Her er englen næsten alt for glad, måske er hun det, fordi hun for en gangs skyld oplever noget spændende. Det elsker hun jo.

Og nu fortsætter fortællingen. 16. december.
Drengene havde fulgt det lille optrin, og nu så de på hinanden.
”Det var hende,” hviskede Svend ude af sig selv.
”Stakkels pige,” sagde Tom.
”Ja, uden vinger ser hun ikke ud af meget,” kom det fra Jerry.
“Vi må redde hende.”
”Du begriber vel, at det er for sent, hun er i Det Ondes magt. Det kan man da se.”
”Hør nu … hun er fleksibel. Vi skal nok få hende omvendt. Men vi har allerede d.16. december og ikke skyggen af et Klenodie. Vi må altså kort sagt ind i det hus, jo før jo bedre.
Nu begyndte de at undersøge døre og vinduer og fandt omsider et kældervindue, der stod halvt åbent, og ad den vej lykkedes det dem at trænge ind i villaer. Langsomt og forsigtigt begyndte de at gå fra rum til rum. Faust sov. Og i huset herskede en dyb stilhed, der
kun nu og da blev brudt af stemmer fra køkkenet, hvor kokkepigen stod og hersede
med et ungt, temmelig fortabt pigebarn.
”Så hold dog op med det skaberi. Du er vel ikke noget luksusdyr! Du er kommet her for at arbejde – så se at komme i gang. Der skal bages boller, og mens de hæver, kan du skure køkkengulvet.”
”Jeg er så træt. Jeg kom jo i nat, og har ikke sovet.”
”Pjat med dig. Vi andre sover sjældent. Det må du lære.”
”Hvem tror du, jeg er?”
”Åh,” sagde kogekonen lidt mildere. ”Du er en stakkels forført pige, dem fisker han op – og efter brug får jeg dem.”
”Du stakkel!” sagde englen, ”du lever i mørket.”
”I … hvad siger du …?” Kogekonen så usikkert på hende. ”Er … er du frelserpige?”
”Det kan man godt sige.”
”Det er da noget nyt. Sådan en har han aldrig slæbt til huse før. Jamen, det var klogt af ham. Omvend ham, min pige! Han er så ond og trænger så hårdt.”
”Jo, det ved jeg.”
”Men er … det rigtigt? Er du virkelig en frelserpige?”
”Ja.”
”Skal vi så ikke synge en salme?”
”Jo,” sagde englen og smilede, ”det var da en god ide.”
Snart genlød tonerne af I ”Østen stiger Solen op” i det store hus.
”Hvor er det velsignet, at du er kommet. Jeg var så bange og ensom, for han er så ækel og så dyster som en lurende tordenvejr.”
”Ham omvender jeg i en håndevending.”
”Tak min søde pige. Men er du ikke træt?”
”Jo,” sagde englen og slog armene om den svære kone og kyssede hende midt på maven.
”Du er sød.” Sagde hun ind i den tykke mave.
”Det har ingen sagt før.” Konen tørrede en tåre af kinden med et snip af sit store forklæde.
Lidt efter var englen anbragt i en stor blød seng. Kogekonen puttede hende blidt under en blød dyne og kyssede hende godnat. Hun nåede ikke at falde i søvn, før de tre venner stod lænede over hendes leje.
”Er I her? Åh … Gudskelov. Jeg troede, at I var druknede.”
”Det er der heldigvis flere, der gør. Men hvad med dig? Hvad skete der? Og hvorfor fløj du fra os.” Svend tog hendes hånd, og hun lod ham holde den.
”Undskyld.”
”Det behøver du ikke sige, jeg var en idiot, og jeg skal aldrig mere tvivle på dig.”
”Jeg gjorde noget ærkedumt. Men jeg kom til at betale for det.”
”Og dine vinger? Hvad er der sket?”
”Det gider jeg ikke snakke om. Lad os fokusere på det positive og al den styrke, som vi fire har, når vi står sammen.”
”Du har ret.”
”Min seng er stor nok til os alle. Læg jer og sov. Vi får brug for energi i nat.”
”Men … ”
”Jamen, så lyt nu for en gangs skyld til mig: jeg er den eneste, der kan narre Korset fra Faust.”
”Det må du ikke. Det er for farligt. Overlad det til os.”
”Aldrig i livet!” Pludselig lynede hendes øjne, og det engleagtige gled af ansigtet. Nu lignede hun igen den mest upålidelige pige, og Svend følte et stik af smerte fare gennem sig. Han knugede hendes hånd.
”Hvordan skal du kunne klare det?” hviskede han.
”Åh, jeg klarer mig altid.”
”Men … ”
”Hold nu kæft Svend, ellers smutter hun bare igen.” Tom så vredt på ham, og Svend listede sin hånd ud af hendes.
Da de lidt efter lå hyllet i hendes englevarme,  var han den eneste,
der ikke sov.
 
Hun hentede mad til dem flere gange i løbet af dagen, og hen
mod aften faldt Svend i en dyb søvn. Han vågnede ved at midnatsklokken slog og
for på. De to venner sov dybt. Englen var ikke at se.

 
Svends engel med edderkoppehår og kravevinger. Men hun er ikke til at slå ud. Det er tydeligt. Selv den værste Satan må give op over for hende.
 
Jeg faldt over denne lille tegning i dag. Utroligt, som mine børn har tegnet engle – men de har selvfølgelig haft en fin model ganske tæt på. Nu siger jeg ikke mere, men I må gerne tro, at det er Ole.
For resten er engle jo et besynderligt folkefærd. Mon nogen tænker på, at Satan i sin spæde ungdom var den mest hengivne af alle Guds engle? Men det var han. Han skabtes som seraf, og serafer brænder af lidenskabelig kærlighed til Gud. Han hed den gang Lucifer, og det betyder Lysets Engel, og han var den, der stod nærmest Gud. Men så gik det alligevel sådan, at han ikke kunne styre sit eget store ego og ville tiltuske sig ikke blot Guds magt, men også hans pragt. Og så ved vi jo nok, hvordan det gik: han fik et spark og havnede i Helvede. Og det er jo også mest her, vi træffer ham i vores lille fortælling, som fortsætter nu:
 
14. december:
Men hvem der glædede sig var Det Ondes Fyrste. Han sad på sin trone og foretog sig unævnelige ting, som han imidlertid blev afbrudt i, da der tonede en veltilfreds Vestenvind ind på hans helvedes skærm. Den lo og sagde ham, at alt var klaret. De skide unger var frosset ihjel i det iskolde vand.
En tid hørte man kun de tos umenneskelige latter. Så blev der stille en stund, men pludselig jublede Fanden op mod sit lave loft: “Færdige – de er totalt færdige! Totalt! Det var for resten et herligt ord.” Og han smagte på det og skreg: TOTALITARISME – det bliver det næste. MIT TOTALE VERDENSHERREDØMME. Fra nu af kaldet: DEN TOTALE GLOBALISERING!  – Juhuuuu … sådan blev han længe ved at juble i sin ensomhed. Men så voksede just ensomheden ham over hovedet, og han piftede voldsomt i sin djævlefløjte. Og det varede rigtig længe, inden der kom nogen. Og det var kun et lille djævlepjok, der nu stod og hang foran ham, mens det suttede på sin halespids.
”Hvor er de andre?”
“De har ikke tid. Men jeg måtte ikke være med. Jeg er for lille.” Og han lod den forsuttede hale forsvinde helt ind i flaben.
Fanden vendte sig om, det var et ækelt syn med sådan en lille suttende djævleunge. Så gentog han: ”hvor er de andre?”
”De har travlt.”
”… med hvad?”
”Med at pille fjerene af en engel.”
”Hvilken engel?”
”Hende den frække, du ved.”
”HENDE!!!  Åh, min Gud … havde jeg nær sagt.” Så vendte han sig mod pjevset: ”Hør, du må straks blive voksen og hente hende ned til mig!”
”For sent … hun er allerede grydeklar. Og jeg er for lille.”
”Kan du så adlyde! Hent hende! Eller jeg plukker hvert eneste hår af din pels, og bagefter får du dem i din havregrød!”
Den sidste replik skulle den lille fyr lige fordøje, inden han bestemte sig: han syntes så godt om sin hale, og hvis resten af pelsen smagte lige så godt  … . Men så ombestemt han sig og for i rasende fart op mod Guds grønne Jord.
Fyrsten sad atter helt ene og forladt. Han kløede sine horn – åh, havde han bare haft et træ at gnubbe dem imod – men intet vil gro hernede. Han sukkede dybt, men ingen hørte det, og de hørte heller ikke den lille monolog, der fulgte:
”En lille, dum djævel er den eneste, der møder op, når jeg kalder. Verdensherredømme! – my as! Men det skal blive løgn, skal det, så sandt, som jeg er den, jeg er.” Med en trist stemme fortsatte han: ”Men hvem er jeg i grunden?”
Med ét bliver helvedets port slået op og ind vrikker en sælsom djævlefolk, slæbende på en halvdød engel. Hun er stadig utrolig smuk, men vingerne ligner en parasol, der har været udsat for orkan. Og der er for anden gang i vores fortælling gået hul på hende.
”Hvad i Helvedets Navn bilder sådan nogle forbandede rottehoveder og rævehaler sig ind! Udøve selvtægt! Forgribe sig på en af mine! Læg hende ved mine fødder!”
”Måske sku’ du huske at indvi os i dine planer, så vi ikke kommer til at forgribe os på dine udvalgte. Vil jeg lige sige.”
”Ja, og hende der, hun var selv ude om det. Hun fløj lige ind i vores flok. Som om hun hørte til.! Sagde en af de andre.
”Hun hører til!” brølede Den Ondeste.
”Hun er da ingen djævel!” parerede en dristig en af slagsen.
”Men det bliver hun. Under min behandling.” Han lo ondt.
”Vi har haft hende under behandling. Selv uden fjer og med knækket vingestativ, ligner hun en lækker spiseengel. Og se lige på hende! Hun er ikke syv sure sild værd for dig, men for os … giver du hende til os, så skal vi ikke fodres i flere dage.” Djævlen lo ondt, og Satan så på englen og mærkede sit eget spyt samles og sive ned langs skægget.
”Der ser du,” lo den lille djævel, men den store slog ud efter ham, og lige med et var djævleflokken spredt for alle vinde. De skulle ikke nyde noget. Fyrsten kunne godt fortære et par stykker, når han var sulten nok. Og han var sulten nu. Og englen lå så lækkert og indbydende foran ham.
”NEJ!” brølede han til sig selv, og råbet vækkede den unge pige, som så op på ham med sit engleblik, hvori alt kunne læses.
 
 

Jeg gik i gamle arkiver i dag og fandt børnenes tegninger frem. Her er en engel, tegnet af Mette, og måske ligner den ikke englen i vores historie, men det skulle ikke undre mig, om der dog er mange ligheder. Se lige rigtigt på hende!
tegnet af Mette ca.1977
 
13. december:
Til at begynde med var det blot en svag rødmen langt ude, hvor hav og himmel mødtes, men lidt efter lidt steg solkuglen op og spredte sine lange, brede purpurstråler ud over himmel og hav længere og længere ud, indtil alt flammede i rødt. Vinden havde lagt sig, og de fire unge mennesker rørte sig heller ikke, de sad helt stille og så på naturens trylleri.
”Hvor er det smukt,” brød Svend tavsheden, og englen sukkede dybt, så nikkede hun og sagde: ”Ja, den slags forstår han sig på, Den Gamle. Det må man lade ham.”
Nu vil vi et øjeblik forlade vore tre helte og englen, og imens kan de så ro ud til øen, og der finder vi dem nok igen, vil jeg tro. Men lige nu skal vi en tur til Helvede og se, hvad Fanden tager sig til. Ved han, at han har været nær ved at vinde? Vi finder straks det uhyrlige monster, som han jo er, og han er netop i færd med hvileløst at trave henover helvedesgulvets glas og gløder. Av – råber han ind imellem, men han ligger jo som han har redt, så vi ynkes ikke over ham. Hov! Nu åbner han munden og vi kan snart blive klogere på hvor meget han ved. Vi lytter:
Fyrsten vendte sig mod de tre djævle, der nævenyttige var mødt frem i håb om en særlig ond medfart til alle andre end lige akkurat deres egen behårede og langhalede skikkelse.
“Har I hørt det?”
”Hvad?”
”Den lumske fjerbisse.”
”Fjerfisse?
”Bisse!”
”Vi må skride ind!” hvæsede Fanden og greb den nærmeste i halen og vred den rundt.
”Skide ind!” Vrælede den lille forvredne djævel, som altså ikke engang kunne tale rent.
”Vi behøver hjælp. Og fra en som er stærk. Og som ikke er til at lide på!”
”Ikke til at skide på! Hylede Den lille sorte Satan, mens Den store stygge Ditto svingede den rundt og pludselig slap den, så den fløj gennem luften og landede i stegegryden. De andre djævle slikkede sig om munden og glemte at lytte af bar forventning.
”Har I forstået!!!” brølede Den sorteste, og de små djævle hviskede i kor deres lille beklemte ”n . ..e … j…”
”Vestenvinden selvfølgelig! Hvem ellers! Hent ham fluks!”
En lille djævel smiskede foran ham og gjorde tegn til at kysse hans kløer, men de rev hans sorte ansigt til blods, og mens blodet silede ned over de uredte og snavsede djævlehår på den lille toppede mave, slyngede han atter ordren ud og mødtes med en knurrende
tavshed. Et øjeblik syntes han at tøve, så brølede han: ”GÅ MOD VEST OG FANG
HAM I EN STORM!!!”
”Altså i flagrant déli,” kom det fra en djævel, som ikke uden udbytte længe havde huseret ved Sarkozys franske hof.
”Af sted! March!!!”
I mellemtiden tegnede alt så lyst for vore venner, der stadig roede mod Hjelm. Englen var begyndt at fryse i sin tynde fjerdragt, men Svend havde åbnet sin store duffelcoat og hun havde puttet sig hos ham, og med saligt suk faldt hun i søvn. Svend havde aldrig været mere vågen og sjælden mere lykkelig. Han sad og holdt om den skrøbelige skikkelse og ønskede blot, at Hjelm var en langt fjernere ø, så turen derud kunne vare rigtig længe.
Men pludselig ændredes alt. På et splitsekund forvandledes det blanke hav til et rasende og frådende uhyre. Det var Vestenvinden, der fór hen over det. Årerne flåedes ud af drengenes hænder, og det så voldsomt, at blodet randt. Alle fire trimlede om i båden og lå skrigende og klamrende sig til hinanden, mens kaskader af vand styrtede ned over dem.
Langt fra dem sad Den Onde og lo.
Pludselig skar englens stemme gennem storm og skrig:
”Jeg er her jo,” næsten brølede hun, og det varede en rum tid, inden ordene gik op for de tre andre.
”Ja, men det er sandt! du kan jo flyve!” Råbte Svend.
”Ja, jeg kan.”
”Men vil du så hjælpe os?”
”Det har jeg jo sagt,” bed englen ham af – ”hvis du ellers gider slippe mig!” Hun lå stadig halvt inde under duffelcoaten, og Svend var ikke hørt om med at klemme hende tæt ind til sin egen sitrende krop.
”Ja,” råbte han, ”det har du sagt, men pludselig var der en anden stemme, jeg ved ikke hvor den kom fra, men den sagde, at du var en forræder.”
”Den stemme kender jeg.”
”Men er du så med eller imod os?”
”Det rager ikke dig!!” Hun viklede sig ud af hans arme og klamrede sig til rælingen, mens hun brølede hun ned mod ham: ”Du skal ikke bestemme over mig!” Og pludselig spredte hun vingerne, viftede voldsomt med dem, og så var hun borte.
”Hun flyver efter hjælp,” råbte Jerry, som klamrede sig til Tom.
”Nej, det tror jeg ikke. Hun var så ædende sur.”
”Det er også dig! Hvorfor skal du altid tirre hende?”
”Åh, men hun er ikke til at stole på, så meget har jeg da fundet ud af.” Mere nåede han ikke at sige, før en voldsom brådsø væltede ind over dem, båden kæntrede, og straks åbnede havet sit gab og slugte dem, og Vestenvinden tog flugten, og havet blev atter så roligt som et sovende barn. De tre venner dukkede op en efter en og klamrede sig til den kæntrede jolle.
Jeg er ked af, at vi må forlade dem i denne håbløse situation. For vandet var iskoldt, og de havde sandt at sige ikke en chance.

 
Tre slukørede unge fyre sidder i Århus Arrest, og de har ikke fundet skyggen af et klenodie endnu, og tiden tikker, og det går aldrig godt.
Svend rejste sig og begyndte at gå de ti skridt frem og tilbage, der var plads til. Der var halvmørkt i cellen og de to andre kunne mere høre ham end se ham. Til sidst blev det for meget med vennens hvileløse tramperi, og Tom sprang op og spærrede vejen for ham og gjorde ham opmærksom på, at den der forbandede Christian d. 2 leg gik ham på nerverne.
“Noget så grusomt, og jeg gider ikke se på dig.”
Svend satte sig og gloede surt på vennerne.
”De siger, vi slipper fri, så snart vi fortæller, hvad vi skulle med den båd”, sagde han, og det har vi fortalt 117 gange, men de bliver alligevel ved at fable om, at vi er med i en skide narkobande.”
”Det er din egen skyld, du fortalte dem, at vi var på vej mod Hjelm.”
”Men det var vi jo. Og jeg kunne da ikke vide noget om de narkobanditter på Hjelm, vel?”
”Nu er det hele i al fald revnende lige meget, og her sidder vi, mens jorden går under.”
I det samme blev cellens vægge selvlysende. ”Den går ikke under, så længe jeg er i live!” lød det triumferende, og lyset samledes i en lille, smuk engel. Hendes hele ansigt udstrålede triumf.
”I har jo mig!”
Svend gik et skridt frem mod hende og sagde: ”Hvor har du været? Du ville være en skytsengel, og så lader du os i stikken!”
”Jeg er da lige her!”
”Ja, men nu er det for sent.”
”Vel er det ej. Jeg kastede et blik på jeres fangevogter, og han ser helt igennem fredelig ud. Ham ordner jeg.”
“Hvordan ordner?” spurgte Svend med bange anelser og tog hende i hånden.
”Det rager ikke dig,” afskar hun ham.
”Du er en pæn og ordentlig pige, er du ikke?” fremstammede han, og hun lo højt og perlende: ”Det kan du selv være,” sagde hun.
”Det ka’ jeg i hvert fald ikke!”
”Det ka’ jeg i hvert fald heller ikke!”
Tom stillede sig imellem dem og skubbede dem fra hinanden og sagde, at nu måtte de ikke skændes. Det var der slet ikke tid til.
I samme øjeblik skraslede det i låsen, døren blev åbnet, og vogteren kom ind og blev forbavset stående i døråbningen, mens han gloede på engelen, der havde slukket sit lys, men alligevel bevaret en enkelt gnist eller to.
”Du var her ikke lige før! Hvor kommer du fra?”
”Hun … hun …” begyndte Svend, men englen afbrød ham vredt.
”Tak, jeg kan tale for mig selv.”
Hun gik hen og tog vogteren i hånden og så indtrængende på ham. Han rødmede dybere end man skulle tro, han var i stand til, og også Svend blev gloende rød i kinderne, han vaklede et par skridt frem for at trække englen til sig, men de to venner var ligeså hurtige,
og det blev dem, der trak, nemlig i Svend, som de holdt så fast som i en skruestik.
”Du vover at blande dig,” hvæsede Jerry, ”eller vil du blive siddende i det her forbandede hul til juleaften.”
”Nu kan De bare spørge mig ud, hr. bøddel. Jeg er villig til alt. Og jeg er aldrig før blevet forhørt.” Hun lagde sine bløde arme om hans hals og kyssede hans kind.
”Du har det vist ikke godt, min tøs.” Vogteren vred sig forlegen.
”Nej hr. bøddel, men vil De ikke nok hjælpe mig?”
”Hold dog op med at kalde mig bøddel!”
”De kaldte mig tøs!”
”Ja, det plejer jo ikke lige at være engle, vi burer inde.”
”Nåhhh … de er såmænd så vant til det.”
”Nu går vi to ud, så du kan komme af den der fjerdragt, den må være morderlig irriterende at slæbe rundt med.”
”Mere end De gør dem begreb om, hr. bøddel. Men vil De ikke hjælpe mig med at få den af.”
Uden et ord og trods Svends vrede tilråb trak han englen med sig ud og låste døren efter sig.
Tom og Jerry slap deres tag i Svend, og han sank om på gulvet – det var ikke til at se, om han græd, men jeg tror det.
Særlig længe varede det dog ikke, før lyset atter strålede i cellen om kap med englens lysende øjne.
”Nå,” det var det.”
Svend rejste sig og stod helt stiv foran hende.
”Jeg vil ikke høre om det,” sagde han med en halvgrødet stemme.
”Det må du selv om, men som du ser, beholdt jeg mine vinger, og englestøvet sidder der endnu.” Hun baskede med vingerne og stjernedrysset dryssede ud over cellens mørke gulv, hvor det lagde sig i et smukt funklende mønster. Så kastede hun nøglen hen til Svend, der tog sig sammen og fik åbnet cellens dør.
En halv time senere ser vi de fire igen og nu i en bil. Englen sidder ved rattet, Svend ved siden af hende, og bag i bilen har vi de to venner.
”Var det ikke fedt, at jeg stjal betjentens nøgler! Og at vi fandt hans bil.” Hun satte farten en smule op.
”Kunne du ikke sætte farten bare en smule ned! ”kom det indtrængende fra Svend, og vennerne var ikke sene til at slutte sig til hans bøn. Det her endte for pokker da galt, hun kørte jo som en jetjager flyver.
”Ihhhh … det her er meget sjovere end at flyve,” hvinede hun og trådte speederen helt i bund. ”Og jeg elsker fart.”
”Det gør vi andre også, men ikke den her djævlefart – det passer sig slet ikke for en engel, og vi skulle jo gerne komme levende til Jernhatten,” sagde Svend og lagde forsigtigt en hånd på hendes arm.
”Du kan da bare overtage rattet,” sagde hun stødt. Nej, det kunne han bare ikke, sagde han, for han havde ikke kørekort, og det havde de andre heller ikke.
”Det har jeg da heller ikke!”
”Det beroliger os ikke ligefrem.”
Som I vist kan regne ud, varede det ikke længe, før de ankom til Jernhatten. De satte bilen på parkeringspladsen lige før det store hvide hus, hvis græsplæne skrånede lige ned til havet. Ved stranden lå et bådehus og heldigt nok en jolle, som var trukket op på det lille stenrev, der dækkede stranden.
 

De tre unge mænd sad klistret til skærmen, hvorpå der flimrede en tekst frem, som de ivrigt slugte, mens de flittigt tog notater. Bag dem stod en urolig englen, som de ikke lige havde plads til ved skærmen, det ene øjeblik blegnede hun – i det næste tegnede der sig et næsten lykkeligt smil på hendes røde læber. Pludselig gav det et sæt i hende. Hun vendte sig om og fægtede med armene, som om hun vilde holde en angriber i skak.
”Lad mig være!” hviskede hun ud i luften, men da var det, som om usynlige hænder greb
hende og ligesom sugede hende ud af rummet. Ude på gangen blev hun trængt op i
en krog, og her faldt hun gispende sammen.
Hun løftede hovedet og så lige på Den Lede, der spærrede hendes udsyn.
”Gå din vej! Jeg har ingenting gjort.” Næsten råbte hun.
”Nej, det har du nemlig ikke, DIN LUREPASSER!” Satans stemme skurrede af had, og det var en af hans ækleste skikkelser, der nu tonede frem og lænede sig ind over hende, og næsten tog stemmen fra hende.
”Jeg har ikke lovet dig noget,” hviskede hun og holdt hånden op for ansigtet.
Satan skubbede hendes lille hånd til side og nev hende i den ene kind, mens han hvæsede: ”Men jeg har lovet dig noget.
Det gjorde så ondt, at englen begyndte at græde.
“Ja, dit tuderi hjælper ingenting, min pige. Men det må du selvfølgelig selv om. Hvis du virkelig foretrækker at spille artig resten af dit liv, så velbekomme, siger jeg bare,
men jeg havde nu indtryk af, at der var spræl i dig.”
”Du er tarvelig!”
”Ja, mildt sagt.” Han trak djævlekloen til sig. Der sad lidt blod på spidserne.
”Og du skal ikke bilde dig ind, at du kan få mig til hvad som helt,” sagde hun uden overbevisning.
”Mon ikke? Du er jo ingen dødbiderengel, er du vel?” Hun rystede på hovedet, og det var umuligt at se, om det var af skræk eller om hun gav ham ret. ”Nå, men vær du blot rolig, vi to forstår hinanden, det ved jeg. Og jeg kom blot for at advare dig imod de såkaldte ”gode gerninger” som jeg kunne have dig mistænkt for at udføre, blot fordi HERREN har hjernevasket dig og desuden lagt en vis portion dødvægt i din ellers så sprælske og levende karakter.” Han greb hende i kraven, men hun rev sig løs og styrtede ned ad alle trapperne, og han blev stående tilbage med den løsrevne krave i sin klo. Han kastede den fra sig og spyttede galde ud over den. Så var også han væk.
Men drengene var i mellemtiden blevet færdig med læsningen, og nu lo Tom en befriende latter.
”Du malede næsten Fanden på væggen før, og så er opgaven så enkel: vi skal blot finde en båd og så sejle ud til øen Hjelm og følge et kort. Det er jo Skatteøen uden pirater, mand!”
”Ja,” svarede Svend, ”hun overdrev, Den gode Fe. Det her er jo som en leg.”
En times tid senere kunne man se tre drenge gå søgende om fra båd til båd. Selv de allermindste joller var låste. De kunne ikke en gang finde en robåd.
”Vi bliver altså nød til at dirke en lås op. Hvad ellers?” sagde Svend og sprang op på kajen.
”Det kan vi sgu’ da ikke.” Tom så på ham.
”En leg, var det det, du sagde, Svend?”
”Vi er altså nødt til at finde en fyr, der kan dirke en lås op, hvem kan det?”
”At dømme efter aviserne, så hænger der fyre nok om i gaderne i Århus, som kan lave alverdens ulykker. Og for resten også gør det.”
De traskede op i byen, og allerede i en af de første gader så de en flok indvandrerdrenge stå og hænge ud. Hurtigt løb de derhen. Og standsede op lige foran flokken og var pludselig blevet mundlamme.
”Hvad fanden er I ude på?” En stor dreng skubbede til Tom, der stammede, at de bare lige ville høre, om der var nogen, der ville hjælpe dem.
”Dyp snablen et andet sted, moster,” kom det fra drengen, som nu knyttede næverne. De andre drenge fulgte trop, og pludselig stod vennerne foran en mur af knyttede næver.
”Kom, vi skrider,” sagde Svend og greb Tom i armen. Lidt efter gik de i en mørk gade, og her fik de øje på en dreng, der gik søgende fra bil til bil.
”Bingo,” sagde Svend. ”Ham der! Hej du der! Vil du tjene en hund?”
Drengen kom tøvende nærmere.
”Hvordan?”
”Du skal dirke en lås op.”
”Let nok.”
”Og du får en hund.
”To.”
”OK.”
”Tre.”
”Nu strammer du den.”
”Jep.”
”Kom med!”
De var kun nået halvvejs ude af havnen, da de hørte en motor bag sig. En lille båd
nærmede sig hurtigt.
“For pokker da også. Det er havnepolitiet. Hvad skal vi sige?”
”Øh … at vi skal ud og fiske.”
”Hvor er så lige vores fiskegrej?”
”Det … har vi øh … glemt.”
”Det lyder fint, men for pokker nu er de her. Vi må finde på noget.”
De nåede ikke et ord mere, før politibåden lå på siden af dem og beordrede dem til at standse motoren.
”Vi har lige fået en båd meldt stjålet.”
”Nå. Hvor mon den kan være henne?” Tom forsøgte at se uskyldig ud, og de to andre lagde også deres ansigter i de rette folder, men det hjalp ingenting, for nu sagde betjenten:
”Jeg ved, at det var jer. En dreng, som jeg stoler på, fortalte mig det.”
”Ham ka’ du overhovedet ikke stole på. Det var ham, der dirkede låsen op.”
”Det ved jeg, der var et øjenvidne, som så hele forløbet og fangede knægten og ringede os op. Så I kan godt vende kajakken og skifte den ud med kasjotten.”
Svend så bedende på ham. ”Det må De ikke gøre mod os, hr. betjent. Det gælder selveste verdensfreden.”
”Ha ha ha … verdens … ha ha ha.”
Jerry stillede sig op foran ham, ”men det er sandt nok. Vi er ude i en vigtig mission. Vi skal nemlig … øh … vi skal … faktisk … øh …”
”frelse verden,” tog Tom over.
Manden bukkede sammen af grin. ”Frelse verden”, lo han, ”den har jeg sørme ikke hørt før. Ha ha ha …”
”Jamen det er vel ikke forbudt? Tænk på Jesus!” sagde Tom og Jerry supplere: ”Ja, eller Harry Potter, hvis du bedre kender ham.”
Betjenten skiftede fra latter til vrede. ”Så er det nok. Blasfemiske er I oven i købet – I trænger virkelig til en straf. Ind til kajen med jer!”
 

 
Vi skifter ikke scene denne gang, men befinder os stadig på det lille studiekammer, og vi kan se, at Svend ikke er alene, heldigvis, han sidder sammen med sine bedste venner, og han har netop fortalt dem om alt det underlige, der er hændt ham i den seneste tid.
Pludselig rejste Svend sig og begyndte at trave op og ned ad gulvet, som han med et dystert blik gloede ned i.
”Hvornår er du færdig med at lege Christian d.2.?” spurgte Jerry og så irriteret på ham. ”Og du kommer ingen vegne ved at traske frem og tilbage.”
“Jeg kommer ingen vegne uden jeres hjælp.”
”Jo, men alt det ævl! Du er lige til at indlægge i en gummicelle.”
”Ja, og du siger jo selv, at det var ligesom i en drøm, ”forsøgte Tom.
”Englen var ingen drøm.”
”Mon ikke … bare en lille bitte smule drøm. Bevar mig vel, vi har alle sammen haft den slags drømme, de forsvinder, når du får en kæreste.”
”Nu kan I jo selv dømme.” Svend kiggede på sit ur. ”Hun kan være her når som helst.”
Pludselig veg al farve fra hans ansigt, og han begyndte at ryste. Vennerne så bekymrede på ham, men han syntes ikke at ænse dem. Jerry gik hen til ham og begyndte at ryste ham kraftigt. Skulle han mon ikke ringe efter en læge? Svend så på ham med et blik, som undrede han sig over, hvem Jerry egentlig var.
”Hallo! Det er mig, Jerry. Men hvad pokker går der af dig?”
”Sig mig, mærkede du ingenting? Kulden, der fór gennem rummet. Og så den uhyggelige hvislen … som fra en slange.”
”Du kan selv være en slange.”
Tom gik hen til dem, han havde taget sin mobil frem. ”Vi må skaffe hjælp til ham,
Jerry. Det her kan vi to ikke klare alene.”
Svend skubbede til vennerne og sagde: ”Det er så håbløst med jer. Gå bare jeres vej! Jeg må klare det her alene.”
I det samme skar et lys sig ind i kammeret og blændede for et kort øjeblik de tre unge mænd.
”Du er ikke alene.”
Det var englen, og nu slukkede hun det skarpe lys og lod blidere og varmere stråler strømme gennem rummet.
”Hun kom ikke ind ad døren,” sagde Jerry målløs. ”Jamen, det gjorde hun altså ikke.”
“Er du virkelig virkelig?” spurgte Tom og stirrede på hende, ”eller er vi et skingrende skørt trekløver, der bør indlægges straks? Og de der vinger, hvad er de lavet af?”
”De er lavet af det stof, drømme er gjort af. Men vi skal ikke snakke om mine vinger, men om tiden. Vi har ikke for meget tid, og inden vi ved af det, er det jul.”
”Nu lyder du som min mor,” kom det fra Tom.
”Og som min,” supplerede Jerry. Svend sagde ingenting. Han stod sært fortabt i den varmt oplyste stue.
”Hvis I ikke tager jer sammen, når vi det aldrig!”
”Ordret min mors ord. Hvad pokker er det egentlig, folk tror, de skal nå inden juleaften? De fiser rundt og hyler op. Som om Fanden var løs,” sukkede Tom og gik helt hen til englen og rørte ved hendes vinger.
”Men det er jo det, han er,” sagde det sære væsen.
”De virker nu meget naturtro, det må jeg sige, og så det nummer med pludselig at stå der og lyse. Det trick ku’ du optræde med.”
”Måske er der et gran af sandhed i din fortælling, Svend,” sagde Jerry med en alvor i stemmen, som var ny for ham. ”Jeg begynder at tro det.”
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, men jeg tør ikke lade dig være ene med den sære snegl af engel.” Tom stillede sig ved siden af Svend og så kampberedt ud.
”Så kan jeg altså regne med jer?” Svend lyste op.
De nikkede. Pludselig gled der atter et mørke over Svends ansigt. ”Feen fortalte mig, hvad jeg skal gøre, og det lyder fælt, og jeg er ingen helt, bare en helt almindelig studerende i Århus.”
”Du er ikke spor almindelig,” sagde englen.
”Hør så her, alle tre! I nat vil jeg modtage en besked om, hvor vi skal finde det første klenodie.”
”Som er …”
”Et anker.”
”Det kan ikke være så svært, havnen vrimler med dem.”
”Vi skal finde A N K E R E T.  Det tabte håb.”
”Den er vi med på, ikke Jerry?”
Jerry nikkede, men englen rystede energisk på sit kønne hoved.
”Det går aldrig an,” sagde hun, ”det er Svend og kun ham, der er den udvalgte, og desuden: jeg står ved hans side.”
”Det gør vi også – væn dig lige til den tanke, moster!!!”
”Ja, eller flyv op til Vorherre og bed om godt vejr.”
Englen knejsede og så koldt på de to venner. ”Det her er ingen leg, og jeg er ingen mariehøne. Husk lige det! Det er dødelig alvor.”

Svend sov. Han trængte jo også til at hvile ud efter de mange sindsbevægelser, men alligevel syntes det, som om uroen ikke havde sluppet sit tag i ham, for han kastede sig frem og tilbage i sengen som i feber, og lige med et begyndte han at tale, og stemmen var en lille drengs.
”Gå væk! Lad mig være! jeg vil ikke,” jamrede han forvildet, men nu blev der lyst om hans
seng, og Den gode Fe viste sig ved hans hovedgærde. Hun lagde en kølig hånd på hans pande og ventede på, at han skulle falde en smule til ro. Det gjorde han, men fortsatte sin snak og stadig i en slags febervildelse.
”Jeg drømte, mor.”
Hun bøjede sig over ham og kyssede blidt hans pande. Så hviskede hun: ”Så, så, så, sov nu blot videre, mit barn, Guds Engle står vagt om din seng.”
”Jeg ved det nok, mor. Men der var ingen engle i min drøm. Kun mørke og angst, og om mine fødder snoede Slangen sig, og den trak mig dybere og dybere ned i afgrunden, og dernede druknede jeg i Ondskabens Hav.”
”Du skal ikke være bange, min dreng. Lyset er stærkere end mørket.”
”Men jeg er bange. Hører du! Jeg døde jo.”
”Det var kun en drøm. Og du lever.”
Atter kastede han sig uroligt om i sengen, mens hans stemme peb: ”Jeg kan ikke se dig, mor.”
Hun bøjede sig atter ind over ham og sagde med høj røst: ”Jeg er ikke din mor.”
Det gav et sæt i ham, og han fór op og stirrede med stive øjne på Feen.
”Hv … Hvem er du?” stammede han og gned sine øjne.
”Jeg er Den gode Fe,” sagde hun.
”Åh … men dig kender jeg godt. Øh … eller kendte … men det er så længe siden.”
”Ja. Men nu er jeg her. Og jeg har brug for dig. Menneskene har brug for dig.”
”Hvad mener du?”
”Menneskene har mistet TROEN, HÅBET OG KÆRLIGHEDEN.”
”Nu tager du da vist munden fuld, hva’? Men jeg forstår ikke rigtig, hvordan jeg passer ind i det der fine selskab.”
”Det er dig, der skal forvandle dem fra tingshungrende indkøbsdyr til varme og levende mennesker,” sagde hun og så ham fast ind i øjnene.”
”Mig? Hvordan?”
”Du skal finde De forsvundne Klenodier.”
Det gav et sæt i Svend, og nu var han helt vågen. ”Du taler om klenodier? Det gjorde hun også. Og De forsvundne Tegn? Sådan kaldte hun det også. Men jeg forstår ikke … ”
Men nu var det Feen, der fór sammen, og hun greb ham hårdt i armen. ”Hvad siger du? HUN! Hvilken hun?”
”Min skytsengel. Ja, det kaldte hun sig altså.”
”Hvor er hun nu?”
”Det ved jeg ikke. Det blev pludselig for meget. Jeg kan ikke forklare det. De sære ord, hendes varme læber, øjnenes trylleri, hendes bløde krops varme bølger. Alt det skyllede som en tsunami  ind over mig. Jeg mistede totalt fatningen og lod mig rive med.”
”Hvad sagde hun?” kom det strengt fra feen.
”Jeg husker ikke alt, men det var om noget, som var blevet borte.”
”Og hvad så mere?”
”Ikke mere. Jeg blev så umådelig træt og faldt i søvn.”
”Men nu er det slut med at sove. Hører du!” Hun slap ikke sit tag i ham. ”Du skal være meget vågen. Og måske skal du også vogte dig for englen – du ved jo ikke, hvad der bor i hende.”
”Jeg forstår ikke et hak.”
” Du må ikke lade HENDE blive målet for din stræben!”
”Min stræben. Altså, helt ærligt!”
”Husk: du har en OPGAVE!”
” Det behøver du ikke minde mig om, den har plaget mig hele efteråret. Afleveres inden 1. februar!!!!”
”Du har en livsopgave.”
”En hvad?”
”E N  L I V S O P G A V E.
“Hold da op!”
“Jeg har jo sagt det: du er DEN ENESTE, der kan frelse verden.”
”Hvor vil du hen?”
”Eller foretrækker du virkelig døden frem for livet?”
”N … nej.”
”Så må du finde Klenodiernes skjulested før Den Onde får fat i dem.”

To af djævlene ankommer omsider til jorden. Englen er blevet en smule flosset. Vingerne er i uorden og hun bløder og er ligbleg, for når der går hul på en engel, er det et sørgeligt syn. De to skumle fyre kaster hende skødesløst fra sig og begynder en djævledans omkring hende. Den ene djævel stikker til hende med sin fork, og den anden river vredt våbnet fra ham, og nu udspiller følgende samtale sig imellem dem:
”Hvad bilder du dig ind? Giv mig min fork tilbage!”
“Nej, vi må ikke pine hende!” Han holder forken omme på ryggen.
“Hvem må så?”
”Ingen”
”Hvad må vi så?”
”Ingenting.”
”Så gider jeg ikke være med!”
”Vi er heller ikke med!”
”Hvad er vi så?”
”Til grin.”
”Hvorfor det?”
”Han tror ikke på os.”
”Hvad skal det sige?”
”Det ved jeg ikke.”
”Er du dum?”
”Det tror jeg nok.”
”Kom. Vi skrider!”
”Går det an?”
”Mon ikke?”
”Det ved jeg ikke.”
”Kom! Vi skrider!”
”Okay.”
”Hvad?”
”Okay, siger jeg bare.”
”Det lyder flot. Okay! Okay! Okay!
”Ja ikke. Okay! Okay! Okay! Okay! Okay! Okay! Okay!Okay!
Skrålende for fuld hals forsvinder de i det blå, og i det samme vågner englepigen og ser forskrækket op og ned af sig selv. Hun prøver at bringe sin forliste englepragt en smule i orden, så først ser hun sig om. Med kurs direkte mod hende kommer en fodgænger. Englen farer hen til hende, tager hende i armen og ser bedende på hende.
“Hvor er jeg?”
Forgængeren vrister sig fri og ser med uhæmmet foragt på det ilde tilredte pigebarn, der står der og dingler foran hende.
”Er du fuld eller hvad?”
”Nej, jeg er bare faret vild?”
”Man farer sgu’ da ikke vild midt i Århus!”
”Århus? Åh, tak. Så skal jeg bare finde en, der hedder Svend.”
”Det er der nok et par stykker, der hedder.”
”Jamen. jeg skal bare finde en.”
”Du er skør. Hvad laver du i decemberkulden i den der mundering? Har du været til julemaskerade?”
”Til … hvad?”
”Fest!”
”Jeg har aldrig været til fest. Kun lovsangsaftner for Herren.”
”Hmm …?”
”Der, hvor jeg kommer fra, findes kun kildevand og kærlighed.”
” Ha ha ha … du er god, hvad?”
”Ja, det er faktisk min natur. Siges det.”
”Nå, jeg skal videre. Held og lykke med ham der Svend.”
”Tak, det får jeg brug for.”
Hun ser sig om. Der er flere opgange. Men hvilken er den rette? Hun begynder lidt planløst at råbe SVEND! uden at han dog derfor kommer ilende. Men da hun udmattet holder inde, træder han lige ud fra den nærmeste gadedør. Han ser forbavset på englen, der har samlet sig lidt og bragt sine fjer i orden og glattet sit smukke hår.
”Hvem i alverden er du?”
”Er du Svend?”
Han studser og tager hende nærmere i øjesyn. ”Det kan godt være. Det kommer an på så meget. Hvad vil du mig?”
”Bor du der?” Hun peger på gadedøren bag ham. Er helt fattet nu og ser intens på ham med sit engleblik.  Han synes at blive en smule svimmel og svarer som i trance. ”Ja.”
”Godt. Så går vi ind!”
”Gu’ gør vi da ej.”
Hun tager hans hånd. Den føles kølig, mens hans egen bliver brændende varm. Pludselig er det, som om han på én gang står omspændt af flammer og samtidig føler en indre brise risle gennem blodet. Det er slet ikke ubehageligt, og med pigen i hånden går han tilbage til
kammeret.