Fri os fra det onde

Udgivet den 13/09/2020 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fri os fra det onde

Det onde og det gode. Det er for de fleste af os genkendelige størrelser, og når vi møder dem, er vi aldrig i tvivl. Vi vil helst møde det gode. Vi vælger kysset frem for øretæven. Og så glemmer vi, at kysset kan været et Judaskys, og øretæven kan være fortjent.

Det lyder banalt, men det er det modsatte. Det er så kompliceret, som det kan være, og det er vel derfor, vi så ofte går vild på vejen mellem godt og ondt.

Ondskaben er i os selv, i hver eneste af os, men vi genkender den ikke altid, og når den udspringer i vore egne hjerter, giver vi den skyndsomt andre navne. Det Onde skal være noget uden for os selv , noget hos ”de andre”. Så er den forsagbar. Så kan vi se fjenden, så kan vi angribe ham uden at såre os selv.:

Vi kan forsage Djævelen =det onde.

Projektion kalder Freud det.

Vi taler om, hvor ond Putin er, hvor ond Erdogan er, hvor ond Trump er, hvor ond Lukasjenko er … og alle de andre … Hitler og Stalin og Nero … ondskaben taler til os op gennem historien. Og når vi “forsager Djævelen og alle hans gerninger”, så er det altid ham uden for os selv, vi mener, ham, som vi lige så vel som Julenissen og Englen har givet en genkendelig skikkelse, og så vi ikke er i tvivl, for vi har givet ham skikkelse:. Onde øjne, horn i panden og en fork i næven. bVi laver billleder af engle og djævle, og vi genkender dem og ved, hvem der står for det onde og hvem for det gode. Hvem, der hører hjemme i Himlen, og hvem Gud forviste til et liv i Helvede. Guds engle og Hells angels.

Hvem kan tage fejl.

Det kan vi.

Og det gør vi. Igen og igen.

Inderst inde ved vi godt, at de to arter er nært beslægtede, og at vi alle er børn af begge. Vi har alle noget engleligt og noget djævelsk i vort dna. Og det kan vi så projicere ud på Putin eller Hitler og Erdogan og hvem vi ellers elsker at hade.

Vi kunne måske også tage kampen op hjemme i vores eget hus = hoved, hjerte eller hvilket organ, vi nu placerer djævelskabet i?.

Herunder er par engle tegnet af mine børnebørn Alexander og Cecilia. Begge handler om englenes fald. Derved blev de jo til djævle. Eller til os?

Kokholm 40 – den vordende roman: Lise og Christen

Udgivet den 30/08/2020 af marianne

Svar

Ja, men det kommer den virkelig til at hedde,“Lise og Christen” hvis ikke en eller anden sparker mig hårdt over skinnebenet og nedlægger en protest af forargelse over så uoriginal en titel. Men det er de to personer, der står i centrum af romanen, det er deres brydsomme og usædvanlige livsbaner, der formes af mine fingre hen over et tastatur, der finder sig i alt.

Og når kun deres fornavn figurerer, så er det måske for at understrege, at dette ikke er en “saglig” tekst som øser alt sit materiale op af arkivernes dunkle dyb og sære afkroge, men som forsøger at fange menneskene i deres egen følsomme eksistens. Hvilket er umuligt, og derfor er denne bog som alle historiske romaner, det umuliges kunst. Det gør ingenting, sålænge det vedbliver at være kunst.

Det er en tekst, som har til formål at følge i de spor, som inspirationen afsætter i hovedet på mig og som sært nok ved at finde vej til papiret (harddisken) og blive til ord, der til sammen danner det mirakel, som enhver roman er.

Herunder vil jeg sætte bogens forord, så kan du selv (måske) få en fornemmelse af, hvad det alt sammen handler om:

Forord:

For et par år siden landede et stort arkivmateriale på mit bord: Der var billeder, breve, dagbøger og artikler, alt sammen tilhørende Lise Troldborg, et oldebarn af den Elisabeth Houkjær, der sammen med sin mand Christen Kokholm, grundlagde Kokholms Hotel i Kandestederne. Lise Troldborg mente, at jeg måske kunne bruge materialet. Det kunne jeg.

Elisabeth og Christen fik syv børn, og en stor del af arkivet består af breve til og fra de forskellige familiemedlemmer. Der er imidlertid mange andre breve i samlingen, f.eks. en del fra skuespillerne Poul Reumert og Thorkild Roose. Også andre kendte kunstnere fra tiden er repræsenteret i samlingen, alle med det til fælles, at de har boet på Kokholms Hotel og er vendt tilbage år efter år. En del mindre skrivelser til Elisabeth Kokholm fra medlemmer af Kongehuset finder man også i samlingen.

Jeg valgte at skrive en roman af flere grunde, men måske mest, fordi der allerede er skrevet bøger i sagprosa om Kandestederne. 1990 udkom en antologi, der bredt fortæller om livet og naturen på egnen, dog langt hen set med gæsteøjne: ”I begyndelsen var lyset,” udgivet på Gyldendal. En gæstebog altså. Og senest udkom en bog skrevet af Bent Hardervig om de tre hoteller i Kandestederne: ”hvad stuepigerne fortalte”.

Jeg ville skrive om den tid, der gik forud for hotellerne, og om de folk, der levede på egnen, inden der kom turister og det hele blev forvandlet til et paradis for det højere borgerskab og kendte kunstnere. Den skulle handle om dem, der ikke blev kendte eller rige, men som skabte grundlaget for de kendte og riges glade ferieliv.

Jeg har forsøgt at komme tæt på den virkelighed, der var deres, men jeg har mest lært dem at kende gennem deres breve, dagbøger og anekdoter fortalt i min barndom. Og naturligvis ved at studere lokalarkiver, kirkebøger og folketællinger.

Vil man gerne læse bøger om de samme mennesker, skrevet af forfattere, der i sin tid færdedes personligt i miljøet, kan jeg henvise til Erik Bertelsens ”Harboørfolk” og Harald Søibergs bøger om Skagensfolk.

