Nu fandt jeg mellem en stak gamle fotos et billede af Jens Christian Madsen. Ham har jeg nævnt et par gange i romanen. Han boede i den ene Tranegård ( den Fru Hering nu ejer) , var far til Anton Peter Jensen, der var far til Anne ( senere Anne Krøg)
– Jens Peter og Ane Kristine fik kun det ene barn, Anne. Hun blev til gengæld en personlighed ligesom sin bedstefar. Hendes forældre holdt hvert år juletræ på Tranegården, og det var noget, alle børn så frem til, har min mor fortalt. Jeg har fra et andet familiemedlem hørt, at Ane Kristine var “skrækkelig” – men det kan jeg umuligt uddybe.
Datteren Anne Krøg havde også et underligt omdømme: hun var kvik og snarrådig, reddede f.eks. en såret mand i at få blodforgiftning, men hun skulle efter sigende også være en hund efter sladder. Og der er dem, der siger, at hun var ondsskabsfuld – det gider vi ikke høre efter.
Og så blev hun jo forresten mor til Sylvia, som blev mor til Maja, som jeg altid har betragtet som kusine, hvad hun absolut ikke er.
Men Anna Krøg ( eller Ane Krøgh, eller Anne Krøg) blev gift med en af Maren og Christian Larsens drenge Christian Peter på Krøggården ( eller på Hulsig – og der er også dem der kalder gården Lundholm ) – I hulsig har kært barn mange navne og det vrimler med kære børn.
Jeg er p.t. ikke i stand til at koncentrere mig om arbejdet. Her er børn og børnebørn. Og i onsdags døde Anders. Vi har sorg og glæde lige nu.
Jeg vender tilbage.
 

 
 

Nedenstående vil forekomme min læser bekendt, hvis han/hun har læst med i romanen, mens den vokser frem. Men kapitlet var ikke færdigt i forrige indlæg. Det er det nu. Det har også skiftet navn fra kap. 16 til kap. 17. Det skyldes, at der midt i romanen ( som måske ikke helt er en roman) er indføjet et nyt kapitel, men det kommer ikke med i bloggen. Hvis nogen gerne vil læse det, kan de sende mig en e-mail adresse, hvortil jeg kan sende kapitlet.

Kapitel 17

Hulsig 1910 – 1916

 
Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg sogns Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.
 Øst for Niels Husth boede Simon Simonsen…. Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en julehistorie, og vi havde det festligt … Peter Mathiesen havde vel nok bedre uddannelse end Simon, men Simon var den bedste til at fortælle børnehistorier.
 Inger Tammes var fast daglejer og næsten uundværlig, især når der skulle slåes hø i klitten. Tammes var meget mørkeræd og angst i tordenvejr…
Vi drenge ville gerne drive lidt sjov med Inger Thomas, skønt vi godt kunne lide ham. Om aftenen udhulede vi en roe, skal øjne, næse og mund, så satte vi et rødt papir foran og tændte et julelys deri. Det stillede vi foran hans vindue og lavede lidt støj, så han så ud af vinduet og fik øje på spøgelset. Han opdagede, at vi var med, og kom og klagede over os til vor fader. Vi fik i alvorlige vendinger at vide, at det måtte vi ikke gøre.
Lars Hesselholt: Hulsig-minder, Vendsyssel Årbog 2003
Elise lukkede for madternen og sørgede for, at der var saftevand nok til hele den lange sommerdag. Der var så varmt i dag, og sådan et par små karle holdt sig jo ikke i ro et øjeblik og blev let tørstige. Hun sukkede lidt ved tanken om at skulle sende drengene alene ud klitten, hvor de skulle holde øje fårene, der denne sommer græssede i det store klitstykke indenfor milen. Hvem skulle se efter børnene, sukkede hun, selv om hun vidste, at de var ligeså trygge i naturen som i stalden.
”Nu må I være nogle gode drenge og passe godt på fårene og strikke flinkt på jeres hoser og ikke lave ulykker.” Mor klappede dem på håret og smilede, så hele verden blev lysere end før. Mor var den skønneste i verden, og hun blev aldrig gal.
