94 – Intermezzo

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Det er efterårsferie nu, og jeg er uden forbindelse med min blog i ugen og i det hele taget med den digitale verden eller den virtuelle eller hvad man nu kalder den del af virkeligheden, der løsriver sig på den her besynderlige måde og lever sit eget liv.
Efter ferien har jeg tænkt at tage fat på flg. områder: sandflugt, stormflod og strandinger. Jeg har en del materiale liggende, som jeg har lånt, men endnu ikke haft tid til at anvende.
Men foreløbig altså denne lille pause.
Vil du tænke på mig og eventuelt have kontakt, så træffes jeg på telefon: 86 46 60 87 og 20 23 20 87.
Og jeg løber rundt her:

Og her:
eller måske står jeg bare helt stille.
 

93 – En bog om Kandestederne: I begyndelsen var lyset

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Inden jeg fortæller om bogen om Kandestederne – vil jeg svare på et spørgsmål, jeg fik stillet forleden af en bekendt: “hvornår udkommer egentlig din roman?” Og hertil svarede jeg: “det ved jeg ikke”.

 At jeg nogensinde vil kunne skrive den roman er et håb, jeg har, og som jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg deler med andre. For skønt jeg aldrig blev eller bliver nogen best-seller – forfatter, så har jeg alligevel en del læsere. Og trofaste endda. Og dem vil jeg nødig skuffe.

Jeg forestiller mig somme tider, at jeg vil få en åbenbaring i en sen nattetime ( en åbenbarelse, hvis jeg er rigtig heldig) og at den vil vise mig den vej, jeg skal gå. Indtil da fortsætter jeg ufortrøden med at følge stofsamlingens trange vej.

 Jeg vil i dag anbefale en bog, som jeg læste forrige år og genlæste forleden. Den er også nævnt nu og da i tidligere indlæg om Skagen Landsogn ( se f.eks. forrige indlæg), men her vil jeg redegøre for (noget mere af) indholdet. Som man naturligvis kun får det rette udbytte af ved selv at læse hele bogen:

Omslagsbilledet er lavet af Ida Balslev -Olesen med foto af Hans Peter Christoffersen. Bogen består af en række artikler. Jeg vil behandle dem i den rækkefølge, hvori de optræder:
Først er der en kort indledning af Kirsten Obelitz Rode, der har redigeret bogen: Kandestedernes tiltrækningskraf. Hun slutter den lille indledning med ordene:
( Citat side 10): “Når det sidste lysskær fra solnedgangen strækker sig hen over nordhimlen, hvor det smelter sammen med det første morgengry ude over det oprindelige, øde landskab – da fornemmes stedets største tiltrækningskraft i en følelse af at være nær alle tings begyndelse – i lyset over Kandestederne.”
Klaus Rifbjerg har en artikel om vejen til Kandestederrne. Den er fin nok, men vi springer den over. Han har skrevet så meget smuk lyrik om Kandestederne – se tidligere indlæg.
Vi kommer nu til Niels Skovgaard, som ikke er den berømte maler, men et menneske, der ikke gerne lader sig google. I al fald ved han noget om historie og natur, og han skriver om det i artiklen: Glimt fra historie og natur:
For ca. 14.000 år siden smeltede isen og landet hævede sig – en mængde øer opstod – for ca. 8000 år siden indtrådte fastlandstiden på grund af den stadige landhævning efter isens tryk.
Ishavets bund = lersletter
for ca. 5 – 6000 år siden ny landsænkning – landet oversvømmet p.g. af issmeltning i de arktiske områder.
Skagen Odde dannes nu som et samvirke melllem landets hævning og kyststrømmenes materialetransport.
Størst betydning for Oddens dannelse har den store lerbunke “Raabjergbanke”, haft, – partiet mellem Raabjerg Kirke og Raabjerg Mile.
Det med “Raabjergbankens” ishavsler blandede sand gør, at kysten ( stranden ) ved Kandestederne er så fast, at man kan køre, cykle på den.
2000-3000 før kr.f. hæver landet sig mere, end havet stiger, og Odden dannes som fastland.
Opbygningen af Odden foregik ved dannelsen af revler og strandvolde ( rimmer ) og de lave områder mellem rimmerne, dopperne, der var frodigt bevoksede.
I dopperne dannedes et humuslag, som vi i dag kan se i klitskrænterne som martørv ( heri rester af træer, planter og dyr, der levede for flere tusinde år siden).
Rimmerne er forstærket af sandflugtens ophobning af sand.
Gaardbosø og Hofsø ( ved Sct. Laurentii Kirke) er strandsøer – opstået som laguner bag strandvoldene.
Det nydannede land, der bestod af strandvolde, rimmer, dopper og større lavninger, dækkedes efterhånden af krat og skove bestående af bævreasp, pil, birk, eg og ( sjældent) fyr.
I de fugtige lavninger i dopperne begyndte tørvedannelsen, nederst var trætørv, I Bronzealderen ( 1700 – 500 f.kr.) bliver klimaet koldere og fugtigere – skoven trænges bort, tørven bliver ren spagnumtørv.
Tørvedannelsen standsedes af sandflugten – vandreklitterne gik hen over tørvemoserne og pressede tørven sammen til det, vi kalder martørv.
Den første bebyggelse i Kandestederne ( i vor tid) for ca. 200 år siden.
I folketællingen 1793 hedder det ikke Kandestederne, og der nævnes kavkier, Starholm og Hulsig.
I 1825 tales der om Kandestederne i folketællingen
1846 – her omtales Kanderenden, men ikke Kandestederne
—————-
Stenalderen:
Rige stenalderfund ( 5000 – 4000 f. kr.) – klimaet var mildt og varmere end i dag – der var rigeligt med føde – kort sagt en lykketilstand for mennesker.
I bronzealderen skifter klimaet – det bliver koldere.
I slutningen af det 17. årh. befolkes Kandestederne.
Indtil 1921 hører Kandestederne, Rannerød og Hulsig under Raabjerg Sogn.
Der var i hele perioden 5 famlier fordelt på 5 gårde og huse – ca. 25 – 30 personer i de første hundrede år.
Første folketælling, hvor Kandestederne nævnes som bebyggelse er 1834 – her omtales 27 personer fordelt på 5 famlier.
1801 = 2 familier i Skjødelund, 3 familier i Houkjær. + Martha Jensdatter og hendes uægte barn, der var matros.
Herefter fortæller Skovgaard om beboernes erhverv: landbrug, fiskeri og tørvegravning.
Han giver et billede af redningsarbejdet.
Derefter et kapitel om naturen omkring Kandestederne – navnlig milen.
Den næste artikel i bogen er også skrevet af Niels Skovgaard og handler om faunaen på egnen.
———————————–
Herefter en artikel af Kirsten Obelitz Rode: Fra marehalm til egekrat.
Hun gennemgår levende og omhyggeligt floraen på egnen.
Den næste artikel er af Ole Wivel og bærer bogens titel: I begyndelsen var lyset.
Han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne – på Hjorths hotel.:
( Citat side 98)“Uden for spisesalen var der en lille have, hvor man drak kaffe i læ af syrener i slidte liggestole. Men fru Hjorth faldt ikke ned i døsigheden, hun balancerede sin kop siddende på en umagelig jernstol, klædt i hvidt og gerne på bare fødder. Hun var bleg, hverken negerbrun eller hummerrød i ansigtet som sine gæster. Dagen lang tilbragte hun ved køkkenets store gloende komfur, hvor udsøgte landlige retter blev tilberedt. Hendes mand, Peter Hjorth, holdt til i laden hvor han havde sit lille værksted og året rundt sad og byggede skibsmodeller til landsdelens kirker. Peter Hjorth var køn som en profet, men lidet talende. De fire sønner var hjemme om sommeren og hjalp til ved landbruget som den næstældste, vor trofaste ven Viggo Hjorth passede til daglig. Men ham fik vi lov til at køre ud og hente tørv, tage del i høhøsten og overvære når fårene skulle klippes. Vi fulgte ham i hælene hen under aften, når han fodrede kalve og grise i den lille solvarme stald som genlød af dyrenes brøl og grynten. Man kunne sidde inde i stalden i en solstribe på en malkeskammel og høre mælken strinte i de store spande.” ( Citat slut)
Wivel fortæller om alle de kendte, der efterhånden slog sig ned i Kandestederne: Knud W. Jensen, Thorkild Bjørnvig, Vilhelm Kyhn, Svend Wiig Hansen,Poul Reumert, Henning Moritzen og Lise Ringheim ( de købte Reumerts hus). Og mange flere.
———————-
Nu følger en artikel af Bo Bjørnvig: Livet på en klittop
Også han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne.
Her er et uddrag af artiklen, hvor han fortæller om, hvor overvældet den lille dreng var af den nordjyske natur:
Det var næsten for voldsomt for en fire-årig: Marehalmen stak over hele kroppen, sandet blæste i øjnene, bølgerne slog én omkuld.” Og herefter citerer han et brev, som han modtog af sin far, mens denne sad i Kandestederne og arbejdede, og den lille Bo var hjemme hos mor:
( Citat side 106):“Jo, du kan tro, her har været en Storm; det var som om hele Huset stod og brummede og rokkede i sin Grundvold; det var ligesom Vinden var rasende vred over at Huset stod i Vejen, saa den ikke uden Hindring kunde fare lige hen over Klittet. Selv Fredag Morgen, da Vinden blæste saa stærkt, at man kalder det Orkan, var jeg i Vandet. Da slog mægtige Bølger helt op i Klitterne og jeg blev revet omkuld som om jeg ikke var større end en Dreng. Saa var der en stor Bølge, som var lige ved at trække mig i Havet, men saa kom der en endnu større, der slyngede mig op af Sandskraaningen. Og dér stod jeg helt blændet og indhyllet i Hvirvler af Sand og Skum som om jeg stod i et mægtigt Snevejr. Saa var jeg forsigtig og gik ikke længere ud end at Vande naaede mig til Knæene, og naar saa Bølgen rejste sig og brækkede over og jeg svømmede ind mod den som du saa tit har set, blev jeg ordentlig knubset og slaaet af flydende Buske og Rødder og Vragstumper. Bagefter løb jeg langs Stranden, for jeg vilde have min Løbetur, men jeg maatte ordentlig se mig for, og naar saa pludselig Bølgerne kom farende ligesom mægtige Skumheste, der er løbet løbsk, saa skulde du bare se Far Thorkild springe som en Tangloppe op paa Ktliskraaningerne. Og bedst, som jeg stod dér sank Sandet sammen under mig, undergravet af Bølger, og dér stod jeg igen midt i Sand og Skum. Og bagefter, da jeg endelig kom op, var det som om jeg havde faaet Klø over hele Kroppen. Du kan tro jeg morede mig, saadanne Bølger har jeg aldrig prøvet før, og i dag fortalte Mureren mig, at de oppe i Hulsig snakker om, at jeg badede den Morgen.”
Jo, min fars ry bredte sig. Hans stakkels søn kunne kun håbe, han kom helskindet hjem. For sådanne bedrifter kunne han selv næppe gøre sig håb om nogensinde at øve. Men det satte en norm: Siden har jeg badet hver morgen uanset vejret.” ( Citat slut).
Et afsnit af artiklen har titlen: Ak så forandret – Han fortæller her om forfaldet – om, hvordan Kandehus på få år blev forvandlet til ruin. Om de grimme sommerhuse, der intog klitnaturen.
Bent Hardervigs artikel handler om Kokholms badehotel. Det er en artikel, der fyldigt fortæller om hotellet og dets ejeres historie. Jeg har allerede citeret derfra et par gange. I et af de sidste afsnit i artiklen: En ny generation hører vi om tiden efter Chresten Kokholms død. En epoke er slut.
Et lille citat: ( Side 149) ” Elisabeth ( = Lise) Kokholm var begyndt at mærke et svækket helbred – og opgaven blev lagt i hænderne på den 29-årige, beslutsomme Maria, der var uddannet massøse og som havde startet en klinik i Frederikshavn. Hun nedlagde klinikken, kom hjem og overtog driften sammen med den 21-årige Rigmor og den ældste bror, Mads, 36, der primært skulle stå for gårdens drift.”
Hardervig beretter om udviklingen i Kandestederne: der er nu kommet et tredje hotel til : Kandehus. Det er ledet af det elegante par Ove og Lis Rifbjerg. De har stil. Kokholm har fået ny konkurrence og tager den op og bygger til. Nu værelsesfløj – gode senge – og sengelamper! Og på gangen bad og WC med træk og slip.
I højsæsonen er der nu op til 90 gæster.
Der kommer nu et kapitel om Karen Blixen = enkefru Dinesens datter. Hun ville skrive “Den afrikanske Farm” på Kokholm, men kunne ikke for byggelarmen og tog til Skagen og skrev den der, men var alligevel en del af vinteren på Kokholm.
Nu følger et kapitel om kendtes liv i Kandesterne “Sommerliv”: Her hører man om bl.a Thorkild Roose og Poul Reumert. De to læste sommetider op om aftenen.
Vi hører også om Clara Pontoppidan, Niels Bohr og Asta Nielsen, Ludvig Brandstrup, og flere andre.
Da Mads Kokholm dør i 1981 ophører Kokholms Hotel med at fungere og overgår til en fond.
Nu er hotellet ligesom også de to andre hoteller Hjorths og Kandehus renoverede. De har dog ikke det samme renomé og mig bekendt er det “almindelige” dvs. anonyme mennesker, der nu gæster hotellerne. Som vel stadig er omgærdet af en nostalgisk stemning.
Den næste artikel er skrevet af bogens redaktør Kirsten Obelitz Rode og hedder “Hjorths Hotel”.
Hoteldriften begyndte på gården Skødelund, nabo til Kokholms. Den blev tilskødet Peter Hjort, næstældste søn på gården Starholm, da han giftede sig med Engel Kristine, datter af Chresten Høgenhaug, der ejede Skjødelund ( og gården Høgenhaug).
Engel Kirstine ( f.1885). Peter og Engel drev nu hoteldrift og gård.
De fik sønnerne Viggo og Svend, og tvillingerne Holger og Knud.
 