Når man forvandler levet liv til fiktion, kommer man uvægerligt i et dilemma. Man skal forsøge at holde sig til sandheden. Men samtidig kommer man ikke udenom, at det, man skriver er og bliver ”opspind”. Det er aldrig ”Sandheden”. Optrinene i romanen har ikke fundet sted i ”virkeligheden.” Men de store hændelser og livsskæbner er virkelige nok også set med historiske briller. Det skal de være.

Jeg kunne f.eks. ikke skrive om Mads Houkjærs selvmord, hvis jeg ikke var sikker på, at han virkelig tog sit eget liv. Her har jeg lyttet til de gamle. Det, man hviskede om i min barndom. Der findes dog også skriftlige kilder som f.eks. Lars Hesselholts ”Hulsigminder”.

Jeg tror, det var forfatteren Karin Michaëlis, der engang stillede sig selv spørgsmålet: ”Kan man lave om på virkeligheden uden at skære sig på løgnen?” Det har jeg tænkt meget over, og det bør min læser også gøre. En anden digter blev engang spurgt om, hvorvidt det, han skrev, var sandhed eller digtning. Han svarede, at han i al fald håbede, at det var sand digtning.

At være og blive forfatter

Udgivet den 24/08/2020 af marianne

Svar

At være forfatter

Uden videre omsvøb vil jeg hævde, at forfatter ikke er et fag, man kan tilegne sig, hvis man ikke dybt i sig har en længsel efter at blive det. Det er måske oven i købet noget, der ligger i ens dna. At være eller ikke være forfatter. Det er sådan, det er. Man skal være født med længslen, og man skal tro på, at det største, der kan times en, er, at man en skønne dag bliver i stand til at skabe en fuldendt helhed uden for en selv: en selvstændig og smuk samling af ord. Kort sagt en bog. At man kan skabe den bog og trække sig tilbage og betragte den og tænke: Ja, det er rigtig godt. Det er præcis, som det skal være.

Som sagt er det måske en længsel, man er født med. Jeg tror i al fald, at jeg er født med den. Som Paulus siger: størst af alt er kærligheden. Og også her kommer kærligheden før noget andet. For det allerførste kim til at blive forfatter er en stor og uhelbredelig og som regel lykkelig kærlighed til litteraturen. Til det fantastiske underværk, som al god litteratur er.

Jeg var meget lille, da jeg lærte den kærlighed at kende. Min mor læste Oliver Twist højt, og jeg svævede endnu højere end hun læste, ja, i lang tid mistede jeg totalt jordforbindelsen og VAR Oliver. For så levende og smuk og fuldendt var skildringen af drengen Oliver, at ingen af de børn, jeg legede med eller mine søskende bare tilnærmelsesvis kunne matche den tiltrækning, han havde på min barnesjæl. Virkeligheden blegnede, fiktionen fik farver.

Og sådan gik det barndommen igennem. Jeg tror nok set i tilbageblik, at jeg tilbragte flere timer i selskab med bøger end i selskab med mennesker. Ikke fordi jeg ikke kunne lide de andre børn. Jeg havde venner. Det skriver jeg en dag en bog om. Mine ”rigtige” venner. Men personerne i bøgerne, de gode, de onde, de grimme, de smukke, de glade, de triste, de lykkelige, de ulykkelige, de sårbare, de stålsatte, de udsatte, de velbjergende, alle sammen gik de lige ind i min barnesjæl og befolkede den med et mylder af venner og uvenner, som jeg godt vidste, men ikke følte, ikke fandtes i ”virkeligheden”.

Og jeg vidste, at så snart jeg kunne skrive ord ned, så ville jeg være forfatter. Det tog sin tid. Jeg er ordblind. Jeg kunne ikke skrive. Jeg kunne ikke læse. De første år måtte jeg nøjes med at lytte. Min bedstemor læste, min mor læste, min bror læste, læreren i skolen læste, læreren i søndagsskolen læste. Vi fik hele tiden læst op den gang. Og i radioen hørte vi Onkel Oplæser læse op.

Men som tiårig greb jeg pennen. Og det var en pen. Og jeg skrev min første roman. Den handlede om Vinterkrigen i Finland. Jeg husker ikke mere, hvorfra jeg havde stoffet. Fra radioen, tænker jeg, for jeg var en ivrig radiolytter fra helt lille. Det er også muligt, at jeg havde læst nogle artikler i Kristelig Dagblad, som min bedstemor holdt, og som jeg forsøgte at stave mig igennem. Der var også andre aviser. Vi levede i storfamilie dengang, og bedstemor og far og mor havde forskellige syn på verden og holdt forskellige aviser. Sundt nok for os børn.

Jeg skrev altså romanen. Min første. I et kladdehefte. Jeg var hamrende stolt af mit værk. Jeg værnede om det og rettede i det og skrev til heftet var fuldt. Og jeg skrev om børnene i krigens brændpunkter, lod dem udføre heltegerninger og komme frelste igennem det inferno, jeg uden samvittighedskvaler skabte for dem. Jeg tror nok, jeg græd af rørelser over de stakkels børns trængsler uden at skænke det en tanke, at det var mig, der havde påført dem hver eneste af dem. Måske sidder Gud lige nu og græder af rørelser over alt det skrækkelige, hans skabninger gennemgår rundt om i verden, uden egentlig at tænke over, at han i sin almagt må være medskyldig i det meste. Nå, det var et sidespring. Og et upassende et af slagsen. For som kristen burde jeg ikke springe i den retning, men som tænkende væsen er jeg jo nødt til det.

Nå, men så blev romanen omsider færdig, og jeg har altid gerne villet have medlæsere. Det ville jeg også dengang, og det nærmeste offer var min storebroder Anders. Jeg satte altså min bror ned på en taburet. Han var et tålmodigt og godt barn, så han lod ordene falde ned over sig uden protester. Det gik ikke hurtigt, for jeg var som sagt ordblind og selv dengang skrev jeg kragetæer, som jeg selv havde svært ved at læse. Men jeg fik læst det første kapitel og skottede til min bror for at se, hvor rørt han var. Og om jeg ligefrem skulle trøste ham og love ham, at det endte godt. Jeg ventede at se tårer i hans øjne.

Men jeg så noget helt andet. Det var frygteligt. Han hylede ikke af grin – han skreg ikke af grin. Han grinede slet ikke. Det gør mandlige medlemmer af Hesselholtklanen sjældent. De lader små lune bemærkninger falde der, hvor andre falder om af grin. Og jeg husker ikke mere hans bemærkning. Den var lun og andre end mig ville vel have fundet den morsom. Men jeg faldt i et sort hul af ulykke. For den fortalte mig, at det var det rene bras, jeg havde skrevet. Jeg gemte mit kladdehefte væk. Og pludselig kunne jeg selv se, at det var noget juks.

Med denne lille anekdote fra min barndom har jeg illustreret et af forfatterens smertepunkter. At det, man selv finder smukt og godt af andre bliver kasseret med et pennestrøg eller en kort bemærkning. Alle forfattere har oplevet det. Og alle kommer til at opleve det. Og det er en af årsagerne til, at det her job er det mest intenst smertelige af alle jobs. Men man sidder i fælden. For man er født med længslen og den kan ingen slukke.

Jeg faldt i går over en artikel af Per Petterson, den store norske forfatter, og den inspirerede mig til ovenstående indlæg. Men jeg vil vende tilbage og opsummere et par af hans bemærkninger til forfatterrollen senere.

Kokholm 39

Udgivet den 22/08/2020 af marianne

Svar

Romanen om Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm nærmer sig sin afslutning. Der er et par billeder, som jeg ikke har i særlig god kopiering. Det vil jeg forsøge at få styr på i den nærmeste fremtid. Ligesom der venter et skrivearbejde, nemlig sidste kapitel. Det skrives i september, og hvis ellers medvinden blæser, som den skal, så skulle skuden kunne sættes i søen i løbet af efteråret – lad os sige november.

Et par billeder af den familie, det hele handler om – og de er altså ikke gode nok til at komme med i bogen. I det hele taget vil jeg ikke strø om mig med billeder i den, for det er en roman. Og dårlige billeder er en dårlig ide.

Men her et par stykker, og flere følger senere.

På begge billederne ses Christen, Elisabeth og Karen Marie (Elisabthes mor) og på det øverste alle børnene: Mads, Anna, Kristian, Carl, Maria, Helga og Rigmor.

Kokholm 38 – mysterier er der nok af – her et om navne –

Udgivet den 30/07/2020 af marianne

Mysterier er der nok af, når man træffer sine aner og ikke aner hvem pokker de er. Jeg ved, at Tines Vej i Hulsig er opkaldt efter Martine, som var en sindssyg kvinde, der i 1888′ folketællingen står opført som hjemmeboende 22 årig. .Gården lå mellem Hulsig og Tranestederne. Digteren Søiberg har skrevet en smuk fortælling om Tine, og i Hændelser fra Hulsig spiller hun en ikke helt lille rolle.Jeg ved, at hendes mor var Karen Marie Jensen og at hun var søster til min oldefar, Lars Jensen = Vester Lars.. Tine var således min farfar Janus Hesselholts kusine. Hendes mor, Karen Marie kom fra Højen, hvor deres mor, der var fra Gården Hesselholt. Hun giftede sig med en fisker (Jens) fra Højen. Lars , hendes bror blev karl på sin onkels gård = Hesselholt, og overtog den og giftede sig med min oldemor fra Kirsten Madsen fra Klarupgården. Deres søn Janus var altså fætter til Tine via sin mor.

Karen Marie Jensen ved vi altså, hvorfra stammer =Højen og hun var gift med jordbruger Jens Houkjær Pedersen, som er født 14 december 1822 i Skagen Landsogn. Det står der i kirkebogen, hvor jeg har fundet ham blandt konfirmander: Her står forældrene til konfirmanden

Jeg er ikke skrap til gotisk håndskrift, så jeg kan ikke læse, hvem faderen er: Jensen står der + noget mere, og Hustru Margrethe ? – Ja, hun hedder Margrethe Madsen. Tak.

Kan nogen hjælpe?

Ja, det var der så nogen, der kunne. Tak.

Der står, at Jens Houkjær Pedersen var søn af Peder Jensen fra Klarup. Og det sætter tingene på plads. Der er altså også udgået en Houkjær fra Klarup og ikke kun fra Houkjær. Og der er så et navnesammenfald der. Og vi ser tydeligt af dette tilfælde, hvor indgifte gårdene er i hinanden. Jens Houkjær Pedersen fra Klarup gifter sig med en søster til Lars på Hesselholt. Og da Lars på Hesselholt skal giftes vælges en pige fra gården Klarup = min oldemor Kirsten og jeg tror for resten ikke, at hun er en søster til Jens Houkjær Pedersen, for hun hedder Kirsten Madsen. Jens’ mor hedder også Madsen til efternavn, så de er nok søskende de to: Min oldemor Kirsten er sandsynligvis søster til Jens Houkjærs mor Margrethe Madsen, og hun er altså Jens’ moster. Som om det gør det hele bedre.

Man fandt sin ægtefælle (forældrene fandt) inden for egnens eget udvalg af emner, og helst giftede man sig med en i familien. Ikke så sært, at vi efterkommere har et speget sind. Vi kommer fra en egn, hvor indgifthed var en “naturlov”

Det har vel ikke ligefrem hjulpet på Elisabeth Houkjærs chancer for at få Christen Kokholm til ægtemand.

Jeg ved ikke, om Mads Houkjærs selvmord skyldes de unges oprør mod ægteskabsreglerne = konventionerne i det hele taget, eller om han er syg, evt. traumatiseret af det hårde liv, han har levet = krig – hådt slid – redningsaktioner hver vinter o. m. ..

Når jeg finder det interessant at blive klogere på, så er det fordi Jens Houkjær Pedersen, søn af Peder Houkjær og Elisabeth Houkjær på Houkjærgården gifter sig med Andrea og flytter til Lodskovad.

