86 – Den store forandring – da badegæsterne kom til Landsognet

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Skagen Landsogn var et fattigt sogn, hvor livet var en kamp for overlevelse. Bønderne havde altid måttet vriste den smule udbytte, de kunne få, ud af den karrige, golde jord. Så var der fiskeriet, det gav mad på bordet, men også det var en kamp – ikke for ingenting kalder Bech Nygaard sin bog om fiskerne for “Livets Dræt og Dødens”.

Og de folk, der havde slået sig ned der syd for Skagen, de havde altid måttet kæmpe med et klima, hvor storme og sandflugt og oversvømmelse hærgede og bestandig truede med tilintetgørelse af den smule, de ejede. Der var ikke den familie på egnen, der ikke havde måttet opgive gård og sted og flytte, ofte mere end en gang. Blot for at fortsætte kampen mod den barske natur et nyt sted.

Der var ingen store gårde i sognet. Den største var Hesselholt, men selv om den havde de fleste dyr, det største hartkorn og den bedste indtægt, så var det aldrig velhavere, der boede på gården. De klarede sig bedre end de fleste, javist, men ikke uden et næsten umenneskeligt slid.

 Et eksempel på et menneske, der bukkede under i den kamp er min oldefar, der netop boede på Hesselholtgården, Lars Jensen hed han. Min onkel Lars skriver i sine erindringer således om ham:

“I april døde min farfar Lars Jensen ( Vester Lars). Der faldt en forfærdelig masse sne, flere meter. Men så faldt det ind med et varmt tøvejr, og sneen smeltede, vandet oversvømmede alt og kunne ikke komme til havet, da alle vandløb var fyldt med snekvadder. I staldene stod køerne og rakte hovederne oven vande, men flere får druknede. Vester Lars tog da sin store træøseskovl og begyndte at skovle snekvadder op fra havet og opad. I 3 dage stod han i vand til livet og skovlede op. Så kunne han ikke mere, gik hjem i seng – og stod aldrig mere op.” 

Hans liv afspejler så mange andres på den egn og i den tid. Livet var en kamp for at overleve. Man kan se af folketællingerne, at i mange generationer vokser befolkningen ikke – ind i mellem stagnerer den, som regel er den stabil. Der var ligesom ikke grundlag for nogen befolkningstilvækst. Eller vækst i det hele taget.
Men så sker der noget. Noget, der radikalt ændrer livet i det lille sogn.
 
Men for at komme på sporet af det nye, kigger vi ind i en hel anden verden, selv om vi bliver på stedet. En verden af liv og leg og glæde: her ser vi nogle af Hesselholtefterkommerne i situationer, der ville have fået oldeforældrene til at slå kors for sig – hvordan er det dog de ligger og FLYDER!!!:
For et mere radikalt livskårsskift kan man dårligt forestille sig: den rå kamp er afløst af fri leg. Den barske natur er blevet til den skønne natur, og nydelsen og glæden har erstattet lidelsen og alvoren:

  


( Billederne er fra Mette H. Hansens Fotobog om Tråen 2009 – den halvdårlige kvalitet skyldes min scanning). Det er badesituationer fra den årlige “Hesselholtfest”.
f
Men lad os springe nogle årtier tilbage – helt til begyndelsen af forrige århundrede. Nedenstående billeder afspejler akkurat den samme natur-og livsglæde. Her ser vi en ung pige. Og billederne er fra 1929, og pigen hedder Vera Andersen, og ja, det er uddelerens datter og altså min mor. Men kan det nu virkelig passe, at hun “spildte” sin tid på “badepjat”? Jamen, det gjorde hun da, og jeg tror, at det nye, der skete i Skagen Landsogn i årtierne før og som i 1929 stod i fuldt flor, smittede af på de unge i Hulsig. De ville også bade. Og være unge og lykkelige. Akkurat som de fine badegæster, der stod af toget ligeved siden af brugsen og blev kørt til badehotellerne.
Som gammel og dement kunne min mor derhjemme i Strandby undertiden kaste et blik ud gennem vinduet og betragte de forbipasserende, og vi kunne høre hende sige: “Mon det er badegæster? Der er da mange badegæster i år?”
For det var jo dem, badegæsterne, der revolutionerede egnen og ændrede livsstilen langt ind i de lokale hulsigboeres dagligdag. Her er par billeder:


Nu er vi i året 1929 – og selv om forandringen forlængst har taget sin begyndelse, så er det jo ikke sådan, at den opførsel, vi ser på billederne herover, er almindelig. Hulsigboerne blev ikke lige pludselig badefjolser! Nej, du milde himmel, det er stadig slid og slæb og alvor, der præger dagligdagen for de fleste.
Men nu hende her? Der var jo undtagelser, og mon ikke Vera er en af dem. Hun er uddelerens eneste barn. Og hun slider ikke i marken eller andetsteds. Hun er på en måde priviligeret, og måske drømmer hun om et andet liv end det, der bydes hende i den lille landsby Hulsig. I det næste indlæg skal vi følge hende gennem et år og se, hvordan hun bryder mønsteret: bryder op og får nye erfaringer og oplevelser.
Men lidt bliver ved ved Den store Forandring som alle i byen ramtes af.
Og lad os se på, hvordan det hele begyndte. Det var i sognets vestre hjørne. I Kandestederne.
Længst mod vest lå en gård, som tilhørte Mads Houkjær. Han var min oldefars broder, så vi bliver en stund i familien. Herunder ser vi et par billeder af hans gård, som slet ikke var lille, skønt også den var flyttet dertil fra et andet sted. Det første billede stammer fra Chr. Houkjærs lille hæfte: “Fra Flyvesandets Egne” 1987 – det andet billede er kopieret fra Lars hesselholts “Hulsigminder”. Og A.P.Gaardbo fortæller om, hvordan gården Høgenhav ( opr. Høgende Hauffue) blev flyttet til en kilometer fra Starholm i en lokalitet, hvor der også lå et par andre gårde, Skjødelund og Houkjær, men med tiden fik flyvesandet overtaget over de tre gårde ( tomt efter dem kan påvises 500 meter øst for afdøde statsminister J.O. Krags ejendom “Lille Skiveren”). Hertil er dog at bemærke, at deres beboere narrede deres fjende nummer et, sandflugten, idet de i årene 1789-1790 nedbrød deres huse og flyttede dem til en slette, som milen havde efterladet to til tre kilometer vest-nordvest for deres hidtidige plads. Sletten lå bekvemt imellem havet og milen.  … tilsammen benævntes disse ejendomme som Kandestederne.


