SOM JEG HUSKER DET 10

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

DE FØRSTE LEVEÅR

Det siges, at de vigtigste år i et menneskets liv er de to-tre første. I de år dannes personligheden, og er de lykkelige, så springer der lykkelige mennesker ud fra dem, og er de ulykkelige, ja så vil ulykken følge personen  livet igennem.

Det er selvfølgelig noget sludder som alt sort/hvid snak er det, men mange vrøvleklicheer indeholder alligevel et gran af sandhed. Og de psykologer, der har fremsat tesen, har vel sagtens et videnskabeligt belæg for den. Så lad os blot antage, at der er noget om snakken.

 Altså: de første to – tre år i mit liv. De må tælle i det store regnskab. Vi springer dem ikke over, skønt jeg i det følgende har tænkt mig at springe ikke så lidt  – og i det hele taget blæse på alt, hvad der hedder kronologi.

Nu kan jeg jo kun gisne om, hvordan det har været, for jeg husker ingenting. De faktiske forhold ved jeg dog ret meget om. Både når det gælder den store verden og den lille: familien og landsbyen.

Den lille landsby ved havet. Ved Kattegat. Det nordlige Vendsyssel. Og byen hedder Strandby og alene navnet får minderne til at vælde frem. Her kunne jeg skrive tekster i kilometermål. Men nøjes med at plukke lidt hist og pist i barndommens land. Ikke kun de smukkeste blomster, men et bredt udvalg af dem, der springer frem, mens jeg sidder ved mit tastatur og forsøger at se baglæns. Og huske.

Ligesom i  Hans Kirks “Fiskerne” var Strandby delt op i religiøse grupper, dog med den forskel, at der kun var ganske få grundtvigianere, og de markerede sig ikke i det religiøse landskab. Dog i mit indre gjorde de. Men det var jo langt senere. Pastor Mostrup. Da han læste op fra prædikestolen af Dostojevskijs Brødrende Karamassof. Hans stemme var spinkel, og jeg husker ham som tør og grå og trist. Men ordene den dag, de brændte sig fast i min 12.årige hjerne.

Men nu foregriber vi begivenhederne. Da jeg blev født var der ingen pastor Mostrup, og byen var delt mellem missionsfolk og metodister. En af Danmarks største metodistmenigheder havde til huse i Strandby og groede i hele min barndom frodigt og bredt, og min far foretrak dem frem for missionsfolkene og sørgede for, at vi ikke satte vore ben i missionshuset, men gerne i metodistkirken. Her fik vi vores gang. I kirken. I spejderbevægelsen. Og dermed førtes vi lige ind i en verden, der var fuld af farver og liv, og som tilførte sindet åndelige vitaminer, som jeg nødig ville have været foruden.

Mine forældre tilhørte ingen af de omtalte grupper. De kom udefra. Fra Hulsig, der ikke blot geografisk, men også mentalt lå som en ø helt for sig selv, og var der bevægelser i det religiøse landsskab der, så kom de fra Grundtvig. Folkeoplysningstanken var i al fald ikke ukendt i skolelivet. Og mange af landsbyens unge rejste på højskole. De var vakte på deres egen måde.

Der var tre børn i familien, da jeg 7. september 1943 gjorde min entre. Hanne på 6, Annelise på 4 og Anders på 2. Og imellem dem havde der været en eller flere aborter, har jeg hørt. Så livet på hjemmefronten må have været strengt for vores mor.

Ude i verden var der krig. Verdenskrig. Og det hændte ikke så sjældent, at der afgik både fra havnen i den lille fiskerby. De skulle til Sverige med flygtninge. Fra min tante Nete ved jeg, at far gemte flygtningene på sit kontor, indtil skibene var klare til afgang. Så helt fredeligt kan livet næppe have været i den lille by. Mange af fiskerne har senere i lokalhistoriske skrifter berettet om de farefulde ture til Sverige. Og om skibe, der blev fanget af tyskerne eller simpelthen sænket. Der var dem, der satte livet til.

 Men jeg ved ikke, om tidens tumult satte negative mærker i mit barnesind. 