De to mænd, ham i Hulsig og ham i Lodskovad har altså samme navn, men kun den ene kan være fra Houkjær – hvorfor får den anden så også navnet????

Her har vi altså med få kilometers mellemrum to mænd med samme navn, men kun den ene er født på Houkjær, som Peder køber i 1822 og hvor han bor en årrække sammen med sin søster, inden han gifter sig med Elisabeth (=Lysbet) Jens Houkjær Pedersen er født 14.december 1823. Men, og nu kommer mysteriet, han står ikke opført i kirkebogen hverken i Skagen Landsogn eller i Råbjerg. Hvor er han født?

Det kommer alt sammen ikke romanen med, for der figurerer han ikke. Men han er jo en del af det lille samfund, jeg skriver om. Og en mystisk del. I konfirmationsoptegnelserne står, at han er født i Skagen Landsogn – så burde han være døbt i Skagen Kirke – har de glemt at føre drengens navn ind?

Somme tider skal man vel huske på, at det ikke er GUD SELV der fører kirkebøgerne, men som oftest fordrukne degne. Det kan man næsten se på skriften. Sikke en beskyldning – men den kom fra hjertet – der er så meget sjuskeri..

Herover den unge Jens Houkjær Pedersen som landsoldat i 1864. Han er Mads Houkjærs bror Han stred ved “Slagtebænk” Dybbøl og blev alligevel et harmonisk menneske, der livet igennem bevarede en kærligt væsen. Det var vi fra børnebørnenes skildring af ham, og den er vel ikke helt upartisk, men farvet af deres kærlighed til ham. Men også fra andre kilder beskrives han som et rart menneske. Samme skudsmål bliver ikke hans brødre til del: Den ældste Christen stak til søs som helt ung – efter at have kæmpet ved Fredericia i 1848-krigen – og man så ham ikke siden. Ole og Mads blev gårdejere, og deres iltre temperament er skildret flere steder. De var IKKE rare. Den yngste Søren ved jeg ikke noget om. Han var for ung til at komme i krig.

Jeg har fået hjælp til at tyde de gotiske bogstaver fra Lise Bock, som er en efterkommer af ovennævnte (billedet) Jens Houkjær og Andreas. Hun skriver, at der drejer sig om Jens Houkjær f. 14. okt. 1822 – og hans forældre er : Peder Jensen, Klarup og Margrethe Pedersdatter.

Tak.

Kokholm 37 – et besøg i Harboøre

Udgivet den 26/07/2020 af marianne

Denne unge mand er med 99%s sikkerhed helten i min roman om de to unge mennesker, der brød med det mønster, de var født ind i. Han som søn af en daglejer og hun som hedebondens datter. Det var et brud, der kom til at koste dyrt. Men det var et brud, der skabte store værdier både for dem selv og deres familie og for utallige danskere, for hvem Kokholms Hotel var lig med sommerglæder, fest og velvære.

Jeg besøgte lokalarkivet i Harboøre og fik lov at bruge de billeder, som jeg viser her på indlægget. Det er jeg meget taknemmelig for. Soldaterbilledet er taget omkring 1895, og arkivet ejer hele tre eksemplarer. På de to står: billede af ukendt landsoldat. På det sidste står der (heldigvis) Kresten Kokholm Nielsen. I min roman og mange andre steder staves navnet Christen. Men det spejler kun tidens totale ligegyldighed med hensyn til navnes stavemåde, det skifter hele tiden om den samme person. Så jeg går ud fra, at vi her har et ungdomsbillede af vores meget smukke helt.

Vi har ingen billeder af Christen Kokholms hjem, kun ved vi, at faren var daglejer og ind i mellem fisker, og at de ikke selv ejede jord. Vi ved også, at der fødtes mange børn i det lille hus. Og vi kan regne med, at det har set omtrent ud som hytten på billedet.

Det her billede kan jeg være i tvivl om, men jeg ved, at det forestiller Kresten Kokholm, Mads Knak og Kresten Knak. Knakfamilien var en meget stor Harboørefamilie, og billedet her viser, at der har været en forbindelse mellem Christen og Knakfamilien. De har været ret velhavende, og jeg kan tænke mig, at Christen K har været i Harboøre for at deltage i en familiefest – men måske, for det er det rene gætteri, for at rejse penge til at realisere drømmen om at skabe sit eget hotel..Jeg tror (ved) at Christen var god til at net-worke – og kunne sikkert også finde ud af at crowdfunde – længe før det begreb blev almindeligt. Han var forretningsmand – han vidste, hvilke knapper, han skulle trykke på for at komme videre med sine ideer. Det vender jeg tilbage til. Senere, da hans børn skal ud i livet bruger han også ganske flittigt sine forbindelser til at hjælpe dem i gang. Det kan jeg se af de breve, familien (igen heldigvis) har bevaret.

Ovenstående billede er af Mads Kokholm og hans kone. Mads er sandsynligvis Christens lillebror. Jeg ved ikke så meget om ham, men billedet, der er fra 90’erne taler sit eget sprog. Den unge kone ser forslidt ud, men slid var dagligkost for de fleste, og det sås jo selv på billeder af unge mennesker.

Der er i arkivets store udvalg af billeder ikke ret mange, der bærer navnet Kokholm, men på den anden side er der et hav af ukendte personer fra de sidste årtier for århundredeskiftet. Der kan gemme sig mange Kokholmere i den bunke. Men de her er heldigvis arkiveret med navne.

Forfatter i en coronatid

Udgivet den 11/06/2020 af marianne

Svar

Jeg har ikke skrevet meget på bloggen, men jeg har arbejdet en del på romanen om Kokholm.

Teksten forvandler sig langsomt fra vand til vin. Det er da i al fald, hvad jeg håber på. Og når jeg kan se mit snit til det, så skriver jeg med hjerte og lidt mere end det, håber jeg.. Det skulle gerne ende med at blive en fortælling om to liv, der levedes for 150 år siden og som var eventyrlige.

Men jeg har i al fald haft tid.

