Kategoriarkiv: Hjemstavnsroman

8 – Et par bøger om Skagen

Udgivet den af
Svar

Har de seneste par dage læst et par af de bøger om Skagen, der står opført på min bogliste, hvorfra jeg læser, som vinder blæser.
De to bøger er vidt forskellige og er ude i forskellige ærinder:
Den ene forfatter er Skagbo og skriver fuld af kærlighed til byen og dens liv i “gamle dage”, mest set fra fiskernes vinkel – og i det miljø færdes han hjemmevant. Det er Jens Tønnesen. Han har skrevet flere bøger om Skagen – den her hedder: Gamle Skagensfiskere fortæller, og Tønnesen går rundt og lytter og husker og skriver det, han hører, ned i en række hyggelige fortællinger. Bogen er skrevet i 1934, så når Tønnesen omtaler krigen, er der tale om første verdenskrig.
Den anden er Poul Carit Andersens bog: Skagen i Fortid og Nutid. Den er fra 1980 og skildrer byen og dens udvikling set udefra. Bogen baserer sig tydeligt på Olavius og Klitgaard, men også på arkivmateriale fra Skagen Museum og er i det hele taget en fornuftig og grundig gennemgang af byens historie, men med hovedvægten på nyere tid og her centreres en stor del af stoffet omkring kunstnerlivet på Skagen fra midt i 1800tallet og helt frem til bogens egen tid.
Jeg har noteret et par ting fra begge bøger, som jeg måske kan bruge senere, om de vil interessere andre end mig, ved jeg ikke, men her kommer de i den rækkefølge hvori de er skrevet.
Først fra Tønnesens hyggelige bog om gamle dag i fiskerhjemmene:
En af de gamle fiskere fortæller om Niels Traaen, også kaldet Skrywwer Niels, at han ofte sad i byens lille fængsel, der dog var så brøstfældigt ( det må have været i 1880’erne, Marianne), at Niels aldrig blev siddende ret længe: “naar Niels ønskede “udgangsbillet” skubbede han en Bindingsværksstolpe ud og brugte det Hul som Dør.” ( s.16)
Det fortælles også, at byen blev så træt af Niels, at man skaffede ham en billet til Amerika – og da han var noget af en “sut”, kan man næsten regne ud, at han er gået lige til bunds i Amerika. Han var ellers søn af byens skriver og havde fået en ordentlig opdragelse.. Hans historie er tragisk, for faktisk klarede han sig godt i sin ungdom, blev endda strandfoged og på et tidspunkt så velstående, at han købte en god gård nede i landet, men han satte hurigt alt over styr og vendte tilbage til Skagen, hvor han levede som original og dranker. Sad derfor ofte i et af Rådsstuens “huller”.(s. 17)
På den tid var Trolle byens politi – han boede i Rådhuset, hvor der var en lille lejlighed i den ene ende. Desuden var der i huset en tingstue, et fængsel og en ligstue.
I Rådhuset stod altid 3 – 4 kister rede til lig fra strandingerne
Trolle havde tilnavnet “Polle” = politi. Det var også ham, der gik med trommen.
Pi Flæsk var en anden original på den tid – han var desuden byens digter. ( Marianne: Findes der mon noget fra hans hånd? det må jeg undersøge)
Læreren i Vesterby Skole hed Høm – i Østerby hed han Spliid –
Der var ofte bal, det foregik hos Chresten Høgenhaug og før den tid hos Mikkel Jennes.
Mellem det gamle fyr og købmand Winthers lå Lauritz Thagaards gård, som var det ældste hus i Skagen ( s.23)
Købmænd og værtshuse ( i butikken) i Vesterby: Fabricius og Møller – I Østerby: Brøndum og Holst.
Et kig ind i den lille fattige fiskerstue: “Naar jeg kom derind om Vinteren, …. sad Hans som regel for enden af Bordet ved Fiskeredskabet, Trine ved Siden af Bilæggeren ved Rokken, og de store Drenge enten ved Garnvinden eller Bødenaalene. Den mindste af Drengene havde sin Plads paa Foldbænken ved Vinduet, og med en Skilling, han havde laant af Hans, trykkede han Skillinger paa Ruden … kun en smal Kant langs det øverste af Ruden var tøet op.” ( s.29)
omkring 1860 tog det normalt 8 timer at nå til Frederikshavn med ageposten: først langs stranden til Ålbæk, derefter på vejen til Frederikshavn. Hvil hos Ramløs i Ålbæk og i Jerup skulle der skiftes heste.
Da der ingen læge var i Skagen, kan man tænke sig, hvor lang tid, der måtte gå, inden lægen fra Frederikshavn kunne nå frem. Der gik let to dage.
Her kommer nu nogle få notater fra P. C. Andersens bog; Skagen i Fortid og Nutid. Af byens ældre historie er meget gentagelser fra Olavius og Klitgaard, men jeg har dog noteret et par ting, som jeg ikke fandt i ovennævnte:
“Ved gravning af martørv ( = sammenpresset klitsand + marksjord ) fandt man ud af, at den ældste del ved Skagerak ( = Gl. Skagen) er vokset op ved udkanten af et engang skovklædt land .. ( s.8)
“Ingen har endnu kunnet give det nøjagtige tidspunkt for Skagens grundlæggelse, men da Erik Klipping var jagtglad, er det ikke udelukket, at han under en jagttur på Skagen har givet Thorkild Skarpæ græsningsrettet heroppe.” ( s.8)
Erik Menved udbød 1/6 af Skagen til salg i 1299 ( s. 9) …
I den første beboelsestid bosatte en del sig fast, mens andre kom i fiskesæsonen og boede i hytter.
i år 1400 var der 1000 indbyggere i 1413 giver Erik af Pommern byen købstandsrettigheder.
i år 1600 er der 2000 indbyggere
“fjernelsen af beplantningen førte til, at klitterne begyndte at vandre ind over land, over moser, der blev udtørrede og over agerjord og græsmarker. De dyrkede marker blev til ørkenområder, og sandet kvalte kuse og gårde.” (s.10)
Storme: 12/9 1568 forliste 350 skibe ( s.11) !!!!!! – det må have været et sandt ta’ selv bord for skagboerne ( Marianne)
1591 – 22 af byens fornemme druknede i et uvejr (s.11)
sept. 1591 blev 25 gårde ødelagte af sand
jan. 1593 rev en stormflod 14 gårde og huse med sig
ca. i 170 år hærgede sandflugten
Sankt Laurentii Kirke er første bygning af sten
1785 – Provst Jens Lodberg og byfoged Hans Christoffer Ferslev får kirken repareret
5. juni 1795 – stiftøvrigheden nedlægger kirker
indbyggertallet er nu helt nede på 650 ( s.14)
1560 – 1. fyr bygges – det er et papagøjefyr
1606 – 2. fyr bygges – en fyrlampe i et trætårn
1745 – 3. fyr konstrueres – det er et vippefyr
1745 – 4. fyr – et muret tårn – = det hvide fyr
1816 – nu forsynes fyret med lanterne m. glasruder
1835 – Spejlsystem anbringes i fyret
1858 – 5. fyr – det grå fyr – indvies – fast fyr i beg. senere blinkfyr
1892 – fyret i Gammel Skagen
Fra november 1627 til januar 1644 var Skagen besat af tyske soldater
20. januar 1644 – svenske tropper når til Skagen – de går over Limfjorden
Arkivtegneren Søren Abildgaard er i Skagen i 1761 og han fortæller flg. om fiskeriet:
“Sejladsen drives her af Indbyggerne med deres egne smaa Skuder og Sejlingsbaade, med hvilke de føre deres Fiske-Vare til København og andre Steder i de danske Provinser. Men 3 eller 4 Skuder går de gemenlig hvert Foraar en Rejse til Lübeck, Rostok eller pommerske Steder …” ( s.20)
i 1763 kommer Niels Thaarup fra “Det mineralogiske Selskab” til Skagen, og han skriver om indbyggerne:
“Havde Tolderen Hr. Semp, ikke forbarmet sig over mig og taget mig i sit Hus, havde jeg maattet ligge paa Gaden, saa frygtsomme er de for fremmede …” ( s.20) – han tilføjer dog, at det mest er fremmede, der kommer som en slags øvrighedspersoner!.
Olaus Olavius var ikke blot tolder i Skagen ( fra 1779) han var også lægekyndig …
Byfoged Lund ( 1770 – 1828) – Ole Christian Lund, kancelliråd 1812 – fra 1806 sandflugtskommissær
1808 englændere på Skagen
Fyret slukkes under krigen med England – mørklægning af hele byen
På Nordstrand anlægges “Nordre Skanse.” Under kommando af Frederik Westenholz
Westenholz blev så glad for Skagen, at han byggede sig en Købmandsgård v. det hvide fyr. Gjorde karriere som birkedommer i Løgstør og blev senere herredsfoged i Løgstør
Købmandsgården blev præstegård
Han fik sønnen Regnar Westenholz kaldet “Regnar Lodbrog” – som var ven med Frederik s. 7 og grevinde Danner og far til Karen Blixens mor, Ingeborg Dinesen.
Resten af bogen handler næsten kun om kunstnerkolonien, hvis eksistens kun får yderst perifer betydning for min roman. Derfor ingen notater. Men Andersen gennemgår dette kapitel af Skagens historie meget systematisk, og det er afgjort givende læsning for den, der især interesserer sig for disse “aliens.”

