6 – Sandflugten

 
Som jeg skrev i et af de første hjemstavnsindlæg, så er naturen på Skagen Odde så helt eventyrligt anderledes end i resten af landet. Eller resten af verden for den sags skyld.
Eventyrligt, ja, sådan kan det tage sig ud for en nutidsbetragter, der kommer her for at nyde naturen – og sådan har det også set ud for mange af de kunstnere, der kom hertil i 1800tallets sidste halvdel.
Lyset, himlen, lyngen, de grå og hvide klitter, sandet og havet, der skifter udseende hvert øjeblik. Alt det. Det fås ikke smukkere noget sted på kloden. Det synes vi i al fald, som har rødder her.
Eventyrligt som i en smuk drøm, jo, men for mindre end et par hundrede år siden var det snarere eventyrligt som i et rædsomt mareridt. Og det var et mareridt, der havde varet i mere end to hundrede år og som aldrig syntes at ville holde op.
Det var i sandflugtens tid.
Som jeg også skrev i et af de første indlæg, så var her engang frodige enge og store bevoksninger af løvfældende træer, der har kunnet tage af for vinden og lidt efter lidt skabe et mildere klima. Mette H.H. Hansen kommenterede et af mine indlæg med en bemærkning om, at vist var her grønt engang, men det grønne voksede på sand. Sand har altid været grundlaget for den biotop, man kunne finde her: nøjsomme planter af forskellig slags.
Men jeg tror stadig, at sandet, i al fald når vi kommer op i slutningen af Middelalderen kun har været at finde ude i kystområderne, mens de indre strækninger efterhånden er blevet dækket af et muldlag. Og det har givet gode muligheder for agerbrug af forskellig art.
Her på Odden boede mennesker ligefra den tidlige Stenalder og hele vejen op gennem Broncealderen – så har der været et slip, hvor landskabet lå mennesketomt hen, men jo ikke var tomt for vegetation og dyreliv. I tidlig Middelalder vælger kongen Skagen Odde som græsningssted for sine stridsheste, og her har gået heste gennem hele den lange Middelalder, og det er netop i slutningen af den, at Skagen by fik sin absolutte storhedstid med et indbringende agerbrug og et blomstrende fiskeri, der sendte skibe med fisk helt ned til Rügen og østover til København.
Og jorden, ja dels har løvet fra de mange træer og gødningen fra de mange heste langsomt skabt det golde sand om til muldjord ( et tyndt lag muligvis og sårbart, men dog … ) og dels har den voksende velstand skabt midler til udvikling af både landbrugs- og fiskerimetoder. Der var vækst på alle områder.
Så kom den store sandflugt.
Hvorfor?
Det har helt sikkert bl.a. været klimaforandringerne – fra mit arbejde med salmedigteren Thomas Kingo kender jeg lidt til den forandring: klimaet blev barskere op gennem 1600tallet- der rasede voldsomme storme år efter år, og stormfloder oversvømmede store strækninger både her i det nordlige og i det sydvestlige Danmark. Vintrene var nærmest artiske – det var i det århundrede, hvor man om vinteren ikke behøvede broer over Sund og Bælt, ja, hvor fjenden kunne gå med hele sin hær og alt sit tros fra Sverrige til Sjælland og videre over bælterne til Jylland. Og den voldsomme kulde har betydet, at der blev brug for ekstra meget brændsel – skovhugsten har været enorm. Krigene hjalp til i denne uheldige udvikling – også i den forbindelse blev der brug for ekstra meget træ. Træfældningen er helt sikkert en af årsagerne.
Klimaforandringerne ramte hårdt – den lille istid var trods sin lidenhed barsk.
Men også menneskenes levevis blev udslaggivende for den naturkatastrofe, der allerede i slutningen af 1500tallet truede. Man fjernede nødvendig vegetation ved at brænde lyng og ris og derved skabe åbne sår i kystlandskaberne, hvor sandet befriedes for planter og lå i åbne miler som store hvide klitter. Og de var farlige. De voldsomme storme piskede sandet op og ind i landet, hvor det lagde sig på bondens marker og om folks gårde og huse, ofte så ødelæggende, at beboerne måtte flygte eller flytte deres ejendom, hvis de havde råd til det.
Men da øvrigheden endelig i slutningen af 1700tallet reagerede positivt og satte ind med massive og effektive sandflugtsdæmpende foranstaltninger, ja så var det sjovt nok de hårdtramte bønder selv, der obstruerede, og som gjorde, at det blev en langsommelig proces.
I det følgende vil jeg bringe en række citater og kommentarer til belysning af ovenstående. De er snuppet fra Anthon Fuglsangs artikel “Bidrag til Sandflugtens Historie.” ( Jyske Samlinger Bind 5, række 9 ( 1947) – jeg så vil senere supplere med andre skildringer af sandflugten, navnlig fordi Fuglsangs arbejde er koncentreret om dokumenter fra alle andre områder end lige netop Skagen Odde, der næsten ikke omtales.
“Den almindelige Dæmpning, der blev iværksat ved Forordning af 19. September 1792, gennemførtes i Løbet af en Menneskealder ved et uhyre Hoveri af Bønderne i de hjemsøgte Amter under yderst slette Vilkaar og med næsten ufattelig ringe Midler. Men Mindet om Sandflugtens Gru og Dæmpningens trælse og tunge Byrde er blegnet.” ( s.163 )
“Sandflugtsdæmpningen blev et saare slidsomt Arbejde, om – og om – og om igen, Aar efter Aar. Sandflugtsstormenes ubændige Kraft og Fart satte Himmel og Jord i et forrygende Knog og kunde i mindre end et Døgn oprive, bortføre, ødelægge, hvad der hidtil var udført.” ( s.177)
Det er ikke så sært, at det var vanskeligt at få bønderne til at arbejde med på sandflugtsdæmpningen. Det var næsten en slags slavearbejde, der gjorde, at de måtte forsømme det hjemlige virke på gården, og desuden stod de fjendtligt og uforstående overfor de mange nye forordninger. De var f. eks.fra Arrilds tid vant til fri drift i klitterne ( og det blev nu forbudt), og sandstormene var det efter deres mening ikke muligt at dæmpe – ja, det var halsløs gerning, for det var jo som at gribe ind i selveste Skaberens store ubegribelige Plan ( = Guds veje er uransagelige – skulle man nu til at ransage dem??)
“Ingen Lodsejer gjorde Ophævelser over, at Ko og Faar her blev græsset uden Tilladelse … Bonden ansaa Sandflugt som en Ovenfaldsskade, Guds haarde Hjemsøgelse for Menneskets Synders Skyld. Det var en Braad, En gjorde vel i ikke at stampe imod, altsaa heller ikke Kongen og hans Sandflugtsvæsen.” ( s.184)
En ovenfaldsskade ( !!!! ) – herligt udtryk.
Bønderne blev tvangsudskrevne til arbejdet, og det var hårdt, og de var ofte vrangvillige og gjorde, hvad de kunne for at sabotere planen:
“Derfor blev de første Aar svære at komme igennem, ikke blot for Bønderne, men ogsaa for Sandflugtskommissærerne og Klitbetjentene, og Masser af Bondeklager blev indsendt til Amtmand og Rentekammer over formentlige Uretfærdigheder og Overgreb” s.185)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *