Jakob Knudsen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

 

Jakob Knudsen:

Da jeg er blevet anmodet om at sige et par ord om Jakob Knudsens roman “Lærer Urup” til Ordets Dag i Randers d.3. november 2018, besluttede jeg at bruge sommerferien og lidt mere til at læse (ikke genlæse) forfatterskabet, og jeg vil derfor her ganske kort redegøre for min umiddelbare opfattelse af hvert enkelt værk. Nedenstående er således langt fra litterære analyser.

Jakob Knudsen var indstillet til Nobelprisen, og han er naturligvis en forfatter, man må regne med. Men nu, hvor jeg har læst næsten hele forfatterskabet, sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at selv om emnerne er store: kristendommen og de nye folkelige/religiøse/politiske og pædagogiske bevægelser i tiden, så behandles det altsammen efter min mening overfladisk: meget vises gennem diskussioner, hvor heltens modpart er karikeret og latterlig. Desuden er der for meget fyldstof i stort set alle værkerne og undertiden en forbavsende mangel på litterær kvalitet.

Som sagt: førsteindtrykkene af de bøger, jeg nåede at læse.

Et Gjensyn (1898):

En blanding af Blicher, Morten Korch og dilettantkomedie. Navnlig bipersonerne, er, ligesom mange andre af J. Knudsens personer, fortegnede, så de fremtræder som karikaturer. Og replikkerne er kunstige, nu og da svulstige. Jeg kender jo ikke tidens talesprog, men har dog læst de fleste klassikere fra samme periode, og deri tales der langt mere ”naturligt”.

Ellers er historien ret sød og ind imellem endda underholdende: jeg var underholdt.

Den gamle Præst (1899)

Måske den bedst kendte af Knudsens romaner. Jeg synes dog ikke, det er den bedste. Den gamle præst, Castbierg, er hovedperson, og han sanktionerer fuldt ud grev Trolles mord og efterfølgende selvmord. Greven dræber en ung mand, der har forsøgt at voldtage hans datter.

En af holdningerne i den her roman som i andre af Knudsens værker, er, at der findes skurke, som er 100% onde, og det er derfor ingen forbrydelse at dræbe dem – de er som dyr eller som negre (sic!). De har fortjent at dø. Og når samfundet ikke vil gøre det, så har man lov at tage sagen i egen hånd og dræbe svinet.

”Que la bete meurt.”

Gjæring. Afklaring (1902)

En dobbeltroman. Efter min mening den bedste af Knudsens værker. Navnlig første del fanges man af, her er portrætterne mere nuancerede end ellers, og i første del lægges der op til en gedigen udviklingsroman. Pontoppidans Lykke-Per udkom samme år, og man skulle næsten tro, at de havde læst højt for hinanden af manuscripterne, for der er store ligheder. I dem begge forelsker hovedpersonen sig i en pige fra en fremmed kulturkreds. Begge piger er emanciperede kvinder. Lykke Per forelsker sig i Jakobe, som er jødinde, og Karl i Rebekka, som er fritænker. Begge de unge mænd har fået en streng kristen opdragelse, som de gør oprør mod.

Der er også i begge bøger tale om en dannelsesroman. Personerne drager ud i verden, prøver at gøre sig frie, og de vender hjem igen. Klogere på sig selv og verden. Afklarede.

Og der er to scener, som næsten er identiske. Per rejser ud med Rebekka, og det er idyllisk nok, men så hører han en fjern kirkeklokke, og lyden maner ham tilbage i barndommens kristne forestillingsverden. Karl rejser med Rebekka og det er idyllisk nok, men en aften hører han kirkeklokken, og straks manes han tilbage til kristendommen.

Per drager hjem og gifter sig med en præstedatter, og Karl drager hjem og gifter sig med sin gammeldags og kristne barndomskæreste.

De to hovedpersoner er dog vidt forskellige og deres udvikling ditto.

“Kjærlighed” er et tema i alle bøgerne. Men det er en kysk og usanselig kærlighed.

Det ligger naturligvis i tiden, at sex er synd, at det er noget, man helst helt afholder sig fra. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet sker der en begyndende frigørelse også på det område, men i det pæne borgerskab ser man ikke til den side, men holder fast i de gamle kyskhedsidealer. Det kan man læse meget om i Stefan Zweiks ”Verden af i går”.

Men hos Knudsens hovedpersoner går det da helt over gevind. Her er sexualdrift og dødsdrift så nært forbundne, at seksuel lyst giver feber og krampeanfald. Det vises stærkt i denne roman, hvor Rebekka en sen aften, hvor hun og Karl overnatter i samme hus, går halvt afklædt ind i hans værelse, og han vågner ved lyden af noget så væmmeligt som hendes nøgne fødder, der klasker mod gulvet. Karl bliver rystende angst. Og afviser hende skrækslagen.

Da de to senere faktisk bliver gift, har de heller ikke noget sexuelt forhold, og de betragter med afsky de unge forelskede par, de møder på bryllupsrejsen, og som kysser hinanden. De er enige om, at det slikkeri er afskyeligt.

Ja, Karl er i sandhed et “åndsmenneske”. Og Rebekka opgiver efter hin sære natteoplevelse af hive ham ned på jorden (med al dens smuds).

Selv er hun også indstillet på kyskhed. For hun vil nemlig kun give sig hen til en, der ikke har andre guder end hende. Og Karl er netop begyndt (på deres bryllupsrejse!) at finde vejen tilbage til sin barndoms gode gamle gud.

Sind (1903)

En af de bedre romaner, dog også den er fuld af ”fyldstof” – handlingen er ind i mellem dramatisk – melodramatisk til slut – brandstiftelse og mord.

I mange af Knudsens værker er som sagt onde mennesker virkelig 100% onde, og mord på sådanne væsner er retfærdig og OK. Her er det Anders, der dræber den mand, der har gjort ondt mod hans far og mod  kæresten.

Også her ender fortællingen med et mord. Som forsvares og fremstilles som nødvendigt og retfærdigt. Det er skurken, der dræbes af helten.

Det er også ligesom i ”For Livets Skyld” en stærk kærlighedshistorie indlagt i handlingen. Igen kærlighedens ret – selv om det gælder døden – både skurkens og heltens.

  For livets Skyld (1905)

Helt i Knudsens stil drejer det sig om at belære os. Vi skal være lydige mod Gud og lovene: Dog findes der undtagelser – meget sjældent kan ”Livet” have sin egen lov. Kærlighedens lov. Og i denne fortælling viser det sig, at to unge, som ikke kan få hinanden, elsker stærkt nok og rent nok til, at samfundets love kan brydes.

Jeg synes, at fortællingen er rørende og noget af det bedste, Knudsen har skrevet.

Kun generer det mig noget, at ”heltene” er så viljeløse og rent ud sagt  tumpede. Men sådan SKAL de være, for de er jo bønder og tyende, og så kan de ikke være synderlig begavede ( i Knudsens optik). Og de sidder uhjælpeligt fast i skik og brug og er for dumme til at tænke selv.

Inger (1906)

Begynder som en dårlig ungdomsroman. Alligevel er begyndelse den bedste og stærkeste del af romanen. Bogen er meget langtrukken – f.eks. uendelige diskussioner om tidens emner, ofte sat ind i en højskole/frimenighedssammenhæng, og sprogligt såvel som indholdmæssigt er disse dialoger tunge og trælse  - og så gammeldags, at det grænser til det komiske (folkekomedieagtige).

Det generer mig desuden, at heltinden, Inger, er fremstillet som naiv og uvidende om alt i verden, og hun burde vel have læserens sympati. Hun er jo  frontfigur i diskussionen om kærlighedens ret.

Kærlighedens ret. Emnet er jo smukt nok. Men i denne bog maltrakteres det.

Sladder fylder utrolig meget i alle bøgerne. Alle almindelige mennesker er sladderagtige i Knudsens univers. Det er de for så vidt også i Dostojevskijs værker, men her virker sladderen interessant, fordi den er meningsfuld i sammenhængen og desuden skaber interessante psykologiske portrætter. Det sker ikke hos Knudsen.

Det forbliver småborgerligt og trivielt. Ind imellem får man desuden kvalme af forfatterens racistiske holdning og foragten for alt, der er ”ikke dansk” – her et enkelt citat ( det er en tysker, der her er tale om):

” … han (helten) fornam (ikke) denne rigtig som en Person, men som en Neger eller Orangutang eller saadan et andet Halvmenneske.”

Fremskridt (1907)

Som mange af de øvrige romaner er temaet her i god Luthersk ånd: “Lydighed mod Kald og Stand.”

Romanen indledes farceagtigt med et ”middagsselskab”, hvor alle de gode gamle bønder ”skaber” sig for at leve op til proprietærstanden, som de alle sammen mener, at de er på vej mod. Kun Eiler Borrevad nægter at spille den komedie. Han forlader selskabet i utide, dog ikke uden en alenlang retiradetale. Her bebrejder han bl.a. bønderne, at de ikke mere følger gammel bondeskik. Han omtaler de nye proprietærer som halvmennesker og husmændene som dyr.

Dyr er et skældsord hos Knudsen. Ligesom naturen og det naturlige i øvrigt er lavt og grimt. Undtagen i æstetisk sammenhæng = solnedgange og lignende skønhedsåbenbaringer.

Demokrati og socialisme er de frygtelige følger af det såkaldte fremskridt. Jakob Knudsen er helt på linje med Ingemann her. Også han afskyede ”allemandsstyret” = demokratiet.

Ingemanns romaner spiller i øvrigt en stor rolle i Knudsens bøger.

Lærer Urup (1904)

Der er som i flere af de øvrige romaner en del dramatik, her er det selvtægt i forskellige former: prygl og drab. Samtidig er bogen en slags programskrift for Knudsens ideer om opdragelse og øvrighed. Socialister og demokrater fordømmes og afstraffelse og lydighed prises.

Her et lille eksempel. Præsten holder selskab og har inviteret Urups. Et treårs barn irriterer fru Urup, og hun foreslår forældrene, at de giver barnet ”nogle ordentlige klø.”

Præstens er ”humanister” og fremstillet så karikerede, at de ikke kan tages alvorligt.

(Citat): (Præsten) ”Men vil de da ligefrem … ha ha ha … at man skal slaa saadan en lille En? Hvor, maa jeg spørge? Ha ha ha …”

”Aa, man fandt vel nok et passende Sted,” kom nu Urup sin kone til Hjælp.”Jeg ved ikke, hvad De finder forkasteligt ved den Sag.”

Urup er skildret som alvorlig og sympatisk med gode pædagogiske ideer: Han vil forvandle skolebørnene fra at være så og så mange ”lispund kød” til at blive åndelige mennesker. Lave dem om kort sagt.

(Citat): ”Ved den levende Fortælling fremtryller jeg en Verden for Børnene, og derved bliver jeg foreløbig en Slags Skaber for dem, der har deres Hjerte og deres Vilje i min Haand og kan forme og danne deres Væsen, som jeg vil …”

Ideerne om det levende ord har han vel nok fra Kresten Kold og Grundtvig. Desværre ser vi ham ikke rigtig i funktion. Når han fortæller for børnene, er det de samme gamle tekster om danske helte, der går igen. Navnlig Uffe hin Spage. Jeg kan forestille mig mange børn falde i søvn, når han tager fat på at fortælle.

Desværre er det vanskeligt for Urup at få lov at virkeliggøre denne forvandlingsproces, fordi samfundet er ondt og sætter sig imod. Jeg siger Gudskelov og Tak. Husker fra min skoletid, at jeg hørte et foredrag af en socialdemokratisk undervisningsminister, K.B. Andersen ( det har været i 50’erne) og han sagde omtrent sådan her:

”Børn har deres egen suveræne verden. Mit råd til lærerne, når de spørger mig, hvordan børn skal håndteres, er følgende: ”Hold fingrene væk!”

Men her skal i høj grad fingereres.