Hvordan det gik Mads Houkjær kan vi læse om i Lars Hesselholts erindringer, hvor han skriver sådan her: “ Længst mod vest lå Mads Houkjærs gård. Mads var min bedstefars broder. Han hængte sig, og enken sad tilbage med gård og 2 børn, sønnen Peder og datteren Lise.”
Lars Hesselholt fortæller herefter om, hvordan Christen Kokholm kom ind i billedet og som den foretagsomme mand han var forvandlede Houkjærgården til Kokholms Hotel:
Enken efter Mads Houkjær hed Marie, og hendes søster Kirsten boede også i det lille hus syd for hotellet, men hotellet var der ikke i min barndom. Lidt nord for Mads Houkjærs lå redningshuset. En ung håndværker, Kristen  ( Lars’ stavemåde)  Nielsen, kom fra Harboøre og skulle se til huset og reparere … Da Kristen Nielsen gik og istandsatte redningshuset, blev Lise og han gode venner og de blev gift. Han havde tilnavnet Kokholm.”
Grunden var lagt til Kokholms hotel. Så dør Mads så pludseligt og uventet. Vi ved ikke noget om hvorfor han hængte sig – men der synes i familien gang på gang at dukke disse tungsindige mænd op, som ikke kan holde livet ud – og samtidig ser vi den ene stærke kvinde efter den anden dukke op på familiescenen.
Marie var en sådan stærk kvinde og hun lod sig ikke slå ud. Nu var hun ene om gården, sønnen Peder havde købt gård andetsteds, og Lise var så ung. Men hun var jo forelsket og i en udenbys endda – ja, han kom jo helt fra Harboøre!!! Hvad var nu det for uhørte narrestreger? Man plejede at finde sin ægtefælle indensogns!
Jo, men også Lise ( Elisabeth) var en stærk kvinde, der vidste hvad hun ville, og sammen med sin elskede Christen tog hun på højskole og lærte om kunst og litteratur og hele det forunderlige kulturliv, der aldrig havde været en del af kandestedbøndernes liv. Sammen med Kristen og Lise kom nye ideer til egnen.
Mads Houkjær var strandfoged, og familien kendte jo nok til at indlogere folk, for dengang var strandinger almindelige, og det var strandfogden, der tog sig af de stakkels forliste og ofte på sjæl og legem sårede søfolk.
Men det var andre folk, Lise og Kristen tænkte på at indlogere. Ikke nogen stakler. Nej, det skulle være glade, raske og rige folk. Og det blev det. Kokholms Hotel blev på rekordtid sommerrecidens for landets overklasse. Ja, selveste Kong Christian besøgte hver sommer hotellet, når han opholdt sig på Strandgaarden i Skagen.
Vi ser her et billede af det nye hotel, som Christen bygger – han laver det meste selv, og pengene 3000 kr. låner han af Ole Chr. Christensen i Højen ( egnens matador):

 
Der er skrevet meget om Kandestederne – en af de fineste bøger er “I begyndelsen var Lyset”  udgivet af Gyldendals Forlag i 1990. Her kan man bl.a. læse hele historien om de tre hoteller, der kommer til at ligge som en trekant i det lille sommersamfund.
Men vi lader dem ligge og vender blikket mod Hulsig. Her er der afgjort en effekt fra det liv, der nu er kommet til egnen. Der skal varer og tjenesteydelser til, og de “fine” er ikke nærrige, så der falder sikkert noget af. Og en pige kan der jo også “falde af” – sådan fik jeg min tante Kirsten, som blev gift med onkel Otto, der drev Hesselholtgården.
Kirsten var kokkepige hos Poul Reumert, der også boede i Kandesterne om sommeren. Der var nemlig ikke kun hoteller derude ved vestkysten nu – også sommerhusbyggeriet havde taget fart, og det var berømtheder, der slog sig ned her. Reumert var en af dem.
Herunder en gammel avisartikel fra Aalborg Stiftstidende 1 nov. 1964:

Artiklen er gulnet og temmelig ulæselig, så nedstående er en afskrift:
Krogen over det aabne ildsted hænger der endnu – og den bærer, som den har gjort i aarhundreder, jernstangen med kobbergryden. Men ildstedet er væk. Et gaskomfur har erstattet det – sammen med køleskab og staalvask og alt det andet, der hører et moderne køkken til.
Stuehuset til Hesselholt i Hulsig mellem Aalbæk og Skagen, ser ud som for 300 aar siden, men inden døre forvandles det oprindelige præg langsomt i disse aar. Hver gang en af de nymodens sager rykker ind – for livet skal leves, og det er ogsaa blevet 1964 paa Hesselholt – faar det gamle og udkomkurrerede en hædersplads. Hvis det ikke er direkte i vejen for den daglige frafik, beholder det simplethen sin oprindelige plads. Flødehylden for eksempel. Den fremmede hamrer uvægerlidt hovedet mod de lave loftsbjælper og i næste tag mod flødehylden, der er bygget sammen med dem i opholdsstuen. I forlængelse heraf gaar stagerne, hvor fisken blev tørret i en tid, da fiskeriet var en lige saa betydningsfuld næringsvej paa gaarden som landbruget.
SLAGSMAAL I ALKOVEN
Flødehylden har en let krumning i profilen. Man genfinder faconen overlalt paa gaarden. Hver stump træ har sin strandingshistorie.
– Men det holder vi ikke rede paa, siger gaardejer Otto Hesselholt. De første 100 skibe er vel repræsenteret i gaarden med solidt og uforgængeligt kram. For nogle aar siden, da vi sløjfede alkoverne i stuen og byggede det saakaldte udskud i taget ud til et nyt værelse, viste det sig, at en af bjælkerne i bindingsværket var af mahogni – lige saa haardt og uangrebet, som da det blev sat paa plads. Den gamle rigger Chr. Jensen i Skagen fik nogle af de blokke, vi skar ud af træet, og han lavede dem til lysestager efter det gamle Skagen-mønster.
I min barndom var alkoverne endnu sovested for os børn og for gaardens tjenestefolk. I den ene laa mine søskende og jeg, i den anden et par karle og i den tredie et par piger. Den ene af de sidste var nykonfirmeret, den anden gammel i gaarde. Og hun var lidt herskesyg. Tillige var den lerklinede væg bag alkoven spinkel og brøstfædig. En vinteraften var der ballade i alkoven hos pigerne, og efter nogle haarde ord kom der et vældigt brag. Lidt efter traadte bettepigen grædende ind ad døren. Den gamle havde sparket hende ud gennem væggen.
DE GAMLES KONTRAKT
I den sydlige ende af stuehuset boede aftægtsfolkene, altsaa mine bedsteforældre.
Da var vi forlængst over de dage, da de gamles ophold var grundet paa en kontrakt. Paa loftet har vi fundet saadan et dokument fra 1817, da Mads Pedersen og Maren Pedersdatter fik sikret deres alderdom gennem en Fledførings-Contract. Minimumsfordringen til deres søn, sognefoged Jens Madsen, der havde overtaget gaarden, var aarligt tre og en halv tønde rug, to og en halv tønde byg, den halve malkning af en ko, ildbrændsel, lys og et halvt læs kaal.
Deres ugifte datter, Mette Madsdatter paa 25 aar, blev sikret sit livslange ophold paa gaarden og – hvis hun indtraadte i ægtestanden – et anstændigt bryllup med 40 gæster. Skulle hun i stedet ønske kontanter: 50 rigsbankdaler sølvværdi.
KAPTAJNENS SKE
En betydelig del af indboet paa Hesselholt er strandingsgods ligesom træværket i huset.
– Man købte tingene paa strandingsauktioner, og dem var der mange af, for der gik bestandig skibe ind paa stranden. Eller man huggede det vel. Hvordan skulle der kunne holdes regnskab med alle de værdier?
Paa dragkisten staar en kobbertemaskine, der hænger engelsk fajance paa væggene, og blandt sølvtøjet i skuffen ligger en spiseske fra en kaptajnskahyt.
Robert Kleinstüber, Königsberg 1845, staar graveret paa bagsiden. Ved siden af ligger en teske med engelsk adelsvaaben – en anden strandingstragedie, men af nutidig karakter. En sommerdag 1942 styrtede en anskudt Royal Air Forcebomber i havet ud for Spirbakken. To mand kom i land, den ene blev skjult i et sommerhus af tørvearbejdere, men begge blev fundet af tyskerne. Skeen kom i land fra vraget.
I sin 300-aarige historie er ejendommet flyttet een gang. En sandmile begravede det oprindelige Hulsig i 1810, og Hesselholt rykkede en kilometer mod syd, men genopførtes med det bestaaende materiel – til og med de munkesten, som lerkliningen mellem bindingsværket var udbedret med. Der er utvetydige tegn paa, at stenene stammer fra den gamle Sct. Laurentii-kirke, nu kendt som den tilsandede kirke, hvis skib sank i grus i 1795.
REUMERTS RY
Paa eet punkt er sket et brud med traditionen. Den nuværende kone paa Hesselholt er indvandret – helt nede fra Flauenskjold.
– Den store verden kom jo til os i slutningen af forrige aarhundrede, da kunstnerkolonien gjorde Skagen mondæn, siger Otto Hesselholt. Sommergæster fra hele landet fulgte efter. De kendte navne boede paa Skagen om sommeren.
– Skal det være forklaringen paa mig? Fru Kirsten Hesselholt kommer ind fra sit nye køkken.
Det er næsten forklaringen. Fru Hesselholt tog til København i sine unge dage og blev stuepige hos Poul Reumert:
– Det var seks aar fra 1927, fortæller hun – de sidste som husbestyrerinde, netop i den periode, da Reumert grundlagde sit ry som den store skuespiller, baade paa vort eget kongelige teater og paa La Comedie Francaise i Paris. Poul Reumert fik hus i Kandestederne, og jeg kom med herop for at holde skik paa husførelsen. Det endte altsaa med, at jeg i stedet kom til at holde skik paa husførelsen paa Hesselholt.
Poul Reumert, det dejlige store menneske, havde sin gang her. Det har han og hans familie stadig, naar den kommer til Kandestederne om sommeren. Men han giver sig lidt, naar vi laver om paa tingene. Nu er bageovnen forvandlet til badeværelse, fordi vi har mere brug for den ting end at bage vort eget grovbrød. Men ovnen og det tilstødende rum, hvorfra vi skød brødet ind, har den oprindelige dimension. Vi siger det som en slags undskyldning, for vi hænger ved det gamle. Hesselholt er et stykke af det Skagen, der er gaaet tabt.
DE TOLV APOSTLE
Se inde paa hylden, de smaa kurve og æsker, som Ottos bedstemors søster bandt af graarisrødder, mens hun som ung pige passede faarene og kreaturerne.
Der er stadig faar på Hesselholt – og græsning nok paa de 600 tønder land, hvad der svarer til en middelstor proprietærgaard. Kun de 50 er under plov, og de er magre. Knap 20 tønder lande er langt under plov i Otto Hesselholts tid.
– Men det hele er blevet mere overskueligt, siger klitbonden. En gang var dette en afsondret udørk. Den væsentligste læsning var denne fra 1721 “Huus- Reyse Postill over de sædvanlige Søn-og Hellig Dages Evangeliske og Apostoliske Texter i enfoldige Spørgsmaal og Giensvar.”
Mon ikke det er paa den tid man har faaet de 12 apostle i land fra en stranding? Alle i legemsstørrelse, Peter og Johannes i guld, de andre i sølv. Det gik rent galt at have denne hellige skat i huset, og en forfaren mand Andreas fra Rosenhuset i Bindslev blev tilkaldt for at mane apostnele i jorden. Det skete i et egekrat i nærheden, men fred gav det ikke. Der brændte lys ude over apsotlene, og folk kom ulykkeligt af sted, naar de nærmede sig stedet.
Der har været gravet forgæves efter de apostle mange gange, senest for en halv snes aar siden.
Men Andreas fra Rosen huset fik tid til at gøre sig nyttig ogsaa i det klare dagslys. Han lavede standbænken og panelet i storstuen – af opskaaret maste træ.”
Sådan slutter artiklen. Og nu kan jeg ikke lade være at sukke dybt og inderligt og ret fra hjertet. Hvorfor skulle den gamle gård brydes ned? Den var jo bevaringsværdig og en del af den gamle kultur. Jeg forstår det ikke. Fandt en gammel artikel fra Vendsyssel Tidende ( Søndag den 28. november 1971, og skulle man tro den, så var der kræfter igang for at bevare den gamle gård. Hvad gik galt?


Der står under billedet: Stuehuset paa gaarden Hesselholt i Hulsig er et af de huse, som Foreningen til bygnings-og landskabskultur ønsker bevaret.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

85 – Intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

DETTE INDLÆG BLOT FOR AT GØRE OPMÆRKSOM PÅ, AT FLERE AF HULSIG-INDLÆGGENE ER BLEVET FORSYNET MED NYE BILLEDER, BL.A. BRUGSEN, LUNDGAARDEN OG KRØGHGAARDEN.

84 – et par billeder

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Hvem er kvinden på dette billede? Det burde jeg vide, for hun stod hele min barndom på bedstemors runde natbord – bordet arvede jeg. Og billedet. Men jeg ved alligevel ikke, hvem hun er, eller jeg har glemt det. Hun er familie sikkert. Men er hun datter af en af søstrene? Hvem?

Nu har jeg læsere i både Houkjær og Krøgh familierne ved jeg, så mon ikke nogen genkender hende. Eller folk i Hulsig kan måske huske, hvem hun er.

Jeg har skrevet til Gordon Albøge om et af de andre gådefulde billeder: det af min bedstemor med ukendt dreng, eller hendes søster med egen søn. Af Anna eller af Ingeborg. Måske kan han også svare på det her spørgsmål.

Lige pludselig slår det ned i mig, at det må være “Mie” – bedstemors søster Marie Larsen. Også hun var en smuk kvinde – det var alle i den familie. Jo, det kunne være hende, for hun var bestemt den, der stod bedstemor nærmest.

Og så er der endnu et billede, jeg er i tvivl om. Ikke i tvivl om, at bedstemor ( Anna Andersen på det tidspunkt) står længst til højre. Men hvor er hun? Det er bestemt ingen gård fra Skagen Landsogn. Er det en højskole? Nej, det synes jeg ikke.

Er der nogen af jer, der kender stedet?

Mormor ( Magdalene ) gik på Ollerup Højskole i 1901 – men bedstemor har aldrig talt om højskoler, og hun er jo desuden ikke nogen ung kvinde her på billedet. I København kom hun i “fine” kredse, blev f.eks. mere eller mindre adopteret af de to ugifte frøkener Kondrup. Nej, billedet her er fra hendes “jyske” periode, altså efter at hun forlod hovedstaden for at etablere sig som manufakturhandler, en beskæftigelse, søster Marie senere videreførte.

Her billedet:

83 – og endnu et intermezzo –

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Ja, men jeg er i havefasen og har ikke tid til min blog  – og alligevel har jeg årvågne læsere, som reagerer trods alt.

Tak for det!

 Der er en fejl i indlæg 71 – eller der var, for det skal fluks blive rettet. Måske har mere end en skarpsindig læser allerede set fejlen: Kristiane ( Christiane ) var ikke gift med en Larsen – det blev hendes datter langt senere, men selv var hun jo gift med en Krøg ( Krøg) – og han hed selvfølgelig slet ikke Krøg ( eller Krøgh) men Pedersen, og når alle kaldte ham Krøg ( eller Krøgh) så er det fordi, man kaldtes efter sin gård og ikke efter sit døbenavn. Og han boede jo på Krøggaarden ( eller Krøghgaarden) – ja, såmænd.

