Spirbakken – det var her, Harry Søiberg gik strandvagt. Den dag, vi gik turen fra Gammel Skagen og til Spirbakken var det stille og fredeligt vejr.
Som man kan se, hvis man går tilbage i kategorien “Hjemstavnsroman” så er Harry Søibergs fortællinger fra Skagen behandlet i et af de tidligere indlæg. Her kommer nu et lille erindingsglimt fra bogen: “Skagen” en antologi udgivet i anledning af Skagens Biblioteks 100-års jubilæum i 1969:
Kort om Harry Søiberg: han levede fra 1880 – 1954 – skrev bla, folkelige fortællinger med temaer fra livet ved Vestkysten og Skagen. Boede i Skagen i sine sidste år.
“Der er ligesom et stedse rindende Væld i os eller et stof af selve Hjemstavnen, der befolker os og fører os fra de fjerneste Egne til de hjemlige Steder. Mange Gange har jeg genskabt i mit Indre det smalle Land deroppe, som strækker sig ud i Havet, saa lavt, at naar Havet staar paa i en Storm, er det kun til at øjne som en Taagebanke i Søen.
Hvem kender ikke den Følelse, at et Navn bliver til et Digt, Skagen, dette Sted, der for saa mange har været en Verden, der fik Evner til at vokse.
Efteraarsvejret er begyndt. En Dag kommer Havvinden, skurende mod den vestre Gavl. I Ugevis kan den blive ved, den fører en Larm med sig fra Brændingen, der vælter ind i Havstokken. Den kommer ligesom springende ud fra de sidste Bakker, gennem Lyden har man en Fornemmelse af et Legeme, fantastisk, hylende, fyldt af vild Styrke.
Et Øjeblik kan der blive stille midt i Larmen, saa har Vindstødet naaet Gavlen, som den tørner imod med et Pres, der tiltager, saa Muren staar spændt og truer med at give efter. Et Nu slapper den sit Tag, saa rejser den sig igen og bliver ved at tiltage en lang Stund. Om Nætterne kan Sindet gribes af Angst for, at det er selve Havet, der kommer over Landet.
I disse Nætter tager Strandvagten sin Tørn langs Havkanten, to ludende Mænd, der vader frem ligesom med Tove spændt over deres Skuldre, slæbende paa en ubegribelig Byrde. Til Tider sidder de fast i Vindstødene som i en Kløft, til de pludselig slippes løs og er ved at falde fremover.
Naturens Kræfter er som en Gud, der gør Menneskenes Magt ringe. En saadan Nar kan det hænde, at Budskabet kommer til Husene, at det blusser paa Havet …. den, der blot har oplevet det en Gang, bliver paa mange Omraader visere end forhen.
Jeg husker en saadan Stormnat, hvor jeg selv fulgte med Strandvagten fra Gl. Skagen til Spirbakken, en Milsvej vesten for Byen. Vi var tre Mand, kl. 6 i Mørkningen gik vi hjemmefra. Grunden til, at jeg fulgte med Strandvagten, var, at der en Ugestid før var strandet en Skonnert ved Spirbakken, som ikke var blevet observeret. Den var drevet i Land ved fire Tiden om Eftermiddagen, under en Orkan af Norost med Snebyger, og først næste Formiddag ved elleve Tiden kom Redningsbaaden til Stede. I 17 Timer stod dette Fartøj klods imod Land, knap et Stenkast ude, uden at blive observeret af Strandvagten, der i Løbet at Natten havde passeret Stedet flere Gange. Kun en Mand af Besætningen kom i Land og blev fundet oppe i Klitplantagen i hjælpeløs Tilstand.
Vi var Mænd i vor kraftigste Alder, men til Tider kom Vejret med en saadan Styrke, at vi maatte opbyde al vor Kraft for blot at blive staaende. Det var, som om vi sad fast i en sejg Masse uden at kunne flytte Arme eller Ben. Havet var steget som en Stormflod, sine Steder laa Havsprøjtet i Meterhøje Lag to til tre Hundrede Alen op i Landet. Havet kom væltende ind mod Brinken af Havbakkerne, saa hele Styrtsøer fløj ind over os, som stod vi i Stævnen paa et Skib, skønt Brinkerne kunde være 20-30 Alen høje. Det var vor Opgave at holde os ude langs den yderste Kant af Klitterne for at have Udkik over Havet, en Mil skulde vi kravle fra Klit til Klit mod en Storm, der havde en Vægt, som bar vi en Mand paa vor Ryg.
Stormen rev en saadan Sandmasse med, at Luften bogstavelig talt var bare Sand, baade Øjne og Næse stoppedes til, det kom med en Styrke, saa Ansigtshuden ligefrem skuredes af. Sine Steder blev vi drevet væk fra Havet, halvkvalte, og maatte smide os i Læ bag en Klit oppe i Landet for at puste ud og komme til Kræfter, før vi paany kunde arbejde os frem. Var der kommet en Stranding den Nat, vilde det skyldes et Tilfælde, om det var blevet observeret. Fire Timer var vi om at tilbagelægge denne Mil, og det sidste Stykke af Vejen maatte vi kæmpe som halvdøde Mænd uden anden Tanke end blot at naa frem.