7 – Nogle billeder fra Tranestederne

Udgivet den af
Svar

Man fristes til hele tiden at forsøge at fange himlen med sit kamera – den er så meget større og smukkere her end andre steder – det er næsten kun i marskområderne, jeg har oplevet den vældige himmelbue i al sin udstrakthed.
Her er et par eksempler, der afspejler lidt – meget lidt – af den skønhed, der er her i al slags vejr og på alle årstider. Forleden gik vi langs stranden mod Skagen. Der var en strid østenstorm, og bølgerne skyllede helt op mod de høje, hvide klitter, så faktisk kunne vi ikke færdes på stranden, men måtte klatre hen over klitterne. Vi gik til Sandmilen, og der er vel kun ca. 4 kilometer, men det tog næsten 2 timer, og vi følte det, som havde vi vandret 20 kilometer …  mindst. Desværre var mit fotoudstyr ikke med på turen. Det kommer det næste gang.

En sommerdag efter regnvejret – tæt på havet

En grå dag men med sollys på havet

Tranestederne hedder det og sandelig om ikke det lykkedes at fange tre af fyrene i flugten. De er her, tranerne, men de lader sig ikke ret ofte se i år – vi så dog en flok på 6 stk. flyve lavt over klitten.

Her græsser de på en mark, der hører til Tranegården.

