Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Wendy Michell har i sin bog “En jeg kendte engang” – en beskrivelse af sin frustration over skabe og skuffer. Hun kan ikke huske, hvad det er “der gemmer sig” bag skabslåger og døre og aflukker. Til sidst er hun ved at fortvivle, når hun skal klæde sig på, og rigtig bevidst om problemet bliver hun, da en af døtrene, der er på besøg siger: “Mor har du ikke haft det samme tøj på hele ugen?” Hun tier. Skammer sig. For hun ved ikke, hvor tøjet er, og de lukkede skabe virker skræmmende.
Da jeg læste det, forstod jeg pludselig Oles sære indretning af sit værelse. Den begyndte for nogle år siden, og i begyndelsen skældte jeg ham lidt ud: “Det ser fjollet og uryddeligt ud!” Han svarede ikke, men han blev ved med at lægge mere og mere tøj fra skabe og skuffer ud på gæstesengene ( hans arbejdsrum er også gæsterum) og efterhånden så det sådan her ud ( det her er kun den ene seng – den anden er til bukser og sokker. Undertøjet er i et skab ved badeværelset, det kan han finde ud af. ::
Wendy er trods sin fremskredne Alzheimers ikke tabt bag en vogn. Det er Ole jo heller ikke. Det er så flot, når de selv løser problemet – når der så er besøg, det er børnebørnenes værelse, som de deler med Ole, så samler de straks forsigtigt alt tøjet i bunker på stolene i rummet, og efter endt besøg lægger Ole selv tøjet de rigtige steder igen = ud på sengene.
Man kan sige, at det er en yderst maskulin løsning på problemet – kvinder ville betænke sig ved alle de uvægerligt “krøllede” beklædningsgenstande, der bliver resultatet af en sådan ordning. Men det generer ikke en mand, at der er lidt ekstra “krøl” på skjorten, og at bukserne folder lidt forkert – i al fald generer det ikke min. Og det har ikke noget med demensen af gøre.
Som sagt: Wendy er ikke tabt bag en vogn. Hun får alt tøjet taget ud af skabene: så fotograferer hun det hele: skjorter og bluser for sig, kjoler, bukser og nederdele for sig, strømper og undertøj osv. Så lægger hun billederne på computeren og printer dem ud og klister dem på lågerne. Nu kan hun altid se, hvor de smukt sammenlagte bukser og trøjer befinder sig, og hvor kjoler og nederdele hænger.
Wendy beskæftigede sig erhvervsmæssigt som planlægger, og hun var og er stadig dygtig til at bruge IT af enhver art. Her ligger hun hestehoveder foran Ole. Hun beholdt også sit job langt ind i demensen. Først da hun begyndte at arbejde alt for langsomt, måtte hun sige op. Hun blev ikke fyret.