Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi har en gammel mand her i sognet. Han bliver snart 100 år, og han løbetræner dagligt. Det bliver til en del faktisk. Og han løber godt. Men ikke som en 20 årig, det er klart.

Jeg har det på samme måde med litteraturen. Jeg læser dagligt. Og det bliver til en del. Jeg ved ikke, om jeg læser godt, men jeg tror nu nok, det kan gå an. Jeg når bare ikke det samme som en 20 årig. Det er klart, men måske ser jeg klarere de mønstre, der aftegner sig, mens jeg læser.

Jeg har læst i 7 årtier. Det er jo noget af et forspring.

Inden jeg praler videre og ender med en lang næse, vil jeg kaste mig over det miniprojekt, der pusler i den del af hjernen, der skjuler sig bag frontallapperne.

Så vidt jeg kan læse mig frem, så er der i dag to hovedtendenser: autofiktionen og underklasselitteraturen, og ind i mellem lapper de over hinanden. Men nu vil vi se på dem enkeltvis.

Da jeg begyndte som dansklærer i gymnasiet i begyndelsen af 70’erne, havde vi to lignende strømninger i den litterære andedam. De hed noget andet dengang: bekendelseslitteratur og arbejderlitteratur. Og de var heller ikke identiske med vor tids. Det kommer jeg tilbage til.

Jeg ved ikke, om jeg helt har ret, men tror det (og heraf kan du slutte, min litterære ven, at det følgende er 100% uvidenskabeligt, for som du ved, så går tro og viden ikke hånd i hånd) … men jeg tror det altså, når jeg siger, at kvinderne stod for den førstnævnte genre og mændene for den sidstnævnte. Kvinderne krængede ud af deres egne livsoplevelser, mændene fortalte råt og usødet om arbejdet helt nede ”på gulvet”. Helt rigtigt er det jo ikke, for mens jeg skriver det her, så kommer jeg i tanke om Grethe Stenbæk Jensen, der brillerede med romanen ”konen og æggene” om det iskolde og underbetalte liv som arbejderske i en ”æggefabrik”, og Maja Ekelöf, der fortalte om livet som rengøringskone i sin roman ”rapport fra en gulvspand”.

Arbejderlitteratur: Jeg nævner nogle eksempler fra den litteratur, jeg husker lige nu: John Nehm: ”man går ind ad en port” og ”den tar det hele”, den sidste er en novellesamling om kapitalismens undertrykkelse og fremmedgørelse af individet. Det er også, så vidt jeg husker, i denne sidste bog, at begrebet arbejdsgiver og arbejdstager vendes på hovedet: det er arbejderen, der er arbejdsgiveren, for han giver sit arbejde til kapitalisten. Det er kapitalisten, der er arbejdstageren, for han tager et menneskes arbejde.

Så husker jeg i samme periode at have undervist i Vagn Lundbyes tekster, men her er der mere tale om revolutionsromantik end om egl. arbejderlitteratur – politisk? Jo, men med et drømmeskær. Og naturligvis læste vi dengang Bent Vinn Nielsen. De fleste arbejderlitteraturforfattere skrev mådeligt og forsvandt lige så hurtigt, som de var kommet, men ikke Nielsen. Han blev aldrig ”umoderne” og hans bøger har i modsætning til de fleste andres af slagsen litterær kvalitet.

Andre, som Stenbæk Jensen og Maja Ekelöf forblev, så vidt jeg ved, døgnfluer.

Sideløbende hermed udkom en sværm af bekendelseslitteratur og det til trods for, at tidens litterære guru Per Højholt højlydt advarede imod at ”tage fra hovedstolen” – de lod hånt om de kloge (den kloges) ord og flænsede hovedstolen i laser – Jeg nævner i flæng Suzanne Brøgger, Charlotte Strandgaard, Vita Andersen og Tove Ditlevsen. Se, der fik jeg jo kun kvinder i pen.