En solskinsdag i sensommerens blege lys

6 – Sandflugten

Udgivet den af
Svar

 
Som jeg skrev i et af de første hjemstavnsindlæg, så er naturen på Skagen Odde så helt eventyrligt anderledes end i resten af landet. Eller resten af verden for den sags skyld.
Eventyrligt, ja, sådan kan det tage sig ud for en nutidsbetragter, der kommer her for at nyde naturen – og sådan har det også set ud for mange af de kunstnere, der kom hertil i 1800tallets sidste halvdel.
Lyset, himlen, lyngen, de grå og hvide klitter, sandet og havet, der skifter udseende hvert øjeblik. Alt det. Det fås ikke smukkere noget sted på kloden. Det synes vi i al fald, som har rødder her.
Eventyrligt som i en smuk drøm, jo, men for mindre end et par hundrede år siden var det snarere eventyrligt som i et rædsomt mareridt. Og det var et mareridt, der havde varet i mere end to hundrede år og som aldrig syntes at ville holde op.
Det var i sandflugtens tid.
Som jeg også skrev i et af de første indlæg, så var her engang frodige enge og store bevoksninger af løvfældende træer, der har kunnet tage af for vinden og lidt efter lidt skabe et mildere klima. Mette H.H. Hansen kommenterede et af mine indlæg med en bemærkning om, at vist var her grønt engang, men det grønne voksede på sand. Sand har altid været grundlaget for den biotop, man kunne finde her: nøjsomme planter af forskellig slags.
Men jeg tror stadig, at sandet, i al fald når vi kommer op i slutningen af Middelalderen kun har været at finde ude i kystområderne, mens de indre strækninger efterhånden er blevet dækket af et muldlag. Og det har givet gode muligheder for agerbrug af forskellig art.
Her på Odden boede mennesker ligefra den tidlige Stenalder og hele vejen op gennem Broncealderen – så har der været et slip, hvor landskabet lå mennesketomt hen, men jo ikke var tomt for vegetation og dyreliv. I tidlig Middelalder vælger kongen Skagen Odde som græsningssted for sine stridsheste, og her har gået heste gennem hele den lange Middelalder, og det er netop i slutningen af den, at Skagen by fik sin absolutte storhedstid med et indbringende agerbrug og et blomstrende fiskeri, der sendte skibe med fisk helt ned til Rügen og østover til København.
Og jorden, ja dels har løvet fra de mange træer og gødningen fra de mange heste langsomt skabt det golde sand om til muldjord ( et tyndt lag muligvis og sårbart, men dog … ) og dels har den voksende velstand skabt midler til udvikling af både landbrugs- og fiskerimetoder. Der var vækst på alle områder.
Så kom den store sandflugt.
Hvorfor?
Det har helt sikkert bl.a. været klimaforandringerne – fra mit arbejde med salmedigteren Thomas Kingo kender jeg lidt til den forandring: klimaet blev barskere op gennem 1600tallet- der rasede voldsomme storme år efter år, og stormfloder oversvømmede store strækninger både her i det nordlige og i det sydvestlige Danmark. Vintrene var nærmest artiske – det var i det århundrede, hvor man om vinteren ikke behøvede broer over Sund og Bælt, ja, hvor fjenden kunne gå med hele sin hær og alt sit tros fra Sverrige til Sjælland og videre over bælterne til Jylland. Og den voldsomme kulde har betydet, at der blev brug for ekstra meget brændsel – skovhugsten har været enorm. Krigene hjalp til i denne uheldige udvikling – også i den forbindelse blev der brug for ekstra meget træ. Træfældningen er helt sikkert en af årsagerne.
Klimaforandringerne ramte hårdt – den lille istid var trods sin lidenhed barsk.
Men også menneskenes levevis blev udslaggivende for den naturkatastrofe, der allerede i slutningen af 1500tallet truede. Man fjernede nødvendig vegetation ved at brænde lyng og ris og derved skabe åbne sår i kystlandskaberne, hvor sandet befriedes for planter og lå i åbne miler som store hvide klitter. Og de var farlige. De voldsomme storme piskede sandet op og ind i landet, hvor det lagde sig på bondens marker og om folks gårde og huse, ofte så ødelæggende, at beboerne måtte flygte eller flytte deres ejendom, hvis de havde råd til det.
Men da øvrigheden endelig i slutningen af 1700tallet reagerede positivt og satte ind med massive og effektive sandflugtsdæmpende foranstaltninger, ja så var det sjovt nok de hårdtramte bønder selv, der obstruerede, og som gjorde, at det blev en langsommelig proces.
I det følgende vil jeg bringe en række citater og kommentarer til belysning af ovenstående. De er snuppet fra Anthon Fuglsangs artikel “Bidrag til Sandflugtens Historie.” ( Jyske Samlinger Bind 5, række 9 ( 1947) – jeg så vil senere supplere med andre skildringer af sandflugten, navnlig fordi Fuglsangs arbejde er koncentreret om dokumenter fra alle andre områder end lige netop Skagen Odde, der næsten ikke omtales.
“Den almindelige Dæmpning, der blev iværksat ved Forordning af 19. September 1792, gennemførtes i Løbet af en Menneskealder ved et uhyre Hoveri af Bønderne i de hjemsøgte Amter under yderst slette Vilkaar og med næsten ufattelig ringe Midler. Men Mindet om Sandflugtens Gru og Dæmpningens trælse og tunge Byrde er blegnet.” ( s.163 )
“Sandflugtsdæmpningen blev et saare slidsomt Arbejde, om – og om – og om igen, Aar efter Aar. Sandflugtsstormenes ubændige Kraft og Fart satte Himmel og Jord i et forrygende Knog og kunde i mindre end et Døgn oprive, bortføre, ødelægge, hvad der hidtil var udført.” ( s.177)
Det er ikke så sært, at det var vanskeligt at få bønderne til at arbejde med på sandflugtsdæmpningen. Det var næsten en slags slavearbejde, der gjorde, at de måtte forsømme det hjemlige virke på gården, og desuden stod de fjendtligt og uforstående overfor de mange nye forordninger. De var f. eks.fra Arrilds tid vant til fri drift i klitterne ( og det blev nu forbudt), og sandstormene var det efter deres mening ikke muligt at dæmpe – ja, det var halsløs gerning, for det var jo som at gribe ind i selveste Skaberens store ubegribelige Plan ( = Guds veje er uransagelige – skulle man nu til at ransage dem??)
“Ingen Lodsejer gjorde Ophævelser over, at Ko og Faar her blev græsset uden Tilladelse … Bonden ansaa Sandflugt som en Ovenfaldsskade, Guds haarde Hjemsøgelse for Menneskets Synders Skyld. Det var en Braad, En gjorde vel i ikke at stampe imod, altsaa heller ikke Kongen og hans Sandflugtsvæsen.” ( s.184)
En ovenfaldsskade ( !!!! ) – herligt udtryk.
Bønderne blev tvangsudskrevne til arbejdet, og det var hårdt, og de var ofte vrangvillige og gjorde, hvad de kunne for at sabotere planen:
“Derfor blev de første Aar svære at komme igennem, ikke blot for Bønderne, men ogsaa for Sandflugtskommissærerne og Klitbetjentene, og Masser af Bondeklager blev indsendt til Amtmand og Rentekammer over formentlige Uretfærdigheder og Overgreb” s.185)

5 – Klitgaard 2

Udgivet den af
Svar

 
I 1600tallet var der ingen egentlige købmænd i Skagen. – der var 1 skomager – 1 slagter – ( 1626)
Klitgaard mener, at Skagboerne var “røvere” ved skibbrud – her er han uenig med Olavius.
Efter 1521 tilfaldt strandet gods ikke mere kongen men ejeren ( af skib og varer og andet vraggods
Under Kalmarkrigen med Sverige 1611 gik Skagboerne vagt ved stranden dag og nat
1625 pesten rammer Skagen
1611-27 – Hekseepedemi hærger hele Jylland – i Skagen “huserede” heksen Mette Jensdatter “Hosemette” og troldkarlen Christen Sørensen “Klør Knægt”
Mette brændes januar 1624 – hun får skylden for det ringe fiskeri
29. september vidnede Niels Jensen Gaihede på Gaardbo Birketing imod “Klør Knægt” og også han bliver brændt på bålet.
Under Trediveårskrigen, hvor Chr.4. taber til Wallenstein, rykker fjenden op i Jylland – også Skagen bliver inddraget i krigen. Fyret slukkes for at foranledige strandinger af fjendtlige skibe.
Karred, Hulsig, Lundholm m.fl. har ikke fjender indkvarteret.
Der var mange “Løsgængere” i tiden ( hjemløse) – de blev jaget fra by til by – der var også mange tiggerbørn, der vandrede om til de døde af sult og kulde og vanrøgt
Der var ingen kornavl i århundredet – ingen høslæt. Derimod en del får og køer, som passedes af en markmand. Tørvegravning fandt sted.
i slutninge af 1600tallet spores en lille fremgang for landbrug
i 1718 tinglæses og protokolleres følgende bønskrift “Som Fiskeriet, vi fattige Mennesker udi Højen eller Gammel Skagen skal nære os, fattige Koner og Børn af, har nu to Aars Tid været saa meget slet, det vi ikke kunde have deraf til vores nødtørftige Føde og slet intet til andet Nødtørft, derforuden Tid efter anden lidt stor Skade paa vores Fiskeredskab, som ved Storm og Uvejr er os fratagen, og er det, som vi alene skal nære os af, saa har og en Del af os ved sidste store Vandflod ( 25. dec. 1717) og Storm lidt stor Skade paa vores Huse og Hjem, som Vandfloden har bortjaget,” ( s.143)
1630 – forordning om forbud mod at færdes på stranden uden for at bese sine fiskeredskaber. Tyveri er en hyppig forseelse i Skagen ( s.147) = forbud mod at “løbe strandlangs” efter en stranding.
Stranden i Vendsyssel bortforpagtes i større eller mindre dele til skiftende forpagtere
i 1679 strandede et engelsk skib syd for Randerød, og skibes blev vrag, men folkene reddedes i land. Beboerne i omegnen ( Bunken, Rannerød, Hejselholt, Kyllesbæk, Raabjerg, Troldbjerg, Gajhede, Starholm og Aalbæk) stjal det ilanddrevne gods. ( s.154)
1768 var der kun 130 familier tilbage i hele Skagen ( s.179) ca.700 -800 mennesker
de fattige Skagboere lånte udlevede heste, som de så brugte om sommeren og skød inden vinter. De lejede også køer sommeren over ( 3-4 Rdlr. pr. stk. for 3 måneder) – om vinteren måtte de Skagboere, der selv havde køer sende dem til fodring længere nede i landet – (s.181)
Søren Abildgaard ( arkivtegner) besøger Skagen i 1761 og skriver: “Ude paa dette smalle Strimmel Land er Kiøbstaden Skagen beliggende, som indbefatter trende smaa adskilte Byer, nemlig Vester- og ØsterBy, som ligger ganske nær hinanden paa den sydlige Strand omtrent en halv Mil indad fra Landets yderste Odde eller Grenen, den tredje By kaldes Højen eller Gammel Skagen … men til Skagens Kirke-Sogn henhører endnu ti vidt fra hinanden adskilte smaa matrikulerede Bøndergaarde, som ligger vester hen ved de saakaldte Skagebunke og grænser til Raabjerg Sogn.” ( s.187)
5 – 6 huse er mur- og bindingsværkshuse – resten er bygget af tømmer
en vejr- og en hestemølle
Abildgaard omtaler Hovsø – dyb og fuld af fisk ( s.188)
For mange køer – navnlig i “Bunkerne” – de æder marehalmen og risene
Før Christian August Tetens 1794 blev byfoged blev klitvegetationen ikke beskyttet ved øvrighedens indgriben ( s.189)
Til sejlads: 10 skuder, 8 med dæk – 5 sejlingsbåde
Til fiskeri: 24 store fiskebåde ( s.193)
Der er ingen havn – om vinteren trækkes bådene på land.
Niels Thaarup ( søn af digteren Thaarup) udsendt af “Det Mineralogiske Selskab” for at foretage jordbundsundersøgelser – han besøger Skagen i 1763
God beskrivelse af Skagen 1806 af byfoged O.C.Lund, optaget i G.Begtrups “Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark” 4. bind s. 543 ( s. 211)
I Skagen Sogn … Bunken eller Skagens Landsbysogn = 5 steder = 68 personer ( s.211)
I selve Skagen = 850 personer, heraf er de 50 borgere og de 261 søfolk – 30 personer er under forsorg
Offentlige Bygninger: Fyrtårn, Kapel, skolehus, rådsstue, det gl. kirketårn – 2 klokke- eller klanghuse.
Skibe: 24 jagter
meget lidt agerjord – der avles en smule på byens fælled.
300 får – 30 heste – 112 kvæg ( de 40 er lejekøer)
kæmnerkassens indhold i 1805: 83 Rdlr. 65,5 Skilling
Indtægter mest fra græsafgift
udgifter: 1 rdl. til veterinærskolen 9 rdl og 2 mark til bfoged – 12 rdlr. til jordemor – 10 rdlr. til opvarmning af rådsstue
der var ingen læge i Skagen og der gik to dage, inden den nærmeste læge kunne nå frem. Dette mærkedes katastrofalt ved skibbrud.
Ingen vægtere, men der er heller ingen gader, de kunne gå i.
Intet befordringsvæsen – og det er dyrt at holde hest.
Regler for brug af byens fælled + de to damsteder. ( s.221)
1801 kom der ordre til at slukke Skagen Fyr, idet den engelske flåde var på vej mod København (s.223)
Skagen og Løkken inddrages i krigen 1807 – 1810 anlægges et batteri begge steder
der kom soldater til Skagen
Englænderne stationerede et vagtskib ved Skagen Rev “the fury bomb”
1808 strander “The John” – et engelsk skib, og skagboerne gør en stor indsats for at redde den fjendtlige besætning – de fik god behandling i Skagen, skriver en af passagererne James MacDonald: “Vi blev behandlede med største Venlighed.”
Derimod går det anderledes for en brig, der strander øst for Højen og erobres af borgerbevæbningen i Skagen. Man tager 10 fanger og erobrer 8 kanoner + skibet + et tysk skib, som strander samtidig ( en brig fra Bremen)
“Ved Skagen kunde være samlet en hel Flaade Kapere, som laa på Lur efter fjentlige Konvojer,” ( s.226)
Masser af søfolk gik i land i Skagen – Når englænderne kaprede skibe i Skagerak, lod de besætningen ( minus et par stykker) sejle i Land i Robaade” ( s.226) – på den måde kom der “liv” i Skagen i krigsårene.
Der var et stort antal strandinger i de år, hvor fyret jo på grund af krigen var slukket. Det var en virkelig god indtægtskilde for byen. (s. 227)
1840 vinder 7 fiskere i det helt store lotteri ( hver fra 4000 til 7000 rdlr.)
1820 -1840 – mange indbringende strandinger.
23 skibe strandede på Sønderstrand og kun få reddedes
Ved auktioner købte Skaboerne vrag op med restladninger – det var en god forretning
mange skibe gik på grund, men blev bragt flot igen, eks. barken “Watson” af Hull i 1839
M.A. Goldschmidts lille novelle i “Ekkoet” illustrerer, hvorledes man berigede sig på de skibbrudne og det i ond tro.
I første halvdel af 1800tallet ændrer byen sig ikke meget: stadig en samling spredte huse og ingen gader
“Kommer man søværts til Skagen, maa man finde sig i at stige til Hest paa en Skagbos Ryg et langt Stykke ude i Kattegat og saaledes ride i Land.” ( s.244)
H.C. Andersen besøger Skagen i 1859 og skriver herom: “Hist paa de højeste Klitter mellem Huse og Kartoffelagre, hvor oppe man ser ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøjder til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Vejr Fruentimmerne … Bakken kaldes Sladderbakken.” ( s.246)
Blicher besøger Skagen i 1839 og skriver om den samme sladderbakke ( som faktisk kaldtes Svallerbakken ( MH) , at: “Dette Forlystelses sted besøger – naar det er godt Vejr, som rigtignok sjælden er – af Byens kvindelige Beboere. Hvad de egentlig more sig med, skal jeg lade være usagt, thi da jeg var deroppe, blæste det, som det plejer at gøre de 364 Dage af Aaret.” ( s. 247)
Svallerbakken findes endnu
Gæstgivergaarden, hvor H.C.Andersen boede ejes af Erik Brøndum i Østerby – enkefru Brøndum byggede den i 1844. 1853 drevet af hendes svigersøn – i 1868 flyttes den til købmand Erik Brøndums Gård i Østerby. “Beboerne besørgede gerne deres Fornødenheder ved Husets østre Gavl, saa det var altid med en vis Varsomhed, man passerede saadanne Steder i Mørke.” ( s. 250) Fra Justitsraad Købmand L. Holst’ erindringer fra 1907)
Indtil 1854 ingen veje til Skagen
Fra Skagen til Hulsig altid langs stranden
Fra Hulsig til Frederikshavn ad en sandvej, der om vinteren kunne være ufarbar – (s. 250) – Ingen bro over Knasborg Å – og om vinteren var vadet livsfarligt at passere
Til Hjørring langs med Nordstrand til Tversted – var kun muligt ved lavvande.
St.St. Blicher: “Vestlig Profil af den cimriske Halvø” fra 1839 skriver herom
1854 – vej fra Skagen til Frederikshavn – men 4 heste var nødvendige for at passere hen over milerne.
1870 dækker man hovedgaden med ler og grus. Også sidegaderne blev forsynede med ler og grus – hentet med skibe fra Strandby
Nogle årstal:
ca.1850 – indbyggertallet er nu 1400
1841 – ny kirke bygges
1851 postekspedition
1852 – redningsstation
1853 – kolera
1869 – sparekasse
1869 – bibliotek
1871 – signalstation
1872 – meterologisk station
1890 – jernbane
1901 – borgerskole
1904 – apotek
1907 – havn og gasværk
1913 – Skagen Avis
1916 – sygehus og Skagen Bank
1918 – elværk
1928 – 4082 indbyggere
4000 rdlr. skænkede til en kirke i Skagen fra nedlæggelsen af det dansk-lutheranske kapel i London ( s. 296)

intermezzo

Udgivet den af
Svar

De næste mange indlæg vil muligvis forekomme uinteressante for en del mennesker. Det vil blive utvivlsomt blive noget af en opremsning. Notat på notat faktisk. 
Men det er ikke desto mindre min hensigt løbende at indvi  læserne i den del af mit arbejde,  der går ud på at mure det faktuelle fundament for min kommende roman. Og den formodes i skrivende stund stadig at blive en slags hjemstavnsfortælling.
Efterhånden, som de tørre facts indløber og falder på plads, vil også konturerne af en bog sikkert tegne sig. For mig i første omgang, for mine  bloglæsere i anden omgang. Det tør jeg lægge hovedet på blokken for! Så sikkert er det.
Sikkert?  En af mine svigerdøtre sagde engang, hvor jeg var ved at palnlægge et længere forløb: “Ja, vi planlægger, og vi planlægger – og i sin Himmel sidder Gud og ryster på hovedet. Han ved bedre. ”  
For dem, derimod, der interesserer sig for egnshistorie, i dette tilfælde Skagens, er det jo ikke kedelig læsning. Og for mig ganske nødvendigt.
Indlægene skulle gerne give et indtryk af min arbejdsmetode og samtidig give dem, der gerne vil vide mere om Skagen og omegn nogle solide oplysninger.
Jeg modtager med jubel kommentarer og sideindlæg.
Og nu en lille oplysning i forbifarten: det er yderst sandsynligt, at den indre sandflugt ( den i mit hoved) på et tidspunkt bremser min lyst til at arbejde videre med projektet. Der vil så blive en pause, mens sandet blæses væk af andre vinde.
Andre vinde? Ja, for det kan ske, at jeg springer fra Skagen til Ingemann. Ham mangler jeg nemlig noget om på bloggen, og den mangel skal udbedres.
Det er ligeså sikkert, at jeg vender friskere tilbage og fortsætter mit såkaldte Skagensprojekt.

4 – C. Klitgaard: Skagen Bys Historie indtil 1870

Udgivet den af
Svar

Jeg har gennemlæst ovenstående beretning om Skagen, anvendt udgaven fra 1928, trykt i Skagen Bogtrykkeri.
Ligesom med bogen af Olavius har jeg foretaget notater under læsningen. Det er dem, der kan læses i det flg. Ved anden gennemlæsning af bogen vil jeg redigere disse yderligere.
19. april 1355 fortæller et tingvidne flg.: “En Thorkild fik hele Skagens Græsning for hans vilde Stod. Hyrden for disse vilde Heste ved Navn Thronder fandt først paa at fiske paa Skagen og byggede det første Hus paa Skagen paa samme Thorkilds Vegne.” ( s.10)
Navnet Skagen kommer af det gammeldanske ord at “skage” = at rage frem – udtales: SKAWI
“Ude ved Kattegatsiden lidt Nord for Karred ligger nogle Smaasteder, der nu paa kortene betegnes som Tranestederne, men som i Følge A.P.Gaardboe, der jo var fra samme Egn, hed “Throndstederne” eller “Thronderne”, og det er meget sandsynligt, at dette Navn gemmer et Minde om den første Nybygger her, hyrden Thrond.” (s. 12 )
I stenalder og broncealder boede her folk, men ikke i Jernalderen ( viser fund)
Hou Søe ( Hovsø) ved kirken:
“Til Agerbrug egnede Jorden sig ikke, og da (=1350’erne) som senere maatte Beboerne søge Næring ved Fiskeriet.” ( s.13) …. “saa opslog de andet Steds fra fordrevne ( = af krigen) Mennesker deres Fiskeboder paa den øde Kyst fra Hovsø og ud mod Grenen. ( s.13)
Måske var husene lukkede uden for fiskesæsonen (?) …
d.22/1 1413 gav Erik af Pommern byen købstadsprivilegier: ” Vi Erik Konge har undt Byen Skagen alle saadanne Privilegier, som andre Købstæder har i Vort Rige Danmark.” ( Stadfæstet igen af Christoffer af Bayern og af Christian d. 1. i 1451)
Der er en kirke i byen allerede på det tidspunkt: st. Laurentius Kirke = den længste kirke i Vendsyssel
1403 – Jens Pedersen Rynkeby præst – Kirkens størrelse beviser byens størrelse
i Højen og Skagen fandtes også Kapeller ( s.17)
10. nov. 1507 gav Kong Hans Skagen en Stadsret ( s.17)
Artikler i Stadsretten: Om vraggods, der kommer drivende ind til stranden og som ikke tilhører skavboerne, det skal føres til protokols hos skriveren – “Gør nogen herimod eller sidder overhørig med at indføre saadant Gods og Vrag efter Borgmesters og Raads Bud, han bøde med sin Hals.” ( s.21)
§42 – om Fredløshed: “Hvo som fredløs er gjort i Danmark, han skal være fredløs paa Skagen.”
1545 –  Kongen ( Chr. d.2.) gav Skagen Ejendomsbreve på “fri Græsgang og Uddrift paa Hofsiø Gaard og Grund udenfor Byen, som Niels Iversen ibor.” ( s.24)
Midt i 1500 tallet opstår Karredbebyggelsen
1553 – på tinget bevidner ved håndsoprækkelse og under ed 8 trofaste Dannemænd “at skauffs fællig Mark, Lyngslet, Tørvegrøft og Rishug naar til den Sten, som staar paa Rannirøds Gaardssted, som staar imellem Høgenhaffs Mark og Lundholms Mark, fra den Sten og til Kullehøyen, fra Kullehøyen og til Holsig Vraae, fra den Sten paa den søndre Side ud ad Gammel Veyerskaar, som ligger en Vanddam i, fra Kullehøyen og til den Sten, som staar ved Lundholm, fra den Sten og til Throsnes Gab, fra Throsnes Gab og til Gammel Throsnes, fra Gammel Throsnes og til det Bjerg som ligger næst norden til Throsnes Kielde. ( s.29)
“Disse Forfølgelser mod Nybyggere paa Byens Mark bevirkede sandsynligvis, at Nybyggerne søgte længere mod Syd til Nabosognet Raabjerg og der oprettede Nybygd i Aalbæk, men også denne søgte Skagboerne at ødelægge.” ( s.29)
1580 klager Skagboerne over den nye by Aalbæk
I hele 1500 tallet var næringsforholdene gode og der var mange fastboende (s.31)
1523 opretter Hans Tysk et kapel som også var hospital. Det forsvinder dog efter reformationen.
Skagboerne skulle give “Skattefisk” til kongen ( sende saltede fisk) (s.32)
Der skulle betales told af al fiskefangst
Adelen, der fiskede på egen strand var fri for told.
I 1500 tallet var Skagen den største by i Vendsyssel – mellem 1000 og 2000 indbyggere
1583 – 4 smede, 3 skræddere, 2 snedkere 1 bødker 3 tømrere 1 glarmester 1 skibsbygger
Slægtsnavne i 1500 tallet: Agge, Bagge, Bark, Bjerg, Bolst, Brandi, Burri, Dal, Dyre, Falk, Fris, Frost, Grøn, Hart, Hjort, Hofman, Holm, Holst, Hvis, Jul, Kat, Knod, Kok, Kotti, Køndi, Kæmpe, Lillebonde, Lund, Munk, Orm, Paal, Piker, Pilt, Rus, Ræv, Slump, Soddi, Spend, Trane, Tørri, Worm
1598 Chr. d. 4. besøger Skagen – sejler fra Haderslev
1533-35 støttede Skagen Skipper Klemens.
ca. 1550 – Latinskolen v. Kapellet i Østerby
1560 – Fyr
1568 – 350 Fiskerbåde forliste i en storm ved Skagen ( s.41)
1591 – 22 borgere druknede i en storm
1591 – Nordøstenstorm i 3-4 dage begraver 25 gårde i sand
1592 – Stormflod rev gårde og huse bort
Fisker Morten Lauridsen og Marine Sørensdatter forlod Skagen og rejste fra deres ødelagte hus og til København. Deres søn Laurids Mortensen Scavenius blev teologisk professor og biskop over Sjælland Stift. (s.42)
I 1600 tallet gik det tilbage for fiskeriet
Sandflugten begyndte at tage overhånd
1633 – tingsvidne fortæller, at vandfloden forhøjedes år efter år og borttog huse og gårde i byen.
I 1690 klager præsten over, at det aftagende fiskeri driver folk bort, så der kun er 60-70 tiendeydere tilbage
Forbudt at drage vaad på Sønderside (s.48)
( Fortsættelse følger)

3 – Olavius 2

Udgivet den af
Svar

Her fortsætter notaterne fra Olaviæ bog om Skagen før 1787, og som man vil se er Hesselholt nævnt:
Sandflugten:
“Det stærke Jordmon er opslidt, ligesom at Skaberen have sat en slags Prøve paa, hvorvidt det menneskelige Kiøns Omsorg gik, for at befordre dets eget Vel, og i at bøde paa Naturens Mangler. Man har Syn for Sagen paa Stedet med Henseende til begge Dele, nemlig: at Sandflugten fast har ødelagt alle Marker samt de omkring liggende kostbare Eiendomme, og at Folk har været ligesaa ubekymrede for at overkomme Ødelæggelsen, som Sandflugten villig til at ødelægge, …” (s.38)
Pator Lodberg mistede sin agerjord + eng ved en voldsom storm fra nordvest i 1775, bededag. – den trængte også ind i kirken som ellers hidtil var gået fri.
Husene omkring Capellet blev kaldt Capelborg – de blev oversvømmede i 1717, så folk måtte evacueres.
Maren Ammes Mark + Vestermark ødelagt af sand.
“… Ind i Byerne har Sandflugten saaledes trængt sig, at Sandet paa mange Steder er begyndt at gaae op paa Taget af Husene, hvilket forvolder, at man neppe kan komme frem med Hest og Vogn eller til Fods paa sine Steder i Gaderne, og allermest, naar det har regnet stærkt eller sneet, da Vandet bliver staaende mellem de heslige Sanddynger. … “(s.42)
Mellem Kirken og Vesterby var der en stor ferskvandssø med mange Fisk ( 5 – 6- Favne dyb) – den blev ødelagt af sandet, i 1780, da Olavius kom til Skagen var der kun 2 små huller tilbage af søen. Olavius fanger et par skaller heri, og de er udsultede og byldebefængte – ( s.42)
Olavius omtaler Kirkemilen ( Sandmilen?), som ligger ved siden af “dette Vand” (= den gamle sø)  og nævner, at der findes mange andre miler ( =”en meget stor Sandhøi”).
Om gårde, der har taget skade af sandflugten skriver han følgende:
“Tvende Bøndergaarde, beliggende ved Tranen, en Egn …., som formodentlig har faaet sit Navn af Tranefuglens Forsamling sammesteds i forrige Tider …. eller, som andre mene, Stedets første Beboer Trane, hvis Marker upaatvivlelig have været meget frugtbare, inden de iVester og Nord beliggende Sandmiile oversvømmede Eiendommen.” (s.44)
Nu kan der på begge gårde kun avles 1,5 tønde byg og 2-3 tønder havre.
Olavius lærte af tolder Guldberg ( sin forgænger) at avle vikker og heraf høstes en del – det samme lærte han videre til bønderne i Tranen.
En af de små gårde der hed “BAKKEN” eller “KARREDSBEK”.
“KARRED” eller STORE KARRED har været flyttet 4 gange. LILLE KARRED flyttes til Tranen 30 år tidligere. Er nu også delvis ødelagt af sand.
Der høstes Erica Rubra – (fårelyng) til at farve gult og grønt.
Chriesten Madsens hus ved “Becken” ( bækken)
“Paa alle disse Gaarde har jeg ellers set Grønkaal at voxe til en vis ikke ringe Størrelse” ( s.45)
I de vestlige grænser af sognet lå LILLE LUNDHOLD og STORE LUNDHOLM.
STORE LUNDHOLM nedlægges på grund af sand og bliver til Tolder-eller Ladegård. – LILLE LUNDHOLM flyttes et stykke mod øst.
HULSIG GAARD flyttes to gange en 1/4 mil til Øst. “Beboerne ( skal) endnu, i Følge eget Forgivende, kunde saa paa Stedet 1 – 2 Tønder Byg – 2-3 Tønder Havre.”
“HEISELHOLT”, formodentlig saaledes kaldet i Anledning af de der omkring fordum voxende Hasseltræer. Denne Gaard staar efter Beretning, paa samme Sted, som den først blev bygget, formedelst at Sandflugten for den største Deel hidindtil har skaanet det dertil hørende Agerland, endskiønt at Engbunden dog derhos har liidt nogen Skade. Sandmiilerne nærme sig ogsaa dette Sted Aar efter andet, hvorfor Beboerne ere udsatte for Frygt og Fare og tabe ligesaa meget som deres Naboer.” ( s.48)
“KLAAE-RUMPE, KLARUP, eller som Gaarden nu kaldes, RUMPEN, er fast det eneste Sted eller beboelig Gaard i Schagen Sogn tilbage, fordi Sandflugten der hverken har giort synderlig Skade paa Ager og Eng, men vel ødelagt Overdrevel paa den vestlige Side af Gaarden, og der opkastet nogle fæle Sandmiile, som er noksom befrygtelige i Fremtiden.” (s.48)
Som det fremgår af ovenstående citater, så lå Hesselholtgården i Tranestederne ( = Tranen). Men hvor? Det vil jeg godt vide, og måske kan nogen hjælpe mig – selv vil jeg søge i diverse arkiver.
Højens markjord elendig
AALBÆK:  Sandflugten har angrebet “Nørre Elkiærs Herregaards Eiendomme” – grænser op til Ellinggard og Lerbeck
Folk opfordres til at holde op med at bruge gråris og marehalm til brændsel. Resultat: de fryser.
“Stude, Køer og Heste, der tillades at gaae løse i Klitten baade Sommer og Vinter, … ere virksomme Midler til at befordre de sandstillende Urters Undergang.” (s.49)
Olavius forsøger at lære bønderne mere effektivt landbrug og fiskerne noget om forbedring af redskaber og fangstmetoder, men han kommer til kort “udi alt dette kom jeg ingen Vei.”
Olavius klager over, at Skavboerne er sjuskede og uordentlige og selv med til at ødelægge de få tiloversblevne marker ved at lade får og gæs osv. græsse frit ( s.53)
Byens Vedtægter (= Schagens Grannebrev): Vedtægterne beskriver nøje, hvordan der skal ageres i marken – de er underskrevet 16.august 1700 og blev oplæst hvert år ved Skagen Byting indtil 1747
“Ordre til at alle Toldere i Riget, at de nøie skulde passe paa, at ingen Mansk Mynt blev udført af Landet” ( s.142) – dette mener Olavius dog er umuligt, om han så havde 1000 øjne.
De høje kornpriser dæmper drikfældighed, da det er dyrt at fremstille brændevin.
kun få i Skagen “have lagt sig efter at binde Strømper.” (144)
OM STRANDINGS – TILFÆLDE:
“Om Gudsdyder – Sæderneog overtroiske Lævninger”
O skriver, at Skavboerne er fromme ( ingen værts- og dansehuse) – de er andægtige i kirken – der er ingen slagsmål – O. har aldrig hørt om optøjer i byen.
Ved strandinger er der dog vagt over det inddrevne fra vraget.
Folk er nøjsomme m.h.t. fornøjelser, men:
“Angaaende Bryllupper og Barselsgilder, da var man i saa Henseende her temmelig overdaadig, førend Forordningen af 20. januar 1783 udkom, da man dog endog ved simple Folks Bryllupper kunde have 10 – 12 Rætter Mad” …
“Schagens Beboere roses ellers for at være redelige Betalere, naar de have noget at betale med, og har jeg, som Oppebørselsbetjent paa Stedet ikke andet fornummet.”
Når små børn har ondt i maven så giver moderen dem et omslag af varm malurt+vand, hvori der har ligget rustne søm.

2 – Olavius: Beskrivelse over Skagens Kiøbstad og Sogn. 1787

Udgivet den af
Svar

Jeg har hastelæst Olaus Olavius’ bog om Skagen fra 1787 – Udgaven, jeg har brugt er den Skagen By-og Egnsmuseum udgav i 2003. Jeg vil her nedfælde nogle af de notater, jeg har taget under læsningen. Efter anden ( og grundigere) læsning vil der blive redigeret i nedenstående:
Olavius skriver til Kronprinsen i 1787: “Jeg har i dybeste Underdanighed vovet, at tilegne Deres Kongelige Høihed denne liden Beskrivelse i Tanker om, at være saa lykkelig at kunde formaae Deres kongelige Høiheds høie Siel til, ogsaa at tage Deel i at frelse en Flok Folk og et stykke Land, som Naturen saa aabenbare truer med Undergang.”
I 1600 tallet lå der i Skagen Landsogn en del store og mindre gårde, blandt andet blev Hesselholt opført i det århundrede ( men den er ikke nævnt hos Olavius) Her står derimod om Lundholm, at Frederik d.3. d.16. juni 1667 tilskødede borgmester Fæder Hansen ladegården Lundholm og bondegården Klaa-Rump med de dertil hørende ejendomme. Det viser, at der på den tid lå flere gårde spredt rundt om syd for Skagen By. Han beskriver Lundholm som herregård og tilføjer, at den nu er borte.
Efter Fæder Hansen følger der ikke flere borgmestre i Skagen, fra nu af bestyres byen af en byfoged. Det står også sløjt til med lærdommen – kun ruinen står tilbage af latinskolen. Næsten ingen kan regne eller læse.
1781 – folketælling viser 91 familier i Skagen by. 28 i Østerby, 21 i Højen og 10 bønderfamilier i Skagen Landsogn. Mænd: 290 Kvinder: 360
i 1780 blev 20 mand indkaldt til soldatertjeneste.
Der var ingen læge, men præsten Her Lodberg var lægekyndig.
Bygninger på Skagen:
Fyrtårnet:
“Det gamle Fyrtaarn stod kort overfor Schagens Udhuk, og ved den sydlige Side af samme, paa en Høi eller Bakke, som endnu kaldes Fyrbakke. Denne Bakke blev saaledes Tid efter anden undermineret eller indhulet af Havet, at man i Aaret 1746 eller 1747 var nødsaget til at lade det nedrive og opbygge et andet i dets Sted.” ( s.23).
Det gamle var et vippefyr – vippestang – fyrpande, jerngaffel, der drejede – 6 skæpper stenkul i panden ad gangen.
I 1754 forsynes fyret med en lygte af kobber+jern – rund og med 60 glasruder i. Den kom dog aldrig i brug.
Det ny runde tårn blev bygget af mursten.
“Fyr Inspekteuren nyder frie Bolig og 300 Rdlr. aarlig af Kongens Kasse, hvorimod han lønner 2 karle.
St.Laurenti Kirke:
Bygget “en halv Fierdingvei uden og vesten for den (=byen).” (s.29) Beliggenhed for at folk fra Gammel Skagen ( Højen) ikke skulle have så langt at gå: “Under nuværende Omstændigheder ligger dette Gudshuus noget vel langt afsides, besynderlig i Hensigt til det smukke Kiøn, der ikke vel kunde taale, at blive vaade om Benene.” (s.30) Han skriver endvidere, at kirken har været flot, men nu forfalder.
Skolen:
Latinskolen er nedlagt. Der findes nu et skolehus. Skoleholderens løn er ringe = 14 Rdlr. årligt – dertil kommer betaling pr. barn for 2 skilling pr. uge for at lære at læse og 4 skilling for også at lære at regne og skrive. Der er næsten ingen børn i sidste kategori. Forældrene har ikke råd. ( s.35) – de fattigste børn skal undervises gratis. “Han (= læreren) maae forrettte sit Arbeide sulten og sukkende.” ( s.35)
Rådstuen eller Tinghuset:
Bygget af tømmer – behængt med tegl på den ene side. Ingen grundmurede huse i Skagen. 13 huse opført af mur+bindingsværk – alle andre af brædder + stråtag.
Ler er kostbart og skal transporteres langvejsfra med båd.
1/3 af husene har skorsten.
( fortsættelse følger)

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Nu burde jeg være i fuld gang med den første del af mit bogprojekt: researchfasen, og til netop den her bog må jeg bruge tid, meget tid, for der er så ufattelig meget stof, og indtil videre synes jeg, at det alt sammen er vigtigt. Selv om egnen her omkring Skagen føles så hjemlig – har jo kendt den altid – så har jeg egentlig aldrig studeret dens historie. Det skulle jeg så gøre nu. Det er derfor jeg er her. Er altså bare ikke kommet i gang endnu.
Dagene går med at drive om i landskabet som en anden Blicher – og som ham burde jeg vel så kunne inspireres alene af det – det er her jo alt sammen: heden, klitterne, havet og den vældige himmel, hvis skyformationer hele tiden forandrer sig og danner de mest fantastiske himmelmønstre – jeg forsøger at fange det alt sammen med mit kamara – så er billederne der. Men ordene. De må vente. Og desuden, jeg er ingen Blicher.

Billeder fra Tranestederne ved Skagen

Udgivet den af
2


Billedet her er taget ved Tranestederne, der ligger ca. 8 km syd fra Skagen på Østkysten –  mod vest ligger Kandestederne. I midten Hulsig, hvortil enkelte gårde, f.eks. Hesselholt blev flyttet efter en af de store sandstorme. Engang var her grønne enge. Det er vanskeligt at forestille sig idag.

På vej ind i landet fra Tranestederne mod Hulsig.

Et vue langs kysten mod Skagen. Her er stranden bred, ved højvande er der næsten ingen. Alligevel gik vejen fra Frederikshavn og til Skagen i 1800 tallet denne vej. Hestene trak vognene gennem sand og vand. Digteren Goldschmidt fortæller om sin tur til Skagen, at det var et mareridt at færdes på den måde, så det har langt fra altid været behageligt.