Nu er jeg fast kronikør på Randers Amtsavis og hvad var mere naturligt end at at skrive lidt om, hvordan det er at være forfatter i en coronatid. Herunder kronikken, som var i Amtsvisen for en uges tid siden:

Her kommer teksten, som jeg ikke kan fotografere, men dette er originalteksten:

Forfatter i en coronatid – en tilståelse.

Forleden modtog jeg en anmodning om at deltage i et forskningsprojekt ved Region Hovedstaden. Det drejer sig om en undersøgelse af, hvordan folk over 65 år, som er eller som har været bloddonorer i en længere årrække, reagerer fysisk og psykisk på den isolation, som et nedlukket og ”smittefarligt” samfund har hensat mange af os ældre medborgere i. Er vi gamle blevet drænet for energi? Er vi blevet ensomme? Har vi mistet livslysten?

For mig var det en underlig opgave at svare på de mange spørgsmål. Man gik ud fra som en selvfølge, at stort set alle på 65+ var pensionister med tilliggende ”naturlige” gøremål: at tage sig af børnebørnene, at gå til foredrag og koncerter, at hygge sig med vennerne og at deltage i de utallige aktiviteter, der tilbydes gamle. Og da jeg er fra 1943, hører jeg jo ikke til de yngste, men nærmer mig udløbsdatoen med rivende hast. Men det ovennævnte pensionistliv har jeg endnu ikke prøvet. Jeg er stadig aktiv på arbejdsmarkedet og håber, at jeg kan være det mange år endnu.

Inden jeg går videre, må jeg skynde mig at forsikre jer om, at jeg holder rigtig meget af min familie, og den er heldigvis talrig. Jeg elsker alle mine børnebørn, og jeg henter med glæde mine kære små aflæggere i både børnehave og fritidsordning. Og det hænder også, at jeg går i biografen med min mand eller til et foredrag, som jeg ikke selv holder, og jeg cykler da hver dag en tur i engen eller i skoven og somme tider inviterer jeg også gæster og det hænder, at jeg går i byen. Det er alt sammen godt nok.

Men det, som jeg allerhelst vil bruge tiden på, er mit arbejde. I grunden er jeg vist ikke så lidt af en arbejdsnarkoman, og selv om jeg flere gange mere eller mindre frivilligt har været på afvænning, så sker det samme for mig som for alle andre narkomaner, jeg falder i gang på gang og kaster mig over et nyt projekt.

Mit arbejde består i at læse rigtig mange bøger for at blive rigere (rigdom er ikke noget, man har i banken, men i hovedet og i hjertet) og at blive klogere på tilværelsen og så at skrive en lille smule ned om det hver dag. Og det kommer der så, hvis jeg er heldig og flittig nok, bøger ud af.

Faktisk plejer jeg ikke at sige det højt, for det er i vore dage rigtig suspekt at være sådan som jeg er. Og man vil jo nødig betragtes som en asocial særling. Jeg er da også flere gange gået i rette med mig selv, f.eks. når lysten til at være alene og arbejde koncentreret uden at se til højre og venstre tog så meget overhånd, at jeg glemte alt andet og kom for skade at kyle flæskestegen i vaskemaskinen og bleerne i fryseren.

Men man kan jo ligeså godt være ærlig, især i min alder, og nu fik spørgeskemaet mig altså til at tage problemet med tid og beskæftigelse op til revision. Og for resten vil jeg da tilføje, at min familie er yderst overbærende og (næsten) har accepteret mine særheder.

Der har dog været perioder i mit liv, hvor jeg ikke kunne få den ro til at læse og skrive, som jeg gerne ville, f. eks. fordi jeg havde ansvar for mand og børn og elever og studier. Og på et tidspunkt, hvor disse bibeskæftigelser slugte mig, sagde jeg til min mand, at jeg ville lave et fingeret bankrøveri, så jeg kunne blive sat bag lås og slå i nogle måneder og så endelig få skrevet den bog, der bankede på og ville ud. Men han svarede: ”ja gør endelig det, og så kommer du til at sidde og lave tøjklemmer hele dagen.” Jeg opgav bankrøveriet.

Men børnene blev store, eleverne slap jeg til sidst, og så en skønne dag var jeg endelig alene med et tastatur og en stak bøger og kunne gå i gang med at udleve mine drømme: at skrive de bøger, som jeg syntes, jeg havde i mig. Og jeg var heldig. De kom til verden uden alt for mange fødselsveer og var i mine egne øjne præcis, som de skulle være.

Men nu kan jeg så ikke holde tilståelsen tilbage længere. Og nu hvisker til jer. Jeg har nydt coronatiden. Ja, men det har jeg altså. Ingen rejser, ingen foredrag, ingen besøg, ingen forstyrrelser. Kort sagt: Tid nok. Og lov til at være alene. Isolation uden tøjklemmer.

Kokholm 36 – Folketælling Kandestederne 1855

Udgivet den 06/05/2020 af marianne

Jeg kredser for tiden lidt omkring Elisabeth Kokholms mor, Karen Marie. Det er ikke så meget, jeg ved om hende eller kan finde i slægtens anekdotearkiv. Men Mads Houkjær har i al fald fundet sin hustru i Kandestederne,. Vi ved jo også, at ikke bare Karen Marie, men også hendes søster Kirsten mere eller mindre flytter til Houkjær. Kirsten bliver aldrig gift, hun lever sit liv som væverske og har sit eget lille smukke hus tæt på gården.

I det følgende afskriver jeg en folketælling fra Kandestederne 1855. Her ser vi, hvor de to søstre stammer fra, nemlig fra gården Høgenhaug:

1 Hus: (Høgenhaug)

Maren Jensen 73 Aar – Aftægt – Søren Christensen, 37 Aar, lever af sin Jordlod – Ane Marie Nielsen 37 Aar, hans Hustru – Niels Chr. Sørensen, 15 Aar, Barn – Jens Peter Sørensen, 12 Aar, Barn – Christen Sørensen, 10 Aar, Barn – Karen Marie Sørensen, 8 Aar, Barn – Jens Chr.. Sørensen, 5 Aar, Barn, Kirsten Marie Sørensen, 2 Aar, Barn – Kirsten Marie Sørensen, 17 Aar, Tjenestepige, Karen Larsen, 79 Aar, Husfaderens Moder.