Vi ses efter lugning.

Og så lige en ting mere: hver 3. uge kører jeg indlæggene ud i print og korrigerer dem, så I må regne med, at der løbende vil ske ændringer, og på samme måde vil der også hele tiden komme nye billeder på – efterhånden som det lykkes mig at kregle dem!

– nok et intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Ja, det må enhver utålmodig Skagensprojektlæser undskylde, men det varer lidt og måske endda lidt længe, før jeg igen for alvor får ild i skagenspennen – den smågløder i det stille, og det lover jo godt.

Men foreløbig er der et helt andet projekt, som ikke godt kan vente, men som ikke desto mindre vil tære gevaldigt på min energi den nærmeste tid. Kom jo hjem forleden efter MANGE rengfulde ugers fravær, og herunder kan I se, hvad der i den tid skete i min dejlige have – den anden paradisiske biotop i min lille verden, men med den forskel, at jeg her selv leger Vorherre og går og bilder mig ind, at jeg kan skabe ( genskabe ) selveste Edens Have. Det gør jeg ikke i det Nordlige – der sørger HAN for hvert et strå ( og dem er der kommet mange af, efter at kvælstoffet i luften er steget og græsset i færd med at kvæle rensdyrlav og lyng, suk). Nå, men her er jeg også en sølle skaber, må jeg indrømme, se bare på disse billeder af før og efter min flugt til koldere himmelstrøg:

OG NU EFTER:

Ja faktisk er haven næsten kønnest, når den udfolder sig i al sin farvestrålende vildskab. Men det skal vi nok få ødelagt!

MEN ANNA ELSKEDE DET – HUN KOM PÅ GRÆS

– En havfrue fryder sig

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Flere af mine mailvenner har undret sig over, at et indlæg forsvandt få dage efter, at det var skrevet. Det forsvandt, fordi jeg ikke syntes, det rigtigt hørte hjemme på bloggen. Men på den anden side: bloggen er jo ikke tænkt som et sagligt, supervidenskabeligt og knastørt fænomen, selv om jeg vil hæge lidt om det med saglighed og til en vis grad også om alvoren – eller i al fald tage det, jeg skriver alvorligt.
Nu ryger på opfordring fra flere læsere den lille klumme ind igen –  denne gang dog betragtelig forbedret af den dygtige tegner “NEX” fra Randers Amtsavis – der altid illustrerer mine klummeskriverier så morsomt og undertiden lidt respektløst. Det kan jeg lide. Mon ikke også I kan?

Sensommerglæder
Jo vist savner jeg da Ålum. Min gode lille landsby dernede søndenfjords tæt på de skyggefulde, venlige skove, de bløde bakkedrag og åen, der snor sig så lystigt i de grønne enge. Men lige nu og her kan savnet ligge på en lillefingernegl, for i dag har jeg kappet jordforbindelsen og ligget underdrejet ude i det himmelblå hav akkurat som skibene, man skimter langt derude, hvor himmel og hav mødes. Her har jeg svømmet i tidløsheden med den store blå himmel for oven og det solglitrende vandspejl i øjenhøjde.
Faktisk tror jeg mere og mere, at jeg må have været fisk engang, måske i et tidligere liv, så herlig en fornemmelse som det er at færdes i bølgerne midt blandt de andre vandglade skabninger: fuglene og fiskene. Fuglene kan man komme tæt på, når de ligger og vugger i vandet. De tror helt sikkert, man er en fjern og ufarlig slægtning.
For lidt siden, mens jeg svømmede længere og længere ud i diamanthavet, blev jeg grebet af en sær solidaritetsfølelse med H. C. Andersens lille havfrue. I ved, hende med den store længsel. For sådan er det jo: når livet tegner sig overjordisk dejligt, vækker det en længsel efter en forløsning, som man synes at ane et sted derude, men alligevel er så afskåret fra i al sin korporlige jordiskhed. Ja, men her vægtløs og lykkelig i de blå bølger er det lige før, man tror på eventyret.
Nu er jeg gået på land. Er blevet landkrabbe igen og sidder solidt plantet ved mit arbejdsbord, og jeg er jo ikke nogen fiskehalehavfrue trods alt, men en almindelig kone med ben i næsen og et par gode stolper til solid gang på jorden. Og ham, der lige nu bakser ihærdigt med at sætte et nyt køleskab op i vores lille sommerhuskøkken er heller ikke for alvor nogen prins.
Nej, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke savner Ålum heroppe nordenfjords – ikke engang, når det regner, og hvor har det dog regnet i år! eller når det hagler. Det gjorde det forleden, og jeg både så og mærkede det i allerhøjeste grad, for netop den morgen cyklede jeg til Skagen Lokalarkiv for at arbejde fra morgenstunden, og inden jeg nåede byen, var jorden dækket af dynger af is, og senere hørte vi, at folk fik ødelagt både drivhuse og tage.
Men sådan er det med klimaet på toppen af Danmark. Den ene dag venligt og mildt som i et rigtigt eventyr og den næste dag barskt og råt som selveste naturen, der er formet af de sandstorme, der hærgede og ødelagde menneskenes levevilkår i en ikke så fjern fortid. Det er den fortid, jeg skriver om for tiden, og så er jeg jo på det rigtige sted.
 

82 Hulsig Mejeri

Velkommen til min blog – et vindue til mit forfatterskab.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Oplyst af Jens Chr. Sovkrog 1950: 1897 – Mejeriet bygges af mejerist Larsen, nu Rolighed. Mælken skulle afleveres til bestemt Klokkeslet, og det var man ikke vant til der paa Egnen, og det var vist særlig galt hjemme.

Erling Husth: ( oplyst i 1984) Leverancerne til Mejeriet gik delvis over til Skagen Mejeri i 1931.

Indtil 14/3 1910: Otto Glistrup – fra 1910: Christian Vilhelm Christensen. Køber mejeriet af Otto Glistrup for 18000 kr.

Her ser vi et billede af familien Christensen:

Her et lidt nyere billede af samme familie

Og her ses mejeriet:

81 – nogle lister til bred oplysning om befolkningen og dens sammensætning

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Dette indlæg vil sikkert ikke interessere ret mange af jer, men det er lidt morsomt for mig, der navnlig er optaget af egnens demografiske udvikling. Her kommer derfor nogle lister, som jeg har fundet i arkiverne i Tinghuset i Skagen:

 
Mandskabsliste over samtlige Personer, der skjønnes at kunne ansættes til at svare skat efter Formue og Lejlighed til Skagen Landsogns Kommune i Skatteaaret 1904 – 1905:
 