I 1922 døde Engel af den spanske syge. Citat side 173 :Peter Hjorth måtte nu klare sig med hjælo af sine svigerforældre, de gamle Høgenhaugs og med forskellig midlertidig hjælp af unge piger, som hans svoger, lærer Laurits Wirring, anbefalede ham. Også lærer Wirrings egen datter, Astrid Wirring, kom som ganske ung pige og hjalp sin onkel Peter med børnene.”
I 1932 blev Astrid Mikkelsen fra Jelsted gift med Peter Hjorth.
Lærer Wirrings Astrid blev gift med en Professor Aage Jepsen, og denne har givet følgende karakteristikker af Astrid og Peter Hjorth:
Det er ubestridt Astrids fortjeneste, at hoteldriften, som nu kaldes Hjorths Hotel, udviklede sig til et Mekka, som for mange familier gjorde sommerferien i Kandestederne til en umistelig tilbagevendende begivenhed. Hendes enestående personlighed – uden ydre attributter, men med en god forstand og en på solid vendelbo’sk hjemstavnsret baseret uimponerethed af verdens tant – betog og fortryllede hendes faste sommergæster, såvel dem fra åndsaristokratiet som dem fra pengearistokratiet.” ( Citat side 174)
Og om Peter Hjorth: ( citat side 176) Peter Hjorth besad de samme egnskarakteristiske karaktertræk som Astrid, bortset fra at han over for fremmede var yderst tilbageholdende og lidet talende, men for de få, var Peter en meget interessant mand at tale med, mest om nutid og fremtid. Når alvor meldte sig, redningstelefonen hang på væggen i den lille dagligstue bag køkkenet, var spørgsmålet ikke, om vi kan, nej vi skal, som en af de andre redningsfolk ved en fødselsdagsfest for Peter berettede fra en besværlig udrykning en vinter i snestorm. Selv talte Peter aldrig om den slags.”
———————————————-
Herefter følger en lang og MEGET smuk billedserie fra de tre hoteller. Jeg viser et enkelt af billederne, nemlig Kokholms Hotel, som jeg husker det fra min barndom, når vi inden en tur til Råbjerg Mile drak kaffe på hotellet – og far fik en snak med Mads Kokholm.
 