”Ja,” nikkede både Karl og Magnus og hankede op i deres poser med mad og strikketøj. Nu var de store og havde fået rigtigt arbejde. I sommer skulle de vogte fårene ude i klitten og endda også en vædder, der var slem til at stange. Det var ikke småbørnssysler, og en smule skræmmende, syntes Magnus, mens han storkede hen over heden og for en sikkerheds skyld havde taget Karl i hånden.
Otto skulle være hjemme og hjælpe karlen Alfred, mens far var i Hjørring med grise. Og Lars? Det var så underligt med Lars, for selv om han var den ældste, skulle han ikke arve gården. Til sin tid, som far altid sagde. Han var så klog. Og derfor skulle han læse. Optagelsesprøve, hed det og var højtideligt som selveste juleaften. Og far hjalp ham. Og de to havde rigtig travlt for tiden. Hver aften når de andre gik i seng, blev Lars oppe og læste. For han skulle have en fin eksamen og blive dyrlæge og tjene mange penge.
Far var også selv dyrlæge, og alle sendte bud efter ham, når de havde syge dyr, eller hvis et af børnene skrantede. Han havde bare ingen eksamen fået, men lært sig det hele selv, og hjemme på hylderne stod der flere bøger end i skolen. Far kunne ikke få eksamen, da han var ung, for farfar var død, og Bedste Kirsten havde måttet slide som et bæst, for at far kunne komme på Ladelund Landbrugsskole, og det var næsten ligeså godt. Mor behøvede ikke slide som et bæst, for at Lars kunne komme på skole. De havde jo far.
Magnus knugede hårdere om Karls hånd, ikke fordi han var bange, men fordi han med ét blev ked af det. Lars var så dygtig. Og Otto var der ikke noget i vejen med, og han skulle arve gården. Og Karl var et stort lys, som han brændte i begge ender, sagde mor, og det skulle han lade være med. Men far sagde: ”brænd du endelig løs, min dreng, bare du ikke sætter dit lys under en skæppe, som skrevet står.”
Magnus kunne ikke læse, og han var ikke noget lys, og han vidste ikke en gang, hvad en skæppe var. Men mor kyssede ham og sagde, at han ikke skulle være ked af det, for han kunne så meget andet. Som f.eks. hvad? ville far vide og lød gal, og så sagde mor ikke noget, men hun så på Magnus med nogle øjne, som han godt forstod og som uden et ord sagde: det er lige meget, om du kan læse. Jeg er lige så glad for dig for det.
Det var lærer Pinholt ikke. Han havde prøvet alt, endda lussinger, men de hjalp ingenting, de gav ham bare ørepine. Og bogstaverne tumlede lige tovligt rundt for det. Ja, de blev næsten endnu mere uregerlige af alle de lussinger.
Men nu var det sommer, lyngen belavede sig på at blomstre, og lærkerne sang på himlen, og de skulle ikke i skole. Kun passe får. Og det var let nok. Fårene løb måske nok deres vej, men så var det ikke drengenes skyld.
”De er da for små, Janus” havde mor sagt, da far foreslog, at de skulle overtage de store drenges arbejde i sommer. ”Men herregud, Lise,” svarede far, ”det kan de sagtens klare”.
Og det kunne de i hvert fald. ”Kan vi ikke også, Karl?” Magnus havde ranket sig på bænken. ”Jo,” havde Karl sagt og gnasket videre og slet ikke hørt efter.
Nu gik de hen over heden, mens de omhyggeligt forsøgte at sætte fødderne de steder, hvor der ikke groede lyng og de kunne se det hvide sand eller på de små tuer af mos, så de ikke blev bidt af de satans hugorme, der lå på lur efter dem. Satans, måtte han ikke sige højt, men han måtte gerne tænke det.
Nu var de snart nået til den lange klitrække, hvor fårene gik og græssede frit, og hvor de skulle være hele dagen. Det var godt, for så kunne de nå at lege og endda lave ulykker uden at få skænd, for der var ingen voksne i klitten. Allerhøjest nogle drenge fra de andre gårde.