Karen Marie og Kirsten – som senere bliver Karen Marie Houkjær og søsteren flytter ind til hende.

1 Hus: Skødelund – det senere Hjorts Hotel

Wilhelm Rabo Reinlænder 42 Aar, lever af sin Jordlod, Birgitte Otenia Winenfeldt Berg, 47 Aar , hans Hustru – Pettrine Møller, 22 Aar, Tjenestepige – Peter Larsen Christensen, 19 Aar, Tjenestekarl – Hans Wrogh, 13 Aar, Tjenestedreng

Om ovenstående gård: Reinlænder var skibsfører og forliste ved Kandestederne. Han har sikkert haft penge, men ønskede altså at gå i land og købte Skødelund og giftede sig med en præstedatter. De havde 3 tjenestefolk og ingen børn. Usædvanligt. Senere sælger de til Hjort fra Starholm, og han begynder på et tidspunkt vist nok som den første at drive en smule hotel.

1 Hus: Houkjær – det senere Kokholms Hotel

Peder Christensen 55 Aar, lever af sin Jordlod, Elisabeth Jensen 48 Aar, hans Hustru – Dorthea Marie Pedersen 22 Aar, Barn – Mads Pedersen, 16 Aar, Barn, Ole Pedersen, 13 Aar, Barn – Søren Pedersen, 10 Aar, Barn.

Jeg ved ikke, om de følgende 3 huse også har navn – og heller ikke rigtig, hvor de lå, men de har været en del af den lille klynge Kandehuse:

1 Hus:

Christen Mortensen, 58 Aar – Enkemand – lever af sin Jordlod – Marie Christensen, 22 Aar, Barn – Christian Christensen, 13 Aar, Barn – Morten Christensen 25 Aar, Barn – Christian Christensen, 9 Aar, Barn

1 Hus:

Jens Chr. Jensen 51 Aar, lever af sin Jordlod – Kirsten Marie Christensen 38 Aar, hans Hustru – Janus Chr. Jensen 17 Aar, Barn – Martha Marie Jensen 12 Aar, Barn – Janus Chr. Jensen 7 Aar, Barn – Jens Martin Jensen 3 Aar, Barn – Maren Sophie Pedersen 29 Aar, Tjenestepige

1 Hus:

Niels Laursen 43 Aar, lever af sin Jordkod – Mette Marie Jensen 45 Aar, Hustru – Anne Nielsen 7 Aar Datter – Christiane Jensen 13 Aar, Plejedatter – Ane Nielsen, 83 Aar – husfaders Moder.

Kokholm 35 – et prøvekapitel af romanen om Kokholm

Udgivet den 22/04/2020 af marianne

Svar

Der er nu skrevet 2 dele af romanen om Kokholm. Den bliver i tre dele: 1.KANDESTEDERNE – 2. HARBOØRE 3.KOKHOLM

Her nedenfor et prøvekapitel. Det er fra 2. del og vi møder drengen Christen sammen med faren, der er fisker uden fast hyre. Familien er stor, og alle ned til mindste barn skal arbejde. Christen er 13-14 år i kapitlet og ville gerne være alt muligt andet end fisker og daglejer som faren, men faren har set ham græde i kirken. De nidkære missionspræster var rigtig gode til at få tårerne frem i menigheden, og Christen er en følsom dreng. Det huer ikke faren, så han tvinger drengen med på havet. Så kan han lære at blive et mandfolk.

Kapitel 9

Harboøre den næste nat

”Så går vi Gud i vold og Vorherre være med os!” De ord skulle siges, når man drog til havs og gerne inden, man åbnede døren og forlod huset. Ordene kender Christen ud og ind, men skal han også sige dem? Skal han? Han ser på far, der nikker.

”Gud i vold,” mumler han så og vil gå, men mor holder ham tilbage. Hun trækker strikluen længere ned om ørerne på ham og snurrer det uldne tørklæde en ekstra gang om hans hals, så han er ved at blive kvalt. Og nu kysser hun ham. Kejtet og hurtigt. Han ser stjålent hen på far, der allerede står med hånden på klinken og døren halvt åben. Men han siger ingenting.

Udenfor i skuret holder far lygten i vejret, så sætter han den fra sig og lemper kurven med alle redskaberne op fra gulvet. Et øjeblik står han tankefuld med den tunge kurv i favnen. Så ler han kort og siger: ”Nå ja. Mon ikke du er stærk nok?”

”Jo,” mumler drengen og ville ønske, at de ejede en trillebør som de fleste andre. Han kigger på de mange kroge og alt det andet grej, der ligger sirligt ordnet i kurven. Mors værk. Far haler op i den og hjælper ham den på ryggen. Hvor er den dog tung. Og der er et godt stykke vej til Langerhuse.

De træder ud i lyset fra en næsten fuld måne, og et øjeblik glemmer Christen sin byrde, for deroppe blinker stjernerne på den mørke himmel, og månen kaster et drømmeskær over klitterne, der rejser sig foran dem som vældige gråblege spøgelser. Han hanker op i kurven og trasker mod havet sammen med en far, som har forvandlet sig til en mørk stolpe, der kaster en lang urolig skygge over engdraget. Nu og da falder skyggen i et med hans egen. To skygger i en flimrende dans, der ingen ende vil tage.

Christen puster af anstrengelse, da de når frem, og han mærker hjertet buldre i brystet, som om det skal sprænges. I fars store leksikon, som han har arvet efter farfar, har Christen læst om hjertet. Det er bare en muskel, der pumper blodet rundt i kroppen, og somme tider kommer den pumpe på overarbejde. Som nu. Det er ikke noget at tude over. Han bider tænderne sammen.

Og da far ser på ham med øjne, der ligefrem lyser i måneskinnet, føler Christen en rislende stolthed, der for en stund overdøver smerten i den dumme muskel.

