han faktisk ejede et stykke jord, som gik helt over til Vesterhavet, men det var blevet fredet, og han havde fået en latterlig lille sum i erstatning. Det var han bitter over. Han tjente jo heller ikke store summer ved at sälge sommerhusgrundene, men sagde, at han var tilfreds, hvis vi var glade for vores grund og vilde bo der i mange år, og dette önske har vi jo opfyldt.- .
Laurits var en rigtig lun jyde. Da min söster kom på besög, og jeg präsenterede hende, sagde han: Er det din söster Ellen, hon ä moj kjönnere end du.! Da vi for-talte om en tur til Rold skov sagde Laurits, at der kunde vel ikke väre noget kjönt syd for Limfjorden.
Da Laurits og Krista havde guldbryllup midt i vinteren, blev vi inviteret med til en fin fest på Ingers hotel. Vi boede i Lärkereden, selvom det var hundekoldt. Vi havde jo gode dundyner og gasovnen. Der fik vi hilst på de 4 sönner, som havde fået gode håndvärksuddannelser og var flyttet sydpå. Der var også mange naboer og venner. Bordet var däkket med fint porcelän og smykket med smukke figurer fra den kongelige porcelänsfabrik og väggen dåkket med et stort dannebrogs-flag. Der blev holdt mange hjertelige taler, og efter middagen var der musik og dans. Det var rörende at se Laurits og Krista danse brudevalsen, medens vi klap-pede – Näste dag var vi nede på gården og spise en god frokost med öl og snaps og havde det väldig hyggeligt med familien. Vi gik ind gennem den fine äresport, som börnene havde rejst udenfor dören. – Ja de forstod at holde gilde.
 
En kold vinterdag skete der et flyvehavari over Laurits mark. Et övelsesplan fra flyvevåbnet i Aalborg fik vanskeligheder og slog ned ikke langt fra gården. Pilo-ten nåede heldigvis at skyde sig ud med katapult og havnede i Ålbäk bugt. Lau-rits viste redningsmändene vejen ud gennem klitterne til stranden, så de nåede at bjerge piloten, inden han frös ihjäl. Han kom senere på besög og takkede Lau-rits.
Laurits og Krista nåede også at komme en tur til Göteborg med Hylanders bil. Det var de meget glade for, de havde jo ikke väret på mange udenlandsrejser i deres liv. De huskede alle detaljer fra turen mange år efter.
3. Men det havde väret et slidsomt liv på den lille gård. Til sidst fik Laurits gigt og måtte ligge på en sofa inde i stuen en stor del af dagen. Krista havde diabetes, Mange naboer og venner kom på besög med friske markbuketter og andre gode ting. Sine sidste dage tilbragte Laurits oppe på det hyggelige Skagen sygehus, hvor vi tog afsked med ham, den gode og hjälpsomme mand. Krista måtte sälge gården, fik en god moderne pensionistbolig i Ålbäk og kom senere på et hygge-ligt plejehjem i Skagen, hvor vi besögte hende mange gange.
KARREDGÅRDEN
Längere nede ved stranden ligger en smuk gård, lang og lav med stråtaget beva-ret. Den passer så godt ind i landskabet. Vores gode ven og hjälper anlägsgartne-ren Henning Thomsen er födt der, men nu er der nye ejere, som har restaureret gården fint. Det er blevet en hestegård og Marie Husth har fortaltt, at mange he-ste engang var sluppet lös og pludselig stod inde i Husths gård. Marie var jo ikke bange for heste, selvom de var en hel flok, så hun gik ud og fik dem gennet hjem til deres egen gård igen.
Hennings far havde en båd og gik ud at fiske med Johannes Poulsen de år han boede på Tranegården. Han lavede også en bådebrygge til Ulla og Johannes.
Henning var den yngste af 5 söskende, 4 drenge og en pige, Kaja Margrethe, som efter sit giftermål blev bosat i Helsingör. Hun gik med i en studiecirkel om erindringer og skrev om sit liv. Det gjorde hun meget levende, og dette skrift er en uvurderlig kilde til viden om livet på Karredgården og lille Louise fra den tid, da der endnu var levende landbrug på Tranevej.
Kaja Margrethe skriver:
“Således så en almindelig dag ud; Mor og far stod op ved 5 tiden, far rögtede dy-rene, mens mor tändte op i komfuret og gik i stalden og malkede köerne. Det var altid mors arbejde. Ved 6.30 tiden blev der kaldt på os 5 börn. Der var dejligt varmt vand til at vaske os i. Til morgenmad fik vi kaffe og rugbröd med sukker på. Far delte sild ud til os, som vi spiste til sukkermaden med en kop mälk til. Mor smurte madpakker og sörgede for, at vi kom afsted i skole. Om sommeren gik vi små i skole 4 dage og de store klasser 2 dage om ugen. Alle skulde hjälpe til i marken og med dyrene. Når vi kom fra skole, stod den varme middag og snerrede på komfuret. Det var fisk 5 dage om ugen, köd fik vi kun lördag söndag .
Far fiskede fra en robåd. Hvis der var mere fisk end der var brug for, körte far de 12 km på cykel til Skagen og solgte fisken på auktionen. Så blev der en lille skilling i pungen.
Far var også sin egen smed. Han kunde lave alt muligt, f eks ringe til vognhjul og hestesko. Ja jeg synes nästen, han var en tusindkunstner. Far var med i red-ningsväsenet, så han gik strandvagt, når det stormede. Far havde også mälkerute. Han körte med hest og vogn rundt til alle gårdene östen for banen,, samlede alle mälkespandene og afleverede dem på en rampe oppe i Hulsig by, så kom der en lastbil og körte dem til Skagen mejeri. Ved 11-tiden hentede far igen alle mäl-kespandene og körte retur. Nu var der skummet mälk og kärnemälk i dem.
Mor havde nok at göre med at sy gammelt töj om, som hun fik fra noget familie i Köbenhavn. Samtidig kartede og spandt hun også alt det garn, som skulde bru-ges til strömper, tröjer, vanter og huer samt uldne undertröjer til alle os 5 börn. Uh hvor de krassede. Garnet blev også farvet i de flotteste farver til tröjer og sort til lange hjemmestrikkede strömper. Det var kun om söndagen jeg måtte få hvi-de strömper på. Ulden fik vi fra de egne får.
Jeg hjalp mor med at karde og spinde. Det kan jeg stadig huske at göre.
Som eneste pige var det mit arbejde at vaske op. Jeg var så lille, at jeg måtte ha-ve en hummerkasse at stå på for at nå op til vasken. Om söndagen skulle jeg pudse alle dörgrebene i stuen, det var messing. Jeg skulle også skure gulve, de var jo ikke ferniseret. Når de var törre, blev der ströet et fint lag af den fineste hvide strandsand på. Det holdt gulvene rene. Der blev fejet ind imellem og så en ny omgang sand på.
Mine brödre skulle sörge for at raspe roer til köerne og hakke hakkelse til he-sten..
Vi skulde også hjälpe til med at rense rödspättegarn, når far havde väret ude at fiske.
Vi gik i skole i Ranneröd skole, som lå midt imellem Hulsig og Kandestederne. Der var 4 km at gå .De förste 5 år var gode år i skolen. Hvert år på min födsels-dag den 22 Sept. havde lärer Wilhelmsen lagt en masse äbler, pärer og vindruer på et havebord, så måtte vi gå ud og spise af al den dejlige frugt, og jeg måtte tage det som blev tilbage med hjem.
Når vi kom til skole om vinteren og der var meget sne, blev vi våde på benene helt op til rumpen, vi havde kun träsko at gå i. Så fik vi lov at gå ind til fru Wil-helmsen i deres fine stue, og så var det bare af med al det våde töj. Det blev tör-ret på kakkelovnen, og imens fik vi varm mälk og en mad til. Hun var meget söd mod os.
De 2 sidste år i skolen fik vi en lärer, som var nazist. Han brugte flere timer om ugen til at läse op af Mein Kampf. Han kunde også finde på at give os fri en time efter at vi var mödt i skolen, fordi han skulle hen i bunkeren ved Kandeste-derne og träffe sine venner de tyske soldater.. Gik nogle tyskere forbi skolen, blev vi kommenderet til at stå i räkke langs vejen og råbe Heil med armen skråt op. Ingen turde sige eller göre noget. Läreren havde tyske vagter til at gå ved skolen, fordi han jo blev truet nogle gange.”
Henning har fortalt os, at hans far sagde, at de bare skulde gå hjem, hvis läreren kommanderede dem ud at råbe heil. Men så blev de skäldt godt ud dagen efter.
Da freden kom blev den lärer hentet af modstandsfolk og blev aldrig lärer igen.
 
Henning var ellers en lille spilopmager og vilde gerne lave lidt sjov i timen på lärer Vilhelmsens tid. Pigen som sad ved bordet foran ham, havde nogle lange fletninger ned ad ryggen. Henning kunde ikke modstå fristelsen til at dyppe dem i sit bläkhus. Der blev jo skrig og skrål og sikkert grin, og Henning fik som straf bäre törv ind til kakkelovnen hele den dag.
 
Om legene i barndommen fortalte Kaja:
 
I mit hjem havde vi ikke nogen form for köbt legetöj, men vi manglede ikke no-get at lege med. Vi fandt selv på lege, og da jeg var eneste pige blandt 4 brödre, ja så blev det jo mest drengelege, vi legede derhjemme.
Vi lavede blandt andet små mursten. Det foregik på den måde, at vi tog noget af min fars läskede kalk, noget cement og sand og blandede det godt med vand. Til forme brugte vi tändstiksäsker, som vi tog bunden ud af. Så stöbte vi små mur-sten i dem og satte dem til törre på et brädt. Der blev nogle fine små sten ud af det. Dem byggede vi små huse af.”
Sådan skriver Kaja. Jeg kan ikke lade väre at tänke på at disse börn faktisk op-fandt de förste legoklodser.
Kaja skriver videre;
“Vi havde også en anden leg, der optog os. Vi samlede skaller på stranden. Dem kaldte vi köer, heste, höns og så videre. De blev sat ud på gräs og blev hentet hjem igen til stalden om aftenen. Stalden havde vi bygget af gamle kasser. Vi byggede også huler af gamle fiskekasser.
I skolen legede vi sanglege som ”Munken går i enge”, ”Tag den ring og lad den vandre”, ”To mand frem for en enke osv.”
 
Jul i min barndom
 
Jeg husker min barndomsjul som noget meget spändende og höjtideligt.
Når vi närmede os julen, blev der slagtet gris. Det var vi med til alle sammen.
Der blev tändt op under grukedlen, for der skulle bruges varmt vand til at skolde grisen i. Min far havde altid et ärinde enten hos en nabo eller også skulle han i Brugsen lige netop når hans gris skulle slagtes. Det kunne han ikke overväre. Han var alt for glad for sine dyr, som han havde gået og klöet bag örerne.
Men far dukkede altid op igen og hjalp til, når grisen var slagtet. Nogle gange skulle jeg röre i blodet, så det ikke stivnede, for det skulle bruges til blodpölse. Grisetarmene skulle renses, og blodpölsen hjalp vi også mor med at lave. Det kunde väre lidt uläkkert, men det tänkte vi nu ikke så meget over. Vi tänkte på den dejlige julemad, der blev lavet. Resten af året fik vi ikke sådan dejligt påläg. Når så mor havde kogt alt sulet i grukedlen, blev der kogt hele hvidkålshoveder i den suppe. Uhm hvor det smagte godt.!!
 
Julepynten til juleträet lavede vi af indpakningspapir, som vi fik om varerne ne-de i Brugsen. Vi lavede musetrapper, hjerter og krämmerhuse. Der var mange flotte motiver med nisser og julegrise dengang. Jeg tror nok, at det eneste far köbte til juleträet var lys, flag og fehår. Der var jo ingen penge at köbe for den-gang.
 
Juleaftensdag fik vi frokost kl 12 med stuvet hvidkål med kanel og sukker på. Dertil medisterpölse og kogt fläsk. Når vi var färdige med at spise, skulle vi börn med far og hente vores juleträ. Far havde en lille plet med graner. Så fik selv lov at välge et.. Det skulle nå helt op til loftet, men der var ikke särlig höjt i de lavtloftede stuer dengang. Når vi kom hjem med juleträet satte far en träfod på og så gjorde han träet pänere ved at save en gren af forneden og bore den ind längere oppe, hvor der manglede en gren. Far pyntede altid juleträet. Mor havde nok at göre i kökkenet. Når vi så havde spist risengröd med julehvidtöl til og få-et fläskesteg skulle der danses om juleträet og synges julesalmer. Julegaver fik vi aldrig., mandelgaver heller ikke. Det kendte vi slet ikke til. Når vi var färdige med at danse rundt om juleträet, läste far eventyr af H C Andersen, Bagefter fik vi lidt figner og delte apelsiner.
Jeg husker isär en juleaften om eftermiddagen, hvor mor bad far gå i brugsen ef-ter nogle ting., så hun kunde bage finbröd (det var et franskbröd) Det sagde far nej til. Han kunde ikke få skrevet mere hos Brugsen. Så gik mor og gräd ude i kökkenet. Det betöd, at julestemningen var blevet lidt trykket.
Pludselig var far väk, og det var mörkt, da han tittede frem igen med en säk på ryggen. Så havde han alligevel väret i Brugsen, og så kan det nok väre, det blev jul i det lille hjem. Der var varer til mor og for förste gang i min barndom fik vi alle sammen en julegave.
Jeg kan huske, at jeg fik en lille kludedukke, en lille neger. Den jul glemmer jeg aldrig. Hvordan far fik betalt, har jeg såmänd tit tänkt over i mit voksenliv.
6,
Anden juledag var vi altid inviteret op til en nabogård hos Christian Husth og hans kone Marie. De havde en dreng, som hed Erling. Der stod juleträet i den fi-ne stue, hvor der var meget koldt. Når så Erlings far tog sin violin og stillede sig op foran os og vi gik ind til juleträet, som var så funklende flot, var det hvert år en stor oplevelse. Når vi havde sunget julesalmerne fik vi en godtepose, og de voksne gik ind og drak kaffe imens vi legede omkring juleträet. Så havde vi haft endnu en dejlig julefest.
 
Kaja skriver også om sine foräldrer:
 
Far og Mor havde jo ikke meget fritid, men en gang om måneden samledes de små husmänd og deres koner på skift hos hinanden, og så sang de af hjertens lyst af höjskolesangbogen. Bagefter var der kaffebord. Det husker jeg som nogle dej-lige dage, når det var hjemme hos os
 
Mors fritidssysler var strikketöj, karte og spinde og farve de garner hun spandt og ellers sy töj til os, ofte af brugt töj. Det blev sprättet op, vasket og vendt. Mor var sikkert stolt mange gange, når hun havde syet en fin kjole til mig.
 
Far var i nogle år i sognerådet og med i bestyrelsen for andelsmejeriet i Skagen. Far kunde også lide at spille kort med naboerne.
 
Derudover fiskede far fra sin robåd. Det var spändende, og når det var godt vejr, skulle vi alle ned og hjälpe med at träkke våd. Jeg husker en sommeraften, at far sagde til mor, at hvis der var laks i aften skal du få en symaskine. Der var laks og mor fik sin symaskine, som stadig eksisterer.
 
I 1940 kom Ulla og Johannes Poulsen til far og bad om han kunde hjälpe dem. De havde köbt et husmandssted, som lå längst nede i Tranestederne. Det blev gjort meget fint i stand og en badebro skulle far også bygge, for Ulla turde ikke gå ud, hvis der var tang inde ved land.
Ulla var balletdanser og Johannes Poulsen var skuespiller. De var meget söde mennesker. Johannes Poulsen ligger begravet i en bakke, han selv havde udpe-get deroppe.
 
Far var også ivrig jäger. Han sköd räve, harer og måger. Rådyr gik far også på jagt efter, men han kunde aldrig skyde dem, når han havde dyret på skudhold, nännede han ikke at skyde, han synes de havde sådan nogle könne öjne., sagde han.”
GÅRDEN SOM FORSVANDT
Efter Karredsgården kom familien Husths gård, som nu er revet ned. Det var og-så et levende landbrug ligesom Laurits og Kristas gård. Familien bestod af Chri-stian og Marie Husth med sönnen Erling.
Vi kom efterhånden til at kende familien Husth närmere.. Det begyndte, da Christian var taxeringsmand i Hulsig kommune, og vi gik derind, for at han kunne skrive taxeringsvärdien på vores papirer. Vi blev inviteret ind i stuen til den venlige mand, som tog sin opgave meget alvorligt. Vi inviterede senere hele familien ud til os, de var så rare og interesserede i, hvordan vi havde indrettet os. Christian gav Knud gode råd om, hvordan han skulle passe sine bärbuske og kökkenhave. Christian var desvärre slemt plaget af gigt og döde tidligt slidt op ved det hårde arbejde med den lille gård.
I begyndelsen af vores tid i Lärkereden kunne man köbe mälk, ost og smör på mejeriudsalget oppe i Skagen. Men da mejeriet blev nedlagt, og mälken skulle hentes i tankbiler til mejeriet i Hjörring, hvilket krävede dyre köleanläg, solgte de små bönder alle köerne og der blev tomt på markerne rundt om Hulsig.
Vi köbte nylagde äg af Marie og fik lov at dyrke kartofler og porer på deres mark og klippe af Erlings frodige persille. Erling og Knud havde hver 2 räkker kartofler, som Erling hyppede og rensede med sin traktor. Han så også til vores hus om vinteren og ringede, hvis der havde väret indbrud, hvilket skete et par gange. De var ofte oppe hos os til kaffe om sommeren. Särlig da Lasse og Ing-Mari kom med deres tvillinger Linda og Helene, var Marie glad. Lasse gik med dem i tvillingvognen og hentede kartofler på gården og samtidig kiggede de på katten. ”De må gerne kalde mig bedstemor” sagde Marie, hun savnede jo egne börnebörn.
Desvärre ved svenske börn ikke, hvad en bedstemor er, de har kun mormor og morfar, farmor og farfar.
Marie fortalte så morsomt om sin förste tid i Hulsig, da hun hjalp Kirstine Hö-genhaven i telefonvekslen. Alle kendte alle og ofte blandede telefonisten sig i samtalen f eks:” Ska du ha fat i Kresten, han er lige taget til Skagen, men kom-mer nok snart hjem igen”. Det siges at folk fra Kandestederne hellere tog til Skagen for at telefonere for ikke at blive aflyttet.
Marie var glad for at kunne hente äg i hönsehuset, men en vinterdag gled hun på vejen og bräkkede armen. Så måtte hun jo på sygehuset, og medens hun var der, nakkede Erling alle hönsene uden at spörge sin mor om lov. Det var hårdt for Marie men sikkert nödvendigt. Hun döde desvärre pludselig en aften i sin stol, og Erling blev alene på gården. Han tog arbejde i et byggefirma i Skagen og lär-te bl.a. at lägge fliser. Jorden forpagtede han ud. Firmaet havde flere år grillfe-ster for personalet på Erlings gård, der var god plads. – Nu måtte han läre sig at lave sin mad selv, og det var nok ikke så let i begyndelsen, Marie havde jo sör-get for det hele hans liv. Han fortalte stolt, at han nu havde lavet rödgröd af mi-rabellerne fra haven, sådan som Marie altid havde gjort.
Erling var glad, når vi kom til the om aftenen, så däkkede han et fint bord med Maries håndbroderede duge, som han havde rullet på den gamle rulle ude i den tomme kostald. Vi fik the med en lille en til og fik snakket om egnen og folk han kendte og om hans barndom. Han havde gået i realskole i Frederikshavn efter folkeskolen i Hulsig, havde aftjent sin värnepligt i Aarhus og kendte byen ud og ind. Han antydede engang, at han gerne ville ha läst til lärer, men han var jo som eneste sön bundet til gården. Vi var glade, når han ikke satte TV-en på, så vi kunde snakke i fred. Ellers var det jo hans störste interesse at kigge på TV hver aften og fölge med i begivenheder i Danmark og ude i verden.
Erling var også strandfoged og körte med sin traktor langs stranden og samlede strandgods, som han lagde op uden for gården. Alt af värdi blev solgt på auktion hvert år. Der var gode fiskekasser af trä, som var drevet helt fra Skotland, Aber-deen stod der på en og Fraserburgh på en anden. De var gode til at sortere og transportere kartofler i. – Et år var der drevet en hval ind på stranden langt nord-på, den blev fundet af en turist, Erling viste os billedet fra avisen, han ärgrede sig over, at den ikke var drevet ind lidt sydligere, så han havde fundet den på sin tur langs stranden.
Hvert år tog vi over og tog vore kartofler op i september. Marianne, Thomas og lille Åsa kom med flere gange. Vi sorterede kartofler i Erlings vogn i laden, og han lavede så en kule til os ude på marken, däkket med flere lag halm og jord, hvor kartoflerne holdt sig godt, Kartoffeldyrkning var noget Erling forstod sig på og lärte os stadsboer. Men han var skeptisk til de nye sorter, vi kom med fra Sverige. Vi skulde heller ikke forsöge at läre ham noget om at dyrke kökkenhave med fiberdug over, så planterne kom hurtigere op i det kolde forår. Han satte et stort stykke jord i sin kökkenhave af til at dyrke pumper og gräskar, som blev kämpestore, og som han gav gavmildt väk til naboerne.
Der var et rigt fugleliv på Erlings marker. Regnspovernes klagende råb hörtes i forårstiden. En tidlig aften i Maj efter en regnbyge gik jeg gennem skoven til Er-ling. På den nyplöjede mark, som var våd efter regnen, gik 2 par regnspover og hakkede efter orm med deres lange böjede näb. Jeg skyndte mig ind og lånte Er-lings fine kikkert og kunde gå tät ind på dem, da de var helt optaget af de gode regnorme.
Jeg gik også på opdagelse i Erlings boghylde. Han havde arvet den efter Kirstine Högenhaven og stillet den ude i den gamle kostald. Der var mange årgange af ”Ved Julelampens skär” med noveller og fine tegninger. Der var også flere bö-ger om havebrug med beskrivelser af, hvordan man skulle köbe bladan og andre giftstoffer og spröjte mod skadedyr. Der blev efterhånden mange små huller i bögerne efter bogorme. Men det bedste var en fin gennemillustreret udgave af Fabricius Danmarkshistorie fuld af lange livlige beskrivelser af begivenhederne. Jeg lånte den med hjem og havde meget fornöjelse af at läse den, men aflevere-de den igen, så den blev vel solgt ved auktionen efter Erlings död sammen med hele hjemmet, Maries fine broderede duge, vaser fra den kongelige porceläns-fabrik og de fine små danserinder, som Ulla Poulsen havde lavet i kobbertråd og ståltråd og foräret Erling, som hjalp Ulla og Agnethe med at köbe ind i Skagen og tilse Tranegården om vinteren.
Erling var med i det frivillige brandkorps i Hulsig, som hjalp til, da Hulsig hede kom ibrand en sommer. – Vi var allesammen ude på heden og daske på ilden, som heldigvis ikke nåede ned til sommerhusene. Botanikerne var meget tilfredse med at planteväksten blev forynget på Hulsig hede.
Oppe på friluftsmuseet i Skagen med de gamle huse var Erling også aktiv, han havde lärt sig rebslageri og viste for turister, hvordan det gik til i gamle dage.
Vi og andre af Erlings venner spurgte ham om, hvem der skulle arve hans gård og gav ham det råd at skrive et testamente, men det vilde han slet ikke höre tale om, han var jo bare 70, så der var god tid. Men det var der desvärre ikke, en dag i november 2004 blev Erling fundet död på sin mark med spaden ved sin side på vej over for at hjälpe en nabo. Musene sultede ikke den vinter, da de levede på vores kartoffelkule ude på marken.
Da Erling ikke havde efterladt noget testamente, gik gården til arvefonden. Jor-den blev overladt til Naturstyrelsen og selve gården udbudt til salg. Ingen havde dog mod på at overtage det forfaldne hus med gammel lade og kostald. Da det endelig blev solgt, var der ikke andet at göre end at rive det hele ned. Den smukke gamle have med blue bells og bonderoser og den fine lyseröde ribis blev fjernet, og de gamle träer fäldet. Nu ligger der et moderne hus på grunden med store vinduer ud mod den smukke udsigt, og der er lavet en natursti gennem markerne ned til stranden. Naturstyrelsens fåreflok grässer på marken, senere skal der også komme höjlandskväg med store horn og tyk pels. Den gamle tid med levende landbrug er forbi, nye mennesker bor i de gamle landbrugsejen-domme. Jorden er forpagtet väk og bliver dyrket, men en stor del af området er blevet friluftsområde og fe-rieland for byboere, som tränger til frisk luft og skön natur.
Vi havde et godt samvär i mange år med den hjälpsomme Erling og fik et ind-blik i hans verden. Han besögte os også i Göteborg, det var han meget glad for.
Erling fik en smuk begravelse i Hulsig kirke, hvor pastor Jessen havde ladet trykke Blichers smukke digt: Sig närmer tiden da jeg må väk, jeg hörer vinterens stemme.
De ord passede på Erling.
NIELS PEDERSENS GÅRD
Går vi längere nordpå langs Tranevej, kommer vi til Niels Pedersens gård. Vejen derned er så smuk, let snoet og med sit frodige gräs i midten.
Niels Pedersens gård blev solgt efter ejerens död, og den nye ejer, som er en dygtig håndvärker, har restaureret stuehuset meget fint, bl a bygget en stor ovn som kan varme hele huset efter en model fra Sibirien. Jorden er forpagtet bort, og der bliver dyrket kartofler og hvede nu igen, efter at EU ikke längere betaler bönderne for at lade jorden ligge brak. Nu skal tvärtimod al jord dyrkes.
Vi havde ikke så meget forbindelse med Niels Pedersen og hans familie. Men en vinterdag, da vi ville köre en tur op til Lärkereden, var der faldet så meget sne, at vi ikke kunne komme ad den lille vej gennem skoven. Vi var när ved huset, så vi stillede bare bilen på vejen med parkeringslyset på og gik ud til Lärkereden, Näste dag gik vi ind og spurgte Niels Pedersen, om han kunde hjälpe os at träk-ke bilen lös af sneen med sin traktor. Han kom beredvillig og fortalte, at han havde troet, vi var smuglere, som signalerede fra bilen med lyset ud til en båd i Ålbäk bugt, så han havde ringet til toldväsenet og anmeldt den mystiske bil. Nu måtte han jo ringe og forklare tolden, at det bare var os svenskere på vej til vores sommerhus.
TRANEGÅRDEN
Da vi förste gang gik på Tranevej i 1962 på vej ud at se på sommerhusgrund, kunde man tydelig se den smukke rödkalkede gård med stråtaget fra vejen. For-an på marken gik fårene og grässede, en pastoral idyl.. Der var ingen store träer, som däkkede for udsigten, som der senere blev.
Ulla har i sin bog ”Til alle årets tider” fortalt, hvordan hun da hun engang lå länge på hospitalet og längtes op til Tranegården , skrev til Johannes V Jensen, som hun havde inviteret derop på et besög, og beskrev vejen til Tranegården ad Tranevej: ”Måske vil De slet ikke få öje paa alt det dejlige, når De er der. Hvis man ikke faar de skjulte skönheder at vide, ser man dem sandsynligvis ikke. Bär over med mig og hav taalmodighed med, hvad jeg fortäller, det er saa dejligt at skrive om alt det, jeg holder af og til en, jeg saa gerne vil have skal se det med mine öjne.: Naar De passerer Aalbäk körer De i nogle minutter langs birkelunde, graner og fyrreträer. Vejen svinger og De ser et lille griffelformet spir rage op over nogle forbläste träer. Det er Hulsig kirke. Vi elsker den lille kirke, for den er tegnet på, at vi nu närmer os det dejligste sted i verden. Nu gaar vejen langs den store rimme, der sträkker sig fra Kandestederne og ender nord for Trane-gaarden. De ser et frodigt agerland og flere gaarde. De vil köre gennem resterne af gammel egeskov, hvor de vilde roser lyser frem mellem de mörkegrönne ege-blade. Her dufter så dejligt, når roserne blomstrer. Pröv at se med mine öjne. Se solens glans i havet bag de runde klitter. På et bestemt sted fra vejen vil De kun-ne skimte  Johannes Poulsens gravhöj med den grå sten. Kun de indviede får det syn, nu lukker gran og fyr for udsigten. Pludselig ligger Tranegården foran Dem. Dens farve er som de vilde rosers, og på taget drejer guldtranen sig og blinker. I den aabne dör står vi og byder Dem hjertelig velkommen.”
Tranegården blev også solgt efter Ulla Poulsens död ved 96 års alder. Agnethe, den trofaste husholderske, havde fået en fin moderne lejlighed i Köbenhavn, men var kommet op til Aalborg og havde passet Ulla den sidste tid hun levede. Hun fik lov at bo alene på gården i 2 somre og passede det hele som på Ullas tid. Der var samme pelargonier i krukkerne og friskplukkede blomster fra haven i vaserne. Vi besögte hende derinde sammen med Erling og mindedes den gamle tid ved det hyggelige thebord med Agnethes läkre hjemmebagte kager. Nu er der nye ejere, som har forsynet den gamle gård med moderne bekvemmeligheder. Det er godt nogen igen nyder de vidunderlige omgivelser rundt om Tranegården og lägger blomster ved Johannes Poulsens grav ude i klitterne.
I Ulla Poulsens erindringsböger fortäller hun om, hvordan hun og Johannes ledte efter et sommerhus i Danmark efter i mange år at have set på skönne huse rundt om i Europa på deres mange rejser. Ulla fortäller:
”I 1935 kort för jul lod jeg som sedvanlig öjnene löbe ned langs spalterne i avi-sen og standsede ved en lille annonce: Strandgård med rummelige bygninger til salg, Larsen Hulsig. Vi troede först, at Hulsig lå et sted i Nordsjälland men hu-möret sank, da vi fik at vide gennem postkontoret, at Hulsig lå helt oppe ved Skagen..”
– Ulla skrev dog et brev til Larsen i Hulsig og fik närmere besked og en primitiv tegning af en bondegård med stuehus og stald til både köer og får, og der hörte 70 tönder land til. Prisen var jo rimelig, og i slutningen af Februar tog Ulla og Johannes op til Hulsig med båd til Aalborg og tog. Det var snestorm, og vejen var sneet til, så de måtte gå med strandfogel Larsen de 3 km ud til gården. Larsens svigermor gamle Stine var nys flyttet fra sit barndomshjem, men havde inden malet alle de små stuer og hvidtet loftet. Ulla og Johannes var enige. Her vilde de bo, endelig havde de fundet det hus, de havde ledt efter så länge.
Hele gården havde for 150 år siden ligget längere nordpå, men var blevet öde-lagt efter en frygtelig sandstorm, og de små agre var däkket af et tykt lag sand. Så blev gården revet ned og bygget op igen längere sydpå syd for Tornbakke rimme, hvor der var frugtbar engjord.
Näste dag var det sol, og de körte med hest og vogn ud til Tranegården fra Hul-sig og vandrede rundt om gården og over marker og klitter ned til stranden med det fine hvide sand, – Johannes gik på hotellet i Ålbäk straks i gang med at lave tegninger til ombygningen af gården og fik adressen på en murermester, som kunne udföre arbejdet.
I Påsken tog de igen op til Hulsigs lille landstation, hvor strandfogden holdt med sin gamle stive vogn med de to store jyske heste for. Bag i vognen lagde de en pakke med en stor trane i messing, som var blevet lavet på det kongelige teater efter Johannes Poulsens tegning. Den var blevet ägte forgyldt og skulle sättes op på taget for at vise vindretningen. Det gör den endnu efter alle disse år. Der blev truffet aftale med Martin murer, som skulle bygge et nyt hus i stedet for den gamle stald, der skulle väre en stor stue med en åben kamin i den ene ende og höjt til loftet, således som det endnu så ud, da vi kom på besög på Tranegården. En gartner fra egnen skulle også anlägge en have foran huset. Ulla og Johannes overnattede på gården og fik en ung pige fra egnen til at hjälpe dem med det huslige. Hun fyrede godt op i komfuret i det kolde hus, men pludselig kom en flink kone fra nabogården, Niels Pedersens kone  löbende over og sagde, at hun havde set skorstensild fra Tranegården og alle gik i gang med at rive glödende sod ud fra skorstenen og bäre det udenfor. Det var et slid, men huset blev reddet fra at brände ned takket väre nabokonens indgri-ben. Johannes var dygtig til at snedkerere og havde fået indrettet et värksted med hövlebänk i et hjörne af laden. Der stod han og arbejdede på en bänk af driv-tömmer, da den unge pige, som var fra egnen, kom og sagde: ”Poulsen, der er fremmede i salen”. Johannes var ärgerlig over at blive forstyrret og spurgte, hvem det nu kunne väre ”Det er kongen” svarede pigen. Johannes gik ind i den store stue, og der stod ganske rigtigt kong Christian X. De fik en hyggelig sam-tale, og kongen fortalte, at han havde spadseret fra Klitgården langs stranden (ca 6-7 km). Det havde han og dronning Alexandrine gjort flere gange på gamle Sti-nes tid og havde ladet deres vogn hente dem ved Stines gård. Nu var kongen jo interesseret i at få at vide, hvordan Ulla og Johannes Poulsen havde fundet op til Tranegården, og hvordan de havde tänkt at indrette den..
Ombygningen blev udfört efter deres bestemmelser, og Ulla skriver i sin bog:
”Vi blev enige om, at der var intet i verden så dejligt som at eje et hus og en plet jord i sit eget land.”
Nu blev Tranegården indrettet med alle de ting, Johannes havde samlet fra alle sine rejser i Europa og Östen. På väggene i det store nye rum blev der hängt djä-velsdansemasker fra Ceylon, og midt i stuen blev der anbragt en stor himmel-seng med omhäng af et smukt stof fra Bayern. Indeni malede Johannes en mör-keblå himmel med stjerner. I den seng blev de små börn lagt til at sove ved St. Hansfesten, som Thorkild Roose beskriver, og der lå vores 2 mindste den St. Hans aften, vi fejrede derinde mange år efter. Nu er alt dette borte.
Johannes havde köbt nogle kakler i Spanien som samlet forestillede en madon-neskikkelse. De blev sat op på väggen, hvor de kunne ses fra den loggia, som senere blev indglaset mod den skarpe vind. Den smukke madonna sidder stadig på väggen i den ombyggede Tranegård nu ud til en åben terrasse.
Ulla slutter sin erindringsbog med en beskrivelse af, hvordan Johannes Poulsens hvide kiste bliver kört gennem klitterne ud til gravstedet af den gamle strandfo-ged. De fik kun 2 år sammen i deres dejlige sommerhjem, men Ulla fik mange somre der gennem et langt liv i sit nye ägteskab med Helge Skou. ejer af hotel Phönix i Aalborg. Vi var så heldige at få lov at läre dem og deres husholderske Agnethe at kende og komme på besög i det originale hjem.
Foruden sine 2 erindringsböger har Ulla Poulsen jo også skrevet den fine lille bog om at leve på Tranegården:” Til alle årets tider.” Der er meget smukke na-turskildringer fra Tranestederne og ind imellem erindringer fra Ullas begiven-hedsrige liv. På förste side citerer hun et engelsk Digt: “He who loves an old house, will never love in vain, for how can any old house, used to sun and rain, to lilac and to larkspur, and arching trees above, fail to give its answer to the heart that gives it love”.
Da jeg tog den frem for at läse den en gang til, faldt der et kort ud. Det var et af Ullas kort med de fine små danserinder formet i metaltråd, men skrevet med Agnethes håndskrift. Det var skrevet til os lige efter Ulla Poulsens död og viser Agnethes kärlighed til Ulla.
Hun skriver fölgende:
Aalborg den 18/5 2001
 
Käre Ellen og Knud
Paa dette kort, som Ulla med sine figurer vil give mange gode minder til os alle, vil jeg skrive en hilsen med tusind tak for dit dejlige brev og smukke foto fra Tranegaardens klitter, som I har sendt. Jeg er glad for at vide, at I alle tänker paa mig. Det gir altid en särlig kraft til at gå videre, når man blir ramt af en stor sorg og et särligt savn for mig, der i saa mange år var en del af Ullas liv og som var saa glad for begge hendes hjem. Vi har haft et utrolig rigt samliv. Jeg vidste, at Ulla var meget syg, men vi haabede begge på endnu en sommer paa Tranegaarden. Viljen var hos Ulla, men kräfterne slog ikke til, og jeg er nu helt fortrolig med, at det var godt, Ulla fik lov at sove stille ind og lykkelig for, at jeg var hos hende hele det sidste år. Nu skal vi til at se på begge hjem, og jeg tror alt vil blive ordnet smukt i Ullas aand. Jeg har väret her i lejligheden meget, 3 dage paa Tranegaarden, boede i Kandestederne, 3 dage i Bagsvärd, saa efterhaanden er jeg klar til, at alt forandres. Tiden maa saa vise, hvad der vil ordne sig for Tranegaarden, men jeg haaber, jeg faar lidt tid der. Sender til Ulla, Marianne m familie, Lasse m familie Knud og Ellen mange kärlige hilsner og maaske paa gensyn.
Agnethe fik deltage i mange udenlandsrejser sammen med Ulla efter Helge Skous död. Det var en egypter, som köbte hotel Phönix i Aalborg, og han invite-rede Ulla og Agnethe ned til Kairo til et af hans luxushoteller. Hver morgen holdt en limousine foran hotellet og förte dem rundt til de mange sevärdigheder. Også flere rejser til Italien. foretog Agnethe og Ulla til små pensionater, som Ulla kendte, og det var en fordel, at Ulla kunde italiensk efter alle sine rejser med Johannes Poulsen.
Agnethe fik som belönning for sin gerning som husholderske modtage en for-tjenstmedalje af dronning Margrethes hånd (indstillet til denne udmärkelse af Ulla Poulsen Skou) Det var hun meget glad og stolt over. Vi var inde og ly-konske hende på en lille medaljefest på Tranegården.
Her et referat af kgl skuespiller Thorkild Rooses beskrivelse af en St. Hans fest i Hulsig sommeren 1937 i ”Bogen om Johannes Poulsen skrevet af hans ven-ner”:
En klar og varm junidag 1937 svingede en automobil op for Kokholms hotel i Kandestederne.
Ved rattet sad fru Ulla Poulsen, ind steg min kone, min datter og jeg, og derpaa gik turen over den smalle strimmel land, der forbinder Vesterhavet med Katte-gat.
Jeg sad og undrede mig over, at en spinkel kvinde, der tog saa blidt og graciöst om rattet, kunde styre den store vogn let og sikkert ad den sandede hedevej.
Da vi havde passeret Hulsig station, skraanede landskabet umärkeligt ned til Tranestederne paa Kattegatsiden.
Paa en stor grön eng laa Tranegaarden, straatäkket, med lyserödt murvärk og en yndefuld söjlebaaren indgang.
Överst paa gavlen glimtede i solen en forgyldt trane, som husets herre selv hav-de givet tegning til.
Maagerne klippede blödt gennem den blaa luft, og midt paa den grönne eng stod Johannes, i hvidt flonel med aabenstaaende krave, der lod os se hans haarede, solbrändte bryst.
Med en stor, rund bevägelse svingede han en gammel hullet havehat med en al-lermägtig skygge, som kunde det väre en fjerprydet baret.
Farver! Varme! Ferie! Sommer!
 
13.
Allerförst maatte vi en tur rundt paa ”godset”. Arealet var ikke saa lille endda , en 60 tdr land, vildt og öde, en fattig, karrig jord, men skön i sin rige afveksling. Vi gik gennem mosesträkninger med käruld og pors, krat og smaa graner, hvor den sandede jord duftede saa krydret södt af lyng, rödknä og jomfru Maries sen-gehalm. Vi klatrede op paa klitterne med de stive marehalm for at faa udsyn over hele herligheden. Faar og agerhöns flygtede i rädsel.
Johannes pegede paa et bakket terrän paa nordsiden ”Der har jeg set traner, rig-tige levende traner paa min egen jord – det er vel nok et syn..
Hist og her laa et stykke dyrket jord, som var bortforpagtet..
”Ja, jeg sidder kvit og frit paa ejendommen, og nu skal I se haven.”
Haven var hans stolthed. Der var plantet hegn og träer, roser og urter. Johannes udviklede, hvordan han engang skulde sidde her under skyggefulde träer og ny-de sit otium..
”Forstaar du, jeg skal ikke have noget af at slue teaterstöv hver eneste dag, naar jeg bliver gammel. Nej saa träkker jeg mig tilbage saadan engang i 60erne. Jeg vil bo i Hulsig hele aaret – nej se Ulla, se urterne, hvor er de kommen godt op siden torsdag.”
Gaardens store stue var en mägtig hal, holdt i lyse, festlige farver. En stige i stu-ens östside förte op til sovevärelser, man kunde fristes til at kalde det ”höjenlof-tet”, hvorfra man havde udsigt over Kattegat.
Hver krog i Tranegaardens store stue vidnede om ejerens raffinerede smag, Dri-stige og stärke farvesammensätninger, Den väldige himmelseng med de snoede söjler havde et dybblaat forhäng, loftet var malet okseblodsfarvet af Johannes selv. Overalt dejlige kunstgenstande hjemförte fra alverdens fagre riger.
Klokken var nu blevet over otte. Hvor bliver dine gäster af, Johannes?
”De kommer, vär vis paa det, blot ikke saadan lige paa slaget, det hörer sig ikke til.”
Som en feltherre tog Johannes et sidste overblik over festforberedelserne. ”Ulla, har du husket – Ulla du maa endelig sörge for” Ulla hade husket alt.
Henimod halv ni begyndte de Hulsig-bönder og fiskere at vise sig.
 
Vi saa dem komme gennem klitterne , en efter en, ligesom tilfäldigt dryssende, värdigt og langsomt. Johannes stod i dören og tog imod, som man tager imod velkendte og velkomne gäster Han kendte nöje dagliglivets trummerum for hver enkelt af dem, spurgte en om, hvordan det stod til med hans kartoffelmark, en anden om hans baad var blevet malet, forhörte sig om en gammel kone, der var syg, og ikke kunde komme med.
Konerne kom med deres pattebörn i barnevogn og en lille ved haanden. Da alle var samlede, var vi bleven en 30-40 gäster i den store stue.
Höjtideligt og stilfärdigt placerede de sig om kaffebordet med de store lagkager, der saa läkre ud med flödeskum og syltetöj.
Til börnene havde Ulla däkket på verandaen, et rigtigt eventyrbord med blom-ster, smågaver og sukkergodt. Kaffen blev nydt i tavshed. Engang imellem vo-vede en sig til at tale höjt, saadan i al forsigtighed naturligvis vel vidende, at al-les öjne fulgte den talende, det gjaldt derfor om at sige noget saa almindeligt, saa uangribeligt, at man ikke kunde blive hängt op for det siden efter. Vejret maatte holde for og höstudsigterne. Et par af konerne gav pattebörnene die og mändene dampede i tavshed lös paa de cigarer, Johannes flittigt böd rundt.
Öjnene havde travlt, isär konernes, af hvilke flere var her for förste gang, de stjal sig til at skotte rundt paa de mange märkelige ting i den eventyrlige stue. Deres öjne slugte det hele. Jeg havde fölelsen af, at de indprentede sig hver enkelthed for sidenhen, naar de var vel hjemme igen, at kunne gennemdröfte alle herlighe-derne, Paa smilene, der laa parat til at springe frem, kunde man se, at alle be-fandt sig usigeligt vel.
Efter kaffen bröd selskabet op for at gaa til stranden, hvor Johannes havde sam-let drivtömmer, kasser og tjäretönder til et mägtigt Sct Hans baal. Vi lejrede os op ad en klitskränt, og da vort baal flammede, og baalene paa Skagen og i Fre-derikshavn svarede med deres blus, talte Johannes om sommerens dejlighed, om Danmark.
Alle sad tavse og grebne af hans tales skönhed, han var selv som fortryllet af sommeraftenens blidhed og det blikstille hav. Vi sang fädrelandssange. Johan-nes sang for, stärkt og henrevet. Han saa saa smuk ud, som han stod der, belyst af baalet.
Det gjorde ikke noget, at forsamlingen var en halv tone efter ham, Stemningen holdt.
Da vi alle var vendt hjem til Tranegaarden, var de smaa blevet trätte og sövnige, hvorfor Johannes fik hele bunken, en otte-ni stykker, anbragt i himmelsengen. Der slumrede de blideligt resten af aftenen.
Punchbordet var däkket, og en oplivet forventning bredte sig. Johannes holdt igen for med en munter tale for Hulsig.
Bred og gemytlig stod han der ved punchbollen og öste op af den söde og stärke drik, som han selv havde brygget sammen.
Han fyldte hele stuen med sin gläde, sit varme väsen, og gästerne begyndte at tö op. For at faa stemningen paa höjeste gear og fjerne alle hämninger gav han sig til at tale jysk. Det kunde han nu ikke, og jyderne jublede. De var ved at komme sig, for her havde de overtaget.
Ved siden af Johannes, lidt i skyggen af hans brede skulder sad Kristine, tele-foncentralens faktotum. (Paa grund af hendes deltagelse i festen var telefoncen-tralen lukket den aften) Kristine havde ingen punch faaet. Hun sad med sit tom-me glas og ventede beskedent paa at faa det fyldt. Til daglig var Kirstine godt nok skaaret for tungebaandet, men her i de fremmede omgivelser var hun gaaet rent istaa. Pludselig opdager Johannes hendes tomme glas ” Men Kirstine, har De ikke faaet noget i glasset, nu har jeg nok af det, det er da ogsaa en skam – og sa fik Kirstine glasset skänket fuldt, saa punchen flöd ovenud af det. Kirstine straalede og smilte lykkelig over at väre centrum for Johannes omsorg og hele stuens opmärksomhed.
”Sig nu noget , sognefoged!” sagde Johannes.”Hold nu en tale, saa vi kan faa glassene tömte og fyldte igen”
Men sognefogden vred sig paa stolen og forblev tavs.”Saa De da strandfogel Trane, lad os nu faa humöret op”
Strandfogden trykkede sig, han mente ikke, han havde ordet i sin magt ”Sikke noget kom nu – der er da saa meget at tale om.”
Da rejste sognefogden sig langsomt og forlegent. Johannes greb sit valdhorn og truttede i det som varsko til forsamlingen, at nu var der en taler.
”A vil gerne si tak, en tak te hr og fru Poulsen, forde di vil si os iavten. A sejer tak”
Under opmuntrende bravoudbrud fra värten satte sognefogden sig lettet og tog en slurk.
”Saa strandfoged, nu maa De, lad os nu höre”
Den forventningsfulde stemning tvang Trane til at rejse sig, og Johannes truttede i hornet.
”A vil også si tak, en tak for os aal sammen, en tak te hr og fru Poulsen, forde di haar samlet os. A sejer tak”
Nu var der gaaet hul paa veltalenheden, og gamle Erik med guldörenringene rej-ste sig.:
”A vil gerne si tak, en tak te hr og fru Poulsen, vi ve, te di ä berömt paa teatret. Vi var jo noet bange for de her skuespilleri, men de ä falden godt u. Vi ka taal sammen. A sejer tak En skaal for hr og fru Poulsen.
Isen var helt brudt. Den ene tale fulgte efter den anden, og valdhornet spruttede. Hele stuen kogte af snak og latter, man kunde ikke faa örenlyd og näppe se hverandre i den tätte tobaksrög.
Det blev sent, inden man bröd op. Ungerne blev halet ud ved benene af himmel-sengen og fordelte til deres respektive foräldre.
Efter faste haandtryk og mange taksigelser for den dejlige aften drog gästerne hjem gennem klitterne, der svömmede som bjergtoppe i det dampende landskab.
Vi blev siddende endnu nogen tid. Johannes talte og talte lige veloplagt, skönt han havde väret i aktivitet hele dagen.
Ulla körte os til Kandestederne i morgentimerne – Lärken hang höjt i himmelen og med sine tindrende triller velsignede den jorden, der langsomt svöbte sig ud af nattetaagen og igen blev en kendt og fortrolig hverdag.”
Fortalt af skuespiller ved det kongelige teater, Thorkild Roose efter Sct Hans af-ten 1937 i Hulsig.
Trykt i bogen om Johannes Poulsen skrevet af hans venner.
JAGTHYTTEN HUGORMEN
Også den gamle jagthytte med alle de sjove ting i längst ude på Tranevej, som Quist havde bygget på den smukke grund ud til Hulsig hede, blev revet ned.
Der havde vi tilbragt mange hyggelige timer omkring det lange bord ude på grunden eller inde i den sjove hytte, som han selv havde bygget og hvor han samlede sine venner. Quest fortalte sjove historier, medens han skänkede i vore glas af sit store forråd under bänkene. Han var jo ejer af hotel Skandinavien på Skagen med den hyggelige og populäre ölstue.
Når vi gik ture ude i klittterne kom Quest og inviterede os ind, hvad vi ikke sag-de nej til, det gjaldt bare om at drikke langsomt så vi ikke fik fyldt glassene for mange gange.
Quist döde, hytten blev solgt, men den nye ejer flyttede til Grönland og kom der själdent..
Vi gik ture og kiggede til huset, som blev mere og mere forfaldent, dören stod på klem og bordet var fuldt af tomme ölflasker. Det var åbenbart blevet et til-holdssted for sprittere. Gyvel og Roser voksede vildt og blev et uigennemtränge-ligt krat. På vejen voksede grås og små birketräer op gennem gruset. Til sidst blev huset revet ned, og kun bordet udenfor med bänke omkring stod tilbage og vidnede om svundne somre. Det var måske dumt at rive huset, nu fik ejeren ik-ke lov at bygge et nyt hus på den fine grund, som lå for när det fredede område. Vejen fra grunden ned til stranden var meget smuk, der voksede mange klitroser, både hvide og röde, og der var en uendelig fred og stilhed i området, en båd lå halvt nedgravet i sandet ved stranden. Det var skönt at gå ture der og mindes mange hyggelige stunder hos Quist i hytten.
Inden vejen ned til Quist og til Hesselholts hus ligger et hus med höj tagrejsning, som passer godt ind i landskabet, särligt da det endnu havde stråtag.
Ejeren havde et hus i Gammelskagen, så han lejede dette hus ud hele sommeren. Flere somre boede der en familie fra Arvika i Värmland med 4 drenge. Vores börn var glade for at få flere legekammerater, särlig Lasse som samlede iland-drivne stokke sammen med dem nede på stranden, tändte bål og ristede pölser. De var alle glade for, at vi kunde tale Svensk og vi inviterede dem over til os. Flere år efter kom de en sommer tilbage til hytten, Da var Margit meget syg, men hun vilde tilbringe sin sidste sommer i Danmark. Midsommeraften plukke-de jeg en stor buket markblomster og hängde på deres dör. Näste dag kom sön-nen over og böd os på kaffe i deres hus. Erik og sönnen ordnede alt, og Margit sad med öjne blanke af morfin og fortalte sjove historier om familien. Vi havde det muntert og hyggeligt denne sidste gang vi så Margit, som döde oppe i Värm-land kort tid efter hjemkonsten til Sverige.
Dette hus er nu blevet solgt til en familie som har gjort det smukt i stand og mo-derniseret det til et perfekt feriehus med udsigt til det smukke klitlandskab.
Ved Tranestederne har også de 3 andre huse fået nye ejere, som har renoveret og malet deres huse og fäldet mange träer, så det er blevet et smukt område. Yderst ved havet med skön udsigt ligger familien Hesselholts hus, som lå der langt för os. Der sidder forfatteren Marianne Hesselholt og skriver sine böger, blandt an-det om salmedigtere, den sidste hedder ”Digteren og Malerinden” om B S Inge-mann og hans kone Lucie. Vi får os en snak om bögerne, når vi mödes.
Da vi kom til Tranestederne var Tranevej stadig en sandvej med fin grön gräs-streng i midten.
Det var smukt, men sandhullerne i vejen var ikke så lette at köre i på cykel, sär-lig ikke med tunge mälkeflasker i cykelkurven. Det skete også at biler sad fast i sandet, mange kom ind til os for at få hjälp med at träkke bilen op af sandhullet. Knud kom med sin domkraft og en planke og hjalp mange. Men til sidst bestem-te myndighederne at asfaltere vejen. Det så ikke så smukt ud men nu kunde man hurtigt smutte til Brugsen i Hulsig på cykel. Senere blev der jo bygget en cykel-vej gennem det fredede landskab i Hulsig hede. Den begyndte hvor Tranevejen endte ved det gamle lave egeträ. Men da cykelstien sydfra også blev färdig blev Tranevej en del af cykelstien og meget populär. Men der opstod en konflikt mel-lem biler og cykler, da cyklisterne troede vi körte ulovligt på cykelvejen med bil og bilisterne blev sure, når cyklisterne körte 2 eller 3 i bredden og ikke gerne ville köre ind til siden. Men Tranevej er blevet livligt trafikeret i ferietiden med mange glade mennesker på cykler fyldt med tasker eller med anhängere efter, som slipper den härdt trafikerede hovedvej til Skagen.
Der er flere huse langs vejen, som jeg ikke kender så meget til, og der kan sik-kert skrives mange flere historier om Tranevej. Dette er de historier, som jeg har oplevet, hört og läst mig til fra min horisont ved sommerferier i ”Lärkereden” ved Tranestederne, dette skönne sted i Danmark som Knud og jeg fik os tildelt, og börnene, familie og venner har nydt godt af i mange somre.
Skrevet af Ellen Åmand i den kolde vinter 2010-11