Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Steder
Hørte i dag Brinkmanns Briks på P1 – det gør jeg hver uge, og som regel er det interessant for mig. Og det var det da navnlig i dag, hvor det handlede om ”steder”. Det, at et bestemt sted betyder så meget for et menneske, at det kommer til at danne klangbund for alle senere hændelser i livet. At der er det der konkrete sted, som man i drømme og i vågen tilstand vender tilbage til igen og igen og aldrig kan slippe helt.
Brinkmann havde inviteret Josefine Klougart og Søren Ulrik Thomsen i studiet. Sidstnævnte har udgivet bogen ”Store Kongensgade 23” (et essay) og førstnævnte bogen ”Alt dette kunne du få (en roman).”
Begge forfattere har i deres værk fokus på et bestemt geografisk sted, der så i bøgerne transformeres til litteratur naturligvis, det ligger jo i selve skriveprocessen, og det bliver således fra at være et faktisk, materielt sted i verden til et fiktivt, mytologisk sted i litteraturen. Fra reel virkelighed til virtuel virkelighed. Fra verden til spejl.
Det er interessant for mig, fordi jeg jo lige nu og de næste par år pønser på, pusler med, drømmer om at lægge hånd på en slags virkelighed og gøre den til en anden slags virkelighed. En transformationsproces, som gerne skulle resultere i en bog, som sandfærdigt fortæller om, hvordan jeg i bakspejlet ser min hjemby og dens mennesker. Set på en afstand af mellem 60 og 70 år vil mangen en hændelse være udslettet af min hukommelse, mens andre ikke vil være til at jage derfra. Det sidste har jeg oplevet for nylig og tænkt meget over. Skal jeg lade det hele ligge? Eller skal jeg lade det genopstå? Tvivlen gnaver.
Strandby er mit sted. STRANDBY. Bare det at se navnet, at skrive det – de bogstaver sat sammen på den måde, det giver mig en glæde, som ligner den, jeg oplever, når jeg ser et smukt maleri eller hører et godt digt.
Strandby. Engang i min kostskoletid i Silkeborg blev længslen efter det sted så voldsom, at jeg løb gennem skoven for at nå ind til et sted, hvor jeg vidste, at jernbanesporet krydsede skovvejen. Her stod jeg længe og ventede på, at der skulle komme et tog med kurs nordpå. Jeg ville se det køre forbi mig, fordi det havde den kurs. Fordi det skulle til Vendsyssel og fordi det i Frederikshavn ville forbindes med Skagensbanen (to adskilte baner, ganske vist), og jeg tænkte, at det så ville køre gennem Strandby. Og måske ville det gøre holdt på Strandby Station. Måske. Og hvis jeg nu så det køre forbi mig derinde i skoven, så kunne jeg komme lidt tættere på HJEM.