Månedsarkiv: august 2013

119 – Et usædvanligt indblik i en bondestue og dens beboere

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Sidder for tiden dag ud og dag ind og læser Skagen Avis fra 1919 – 1925, og det kan ind imellem synes spild af tid, men af og til fanger man en flig af tidens atmosfære, og det er jo godt for en forfatter, der vil skrive om gamle dage.

Her er et lille uddrag af en beskrivelse af professor Troels Lund – han er i det hele taget en uvurderlig kilde til dagliglivet i 1800 tallet. Her handler det om indeklimaet i gamle dages bondestuer:

“Stuens bestandige, lumre Os og en stærkt aftagende Brug af Bad ytrede sig i et Fællespræg hos Beboerne. Disse var forøgede i det Uendelige, idet et Antal af mindre Væsener, lokkede af Varmen, befolkede selve Befolkningen. Det fælles Løsen var: Bare ingen Vand og Træk! Fredeligt holdt de to Partier til Huse hos Hinanden indbyrdes og plejede hverandre. Taalmodigt led den store Befolkning under Sværmen af Gæsteri. De mødtes i den gyldne Lære: Smuds er sundt. Derfor fredede man om alle Ytringsformer, lige fra den Spædes første Arp til Børnenes Skorpeprydelser og de Voksnes Stordrift af Utøj. Onde saar og Utøj var kun ildeset hos Taaber. De kunde i tilstrækkelig Mængde fri ikke blot fra Soldatertjenesten, men for al anden Syge et helt Liv igennem. De var som den velsgnede Stuevarme selv: Stundom lidt for nærgaaende, men altid et Gode. Sit mest betegnende Udtryk fandt hele denne Tilstand i et nyt Slags Bohave i Stuen. Det var den saakaldte “Kløpind”. Den stod gerne midt i Stuen og udgjordes af en svær fritstaaende Stolpe, i Reglen ved en af Støtterne (“Sulerne”) der bar Rygaasen. Op ad denne skuttede man sig med Velbehag. Skønt ingen Egn i Nørrejylland vilde være ved det, beskyldte de hinanden gensidigt for, og gamle Folk paastaar selv at have oplevet det, at den Indtrædende i Stuen hilstes saalunde: “Velkommen” Og værsaagod at gaa hen til æ Kløpind!”  Intet Enkelttræk maler saa tydeligt Forskellen mellem to Tidsaldre som det vekslende Sindbillede paa Stuens midpunkt: Lyrestangen, den Tryllestang, ved hvis Hjælp det var muligt at beherske Vind og Vejr i Stuen, puste Arneilden i Brand, lukke for Slud og aabne for Solskin. Nu: Kløpinden, Lummervarmens blankgnedne Sejerstegn og Trøstermand.”

Slog lige ordet op i ordbogen. Her står om kløpind: Klø-pind, en.

1) (nu især dial.) om pæl ell. stolpe til at gnubbe (klø) sig op ad (især anbragt paa marken (til brug for dyr) ell. (tidligere) i stuen (til brug for mennesker); jf. -pæl, -stolpe). det var den Ting, som krillede mig (dvs.: en hval) paa Ryggen, idet jeg vendte mig! Jeg troede, at det var en Skibsmast, jeg kunde bruge til Kløpind!
Jeg har da aldrig hørt om det møbel før!!
Men det var en tid med stor fattigdom – og det har forresten ALLE tider været indtil vor tids overflodssamfund, hvor det at være fattig kan karakteriseres ved, at man ikke kan købe lige så mange overflødige produkter som alle de andre kan. Ja. vi taler jo her kun om Danmark. I de fleste lande i verden er fattigdommen akkurat så skærende ond som i gamle dages Danmark.
Men altså, i den tid – 1920’erne – som jeg har læst om via Skagen Avis’ fremstilling af samtiden, der er fattigdom noget med sult og snavs og stor elendighed – præcis om alle årtierne og ja århundrederne forud.
Hør blot dette lille uddrag af en artikel i avisen d. 17/1 1923, som i øvrigt sætter Kløpinden og dens nødvendighed i relief:
SPÆDE BØRN I FATTIGE HJEM DØR IKKE AF SULT MEN AF SMUDS
I Tidsskriftet “Barn og Ungdom” fremsætter Kredslæge F. Ingerslev, Sakskøbing, den opsigtsvækkende Udtalelse, at naar der stadig dør en stor Mængde spæde Børn i Landet, skyldes det Mangel paa Renlighed i Hjemmene .. det største Antal Dødsfald i det første Leveaar, foraarsages ved Tarmbetændelse. Smudsige Sutteflasker, Skeer og først og fremmest smudsige Hænder.”
(… se hele artiklen i ODS)