”Men du er jo stærk,” siger far.

Så vender han sig mod de andre fiskere i det lav, hvor de har fået hyre. Der er ti mand til deres båd, og far fortæller de andre, at hans dreng er stærk som bare fanden og fortjener fuld hyre. Og ro kan han selvfølgelig.

Christen er alt for træt til at protestere. For vist kan han ro, det kan enhver dreng, hele den lange sommer pjasker de jo om i fladbundede joller og fisker sammen med de gamle folk, der er blevet tilbage i Harboør. Men det er i de små søer og i fjorden. Der er vand alle vegne på Harboør, og fjorden ligger kun en god løbetur fra Holmene.

Men havet. Det er sandelig noget andet, og lige nu kan han ikke forestille sig, at de nogensinde vil kunne komme frelste gennem brændingen, der fråder som et afsindigt uhyre derude i måneskinnet.

Sin hyre værd, siger far. Og Christen er hurtig og ivrig, da de skal have båden i havet, og han skubber og løfter så meget, han orker og kravler ombord som den sidste, selv om han ikke har lange træskostøvler på som de voksne og bliver pjaskvåd langt op ad benene.

De ror og ror. Og ind i mellem skifter de plads. Så ror Christen også. Og det er godt. Kulden viger for en tid. For det er koldere herude på det åbne hav, og det føles da også, som om vinden er taget til. Er den ikke? Christen lader forsigtigt en bemærkning falde. ”Åh den smule brise”, siger far. Og de griner alle, da drengen lidt efter spørger, om de ikke er langt nok ude nu? Han mærker jo, hvordan bølgerne er blevet højere, båden gynger op og ned, og det suger sært i maven, og han kan ikke slippe den tanke, at kun de tynde planker under hans fødder skiller dem fra druknedøden. Og nu skal han tilmed kaste op. De seks, der ror, fortsætter, som om de ikke hører drengen brøle op og ikke ser det vælte ud af ham og sprøjte ud over rælingen. De tre andre ser en anden vej. De er ligeså blinde og døve.

Fastlandet er forsvundet i mørket, der tætner omkring båden, og nu begynder nogle skyer at glide hen over månen, og lidt efter lidt bliver alt sort omkring dem. De kan knap nok se hinanden. Kun gløden fra mændenes piber kan anes, når de suger den gode tobak i sig.

”Så kaster vi anker!” siger bådsformanden, da de har roet i uendeligheder, og mændene trækker øjeblikkeligt årerne ind. ”Og se så at komme til hægterne, knægt!” Han rækker ham en flaske, og Christen sluger en tår og mærker det brænde som ild indvendigt. Så tørrer han sig i ansigtet med ærmet af den store valkede trøje og tænker på mor, der skal vaske den og nok ikke får det gjort, og så tænker han på sig selv, der skal møde op i møllen med en stank af bræk hængende om sig. Men han får måske ikke lov at komme der mere.

Og han ser, at alle fiskerne folder hænderne og vender blikket mod himlen. Højt og i kor beder de til Gud om fangst og om at komme levende i land, og da det sidste ord er sendt til himmels, får hver mand travlt med sit. Formandens liner først. Derpå går det lynhurtigt og efter tur. Fars sidst. Nogle af mændene giver sig dog tid til at slå korsets tegn, inden de mange kroge lempes udenbords. Men ikke far, der blot bøjer sig over kurven og omhyggeligt firer sine liner ud i havet. Stykke for stykke glider de over rælingen, indtil hver eneste krog er forsvundet i det sorte dyb. Christen ser bare til. ”Skal jeg ikke …?” Han rækker hænderne ud mod far. ”Nej, men næste gang får du dine egne liner og kroge. I dag skal du ro, ikke? Så du kan tjene til dit grej.”

Næste gang, tænker drengen mat.

Mor har repareret fars gamle, valkede havtrøje til Christen, men hun har ikke kunnet skaffe ham en frakke. Og far sagde, at det også var lige meget. Vejret var jo så mildt denne vinter, og desuden var det kun sundt for en tudeprins som ham at krænges ud af sit vat og mærke livet.

Mærke livet. Ordene summer i ham, men han mærker kun kulden, og den dræber alt liv i ham, både indvendigt og udvendigt, og om lidt skal han dø. Han krummer sig om sig selv, og en sær følelse af ligegyldighed sniger sig ind på ham, den overmander ham, og han tænker sløvt og opgivende, at nu vil han bare sove. Sove ja. Og dø. Men inden han når at falde hen, griber en fisker ham fast i armen og begynder at skælde far ud, mens han samtidig ryster Christen frem og tilbage, som om han var en kludedukke: ”Hvad satan ligner det også at sende drengen på havet i den mundering?” Og fiskeren, der er meget stor og bred, tager endnu hårdere fat og rusker ham, til han bliver helt vågen.

Ventetiden. En evighed, og selv om Christen er halvt bedøvet af de mange slurke fra flasken og endnu flere rusk af grove og stærke hænder, så overlever han. Der findes mirakler. Som da de begynder at hale fisk ind, og alt i båden bliver lutter forvirring og travlhed og fisk i sprællende bunker og senere, da han i en tåge af kulde og fuldesyge alligevel sanser, at der sættes sejl, og han mærker vinden gribe deres båd og blæse den ind mod land, som var den en sæbeboble i vinden. Han ler. Hvor er det sjovt. ”For fanden da også med den knægt,” hører han en af de ruskende fiskerne sige, og han ler endnu højere. ”For fanden da også!” brøler han til vinden, der fylder deres sejl og blæser dem ind over brændingen, som sad de i en nøddeskal og ikke i en tung timandsjolle.

Lidt efter skurrer de på land, hvor mor selvfølgelig står og rækker ud mod ham, og han bider al skam i sig og synker om i hendes arme.

Karin Michaëlis – en Randers forfatter – endelig hædret

Udgivet den 15/04/2020 af marianne

Svar

Da avisartiklen om Karin Michaelis blev så utydelig skriver jeg oversættelsen her. Hun er faktisk en forfatter, der fortjener at blive læst og genlæst.

7. marts. En mærkedag for Randers. Og den nåede vi heldigvis, inden verden gik af lave.

Danmark var endnu åbent, og man kunne stadig forsamles i Randers, da en af byens store forfattere, Karin Michaëlis, blev hædret med afsløringen af en flot bronzebuste udført af Gudrun Steen Andersen og sponsoreret af lokale kræfter og generøst givet som gave til alle os andre.

Nu står hun så der og ser ud over pladsen, som også bærer hendes navn, men sært er det alligevel, at hun først hædres 70 år efter sin død. Og så alligevel ikke, for selv om hendes værker aldrig har mistet deres litterære kvaliteter og heller ikke virker forældede, så har hun længe været glemt i læsende kredse. Hvorfor er stadig lidt af et mysterium, i al fald for mig.

Der er derimod mange klare årsager til genopdagelsen af hendes værker, som jeg ikke har plads til komme nærmere ind på her, men den væsentligste skal dog nævnes, nemlig det utrættelige arbejde, som Karin Michaëlis Selskabet har udført i de senere år. Et samarbejde af dygtige og kloge folk, der har formået at trække en stor forfatter ud af glemslen og ind på vore reoler. Tak for det.

D.9. marts blev Julie Maj Jakobsens skuespil: ”Det gode Menneske” så opført på Egnsteatret i Randers. Her var vi igen mange mennesker samlede, og vi kunne glæde os over et velspillet drama med gode skuespilpræstationer. Alligevel sad jeg tilbage med en underlig følelse af, at den Karin Michaëlis, der blev fremstillet på scenen ikke helt var den ægte vare. Hun lignede i al fald slet ikke den kvinde, jeg har lært at kende og beundre gennem læsningen af hendes bøger og den række af publikationer om hendes liv, som Karin Michaëlis Selskabet har udgivet.

I teaterstykket følger man forfatteren gennem livet, og man møder et menneske, der udnyttes af sine medmennesker og gradvis nedbrydes af livets tilskikkelser, og i slutscenen ser vi en kvinde, der fortvivlet segner om på scenen, berøvet alt, også håbet.

Men sådan tror jeg ikke, virkelighedens Karin Michaëlis var, hverken i sit livs første eller sidste scener. Hun var for det første utrolig produktiv og havde succes med sine bøger, der ud over at være god litteratur også tematiserede tidens aktuelle spørgsmål. Hun var ikke bange for at behandle tabuiserede emner, og hun var skarp og modig og skrev det, hun mente uden selvcensur. Hun mødte naturligvis modstand, men hun vendte den aldrig ryggen. Selv når hun stod over for en rasende forsamling, hvor alle var enige om at være forargede, så lykkedes det hende at bevare roen og også at tale publikum til ro. Hun var kort sagt en stærk kvinde, og hun bevarede sin styrke til det sidste. Jeg hørte en radioudsendelse, hvor hun bliver interviewet efter sin tilbagekomst fra USA, hvor hun levede i under eksil i besættelsen. På det tidspunkt ejede hun ingenting, det er sandt nok, men alligevel er det bestemt ikke en desillusioneret kvinde, der taler her.

Titlen ”Det gode Menneske”, men egentlig også stykkets forløb, er inspireret af Bertolt Brechts ”Det gode Menneske fra Sezuan”. Brecht boede i 1937 en tid i Karin Michaëlis’ hus Torelore på Thurø, og efter sigende var det her, han blev inspireret til sit stykke om det gode menneske. Brechts kone var jøde, og selv var han socialist, og her på Thurø levede de i Michaëlis’ asyl ligesom mange andre forfulgte og nødstedte kunstnere.

Men ideen i hans stykke, ligesom i mange andre værker om ”det gode menneske”, er imidlertid, at uskylden (det gode) er uden forsvar over for verdens ondskab og derfor altid vil blive misbrugt. Det er et ofte forekommende tema i kunsten, således i Bunuels ”Viridiana”, i Bergmans ”Jomfrukilden” og i Dostojevskijs ”Idioten” for blot at nævne nogle eksempler. Den gode er i bund og grund et offer for det onde. Det onde er styrke, det gode er svaghed. Men Karin Michaëlis viser i sine værker og i sit liv det modsatte: godhed er styrke.

Karin Michaëlis vidste så godt som nogen, at ondskaben findes, og hendes liv var en lang kamp mod mørke kræfter, og i sine værker viser hun ligesom i sit eget liv tydeligt sin foragt for det lave og usle i mennesker, og hun udleverer det skånselsløst.

Den tids lumske vira: nazismen og fascismen voksede dag for dag og inficerede i 30’erne hele Europa. Og i den kamp var hun aktiv og deltog hun uforfærdet, og hun brugte de våben, hun beherskede så suverænt: ordene og sit eget eksempel.

Det kan godt synes, som om Karin Michaëlis oplever et voldsomt fald hen mod slutningen af sit liv. Hun havde været berømt i det meste af Europa, og hun kunne sagtens have været velhavende i sin alderdom, for hun var utrolig produktiv og solgte godt i lange perioder af sit liv. Men hun var ligeglad med penge, dem gav hun væk, og ingen af hendes drømme lignede Britta Nielsens. Hun drømte om en bedre og mere retfærdig verden, og hun brugte sit liv på at virkeliggøre idealet.

Et liv i luksus og overflod ville hun have foragtet. Blandt andet derfor har vi grund til at ære hende.

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Fri os fra det onde

Kokholm 40 – den vordende roman: Lise og Christen

Forord:

At være og blive forfatter

Kokholm 39

Kokholm 38 – mysterier er der nok af – her et om navne –

Kokholm 37 – et besøg i Harboøre

Forfatter i en coronatid

Kokholm 36 – Folketælling Kandestederne 1855

Kokholm 35 – et prøvekapitel af romanen om Kokholm

Kapitel 9

Harboøre den næste nat

Karin Michaëlis – en Randers forfatter – endelig hædret