62 – Camillo Bruun – rejseindtryk og optegnelser

Camillo Bruun var en årrække i 1840’erne og 50’erne redaktør på Hjørring Amtstidende. I 1865 skriver han en lille bog om sin rejse til Skagen. Fra Hjørring til Skagen. Denne lille tekst giver et fint billede af, hvordan Skagen og Skagen Landsogn så ud på den tid. Det er før den store tilstrømning af kunstnere, selv om der dog allerede er enkelte, der har fået øje på den særprægede egn, og som både har besøgt og skrevet om Skagen. En af dem er H.C. Andersen, som Bruun kendte og korresponderede med. Her kan du læse et rimbrev, som Bruun skrev til Andersen efter dennes besøg på Skagen.

Bruuns brev tiDato: 26. december 1859
Fra:
Camillo Bruun Til: H.C. Andersen
Sprog:
dansk.Du kjære Digter, tag imod min Tak,

Der kun er fattig mod Din rige Gave. –

Hvor Sandet hvirvler vildt ved Skagerak,

Du plukkede Blomster for Din Digterhave;

Du bar dem ved dit Bryst en stakket Stund,

Saa slog de Rod i Digterhjertets Grund.

 

Saa skød de frem med Yppighed og Glands,

Med Duft som Blomster fra et himmelsk Eden,

Og dog det var den lille, simple Krands,

Du samlede i Klitten og paa Heden –

Kun Lyngens Blomst og Sandets vilde Tjørn,

Som fra dit Hjerte skød, liig Englebørn.

 

Saa flagrede de ud, i Verden om

Ved Vintertid, som Sneens hvide Flager,

Og dog med Vaarens Farvepragt de kom,

Med Øiet mildt og Kinden rosenfager;

Fra Dig de kom med Kjærlighedens Bud:

Det var Dit Hjertes Børn, Du sendte ud.

 

Jeg har fornummet deres Englerøst,

Og deres Toner kan jeg ei forglemme;

Her hørte jeg dem, her ved Havets Kyst,

I selve Klitten, hvor de have hjemme,

Her, hvor den vilde Bølge for Dig sang,

Her, hvor Du nylig gik din Digtergang.

 

Hvor Sandet længst har dækket Kirkens Muur,

Og Taarnet rager frem fra Klittens Banker,

Du blev begeistret af en vild Natur,

Et deiligt Syn gik op for dine Tanker;

Da var det, at dit Seerøie saae

Hin Kongesnekke med den gyldne Raa.

 

Da var det, at Du hørte Psalmesang

Og Orgeltoner under Kirkens Bue,

Da var det, at din ædle Digtertrang

Brød frem i Phantasiens høie Lue,

Da var det, Lyngens Blomst og Klittens Tjørn

Skød fra dit Hjerte ud, liig Englebørn.

 

Hjørring , December 1859.

Camillo Bruun.

 

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost

 

45 Historisk topografisk Beskrivelse af Skagen Landsogn

Resume af Gaardboes artikel. Gaarboes artikler er genudgivet i bearbejdning af Gurli Hansen under titlen: Fortidsminder fra Vendsyssel 1893. Herunder gennemgås ovennævnte artikel dog efter Samlinger til jydsk Historie og Topografi 1 rk. bind 5.
Gaarboe skriver om beliggenheden: “Skagen Landsogn grændser mod Syd og Vest til Raabjerg Sogn, mod Nord til Versterhavet og mod Øst til Skagen Bys Klitter og Kattegattet. Befolkningen udgjør for tiden ( 1974) 78 Individer, 15 Familier. Sognets Hartkorn er 6 Tdr. 5 Skpr. 3 Fdkr. 1/2 Alb.m Gammelskat 13 Rdle. 301/2 Sk.” ( citat side 308)
 