118 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I den kommende tid vil jeg arbejde med en korrektur af indlæg nr. 105 – 107 – 109 – 110 ( under hjemstavnsroman selvfølgelig).
Heri drejer det sig om samtlige folketællinger af beboerne i Skagen Landsogn fra år 1787 og indtil 1940.
Havde oprindelig tænkt at gentage i mere overskuelig form de pågældende indlæg på det her sted, men dels interesserer det sikkert de færreste at læse navne etc. på alle de personer, der har beboet sognet, og dels er det lidt spild at gentage. Så gå tilbage til de tidligere indlæg, hvis navnene har din interesse og læs dem trygt
Dog kan jeg ikke garantere, at jeg når at korrigere dem alle indenfor en uges tid, så måske skulle du vente lidt. Jeg vil tydeligt markere de indlæg, der er korrigerede. At de er rettede betyder imidlertid langt fra, at alle navne er stavet korrekt, for dengang stavede man, som vinden blæser. Der findes ingen korrekt stavemåde, og den samme mand hedder i en tælling Christian og i en anden Kristen eller Christen eller Kristian. Heller ikke kirkebøgerne tager det så nøje med stavemåden: den kan variere f.eks. fra Krøg til Krøgh eller fra Hovkjær til Houkær eller fra Thrane til Trane – og sådan hele vejen.
Det er lidt irriterende, men der er jo ikke noget at stille op med de for længst hedengange degne og deres sjuskeri. Jeg må så prøve at være så nøjagtig som muligt. Det er derfor jeg går alle de tidligere indlæg efter i sømmene. Der er vist ikke mange fejl – men enkelte er alt for mange.
 

117 – En Stranding i Hulsig – Skagen Avis 30/1 1920

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Her kommer nu et indlæg om strandinger – dem har der været flere af, og dette bliver næppe det sidste. Se f.eks. indlæg nr. 100: Med Livet som Indsats.

SKAGEN AVIS 30/1 1920

EN STRANDING VED HULSIG

 

KANDESTEDERNES BAAD REDDER 2 MAND FRA SKONNERTEN ”MARTIN”

 

Da man gik i Seng i Aftes vidste man, at den forrygende Snestorm, som rasede og satte Havet i et voldsomt Oprør, vilde kræve Ofre. Intet kunne være mere sikkert end det.

Ved Hulsig er der i Nat udspillet et af denne Kyst’s triste og frygtelige Dramaer, rig paa Lidelse og Elendighed som paa Mod, Opofrelse og Djærvhed. Skonnerten ”Martin” af Svendborg, paa Rejse fra England til Hjemstedet med Kul, er strandet, og af Besætningen er to Mand omkommet, mens tre er reddet. Gangen i dette Drama er i store Træk:

Kl. 7 i Aftes strandede Skonnerten, men først kl. 8 bemærkedes Strandingen af Strandvagten. Der var hverken blusset fra det dødsdømte Skib eller set Lanterner, saa det er vel nærmest noget af en tilfældighed, at Strandingen blev bemærket.

Kandestedernes Redningsbaad blev alarmeret og ved 9 Tiden satte Vognen med Baaden sig i Gang ud over Land. Men det blev en forfærdelig Tur. Himmel og Jord stod jo ud i et, og Vej og Sti var ikke til at skelne. De arme Heste sled og stræbte og faldt, maatte graves ud og løftes, kørte atter fast og faldt paa ny, og maatte atter graves ud. Vognen kørte Gang paa Gang fast i Driverne og Mørket og Snefoget gjorde, at det næsten var umuligt at se en Haand for sig. Men de udholdende sejge Redningsfolk gav ikke op. Igennem Storm og Mørke og Driver naaede de ved ufattelige Anstrengelser fra de arme Hestes Side omsider til Strandingsstedet, som er lige ud for, hvor Hulsig Redningsstation i sin Tid laa. Det var over Midnat, da Baaden naaede derover, og saa stod det værste Arbejde tilbage. Men da havde Søen allerede gjort sit sørgelige Arbejde: tre Mand var drevet i Land, deraf 2 Døde, nemlig Kaptajnen og en Letmatros. Kaptajnen kom ind ved 11 Tiden og blev straks grebet i Skvulpet, men der var intet at udrette; baade han og Letmatrosen var og blev døde. De havde ikke haft Kræfter nok til at gaa i Riggen.

Den 3dje Mand, som kom ind, var Kokken. Han blev bjerget af Sognefoged Peter Houkjær, som sprang ud og tog ham, før Suget trak ham med tilbage. Han kom straks op og fik Kamferdraaber og nødvendig Pleje hos Chr. Thomsen, og han er nu helt kvik. Han fortalte, at han lige før han blev skyllet overbord havde set en stor Tremaster lige agter om Skonnerten. Den havde sat en smule Sejl til, men dens Lanterner forsvandt ganske pludseligt. Han troede ikke, den kunde staa Skagen ud og var nærmest tilbøjelig til at tro, at den var forlist, men endnu er der dog intet bemærket, der har kunnet bekræfte denne Formodning.

Men imidlertid var Redningsbaaden ankommet, og den blev øjeblikkelig sat i Søen. For os almindelige Hverdagsmennesker lyder det jo som en Fabel, at 12 Mand i en Robaad kan kæmpe sig ud til et Vrag gennem en saadan Sø, men det utrolige skete her som saa ofte før. Baaden naaede velbeholden ud og ankrede op under Skibet. Da sad der 2 mand i Riggen, Styrmanden og en Letmatros. Styrmanden sprang i Søen, men Strømmen tog ham og førte ham langt vester. Der var ikke andet for Baaden at gøre end at forlade Skibet og gaa efter Styrmanden, som ogsaa efter en Del Kamp og Besvær blev bjerget ind i Baaden, som derpaa atter søgte Skibet. Her sad Letmatrosen i Riggen. Han er Færing og det siges, at han er en forvoven Gut. Han sprang straks i Søen og blev bjerget med det samme.

Herefter går journalisten over til at fortælle om, hvorledes redningsfolkene i Højen også har forberedt sig på at deltage i aktionen. De kunne dog ikke trodse uvejret og komme tidsnok til redningsstedet. Han skriver:

De to, der kørte over Heden naaede ogsaa næsten til Strandingsstedet, men forinden fik Folkene hos Avlsbruger Chr. Larsen at vide, hvorledes det var gået ved Strandingen og at alt var forbi.

Ligene af de to omkomne er bragt ind til Peter Houkjær, hvor de henligger foreløbig.

En kommentar:

Ovenstående er avisens artikel om strandingen. Men den er ikke helt korrekt: Netop i dag, 1. september 2013 fik jeg besøg af Henning Thomsen, som stammer fra omtalte Chr. Thomsens Karredgård, hvortil den forulykkede sømand blev bragt og passet og plejet. Og han fortalte mig, at det slet ikke var Peter Houkjær, der kastede sig i bølgerne og reddede sømanden,  men Hennings far Carl Henning Thomsen. Henning viste mig et billede af den omtalte sømand, og tilføjede, at denne blev så lykkelig over at være blevet bjerget, at han af taknemmelighed forærede det forliste skib til Hennings far.

Jeg vil inden længe anbringe et billede af omtalte sømand og hans takkebrev her på siden.

 

Skagen Avis 31/1;

Efter stormen:

De tre bjergede har det nu godt, takket være den kærlige og omsorgsfulde Pleje, de har faaet i de meget gæstfrie og venlige Hjem, som har taget sig af dem. Det er jo et særkende for denne Kysts Befolkning hvis Indesluttethed mand undertiden ikke helt forstaar, at naar det gælder nødstedte Mennesker eller naar det i det hele gælder Hjælp til andre, er deres Hjerter af Guld.

Disse er journalistens ord – denne er så til gengæld ikke nævnt ved artiklen, så vi ved ikke, hvem den pågældende journalist er. Måske skrev chefredaktøren altid den slags “spændende” tekster? I Skagen Avis d. 5. April Året kan man læse om forliset i Rednmingsvæsenets årsberetning. Her ses et uddrag deraf, og man fornemmer klart en mere nøgtern og saglig tone:

Kl. 12,30 ankom Baaden til Havet –
Den ene af de to Mand i Rigningen blev af en Braadsø kastet ud af Skibet og ført bort af Strømmen. Øjeblikkelig blev Redningsbaadens Drægtov kappet, og der roedes ned efter Manden, som det ogsaa lykkedes at redde. Man roede derefter paany tilbage til Vraget med hvilket der opnaaedes Forbindelse ved Hjælp af Kastedræg. Den sidste Mand stod paa Storbommen, idet hele Agterskibet var under Vand. Der blev nu tilkastet ham en Line, som han bandt om Livet og sprang ud i Søen, hvorefter han blev optaget i Redningsbaaden.