B. S. Ingemann skriver i sine barndomserindringer: Levnetsbog, at han ikke er helt med på ideen om at skildre sin egen barndom, men opfordres til det af venner og til sidst gør han det jo. – Han beslutter at tale om sig selv i 3. person for at skabe en distance og ligesom stå uden for sig selv og kigge helt objektivt på Ingemann og hans liv. Han skriver:

 

”Derved har han som Tilskuer stillet sig ligeoverfor sig selv og sin Tidsalder, medens saavel hans egen som hans Samtids forskjellige Skikkelser gaae ham forbi gjennem de forskjellige Tidaldere. Kun saaledes synes han med Frihed og nogenlunde Upartiskhed, uden Skriftebarns-Forpligtelse ligeoverfor sit Publicum og uden forfængelig Anmasselse, at kunne objectivere sig for sig selv og forvandle den egoistiske Selvbeskuelse til en fri Charakter-Opfattelse.

Ja, den teknik ville nu virke kunstig på mig. Så jeg må bruge den mere anmassende og egoistiske og gå lige til sagen uden camouflage. Og fremdrage det, som jeg mener, er dens kerne.

B. S. Ingemann sammenligner et sted det enkelte menneskes historie med hele menneskehedens. Den første tid er Urtiden, hvor alle begivenheder skjuler sig i et tågelandskab. Intet fra den tid kan derfor fastslås med sikkerhed.

Og det er det tågelandskab, jeg nu vil navigere i. Jeg husker en grundlæggende stemning, som var rar, jeg husker en blødhed, jeg husker varmen fra hænder og smil, jeg husker tryghed og kærlighed. Jeg forsøger at huske angst, for der var jo krig, jeg forsøger at huske vrede og vold, for tiden var voldelig. Men der er ingenting bevaret.

Kun en spøg melder sig. En tysker, og han kom ind i vores butik. Og at han blev betaget af et børnene, der gemte sig et sted i kulissen, og han gik hen og tog det på armen. Men det kan jo ikke have været mig, for jeg var for lille til at tale, og det kan jo ikke have været Hanne, for hun talte vel rent, og det her lille barn forstod ikke at udtale alle ord, men det forstod betydningen af dem – og det kunne svare kvikt igen. Og tyskeren kyssede barnet og sagde: Hvor er du dog et smukt lille barn, du er en rigtig tysk pige”. Og barnet vred sig løs og svarede: ”Nej, jeg ikke tysser, jeg danser!” Og latteren. Vist nok også tyskerens.

Og så var der noget andet, men det har jeg måske fået fortalt, og det var måske en anden tysker. Han tog i al fald sin hjelm af og forærede den til mig bror. ”Jeg skal ikke bruge den mere.” Sagde han. Den hjelm hang i garagen, men vi måtte gerne tage den ned og lege krig med den. Legede vi virkelig krig? Leger alle børn måske krig? Underligt, men jeg husker nu den hjelm som en del af legetøjet.

Som lille var jeg ikke bange. Frygten og angsten kom senere. Da døden skyder sig ind i mit liv. Og da er jeg allerede 5 år.

Min mor fortalte, at da jeg var ganske lille kunne jeg ikke se et træ, uden at jeg straks ville til tops i det, og en dag fik hun øje på en rød flyverdragt, der hang som en fane ud over kørebanen i flere meters højde. Trætoppen var tynd og bøjelig, og jeg har vel syntes, det var fantastisk at hænge højt oppe i luften og få det store træ til at svaje ud over vejen. Selv husker jeg ikke episoden, men den lever i mig, fordi min mor har fortalt den så tit og altid med lidt skælven i stemmen, som om skrækken aldrig rigtig slap hende. Jeg var ikke bange.

Skrækken. Jo, den kom ind i mig, da jeg var ganske lille. Men jeg ved ikke, hvor gammel. Måske nok mere end 3 år. Men ikke meget ældre. Det var den dag, da min endnu mindre kusine faldt i havnebassinet. Det var ved et ophalingsted til hyttefade, her skrånede cementen helt ned til vandet, og man kunne gå derned og læne sig ud over det bundløse dyb og gyse velbehageligt. Og det gjorde vi.