Janus Christian Martin Jensen Hesselholt Gaardejer
Martin Christian Christensen Avlsbruger
Ole Christian Christensen Avlsbruger
Ole Pedersen Houkjær Avlsbruger, Strandfoged, Sognefoged
Christian Larsen Avlsbruger, Postbud, Strandfoged
Simon Simonsen Avlsbruger
Jens Christian Sovkrogs Enke Ane Lauritsen Aftægtskone
Anton Peter Jensen Avlsbruger
Christian Senius Pedersen Alvsbruger
Niels Johan Nielsen Avlsbruger
Erik Jensen Avlsbruger
Jens Houkjærs Enke Karen Marie Jensdatter Alvsbruger
Niels Peter Pedersen Alvsbruger, Tømrer
Søren Jensen Løth Avlbruger, Tømrer
Henning Chr. Christensen Høker
Christian August Christensen Thrane Alvsbruger, Strandfoged
Kristine Madsen Ugift, lever af sine Midler
Niels Christian Madsen Snedker
Lars Jensens Enke Kirstine Madsdatter Aftægtskone
Peter Johan Pedersen Klarup Arbejdsmand
Peter Christian Pedersen Stationsforstander og Brevsamler
Janus Christian Jensen Avlsbruger
Ole Christian Nielsen Daglejer
Christian Vilhelm Christensen Mejeribestyrer
Niels Emanuel Nielsen Skrædder
Thomas Christensen Thranes Enke Grete Marie Christensen Aftægtskone
Christian Pedersen Krøgs Enke Kristiane Jepsen Aftægtskone
Jens Christian Madsen Aftægtsmand
Henning Christensen Hjorths Enke, Grete Nielsen Leer Aftægtskone
Hans Carsten Nielsen Berg Tjenestekarl
Christen Edvard Christensen Tjenestekarl
Christian Emil Mikkelsen Tjenestekarl
Laurits Christian Jensen Tjenestekarl
Peter Pedersen Houkjær Avlskarl
Janus Christian Larsen Avlskarl
Thomas Peter Thomsen Avlskarl

 
Som man kan se af skattelisten, så er stort set hele den mandlige del af befolkningen + alle enker med på listen. Tilsyneladende sat op efter indkomst. Der er kun en, der kan kalde sig gårdejer, nemlig min farfar, Janus Hesselholt. De andre har titel af avlsbrugere, hvilket sandsynligvis henviser til mindre ejendomme eller mindre hartkorn.
Nok så interessant er følgende liste, som er opkrævningslisten for skatteåret 1904-1905 – altså faktisk samme år. Den ser sådan her ud. Første kolonner er skattepligtig indkomst – den anden er udregnede skat.

Skatteborgeren Skattepligtig indkomst Skat
Janus Hesselholt 1000,00 kr 54,00 kr.
Martin Christensen 772,00 kr. 20,16 kr.
Ole Chr. Christensen 700,00 kr. 45,44 kr.
Ole Houkjær 900,00 kr. 46, 75 kr.
Chr. Larsen 900,00 kr. 44,00 kr.
Simon Simonsen 600,00 kr. 30,80 kr.
A. C. Thomsen 700,00 kr. 33,32 kr.
Jens Chr. Jensens Enke Ane 420,00 kr. 10,60 kr. – efter klage ned til 5,60 kr.
Anton P. Jensen 400,00 kr. 21,00 kr. – efter klage ned til 16,00 kr.
Christen S. Pedersen 563,00 kr. 29,65 kr. – efter klage ned til 25,95 kr.
Niels Johan Nielsen 200,00 kr. 8,40 kr.
Erik Jensen 600,00 kr. 25,20 kr. – efter klage ned til 18,72 kr.
Niels P. Pedersen 600,00 kr. 12,64 kr.
Jens Pedersens Enke 100,00 kr. 1,88 kr.
Søren Jensen Løth 400,00 kr. 13,00 kr.
Henning Christiansen 1000,00 kr. 40,00 kr.
August Trane 700,00 kr. 41,64 kr.
Kirstine Madsen 500,00 kr. 33,00 kr.
Niels Christian Madsen 500,00 kr. 20,00 kr.
Lars Jensens Enke 360,00 kr. 22,00 kr.
Peter Johan Petersen 400,00 kr. 37,88 kr.
Peter Christian Petersen 800,00 kr. 32,00 kr.
Janus Chr. Jensen 585,00 kr. 30,60 kr.
Ole Chr. Nielsen 200,00 kr. 8,80 kr.
Chr. Vilhelm Christensen 431,00 kr. 19,84
Niels Emanuel Nielsen 500,00 kr. 12,00 kr.
Thomas Tranes Enke 200,00 kr. 10,00 kr.
Chr. Krøgs Enke 200,00 kr. 10,00 kr.
Jens Chr. Madsen 200,00 kr. 10,00 kr.
Henning Hjorths Enke 250,00 kr. 13,00 kr.
Hans Nielsen Berg 200,00 kr. 4,00 kr.
Chr. Edvard Christensen 100,00 kr. 2,00 kr.
Christan Emil 100,00 kr. 2,00 kr.
Lauritz Chr. Jensen 200,00 kr. 4,00 kr.
Peter P. Houkjær 400,00 kr. 16,00 kr.
Janus Chr. Larsen 200,00 kr. 4,00 kr.

Opstillingsrækkefølgen forekommer lidt gådefuld her.  – At Lauritz Christian Jensen har tjent 200 kr. og kun betalt 4 kr. i skat er også lidt sært. Det vil jeg undersøge nærmere næste gang, jeg kommer på arkivet..
 
Den næste liste synes jeg er endnu mere interessant for mig i al fald, der gerne vil kortlægge egnen på flere måder, ikke mindst demografisk – den fortæller nemlig, hvor mange der bor i sognet, og hvor gamle de er. Undtaget er ikke-stemmeberettigede, og det er vel kun de fattigste og børnene. Der er kun få gamle, og i det hele taget er det en relativ ung befolkning. Fattige er der ikke i sognet, hvis man skal tro regnskabet for Fattigkassen. Det ser nemlig sådan her ud for perioden 1903-1905:
 
Indtægter: 6,13 kr. ( bøssen i kirken: 2,90 kr., basar: 2,00 kr. og sparek.renter: 2,04 kr.
Udgifter: 0,00 kr.
 
Bestyrere for Fattigkassen er: Ole Houkjær, Chr. Larsen og Simon Simonsen.
Pengene er sat i Raabjerg Sparekasse, hvis kassebeholdning i 1903 beløber sig til 30,25 kr.
 
Ergo er der ingen fattige!!!??? – eller mente de gode bestyrere ikke, at der var nogen, der var værdigt trængende. Lars Hesselholt fortæller i sine erindringer om, hvordan man solidarisk hjælper folk, der er kommet i nød:
 
( Citat fra ”Hulsigminder) ”Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne var, så vidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder, held og uheld. Jeg mindes aldrig at have mødt misundelse, hvis det gik én godt, men derimod medlidenhed, hvis det gik én dårligt. Det var en ret ufrugtbar egn, og der sad mange små jordbrugere med 3-4 køer og en hest. Hvis en sådan husmand mistede en ko eller hesten døde, blev der næsten altid iværksat en indsamling til støtte for den skadelidte. Jeg har som stor dreng tit været ude med en sådan liste og mindes aldrig at have mødt modvilje.”
 
Ja, hvad skulle man så med en fattigkasse?
 