(Citat): Men arbejdet blev ham og Ligesindede saa frygteligt besværliggjort af Samfundet, af Staten. Den overfyldte Verden, med sin bagvendte, falske Humanitet, med Menneskekroppe, – som om det var det første af alt, at faa Landet overfyldt med Kroppe, – det myldrede, vrimlede, boblede op fra Bunden med levende Kjød, svedende, begjerende, forslugen Kjødmasse, fordi man med en Iver, der i Sandhed var bedre Sager værdig, med alle optænkelige Kunster og Anstalter og Bekostninger, forhindrede Døden i at gjøre lyst og lufte ud i al denne Kjødelighed.” (Citat slut)

To Slægter (1910)

Det synes at være et i al hast sammenflikket værk. Handlingen er langtrukken og egentlig ligegyldig for læseren. Den skulle vel så have sin force i den psykologiske skildring af de unge mennesker i bogen, men det forbliver usammenhængende og utroværdige portrætter. Slægten Børgesen er og har altid været studeprangere og hestehandlere, og slægten Theisen har en mere ophøjet fortid som præster og provster og biskopper. Den Theisen vi møder her er dog sunket til proprietær. Deres børn forelsker sig i hinanden, men som i alle Knudsens værker går de og er forelskede i årevis. Det er næsten til at græde over. Kys bliver der ikke mange af, og da sex er et uhørt frækt begreb i den her verden, så er alt kysk hele vejen til den bitre ende (ægteskabet) hvor det sexuelle, hvis det udfolder sig holdes langt væk fra de renfærdige romansider. Kun voldtægtsforbrydere kaster sig ud i den slags svineri.

Stilen er her så meget mere klumpet og ubehjælpsom end i Knudsens øvrige bøger. Et kort eksempel:

”Gamle Theisen kunne ikke faa noget Smil frem i sit ellers så bevægelige Ansigt, da han gav sin Svigersøn Haanden; der gik tværtimod en uvilkaarlig Trækning som af legemlig Smerte hen over det, idet han hilste. Gamle Theisen havde egentlig ikke, før i dette Øjeblik, da han virkelig skulle afstaa Eline, anet, hvor stærk Modviljen mod Kresten havde vokset sig hos ham. De havde aldrig vekslet et ondt Ord. Forandringen i deres Forhold var for Theisens Vedkommende vistnok nærmest skeet ad indirekte vej: gjennem Søren.” osv. …

Et eksempel på en utroværdige personskildring ses i hovedpersonen Kresten. Han er i romanens begyndelse en stakkels bange og forkuet dreng uden mindste tiltro til egne evner. Og dette bekræftes i ungdommen. Han dur ikke. Bliver så karl på brorens gård. Og går næsten i stå. Så kommer der en grundtvigianer til gården som huslærer, og han er fremstillet så åndsforladt, som man kan forestille sig, synes jeg. Slår om sig med stumper af sin åbenbart mangelfulde læsning af Kresten Kold og Grundtvig. Men Kresten fanges – han har da aldrig hørt noget så skønt – selv om han ikke i sit pauvre ordforråd er i stand til at gøre hverken sig selv eller læseren overbevist om, at han har forstået noget som helst. Så vil han være præst. Og det bliver han med udmærkelse. Han virker på mig som helt igennem afstumpet, selv om det sikkert er Knudsens mening af skildre ham som det modsatte.

 

 

Rodfæstet (1911):

Rodfæstet ligner de øvrige romaner derved, at persontegningen er en vekslen mellem folkekomedieagtige og almindelige triviallitterære klicheer: alle over 55 år harker og læsper og har gigt, og de savler og spytter, hvis de er lidt ældre.

De onde er 100 % onde, og kvinderne er naive og dumme. Næsten alle er sladderagtige.

Her er der dog en stærk kvindekarakter: Agnete. Til gengæld ser vi hende kun i glimt, og ud over enstavelsesord og rødmen agerer hun ikke i bogen, kun gennem personernes (godes som ondes) udsagn ved vi, at hun er rolig, ærlig, stærk og tro. Hun er desuden opdraget i lydighed.

De øvrige personer er som taget ud af en dansk folkekomedie fra 50’erne. Kapellan Burholdt er helt til grin – han savler rundt omkring præstefruen som en hund om et kødben. Vist nok uden at bide i det. Det har hun ellers nok lyst til, for hun er som ganske ung blevet (tvangs)gift med en gammel præst, og han holder sig til sit studieværelse, hvor han sidder og læser grammatik. Han er skildret som en ulækker sag. Kapellanen bor i værelset ved siden af kapellanen. OSV. – det er ren trivi.

Indtil bogens slutning er kapellanen totalt latterlig, men til slut viser han sig at have en anden side ( der svarer til alle de idealer, der er Jakob Knudsens) . Et mord (som han selv har begået) får ham til at indse, at han hidtil har ”spillet” sit liv, og at rollen var falsk. Og det, fordi han ikke i god Luthersk ånd har holdt sig til KALD og STAND – altså ikke er blevet ved sin bondestand og været den og sig selv bekendt.

Til sidst får han lov (og nyt liv) i en lang tale til Eijler (der også er forskruet, men gennem kærligheden til Agnete vil kunne reddes – og lydighed har han lært af sin far) –

Her et uddrag af kapellanens lange (formanings)tale til Eiler:

”Jeg tror, alt beroer paa Lydighed og Kjærlighed – alt – baade timeligt og evigt – for man faar kun et Begreb om Himmerig, om alt, hvad der er godt og skjønt og sandt, hvis man som Barn har kendt Lydighed og Kjærlighed. Det er vor Sjæls Grobund

….  Aa, saa kom alle disse afskyelige Unoder, som følger af Ulydighed: der er det, at man altid seer sig selv, rykker sin egen Livsrod op for at betragte den. Det, de kalder Reflekterthed. Det skal hedde sig, at det kommer ved den stigende Intelligens og Kultur. Det er noget godt Snak! Der er jo ingen, der kan være mere reflekterte end smaa, uartige, ulydige Bønderbørn, Ligesaa snart et Barn bliver ”kjælle”, saa ser det jo sig selv og spiller Komedie, Nej det er på Grund af Ulydighed i Barndommen, at Folk nu til Dags bliver reflekterte, og at Slægten bliver gammel og udlevet. Et ulydigt Barn kan aldrig betages af en Ting, aldrig glemme sig selv af glæde ….”

Ikke noget med at røre ved hinanden i Knudsens univers. Kærlighed er totalt blottet for kærtegn – eller næsten. Og erotik kan der aldrig blive tale om. For kærligheden skal være ren, og alt sanseligt er beskidt.

Angst (1912) Mod (1914)

 Disse to romaner handler om Martin Luther, men så vidt jeg kan se, ligger romanen på linje med de øvrige bøger om forkuede drenge, der vokser op i et strengt og patriarkalsk miljø og som udvikler sig derefter. Og ikke så meget om den historiske Martin Luther. Sandsynligvis om Jakob Knudsens egen barndom.

Her er en scene, hvor faderen revser drengen for en forseelse. Drengen har været så optaget af moderens fortælling, at han har glemt at hente to bortløbne kid hjem. Og nu straffen:

”Du har altsaa forsømt at hente Kiddene paa den Tid, som var dig befalet,” sagde Faderen roligt, ”saa har Ræven eller Ulven ødelagt det ene af dem. Det fortjener Du Straf for. Det kan Du vel forstaa.”

Inden han havde udtalt, ramtes Martin af det første Slag af det tynde Reb, hans Fader holdt i Haanden. Det var lagt dobbelt. Slaget kom over Martins Skulder og ned over hans Ryg. Han havde kun en tynd Bluse. Det var som om han skulde daane af Smerte. Men i næste Øjeblik kom det andet Slag, – nu haglede de ned over ham.

Martin plejede at staa ret op, naar hans Fader slog ham, uden at værne eller skærme sig ved nogen Bevægelse. Men disse Slag gjorde saa bidende – saa sindsforvirrende ondt, saa han, uden at ville det, først løftede armene over sit Hoved, lidt efter tumlede til Jorden og væltede sig.

Men han Fader blev ved at slaa …” (Citat slut)

Drengen bliver pryglet til blods. Det er ikke så underligt, at han bliver en forkuet og angst dreng. Kristendommen redder ham.

Jakob Knudsen godtager (ja, lovpriser) i værk efter værk faderens ret til at revse og volde sit barnet ulidelig smerte. Faderen og kongen og øvrigheden har fået magten fra Gud og har derfor ret til at forlange blind lydighed af alle, som IKKE har fået myndighed tildelt; barnet, husmanden, tjenestefolkene, kvinderne og forbryderne for nu at nævne nogle umyndige.

Kald og stand er stiftet af Gud og kan ikke diskuteres. Mere luthersk kan det ikke blive.

Bogen er netop genudkommet i en videnskabelig kommenteret udgave af  Thomas Reinhold Rasmussen. Den glæder jeg mig til at læse og vil kommentere på den senere.

En Ungdom (1913):

Her kommer Knudsens hovedtanke klart til udtryk: at mennesket skabes af opdragelsen ( = at lære lydighed og samvittighed). Altså at være underdanig og bange (min tolkning) – bogen er en konfrontationsfortælling, hvor tidens hovedstrømninger, som Knudsen opfatter dem – mødes i heftige dialoger. Vi møder demokrater, grundtvigianere, radikalere, socialister, indremissionske, og så sidst, men ikke mindst, hovedpersonen Niels Andersen, der er ubøjelig antidemokrat og for øvrigt anti- alt det ovenfor nævnte.

Han holder på ”de gamle dyder” hvoraf ovenstående (lydighed og samvittighed) er de vigtigste.

Citat: (Helten Niels er ansat på en højskole, hvis grundtvigianske rektor han ikke har megen respekt for. Dennes holdninger er i Niels’ øjne udtryk for holdningsløshed – og især foragter han det ”danske smil” – som rektoren har så let ved) – her møder vi Niels i en diskussion på skolen om forsvarssagen:

”Forsvarsuviljen er netop en Lammelse, og jeg troer, den stammer allerede fra Barndommen, fra Opdragelsen af. – Hvis Tyskerne erobrede os, og det da viste sig, at de fleste af os var bleven moderne Forsvarsnihilister – hvad jeg dog haaber langfra vilde være Tilfældet – da skulde vi saamænd paa en Maade nok hævde os iblandt dem, ikke som Danske – Sprog og Nationalitet vilde en moderne Forsvarsnihilist hurtigt opgive – nej, men som en Pestbacille hævder sig; vi vilde hærge det sunde, tyske Folk med vores Væsen, brede vor Smitte, den nationale Lammelse, i videre og videre Kredse. Tyskerne skulde nok faa at mærke, at det blege, danske Smil var oprunden iblandt dem. Hvad det Smil – Lammelses-Smilet – kan udrette, kjender vi jo altfor godt her hjemmefra. ( …. ) Alle vi Danske kan mere eller mindre efterligne det og bruge det – enten vi virkelig lider af Lammelsessygen eller ej, Fremmede kjender os derpaa, og vi finder Fremmede, hvor vi kommer, mere ”barnlige” end os selv. Det er dette Lamheds-Smil, der i Virkeligheden tænkes paa, naar man taler om, at vor ”Kultur” skal værne os. …”

Endnu et citat fra samme diskussionsaften. Og her taler Peter, som er Niels’ eneste proselyt – og her forsvarer han forsvarstanken:

” … jeg troer aldrig, jeg bliver forlovet. For der er en Kvinde, jeg elsker, hendes Herlighed, hendes Rigdom, en Kvinde, som – man ikke kan faa. Det er den danske Kvinde, hende, der hedder Danmark. Det er ikke blot for hendes Alders og Værdigheds Skyld, at det er umuligt, for sommetider er hun saa ung og seer saa yndig ud, men alligevel. Hun forlanger slet ingenting for sine Gaver; vi kan levehøjt af det, hun skjænker os, og aldrig sige hende Tak derfor.”

Osv. – åh nej, HUN kræver ingenting, siger Peter (Knudsen) men hun kræver så alligevel unge mænds ultimative offer: døden på slagmarken – døden for hende. Og desuden: hun gør åbenbart den forelskede impotent over for den kødelige kvinde, han møder og synes om.

I hele romanen forsøger Peter nemlig at fri til Grete, men i afgørende situationer KAN HAN IKKE. Åbenbart takket være kærligheden til DANMARK.

Jyder (1915) – 17 Fortællinger.

Ganske underholdende – vist er Knudsen bedst i novelleform. Hyggelige skildringer af livet i begyndelsen af 1900tallet. Karaktererne er dog også her klicheagtigt tegnede. Men underholdende. Jeg tænker på de Familiejournalfortællinger, jeg slugte som barn. Nu slugte jeg også gerne Knudsens. Rigtig god bliver han, når han fortæller om sine personlige oplevelser som foredragsholder rundt om i landet.

En gammel slægt (1918)

Hele vejen igennem en sørgelig og håbløs fortælling om en gammel slægts degenerering til sygelige og forbryderiske og i bedste fald komiske eksistenser. Her lades alt håb ude. Sønnerne bliver alle forbrydere, og døtrene dør af tæring. Jeg tænker på Hermann Bangs ”Håbløse Slægter” – men den er dog højt hævet over Knudsens jammerkomedie.

Jeg kom også til at tænke på den gamle sang: ”Her går det godt, Fru Kammerherreinde”.

Jakob Knudsen er dog i stand til at skabe situationer, hvor man mærker, at hans sympati for personerne er ægte, og det kan undertiden blive ganske rørende. Og vist har han evner som forfatter, men han blev altså også omtalt i tiden som mulig kandidat til Nobelprisen i litteratur.

 

Jeg vil slutte mit indlæg om Jakob Knudsen med at pointere, at jeg aldrig har forsket i forfatterskabet, og at jeg sikkert ikke yder forfatteren retfærdighed. Ovenstående er blot mit første indtryk af bøgerne. Og min helt personlige mening.

Og jeg tror stadigvæk, at “Se nu stiger Solen af Havets Skød” skal synges til min begravelse. Sammen med Ingemanns “Dejlig er Jorden.” Men begge forfattere var nogle slemme karle, hvis jeg skal dømme dem. Det skal jeg heldigvis ikke. Og skrive salmer kunne de.

—————

5. I begyndelsen var opdragelsen

 

Dette er det femte indlæg om børn.

Herunder vil jeg give en lille smagsprøve på en bog, som jeg kan anbefale enhver, der vil vide mere om mennesker og deres væsen og uvæsen.

Bogen “I begyndelsen var Opdragelsen” er skrevet af den schweiziske psykoanalytiker Alice Miller. Den udkom i Danmark i 1992 – ti år tidligere udkom bogen “Det selvudslettende Barn.” A. Miller har gennem hele sit forfatterskab beskæftiget sig med “Barndommen” og navnlig redegjort for de skader, opdragelsen gør på barnets og senere det voksne menneskes psyke. Det er ikke i sig selv banebrydende tanker – og de klassiske psykoanalytikere påviste jo også, at de fleste skader på sjælen ( psyken) kan føres tilbage til oplevelser i barndommen.

Det nye er Millers radikale syn på opdragelsens funktion som lemlæstende for psykens naturlige og frie udvikling. Via en analyse af 1900 tallets opdragelsesmetoder i Tyskland løser hun gåden om, hvordan så mange almindelige og oplyste tyskere uden at tøve kunne godtage Hitlers massemorderiske udskejelser. Hvordan kunne det gå til, at mennesker med levende hjerter og menneskelige følelser stiltiende kunne acceptere, at små børn blev gasset ihjel og uskyldige mænd og kvinder mishandlede til døde? Hvordan kunne et helt folk hylde en sådan ærkeforbryder som Hitler?

Jo, det kunne de, fordi de netop ikke havde levende hjerter og følelser – det kunne de, fordi de var sjæleligt døde. Det havde opdragelsen sørget for.

Hitler hævnede sig på sine opdrageres daglige vold mod det lille barn, han engang var, ved at dræbe og pine f.eks. jøder og forføre et helt folk, der også tørstede efter at hævne barndommens ubeskrivelige og forbudte smerte. Her fandt de objekter, der lod sig pine.

Miller skriver ( side 234 iReitzels udgave): “antallet af disponible objekter, man kan vælge imellem, når man vil tage hævn over sin egen barndoms lidelser, er næsten ubegrænset, men ens egne børn er jo de nærmeste ( Hitler fik ingen børn) – Næsten i alle gamle bøger om opdragelse drøfter man i første række, hvordan man kan bekæmpe spædbarnets egenrådighed og tyranni, og hvordan man må straffe det lille barns “halsstarrighed” med de skrappeste midler. Forældre, der først én gang er blevet tyranniseret af disse råd, har naturligvis travlt med så hurtigt som muligt at finde afløb hos et erstatningsobjekt og oplever i deres barns vrede deres egen tyranniske far, som de nu endelig kan gøre med, hvad de vil.”

Det er denne ring, der må brydes for at et menneskeligt samfund kan dannes.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt. For mig er de eksempler, som Miller bruger i sin bog, og som er eksempler hun kender til fra sin virksomhed som analytiker, så himmelråbende forfærdelige, at det er svært at tro, at de ikke er enkeltstående fænomener. Det er de ikke ifølge forfatteren – det er netop sådan, man i almindelighed opdrager børn: ved at knække deres vilje og få små lydige proselytter ud af dem.

Bogen er barsk læsning. Og skildringen af det, som Miller kalder “sort pædagogik” er skræmmende. Og fremmed i al fald for mig. Det er Millers overbevisning, at den sorte pædagogik ikke hører fortiden til, men er ( var) anvendt overalt i Europa i 1900 tallet, hvad da også utallige afsløringer af børnemishandling på børnehjem og andre institutioner for børn har påvist.

Der er stadig mennesker i vor oplyste tid som kæmper for retten til at mishandle børn (= deres egne). Ja, revselsesretten har stadig mange tilhængere – det er kun få år siden, at Dansk Folkeparti forsøgte at generobre forældres ret til at slå deres børn.

Miller beskriver tre menneskers barndom: Christiane F.´s, Adolf Hitlers og Jürgen Bartschs ( kendt massemorder) – gennem grundige beskrivelser viser hun, hvordan den  voldelige opvækst, som disse børn har været udsat for, har skabt dem om til de uhyrer, som de endte med at blive.

Christiane F. var narkoman og vendte destruktionen indad mod sig selv, hun blev reddet, fordi hun mødte nogle mennesker, der kærligt og forstandigt tog sig af hende.  Hitler mødte ingen kærlighed – han var fortabt, og når man læser om den daglige vold han var udsat for, forstår man meget – en gang forsøgte den 11 årige Hitler at flygte fra faderens vold og blev derfor næsten banket ihjel.

Miller skriver side 142: “Barnet Adolf kunne være vis på, at mishandlingerne ville blive ved. Lige meget hvad han havde gjort, så fik det ingen indflydelse på den daglige omgang prygl. Han havde ikke anden udvej end at fornægte smerterne, altså at fornægte sig selv og identificere sig med angriberen. Ingen kunne hjælpe ham, ikke engang hans mor, det ville være farligt for hende, da hun også blev mishandlet.”

Det vil føre for vidt her at redegøre for bogens komplicerede teorier uden at forenkle dem, men jeg synes selv, at jeg er blevet klogere med hensyn til at forstå voldens og det ondes arnested – hvordan opdragelsen kan forvandle levende mennesker til kolde maskiner uden følelser.

 

Jeg vil slutte af med at citere fra et af mine tidligere indlæg, nemlig om baroktidens brutalitet. Vi er nu i 1600 tallet. Sammenhængen mellem samfund og opdragelse fremgår faktisk også af den lille artikel. Se selv:

I dag bliver vold i stort set alle sammenhænge set som noget ondt. Men dengang blev korporlig og åndelig mishandling betragtet som et gode, eller i bedste fald som et nødvendigt onde. At afskaffe vold var det samme som at afskaffe det kristne menneske. Vejen til karakterdannelsen gik kun én vej: gennem voldens smerteunivers.
Vi kan finde eksempler overalt i tidens litteratur. Her er et udpluk fra en prædiken, som Thomas Kingo holdt over Jakob Birkerod: “Ved TILSYN og god OPTUGTELSE beskikkes Børn til Gud. BØRNE-TUGT er nødvendigere end Klædetvet, denne tager vel Skarn og Smitte fra Legemet, men hin Vanske og Vanheld fra Sindet”. Og senere i samme prædiken: “Vist er det, at Børn fødes ikke Mænd; Men det er og vist nok, at Mænd deris Liivs Tiid tiit blive Børn, fordi de manglede Tugt.”
Det var således ikke blot tilladt, men ligefrem anbefalelsesværdigt at slide flittigt på pisk, stok, ris, ferle, og hvad man ellers besad af torturredskaber. Og der var ikke nogen rar nabo eller social myndighed, der greb ind, når et barn var udsat for korporlig afstraffelse.
Voksne mishandledes og mishandlede også hinanden livet igennem. Fra historiebøgerne ved vi, at tidens danskere led under fattigdom og sult, der var aldrig særlig langt til livet på landevejen, i 1660 strejfede 10% af alle danskere om og ernærede sig ved tiggeri. Og dertil kom de mange krige og pestepidemier. Det må have været ganske uhyggeligt at leve i den tid.
Erik A. Nielsen skriver herom i sin Kingobog: “Hjerteløse prygl og afstraffelser hørte til dagens (u)orden. Den patriarkalske familie spejler i en miniatureskikkelse enevældens patriarkalske samfundsorden. I det private som i det offentlige hersker den umenneskelige jurisdiktion og de grove straffe. Børneopdragelse foretages ofte med ris, der har ligget i saltlage og modsvarer nådesløsheden i opdragelsen af det religiøse sind. ( Side 36 ).”

Her synes jeg, at et sidespring er nødvendigt, inden vi helt afskriver barokken som et voldeligt intermezzo i vor folks historie. Den barske og hårde børneopdragelse forsvandt nemlig langt fra med barokkens forsvinden. Jeppe Aakjær fortæller i sine erindringer om glæden ved barndomshjemmet, men han fortæller også et sted, hvordan han ofte fulgte med sin mor, når hun skulle skære ris, og de to snakkede så godt sammen, og i al den fryd og glæde kunne den lille dreng næsten glemme, hvad risene skulle bruges til. Først når de kom hjem, og mor lagde risene i saltlage (!) blev den lille dreng beklemt. Men Aakjær bebrejder ikke sin mor de hårde afstraffelser, de nævnes blot som en uvæsentlig, ja nærmest lidt humoristisk biting, og det er modbilledet af den fromme og gode moder, der bliver stående i erindringen.
Først med Knut Beckers lange fortælling om drengen Kai ( i romanen: Det daglige Brød) bliver børnemishandlingens grusomhed genstand for en iskold og nøgtern og samtidig hjertegribende fremstilling, så at også læseren må tage afstand.

Og lige til slut: Der findes stadig mennesker, også i Danmark, der af et godt hjerte mener, at forældre har ret til at tæve deres børn. Prygl er nok forbudt på papiret og i det offentlige rum  ligesom rygning. Men i hjemmene?  Tja …
Selvfølgelig er der et modbillede til tidens ( barokkens ) megen elendighed. Det vil jeg vende tilbage til, men jeg vil også MEGET gerne høre jeres kommentarer til ovenstående.
Dette er fra indlægget om Thomas Kingo fra forrige år – se oversigten.

 

1. Børn. Rikkes fødselsdag

Den schweiziske filosof og psykolog Alice Miller har hele sit liv arbejdet med begrebet “barndom” og skrevet mange bøger om emnet, en af dem handler om Hitler som barn. Hendes hovedide er, at barndommen for alle, men mere for nogle end for andre, er en smerteproces, man i følge sagens natur må igennem, men som for rigtig mange skader psyken for livet. En af hendes seneste værker hedder betegnende nok: “I begyndelsen var opdragelsen.”
Ja, opdragelsen. Den har vi alle prøvet på egen krop og sjæl og mange af os givet videre til de små børn, der kom i vores varetægt. Og vist har vi fejlet, men for de fleste af dem, jeg kender og for mig selv, tror jeg, at jeg med nogenlunde sindsro kan tilføje, at vi gjorde vores bedste. Det var så ikke altid godt nok.
Et af mine store forbilleder indenfor børneopdragelse er min egen far. Han undlod med stor succes at gå i lag med den opgave, der hedder opdragelse og lod alle fem børn udfolde sig nogenlunde frit, men med en sådan ro og venlighed, at vi rent faktisk artede os ret så eksemplarisk. Vi var vist aldrig ulydige.
Sådan har jeg ikke opdraget mine børn. Jeg ejer ikke hans sindsligevægt og indre ro. Men jeg har da forsøgt at give plads for et vist  mål af frihed. Og i al fald gik det aldrig som i den novelle, som jeg vil bringe herunder. Den er taget fra novellesamlingen: “Mellemlandet.”

Rikkes fødselsdag

Rikke er fin. Det er hun næsten altid, men i dag er hun særlig fin. For det er hendes fødselsdag.
”Og så skal vi have selskab,” siger mor, ”og være fine.”
Så det er hun. Meget fin endda.
Kjolen er gul og lavet af noget stof, som mor siger hedder silke. Hun er mors lille silkepige.
Kjolen har flæser forneden og blonder foroven. Og mor har krøllet hendes hår, der er lige så gult som kjolen. En rigtig prinsesse og fars lille skat, siger far og ser stolt på hende. De voksne vil så gerne være stolte. Og det er noget, som de er alene på grund af hende. Altså, når hun er artig og dygtig og pæn. I dag er hun alle tre ting. I al fald artig og pæn. Dygtig, det ved hun ikke rigtig. Selv om det sørgeligt nok er den vigtigste dyd. Det hedder det. Dyd. Det siger far. Han kan så mange ord. Det skal hun osse kunne. Og være god til at
tælle.
”Hvor meget kan du tælle til nu?” spørger far næsten hver dag og ser så alvorligt på hende,
som om hun ville komme slemt til skade, hvis hun ikke kunne tælle til mere end 5. Men hun kan heldigvis tælle til 50, så han behøver ikke være bange. Men læse kan hun ikke.
Far har forsøgt at lære hende noget, der hedder alfabetet. Det skal man bruge til at
læse med. Man kan både remse det og synge det. Og når far synger med, går det nogenlunde med det. Men lære det udenad, det kan hun ikke. Og slet ikke bruge det. Det er også alt for indviklet for et lille barn, siger mor og så skændes de lidt om det, og det ender med, at far siger: jamen, hun er vel ikke tung i det, tror du? Og de kigger begge
to så bekymret på hende, som om tung er en hæslig sygdom, som de er bange for, at hun fejler. Så nu har hun bestemt, at tung, det vil hun i al fald ikke være. Og derfor spiser hun meget mindre end før. Det hjælper osse, det kan hun mærke. Selv is. Som ellers smager
så godt. ”Nej tak,” siger hun og nejer pænt, hver gang de spørger, om hun vil have en. Og så siger de, at hun er et underligt barn. ”Tænk, vores Rikke kan ikke lide is,” siger mor og lyder på en gang bekymret og stolt.
Rikke gider ikke fortælle hende, at hun tager fejl. Hun elsker is. Det er alt for indviklet.
Hun bliver 6 år i dag, og derfor har hun selskab. Hun har osse seks gæster. Og er endda
midtpunkt.
”Hvordan føles det så at være midtpunkt, lille Rikke?” spørger mormor, og hun kan ikke
svare, for hun har ikke prøvet det så længe endnu, at hun synes, det kan føles. Men hun tror nok, det er rart, for det betyder, at man gerne må snakke, og at de voksne smiler imens og lytter. Det er helt sært. Hun ser hen på farfar. Han smiler ikke, og Rikke tror slet ikke, at han kan. Hans læber er vistnok limet sammen, og når han en gang imellem skiller dem for at spise eller for at grynte, så kan man godt se, at han rigtig må anstrenge sig. Det er nok alt det lim, tænker Rikke og synes, at det er lidt synd for ham, men hun gider
alligevel ikke have ondt af ham, for han er underlig, og han ser altid så alvorligt, ja næsten vredt på hende.
Mormor er helt anderledes. Hun smiler i ét væk. Sommetider ser det ud, som om smilet
sidder fast, og Rikke får en grim lyst til at gøre noget uartigt, bare for at få det løst. Somme tider ser hun lige på Rikke imens og siger, at hun er en solstråle. Et lille lys i mørket. Det har hun osse kaldt hende engang. Det var dengang, mor græd i flere dage, og til sidst kom mormor og flyttede ind bare for at trøste hende.
”Jamen, kæreste barn, du har jo din lille pige, tænk på det. Hun er det lys, Herren har
sendt dig i dit mørke.” Rikke fik ondt i maven, da hun hørte det, for hun syntes slet ikke, at hun kunne lyse det mindste.
Mormor snakker tit om Herren. Det er en, der osse hedder Gud. Men hjemme hos dem er
der kun far. Herren er en mystisk mand, der går rundt og tænder små lys som Rikke og sender dem til de bedrøvede, der lever i mørke. Hun kan bare ikke forstå, hvorfor han har valgt hende. Hun kan slet ikke lyse mor glad. Han har nok taget fejl og tænkt på en helt anden. En der ligner Rikke. Men bare med lys i.
De får boller og kagemand og kakao.  Og Jens spilder selvfølgelig kakao på sin fine, hvide skjorte og lidt på mors dug osse. Det ser sandelig ikke pænt ud, og de voksne får travlt med at forsøge at fjerne den grimme plet, inden den tørrer ind på dugen. Men det kan de bare ikke. En ækel brun plet breder sig lidt midt i alt det rene og fine. Føj for en møgunge! Og så skælder de ham ikke engang ud.
”Herregud,” smiler mormor, ”han er jo kun tre år og kan ikke gøre for det.” Og hun gør sig
umage for at holde smilet kørende i hele ansigtet.
Mor og tante Erna smiler ikke. Det kunne osse lige passe. Onkel rømmer sig og ser væk, og
farfars mund bliver en smal streg, og morfar siger en lyd som en rar plysbjørn.
”Fy, slemme gris!” siger Rikke alligevel, når de andre nu ikke vil. Og hun tænker, at der kan man ligegodt se. Det er sandelig et held, at de ingen drenge har. Fætter Jens har Herren i al fald ikke sendt for at lyse for sin mor. Men måske sender han osse nogle børn, der skal sørge for, at der ikke bliver alt for lyst. Det går jo ikke an, at de voksne render omkring og er glade i tide og utide. Og hun ser strengt på møgungen. Selv skal hun
nok passe på. Hun spilder ikke, for hun er en pige. Og hele seks år. Og man kan
godt gøre sig lidt umage. ”Bare du gør dig lidt umage,” siger far, når der er noget, som er svært.
Senere foreslår mor, at Rikke skal tage sin lille fætter med ud og lege i haven. Hun
glor på Jens og ved godt nok ikke, om hun gider lege med den ulækre spildeprås.
”Men I skal opføre jer pænt og artigt. Og ikke gå længere end til sandkassen. Og endelig
ikke grise jer til,” siger mor.
Det skal de nok, lover Rikke og nikker. Og så ryster hun på hovedet. Nej. De skal ikke
grise sig til.
Sandet er pænt og hvidt, og de har fint og rent legetøj i kassen. For mor vasker det hver
dag med sæbe og vand, fordi der lever nogen små dyr, det hedder batterier, og de er meget farlige. De sætter sig på alting og især på børn, og derfor må man hele tiden vaske dem væk. De kan ikke lide sæbe. Det dør de af. Men hvis man ikke får has på det skidt, siger mor, så kravler de ind i børns kød og æder løs, uden at man kan se det. For de er usynlige ligesom nisser og trolde og engle. Men bare meget mere uhyggelige.
Nogen gange kan Rikke ikke sove, fordi hun synes, at hun kan høre dem pusle rundt i sengen og lure på hende. Og hun hyler, og mor kommer rendende, men gider ikke vaske
sengen midt om natten. Og far kommer osse, og han siger, at hun kan få en endefuld, hvis hun ikke holder op med det tuderi. Og nu skal hun sove. Basta! Så ligger hun
og kradser sig på arme og ben. For man kan vel kradse dem ihjel. Mon ikke?
Da de sidder i sandkassen med hver sin spand og skovl, fortæller Rikke Jens om batterierne, og hun siger, at de æder ham op, hvis han griser sig til.
”BANG!!!” skriger han lige ind i hovedet på hende, og hun ved ikke, hvad han mener, om
han vil skyde dem, eller om de vil skyde ham. Hvor er han dum! Men han fortsætter med at hyle, mens han fægter i luften med sin skovl. ”BANG – BANG
– BANG! Så nu skudt jeg patterierne,” siger han så og kan altså ikke engang tale
rent.  Så begynder han igen at grave i sandet. Patterierne! Han kan selv være et patteri. Pattebarn er han i al fald, tænker Rikke. Men hun siger det ikke højt, for hun har lovet
far og mor at være høflig over for gæsterne. Og lille dumme Jens er en gæst.
Hun giver sig osse til at grave. En tid graver de om kap. To små huller, der vokser, men
Rikkes vokser hurtigst. Skovlen arbejder og arbejder. Op og ned går det, men i
det lange løb er det ikke morsomt.
”Skal vi lege nu?” spørger Jens pludselig og kaster den blå skovl fra sig. Rikke
standser midt i en stor skovlfuld og lader blikket glide fra den røde skovl,
der hænger i luften og til den lille dreng, der nu puster kinderne op og med ét
ser ganske babyagtig ud. Som en stor dukke, og sød for resten. Men så siger
hun alligevel, at det gør de jo for søren. De leger. ”Nej.” Han ryster energisk på hovedet, så de små brune krøller danser om hans runde ansigt. Sød stadigvæk, tænker hun og opdager, at hun sidder og smiler til ham.
”Jo vi gør.”
”Ikke rigtigt.” Han rejser sig op og begynder at hoppe op og ned på stedet. Rikke hopper lidt sammen med ham, hun hopper endda ind i ham, og han griner og griner, og hun er lige ved at grine med, men hun synes alligevel, at det er for dumt, når man er seks år og
siger, at det tossede hopperi, det er ikke en rigtig leg. De kan lege
mor og baby. Så kan han være babyen. Og han laver trutmund som en rigtig baby, men siger, at det vil han ikke. Han vil være faren så. Og Rikke kan være moren. De har ingen baby. ”Det har man altid. Det er kun lige de første dage efter brylluppet, at der ingen er. Så
kommer der en. Den fødes i maven.” Forklarer hun voksent.
”Men så er det her lige de første dage,” hikker han og nægter pure at være baby. Hun
prøver både at ruske ham og at kysse ham og siger endda, at babyer er noget af
det sødeste. Og nu skal han være sød. Men han sparker i sandet, så det rammer hendes nye kjole og skriger, at hun kan selv være en baby. Han er stor. Og babyer er ikke søde.
”Du er i al fald ikke,” siger hun og kniber øjnene sammen, så han næsten forsvinder foran
hende. ”Du er den dummeste unge, jeg har set.” Hun har ikke set ret mange, for
hun går hjemme hos mor, og de kommer næsten aldrig nogen steder. Men det siger
hun ikke.  ”Du er selv dum. Dumme tøs!” vræler han, og pludselig griber han sin skovl og kyler den i hovedet på hende. Det gør meget ondt, og hun styrter sig over ham og begynder at skælde ham ud og at slå ham, selv om han hyler værre end de små grise på onkels Svends bondegård. Lige pludselig er hun voldsom stærk, mærker hun, og hun ryster ham frem og tilbage, som om hun vil ryste alle hans små dumme tænder løse.
Nu kommer de voksne farende ned over plænen med kurs mod sandkassen, og hun slipper fætteren og ser forfærdet, hvordan de forandrer sig og bliver til rasende uhyrer med fråde om de gispende munde. Så mærker hun hårde hænder lukke sig om armene, og hun bliver flået væk fra Jens og sandkassen og slæbt hen over plænen. Mor og tante Erna har fat i hver sin arm og rykker dem næsten løs af kroppen. Hele vejen op til huset råber mor. Far står deroppe og siger en masse spidse ord, der rammer hende.
Bagefter kan hun ikke huske, hvordan den fødselsdag endte. Kun at alting gik meget hurtigt, og at hun pludselig lå i sin seng og skulle skamme sig. Men hun
skammer sig ikke. Det er ikke hendes skyld, at Herren tog fejl og valgte en
forkert pige. Her har hun ikke noget at gøre.