 
 
 
 
 

Lidt om lys og mørke

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 

 
Det er blevet efterår. Og lyset svinder. Men vi ved heldigvis, at det kommer igen, og desuden, at det forlader os i et blus af røde og gule farver. Skoven er så smuk nu og bliver kønnere jo nærmere vi kommer løvfaldstiden. Næsten kønnere end i de første forårsdage. Og vinteren er nok mørke og kulde, men sneen vil lyse i mørket. Og sådan kunne jeg blive ved. Det er ikke tristhed alt sammen. Jeg skrev et par linjer for nogen tid siden om mørket og lyset:
Nedenstående tegning er af Amtsavisens tegner NEX – den illustrerede en klumme, jeg skrev tidligere, men passer jo fint hertil:

 Forleden sendte en af mine venner mig en sms. Der stod: ”verden er mørk og fuld af ulykker – jeg har lige set TV-avisen.”
Og det er rigtignok den følelse, man sidder tilbage med efter at have set TV-nyhederne: at verden er en jammerdal, og at alt er krise og modgang. Medierne er gode til at pøse vand på pessimismens mølle, så den fortsat kan male ad helvede til.
Så derfor sagde jeg til mig selv. Nu sætter du dig til tastaturet og skriver noget andet. Noget om det lyse og glade i livet. 
Tænk positivt! Sådan lyder et mantra i mange såkaldte selvhjælpsbøger. Fortræng alt det, der nager og plager og fokuser på det positive! Tænk KUN positive tanker! Så forsvinder det mørke og triste som dug for solen.
 Men det er jo noget vrøvl! Det triste kan nok fortrænges, men dybt nede i sindets dunkle irgange lever det videre, og det i en grobund, der er så usund, at det næres i stedet for at kvæles. Det er psykologi for burhøns.
Men hvad så? Skal man da krampagtigt holde fast på de mørke tanker og ikke åbne sig for lyset. Nej. Men man skal snakke frit og højt nok om alt det, der gør ondt. Man skal dele det med andre, for så mister det måske sin magt over sindet, og så kan man måske endelig åbne sig for lyset. Det er i al fald en af de farbare veje.  
Lyset. Som jo er overalt, for verden er fuld af lys, og Louis Armstrong havde ret, når han sang: ”it’s a wonderful world”. Mørket er ganske vist ikke til at komme udenom, og det skal vi heller ikke, men vi skal lukke øjnene op for alt det vidunderlige, der også er i verden.
Engang cyklede jeg en lang tur i skoven, ja, det gør jeg nu hver dag, men lige den dag brød lyset frem gennem tågen og faldt som skinnende sølvtråde på stien foran mig. Hvor var det smukt. Og forleden skrev mit barnebarn: ”Jeg savner dig, bedstemor, for du er så god, som du kan være.” Mit hjerte slog en kolbøtte af glæde.
Og sådan kunne jeg blive ved. Og det kan du jo også. Du kan lave dig en lang eller en kort liste over det, der er en velsignelse i dit liv.
 Billedet herunder viser en svag afglans af det syn, der den dag åbenbarede sig på stien foran mig:

 

  Synes du, at du har set billedet før? Jo, det er rigtigt, jeg bruger det jo som hoved på bloggen! Den dag, jeg tog billedet, sendte jeg det til mine børn, og Svend skrev tilbage: “Mor, du har haft en åbenbarelse!” – Han brugte det bibelske ord.
 
 

92 – en lille episode fra gamle dage

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Jeg sidder og læser i en dejlig bog, som jeg godt kan anbefale til dem, der interesserer sig for Skagen Landsogn. Det er Gyldendals “I begyndelsen var lyset” redigeret af Kirsten Obelitz Rode. Heri er en artikel af Bent Hardervig, som hedder “Kokholm’s Hotel.”

Hardervig fortæller historien om det hotel, der kom til at hedde “Kokholms Hotel”. Da Chresten Kokholm, der er håndværker, kommer til Kandestederne for at arbejde med at bygge et nyt redningshus, forelsker han sig i Mads Houkjærs datter Elisabeth ( = Lise), og de bliver gift. Houkjær havde i generationer været strandfogedgård, og havde fra tid til anden haft logerende, nemlig de søfarer, der var forlist ved Kandestederne og reddet i land i levende live. De boede her. Men da de unge gifter sig, realiserer de drømmen om et rigtigt hotel. Og det bliver en bragende succes. Der er fuldt hus hver sæson, og det er honette folk, der gæster Kandestederne.

Det er nu ikke den historie, jeg vil fortælle lige her, men derimod citere en bid af artiklen, hvor det handler om Chresten og Lises lille datter Rigmor og hendes trange vej til skolen. Der var jo ingen skole i Kandesterne, så hun måtte trave til Rannerød. Her er det lille uddrag:

( Citat side 138) “Og to små varme vantehænder der holdt hinanden i de mørke morgener ad den frosne lyngvej fra Kandestederne til den stråtækte Rannerød Skole ved Hulsig – til den lavloftede, kakkelovnsfyrede skolestue, hvor Lærer Wilhelmsen indviede egnens børn i al denne verden viden og visdom.

De små hænder tilhørte Rigmor og den lille, jævnaldrende Svend fra nabofamilien Hjorth. Sammen sjoskede de hver morgen de 4 – 5 kilometer ad det sandede spor til Lærer Wilhelmsen. I slud, tåge eller i knagende frost med et himmelhvælv af glitrende stjerner, der lagde nakken tilbage på to lyse, rødnæsede barnehoveder, som uden smålig skelen delte mækevejen mellem sig. Der skulle mere end en almindelig forkølelse til, før de svigtede.

Når kulden bed og sneen føg, fik Rigmor de ekstra-tykke, hjemmestrikkede strømper på – og derudover nogle gamacher, faderen selv havde lavet af sjeldug og som blev sat ned over de små træsko.

Og var det rigtig slemt, så blev der udover træsko og gamacher trykket et par af de store brødres eller faderens hjemmeuldne strømper – for de skyede sneen og så smuttede fødderne ikke så nemt i de glatte, frosne hjulspor.

Det var dog noget i strid med hendes forfængelighed og hendes egen opfattelse af, hvad der klædte en lille pige – så inden hun nåede skolen trak hun dem af.” ( Citat slut)

Senere hører vi om turen til præsten – men her drejer det sig om de ældste af Kokholmbørnene: der var nemlig endnu ingen kirke i Hulsig:

( citat side 141) “Var vejen lang til Lærer Wilhelmsens skole, ad de lyngklædte hjulspor i østlig retning, så var det dog for intet at regne i forhold til turen, når man skulle til konfirmationsforberedelse i Raabjerg Kirke. Den lille trykkede “fattigmands”kirke ude bag horisonten, syd for den vældige mile. Dertil gik ingen vej, når man skulle forberede sin bekræftelse af dåben.

Hver for sig måtte de fem ældste af Kokholm’s børn, i lighed med generationerne før dem, stride sig alene over milens fygende, vejløse øde til kirken langt ovre bag klitterne, hvorfra de vendte tilbage, når mørket faldt på. Med sand i tøj og hår og med hovedet fyldt af salmevers, hvoraf man havde glemt de to sidste linier.

Men tider og skikke mildnes – familiens to yngste, pigerne Helga og Rigmor, kunne nøjes med at gå de fem km til den nyopførte kirke i Hulsig. Her blev de konfirmeret iført en sort kjole, hvortil de bar en halskæde med et sølvkors, der havde inskriptionen: “Fra Emil Robin”, navnet på en fransk cognacfabrikant, der i gudfrygtig taknemlighed over sin redning fra et skibsforlis ved Kandestederne stiftede en fond med det formål at bekoste udgifterne til konfirmationsudstyr for børn af redningsfolk i det Raabjerg Sogn, der havde trukket ham af havet og derved sikret en fortsat produktion af mangen god flaske cognac.” Citat slut.

Mere om Kandesterne og bogen i et af de følgende indlæg.

91 – Intermezzo

Blot to ord for at gøre opmærksom på, at jeg har fået en reaktion på Rannerød Skole indlægget. Her hører vi om en lærer, som kom til skolen under krigen ( det står ikke direkte ) men han var i al fald nazist. Det var lærer Wilhelmsen ikke, men han må på det tidspunkt have været for gammel og åbenbart haft en vikar. Ellen Åmand henledte min opmærksomhed på det indlæg, der hedder: Hjemstavnsroman nr.66, hvor en hulsigbo fortæller om sin skolegang i Rannerød Skole. Se evt. indlægget, men jeg laver korrektur på Rannerød indlægget med det samme.
 