I 1907 er der 53 personer i Skagen Landsogn, der ifølge Lov om Hjælpekasser ( 4. maj 1907) er opstillingsberettigede til bestyrelsen. Listen ser sådan her ud:
Liste over personer i Skagens Landsogn, der ifølge Lov om Hjælpekasser ( 14 Maj 1907) er opstillingsberettigede til bestyrelsen:
 

Nummer Navn Alder Stilling
1 Vilhelm Christensen 28 Mejeribestyrer
2. Johanne Elise Wollenborg 27  
3 Ole Christian Nielsen 63 Avlsbruger
4 Ane Katrine Nielsen 58  
5 Martin Christian Madsen 48 Avlsbruger
6 Inger Marie Madsen 48  
7 Janus Chr. Martin Jensen Hesselholt 48 Gaardejer
8 Elise Pedersen 38  
9 Peter Houkjær Pedersen 40 Ugift Avlsbruger
10 Anton Peter Jensen 43 Avlsbruger
11 Ane Kristine Christensen 47  
12 Erik Jensen 51 Avlsbruger
13 Marie Martine Jensen 50  
14 Janus Christian Christensen 32 Avlsbruger
15 Mathilde Martine Christensen 36  
16 Christian Christiansen 64 Strandfoged
17 Maren Christiansen 62  
18 Christian Peter 34 Avlsbruger
19 Janus Christian 30 Avlsbruger
20 Kirstine 24  
21 Søren Jensen Løth 64 Avlsbruger
22 Kristine Thellofsen 62  
23 Niels Christian Madsen 50 Tømrer
24 Konrad Christensen 32 Uddeler
25 Niels Emmanuel Nielsen 29 Skrædder
26 Kristen K. Olesen 29  
27 Johan Nielsen 48 Avlsbruger
28 Christian Olesen 34 Daglejer
29 Senius Christian Pedersen 43 Avlsbruger
30 Krestine Amalie Christensen 37  
31 Peter Nielsen 44 Avlsbruger
32 Tomine Karoline Thomsen 34  
33 Christian Petersen 47 Banevogter
34 Krestine Thomsen 43  
35 Peder Houkjær 36 Arbejdsmand
36 Marie Kristine Larsen 34  
37 Simon Simonsen 49 Avlsbruger
38 Kirsten Marie Mikkelsen 54  
39 Nikolina Martinsen 25 Avlsbruger
40 Anders Christian Thomsen 54 Avlsbruger
41 Ane Pedersen 48  
42 Peter Thommassen 25 Avlsbruger
43 Christian August Trane 52 Strandfoged
44 Jensine Krestine Christensen 42  
45 Jens Peter Vestergaard 26 Høker
46 Juliane Marie Nielsen 25  
47 Marie Christiansen 59 Aftægtskone
48 Marine Jensen 51 Avlsbruger
49 Krestine Madsen 73 Lever af sin Midler
50 Kirsten Madsdatter 79 Aftægtskone
51 Greta Nielsen Leer 73 Aftægtskone
52 Ane Lauritsen 68 Aftægtskone
53 Ane Nielsen 39 Husholderske

Som man kan se af listen, så er der ikke mange gamle i byen. Der er jo i det hele taget ikke ret mange beboere i det lille sogn, og folketællinger og billeder viser, at familierne ikke var børnerige – der var vel i gennemsnit 3 børn pr. familie – næsten som i dag, og man kan undre sig over, at både en høker og en brugsuddeler kunne leve af at sælge varer til de få folk, navnlig i betragtning af, at de fleste var selvforsynende med det meste af det, de skulle bruge i det daglige.
Folk blev sjældent rigtig gamle i “gamle dages Hulsig” – det taler sit tavse sprog om, hvor slidsomt livet var – så blev det kort.
 

Her er endnu en interessant liste, som viser, at der allerede dengang var fredet jord, som vel så ikke kunne lægges under plov.

Matrikel Ejers navn Kvadrat/ alen Anmærkning
14 n Lauritz Larsen 129/ 390 9 Tønder Land
11b og 14 v Janus Chr. Jensen 132/170 9 ½ Tønder Land
5 S og 14 g Ane Jensen Sovkrog 739/630 53 Tønder Land
14 b Martin Christensen 1359/ 760 97 Tønder Land
3 og 14 s Janus J. Hesselholt 1222/590 89½ Tønder Land
14 f Christen Jensen 467/330 33½ Tønder Land
14 e Simon L Simonsen 381/350 27 Tønder Land
14 m Chr. Senius Pedersen 74/730 5½ Tønder Land
14 l A. Chr. Thomsen 276/290 19½ Tønder Land
7 – 14 e August Trane 785/660 56 Tønder Land
8 b 14 v og 14 y Erik Jensen 671/210 21½ Tønder Land
14 k Peter Trane 21/890 1½ Tønde Land

 
 

80 Klarupgårdene

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Klarup – også kaldet Rumpen. Der er to gårde, og Otto Hesselholt fortæller i et interwiev fra 1966 ( brudstykke heraf i Tinghusets arkiv)  følgende:

  “Har faaet fortalt, at de to Gaarde i Rumpen engang laa endnu tættere sammen, end de gør nu. Engang ved Vinter var en ung Kone fra den vestre af Gaardene paa besøg paa den anden Gaard. Hun havde et lille Barn paa Armen. Da hun gik hjem om Aftenen, gik hun galt i Snevejret, og de fandt hende først om Foraaret ude i Klitten.”

Olavius Skriver i “Beskrivelse over Skagens Kiøbstæd og Sogn”,1787  flg:

( Citat side 48): Klaae-Rumpe, Klarup, eller, som Gaarden nu kaldes, Rumpen, er fast det eeneste Sted eller beboelig Gaard i Schagens Sogn tilbage, fordi at Sandflugten der hverken har giort synderlig Skade paa Ager eller Eng, men vel ødelagt Overdrevet paa den vestlige Side af Gaarden, og der opkastet nogle fæle Sandmile, som ere noksom befrygtelige i Fremtiden.”

A. P. Gaardboe skriver om gårdene, at der er tre: “Klarup, 3 steder. Endelsen -rup tyder på et ældre torp, men dette behøver jo ikke at have været en by, en udflyttergard er jo det oprindelige. I daglig tale benævnes disse steder endnu stadig Rumpen. ( Fra den ny udgivelse 2006 – Historisk -topografisk Beskrivelse af Elling Sogn, Raabjerg Sogn og Skagens Landsogn.

Vi vil begynde med Øster Klarup – her er nemlig min farmor Elise vokset op.

Det gamle billede, som jeg fandt af gården, vil jeg ikke vise her, for jeg viste det på Hulsigmødet i forrige uge, og der lød protester fra flere ældre mennesker, som vidste, at det IKKE var et billede af Klarup. Derfor ser I det, som det ser ud i dag.:

Jeg har dog et gammelt billede fra aktiviteter ude på gårdspladsen – fårene vaskes. Det er Peter og Kristine Houkjær, vi ser på billedet:

Her arbejdes der bag laden, men jeg har faktisk fundet et godt billede af det gamle Klarup – mangler min scanner – billedet vil blive sat på, når jeg kommer hjem.

Men nu vil vi se på gårdens historie – hvem har ejet og drevet den og hvordan endte det med at blive et fornemt nyrestaureret landsted?

Gårdens ejere:

Fra 1752 og til 1775 drives gården af Fæster Chresten Madsen Klarup, der er gift med Karen Sørensdatter. Ejer er Madame Cathrine sl. Ferslew. I 1787 overgår fæstet til Chrestens svigersøn Hans Nielsen, der er gift med 1. Kirsten Christensdatter og 2.Kirsten Nielsdatter. Han driver gården, indtil sønnen Niels Hansen gift med Marie Larsdatter overtager den i ? ( måske 1834) og indtil 1850, hvor den overgår til sønnen Lars Christian Nielsen gift med Karen Marie Pedersdatter, i 1869 driver Marie gården efter Lars’s død, han drukner sig i brønden. I 1880 køber Maries bror, Ole Pedersen Houkjær, gården, han er gift med Marie Christiansen. I 1904 overtager sønnen Peter Pedersen Houkjær, som er gift med Ane Kristine Larsen ( = Krøg). Deres søn Haakon Houkjær overtager gården.