Havnen var vores legeplads. Og min kusine Birgit faldt altså i bassinet. Måske skubbede jeg hende for at se, om hun kunne flyde. Det vil jeg helst ikke huske – men mistanken er der. Det, jeg husker og gerne vil huske, er, at jeg lagde mig på maven og fik fat i hende og at det lykkedes mig at få hende halet op på slæbesporet igen. Jeg husker anstrengelsen. At jeg trak af alle kræfter og næsten ikke kunne. Og jeg husker skrækken.

Og senere gik vi hjem, men ikke hånd i hånd eller ved siden af hinanden. Hun gik forrest i det lille optog, dyngvåd og dryppende, men hun var sammenbidt og tavs, og jeg gik bagest var jo tør, men skrålede himmelhøjt hele vejen hjem. Jeg har hørt, at folk morede sig.

Det gjorde jeg ikke. Rædslen kom ind i mit liv og sidder der stadig.

Døden. Jeg var 5 år, og det var en hund, der døde.

Den løb ud foran en bil, og jeg gik med bedstemor i hånden og vi så ulykken og gik hen til den døde hund, og hun forklarede mig, at den ikke levede mere. Levede? tænkte jeg. Og jeg forstod det ikke og forstod det alligevel lidt, og hele ugen opførte jeg det samme skuespil for mine forældre om og om igen. Jeg kastede mig til jorden og døde. Jeg levede i hundens sidste sekunder hele den uge.

Det husker jeg. Det syntes de voksne var så morsomt. Og jeg husker, at jeg endte med at nyde det: at spille et drama. En tragedie om liv og død. At optræde.

SOM JEG HUSKER DET 6 – en erindring i glimt

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
MAN HUSKER.
Man lukker øjnene og forsøger at glide de mange år tilbage. Endeløse rækker af dage. Ved vejs ende er man snart, men engang var man ved vejens begyndelse.
Dengang.
Da man var et lille barn, og alting var nyt.
Hvordan genskabe de billeder, som dagenes sand har dækket?
Hvordan genfinde de personer, som var så nærværende, at man kunne læne sig op ad dem, når man ikke orkede at stå på egne ben – eller flygte fra dem, når man syntes, at de var for meget?
Mange er døde. Andre så man kun flygtigt, men de satte et mærke i sindet, som stadig er synligt for det indre øje.
Marcel Proust spiste en Madeleinekage, mere skulle der ikke til, og fluks var han tilbage hos sin tante ( eller bedstemor) i Cambray i Nordfrankrig, og han var det lille barn igen. Smagen – det var nok. Og han huskede alle detaljer. Ikke bare kirken og solnedgangen. I ”a la recherche du temps perdu” fører han sin læser gennem et virvar af genoplevede sanseindtryk. Som læser snuser man til den tid, han husker. Sanserne åbnes. Hans først. Vores siden.
Imre Kertesz løftede sin arm og snusede til læderremmen på sin ur, og så var han tilbage i Auswitch, og han var igen den lille dreng, der løj sig ældre, end han var, for ikke at ende i gasovnen. Mærkeligt, og er det nu også troligt alt det, han fortæller os i ”de skæbneløse”? Det lyder så utroligt. Når han skriver om, hvordan det var at være lykkelig i Auswitch?
Det salte vand. Havet.