Gaarboe mener ( udfra fund) , at egnen var beboet i Stenalder og Bronzealder. Men ikke i Jernalderen. Først med Thrond(er), Skarpæs hyrde, beboes Skagen og derefter Skagen Landsogn.
Gaarboe mener endvidere, at “Egnen i et længere Tidsrum, umiddelbart før Thrond(er)s Fremtræden, har været øde og ubeboet.
Han skriver nu om sandflugten og dens ødelæggelser og mener, at befolkningen stærkt bidrog til dette værk ved at skære bravt af “klittaget” og således skabte sår i bevoksningen. En gammel kone Marie Krøgh i Hulsig har fortalt om hvordan,: “hver Mand om Efteraaret ikke alene fyldte den halve Lade med Klittag, som brugtes til at fodre Kreaturerne, men solgte endogsaa aarlig flere Læs til samme Brug i Skagen. ( Citat side 313)
Der er i 1874 15 gårde ( = Steder) i Skagen Landsogn:
1. HEISELHOLT:
Det eneste sted i sognet, som har over 1 Td. Hartkorn. Navnet tyder på skov, og der er da også et gammelt egekrat, der hørte til gården. Citat: “Heiselholt har tidligere staaet længere mod N. V., omtrent lige Øst for Klarup, og det var af Frygt for Sandflugten, at det 1810 blev flyttet saa langt som muligt mod S. O. næsten til Raabjerg Sogneskjel. Aar 1637 skjødede Dorthe Friis, sal. Mogens Godskes Til Lidemark, til fru Sophie Brahe til Odden noget Gods i Skagen, nemlig Heiselholt.” ( citat side 314)
2. LUNDHOLM:
Består af 4 gårde ( = Steder) Det oprindelige Lundholm er bygget i 1300tallet og tilhørte Niels Bugge, – Niels Vendelbo fik den ved sin hustru Elne Buggesdatter. I 1401 tilskøder Elne Buggesdatter gården til Dronning Margrethe.
Hvor den oprindelige gård stod, ved man ikke, men i 1653 lå den vesten for Gl. Skagen, og folk i Skagen har fortalt Gaardboe, at Lundholm lå i den vestre ende af den såkaldte Kjaalklit. I 1674 havde flere gårde fået navn Lundholm. De er byggede af resterne af det af sandflugten ødelagte Lundholm. Gaardboe har en gl. fortegnelse fra 1684, der anfører 3 steder med navnet Lundholm, og der står i optegnelsen om det ene af stederne: “Proprietær, Borgmester Fedder Hansen Høyer, bruger selv Gaarden.” (s.317) Det siges også, at den oprindelige gård ikke findes mere, og at Gaardboe mener, at de nævnte gårde har ligget i nærheden af den gamle kirke, da borgmesteren ellers ikke havde kunnet bruge den ene af dem.
Gaardboe, der gik meget omkring og samlede stof fra gamle mennesker, fortæller at der for 70 år siden boede en mand i Skagen, der havde tjent på Lundgården, der da stod lidt i vest for den gamle kirke.
Senere bliver stederne flyttet sydpå på grund af sandflugten og kommer til at ligge i Landsognet.
3. KLARUP:
Som Olavius kalder “Klaa-Rumpe” består af 3 gårde ( = Steder) Stederne omtales stadig af folk som “Rumpen”.
4. HULSIG:
Her ligger 2 gårde ( =Steder). De blev sidse gang flyttet for ca. 100 år siden ( ca. 1774) og stod dengang inde i klitterne ved en større bæk kaldet “Hvolsig” – det er den samme, der løber igennem heden nu ( altså 1874 – men den løber der også i dag, Marianne) – og videre mod øst norden for “Christen Pedersens Sted, Matr. 9a og ud i Kattegat.”(s.318).
5. KARRED :
Her ligger 5 gårde ( = Steder). Hørte i 1684 under Odden. Alle de ovennævnte gårde tilhørte Borgmester Fedder Hansen Høyer, der ejede en større gård i Skagen, Hovsøgaard, som disse var “Tjenere” til.
Gaardboe skriver om gårdene i Landsognet følgende lille passage: “Navnene på de foran nævnte Steder stamme alle fra de i Fortiden af Sandflugt ødelagte Gaarde og steder, som alle have staaet længere mod Nord, hvor de vældige Klitter med deres imponerende Sandmiler have leiret sig over den skjønne Egn og ødelagt Alt fra det ene Hav til det andet og tvungen de seige og nøisomme Beboere til flere Gange, og sidste Gang, at flytte deres Huse dertil, hvor de nu forefindes, og hvor de sandsynligvis ogsaa i mangfoldige Aar ville kunne leve i god Forstaaelse med deres gamle Fjende og nære Nabo ( Klitterne), der vel kan antages, forudsat, at den bliver fornuftig behandlet, at være bleven træt af sit Ødelæggelsesværk.” ( citat side 318)
De fleste af gårdene i Landsognet hørte altså under den nu forsvundne proprietærgård “Hoffsiøgaard”, der indtil 1546 tilhørte Kronen – og Kongen vedblev at være ejer af stranden: Kongens Forstrand.
I slutningen af 1700tallet ejede Byfoged Ferslev gården. Den brændte i 1792 og blev genopført i vestre ende af Skagen. På pejsen står fl. indskrift: “Jeg bygget er paany og grundet på Guds Naade/ Før var jeg fri fra vand, / Men ei fra Ildens Vaade/ Men Herre Du som saae, Hvor jeg i Skarnet laae,/ Du byde Ild og vand herefter fra mig gaae!”
OM BEFOLKNINGEN I SKAGEN LANDSOGN:
Gaardboe skriver flg.: “Befolkningen er meget arbeidsom og nøisom, og Culturtilstanden, Sæder og Skikke samt Levemaaden er ialmindelighed her som i Nabosognet Raabjerg og kan herom eftersees min ommeldte Beskrivelse af dette Sogn. Skjøndt Beboerne ere meget fredsommelig og gjæstfrie, kan en naturlig og stræng Selvstændighedsfølelse dog siges at være bevaret her længere end i andre Egne, og det kunde i culturhistorisk Henseende vist have Interesse for Efterslægten at bevare et Par karakteristiske Exempler herpaa.
Han fortæller så f.eks. om en kone, der bankede en ung Fuldmægtig fra Skagen med et stykke forhåndenværende rørtag, da han kom for at minde hende og andre af beboerne om, at klitterne var fredede og ikke måtte bruges til græsning af får. Det skulle landboerne nok selv bestemme, om de måtte.
Ligeledes fortæller han om, hvordan man så igennem fingre med, at landboerne i sognet forsynede sig rigeligt med strandingsgods. Og ikke lod sig skræmme af trusler om straf. De tog sagen i egen hånd og opfandt deres egne love.
Gaardboe fortæller, at hovedernæringen stadig er landbruget, men at der også fiskes flittigt og sælges fisk, især til de svenske fiskere ved Skagen. han skriver: “Størstedelen af Markjorderne ere endnu temmelig frugtbare, og der haves en ikke ubetydelig Høbjergning på Klitslætterne, men det kan forudsees, at i Tidernes Løb ville Markjorderne blive for tørre og Græsbunden paa Slætterne i Klitten forvandles til Lyngland, dog ville de nøisomme Beboere ganske vist endda kunne ernære sig ved Hjælp af Fiskeri og Indtægt af Strandinger, hvilke Indtægtskilder væsentlig maa tilskrives den almindelige gode Velstand i dette eiendommelige Sogn.
Kreaturholdet i hele Sognet er for Tiden (1874) 17 Heste, 68 Køer, 56 Unghøveder og 150 Faar – 8 af Beboerne ere tokjørende. Der gives ingen jordløse Huse.”( citat side 323)
Man får indtryk af, at folk i Skagen Landsogn trods sandflugten har klaret sig godt og fortsat gør det på Gaardboes tid.
Det næste indlæg vil omhandle egnen ca. 50 år senere. Det er fra et hefte, min onkel, Lars Hesselholt skrev om hele egnen fra Kandestederne og til Tranestederne. Det omfatter det ovenfor omtalte område bortset fra Karredgårdene, der ikke nævnes.
 

Ultrakort intermezzo


 
Dette blot for at berolige mine Skagen-læsere. Jeg vender tilbage til Skagen.
Englene har fået lov at kile sig ind i en lille periode.
Når fortællingen om Tobias er færdig, vender vi tilbage til sandflugt og klitter og tilsandende kirker og gårde og folk og fæ i Skagen og ikke mindst i Skagen Landsogn.
Jeg har i dag hjembragt en dejlig stak litteratur fra biblioteket – og jeg glæder mig til at pløje dem igennem på kryds og tværs, og jeg lover at dele alle mine nye informationer med dig, min kære læser.
 

Intermezzo – hvad vil jeg egentlig med min blog?

Formålet med min blog er dels at bruge den som notesbog – Jeg samler stof til næste bog, og dette stof vil så vandre ind på bloggen i en lind strøm og samle sig smukt og ordentligt i den rette kategorie ( Hjemstavnsroman). Her kan både I og jeg få glæde af det. Håber jeg.
Bliver det da en roman?
Både … Og.
Hvad betyder det?
At jeg i udgangspunktet vil samle ALT, hvad jeg kan finde om området: Skagen Landsogn. I bogen vil stoffet optræde som i en hvilken som helst anden fagbog om et område: her som en historisk/geografisk fremstilling af en egn. Dernæst har jeg tænkt at følge arbejdet op med en fiktionsfortælling – ja, måske en roman, måske en række små fortællinger om nogle af de mennesker, der har beboet området fra sidst i 1700tallet til først i 1900tallet.
Det bliver altså en hybrid?
Det kan man kalde det. Ja.
Er det muligt?
Det vil vise sig.
———————–
Det var det ene formål. Og hvad er det andet?
De andre. For der er flere. Som du ser, så laver jeg lige nu en lille Englenes Historiebog. Det er, fordi jeg også har skrevet bøger om engle. Og måske gør det igen.
Ind imellem vil jeg vende tilbage med nyt stof til gamle emner: engle, salmedigtere, demens, børn og unge – alt det, jeg har skrevet om. På den måde vil man kunne orientere sig i de enkelte bøgers baggrundsstof efter behag og behov.
En fortegnelse over mine bøger står på hjemmesiden: www.hesselholt.com
Det var lidt om formålet med min blog.
Men som trofaste læsere ved, så bliver jeg meget glad for enhver kommentar. Det kan også være en information, som er gået min næse forbi. Kom endelig med den! Rigtig flittige kommentatorer må bestemt være selvskrevne til et frieksemplar af den vordende bog.
Men der skal også være tid og plads til lidt pjank. Det kan jeg ikke lade være med. En Julespøg er sådan en vrøvlehistorie. Håber ikke, at den har (vil) forarge(t) alt for meget. Mine børn blev vist lidt kuldslåede, da de læste den: “har vores mor skrevet det!!!???”
Når det i den kommende tid vil handle om engle, så er der flere årsager til det. Et par af mine læsere af “En Julespøg” efterlyste en mere seriøs tilgang til emnet: jeg var blevet lidt for pjattet! – Dels har englene i al deres ustyrlighed spøgt både i min litteratur og i min bevidsthed i så lang tid, at det måske var passende, at jeg greb ind og greb fat og fik styr på de fyre! – nå, nu er du der igen!!! pas nu på.
Men jeg lover: alt om engle vil flyve ærbart ind på siden, hvis jeg da kan styre indflyvningen. Det kan jeg måske ikke altid. Det får I nok at se.
På mandag skal vi snakke om ÆRKEENGLE – og snak endelig med! Det skulle glæde mig og det ville pynte på siden.
 

39 – Oversigt over indlæg om Skagen

Oversigt over indlæg om Skagen fra august 2011 til 11. januar 2012 –
Alle indlæg kan findes under kategorien hjemstavnsroman
1. Skagen i Tankerne
2. Olavius:      Beskrivelse over Skagen Kiøbstad og Sogn 1787
3. Olavius 2:   Beskrivelse … fortsat …
4. Klitgaard:   Skagen Bys Historie indtil 1870
5. Klitgaard 2:  Skagen … fortsat …
6. Sandflugten
7. Nogle billeder fra Tranestederne
8. Et par bøger om Skagen: Tønnesen: ”gamle Skagensfiskere fortæller – Poul Carit
Andersen: Skagen i Fortid og Nutid
9. Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen Tilsandede Kirke
10. Når det blæser til kuling i Tranestederne: nogle fotos
11. Anekdote 1 –  Magnus Hesselholt og Poul Reumert
12. Poul Hammerich og Arne L. Hansen: Havet – Grenen – Skagen
13. Liste over litteratur om Skagen – fra Hans Nielsens Skagenbibliografi
14. Anekdote 2 – Magnus Hesselholt fortæller erindringer i et interview i en avis
15. Huse i Skagen – Højen og Vesterby
16. Anekdote 3 – kaffe med familien på Kokholms Hotel
17. Henrik Pontoppidan – En Fiskerrede ( novelle)
18. Jens Tønnesen: Den forsvundne Skagen fortæller
19. En Strandingsberetning – Illustreret Tidende 1863
20. Thagaard: Blade af Skagens Historie
21. Oktoberbilleder fra Tranesteder – fotos
22. Anekdote 4 – Lars Hesselholt fortæller
23. To romaner og en erindringsbog:  Hanne Marie Svendsen: Guldkuglen – Bech Nygaard: Livets Dræt og Dødens – Bent Haller: Så mange rum
24.  H. C. Andersen: Skagen
25. Et hus i Hulsig – om den gamle Brugs
26. Rifbjerg og Kandestederne
26A. Aase Hansen: Alt for kort er duggens tid
27. Tilføjelser til Et hus i Hulsig
28. Gården Hesselholt
29. Harry Søiberg: Historier fra Skagen – Bent Haller:
Skagensbillede
30. Mere om Hesselholt
31. Johannes Jørgensen om Skagen
32. Rifbjerg og Wivel om Skagen
33. Flere digtere om Skagen: Steen St. Blicher – H. C. Andersen – A. M. Goldschmidt – Holger Drachmann – Johannes V. Jensen – Georg Brandes – Anna Ancher – Martha Johansen – Henrik Pontoppidan – Hans Kirk – Klaus Rifbjerg
34. Ole Wivel og Henrik Venzel – digte og en roman
35. Ole Stjernø – en lokal digter?
36. Et par trivielle værker: F. Wermuth: Familien fra Aalbæk – Reerslev: Præsten i Ødemarken – Friis: Strandingskommissæren i Skagen.
37. Karsten Lund: Den amerikanske Sømand – Viggo Stuckenberg – Valravnen
38. A. M. Goldschmidt: SKAGEN  ( 1865)
39. Oversigt over indlæg fra august 2011 – 12. januar 2012