I øvrigt vil jeg gentage, at diverse indlæg hele tiden udbygges og redigeres og opdateres, efterhånden som jeg får nye oplysninger eller evt. opdager unøjagtigheder. Og samtidig vil jeg påpege endnu engang, at de granskninger ( research på moderne dansk) som jeg gør og hvis resultat udmøntes på bloggen IKKE er af videnskabelig karakter. Det er råmateriale til min roman eller hvad det nu bliver. Men det er selvfølgelig altid underbygget med kildeanvisning etc. (= så godt som altid).

En strø-tanke efter søndagens prædiken

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Ja, vi forlader lige et øjeblik Skagen Landsogn og vender os til Den kristne Forkyndelse. Det var da ellers noget af et spring.
Men vi vover det.
Jeg var i kirke i søndags, og dagens tekst var den om Lazarus, I ved ham, der opvækkes fra de døde.
Det er en pokkers svær tekst. Det er mirakelteksterne i det hele taget, og jeg har aldrig rigtig kunnet forliges med dem.
Lazarus bliver levende igen og kan gå hjem til sin familie og leve lykkeligt til sine dages ende. Og derefter? Når dagene ender? Skal han så opvækkes igen? Og igen? Og igen? Og igen  …?
Og hvad med alle dem, der ikke opvækkes? Alle dem, der sidder magtesløse ved deres børns dødslejer? Er det ikke lidt tarveligt. Og uretfærdigt.
Jo, det er det da.
Og det var efter min mening aldrig Guds mening, at de der mirakler skulle ske. Og jeg kan næsten høre ham sige til Jesus:
“Nu må du snart holde op!”
og Jesus svare: “Jamen, fader det er så synd for dem. Og jeg kan ikke lade være.”
Og Gud sige: “Hør nu her, min dreng! Det er ikke synd for dem. Jeg er deres GUD. De har intet at frygte.”
Og Jesus: “Men fader, de lider.”
Og Gud: “Ja, det gør de. Men jeg forlader dem ikke. Heller ikke i lidelsen. Jeg er med dem alle dage, og hvis de troede på mig ( og på dig for den sags skyld) så ville de sagtens kunne bære deres lidelser.”
“Det ved jeg godt.”
“Ja, du ved det. Men du glemmer det så tit. Og så skal du absolut lave dine mirakler. Det må du holde op med. Du er ingen tryllekunstner. Du er min søn.”
“Ja, fader,” siger Jesus og ved godt, at næste gang, så gør han det igen, for han kan ikke andet. Han er ikke kun GUDSSØN, han er også MENNESKESØN. Og mennesket i ham lider med menneskene omkring ham. I teksten græder han sammen med Lazarus’ søstre. Og han MÅ simpelthed hjælpe dem. Det er det, vi kalder medmenneskelighed.
Men hvis jeg skal kunne tro på Gud – og det vil jeg af hele mit hjerte – så er Gud ikke vilkårlig, og han går ikke rundt og strøer om sig med mirakler. Han ER miraklet. Og det underfulde og mirakuløse er, at han altid er hos os, også når vi lider og dør. Og han slipper ikke sit menneske, når det ligger som Lazarus i den kolde grav.
Men Jesus er menneske. Eller han er OGSÅ menneske. Og mennesker kan ikke se lidelsen uden at reagere på den.
Og Gudskelov for det.

90 – Hedebonden

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Vi husker billedet af Magnus Hesselholt, der i 1924 pløjer heden og lægger ny agerland til Hesselholt.
Men ideen med hedens opdyrkning er mere end 60 år gammel på det tidspunkt. Da Danmark tabte krigen i 1864 skabtes mottoet: “Hvad udad tabes skal indad vindes” – og hele denne tanke om en landbrugsudvikling ved hjælp af en intensiv opdyrkning af hedearealerne opstod.
Der er nylig skrevet en bog om hededyrkning ( bl.a.) af Peter Henningsen: “Hedens Hemmeligheder – Livsvilkår i Vestjylland 1750-1900”, som på en frisk og uventet måde vender Dalgas’ tanke om resourceindvinding på hovedet og prøver at vise, at denne hedens opdyrkning betød en proletarisering af hedebonden.
Men det er en anden historie. Fremskridt er ikke altid kun fremskridt. Man kunne parallelisere med den samtidige udtørring af Gaarbo Sø – også den betød en proletarisering af fiskerne. De blev nu landarbejdere på den nye Herregård og det var langt fra en forbedring i deres liv. De mistede både frihed og indtægt.
Men med hensyn til hededyrkningen i vores sammenhæng –  for hedebonden i det nordligste Vendsyssel – tror jeg, at det var et fremskridt i al fald i materiel forstand. Men rigtignok et fremskridt, der krævede en næsten umenneskelig indsats – og ret ofte måtte bønderne betale med deres helbred.
Martin Nielsen, som jeg omtalte i indlægget om Rannerød Skole, blev født i et sådan hedebondehjem, og han skriver om sin fars indsats på opdyrkningsfeltet sådan her:
( Citat side 9 i “Mennesker, jeg mødte på min vej”):
“Men som Aarene gik, trak Far sig iøvrigt mere og mere tilbage fra Fiskeriet, fordi Landbruget tog alle hans Kræfter og hans største Interesse. Han blev Hedeopdyrker. Ved Hjælp af en yngre Karl og ved hans eget haarde Slid opdyrkede han ca. 4 Tønder Land “Rimmer og Dopper” og forvandlede disse til meget frugtbar Agerjord, der bar gode Afgrøder af Korn og Græs. Det er et anstengende Arbejde at opdyrke Hede paa denne Egn. Først skal Dyndet kastes op af “Dopperne” ( Dale mellem Sandrimmerne), dernæst Sandet med en Trillebør køres ud i Doppen, saa der fremkommer en jævn Flade af Sand, og endelig skal det opkastede Dynd fordeles jævnt over denne Flade og hakkes med en Spade.” ( Citat slut).
Martin Nielsen selv var en mønsterbryder – han læste og endte som Forstander på en Efterskole. Den historie er ganske interessant og du kan læse mere om ham i afsnittet om Rannerød Skole.
 

89 – Intermezzo – Kan nogen hjælpe her?

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.
I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.
 
Hvem er dog disse mennesker? Jeg fandt billedet, da jeg ryddede et pultekammer herhjemme i Ålum forleden, men er det Ålum-folk – eller er det et billede fra min bedstemors ungdom? Det forestiller sikkert et møde ( Indre Mission? = bedstemor, Grundtvigsk = Ålum? Jeg gætter på det første, navnlig fordi ingen af dem ligner Anna Andersen ( Larsen). Hvis jeg ikke får respons på billedet, vil det lige så stille glide ud af bloggen og ned i glemslen, hvor det tilsyneladende  allerede har ligget længe.HVORNÅR LÆRER FOLK AT SKRIVE BAG PÅ DERES FOTOGRAFIER ?????

 

88 – Rannerød Skole

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Denne smukke tegning af skolen i Rannerød er fra Jens Lampes bog: Træk af Raabjerg Sogns Degne- og Skolehistorie (1948).

Følgende er en afskrift fra ovennævnte bog , side 12 – 17.

Rannerød Skole kan d.15. Juni fejre 80 Aars Jubilæum, idet Skolen ifølge Sogneraadets gamle Forhandlingsprotokol skulde være færdig til denne Dato under Mulkt af 2 Rigsdaler for hver overskydende Dag. Da den lavestbydende, Peter Eskildsen, kun fik 109 Rigsdaler for Arbejdet, maa man gaa ud fra, at han har faaet Skolen færdig i rette Tid. I hvert Fald kan man se, at Skolen har været i Gang inden Aarets Udløb. Før den Tid undervistes Børnene “norden Klitten” af Omgangslærere. Blandt saadanne nævnes Jens Hendriksen, Peder Høgenhaug, Jens Jensen, Heden, Ole Madsen og Jens Andersen. Jens Jensen sad i flere Perioder i Sogneraadet og var mange Aar Formand for dette. Ole Madsen døde 89 Aar gammel i 1933. Han havde været Orlogsgast, hvilket dengang var en tilstrækkelig Kvalifikation for en Lærer. Han blev senere en agtet Baadfører i Kandestedernes Redningslaug.