Men de skulle selvfølgelig helst nå at strikke lidt, så de havde noget at vise mor og Bedste Kirsten, når de kom hjem. Og heldigvis var garnet sort, så de kunne roligt grise sig til, det ville ikke kunne ses.
Nu fik de øje på fårene. De gik lige så roligt og græssede nede i lavningerne, og halvvejs oppe på en af de store klitter sad en dreng. Han hang sært fremover, som om han sov.
Det var Karl Kristian Senius, men de kaldte ham bare Senius, for Karl og Kristian var der så mange, der hed, men Seniusnavnet havde han helt for sig selv. Ellers havde han ikke ret meget for sig selv, det vidste de nok, og mor sagde, at de skulle være søde ved ham, for hans far var død, og hans mor boede i fattighuset i Aasted, og hans liv var ikke let. Men hun glemte da rent, at han var en stor og stærk dreng, og at de var små. Og det var meget lettere at være stor end at være lille.
”Han er vel nok ikke nogen flink dreng, ham Senius. Se, han sidder og sover. Selv om han er så stor,” sagde Karl og pegede på drengen.
Ja, han var stor. Alt for stor, tænkte Magnus, og de kendte ham ikke godt nok til at vide, om han var ufarlig eller hvad. Det var første gang, de skulle være alene med ham. Og både ham og en vædder, der ville stange, det var næsten for meget, og Magnus rykkede i Karl.
”Skal vi ikke gå hjem?”
”Er du tovlig, så får vi smæk,” sagde Karl.
”Ja,” sagde Magnus og holdt godt fat i hans hånd.
Når de kom til søndagsskole på Lundholm, sad Senius altid pænt med foldede hænder ligesom de andre børn, men han skar ansigter, når Simon ikke så det, og lignede slet ikke en af Jesu små venner, når de bad fadervor i kor.
”I er alle Jesu små venner, når I beder til ham. Og det er et venskab, I kan regne med,” sagde Simon Simonsen og så så rar ud, at Magnus tænkte, at det nok snarere var ham, de var venner med. Og det var de i hvert fald, for når de var færdige med at bede og synge og læse mannakorn, så fortalte han de skønneste historier akkurat som Pinholt, når han ikke var gal. Og de var også venner med Kirsten Marie, for hun gav dem småkager og saftevand. Alt det saftevand, de kunne drikke.
Men med Senius vidste de ikke rigtig.
Han sov godt nok, selv om han sad op og bare hang lidt forover, så det så ud, som om han granskede noget i sandet. Men øjnene var lukkede.
De listede sig helt hen til ham og dumpede ned ved siden af ham og sagde ingenting, men de så lidt beklemte på hinanden. Og det var åbenbart nok til at vække ham, for pludselig rejste han sig op, og nu kunne de rigtig se, hvor stor og lang og stærk, han var.
”Jeg sov ikke,” sagde han og skulede ud mod fårene.
”Nej,” sagde Magnus og rejste sig også op, for det var nok det klogeste.
Karl blev siddende.
”Skal I være her?” nu lød Senius forundret og gloede på dem, som om de var snothvalpe, der ingenting kunne finde ud af.
”Ja,” sagde Karl og borede de nøgne fødder længere og længere ned i sandet.
”Hvor er Otto?”
”Hjemme,” sagde Magnus, ”for nu er det nemlig os, der skal vogte fårene. Og vi skal også hente kreaturerne hjem til malkning,” tog han munden fuld, for det var da løgn, men det var nødvendigt at finde på noget voldsomt, der kunne imponere den store dreng.
”Hå!” sagde Senius bare, ”det kan enhver kløvning vel finde ud af.”
”Ja … men …,” Magnus kunne ikke finde på flere spændende løgne og så appellerende på Karl, der stadig sad og borede og borede med tæerne, som om der var en hemmelig skat begravet lige der, hvor han sad. Og det var måske også det, han selv tænkte, for pludselig så han op på dem, og hans øjne skinnede.
”Jeg har set lyset. I nat.”
”Hvad for et lys?” Senius sparkede i sandet uden at det ramte Karl, der sad med opvendt ansigt.
”Det, der brænder i ”Iijern.”
