Jeg gik i gamle arkiver i dag og fandt børnenes tegninger frem. Her er en engel, tegnet af Mette, og måske ligner den ikke englen i vores historie, men det skulle ikke undre mig, om der dog er mange ligheder. Se lige rigtigt på hende!
tegnet af Mette ca.1977
 
13. december:
Til at begynde med var det blot en svag rødmen langt ude, hvor hav og himmel mødtes, men lidt efter lidt steg solkuglen op og spredte sine lange, brede purpurstråler ud over himmel og hav længere og længere ud, indtil alt flammede i rødt. Vinden havde lagt sig, og de fire unge mennesker rørte sig heller ikke, de sad helt stille og så på naturens trylleri.
”Hvor er det smukt,” brød Svend tavsheden, og englen sukkede dybt, så nikkede hun og sagde: ”Ja, den slags forstår han sig på, Den Gamle. Det må man lade ham.”
Nu vil vi et øjeblik forlade vore tre helte og englen, og imens kan de så ro ud til øen, og der finder vi dem nok igen, vil jeg tro. Men lige nu skal vi en tur til Helvede og se, hvad Fanden tager sig til. Ved han, at han har været nær ved at vinde? Vi finder straks det uhyrlige monster, som han jo er, og han er netop i færd med hvileløst at trave henover helvedesgulvets glas og gløder. Av – råber han ind imellem, men han ligger jo som han har redt, så vi ynkes ikke over ham. Hov! Nu åbner han munden og vi kan snart blive klogere på hvor meget han ved. Vi lytter:
Fyrsten vendte sig mod de tre djævle, der nævenyttige var mødt frem i håb om en særlig ond medfart til alle andre end lige akkurat deres egen behårede og langhalede skikkelse.
“Har I hørt det?”
”Hvad?”
”Den lumske fjerbisse.”
”Fjerfisse?
”Bisse!”
”Vi må skride ind!” hvæsede Fanden og greb den nærmeste i halen og vred den rundt.
”Skide ind!” Vrælede den lille forvredne djævel, som altså ikke engang kunne tale rent.
”Vi behøver hjælp. Og fra en som er stærk. Og som ikke er til at lide på!”
”Ikke til at skide på! Hylede Den lille sorte Satan, mens Den store stygge Ditto svingede den rundt og pludselig slap den, så den fløj gennem luften og landede i stegegryden. De andre djævle slikkede sig om munden og glemte at lytte af bar forventning.
”Har I forstået!!!” brølede Den sorteste, og de små djævle hviskede i kor deres lille beklemte ”n . ..e … j…”
”Vestenvinden selvfølgelig! Hvem ellers! Hent ham fluks!”
En lille djævel smiskede foran ham og gjorde tegn til at kysse hans kløer, men de rev hans sorte ansigt til blods, og mens blodet silede ned over de uredte og snavsede djævlehår på den lille toppede mave, slyngede han atter ordren ud og mødtes med en knurrende
tavshed. Et øjeblik syntes han at tøve, så brølede han: ”GÅ MOD VEST OG FANG
HAM I EN STORM!!!”
”Altså i flagrant déli,” kom det fra en djævel, som ikke uden udbytte længe havde huseret ved Sarkozys franske hof.
”Af sted! March!!!”
I mellemtiden tegnede alt så lyst for vore venner, der stadig roede mod Hjelm. Englen var begyndt at fryse i sin tynde fjerdragt, men Svend havde åbnet sin store duffelcoat og hun havde puttet sig hos ham, og med saligt suk faldt hun i søvn. Svend havde aldrig været mere vågen og sjælden mere lykkelig. Han sad og holdt om den skrøbelige skikkelse og ønskede blot, at Hjelm var en langt fjernere ø, så turen derud kunne vare rigtig længe.
Men pludselig ændredes alt. På et splitsekund forvandledes det blanke hav til et rasende og frådende uhyre. Det var Vestenvinden, der fór hen over det. Årerne flåedes ud af drengenes hænder, og det så voldsomt, at blodet randt. Alle fire trimlede om i båden og lå skrigende og klamrende sig til hinanden, mens kaskader af vand styrtede ned over dem.
Langt fra dem sad Den Onde og lo.
Pludselig skar englens stemme gennem storm og skrig:
”Jeg er her jo,” næsten brølede hun, og det varede en rum tid, inden ordene gik op for de tre andre.
”Ja, men det er sandt! du kan jo flyve!” Råbte Svend.
”Ja, jeg kan.”
”Men vil du så hjælpe os?”
”Det har jeg jo sagt,” bed englen ham af – ”hvis du ellers gider slippe mig!” Hun lå stadig halvt inde under duffelcoaten, og Svend var ikke hørt om med at klemme hende tæt ind til sin egen sitrende krop.
”Ja,” råbte han, ”det har du sagt, men pludselig var der en anden stemme, jeg ved ikke hvor den kom fra, men den sagde, at du var en forræder.”
”Den stemme kender jeg.”
”Men er du så med eller imod os?”
”Det rager ikke dig!!” Hun viklede sig ud af hans arme og klamrede sig til rælingen, mens hun brølede hun ned mod ham: ”Du skal ikke bestemme over mig!” Og pludselig spredte hun vingerne, viftede voldsomt med dem, og så var hun borte.
”Hun flyver efter hjælp,” råbte Jerry, som klamrede sig til Tom.
”Nej, det tror jeg ikke. Hun var så ædende sur.”
”Det er også dig! Hvorfor skal du altid tirre hende?”
”Åh, men hun er ikke til at stole på, så meget har jeg da fundet ud af.” Mere nåede han ikke at sige, før en voldsom brådsø væltede ind over dem, båden kæntrede, og straks åbnede havet sit gab og slugte dem, og Vestenvinden tog flugten, og havet blev atter så roligt som et sovende barn. De tre venner dukkede op en efter en og klamrede sig til den kæntrede jolle.
Jeg er ked af, at vi må forlade dem i denne håbløse situation. For vandet var iskoldt, og de havde sandt at sige ikke en chance.