Lige siden Skolen blev gygget har der været Fællesskab med Skagen Landsogn om den. Naar Skolen blev bygget i Rannerød og ikke længere mod Øst, skal det skyldes, at daværende Gaardejer Christen Madsen skænkede Grunden kvit og frit.

Skolen er bygget efter Mindstefordringerne i Lov af 8. Marts 1856. Tømmeret, der medgik, blev købt paa en Strandingsauktion, hvad Gulvbrædderne i Skolestuen endnu vidner om. De ser ud til at have udgjort Dørken i et Skib. Boligen var oprindelig beregnet som for en ugift Lærer, og det bemærkedes i Opslaget, at der ikke ved Skolen fandtes Jord til Anlæg af Have. Som i Klitlund og Hvidemose ansaas det paa Forhaand umuligt at opdyrke Flyvesandet. Men alle tre Steder gjorde en Række energiske Lærere Sogneraadets domme til Skamme.

Indtil 1892 underviste Læreren i Rannerød ogsaa Børnene i Bunken- Lodskovad. Læreren skulde altsaa 3 Gange om Ugen spadsere 10-12 Kilometer over Klitter og om Vinteren ofte vade igennem høje Snedriver. Da tilmed Lønnen de første Aar kun var paa 120 Rigsdaler aarlig foruden Bolig og Brændsel, er det forstaaeligt, at det, saa længe denne Ordning varede, kneb med at skaffe kvalificerede Kræfter til Embedet. De første Lærere var da heller ikke Seminarister. Jens Andersen ( Uggerby) hed den første. Han virkede i Rannerød-Lodskovad til Januar 1870, flyttede til Nørre Bindslev og derfra til Hvidemose Skole i 1871. ( Han maa ikke forveksles med en senere Lærer i Hvidemose af samme Navn). Den næste hed C.P. Mortensen ( Hvidsted). (f. 1845, dim. Ranum 1867). Denne har i en gammel Geografi ( af C. V. Rimestad) skitseret Skolen, som den saa ud de første Aar. Mortensen fik af Sogneraadet Tilladelse til at indrette et lille Køkken øst for Skolestuen mod selv at betale Arbejdslønnen, 15 Rigsdaler, og anskaffe et Komfur. Han blev nemlig i 1873 gift med en Pige fra Rannerød, Ane Marie Thomsen, og havde taget sin gamle Fader til sig. De, der kan huske Christian Peter Mortensen, omtaler ham som en livsglad Gut, der ikke foragtede de vaade Varer. Han endte vist sit Liv ret tragisk i Hovedstaden.

I 1874 reguleredes Embedet, saa Lønnen kom op paa 200 Rdlr. Alligevel kneb det med at skaffe en kvalificeret Læarer, og Embedet var vakant i længere Tid, men omsider lykkedet det at faa en Seminarist, nemlig Niels P. Frederiksen ( f.1850 – d. 1919) fra Mosbjerg. I et Brev af 8/12 1874 fra Provst Reinau i Frederikshavn hedder det om Frederiksen, at “han ikke efter hans Eksamensbevis synes at høre blandt de Fremmeste.” Gamle Mennesker paa Egnen fortæller, at han var en dygtig Underviser, men saa “grow fin”. Naar han f.Eks. gravede Kartofler op, samlede han de enkelte Kartofler op med en Ildklemme for ikke at snavse Fingrene til. Det lykkedes ham at faa Lønnen forhøjet til 225 Rdlr. aarlig. Frederiksen blev senere Lærer i Gistrup, men maatte paa Grund af Sygdom søge sin Afsked ret tidligt. Han slog sig saa paa Journalistikken og var i mange Aar en flittig Medarbejder ved “Aalborg Stiftstidende.”

I 1876 opsloges Embedet ledigt igen, og der indkom 2 Ansøgninger, hvoraf den ene var fra en ukvalificeret og den anden fra en cand. pharm., men ingen af dem blev ansat. I Stedet for konstitueredes en Højskoleelev Jens Andreas Thomsen fra Thise et Aars Tid. I 1877 forhøjedes Lønnen til 550 Kr., og Aaret efter ansattes den 25-aarige Christian Jensen som Lærer. Han var saa vidt vides ueksamineret. Om ham er der delte Meninger. Nogle satte Pris paa ham, andre husker ham som en bister Herre, der var brutal baade overfor Eleverne og sin egen Familie. Jensen havde Hvalrosskæg og gik oftest med Stok og i lange Læderstøvler trukket udenom Benklæderne. Han havde en Del Hjælpelærere fra Tid til anden, en H. C. Rasmussen og en lang Sønderjyde J. L. Høeg. I nogle Aar assisteredes han af sin Svigerinde Birgitte Vammen, men Samarbejdet blev desværre saa intimt, at det gik uheldige Følger, og Jensen maatte noget hovedkuls tage sin Afsked. Der blev holdt en rask Auktion over hele Indboet, og Jensen rejste til København, hvor han efter sigende fik Plads som Bybud. Hans Flagstang blev købt af Efterfølgeren Chr. Bitsch Christensen, der konstitueredes i 1889, men allerede Aaret efter flyttede til Klitlund. I Januar 1991 tiltraadte Jens Peter Jensen-Wirring. Han var født i 1864 i Virring, Randers Amt og havde Eksamen fra Gjedved Seminarium 1885. Wirring besørgede ogsaa Undervisningen ved Lodskovad Skole indtil Maj 1892, da Skolerne paa Grund af det stigende Børneantal fik hver sin Lærer. 5. August 1894 indviedes Hulsig Kirke, og fra den Dag af henlagdes Starholm Ejerlaug i Raabjerg Sogn i kirkelig Henseende til Skagen Pastorat, hvorefter Læreren ved Rannerød Skole blev Kirkebylærer og Kirkesanger.

Embedsboligen blev i Sommeren 1901 udvidet i Overensstemmelse med Lov af 24. Marts 1899. Derimod forblev Skolestuen uændret.

Wirring var noget af en Reformator. Han bragte et frisk Sus baade ind i Skolestuen og Skoledistriktet. Gulvet i Skolestuen, der før havde været sandstrøet, blev ferniseret. Huer og Træsko skulde nu anbringes i Forstuen, og Matzens Læsebøger blev afskaffet til Fordel for nye og mere interessante. Nye Regnebøger, nye Sangbøger og nye store Vægkort anskaffedes. Baade Sogneraadet og Forældrene knurrede over alle de Udgifter, men overgav sig dog til sidst, da de opdagede, at det ikke blot var tomme Slag i Luften. Wirring var virkelig en Personlighed, der havde noget at bringe, og han og hans elskelige Kone blev meget afholdt af saavel Børnene som Forældrene. Han kom fra en grundtvigsk præget Egn og havde mødt de samme Strømninger paa Gjedved Seminarium under P. Bojsens Forstanderskab. Hans pædagogiske Forbillede var Christen Kold og han blev – efter hvad man kan dømme – en Lærer, der ragede op over Gennemsnittet. Lektieterperiet laa ham fjernt, men han forsømte dog ikke at drage Omsogt for, at hans Elever fik en grundig Tilegnelse af Læsefagene. I flere Vintre holdt han Aftenskole for Karlene, og hans Hustru underviste de unge Piger i Haandgerning og Vævning. Efter Undervisningen samledes allle Eleverne til Oplæsning af Værker af danske Digtere, og der afsluttedes med Afsyngelsen af Fædrelandssange og en Aftensang. Med Iver tog Wirring endvidere Del i det folkelige Arbejde.

Han var Medstifter og Formand for Skytteforeningen og Husflidsforeningen, medstifter og Formand for Skagens Landsogns Sygekasse i 10 Aar og et virksomt Medlem af Komiteen for Opførelsen af Hulsig Kirke.

Endnu i hans Tid bebeholdt man den gode gamle Skik at give Læreren daglige Gaver, saasom Mælk, Fløde, Æg og Fisk, og i Slagtetiden vankede der Kødportioner.

I Foråret 1902 – kort inden Wirring flyttede til Vogn – plantede han et Tusind Hvidtjørnsplanter omkring Legepladsen mod Nord, Øst og Syd. Hans Løn var 450 kr. fra Kommunen og 125 kr. fra Amtet + Bolig og Brændsel. Der var frit Valg mellem 12.000 Stk. Martørv eller 24.000 Stk Knoptørv.

( I Martin Nielsens Bog: Mennesker, jeg mødte paa min Vej” omtales baade Bitsch-Christensen, Wirring og Bjørn, der ofte besøgte den grundtvigske Pastor Frede Bojsen Jensen efter Søndagsgudstjenesterne i Raabjerg Præstegaard. Forfatterinden Thyra Jensen, omtaler ovennævnte Lærere i sin Bog “Fra gamle Præstegaarde”).

I November kaldedes Peter Petersen Pinholt til Lærer i Rannerød. Han var født i 1880 i Møborg i Vestjylland og dimitteret fra Nørre Nissum Seminarium i 1901. Pinholt havde, skønt godt begavet, vist hverken Lyst eller Evner til Lærergerningen. Det Fag, der interesserede ham mest, var Gymnastikken. Saaledes forsøgte han at indføre Cricketspillet og tog ofte i Sommertiden Børnene med ned til Havet. I 1906 flyttede han til Nibe, saa til Hobro, indtil han tog sin Afsked i 1933. Derefter var han Redaktør af en radikal Avis i Holstebro, hvor han døde i Marts 1947. Under Vakancen i 1906-07 vikarierede en af Skolens gamle Elever, frøken Anna Madsen fra Rannerød. Fra 1907 – 08 virkede Lærer Peter Madsen født i Asdal 1884 og dimitteret fra Ranum Seminarium i 1906. Han var med til at starte Brugsforeningen i Hulsig og flyttede til Nykøbing Mors, men blev senere Førstelærer i Sulsted.

Hans Efterfølger hed Kjeld Due, født i Hobro 1884 og dimitteret fra Ranum i 1906. Han virkede til December 1911, hvorefter en Lærer Dueholm virkarierede til J. P. Wilhelmsen, født 1883 paa Djursland, blev kaldet. Wilhelmsen virkede ved Skolen 1912 – 45 og var som Wirring en ivrig Havedyrker. Især plantede han en Mængde Frugttræer og opdyrkede et nyt Stykke Klitjord sønden for Skolen. I Wilhelmsens Embedstid forsvandt Straataget fra Skolen til Fordel for røde Tagsten.

Det højeste Børneantal, der har været i Rannerød er 46 ( i 1906) og det laveste 19 ( 1946).

Efter den nye Skoleplan tænkes Rannerød Skole omdannet til en eenklasset Skole for Børn indtil 12-Aarsalderen. Skolen skal udvides med en mindre Gymnastiksal. I Maj 1946 ansattes Jens Lampe ved Rannerød Skole. ( F.1917 og dim. fra Tønder Seminarium 1938).” ( afskrift slut)

Her et billede af ægteparret Wirring ( fra Martin Nielsens bog:”Mennesker, jeg mødte paa min Vej”.

Og den unge lærer Pinholt, der kom efter:

Fra min egen barndom husker jeg lærer Wirring – jeg har ikke mødt ham, men han var lærer for min bedstemor ( Anna Larsen, senere Anna Andersen) og hun boede i mit barndomshjem i Strandby. Hun besøgte af og til sin gamle lærer – min far kørte hende til Vogn. Hun glemte ham aldrig og var ham hele livet dybt taknemmelig for det, han havde betydet for hende som barn og ung pige. Var det måske ham, der gav hende mod og lyst til at rejse ud i verden og skabe sig et liv, der var så anderledes end det, der levedes i Hulsig? Det tror jeg.

Min onkel Lars Hesselholt skriver i sine erindringer følgende om sine lærere:

Min første lærer hed Wirring, og han kom senere til Vogn. Efter forskellige vikarer kom lærer Pinholt. Han kunne fortælle, så jeg i dag kan huske meget af det.

Vi begyndte dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne.Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre. Den største og stærkeste dreng fik så facitlisten og katederpladsen. Mens Pinholt gik ud og sludrede med naboerne i 1 – 1½ time, regnede vi – og vi regnede. Der var aldrig uro eller spektakler. Hvis én lavede uro i klassen, var han hjemfalden til prygl af os alle. Men vi arbejdede.” ( Citat slut.)

Her et billede fra den tid, Lars Hesselholt var elev – i 1906 – Pinholt ses bagerst.

Og her et noget senere billede fra min mors album:

Det vi ser ovenfor er lærerparret Wilhelmsen, og min mor er blandt børnene. Det er i 1919. Herunder kommer et skolebillede, som er 5 år yngre, og Sylvia Larsen, fra Krøghgården skal være derop – hvem mon?

Om lærerparret Wirring skriver Martin Nielsen i sin bog følgende:

(Citat side 28 – 29) “Et stateligt og meget tiltalende Lærerpar var J. P. Jensen- Wirring og Hustru i Rannerød Skole. De to Mennesker udfyldte paa en saare skøn Maade hinanden, og deres Liv, Hjem og Færd var præget af en egen Harmoni. Man lagde Mærke til deres Stemmers Samklang. Han havde en mandig og dyb Stemme, medens Hendes var ægte kvindelig, blid og klangfuld.

Var Lærer Bjørn en Ener med stærkt Særpræg, saa var Lærer Wirring en Type – jeg har næppe kendt nogen smukkere – paa en dygtig og ihærdig grundtvigsk Lærer i det Slægtled, han tilhørte. Og hans Hjem, saaledes som jeg senere lærte det at kende, var Eksemplet paa et smukt og godt Lærerhjem, hvor man havde Trang til at tjene de Mennesker, man boede iblandt.

Wirring var i Besiddelse af stor Virkelyst og Arbejdsevne, og den blev taget rigelig i Brug paa mange Omraader. Han hørte til de Lærere, der blev Høvdinge paa deres Egn i Kraft af det Tjenersind, de ejede, og slet ikke fordi de havde Lyst til at herske. De tog de Opgaver op, som Befolkningen gav dem i Tillid til deres Evner og Troskab.” ( Citat slut.)

Nielsen fortsætter med at omtale den lange række af initiativer, Wirring tog, både i Rannerød og i Vogn. Ud over at samle de unge i ungdomsforeninger og i det hele taget skabe grobund for et folkeligt oplysningsarbejde, var han en dygtig havemand, der skabte smukke og frodige haver ( selv i Rannerød). Han kone var også meget elsket af alle. I “Vendsyssel Tidende” stod følgende Mindeord at læse, skrevet af en tidligere elev fra Rannerød Skole:

( Citat side 30 -31 )“En god Kvinde er død. Det var først i Halvfemserne, at jeg som niaarig Dreng første Gang saa hende. Da kom det nye Lærerpar til Rannerød Skole, deroppe mellem Klitterne ved Skagen. Jeg husker tydeligt, da hun første gang besøgte mine Forældre. Jeg kan se hende sidde i Stuen med sin Førstefødte paa Skødet. Jeg syntes aldrig, jeg havde set saa venligt et Ansigt, og saa denne melodiøse, hjertevarme Stemme glemmer jeg aldrig!

Naar det nye Lærerpar hurtigt blev saa afholdt blandt Beboerne i Rannerød Skoledistrikt, saa var det jo væsentligt fordi de begge, baade Lærer Wirring og Frue, forstod den Kunst at vinde Skolebørnenes Hjerter. Hver Skoledag blev en Glædesdag. Vi Børn følte, at i Skolen var der godt at være; der var gensidig Tillid og Forstaaelse.

Tidt fik vi Lov at smage Fru Wirrings Smaakager. Hendes Kagekasse var vist aldrig tom. Naar der i Bibelhistorien blev fortalt om Profeten Elias, hvor han siger til Enken i Sarepta: “Hverken Melet i Krukken eller Olien i Kruset skal slippe op”, ja, saa syntes jeg, at det var ligesom Fru Wirrings Smaakager.

Og der var noget andet, som heller ikke slap op: Fru Wirrings venlige Ord. Med Kagerne fulgte altid et muntert, venligt Ord; ja, hvor et saadant lille Ord kunde gøre godt! Og som hun var mod Børn, var hun mod alle. Hun strøede om sig med Smil og Venlighed. Aldrig fattedes hendes varme Hjete gode, kærlige Ord. Vi Skolebørn elskede hende, og naar hun engang imellem havde en Time i Skolen, som Regel Oplæsning, ja da var der en fornøjet, glad Stemning over hele Linien.

Hvor kunde hun tage os om Hjertet, blev ved sin Stemme. Og hendes Hjem, de smaa Stuer i Rannerød Skole, hvor var der hjemligt, hvor var der hyggeligt, og det var smaa Midler! Embedslønnen var, særlig til at begynde med, saa ganske ubegribelig lille, saa det var uforstaaeligt, at det kunde slaa til for en Familie. Men Fru Wirring havde en kærlig Haand og en heldig Haand, det slog til, og der blev endda lidt tilovers til at glæde andre med.

Ja, det var et Hjem, det følte man straks, man kom i Berøring med de to Mennesker. Der var Fred, Kærlighedens Arneflamme brændte altid klart. Hjælpsomhedens og Selvopofrelsens Aand havde her til Huse. Det var en Sjælens Harmoni, saa man følte sig som paa et helligt Sted, hvor den lille Lærerkone var Livet i Huset, den stille Kraft, der er af en saa uvurderlig Betydning for et Hjem og for Børnenes Fremtid.

Det var vel omtrent fem og tyve Aar siden, hun flyttede fra Rannerød Skole. Men i Skoledistriktet er der mange, baade gamle og ældre, som aldrig vil glemme Fru Wirring for de venlige Ords Skyld. Thi venlige Ord er en stor Magt; de er som Himmelmanna for forknytte Sjæle, ja for Børn er de det samme som Sollys for Planten. Er der noget, en Barnesjæl kan hungre mere efter end netop et venligt Ord, et kærligt Smil, en kærtegnende Haand.

Nu er hun død. Hun, der altid var rede til at gøre godt. Og Mindekransen flettes. Vi kommer hver med sin lille Blomst for at ære hendes Minde. Mange af os føler vel nok, hvor fattigt, hvor lidt det er imod, hvad hun har været for os.” ( Citat slut )

Og Martin Nielsen konkluderer sin beskrivelse med at pointere, at Danmark ville blive et smukkere og skønnere land, hvis der havde været flere af den slags lærerhjem.

Artiklen er skrevet af Jens Kristian Jensen Sovkrog fra Hulsig. Han blev senere lærer på Frederiksberg og skrev jævnligt artikler til nordjyske dagblade. En  Hulsigdreng, der altså klarede sig godt i livet, men som engang var en lille forknyt og forfrossen barnsjæl, der ikke kendte meget til venlighed og kærtegn, men som tøede op ved den varme, der udgik fra Rannerød Skole. Min bedstemor kunne fortælle noget lignende. Også hun voksede i glæde og selvtillid, takket være disse to usædvanlige mennesker.

På det nederste skolebillede ( 1919) fra Veras barndom hedder læreren Wilhelmsen, og jeg har ikke fundet nogen beskrivelse af ham, men husker, at min mor var glad for at gå i skole, så han har vel også været en god underviser. Måske ved nogen af jer noget om ham, så send mig en mail – det ville være rart?

Tak til Ellen Åmand, som sendte mig en mail idag ( 28/9 ) om lærer Wilhelmsen, som hun har skrevet om i indlæg nr.66 ( se under Hjemstavnsroman). Jeg citerer fra ovennævnte indlæg:

 (Citat fra indlæg 66 )  “Vi gik i skole i Ranneröd skole, som lå midt imellem Hulsig og Kandestederne. Der var 4 km at gå .De förste 5 år var gode år i skolen. Hvert år på min födsels-dag den 22 Sept. havde lärer Wilhelmsen lagt en masse äbler, pärer og vindruer på et havebord, så måtte vi gå ud og spise af al den dejlige frugt, og jeg måtte tage det som blev tilbage med hjem.

Når vi kom til skole om vinteren og der var meget sne, blev vi våde på benene helt op til rumpen, vi havde kun träsko at gå i. Så fik vi lov at gå ind til fru Wil-helmsen i deres fine stue, og så var det bare af med al det våde töj. Det blev tör-ret på kakkelovnen, og imens fik vi varm mälk og en mad til. Hun var meget söd mod os.
De 2 sidste år i skolen fik vi en lärer, som var nazist. Han brugte flere timer om ugen til at läse op af Mein Kampf. Han kunde også finde på at give os fri en time efter at vi var mödt i skolen, fordi han skulle hen i bunkeren ved Kandeste-derne og träffe sine venner de tyske soldater.. Gik nogle tyskere forbi skolen, blev vi kommenderet til at stå i räkke langs vejen og råbe Heil med armen skråt op. Ingen turde sige eller göre noget. Läreren havde tyske vagter til at gå ved skolen, fordi han jo blev truet nogle gange.”
Henning har fortalt os, at hans far sagde, at de bare skulde gå hjem, hvis läreren kommanderede dem ud at råbe heil. Men så blev de skäldt godt ud dagen efter.( Citat slut).
Det var altså ikke Wilhelmsen, der var nazist, men den nye lærer, der virkede de to sidste besættelsesår ved skolen, hvorefter han arresteredes og aldrig igen fik et lærerjob. Hans navn får vi ikke. Men lad os skynde os at rense Wilhelmsen for enhver mistanke. Ham var det ikke.
Men nu lidt mere om Wirring, der i al fald ikke havde den slags tilbøjeligheder. Af gode grunde, for det var før, verden gik af lave. Han kom meget hos det unge præstepar i Raabjerg Præstegaard. Der var jo ingen kirke i Hulsig, da han blev ansat. Og præstefruen i Raabjerg på den her tid hed Thyra Jensen og var forfatterinde. Hun skrev i sine erindringer: “Fra gamle Præstegaarde” flg.: ( hun staver navnene forkert – men det er nu almindeligt i tiden)

(Citat side 204) “Der var i Råbjerg sammen med os en Flok af unge tiltalende Lærerfamilier. Flere af dem havde været trykket og kuet af de åndelige Forhold i Sognet. Nu rejste de Hovedet og sluttede sig trofast og inderligt til os. Lærer Jensen-Hvirring i Rannerød, der sammen med Peter Hjorts var stadige Kirkegængere, havde længe arbejdet for at få indsamlet til en Kirke i denne Udkant af Sognet ( = Hulsig), det lykkedes at få den bygget færdig sidste År, vi var i Råbjerg. ….”

Pastor Jensen og Frue er Grundtvigianere, og dem er der ikke mange af hverken i Råbjerg eller i Skagen Landsogn – her har Indre Mission derimod sejret ligesom andre steder i det nordlige Vensyssel – føromtalte Martin Nielsen er husmandssøn fra Knasborg ved Elling, men løser sognebånd til Råbjerg for at slippe for den indremissionske præst i Elling – og han går den lange vej til Råbjerg hver søndag. Folk i Hulsig og omegn skulle jo også gå langt til kirke, nemlig tværs over Studeli Mile (=Råbjerg Mile) for at komme i kirke – men i al fald Wirrings gik gerne turen – de følte sig åndsbeslægtede med præsteparret der.

En anden pudsig ting i Thyre Jensens erindringer er hendes skildring af A. P. Gaardboe. I min blog optræder han gang på gang, for uden ham ville vi fattes mange oplysninger om egnen. Men det grundtvigianske præstepar afskyer ham, og følelserne gengældes fuldt ud. Man får det indtryk, at Jensens havde trange år i Råbjerg, fordi Indresission modarbejdede ethvert initiativ fra præstens ( selv en syklub) – men en anden sten i skoen var altså den gode Gaardbo! – Thyre skriver:

(Citat side 212) “Peter Gårdbo havde vist min Mand ikke så lidt Hensyn, da han ikke kunde lide Indremissions Fremgang i Sognet, tiltalte det ham, at den ny Præst – som han sagde – ikke lod til at ville lade sig opsluge af Missionen.