Jeg tror, jeg skulkede den dag. Men det ved jeg ikke sikkert – synes bare, at jeg må have gjort det, for vejret var så smukt, og det var sommer, og solen kastede gule smil ud over byen og havet, og skolestuen var grå. Det husker jeg tydeligt. Selv om jeg sad ved vinduet og øjnene var et andet sted. Og lærerinden sov. Fru Fredborg sov altid. Det er sådan, jeg ser hende: lænet ind over katederet. Hun ligner en, der var en smule på vagt, som en kat, der kun sover med et øje. Men man kan høre på vejrtrækningen, at hun ikke er vågen. Somme tider snorker hun, og så retter hun sig med et sæt og kaster et blik ud over ungerne, der sidder artigt med tavlerne. Griflerne skratter. Det er som det skal være. Hun lukker øjnene og sukker og er væk. Er jeg også væk?
Måske pjækkede jeg?
Eller også var det søndag. Og jeg kunne blive på standen i al evighed. Eller i havet. Omsluttet af mit element. Jeg var fisk engang, det kan jeg mærke.
Vores mor lod os gå frit hvorhen vil ville, men hvis vi skulle bade, måtte hun vide det. Og vi skulle love hende, at vi kun gik så langt ud, at vandet nåede navlen. Ikke et skridt længere.”Kun til nollebassen, lille Janne!” sagde hun.
Og jeg lo og lovede, og var ligeglad, for jeg var en god svømmer.
Fra vi var små, kunne vi svømme som de fisk, vi var inderst inde. Små sære fisk, det var vi.
Jeg husker den første gang, jeg oplevede det. Erindringen er ganske vist uklar og måske ikke helt troværdig, skønt jeg tror på den lige nu. Men jeg befinder mig et forkert sted – her er intet hav – jeg sidder ved min computer og er voksen og kan ikke forsvinde i dybet, som jeg gerne ville for at finde ud af, hvordan det var.
Måske er det ikke gået for sig på den her måde. Men jeg tror det.
Erindring: De store børn ( hvem? mine søskende?) har taget mig med i jollen, de sejler tit uden for havnen, vi har vores egen jolle, og nu ligger vi for anker derude, og en af de store får mig losset ( eller lokket) udenbords og siger vist nok: ”Svøm så!”
Og jeg svømmede. Og min krop blev født. Og jeg blev døbt i dybt vand og stor lykke..
Men den søndag (eller pjækkedag måske), som jeg vil fortælle om, skete der ikke noget særligt. Slet ikke noget dramatisk. Men jeg har alligevel gemt dagen som en af de fineste. Og mest bitre. I den sidste ende altså.
Jeg var alene på stranden. Eller rettere, mine venner og søskende var der ikke, og det er måske derfor, det forekommer mig, at det må have været i skoletiden. Men alene var jeg så alligevel ikke, for der var også en dreng.
Det var en smuk dreng. Han gik i vandkanten og samlede små rejer op, og jeg gik helt hen til ham og så ham åbne hånden og række den frem imod mig, og inde i håndfladen sprællede noget småt og næsten gennemsigtigt. Så levende. Så fint.
Vi legede hele dagen. Jeg lærte ham at træde rødspætter.
Det blev sent, og vi måtte skilles. Han lagde sin hånd på min arm. Og vi var vel 7 eller 8 år, og så sagde han, at vi skulle lege igen i morgen. Solen skinnede om kap med en lille piges smil.
Men så var det, han spurgte mig om, hvad jeg hed. Marianne, sagde jeg.
”Er du en tøs?”
Han vendte sig om og løb.
Jeg så ham aldrig mere. Jeg havde arvet Anders’ badebukser. Så drengen var undskyldt. Han kunne ikke vide, at jeg var en tøs.
Jeg ville ikke være en tøs.
Men det var jeg jo. Her står jeg med min dukke. Jeg legede jo faktisk med dukker. Min dukke hed Ole.

 

Foredrag i min barndoms kirke – metodistkirken i Strandby

Ja, det er det jo ikke, min altså. Min barndoms kirke er for længst forvandlet til diskotek eller burgerbar eller noget andet, jeg har glemt hvad.  Allerede for adskillige decenier siden byggede man en ny metodistkirke i Strandby, og det var jo den, jeg var inviteret til d. 28 april for at fortælle om Ingemann og hustru. Desværre var jeg for sløv til at tage et billede af den smukke nye kirke – det kommer på næste gang, jeg har været i Strandby. Jeg var inviteret af

Som sagt kirkebygningen er ny, men ånden den samme. Nogle af de smukkeste barndomsminder, jeg har, knytter sig til den kirke og det liv, der udfoldede sig inden for  dens rammer.
Jeg var der for at fortælle om Lucie Ingemann, og på billedet her er jeg i færd med at signere et eks. af Digteren og Malerinden, der handler om det egendommelige kunstnerpars liv.

Herunder et billede af min kære “gamle” kirke: