Svend sov. Han trængte jo også til at hvile ud efter de mange sindsbevægelser, men alligevel syntes det, som om uroen ikke havde sluppet sit tag i ham, for han kastede sig frem og tilbage i sengen som i feber, og lige med et begyndte han at tale, og stemmen var en lille drengs.
”Gå væk! Lad mig være! jeg vil ikke,” jamrede han forvildet, men nu blev der lyst om hans
seng, og Den gode Fe viste sig ved hans hovedgærde. Hun lagde en kølig hånd på hans pande og ventede på, at han skulle falde en smule til ro. Det gjorde han, men fortsatte sin snak og stadig i en slags febervildelse.
”Jeg drømte, mor.”
Hun bøjede sig over ham og kyssede blidt hans pande. Så hviskede hun: ”Så, så, så, sov nu blot videre, mit barn, Guds Engle står vagt om din seng.”
”Jeg ved det nok, mor. Men der var ingen engle i min drøm. Kun mørke og angst, og om mine fødder snoede Slangen sig, og den trak mig dybere og dybere ned i afgrunden, og dernede druknede jeg i Ondskabens Hav.”
”Du skal ikke være bange, min dreng. Lyset er stærkere end mørket.”
”Men jeg er bange. Hører du! Jeg døde jo.”
”Det var kun en drøm. Og du lever.”
Atter kastede han sig uroligt om i sengen, mens hans stemme peb: ”Jeg kan ikke se dig, mor.”
Hun bøjede sig atter ind over ham og sagde med høj røst: ”Jeg er ikke din mor.”
Det gav et sæt i ham, og han fór op og stirrede med stive øjne på Feen.
”Hv … Hvem er du?” stammede han og gned sine øjne.
”Jeg er Den gode Fe,” sagde hun.
”Åh … men dig kender jeg godt. Øh … eller kendte … men det er så længe siden.”
”Ja. Men nu er jeg her. Og jeg har brug for dig. Menneskene har brug for dig.”
”Hvad mener du?”
”Menneskene har mistet TROEN, HÅBET OG KÆRLIGHEDEN.”
”Nu tager du da vist munden fuld, hva’? Men jeg forstår ikke rigtig, hvordan jeg passer ind i det der fine selskab.”
”Det er dig, der skal forvandle dem fra tingshungrende indkøbsdyr til varme og levende mennesker,” sagde hun og så ham fast ind i øjnene.”
”Mig? Hvordan?”
”Du skal finde De forsvundne Klenodier.”
Det gav et sæt i Svend, og nu var han helt vågen. ”Du taler om klenodier? Det gjorde hun også. Og De forsvundne Tegn? Sådan kaldte hun det også. Men jeg forstår ikke … ”
Men nu var det Feen, der fór sammen, og hun greb ham hårdt i armen. ”Hvad siger du? HUN! Hvilken hun?”
”Min skytsengel. Ja, det kaldte hun sig altså.”
”Hvor er hun nu?”
”Det ved jeg ikke. Det blev pludselig for meget. Jeg kan ikke forklare det. De sære ord, hendes varme læber, øjnenes trylleri, hendes bløde krops varme bølger. Alt det skyllede som en tsunami  ind over mig. Jeg mistede totalt fatningen og lod mig rive med.”
”Hvad sagde hun?” kom det strengt fra feen.
”Jeg husker ikke alt, men det var om noget, som var blevet borte.”
”Og hvad så mere?”
”Ikke mere. Jeg blev så umådelig træt og faldt i søvn.”
”Men nu er det slut med at sove. Hører du!” Hun slap ikke sit tag i ham. ”Du skal være meget vågen. Og måske skal du også vogte dig for englen – du ved jo ikke, hvad der bor i hende.”
”Jeg forstår ikke et hak.”
” Du må ikke lade HENDE blive målet for din stræben!”
”Min stræben. Altså, helt ærligt!”
”Husk: du har en OPGAVE!”
” Det behøver du ikke minde mig om, den har plaget mig hele efteråret. Afleveres inden 1. februar!!!!”
”Du har en livsopgave.”
”En hvad?”
”E N  L I V S O P G A V E.
“Hold da op!”
“Jeg har jo sagt det: du er DEN ENESTE, der kan frelse verden.”
”Hvor vil du hen?”
”Eller foretrækker du virkelig døden frem for livet?”
”N … nej.”
”Så må du finde Klenodiernes skjulested før Den Onde får fat i dem.”