Men der var naturligvis også mænd. Husker ikke lige hvem. De fleste af de mænd, der ikke skrev arbejderlitteratur, var vist mest optaget af modernismens og postmodernismens knækkede univers end af bekendelser fra privatsfæren.

Så var der dem, der skrævede over begge genrer: den modernistiske lyrik og den prosaiske bekendelseslitteratur. Jeg nævner Rifbjerg som den mest kendte – han var både en Rif, der rev os op af stolen med intimt sprængstof, der gik lige til hjertet, og et vældigt Bjerg, der måtte bestiges trælsomt og krævede mere end et almindeligt “sesam” for at lukke sig op for læseren. Her tænker jeg selvfølgelig på hans digte, der i al deres kompleksitet dog aldrig nåede Johannes V. Jensens digtes dybde, skønt de forsøgte at bore i samme gyldne dyb. Min metafor kommer i splid med sig selv, det kan jeg godt se. Men det passer til ismen. For nu at skære det ud i pap.

Og nu gør vi det umulige: Lad os springe hen over de mellemliggende årtier, som om de slet ikke havde nogen litteratur, men blot var gabende forventning.

Og så er vi lige her. I begyndelsen af 20’erne. Det er dog 10’erne, jeg skal skrive om – 20’erne er knap nok begyndt.

Og lige nu vrimler det som sagt med autofiktion, tidens svar på bekendelseslitteraturen, og jeg vil ikke komme nærmere ind på den heller, blot skrive et par ord og lige nævne, hvad jeg selv betragter som yderpunkterne: Katrine Marie Guldagers “det samme og noget helt andet” og Christian Ditlev Jensens “det bliver sagt”.

Den første bog læste jeg undrende, syntes, at bogens “jeg” var irriterende (ligegyldig) og at hendes personlige problemer var ret uinteressante (for mig): hun havde mistet (far og veninde) det har vi vel alle, hun var snydt i arvesag, hvem har ikke prøvet det?. Nå, men hendes ubehag (mere end smerte) kommer hun så åbenbart af med i en bog, som hun hævder er 75 % sand. Sikke noget! I min optik er den 100% ligegyldig.

Den anden “det bliver sagt” rørte mig dybt. Et ødelagt barn. Nu bruger jeg det stærke udtryk: ødelagt. Og vil gerne stå ved det. Ikke blot det, at barndommen bliver et farligt sted at opholde sig, men årene efter et overgreb vil i lang tid (livet igennem måske) slæbe et såret barn efter sig. Ikke til at ryste af sig. Det er bogen heller ikke.

Autofiktion er ikke et nyt fænomen. Den har altid har eksisteret. Det, som er nyt, er, at læserne (de professionelle især) helt ublu afkræver forfatterne færdigheder i procentregning. De bedes venligst oplyse, hvor stor en del af stoffet, der er selvoplevet og hvor stor en del, der er opdigtet.

Som om det ikke var lige fedt. Det er det nemlig.

ALT, hvad en skønlitterær forfatter skriver, er opdigtet. Hvert eneste bogstav. Hvert eneste ord. Hver eneste sætning.

Hvorfor kan dumme anmeldere dog ikke fatte det?

Et skønlitterært værk er netop skønt, fordi det bringer os ud af den verden, som vi går og trasker i til daglig, og ind i en anden.

Enhver skøn skønlitterær tekst fører os over i en verden, der hænger sammen på sin helt egen måde. En verden, som følger sine egne regler og love. Og den lover ikke anden sandhed end kunstens.

En skønlitterær tekst viser os en verden, der ser ud på en anden måde end vores “almindelige” verden. Den dufter anderledes og lyder anderledes, den smerter, glæder, forfærder, henrykker, ryster, beroliger, sårer og læger os på en ny og uventet måde.

Forfattere i det felt ( bekendelseslitteraturens) er der mange af. De er ikke alle lige ”skønne” – men de fleste af dem fortjener prædikatet.

Og sådan forholder det sig også med tidens “underklasselitteratur”. Og også der er der rigtig mange navne at tage fat på. Dem kan du selv finde frem til. Jeg vil dog kort fortælle om et par stykker, som har beriget mit efterår med ny indsigt.

Og de forfattere, der skriver om “underklassen” tages alvorligt (af de professionelle normsættere) – og det skal de også. Meget mere end arbejderlitteraturen blev det i 70’erne. De skriver også bedre litteratur. Og de har ikke samme farve som 70’ernes arbejderlitteraturs udøvere havde. Internationale er ikke deres sang. De fortæller ikke om forfærdelige arbejdspladser. Ikke om livet som en ting, kapitalismen bare kan udbytte til den knuses.

“Underklassens” personer er allerede knuste.

Jeg vil nævne to, som jeg har læst for nylig, og som er karakteristiske for denne ret “nye” litteratur. Ja, formmæssig er den jo ikke ny. Almindelig realisme. Men de to værker, jeg vil omtale, er vældig fine litterære værker også.

Den ene er Jens Vilstrups “Opland” og den anden er Peter Frederik Jensens “Det Danmark du kender.” Det er ikke arbejderlitteratur, for vi kommer ikke udenfor intimsæren og får ikke så meget som færten af en arbejdsplads. Der er ingen. Vi er i de arbejdsløses land.

Det Danmark du kender – og Opland er to landskaber, som er aldeles ukendte for os “normale” læsere. Ligesom 1800-tallets borgerskab kunne sidde i deres lune kakkelovnskroge og læse om små frysende børn, der døde på gaden, mens de forsøgte at overleve i skæret af en svovlstik, sådan kan vi velfærdsdanskere med de to ovennævnte forfattere lade os synke helt derned, hvor vanrøgt, brutalitet og håbløshed er daglig kost. Jeg vil ikke analysere værkerne, som de to repræsenterer, og som florerer på linje med autofiktionen og sikkert også ind i mellem er en del af den. Her er igen noget for matematikerne: hvor mange procent dit og hvor mange procent dat.

Ovenstående causerier om tidens og 70’ernes litteratur kan måske give en og anden litteraturinteresseret lyst til at brodere videre på de tanker, jeg der lufter.

Selve ideen om at skrive om de underste (undertrykte) i samfundet fik vel for alvor vinger i begyndelsen af forrige århundrede, med Martin Andersen Nexø som farverig og mægtig spydspids for den litteratur, der var præget af troen på og viljen til at forandre verden gennem litteraturen. Deres hovedpersoner var fulde af styrke, som eksempel: Pelle Erobreren. Jo, han ville og kunne erobre og forandre verden, så den blev menneskelig. Personerne i Nexøs bøger ( og Aakjærs og Skjoldborgs) var helt igennem sympatiske, de var “gode” mennesker, som havde så meget livskraft i sig, at de kunne bane vejen for en bedre verden. Dem troede man på, mens man læste.

Den slags helte findes ikke i arbejderlitteraturen – den er nok tendentiøs ligesom den gamle var, men dens personer er uden kraft, og vi får ondt af dem, men det er der så ikke noget at gøre ved.

Den slags helte findes heller ikke i den nye underklasselitteratur. Dens personer er brandhårde og brutale som den verden, de er rundet af. Men … måske … der er dog glimt af håb, f.eks. er drengen i “det Danmark du kender” opsat på at hjælpe sine små søskende til at overleve midt i håbløsheden. Men han drømmer også om at skaffe sig et våben og skyde løs på sine lærere.

Det er en slags litteratur, som går hen over hele Europa nu, det har jeg hørt i radioens litteraturprogram: Skønlitteratur på P1 – selv har jeg ikke læst så meget af den slags endnu – . Dog lidt fransk. Læste for et par år siden Eduard Louis‘ “færdig med Belleguele” og “voldens historie.” Her færdes man i samme miljø af håbløshed.