”Det er løwn,” sagde Senius. Og det var det da også, tænkte Magnus og kom alligevel i tvivl. Karl kunne somme tider både se og høre ting, andre var blinde og døve for. Så måske.
”Du kan selv gå med derop, når det bliver mørkt. Hvis du tør,” sagde Karl og kneb øjnene sammen.
”Der er slet ingen skat. Det er bare overtro, som hedenske mennesker vil bilde os ind. Det siger min far selv.”
”Du har slet ingen far,” plumpede det ud af Magnus, og han blev gloende rød og meget flov. Og Senius stod bare og virrede med hovedet, som om han ville stange ordene væk. Men han sagde ingenting.
”Om forladelse,” mumlede Magnus utilpas.
Men nu rejste Karl sig op og sagde, at fordi Simon mente, at det var overtro, så kunne det da godt være sandt. Det havde Bedste Kirsten selv fortalt, og hun var ingen hedning og hun måtte vide det, for hun var ligeså gammel som de ældste træer i ”Iijern”, og hun havde set al ting i sit lange liv. Også lyset.
”Ja,” sagde Senius, ”men så er plejefar jo fuld af løwn.”
”Det er de fleste af dem,” sagde Karl alvorligt.
”Af hvem?”
”De voksne selvfølgelig.”
”Jeg går til præst, så jeg er næsten voksen,” kom det lidt forurettet fra den store dreng.
”Men ikke helt. Og du lyver ikke?”
”Nej. Jeg er jo ikke konfirmeret endnu,” sagde Senius og dumpede ned ved siden af Karl.
”Det er sørme godt, du ikke er det, Senius,” sagde Magnus og var glad igen. ”Så må du også godt få mit saftevand.”
”Tak. Og når jeg bliver konfirmeret, så må jeg gerne drikke rigtig brændevin.”
”Hold da op! De hellige drikker ikke brændevin,” sagde Karl forarget, for var der noget Simon var, så var det hellig. Og så måtte Senius da også være det. Lidt.
”Det skal jeg da bare lige love dig, at de gør. Oppe i kirken nemlig.”
”I kirken?” sagde Karl og Magnus i munden på hinanden og lod den stå åben af bare forbløffelse.
”Ja, og det er præsten selv, der giver dem det, og så drikker de det helt oppe ved præstens bord, og de er skidefulde, når de går hjem.”
”Jeg tror da ikke på, at det er brændevin, de får af præsten. Bedste Kirsten går i kirke hver søndag, og hun drikker det også.”
”Prøv selv at lugte til hende, når hun kommer hjem på søndag,” foreslog Senius.
”Jeg vil nu hellere undersøge sagen ordentligt,” sagde Karl voksent, ”for det skal man altid, når man er i tvivl, siger vores far.”
”Undersøge? Hvordan?”
”Vi ku’ jo prøve at smage på det. Bare lidt. Men så skal vi også vædde.” Karl så Senius lige ind i øjnene og stak næven frem.
”Jo … men … det ka’ vi da ikke bare gøre? Smage altså.” Senius virkede forvirret, og Magnus følte sig pludselig meget stor og stærk, selv om han var den mindste, for han stod netop og fik en rigtig god ide.
”Det ka’ vi nemlig godt,” sagde han.
De to andre så mistroisk på ham. Det føltes helt godt, og han sad lidt og nød deres blikke, inden han fortsatte. Så sagde han langsomt: ”for vores Inger …”
”Inger Tammes?”
”Nemlig ja – ham. Og han er både graver i kirken og daglejer hjemme hos os. Og vi kender ham lige så godt som vores egen familie.”
”Og hvad så?”
”Han er nem at narre.”
Og det var jo sandt. Inger Tammes, som de kaldte ham, selv om han ikke var en pige, var hos dem hver dag, og det var også ham, der huserede og regerede oppe i kirken, gjorde rent og ringede med klokken og holdt gravene pæne og endda gravede folk ned, når de altså var døde. Han kunne sagtens hjælpe dem, så de kunne komme til at smage.
”Det vil han da ikke,” indvendte Senius.
”Det må han slet ikke,” supplerede Karl.
”Nej, men vi kan få ham til det,” sagde Magnus, ”og jeg ved nok hvordan.”
Og han forklarede i korte vendinger, hvordan det kunne lade sig gøre at overtale ham. Det var jo ikke første gang, de havde narret ham, sagde Magnus og glemte helt de solide klø, de havde høstet sidst, de var løbet om hjørner med Inger.
Resten af dagen nåede de både at lege og slås, men mest for sjov, selv om Senius var så gruelig stærk, at det var lige ved ikke at være ret sjovt, og Magnus fik næseblod, men det tørrede han af i strikketøjet, og det røde forsvandt næsten helt ind i det sorte garn, og hvis mor alligevel spurgte, så ville han bare sige, at han var faldet over en sten, da han løb efter et får for at redde det fra ulven. Men så kom han i tanker om, at Lars havde sagt, at den sidste ulv i Hulsig døde for mange år siden, og at der nu kun var ræve tilbage. Ræve åd næppe får. Så måtte han finde på noget andet. Men pyt, verden var fuld af gode historier, og det gjorde ikke noget, man var en smule opfindsom, sagde far selv.
Magnus var meget opfindsom.
Det undrede Elise en smule, at de små ikke var vendt hjem fra klitten. Egentlig ængstelig var hun dog ikke, de havde det sikkert morsomt og glemte vel bare tiden, tænkte hun, og det blev jo ikke rigtig mørkt mere.
De havde ikke travlt med at komme hjem. Man spiste silde på gårdene i sommertiden, så de nåede det nok. Nu gjaldt det et væddemål.
Allerede på afstand kunne de se Inger Tammes humpe om på kirkegården. Han havde kun et brugbart ben, det andet slæbte efter ham, alligevel var han den hurtigste arbejder i Hulsig, og gårdene sloges om ham i høstens tid. Men han var heldigvis mest deres, tænkte Magnus ejestolt og løb i forvejen.
”Goddag Inger?” råbte han.
”Goddag, bitte pjok!”
”Vi kommer for at snakke med dig.”
Inger Tammes var snakkesalig, så han satte straks riven fra sig og vendte sig om mod de tre drenge, der stillede sig i en halvkreds om ham.
”Du ved godt, at Senius er hellig, ikke Inger?”
”Jo … det,” kom det sindigt fra graveren.
”Og nu er de så blevet syge hjemme ved Simons’, det ved du nok også,” sagde Magnus og sænkede sørgmodigt sine øjne og lod underlæben hænge.
”Nej … jamen, bitte Senius da også … ,” sagde Inger trøstende, selv om det lød tosset, når nu Senius nu var så stor.
”Ja,” kom det trist fra den store dreng, ”og jeg ved jo, at det hjælper at bede i kirken.”
”Det gør det”, sagde Inger fast.
”Og vi er rendt med ham for at hjælpe med at få det sagt til Gud på en ordentlig måde. Det er Karl nemlig så god til,” sagde Magnus fromt.
”Karl, ja ja,” Inger Tammes nikkede venligt mod Karl, der slog øjnene ned og foldede hænderne og pressede læberne sammen.
”Kan jeg hjælpe jer?”
”Ja, det kan du,” sagde alle tre i kor.
 
Inde i kirken var der køligt og dunkelt, og Magnus følte et lille samvittighedsstik, for det var nu lidt sært at skulle bede for nogen, der var raske, og så var det også forkert at lyve. Og endda i en kirke. Gud sad sikkert lige nu og rynkede brynene i vrede, ligesom far, når han var rigtig gal. Gud var jo større end far og kunne sikkert blive endnu galere. Men det var nu svært at tro.
”Er det der oppe, man beder?” spurgte Magnus og pegede på alteret. ”Og kan man gøre det uden brændevin?”
”Hvad?”
”Ja, det ved du godt, Inger, at de voksne drikker, før de beder.”
”Nå, kalken?”
”Er det kalk?” Nu måbede alle tre drenge.
”Er det så helt hvidt?” spurgte Magnus.
”Nej.”
”Må vi se?”
”Nå … nå … ikke så hidsig.” Inger Tammes haltede hen til et lille skab, åbnede det og tog en flaske frem.
”Det er denne her, og den er jo rød.”
”Du lyver, Inger. Det er slet ikke kalk,” sagde Magnus heftigt, mens de to store prøvede at dæmpe ham.
Tammes satte flasken på plads.
”Nu må I hellere bede jeres bønner, og det kan I gøre uden kalken. Og bagefter kommer I ud til mig, så jeg kan låse efter jer.”
Han vendte sig om og haltede ud, mens han lod døren stå på klem. Måske lyttede han udenfor, og Senius skyndte sig at hale en bøn over læberne, og her var han på hjemmebane, for de bad i et væk hjemme på gården, og han kendte alle de rigtige ord.
Så holdt han brat inde. De stod tavse en stund og lyttede til stilheden. Så skyndte de sig hen til skabet, åbnede det og kiggede på flasken.
”Vi er da nødt til at smage,” sagde Magnus tøvende og rakte ud efter den, ”ellers får vi aldrig at vide, om det er kalk eller brændevin.”
Senius gav ham ret, han tog flasken fra ham og åbnede den. Så snusede han til indholdet.
”Det er sgu’ da saftevand.”
Forbavset rakte han flasken til Karl, der også snusede. De så på hinanden. Magnus mente, at de umuligt kunne vide noget som helst med sikkerhed, før de havde smagt på det, og han hev flasken til sig, satte den for munden og drak en slurk.
”Det er godt nok saftevand,” sagde han, ”bare sådan lidt underligt.”
De andre drenge smagte efter tur på den søde, rødbrune væske.
”Det er bare fordi, det ikke er blandet op med vand endnu. Men det smager vel nok godt,” sagde Senius og smaskede ligefrem. Så tog han endnu et par slurke. Og inden de ret vidste af det, havde de delt det meste af indholdet mellem sig. Men pyt, saftevand koster ingenting og det havde præstens kone sikkert nok af, og han ville da slet ikke lægge mærke til, at det var sunket en smule i flasken. Senius holdt den op mod lysstrålen, der faldt ind gennem et af kirkeruderne og fik det mørke glas til at glitre. Og nu så de, at flasken var tom. De satte sig på gulvet og kiggede på hinanden og syntes med et, at de blev så døsige.
”Vi kan da også godt lige ligge lidt,” sagde Senius og strakte sig på det bløde altertæppe.
”Ahh … her ligger man da godt.” Magnus gabede og glemte, at de skulle hjem.
 
Inger Tammes begyndte at undre sig. Så længe det tog børnene at bede. Og så fromme de knægte var dybest inde, skulle man nu have troet det? Der var ellers så mange spilopper i Janus’ drenge, men her var åbenbart en side af deres væsen, han aldrig før havde bemærket. Ja, ja, et barn kunne indeholde allehånde, tænkte han halvvejs rørt og bestemte sig for at bede sammen med dem. En bøn i utide kunne jo heller aldrig skade, og et godt eksempel ville man jo gerne være for de små børn.
Han humpede hen til kirkedøren og skubbede den op. Der var dødsens stille i det lille rum, og nu hvor solen gemte sig bag træerne, trængte der ikke meget lys ind. Han stod lidt for at vænne øjnene til mørket. Så var det, han så dem.
Langsomt og lidt ængstelig nærmede han sig drengene, så standsede han brat og begyndte at le. Det var dog alligevel satans! Der lå alle tre i en lille klynge og snorkede. Ved siden af dem så han en væltet vinflaske, og den var vist tom.
 
Heldigvis var Janus ikke vendt hjem fra Hjørring, da Inger Tammes kom trækkende med sin store trillebør, hvori der lå to sovende drenge. Senius stumplede af sted ved siden af Inger. De humpede om kap.
”Her har du en håndfuld knægte, Lise, og jeg tror nok, du kan lægge dem i seng uden aftensmad.” Inger Tammes væltede trillebørn om på siden og lod to små drenge trille ud på gårdspladsen.
”Ham her følger jeg hjem” sagde han og tog et fast tag i Senius. ”Så kan jeg også med det samme høre til de syge.”
”De syge? Hvilke syge?”
Men Tammes var allerede på vej væk.