Skønt vi indsaa hans Begavelse, Energi og den ( ganske vist meget ensidige) Kutur, han havde tilegnet sig, kunde vi umulig komme til at synes om ham. Egentlig var en Mand af hans Udvikling og med hans Interesser ganske efter min Sind, jeg havde da også, såsnart vi skulde til Råbjerg, grundigt pløjet hans Bog “Fortidsminder fra Vendsyssel,” der dog skuffede mig meget.” ( Citat slut)

Og nu kritiserer hun ham for at skrive “grimt” om f.eks. de gamle præster ved Raabjerg Kirke – og desuden finder hun hans beskrivelser af almuen tarvelig. Hun finder ham kort sagt ukultiveret.

Sagen er vel, at A. P. helt igennem er rationalist og betragter både indremissionsfolk og grundtvigianere som sværmere og romantikere. Selv er han nøgtern og kølig og skarp i sine skildringer, og det falder naturligt nok ikke i god jord hos de religiøse af forskellig observans.

Man får ved læsningen af de to ovennævnte erindringsbøger en fornemmelse af den brydningstid – næsten et vårbrud – der finder sted i det nordligste Vendsyssel i disse år inden århundredeskiftet. Der bygges højskoler og mange forsamlingshuse og de små hedelandsbyer får deres egen kirke, som de vel at mærke selv betaler. Jo, hedebonden var nok fattig, men ikke i ånden.

En anden morsom ting: Martin Nielsen vokser op i en materiel fattigdom, der næsten er ufattelig, men i hjemmet hersker stor glæde ved læsning og ved åndelig samtale – morens veninde, en gårdmandskone, er elev af selveste Christen Kold og Wilhelm Birkedal fra Ryslinge, jo, der er en blanding af stor armod og gærende oplysningstrang i det lille fattige hus på heden. Om huset skriver Nielsen: ( Citat side 8) “Der var ingen Mælkekælder og intet Komfur i Køkkenet, men et aabent Arnested i Skorstenen, og til Mors store Sorg og Ærgrelse kunde det ikke altid undgaas, at der dryppede Sod ned i Maden. … Om Vinteren, naar Frosten var Haard, maatte ikke alene Mæken anbringes paa Hylder i Stuen, men ogsaa Svindefoder som Valle og Skummetmælk maatte anbringes i store Kar i Stuen, hvor det endda kunde true med at bundfryse, naar den kolde Vind fra Køkkenet med den aabne Skorsten trængte ind.” ( Citat slut)

Ja uha for et hårdt liv!

Men man snakkede om de største ting alligevel, og drengen læste højt af Bibelen fra han var 7 år. Den Koldske Dame fra nabogården stammede fra Starholm i Skagen Landsogn, så allerede 1860’erne sendtes egnens folk ( og endda en pige!!) på Højskole – hun hed Marie Larsen, og nej desværre, hun var ikke søster til Anna Larsen ( det ville ellers have været lækkert ) Hun var født Hjort, så vi skal finde hendes hjem i Kandestederne – mon ikke hendes far hed Peter Hjort – senere hotelejer?

Men hun var altså elev af Christen Kold.

Her er et lille glimt af skolens papirarbejde: en ansøgning om at flytte husflidforeningens udstilling. Og et brev om skolens regnskab – og et regnskab. Alt sammen på Pinholts tid – nemlig 1904 og 1905

Skolen som den tog sig ud i sine sidste år:

87 – et lille kig ind i en Hulsigpiges liv i 1929

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Jeg gør mig mange tanker om formålet med min blok. En af de vigtigste er at skabe det faktuelle grundlag for en fiktiv historie. Lyder det som volapyk? Og kan man overhovedet gøre det på den måde, jeg nu forsøger?
Jeg kan ikke svare på de spørgsmål – kun fortsætte med at grave i en fortid, som jeg forsøger at få hold på.
Dette lille indlæg vil give et kig ind i en pigeverden i begyndelsen af 1900tallet, en verden, som måske er en smule atypisk for en pige i min mors miljø og på den tid. Ja, for nu skal vi spionere en smule i Veras liv. Det har hun sikkert ikke noget imod.
Vi gør det nænsomt.
Men hun var jo brugsuddelers datter – og enebarn – og hun havde ambitioner. Men ikke de helt store og ikke de samme som hendes fars, for han ville gerne, at hun skulle tage en realeksamen og måske læse videre – for hun havde evnerne. Men hun ville IKKE studere, det er noget jeg ved jeg, for det har jeg spurgt hende om engang, hvor hun viste mig sine stile fra Rannerød Skole. Og de var alle til ug. “Og far ville jo også gerne, at jeg skulle læse videre,” sagde hun.
Hun fortalte mig aldrig om årsagen til, at hun nægtede at læse, men jeg gætter på, at det var fordi “Tante Bette”  – hendes hjertensveninde Sigrid ikke kunne få lov at følge hende der – det var jo en bekostelig affære, man skulle hjemmefra, og det har der måske ikke været råd til. Det har der vel ikke været i ret mange hulsighjem på den tid – vi er jo midt i en krisetid.
Den eneste “studerende” fra Hulsig, som jeg kender til fra den tid, er min onkel Lars – nå nej, for resten, jeg er stødt på en pige, der blev sygeplejerske, men hende gik det rigtig skidt. Det skal jeg komme tilbage til i et andet indlæg.
Vera kom nu hjemmefra alligevel. For ville hun ikke læse, så skulle hun vel giftes. Og blive frue, for hun skulle naturligvis “gøre et godt parti”. Deri lå nogle ambitioner, som alle sikkert delte.
Og så blev hun sendt på husholdningsskole i Silkeborg.
Jeg vil forsøge gennem billeder at kigge ind i hendes liv i året 1929 – for Danmark var det krisetid, for mor var det blomstringstid. Og i det lille uddelerhjem sørgede de for at ekvipere deres eneste barn standsmæssigt. Vi ser hende gang på gang er klædt i sidste mode som lige ud fra Damernes Magasin.

Det er vinteren 1929, og endnu er Vera hjemme i Hulsig. Her står hun sammen med Sigrid. Bag dem brugsforeningen.
Men så kommer afrejsen:’

For første gang skal hun hjemmefra – ikke på en kort ferie, men for flere måneder. Og til en del af landet, der slet ikke ligner Skagen Landsogn, et sted, hvor hun ingen kender.
Silkeborg Husholdningsskole 1929:

Her ser man pigerne i sving: man blev undervist i madlavning og almindelig husgerning + barnepleje. Der hørte en vuggestue med til skolen, hvor man kunne øve sig i den del af fremtidsgerningen som mor og husmor. To af mine søstre kom på samme skole i 50’erne, nemlig Hanne og Annelise. Dorte kom på en husholdningsskole i Århus, og jeg slap helt. Og gik alligevel helskindet ind i ægteskabet.
 
           
Billedet til højre forestiller tre lærerinder.
  
  
 

Pigen til højre i billedet er den ny hjertensveninde, Erna. Det blev et venskab for livet.

Erna og Vera – så gode venner var de vist.
Men der blev også tid til udflugt med bil. Hvem Vera rejser med ved jeg ikke. Jeg gætter på min bedstefar, men det kan være helt forkert.

Ja, men det er i al fald P 40 – så det må kunne opklares, hvem min mor “føjter rundt med” i så fin en bil. Måske kan det være kusine Elses familie. Der er mange billeder det år fra besøg på onklens proprietærgård. Her kommer et billede af Vera sammen med en af kusinerne. Men det er nu ikke Else.

Dette billede forestiller Else sammen med mor. Else og Peter kom ofte i vores barndomshjem sammen med børnene Karen og Chresten.

Herunder ser vi et billede fra Pinsen 1929 på gården Højvang, som er Elses fødehjem. Jeg tror, at Elses mor Karen er en søster til min bedstefar – men der er jeg ikke sikker. I al fald er Else og Vera kusiner, og den kusine, mor er fotograferet med, og som jeg ikke kender navnet på, ser vi yderst i billedet:

Dejligt at være hjemme hos far og mor igen:


Nu har man været hjemmefra og er rigtig voksen. Men rart nok at gense dukkelise og “Fenris” hjemme på trappen derhjemme i Hulsig.

Og et nyt kæledyr har man fået i det lille hjem.

På “skovtur” i klitten. Det er vist Sigrid ( tante Bette ) men jeg er ikke sikker, og den anden unge dame kan jeg ikke placere. Måske er det Sigrids søster Anne ( moster Anne?) Mine bedsteforældre sidder til venstre i billedet, og for en gang skyld er min mormor pyntet.