Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det næste indlæg vil være om min søster Hanne. Da jeg var lille, fyldte hun hjemmet med liv og musik. Det er det, jeg husker, når jeg tænker på Hanne fra min barndom, og jeg må somme tider virkelig undre mig over, at hun var som en fjern planet i min verden. Men det var hun. Og lige så uopnåelig.

Når det virker så underligt, er det, fordi aldersforskellen trods alt ikke var så stor – da jeg var otte år, var hun fjorten. Men hun var allerede langt væk i en vilter teenageverden længe før det begreb blev opfundet. Og der havde små børn ingen adgang.

Da hun var fjorten ville hun være atten. Mindst. Og hun fyldte sin verden med sjove drenge og piger, der havde det ligesom hun. Og altså ikke hurtigt nok kunne blive voksne. For hun så voksenverdnen som en fest. Hvor i alverden hun så havde de forestillinger fra? For vores virkelighed i en lille indremissionsk fiskerby var ikke fest og ballade. Jeg husker endnu, hvordan Thomsens Tivoli blev bedt om straks at pakke sammen og forføje sig, da de forsøgte sig med musik og dans.

Men Hanne gav pokker i det og dansede glædestrålende ind i ungdommen omgivet af en flok af unge mennesker, som hun fandt alle andre steder end i Strandby. Eller? Jeg mødte for nogle år siden en dansk/argentiner, som en kort tid boede i Strandby, og han fortalte mig om, hvor glad han havde været for at være med i Hannes kreds. En kreds af unge, som elskede musik. Og som dansede i vores stuer. Selvfølgelig, når far og mor var ude. Og bedstemor, som boede ovenpå gjorde sig åbenbart døv.

Når jeg skriver om Hanne nu, skyldes det, at jeg forleden modtog et brev fra en af veninderne fra den tid. Bodil Rasmussen hed hun dengang. Det blev jeg meget glad for, og det fik minderne fra dengang til at pible frem – hun sendte også et billede fra Lochersvej i Skagen, hvor hun og Hanne åbenbart besøgte min onkel Lars og faster Magda. Det har jeg aldrig vidst. Herunder et billede fra haven i Skagen. Men jeg kan ved at se billedet også høre min søster sig: “Pyt da med det!”

Og et billede fra haven i Strandby. Hanne og veninden Merethe.

Jeg citerer her en passage af Bodils brev:

“Dit hjem var fyldt af smil – Du må ofte være faldet i søvn til Egons klaverspil: Chopin – Liszt …Han var en virtuos på klaveret.”

Jeg husker ikke den klassiske musik. Jeg husker jazz-musikken – og sangen – og andre “vilde” ting, som Egon spillede, “øl i klaveret” f.eks.. Egon var en strandbydreng. Han var en meget musikalsk , havde store evner, som nok forblev uforløste – sådan husker jeg det i al fald. En anden af “vennerne” var Tage Mortensen – han blev senere dirigent for “Pigekoret”.