Om Vinteren kan Himlen være dækket af Skyer saa længe, at det forekommer en, at Solen aldrig skal skinne mere. Landet er gravet ned i Mørke, blot et Stykke borte ligger Skylaget saa tæt ved Jorden, at man fra de nærmeste Høje synes at kunne række til Himlen. I disse korte, mørke Vinterdage ser man kun det røde Lys brænde bag de smaa Ruder, medens en Stilhed naar ud til en inde fra Husene.
Saa pludselig i Eftermiddagens Skumring befolkes den lange Gade, Mænd, Kvinder, Gamle, Unge, kommer ud af Husene, næsten alle sortklædte, Mændene i svære Klæder, Kvinderne ofte med sorte smukke Sjaler med Silkefrynser. I Hænderne bærer de Salmebogen og Bønnebogen fremme, over Ansigterne ligger noget ubevægeligt, der gør Udtrykket strængt. Det er Befolkningen, der gaar til Kirken eller til Missionshuset.
Solen har været helt nede i Sydvest bag Bakkerne, hvor dens røde Ild har glødet i de korte Vinterdage. Vinteren har været en lang Rejse gennem Uger af graa, tunge Dage. Men en Dag begynder Lærkerne pludselig at synge, og Havet bliver stille. Ikke et Sted kan man færdes uden at høre Tonerne ringle ned gennem Luften. Skyggen af Husene strækker sig sønden ud over Markerne, medens den nordre Mur ved Aftentid begynder at lyse lang Vej med skinnende Farver. I Ruder, hvor Maaneder ikke en Solstraale er faldet, der flammer nu den røde Solild, som bliver hele Landet vendt fra Syd mod Nord. Ofte kan en enkelt Sky være hele Dagen om at naa ud af Syne, eller en Byge trækker op med Regnen slæbende efter sig hen over Havet og Landet. Mellem de vintergule Straa begynder det grønne at gro, og Grønsværet faar sin frodige Farve.
Faarene hentes hjem fra Klitterne, hvor de har gaaet Vinteren igennem, da Lammetiden er inde. Hver Dag bringer nye smaa Lam til Verden, og dette spædbarnagtige Lammebræg omkring Husene er Foraarets sikre Bebuder herude paa Kysten. Det høres fra alle Kanter, og rundtom paa Hjemmemarkerne gaar Moderfaarene lubne og uformelige i deres Vinteruld, der begynder at løsne sig og hænge i Taatter, nu Solvarmen er kommen.
Foran mit Hus strækker sig en stor Slette, en Sandmark, der nu er tilgroet og jævnet af Vestenvinden. Derfra kan man se Grenens Fyr og Højens Fyr og det røde Lys fra Revets Fyrskib blinke. Ved Vintertid er denne Slette en aaben Vej for Snestormene, naar de staar Nordost ind fra Havet. Nu ligger den under en solblændende Himmel, der strækker sig saa vidt og hvælver sig saa højt, at det overskuelige Land bliver forunderligt lille. Der gaar nu Fugletrækkets Vej ved Dag og ved Nat. Derfra sætter de flyvende Skarer ud over Havet til Nabolandet i Nord, som ligger gemt nede bag Havrundingen.
I Foraarsnætterne kan dette vældige Rum fyldes saa pakkende tæt af Fugleskrig, at det lyder, som om det er alt Jordens Liv, der er paa Vandring.
Vesten for Byen strækker et øde og vildsomt Klitland sig langs Havet, hvor ikke en Gaard eller et Hus findes, for Øjet har der ikke været andet Liv derude end nu og da en flygtende Hare, en sky Ræv eller et enligt omstrejfende Raadyr. Nu ligger dette Landskab solbeskinnet, de mørke Høje er blevet lyse, og de lyngklædte Sletter minder om blinkende Vandflader. Ude over Sivene tumler Viberne sig i bratte kast, og ved Aftentid kan man høre de første Frøer kvække, medens luften krydres af lune Dufte af Paars og Graaris.
Paa disse Dage bliver der Travlhed paa Havet, fra Nordhav og fra Sønderhav hamrer Fiskerkutternes Motorer deres Slag ind over Landet. Og saa en Dag staar pludselig Fiskerflaaden ind, jeg saa den en Aften komme, det var, som en Eventyrby dukkede op af Havet. Længe før Lanternerne var til at øjne, saa man det lysne i Mørket over Havet ligesom Lysskæret, der kastedes mod Himlen fra en By. Og kort efter kom denne Hærskare af grønne og røde og hvide Lanterner op over Havrundingen, som var det en festsmykket Stad, der kom sejlende ind.
Og saa er de lyse Nætter inde, Skagens lyse Nætter, hvor Solen kun for en kort Stund dukker ned bag Havfladen i Nord, medens Himlen bliver ved at lyse og rødme fra Solnedgang til Solopgang. Man kan ligefrem se Dagen staa derude bag Havet og vente, ikke længere borte end man synes at kunne ro derud i en Baad.
