Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
I går sluttede jeg læsningen af en bog, som bl.a. havde “erindringen” som emne. Aase Schmidts: “Den nøgne mur.” Forfatteren, som jeg ikke kendte i forvejen, men nærmest snublede over i min research , er otte år ældre end mig, og bogen handler om et “jeg”, som rejser til Paris 50 år efter, at hun forlod byen som ganske ung studerende.
Jeg vil ikke komme ind på bogens indhold i øvrigt, og jeg har også kun læst den hurtigt og som ren underholdning, og altså ikke studeret den – ved således ikke, om forfatteren skriver om egne erfaringer som studerende i Paris i 50’erne eller det hele er fiktion. Jo, det er jo en roman.
Men mens jeg læste begyndte billeder og begivenheder fra min egen studietid i 60’ernes Paris at dukke op. Og jeg tænkte, at jeg ville lade nogle af dem folde sig ud. Hvis er muligt.
Jeg vil begynde med begyndelsen. Det var sommeren 1962. Algierkrigen var lige afsluttet. Jeg var absolut ikke studerende, havde lige forladt skolen og var bare turist. Men jeg havde alle antenner ude. For det var første gang, jeg var i en rigtig storby, og især menneskemyldret virkede overvældende på en landsbypige. Vi havde selvfølgelig været i København med skolen og med far og mor. Men Paris var noget helt andet og i første omgang utrolig fremmedartet.
Vi, siger jeg, ja, for jeg var ikke alene. Sammen med min to år ældre bror Anders og min jævnaldrende fætter Holger var vi draget af sted for at besøge vores storesøster Hanne, der som nyuddannet sygeplejerske havde taget job i Paris. For eventyrets skyld tror jeg. Og vist var Paris et eventyr.
Vi var meget unge. Holger jeg var 18 år og Anders 20. Drengene havde lige fået kørekort, og vi havde lånt Tante Netes nye Saab. Vi var ængstelige over at skulle køre ind i selve Paris, så vi blev enige med Hanne om, at vi ville holde ind et sted i udkanten. Porte de Versailles. Derfra skulle vi ringe efter storesøster og bede hende køre os til den gade, hvor hun logerede. Udkanten!!!! Uha, den lod sig ikke lige finde – vi blev grebet af trafikken og som en anden stærk strøm tog den os, vi MÅTTE flyde med den, og den trak os hele vejen ind til centrum.
Inden vi vidste af det, kunne vi skue Eiffeltårnet i fuld størrelse.
“Vi skal altså over på den anden side af floden,” sagde Holger, “for hun bor syd for Seinen.” Så meget vidste vi.
Paris er fuld af broer, så det kunne ikke være så svært, mente Anders og satte kursen mod syd. Vi bumpede over en gammel bro og på et tidspunkt fandt vi frem til Porte de Versailles. Oh mirakel!
15. arrondissement. Det er også præcis der, “Den nøgne Mur” udspiller sig.