Disse oplysninger er stykket sammen af dokumenter, jeg har fundet hist og pist. Karen Marie og Lars Christian har en søn, men han overtager ikke gården – den bliver solgt til Maries bror, min oldefar. Om sønnen siger Karl Krøg i et interview i Skagen Avis 27/7 1968: “Ole Houkjærs Søster havde Gaarden i Rumpen, hun solgte den til sin Broder Ole Houkjær, efter at hendes Mand havde druknet sig i Brønden – han var tosset i Hovedet. De havde en Søn, Niels Peter Larsen, senere Landinspektør Klarup i Hjørring.

Kristine Larsen gifter sig med sin fætter Peter Houkjær – hans mor Marie er en søster til Kristines mor Maren. Jo, de giftede sig ofte i egen familie. Ikke så sært, at der fødtes en overvægt at “tossede” i det lille samfund.

Familiehistorien byder på ikke så få selvmord i den her periode. Hvorfor? Min tipoldefar hænger sig, det samme gør Mads Kokholms bedstefar ( også en Houkjær) og Lars Christian styrter sig altså i brønden. Var de syge? eller var levevilkårene så barske, at kun “rigtige” mandfolk kunne klare dem.

Jeg ved ikke, hvornår gården går fra arvefæste til selvejerskab. Og jeg ved ikke, hvornår Haakon overtager, og om det er i hans tid, den overgår til tvangsauktion. I følge en annonce i Skagen Avis 17 nov. 1988 under tvangsauktioner er ejendomsværdien 520.000 kr heraf jorværdi 51.100 kr..

Interessant for mig er jo navnlig perioden, hvor min oldefar Ole Pedersen Houkjær driver gården. Han var ligesom min farfar, Janus Hesselholt, der blev gift med Oles datter Elise, en driftig og særdeles aktiv mand. Og streng mand, det var han også. Han krævede det utrolige af sig selv og andre. Jeg citerer:

Vendsyssel Tidende 30/12 1907:

Om den gamle Sognefoged og Strandfoged, Dbmd. ( = Dannebrogsmand), Ole Pedersen Houkjær, Skagen Landsogn, der i Gaar begravedes, skal vi hidsætte nogle Mindeord på Grundlag af Oplysninger, der er tilstillet os af en Mand, som i mange Aar har kendt den afdøde. Det er Avlsbruger og Redningsmand Chr. Nielsen Kokholm ved Kandestederne, der fortæller:

“Jeg skal ikke komme ind paa Ole Houkjærs dygtige og samvittighedsfulde Arbejde i sit Hjem og i sit Sogn, hvor han har udfoldet en Virksomhed, der har sat sine varige Spor og sent vil glemmes. men der er en Gren af hans Livs Gerning, der bør dvæles lidt nærmere ved, og det er hans Arbejde som Strandfoged. Hvad han her har udrettet, er næsten uden Sidestykke. For Aar tilbage, da mange flere Skibe strandede og Pligten til at patrouillere langs Kysten paahvilde Strandfogden, kan man godt sige, at Ole Houkjær næsten boede paa Stranden eller i Klitbakkerne. Der var i hvert Fald ofte mange Døgn i Træk, hvor han næsten ikke var Hjemme, ligegyldigt hvor haardt Vejret var.

Som et Bevis paa hans Pligtfølelse kan anføres, at han endogsaa i de sidste Aar som gammel, svagelig Mand, da Vagten om Vinteren udførtes af Redningsvæsenets Faste Mandskab, selv midt om Natten i Bælgmørke, naar Storm og Sne rasede allerværst, kunde træffes paa Stranden eller i Klitterne, skuende ud over det oprørte Hav.

Og spurgte de vagthavende Redningsfolk ham, hvorfor han gik her ved Havet, hvilket han jo ikke behøvede, svarede han, at han kunde ikke være hjemme i et saadant Vejr. Han kunde jo maaske paa en eller anden Maade være til Nytte, om Skibe kom i Havsnød.

Hvis alle de Søfolk – og deres Tal gaar i hundredevis – som er bleven reddet ved gamle Ole Houkjærs Aarvaagenhed, vidste, at han nu har lukket sine Øjene, vilde der utvivlsomt blive sendt ham mangen en hjertevarm Tak.”

“Mangen Gang har jeg truffet Ole Houkjær i det mest forrygende uvejr …” ( her mangler desværre resten af artiklen … måske finder jeg den igen.

Som sagt var han en bøs mand også. Det kan man se af nedstående billede, synes jeg. Flot og stolt, men jeg gad ikke tjene i hans gård.

Han drev det vidt. Men driveri ville han ikke tolerere. Hør blot, hvad Lars Hesselholt skriver om ham i sine erindringer:

“I det andet Rumpensted boede min morfar, Ole Houkjær. Han var sognefoged, strandfoged og andet. Han var meget virksom, men noget ilter. Når han kaldte på tjenestekarlen, og han ikke kom straks, gik han hen til karret med svineføde og hældte en spandfuld ned over ham. Min mormor var ikke altid tilfreds med det, da hun skulle vaske sengetøjet. Ole Houkjær døde i 1907 efter at have lidt af mavekræft i flere pinefulde år. Gården overgik til hans søn, Peter Houkjær, der også blev sognefoged og strandfoged, men han havde ikke faderens energi. Han blev gift med sin kusine Kristine, og de fik 5 børn. Peter Houkjær døde 84 år gammel af et hjerteanfald eller en blodprop.

I et interwiev med Karl Krøg 27/7 1968 fortæller han følgende: “Ole Houkjærs Søster havde gaarden i Rumpen, hun solgte den til sin Broder Ole Houkjær efter at hendes Mand havde druknet sig i Brønden – han var tosset i Hovedet. Det havde en Søn ( Niels Peter Larsen) senere Landinspektør Klarup i Hjørring.”

Og så synes jeg lige, at vi skal se Ole P. Houkjærs selvangivelse fra 1903 – heraf fremgår vel også, at han var en holden mand – målt med det lille samfunds alen:

Og nu den anden gård i “Rumpen” også en Klarupgaard

Lidt om ejerforhold:


Den første bonde, jeg kunne finde er Christen Christensen, og han er fæster af gården indtil 1787, hvor den overgår til hans svigersøn, Jens Christensen, der ligeledes er fæstebonde og gift med Johanne Christensdatter. Gården ejes ( ligesom den første Rumpegård) af Madame Holm sl. Ferslew. I 1812 overtgar sønnen Christen Jensen driften ( om han er selvejer, ved jeg ikke), men han er åbenbart ugift, og allerede i 1814 overtages gården af hans brod Mads Jensen, gift med Mariane Sørensdatter, og deres datter Ane Madsen driver den fra 1870 og gifter sig med Ole Christian Christensen ( Ole Rump), og det er hans bror Martin Christian Christensen og dennes kone Inger Marie Madsen, der driver den indtil 1936, hvor deres søn Martin Adolf Christensen overtager den.

Herefter er jeg usikker, men jeg tror, at Inger fra Ingers Hotel er datter af Martin Adolf, i al fald er hun født der på gården, og hendes søster Else bor der i dag. Flere oplysninger vil følge.

Her følger en folketælling fra 1834:

Mads Jensen 47 Aar Huusmand – Mariane Sørensdatter 42 Aar, hans Kone, Johanne Madsdatter 14- Jens Houkjær Madsen 13 – Kirsten Madsdatter 5 – Ane Madsdatter 1, deres Børn, Johanne Christensdatter 75 Aar, Huusfaderens Moder. 1 Tjenestekarl.

Her følger en anden folketælling fra 1860 – Mads Jensen sidder stadig i tronstolen.

Mads Jensen 73 Aar, Enke, Avlsbruger – Huusfader, Jens Houkjær Madsen 39 Aar, ugift, Anne Madsdatter 27 Aar, ugift, Christine Madsdatter 25 Aar, ugift. Andreas Carlsen 11 Aar, Tjenestedreng.

Det har åbenbart været lidt svært at få afsat børnene! Og den stakkels tjenestedreng, som skal betjene sådan en flok voksne – forhåbentlig var de gode mod ham.

Og dog gift bliver i al fald Ane eller Anne, som det staves ind i mellem. Men hvad sker der med Jens? Ane arver gården og driver den senere videre med sin mand “Ole Rump”

Her et billede af gården forsynet med oplysninger, der ikke helt passer til dem, jeg har, men næsten – så pyt:

Under billedet, som jeg har fundet på Tinghuset i Skagen, står flg.:

Ole Christian Christensen ( “Ole Rump” ejede gården 1874 – 1901, hvorefter den blev overtaget af broderen Martin Chr. Christensen.

30.07 1987: Søren Due Larsen, som kom til sin bedstefader Martin Christensen i 1917 er helt sikker på, at det er Ole Rump, der er på billedet. Det er ikke hans bedstefader. Samme mening havde Heinrich Jensen ( Sovkrog). Det er også sandsynligt, fordi billedet har hængt hos Ole Rump. fik det af “Stine Bøje” ( Kirstine Jensen), barnebarn af Ole Rumps kone nr. 2 Ane Katrine Nielsdatter i 1986. Det er muligt, at det er Ole Rumps første kone, Ane Madsen, der står tæt ved ham på billedet. Hun døde i 1899.

Her uddrag af et par skøder:

Skagen Skøde-og Panteprotokol 1811. Skøde: Jens Christensen til hans Søn Christen Jensen paa en den første tilhørende i Skagens Landsbye Sogn beliggende Gaard for den Summa 500 Rdl. – Undertegnede Jens Christensen til hans Søn Christen Jensen boende i Houkjær i en i Skagens Landsogn beliggende Gaard … HK 2 skpr.

19 Februar 1814: Christen Jensen af Skagen til sin Broder Mads Jensen paa en den første tilhørende i Skagen Sogn beliggende Gaard Klarup kaldet. Købesum 400 Rdl.

Skagen Avis 6.9 1944: Om Martin Christensen og Inger Maries Diamantbryllup i 1944 ( begge 84 Aar) : Uddrag: “Deres Hjem “Klarupgaard” hører til de største i Skagen Landsogn … ved deres store Flid tages nye Hedearealer ind under Ploven, saa der til sidst … kunde holdes et par Heste og 15-16 Køer. En Søn har overtaget Hjemmet i Hulsig.”

I Vendsyssel Tidende var der også en omtale af diamantbrudeparret, og her står om gården, da de overtog den: “Klarupgaard: “Den var ikke meget værd paa det Tidspunkt, det store Tilliggende bestod næsten udelukkende af Hede og Klit og Besætningen var en Trækstud og en Ko. Tilsidst var der op til 25 Kreaturer og 4 Heste og et meget stort Faarehold.”

79 Brugsen i Hulsig

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Her mangler jeg nogle oplysninger, selv om lige den bygning er tæt på, for der blev min mor født. Billeder har jeg en del af, og dem vil jeg vise herunder. Senere vil oplysninger om bygningens historie følge:

Uddeleren hed Anders Andersen, og han var min morfar og på billedet herover står to personer ( til venstre) som godt kunne være Anders og hans kone Magdalene

Anders giftede sig med Magdalene, min mormor. De var begge tilflyttere og skilte sig på flere måder ud fra de andre beboere i det lille indgifte og indspiste samfund. Mor har fortalt mig, at hendes mor aldrig rigtig “faldt til” i Hulsig. Magdalene er født 29/5 1877 i Ørslev Kloster, og Anders er født 8/2 1879 i Estvad. De havde begge gået på højskole – Magdalene på Ollerup Højskole, det ved jeg, for jeg har hendes dagbog fra den periode. De havde en stor bogsamling –  Anders læste både danske og udenlandske klassikkere. Da min mormor døde, giftede min morfar sig med en datter fra Krøggården, Anna Larsen, den smukkeste af dem alle, og Sylvia, hendes niece som også er født på Krøggården, kom til dem som pige i huset. Hun har fortalt mig, at de var meget forelskede – et lykkeligt ægtepar.

Magdalene kunne ikke beskyldes for at være smuk – sært nok fik hun jo en smuk datter – Her under et par billeder af hende – Magdalene altså:

Hun havde gået på Ollerup Højskole. Vi ser her et enkelt vers fra poesibogen. Og bogen.

   

Og de blev forældre til hende her – Vera Andersen

https://blog.hesselholt.com/wp-content/uploads/2012/04/Vera-som-et-%C3%A5rig.jpg

Her allerede en stor pige

Herover et billede af den lille uddelerfamilie.

Her et par store piger – det er mors veninde Sigrid = tante Bette. Vi skal vende tilbage til hende og hendes forældre, der i modsætning til Veras forældre er rigtige “gæve” Hulsigfolk, han endda dekoreret for sin tapperhed som bådsmand ved redningsaktioner:

   Men man bliver jo ældre – derfor er man stadig veninder. Vera og Sigrid. Vores tante Bette. Mor forblev enebarn.

Og hun blev jo gift med købmanden. Men forinden havde der været et andet bryllup, i det Magdalena døde og Anders giftede sig med Anna Larsen ( min bedstemor ) vi ser hende her i sin ungdom i København:

 Og så fik jeg at vide af en læser, at det muligvis slet ikke er min elskede bedstemor, men hendes søster Ingeborg, der som ung sendtes til København, fordi hun var kommet “galt af sted” – og “det gale” skulle så være den lille dreng ved hendes side. Ja. Jeg ved det ikke. Når bedstemor viste mig billedet, så forestillede det altså hende, og hun kom også som ganske ung til København, dog uden at være kommet galt afsted. Og det ligner hende – hun var smuk hele livet.

 Og så fik jeg at vide af en læser just i dag, at det muligvis slet ikke er min elskede bedstemor, der er på billedet, men hendes søster Ingeborg, der som ung sendtes til København, fordi hun var kommet “galt af sted” – og “det gale” skulle så være den lille dreng ved hendes side. Ja. Jeg ved det ikke. Når bedstemor viste mig billedet, så forestillede det altså hende, og hun kom også som ganske ung til København, dog uden at være kommet galt afsted. Og det ligner hende – hun var smuk hele livet.

Her er hun fotograferet omkring ved den tid, hvor hun bliver gift med min bedstefar. Jeg ejer desværre ikke et brudebillede af dem. Men jeg ved fra Sylvia ( Larsen Krøgh ), som var ung pige i brugsen i Hulsig i tiden efter, at de var MEGET lykkelige. Som to turtelduer, sagde Sylvia.